Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Romans 2:1-11
Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve saadanne Ting. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve saadanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom? Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag, han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme. Trængsel og Angest over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, baade en Jødes først og en Grækers; men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, baade en Jøde først og en Græker! Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
First Reading
Genesis 19
Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. Og lian sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade. Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd, som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. Da gik Lot ud til dem uden for Døren og lukkede Døren efter sig. Og han sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand, kære, jeg vil lede dem ud til eder, gører saa med dem, hvad eder godt synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosætte sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for at bryde Døren op. Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren. Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelægge den. Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede. Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagde: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. Da sagde han til ham: Se, jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om, Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre, før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen. Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte. Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt. Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi. Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre. Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis. Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Sæd af vor Fader. Saa gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Sæd af vor Fader. Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde gig, eller der hun stod op. Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammons Børns Fader indtil denne Dag.
First Reading
Genesis 19:1-29
Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. Og lian sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade. Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd, som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. Da gik Lot ud til dem uden for Døren og lukkede Døren efter sig. Og han sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand, kære, jeg vil lede dem ud til eder, gører saa med dem, hvad eder godt synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosætte sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for at bryde Døren op. Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren. Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelægge den. Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede. Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagde: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. Da sagde han til ham: Se, jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om, Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre, før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen. Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte. Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt. Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi.
Morning Prayer — First Lesson
Genesis 35
Og Gud sagde til Jakob: Gør dig rede, drag op til Bethel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbaredes for dig, der du flyede for din Broder Esaus Ansigt. Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klæder! Og lader os gøre os rede og drage op til Bethel, og jeg vil der bygge et Alter for den Gud, som bønhørte mig paa min Nøds Dag og har været med mig paa Vejen, som jeg har vandret. Saa gave de Jakob alle de fremmede Guder, som vare i deres Hænder, og Ringene, som vare i deres Øren, og Jakob skjulte dem under Egen, som var ved Sikem. Saa rejste de; og Rædsel fra Gud var over de Stæder, som laa rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner. Og Jakob kom til Lus, som er i Kanaans Land, det er Bethel, han og alt Folket, som var med ham. Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder. Og Debora, Rebekkas Amme, døde og blev begraven neden for Bethel, under Egen, og han kaldte dens Navn Graadseg. Og Gud aabenbaredes atter for Jakob, da han kom fra Paddan-Aram, og han velsignede ham. Og Gud sagde til ham: Dit Navn er Jakob; dit Navn skal ikke ydermere kaldes Jakob; men Israel skal være dit Navn; og han kaldte hans Navn Israel. Og Gud sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vær frugtbar og former dig, Folk og Folkehobe skal der vorde af dig, og Konger skulle udkomme af dine Lænder. Og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Sæd efter dig Landet. Og Gud for op fra ham, fra det Sted, hvor han talede med ham, Saa oprejste Jakob et Mindesmærke paa det Sted, hvor han talede med ham, et Mindesmærke af Sten, og øste Drikoffer derpaa og overøste det med Olie. Og Jakob kaldte det Steds Navn, hvor Gud talede med ham, Bethel. Og de rejste fra Bethel, og der de vare endnu ikkun et Stykke Vej fra Efrat, da fødte Rakel, og hun havde en haard Fødsel. Og det skete, da hun havde en haard Fødsel, at Jordemoderen sagde til hende: Frygt ikke; thi ogsaa her har du en Søn. Og det skete, der hendes Sjæl for ud — thi hun døde — da kaldte hun hans Navn Ben-Oni; men hans Fader kaldte ham Ben-Jamin. Saa døde Rakel og blev begraven paa Vejen til Efrat, det er Bethlehem. Og Jakob satte et Mindesmærke over hendes Grav; dette er Rakels Gravs Mindesmærke indtil denne Dag. Og Israel rejste derfra og opslog sit Telt paa hin Side Migdal Eder. Og det hændte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner. Leas Sønner vare: Jakobs førstefødte, Ruben, og Simeon og Levi og Juda og Isaskar og Sebulon. Rakels Sønner vare: Josef og Benjamin. Og Rakels Pige Bilhas Sønner vare: Dan og Nafthali. Og Leas Pige Silpas Sønner vare: Gad og Aser; disse ere Jakobs Sønner, som bleve ham fødte i Paddan-Aram. Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre, udi Kirjath-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde været fremmede. Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel. Og Isak opgav Aanden og døde og blev samlet til sit Folk, gammel og mæt af Dage; og Esau og Jakob, hans Sønner, begrove ham.
Epistle
Romans 12:6-16
Men efterdi vi have forskellige Naadegaver efter den Naade, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro; eller en Tjeneste, da lader os tage Vare paa Tjenesten; eller om nogen lærer, paa Lærergerningen; eller om nogen formaner, paa Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde! Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren; værer glade i Haabet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind paa Gæstfrihed! Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner, og forbander ikke! Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
First Reading
Genesis 19
Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden. Og lian sagde: Se nu mine Herrer, kommer dog ind i eders Tjeners Hus, og bliver her i Nat, og toer eders Fødder, saa maa I staa aarle op og gaa eders Vej; og de sagde: Nej, men vi ville blive paa Gaden i Nat. Da nødte han dem meget, og de gik ind til ham og kom i hans Hus, og han gjorde dem et Gæstebud og bagede usyrede Brød, og de aade. Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd, som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. Da gik Lot ud til dem uden for Døren og lukkede Døren efter sig. Og han sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand, kære, jeg vil lede dem ud til eder, gører saa med dem, hvad eder godt synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosætte sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for at bryde Døren op. Da udrakte Mændene deres Hænder og toge Lot ind til sig i Huset og lukkede Døren. Og Mændene, som vare uden for Husets Dør, sloge de med Blindhed, baade liden og stor, og disse søgte med Møje at finde Døren. Da sagde de Mænd til Lot: Har du endnu her nogen Svigersøn eller Sønner eller Døtre af dig eller nogen, som hører dig til i Staden, saa før dem ud fra dette Sted! Thi vi skulle ødelægge dette Sted; thi deres Skrig er blevet stort for Herrens Aasyn, og Herren sendte os til at ødelægge den. Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi Herren vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede. Og der det begyndte at dages, da skyndte Englene paa Lot og sagde: Staa op, tag din Hustru og dine to Døtre, som ere til Stede, at ikke ogsaa du omkommer ved Stadens Misgerning. Der han tøvede, da toge Mændene ham ved Haanden og hans Hustru ved Haanden og hans to Døtre ved Haanden, fordi Herren vilde spare ham, og de førte ham ud og lode ham blive uden for Staden. Og det skete, der de havde ført dem udenfor, da sagde den ene: Frels dit Liv, se ikke bag dig, og stands ikke paa hele Sletten, frels dig paa Bjerget, at du ikke omkommer. Da sagde Lot til dem: Ak nej, Herre! Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde. Se, kære, denne Stad er nær ved, den kunde jeg fly til, og den samme er liden; kære, der vil jeg frelse mig, er den ikke liden? at min Sjæl maa leve. Da sagde han til ham: Se, jeg har og bønhørt dig i dette Stykke, at jeg ikke vil omstyrte den Stad, som du har talt om, Skynd dig, red dig der! thi jeg kan intet gøre, før du kommer derhen; derfor kaldes den Stads Navn Zoar. Solen var opgangen over Jorden, og Lot kom til Zoar. Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra Herren af Himmelen. Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde. Da saa hans Hustru om bag ham og blev en Saltstøtte. Og Abraham skyndte sig aarle op om Morgenen til Stedet, hvor han havde staaet for Herrens Ansigt. Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn. Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi. Og Lot gik op fra Zoar og blev paa Bjerget, og begge hans Døtre med ham; thi han frygtede for at blive i Zoar, og han blev i en Hule, han og begge hans Døtre. Da sagde den førstefødte til den yngste: vor Fader er gammel, og der er ikke en Mand i dette Land, som kan komme til os efter al Jordens Vis. Kom, lader os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham, saa faa vi Sæd af vor Fader. Saa gave de deres Fader Vin at drikke den samme Nat, og den førstefødte gik ind og lagde sig hos sin Fader, og han fornam ikke, der hun lagde sig, eller der hun stod op. Og det skete den anden Dag, da sagde den førstefødte til den yngste: se, i Gaar Nat laa jeg hos min Fader, lader os ogsaa i denne Nat give ham Vin at drikke, og gak ind, lig hos ham, at vi kunne faa Sæd af vor Fader. Saa gave de deres Fader ogsaa i den samme Nat Vin at drikke, saa gjorde den yngste sig rede og laa hos ham, og han fornam ikke, der hun lagde gig, eller der hun stod op. Saa undfik begge Lots Døtre af deres Fader. Og den førstefødte fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Moab; han er de Moabiters Fader indtil denne Dag. Og den yngste fødte ogsaa en Søn og kaldte hans Navn Ben-Ammi; han er Ammons Børns Fader indtil denne Dag.
Morning Prayer — Second Lesson
Matthew 17
Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op paa et højt Bjerg. Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Aasyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: „Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en.‟ Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!‟ Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. Og Jesus traadte hen og rørte ved dem og sagde: „Staar op, og frygter ikke!‟ Men da de opløftede deres Øjne, saa de ingen uden Jesus alene. Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: „Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde.‟ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: „Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?‟ Og han svarede og sagde: „Vel kommer Elias og skal genoprette alting. Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; saaledes skal ogsaa Menneskesønnen lide ondt af dem.‟ Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen. Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt paa Knæ for ham og sagde: „Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.‟ Og Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer mig ham hid!‟ Og Jesus talte ham haardt til, og den onde Aand for ud af ham, og Drengen blev helbredet fra samme Time. Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?‟ Og han siger til dem: „For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og intet skal være eder umuligt. Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste.‟ Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: „Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; og de skulle slaa ham ihjel, og paa den tredje Dag skal han oprejses.‟ Og de bleve saare bedrøvede. Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: „Betaler eders Mester ikke Skatten?‟ Han sagde: „Jo.‟ Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: „Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?‟ Og da han sagde: „Af de fremmede,‟ sagde Jesus til ham: „Saa ere jo Sønnerne frie. Men for at vi ikke skulle forarge dem, saa gaa hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!‟
Responsorial Psalm
Psalm 29
Giver Herren, I Guds Børn! giver Herren Ære og Styrke. Giver Herren hans Navns Ære, tilbeder for Herren i hellig Prydelse. Herrens Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande. Herrens Røst er med Kraft; Herrens Røst er med Herlighed. Herrens Røst sønderbryder Cedre, og Herren har sønderbrudt Libanons Cedre. Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning. Herrens Røst slaar ned med Ildsluer. Herrens Røst gør, at Ørken bæver; Herren gør, at Kades's Ørk bæver. Herrens Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: „Ære!‟ Herren har siddet ved Syndfloden, og Herren sidder, en Konge evindelig. Herren skal give sit Folk Kraft; Herren skal velsigne sit Folk i Freden.
Gospel
John 2:1-11
Og paa den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der. Men ogsaa Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: „De have ikke Vin.‟ Jesus siger til hende: „Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.‟ Hans Moder siger til Tjenerne: „Hvad som han siger eder, det skulle I gøre.‟ Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. Jesus siger til dem: „Fylder Vandkarrene med Vand;‟ og de fyldte dem indtil det øverste. Og han siger til dem: „Øser nu og bærer til Køgemesteren;‟ og de bare det til ham. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren paa Brudgommen og siger til ham: „Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.‟ Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham.
Responsorial Psalm
Psalm 18
Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener, som talte Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand. Og han sagde: Herre! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke! Herren er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg. Jeg vil paakalde Herren, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren. Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred. Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den. Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. Og Herren tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder. Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og forfærdede dem. Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre! ved din Næses Aandes Vejr. Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse. Og han førte mig ud i det frie; han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg er ikke funden skyldig for min Gud. Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd. Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne. Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig; imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig forvendt. Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne. Thi du bringer min Lampe til at lyse; Herren min Gud opklarer mit Mørke. Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur. Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham. Thi hvo er en Gud uden Herren? og hvo er en Klippe uden vor Gud? Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen, han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje. Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen. Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor. Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke. Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem. Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder. Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig. Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg. De raabte, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort. Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig. Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge. Herren lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud, den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig. Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden. Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod, David og imod hans Sæd evindelig.
Responsorial Psalm
Psalm 19
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene. Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn. Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!
Responsorial Psalm
Psalm 19
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene. Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn. Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!
Evening Prayer — First Lesson
Genesis 37
Og Jakob boede i det Land, hvori hans Fader havde været fremmed, i det Land Kanaan. Disse ere Jakobs Slægter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvæg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner, hans Faders Hustruers Børn; og Josef førte deres onde Rygte forderes Fader. Og Israel elskede Josef fremfor alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel. Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle hans Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham. Og Josef drømte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjede sig for mit Neg. Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig herske over os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig til Jorden? Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale. Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvæg i Sikem. Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede. Og han sagde til ham: Kære, gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvæget, og bring mig Svar igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter? Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kære, giv mig til Kende, hvor de vogte. Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan. Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. Og nu, kommer og lader os ihjel slaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader. Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig. Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den. Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Ismaeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten. Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod? Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal i være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre ham. Og da de midianitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten. Og Ruben kom til Graven igen, og se, Josef var ikke i Graven; og han sønderrev sine Klæder. Og han kom tilbage til sine Brødre og sagde: Drengen er der ikke! og jeg, hvor skal jeg gaa hen! Og de toge Josefs Kjortel og slagtede en Gedebuk og dyppede Kjortelen i Blodet, og de sendte den brogede Kjortel og lode den bringe til deres Fader og sagde: Denne have vi fundet; kære, kend, om det er din Søns Kjortel eller ej? Og han kendte den og sagde: Det er min Søns Kjortel, et vildt Dyr har ædt ham, Josef er visselig reven ihjel. Og Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder og sørgede over sin Søn lang Tid. Og alle hans Sønner og alle hans I Døtre lagde sig efter at trøste ham; men han vilde ikke lade sig trøste og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans I Fader begræd ham. Og Midianiterne solgte ham til Ægypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverste for Livvagten.
Second Reading
John 19
Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ og de sloge ham i Ansigtet. Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: „Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.‟ Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen paa. Og han siger til dem: „Se, hvilket Menneske!‟ Da nu Ypperstepræsterne og Svendene saa ham, raabte de og sagde: „Korsfæst! korsfæst!‟ Pilatus siger til dem: „Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham.‟ Jøderne svarede ham: „Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.‟ Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: „Hvorfra er du?‟ Men Jesus gav ham intet Svar. Pilatus siger da til ham: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?‟ Jesus svarede: „Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.‟ Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne raabte og sagde: „Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.‟ Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig paa Dommersædet, paa det Sted, som kaldes Stenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: „Se, eders Konge!‟ De raabte nu: „Bort, bort med ham! korsfæst ham!‟ Pilatus siger til dem: „Skal jeg korsfæste eders Konge?‟ Ypperstepræsterne svarede: „Vi have ingen Konge uden Kejseren.‟ Saa overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte „Hovedskalsted‟, som hedder paa Hebraisk Golgatha, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en paa hver Side, men Jesus midt imellem. Men Pilatus havde ogsaa skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: „Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.‟ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Latin og Græsk. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: „Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.‟ Pilatus svarede: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.‟ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. Da sagde de til hverandre: „Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;‟ for at Skriften skulde opfyldes, som siger: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟ Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa hos, siger han til sin Moder: „Kvinde! se, det er din Søn.‟ Derefter siger han til Discipelen: „Se, det er din Moder.‟ Og fra den Time tog Discipelen hende hjem til sit. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: „Jeg tørster.‟ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike paa en Isopstængel og holdt den til hans Mund. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: „Det er fuldbragt;‟ og han bøjede Hovedet og opgav Aanden. Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene maatte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. Da kom Stridsmændene og knuste Benene paa den første og paa den anden, som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at ogsaa I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: „Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.‟ Og atter et andet Skriftord siger: „De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.‟ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han maatte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. Men ogsaa Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. Men der var paa det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.
Second Reading
I Corinthians 3
Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til aandelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke taale det, ja, I kunne det ikke engang nu; thi endnu ere I kødelige. Naar der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre paa Menneskers Vis? Thi naar en siger: „Jeg hører Paulus til,‟ og en anden: „Jeg hører Apollos til,‟ ere I saa ikke „Mennesker‟? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. Saa er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faa sin egen Løn efter sit eget Arbejde. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. Efter den Guds Naade, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpaa. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpaa! thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. Men dersom nogen paa Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Stene, Træ, Hø, Straa, da skal enhvers Arbejde blive aabenbart; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den aabenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. Dersom det Arbejde, som en har bygget derpaa, bestaar, da skal han faa Løn; dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gaa Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Aand bor i eder? Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I. Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Daare, for at han kan vorde viis. Thi denne Verdens Visdom er Daarskab for Gud; thi der er skrevet: „Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;‟ og atter: „Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige.‟ Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; men I ere Kristi, og Kristus er Guds.
Second Reading
Romans 11:25-36
Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind; og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: „Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder.‟ Efter Evangeliet ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, saaledes bleve ogsaa disse nu ulydige, for at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Raadgiver? eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor? Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.
Second Reading
2 Corinthians 9:10-15
Men han, som giver „Sædemanden Sæd og Brød til at spise‟, han vil ogsaa skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, saa I blive rige i alle Maader til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver ogsaa et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, naar de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ogsaa ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder paa Grund af Guds overvættes Naade imod eder. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
Gospel
John 19
Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ og de sloge ham i Ansigtet. Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: „Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.‟ Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen paa. Og han siger til dem: „Se, hvilket Menneske!‟ Da nu Ypperstepræsterne og Svendene saa ham, raabte de og sagde: „Korsfæst! korsfæst!‟ Pilatus siger til dem: „Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham.‟ Jøderne svarede ham: „Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.‟ Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: „Hvorfra er du?‟ Men Jesus gav ham intet Svar. Pilatus siger da til ham: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?‟ Jesus svarede: „Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.‟ Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne raabte og sagde: „Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.‟ Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig paa Dommersædet, paa det Sted, som kaldes Stenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: „Se, eders Konge!‟ De raabte nu: „Bort, bort med ham! korsfæst ham!‟ Pilatus siger til dem: „Skal jeg korsfæste eders Konge?‟ Ypperstepræsterne svarede: „Vi have ingen Konge uden Kejseren.‟ Saa overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte „Hovedskalsted‟, som hedder paa Hebraisk Golgatha, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en paa hver Side, men Jesus midt imellem. Men Pilatus havde ogsaa skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: „Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.‟ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Latin og Græsk. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: „Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.‟ Pilatus svarede: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.‟ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. Da sagde de til hverandre: „Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;‟ for at Skriften skulde opfyldes, som siger: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟ Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa hos, siger han til sin Moder: „Kvinde! se, det er din Søn.‟ Derefter siger han til Discipelen: „Se, det er din Moder.‟ Og fra den Time tog Discipelen hende hjem til sit. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: „Jeg tørster.‟ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike paa en Isopstængel og holdt den til hans Mund. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: „Det er fuldbragt;‟ og han bøjede Hovedet og opgav Aanden. Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene maatte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. Da kom Stridsmændene og knuste Benene paa den første og paa den anden, som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at ogsaa I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: „Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.‟ Og atter et andet Skriftord siger: „De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.‟ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han maatte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. Men ogsaa Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. Men der var paa det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.
Evening Prayer — Second Lesson
1 Corinthians 1
Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der paa ethvert Sted paakalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Naade, som blev given eder i Kristus Jesus, at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, saa at I ikke staa tilbage i nogen Naadegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, han, som ogsaa skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige paa vor Herres Jesu Kristi Dag. Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke maa findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Kloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. Dog, jeg døbte ogsaa Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden. Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Daarskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. Thi der er skrevet: „Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet.‟ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper af denne Verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Daarskab? Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Daarskab at frelse dem, som tro, eftersom baade Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Daarskab, men for selve de kaldede baade Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. Thi Guds Daarskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene. Thi ser, Brødre! paa eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, som var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud. Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; for at, som der er skrevet: „Den, som roser sig, rose sig af Herren!‟
Gospel
Matthew 9:14-26
Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.‟ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.‟ Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.‟ Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.‟ Og de lo ad ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.
Gospel
Luke 1:67-80
Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde: „Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus, saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os, for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage. Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje, for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.‟ Men Barnet voksede og blev styrket i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han traadte frem for Israel.
Gospel
John 19
Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ og de sloge ham i Ansigtet. Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: „Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.‟ Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen paa. Og han siger til dem: „Se, hvilket Menneske!‟ Da nu Ypperstepræsterne og Svendene saa ham, raabte de og sagde: „Korsfæst! korsfæst!‟ Pilatus siger til dem: „Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham.‟ Jøderne svarede ham: „Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.‟ Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: „Hvorfra er du?‟ Men Jesus gav ham intet Svar. Pilatus siger da til ham: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?‟ Jesus svarede: „Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.‟ Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne raabte og sagde: „Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.‟ Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig paa Dommersædet, paa det Sted, som kaldes Stenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: „Se, eders Konge!‟ De raabte nu: „Bort, bort med ham! korsfæst ham!‟ Pilatus siger til dem: „Skal jeg korsfæste eders Konge?‟ Ypperstepræsterne svarede: „Vi have ingen Konge uden Kejseren.‟ Saa overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte „Hovedskalsted‟, som hedder paa Hebraisk Golgatha, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en paa hver Side, men Jesus midt imellem. Men Pilatus havde ogsaa skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: „Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.‟ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Latin og Græsk. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: „Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.‟ Pilatus svarede: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.‟ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. Da sagde de til hverandre: „Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;‟ for at Skriften skulde opfyldes, som siger: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟ Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa hos, siger han til sin Moder: „Kvinde! se, det er din Søn.‟ Derefter siger han til Discipelen: „Se, det er din Moder.‟ Og fra den Time tog Discipelen hende hjem til sit. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: „Jeg tørster.‟ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike paa en Isopstængel og holdt den til hans Mund. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: „Det er fuldbragt;‟ og han bøjede Hovedet og opgav Aanden. Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene maatte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. Da kom Stridsmændene og knuste Benene paa den første og paa den anden, som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at ogsaa I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: „Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.‟ Og atter et andet Skriftord siger: „De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.‟ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han maatte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. Men ogsaa Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. Men der var paa det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
