Salmerne 137

¹Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

²Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

³Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

⁴Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

⁵Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

⁶Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

⁷Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

⁸Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

⁹Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.