Today's Readings

First Reading

Romans 2:17-29

Men naar du kalder dig Jøde og forlader dig trygt paa Loven og roser dig af Gud og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, — du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler! Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! Thi „for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne‟, som der er skrevet. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? Og naar den af Natur uomskaarne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aand, ikke i Bogstav — hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud.

First Reading

Genesis 21

Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, efter som han havde talet. Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham. Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig. Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom. Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant. Og Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede. Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak. Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld. Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig. Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er din Sæd. Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken. Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene. Og hun gik og satte sig tværs overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tværs overfor og opløftede sin Røst og græd. Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er. Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Haand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk. Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke. Og Gud var med Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte. Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Ægyptens Land. Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør. Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed. Da sagde Abraham: jeg vil sværge. Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold. Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag. Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund. Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv. Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle, disse syv Lam her, som du stillede for sig selv? Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd. Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge. Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land. Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn. Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.

First Reading

Genesis 22:1-19

Og det skete derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: se, her er jeg. Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig. Saa stod Abraham aarle op om Morgenen og sadlede sit Asen og tog to af sine Drenge med sig og Isak sin Søn; og han kløvede Veddet til Brændofferet og gjorde sig rede og gik til Stedet, som Gud havde sagt ham. Paa den tredje Dag, da opløftede Abraham sine Øjne og saa Stedet langt borte. Da sagde Abraham til sine Drenge: Bliver I her med Asenet, og jeg og Drengen vi ville gaa derhen, og vi ville tilbede og komme til eder igen. Og Abraham tog Veddet til Brændofferet og lagde paa Isak, sin Søn, men han tog Ilden og Kniven i sin Haand, og de gik begge tilsammen. Da talede Isak til Abraham, sin Fader, og sagde: Min Fader! og denne sagde: Se, her er jeg, min Søn; og han sagde: Se, Ilden og Veddet! men hvor er Lammet til Brændofferet? Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen. Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veddet til Rette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret oven paa Veddet. Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn. Da raabte Herrens Engel af Himmelen til ham og sagde: Abraham, Abraham! og han sagde: Se, her er jeg. Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig. Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vædder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vædderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted. Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: Herren skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa Herrens Bjerg skal ses. Og Herrens Engel raabte til Abraham anden Gang af Himmelen. Og han sagde: Jeg har svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette og ikke sparede din Søn, den eneste: derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port; og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst. Saa gik Abraham tilbage til sine Drenge, og de gjorde sig rede og fore tilsammen til Beersaba; thi Abraham boede i Beersaba.

Morning Prayer — First Lesson

Genesis 1

I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev Morgen, anden Dag. Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden; og det skete saa. Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

Epistle

Sirach 51:1-8;51:12

First Reading

Genesis 21

Og Herren besøgte Sara, ligesom han havde sagt, og Herren gjorde ved Sara, efter som han havde talet. Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham. Og Abraham kaldte sin Søns Navn, som var født ham, som Sara havde født ham, Isak. Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham. Og Abraham var hundrede Aar gammel, der hans Søn Isak blev født ham. Da sagde Sara: Gud har gjort mig til Latter; hver den, som hører dette, maa le ad mig. Og hun sagde: Hvo skulde have sagt til Abraham: Sara har givet Børn at die; thi jeg har født en Søn i hans Alderdom. Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant. Og Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, at han spottede. Og hun sagde til Abraham: Uddriv denne Tjenestekvinde og hendes Søn; thi denne Tjenestekvindes Søn skal ikke arve med min Søn, med Isak. Og det Ord behagede Abraham saare ilde for hans Søns Skyld. Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenestekvinde; i hvad som helst Sara siger dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig. Og jeg vil ogsaa gøre Tjenestekvindens Søn til et Folk, fordi han er din Sæd. Da stod Abraham aarle op om Morgenen og tog Brød og en Flaske Vand og gav Hagar og lagde det paa hendes Skuldre og flyede hende Drengen og lod hende fare; da drog hun hen og for vild i Beersaba Ørken. Der Vandet var drukket af Flasken, da kastede hun Drengen under en af Buskene. Og hun gik og satte sig tværs overfor, efter at hun var gaaet et Pileskud derfra; thi hun sagde: Jeg vil ikke se paa Drengens Død. Saa satte hun sig tværs overfor og opløftede sin Røst og græd. Da hørte Gud Drengens Røst, og Guds Engel raabte til Hagar af Himmelen og sagde til hende: Hvad fattes dig, Hagar? frygt intet; thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er. Staa op, opløft Drengen og hold fast paa ham med din Haand; thi jeg vil gøre ham til et stort Folk. Og Gud oplod hendes Øjne, at hun saa en Vandbrønd, saa gik hun og fyldte Flasken med Vand og gav Drengen at drikke. Og Gud var med Drengen, og han vokste op og boede i Ørken og blev en Bueskytte. Og han boede i den Ørken Paran, og hans Moder tog ham en Hustru af Ægyptens Land. Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør. Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke vil handle svigefuldt imod mig og min Søn og min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg har gjort mod dig, skal du gøre mod mig og mod Landet, i hvilket du har været fremmed. Da sagde Abraham: jeg vil sværge. Og Abraham straffede Abimelek for den Vandbrønds Skyld, som Abimeleks Tjenere havde borttaget med Vold. Da svarede Abimelek: Jeg vidste ikke, hvem der gjorde dette, og du har heller ikke givet mig det til Kende, og jeg har heller ikke hørt det førend i Dag. Da tog Abraham Faar og Kvæg og gav Abimelek, og de gjorde begge et Forbund. Og Abraham stillede syv Lam af Hjorden for sig selv. Da sagde Abimelek til Abraham: Hvad skulle, disse syv Lam her, som du stillede for sig selv? Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg har gravet denne Brønd. Derfor kaldte han dette Sted Beersaba; thi der svore de begge. Og de gjorde Forbund i Beersaba; da stod Abimelek op og Pikol, hans Stridshøvedsmand, og droge igen til Filisternes Land. Og han plantede en Lund i Beersaba og paakaldte der Herrens, den evige Guds, Navn. Og Abraham var fremmed i Filisternes Land en lang Tid.

Morning Prayer — Second Lesson

Matthew 19

Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan. Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der. Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: „Er det tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst Grund?‟ Men han svarede og sagde: „Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde og sagde: „Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?‟ Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.‟ De sige til ham: „Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev og skille sig fra hende?‟ Han siger til dem: „Moses tilstedte eder at skille eder fra eders Hustruer for eders Hjerters Haardheds Skyld; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes. Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, naar det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han bedriver Hor.‟ Hans Disciple sige til ham: „Staar Mandens Sag med Hustruen saaledes, da er det ikke godt at gifte sig.‟ Men han sagde til dem: „Ikke alle rumme dette Ord, men de, hvem det er givet: Thi der er Gildinger, som ere fødte saaledes fra Moders Liv; og der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!‟ Da blev der baaret smaa Børn til ham, for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem. Da sagde Jesus: „Lader de smaa Børn komme, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.‟ Og han lagde Hænderne paa dem, og han drog derfra. Og se, en kom til ham og sagde: „Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan faa et evigt Liv?‟ Men han sagde til ham: „Hvorfor spørger du mig om det gode? Een er den gode. Men vil du indgaa til Livet, da hold Budene!‟ Han siger til ham: „Hvilke?‟ Men Jesus sagde: „Dette: Du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig selv.‟ Den unge Mand siger til ham: „Det har jeg holdt alt sammen; hvad fattes mig endnu?‟ Jesus sagde til ham: „Vil du være fuldkommen, da gaa bort, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟ Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. Men Jesus sagde til sine Disciple: „Sandelig siger jeg eder: En rig kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige. Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟ Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de saare og sagde: „Hvem kan da blive frelst?‟ Men Jesus saa paa dem og sagde: „For Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige.‟ Da svarede Peter og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?‟ Men Jesus sagde til dem: „Sandelig siger jeg eder, at i Igenfødelsen, naar Menneskesønnen sidder paa sin Herligheds Trone, skulle ogsaa I, som have fulgt mig, sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer. Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal faa det mange Fold igen og arve et evigt Liv. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.

Responsorial Psalm

Psalm 31

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud! Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig. Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv. Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!

Gospel

Matthew 25:1-13

Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde! Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

Responsorial Psalm

Psalm 20

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herren bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøje dig! Han sende dig Hjælp fra Helligdommen og understøtte dig fra Zion! Han ihukomme alle dine Madofre, og dit Brændoffer finde han fedt! Sela! Han give dig efter dit Hjerte og opfylde alle dine Anslag! Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; Herren opfylde alle dine Begæringer! Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vældige Gerninger. Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville prise Herren vor Guds Navn. De have maattet bøje sig og ere faldne; men vi staa og holde os oprejste. Frels, Herre! Kongen bønhøre os den Dag, vi raabe!

Responsorial Psalm

Psalm 21

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! Kongen glæder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse! Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela. Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved. Han begærede Liv af dig, du gav ham det, et langt Levned, evindelig og altid. Han har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham. Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt. Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem. Du skal udslette deres Frugt af Jorden og deres Sæd iblandt Menneskens Børn. Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det. Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buestrenge imod deres Ansigt. Herre! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt.

Responsorial Psalm

Psalm 21

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! Kongen glæder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse! Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela. Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved. Han begærede Liv af dig, du gav ham det, et langt Levned, evindelig og altid. Han har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham. Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt. Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem. Du skal udslette deres Frugt af Jorden og deres Sæd iblandt Menneskens Børn. Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det. Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buestrenge imod deres Ansigt. Herre! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt.

Evening Prayer — First Lesson

Genesis 1

I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev Morgen, anden Dag. Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden; og det skete saa. Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

Second Reading

John 21

Siden aabenbarede Jesus sig atter for Disciplene ved Tiberias-Søen; men han aabenbarede sig saaledes. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans Disciple vare sammen. Simon Peter siger til dem: „Jeg gaar ud at fiske.‟ De sige til ham: „Ogsaa vi gaa med dig.‟ De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger da til dem: „Børnlille! have I noget at spise?‟ De svarede ham: „Nej.‟ Men han sagde til dem: „Kaster Garnet ud paa højre Side af Skibet, saa skulle I finde.‟ Da kastede de det ud, og de formaaede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: „Det er Herren.‟ Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. Jesus siger til dem: „Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.‟ Simon Peter steg op og trak Garnet paa Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. Jesus siger til dem: „Kommer og holder Maaltid!‟ Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: „Hvem er du?‟ thi de vidste, at det var Herren. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vogt mine Lam!‟ Han siger atter anden Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vær Hyrde for mine Faar!‟ Han siger tredje Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?‟ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: „Har du mig kær?‟ Og han sagde til ham: „Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.‟ Jesus siger til ham: „Vogt mine Faar! Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.‟ Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: „Følg mig!‟ Peter vendte sig og saa den Discipel følge, som Jesus elskede, og som ogsaa laa op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: „Herre! hvem er den, som forraader dig?‟ Da nu Peter saa ham, siger han til Jesus: „Herre! men hvorledes skal det gaa denne?‟ Jesus siger til ham: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!‟ Saa kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: „Denne Discipel dør ikke;‟ og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?‟ Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. Men der er ogsaa mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis, mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.

Second Reading

I Corinthians 5

I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det saadan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, maatte udstødes af eders Midte! Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som paa saadan Vis har bedrevet dette, at, naar i vor Herres Jesu Navn I og min Aand ere forsamlede, saa med vor Herres Jesu Kraft at overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang, for at Aanden kan frelses paa den Herres Jesu Dag. Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede; thi ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus. Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød. Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, — ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I jo gaa ud af Verden. Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en saadan. Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? Men dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer den onde fra eder selv!

Second Reading

Romans 12:9-21

Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren; værer glade i Haabet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind paa Gæstfrihed! Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner, og forbander ikke! Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn! Dersom det er muligt — saa vidt det staar til eder —, da holder Fred med alle Mennesker! Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.‟ Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi naar du gør dette, vil du samle gloende Kul paa hans Hoved. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

Second Reading

2 Corinthians 10:8-18

Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. En saadan betænke, at saaledes som vi fraværende ere med Ord ved Breve, saaledes ville vi ogsaa nærværende være i Gerning. Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de maale sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. Vi derimod ville ikke rose os ud i det umaalelige, men efter Maalet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Maal, at naa ogsaa til eder. Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke naaede til eder; vi ere jo komne ogsaa indtil eder i Kristi Evangelium, saa vi ikke rose os ud i det umaalelige af andres Arbejder, men have det Haab, at, naar eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, saa vi kunne komme langt videre og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. Men den, som roser sig, rose sig af Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.

Gospel

John 21

Siden aabenbarede Jesus sig atter for Disciplene ved Tiberias-Søen; men han aabenbarede sig saaledes. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans Disciple vare sammen. Simon Peter siger til dem: „Jeg gaar ud at fiske.‟ De sige til ham: „Ogsaa vi gaa med dig.‟ De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger da til dem: „Børnlille! have I noget at spise?‟ De svarede ham: „Nej.‟ Men han sagde til dem: „Kaster Garnet ud paa højre Side af Skibet, saa skulle I finde.‟ Da kastede de det ud, og de formaaede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: „Det er Herren.‟ Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. Jesus siger til dem: „Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.‟ Simon Peter steg op og trak Garnet paa Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. Jesus siger til dem: „Kommer og holder Maaltid!‟ Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: „Hvem er du?‟ thi de vidste, at det var Herren. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vogt mine Lam!‟ Han siger atter anden Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vær Hyrde for mine Faar!‟ Han siger tredje Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?‟ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: „Har du mig kær?‟ Og han sagde til ham: „Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.‟ Jesus siger til ham: „Vogt mine Faar! Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.‟ Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: „Følg mig!‟ Peter vendte sig og saa den Discipel følge, som Jesus elskede, og som ogsaa laa op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: „Herre! hvem er den, som forraader dig?‟ Da nu Peter saa ham, siger han til Jesus: „Herre! men hvorledes skal det gaa denne?‟ Jesus siger til ham: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!‟ Saa kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: „Denne Discipel dør ikke;‟ og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?‟ Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. Men der er ogsaa mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis, mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.

Evening Prayer — Second Lesson

1 Corinthians 3

Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til aandelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke taale det, ja, I kunne det ikke engang nu; thi endnu ere I kødelige. Naar der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre paa Menneskers Vis? Thi naar en siger: „Jeg hører Paulus til,‟ og en anden: „Jeg hører Apollos til,‟ ere I saa ikke „Mennesker‟? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. Saa er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faa sin egen Løn efter sit eget Arbejde. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. Efter den Guds Naade, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpaa. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpaa! thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. Men dersom nogen paa Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Stene, Træ, Hø, Straa, da skal enhvers Arbejde blive aabenbart; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den aabenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. Dersom det Arbejde, som en har bygget derpaa, bestaar, da skal han faa Løn; dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gaa Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Aand bor i eder? Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I. Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Daare, for at han kan vorde viis. Thi denne Verdens Visdom er Daarskab for Gud; thi der er skrevet: „Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;‟ og atter: „Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige.‟ Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

Gospel

Matthew 10:1-15

Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forraadte ham. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: „Gaar ikke hen paa Hedningers Vej, og gaar ikke ind i Samaritaners By! Men gaar hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus! Men paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Aander! I have modtaget det for intet, giver det for intet! Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. Men naar I gaa ind i Huset, da hilser det; og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da gaar ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! Sandelig, siger jeg eder, det skal gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere paa Dommens Dag end den By.

Gospel

Luke 2:8-20

Og der var Hyrder i den samme Egn, som laa ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede saare. Og Engelen sagde til dem: „Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. Thi eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.‟ Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: „Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!‟ Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: „Lader os dog gaa til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.‟ Og de skyndte sig og kom og fandt baade Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben. Men da de saa det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, saaledes som der var talt til dem.

Gospel

John 21

Siden aabenbarede Jesus sig atter for Disciplene ved Tiberias-Søen; men han aabenbarede sig saaledes. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans Disciple vare sammen. Simon Peter siger til dem: „Jeg gaar ud at fiske.‟ De sige til ham: „Ogsaa vi gaa med dig.‟ De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger da til dem: „Børnlille! have I noget at spise?‟ De svarede ham: „Nej.‟ Men han sagde til dem: „Kaster Garnet ud paa højre Side af Skibet, saa skulle I finde.‟ Da kastede de det ud, og de formaaede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: „Det er Herren.‟ Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. Jesus siger til dem: „Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.‟ Simon Peter steg op og trak Garnet paa Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. Jesus siger til dem: „Kommer og holder Maaltid!‟ Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: „Hvem er du?‟ thi de vidste, at det var Herren. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vogt mine Lam!‟ Han siger atter anden Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vær Hyrde for mine Faar!‟ Han siger tredje Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?‟ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: „Har du mig kær?‟ Og han sagde til ham: „Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.‟ Jesus siger til ham: „Vogt mine Faar! Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.‟ Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: „Følg mig!‟ Peter vendte sig og saa den Discipel følge, som Jesus elskede, og som ogsaa laa op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: „Herre! hvem er den, som forraader dig?‟ Da nu Peter saa ham, siger han til Jesus: „Herre! men hvorledes skal det gaa denne?‟ Jesus siger til ham: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!‟ Saa kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: „Denne Discipel dør ikke;‟ og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?‟ Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. Men der er ogsaa mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis, mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.