Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Romans 10:11-21
Skriften siger jo: „Hver den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟ Thi der er ikke Forskel paa Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som paakalde ham. Thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal blive frelst. Hvorledes skulde de nu paakalde den, paa hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: „Hvor dejlige ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.‟ Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: „Herre! hvem troede det, han hørte af os?‟ Altsaa kommer Troen af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, „over hele Jorden er deres Røst udgaaet og til Jorderiges Grænser deres Ord.‟ Men jeg siger: Har Israel ikke forstaaet det? Først siger Moses: „Jeg vil gøre eder nidkære paa et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder.‟ Men Esajas drister sig til at sige: „Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.‟ Men om Israel siger han: „Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk.‟
First Reading
Genesis 41
Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Farao, og se, han stod ved Floden. Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm. Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret, og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den. Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukommer i Dag min Synd. Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der, som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt. Da sagde Farao til Josef: Der jeg drømte, se, da stod jeg paa Bredden af Floden. Og se, syv Køer opstege af Floden, fede paa Kød og skønne af Skikkelse, og de aade i Engen. Og se, efter dem opstege syv andre Køer, tynde og saare stygge af Skikkelse og magre paa Kød; jeg har ikke set saa stygge som dem i hele Ægyptens Land. Og de magre og stygge Køer aade de syv første fede Køer. Og der de havde opædt dem, kendtes det dog ikke paa dem, at de havde opædt dem, og de vare stygge at se til ligesom tilforn; og jeg vaagnede. Og jeg saa, der jeg drømte, og se, syv Aks, som voksede op paa eet Straa, fulde og gode. Og se, efter dem skøde syv tørre Aks frem, som vare tynde og svedne af Østenvinden. Og de tynde Aks opslugte de syv gode Aks; og jeg har sagt Spaamændene det, men ingen kan udtyde mig det. Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm. Og de syv magre og stygge Køer, de ere syv Aar, og de syv tomme Aks, svedne af Østenvinden, skulle være syv Hungers Aar. Det er det Ord, som jeg har sagt Farao: Gud lader Farao se, hvad han vil gøre. Se, der kommer syv Aar med stor Overflødighed i hele Ægyptens Land. Og syv Hungers Aar skulle komme efter dem, at al den Overflødighed skal glemmes i Ægyptens Land, og Hungeren skal fortære Landet. Og der skal ikke vides af den Overflødighed i Landet for den Hunger, som kommer derefter; thi den bliver meget svar. Men at Farao har drømt igen anden Gang betyder, at det skal visselig ske af Gud, og Gud skal snarlig gøre dette. Saa se nu Farao sig om efter en forstandig og viis Mand, som han kan sætte over Ægyptens Land. Dette gøre Farao, og han beskikke Tilsynsmænd over Landet og tage den femte Del af Ægyptens Land i de syv Overflødigheds Aar. Og de skulle samle alle Haande Spise udi disse tilkommende gode Aar og sanke Korn under Faraos Haand til Spise, i Stæderne, og de skulle forvare det. Og den Spise skal være beskikket for Landet til de syv Hungerens Aar, som skulle komme over Ægyptens Land, at Landet ikke skal ødelægges af Hunger. Og denne Tale var god for Faraos Øjne og for alle hans Tjeneres Øjne. Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er? Og Farao sagde til. Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være større end du. Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Ægyptens Land. Og Farao tog sin Ring af sin Haand og satte den paa Josefs Haand og lod ham føre i kostelige Linklæder og hængte en Guldkæde om hans Hals og lod ham age paa sin anden Vogn, og de raabte for ham: Abrek; og han satte ham over hele Ægyptens Land. Og Farao sagde til Josef: Jeg er Farao; og uden din Villie skal ingen Mand opløfte sin Haand eller sin Fod i hele Ægyptens Land. Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens Land. Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land. Og Landet bar i Hobetal i de syv Overflødigheds Aar. Og han samlede al Spise i de syv Aar, som vare i Ægyptens Land, og lagde Spise i Stæderne; hvad der voksede paa Markerne omkring hver Stad til Spise, det lagde han derudi. Saa samlede Josef Korn som Havets Sand, overmaade meget, indtil han lod af at tælle; thi der var ikke Tal derpaa. Og før Hungerens Aar kom, blev der født Josef to Sønner, hvilke Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, fødte ham. Og Josef kaldte den førstefødtes Navn Manasse; „thi Gud har ladet mig glemme al min Møje og alt min Faders Hus‟. Og den andens Navn kaldte han Efraim; „thi Gud har gjort mig frugtbar i min Elendigheds Land‟. Og de syv Overflødigheds Aar endte, som vare i Ægyptens Land. Og de syv Hungerens Aar begyndte at komme, som Josef havde sagt, og der var Hunger i alle Landene, men der var Brød i det hele Ægyptens Land. Der hele Ægyptens Land led Hunger, da raabte Folket til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægyptere: Gaar til Josef, hvad han siger eder, skulle I gøre. Der Hungeren var i hele Landet, da oplod Josef alle Steder, hvor noget var, og solgte Ægypterne Korn; thi Hungeren tog Overhaand i Ægyptens Land. Og fra alle Lande kom man til Ægypten for at købe hos Josef; thi Hungeren var meget svar i alle Lande.
First Reading
Exodus 9:1-35
Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem, se, da skal Herrens Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare svar Pest. Og Herren skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal intet dø af alt det, Israels Børn have. Og Herren satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal Herren gøre denne Gerning i Landet. Og Herren gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg. Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare. Da sagde Herren til Mose og til Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne. Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land. Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget. Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere. Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt til Mose. Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden. Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden; men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare? Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet og hidindtil. Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar ned paa, skulle dø. Hvo som da frygtede Herrens Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene; men hvo som ikke lagde Herrens Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken. Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land. Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægyptens Land. Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken. Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel. Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; Herren er den retfærdige, men jeg og mit Folk ere de ugudelige. Beder til Herren, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere. Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til Herren, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører Herren til. Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den Herre Guds Ansigt. Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler. Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne. Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden. Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere. Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som Herren havde sagt ved Mose.
Morning Prayer — First Lesson
Exodus 33
Og Herren sagde til Mose: Gaa, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, — sigende: Din Sæd vil jeg give det, og jeg vil sende en Engel foran dig, og uddrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, — til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen. Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig. Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af. Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren. Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet. Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose. Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør. Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nims Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet. Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne. Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg kan kende dig, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se, dette Folk er dit Folk. Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikke drage op herfra. Og hvorpaa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds. Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kender dig ved Navn. Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn udraabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over. Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.
Epistle
2 Corinthians 10:17-18;11:1-2
Men den, som roser sig, rose sig af Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler. Gid I vilde finde eder i en Smule Daarskab af mig! Dog, I gøre det jo nok. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus.
First Reading
Ruth 2
Og Noomi havde en Kynding af hendes Mands, en Mand af Vælde og Formue, af Elimeleks Slægt, og hans Navn var Boas. Og Ruth den moabitiske sagde til Noomi: Kære, jeg vil gaa ud paa Marken, og jeg vil sanke op af Aksene efter den, for hvis Øjne jeg finder Naade; og hun sagde til hende: Gak, min Datter! Og hun gik og kom og sankede op paa Marken efter Høstfolkene; og det hændte sig ved en Hændelse for hende, at en Del af Marken hørte Boas til, som var af Elimeleks Slægt. Og se, Boas kom fra Bethlehem og sagde til Høstfolkene: Herren være med eder! og de sagde til ham: Herren velsigne dig! Og Boas sagde til sin unge Karl, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører den unge Kvinde til? Og den unge Karl, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den moabitiske unge Kvinde, som er kommen tilbage med Noomi af Moabiternes Land. Og hun har sagt: Kære, jeg vil sanke op og samle iblandt Negene efter Høstfolkene; og hun er kommen og har staaet siden i Morges og indtil nu; nu sad hun lidet hjemme. Da sagde Boas til Ruth: Hører du ikke min Datter? du skal ikke gaa at sanke op paa en anden Ager, og gak heller ikke bort herfra, men hold dig her nær til mine unge Piger! Hold dine Øjne til den Ager, hvor de skære paa, og gaa efter dem; har jeg ikke befalet de unge Karle, at ingen skal røre dig? og tørster du, da gaa til Karrene og drik af det, som de unge Karle øse af. Da faldt hun paa sit Ansigt og bøjede sig til Jorden, og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øjne, at du kender mig, og jeg er dog fremmed? Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig nok tilkendegivet, alt hvad du har gjort for din Mands Moder, efter din Mands Død, at du har forladt din Fader og din Moder og dit Fædreneland og er gaaet til et Folk, som du ikke kendte tilforn. Herren gengælde din Gerning, og din Løn være fuldkommen for Herren Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger! Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kærligen til din Tjenestekvinde; og jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger. Og Boas sagde til hende: Naar det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet og dyp din Bid i Eddiken; og hun satte sig ved Høstfolkenes Side, og han rakte ristede Aks til hende, og hun aad og blev mæt og levnede. Og hun stod op at sanke; og Boas befalede sine unge Karle og sagde: Lader hende ogsaa opsanke imellem Negene og beskæmmer hende ikke! Plukker ogsaa noget af Negene til hende, og lader det tilbage, at hun kan opsanke det, og I skulle ikke skælde paa hende. Saa sankede hun op paa Ageren indtil Aftenen; og hun slog det af, som hun havde sanket op, og det var ved en Efa Byg. Og hun løftede det op og kom i Staden, og hendes Mands Moder saa det, som hun havde opsanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde levnet, da hun var mæt. Da sagde hendes Mands Moder til hende: Hvor opsankede du i Dag, og hvor havde du at gøre? velsignet være den, som dig kendte; da gav hun sin Mands Moder til Kende, hos hvem hun havde haft at gøre, og sagde: Den Mands Navn, som jeg har haft at gøre hos i Dag, er Boas. Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet være han for Herren, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os nær til, han er een af vore Løsere. Og Ruth den moabitiske sagde: Tilmed har han sagt til mig: Du skal holde dig fast til mine Folk, indtil de have endt al den Høst, som jeg har. Og Noomi sagde til Ruth, sin Sønnekone: Det er godt, min Datter, at du gaar ud med hans unge Piger, at de ikke skulle gøre dig Fortræd paa en anden Ager. Saa holdt hun sig fast til Boas' unge Piger for at opsanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var endt; og hun blev hos sin Mands Moder.
Morning Prayer — Second Lesson
Mark 10
Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: „Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?‟ Men han svarede og sagde til dem: „Hvad har Moses budt eder?‟ Men de sagde: „Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.‟ Og Jesus sagde til dem: „For eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han eder dette Bud. Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, [og holde fast ved sin Hustru;] og de to skulle blive til eet Kød. Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.‟ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. Og han siger til dem: „Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor.‟ Og de bare smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. Men da Jesus saa det, blev han vred og sagde til dem: „Lader de smaa Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.‟ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem. Og da han gik ud paa Vejen, løb en hen og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke besvige; ær din Fader og din Moder.‟ Men han sagde til ham: „Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.‟ Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: „Een Ting fattes dig; gaa bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟ Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. Og Jesus saa sig omkring og siger til sine Disciple: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!‟ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter til Orde og siger til dem: „Børn, hvor vanskeligt er det, at [de, som forlade sig paa Rigdom, kunne] komme ind i Guds Rige! Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟ Men de forfærdedes overmaade og sagde til hverandre: „Hvem kan da blive frelst?‟ Jesus saa paa dem og siger: „For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.‟ Peter tog til Orde og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig.‟ Jesus sagde: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, uden at han jo skal faa hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.‟ Men de vare paa Vejen op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham: „Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; og de skulle spotte ham og spytte paa ham og hudstryge ham og ihjelslaa ham, og tre Dage efter skal han opstaa.‟ Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gaa hen til ham og sige: „Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om.‟ Og han sagde til dem: „Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?‟ Men de sagde til ham: „Giv os, at vi maa sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed.‟ Men Jesus sagde til dem: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Daab, som jeg døbes med?‟ Men de sagde til ham: „Det kunne vi.‟ Men Jesus sagde til dem: „Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes med; men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt.‟ Og da de ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes. Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: „I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster, herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. Men saaledes er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.‟ Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at raabe og sige: „Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!‟ Og mange truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟ Og Jesus stod stille og sagde: „Kalder paa ham!‟ Og de kalde paa den blinde og sige til ham: „Vær frimodig, staa op! han kalder paa dig.‟ Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?‟ Men den blinde sagde til ham: „Rabbuni, at jeg kan blive seende!‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, din Tro har frelst dig.‟ Og straks blev han seende, og han fulgte ham paa Vejen.
Responsorial Psalm
Psalm 66
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Gospel
Matthew 25:1-13
Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde! Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.
Responsorial Psalm
Psalm 40
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Jeg har biet taalmodigt efter Herren, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren. Salig den Mand, som sætter sin Tillid til Herren og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. Herre, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig Ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; Herre! du ved det. Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. Du, Herre! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. Herre! lad det behage dig at udfri mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig. Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig; lad dem altid sige: Herren være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.
Responsorial Psalm
Psalm 41
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; Herren skal redde ham paa den onde Dag. Herren skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie. Herren skal opholde ham paa Sygesengen; du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje. Jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg har syndet imod dig. Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa? Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom. Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt. De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere. Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig. Men du, Herre! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem. Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glæde over mig. Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! Amen, ja, Amen.
Responsorial Psalm
Psalm 41
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; Herren skal redde ham paa den onde Dag. Herren skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie. Herren skal opholde ham paa Sygesengen; du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje. Jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg har syndet imod dig. Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa? Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom. Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt. De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere. Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig. Men du, Herre! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem. Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glæde over mig. Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! Amen, ja, Amen.
Evening Prayer — First Lesson
Exodus 34
Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Stentavler som de første, saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød. Og vær rede til i Morgen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top. Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvæg eller Øksne skulle gaa paa Græs hen imod dette Bjerg. Og han udhuggede to Stentavler som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, som Herren befalede ham, og han tog de to Stentavler i sin Haand. Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: Herren! Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed, som bevarer Miskundhed mod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led. Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad. Og han sagde: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv! Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget Land eller hos noget Folkefærd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; thi den er forfærdelig, den som jeg skal gøre med dig. Hold du det, som jeg befaler dig i Dag, se, jeg vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter. Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig; men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder; thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkær, han er en nidkær Gud: At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer; og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sønner til at bole efter deres Guder. Du skal ingen støbte Guder gøre dig. Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal æde usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten. Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en Han af dit Kvæg, og som aabner Moders Liv, være sig Okse eller Lam. Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet. Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile. Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme. Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt. Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemærke vidt; og ingen skal begære dit Land, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret. Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen. Det første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk. Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel. Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord. Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham. Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. Og derefter nærmede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg. Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Dække over sit Ansigt. Og naar Mose gik ind for Herren til at tale med ham, tog han Dækket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igen Dækket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.
Second Reading
I Corinthians 16
Men hvad Indsamlingen til de hellige angaar, da gører ogsaa I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han maatte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, naar jeg kommer. Men naar jeg kommer, vil jeg sende, hvem I maatte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. Men dersom det er værd, at ogsaa jeg rejser med, da kunne de rejse med mig. Men jeg vil komme til eder, naar jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; men hos eder vil jeg maaske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg saa rejser hen. Thi nu vil jeg ikke se eder paa Gennemrejse; jeg haaber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; thi en Dør staar mig aaben, stor og virksom, og der er mange Modstandere. Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, saavel som jeg. Derfor maa ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. Men hvad Broderen Apollos angaar, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, naar han faar belejlig Tid. Vaager, staar faste i Troen, værer mandige, værer stærke! Alt ske hos eder i Kærlighed! Men jeg formaner eder, Brødre — I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige — til at ogsaa I skulle underordne eder under saadanne og enhver, som arbejder med og har Besvær. Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; thi de have vederkvæget min Aand og eders. Skønner derfor paa saadanne! Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys! Hilsenen med min, Paulus's egen Haand. Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha. Den Herres Jesu Naade være med eder! Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!
Second Reading
II Corinthians 9
Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder; jeg kender jo eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste. Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I, som jeg sagde, maa være beredte, for at ikke, naar der kommer Makedoniere med mig, og de finde eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed. Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gaa i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed. Men dette siger jeg: „Den, som saar sparsomt, skal ogsaa høste sparsomt, og den, som saar med Velsignelser, skal ogsaa høste med Velsignelser. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, som der er skrevet: „Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid.‟ Men han, som giver „Sædemanden Sæd og Brød til at spise‟, han vil ogsaa skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, saa I blive rige i alle Maader til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver ogsaa et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, naar de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ogsaa ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder paa Grund af Guds overvættes Naade imod eder. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
Second Reading
1 Corinthians 10:1-13
Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet og spiste alle den samme aandelige Mad og drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af en aandelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen. Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, saaledes som hine begærede. Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: „Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege.‟ Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt paa een Dag tre og tyve Tusinde. Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. Derfor den, som tykkes at staa, se til, at han ikke falder! Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe ogsaa Udgangen af den, for at I maa kunne udholde den.
Second Reading
Galatians 5:11-21
Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu? Saa er jo Korsets Forargelse gjort til intet. Gid de endog maatte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder! I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere! Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: „Du skal elske din Næste som dig selv.‟ Men naar I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre! Men jeg siger: Vandrer efter Aanden, saa fuldbyrde I ingenlunde Kødets Begæring. Thi Kødet begærer imod Aanden, og Aanden imod Kødet; disse staa nemlig hinanden imod, for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst til. Men naar I drives af Aanden, ere I ikke under Loven. Men Kødets Gerninger ere aabenbare, saasom: Utugt, Urenhed, Uterlighed, Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Tvedragt, Partier, Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg ogsaa før har sagt, at de, som øve saadanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige.
Gospel
Matthew 20
Thi Himmeriges Rige ligner en Husbonde, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingaard. Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingaard. Og han gik ud ved den tredje Time og saa andre staa ledige paa Torvet, og han sagde til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen. Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligesaa. Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre staaende der, og han siger til dem: Hvorfor staa I her ledige hele Dagen? De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden! Men da det var blevet Aften, siger Vingaardens Herre til sin Foged: Kald paa Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første! Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar. Men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og ogsaa de fik hver en Denar. Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede. Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? Tag dit og gaa! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god? Saaledes skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟ Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til Side og sagde til dem paa Vejen: „Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟ Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt ned for ham og vilde bede ham om noget. Men han sagde til hende: „Hvad vil du?‟ Hun siger til ham: „Sig, at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side.‟ Men Jesus svarede og sagde: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?‟ De sige til ham: „Det kunne vi.‟ Han siger til dem: „Min Kalk skulle I vel drikke; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.‟ Og da de ti hørte dette, bleve de vrede paa de to Brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem. Saaledes skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener; og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.‟ Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham. Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de raabte endnu stærkere og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Og Jesus stod stille og kaldte paa dem og sagde: „Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?‟ De sige til ham: „Herre! at vore Øjne maatte oplades.‟ Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham.
Evening Prayer — Second Lesson
2 Corinthians 6
Men som Medarbejdere formane vi ogsaa til, at I ikke forgæves maa have modtaget Guds Naade; (han siger jo: „Paa en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og paa en Frelsens Dag hjalp jeg dig.‟ Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;) og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angester, under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevaagen, i Faste, ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligaand, ved uskrømtet Kærlighed, ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Vaaben baade til Angreb og Forsvar; ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddrue; som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet. I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter. Men ligesaa til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), maa ogsaa I udvide eders Hjerter! Drager ikke i ulige Aag med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: „Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.‟ „Derfor gaar ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,‟ „og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.‟
Gospel
Matthew 17:14-27
Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt paa Knæ for ham og sagde: „Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.‟ Og Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer mig ham hid!‟ Og Jesus talte ham haardt til, og den onde Aand for ud af ham, og Drengen blev helbredet fra samme Time. Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?‟ Og han siger til dem: „For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og intet skal være eder umuligt. Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste.‟ Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: „Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; og de skulle slaa ham ihjel, og paa den tredje Dag skal han oprejses.‟ Og de bleve saare bedrøvede. Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: „Betaler eders Mester ikke Skatten?‟ Han sagde: „Jo.‟ Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: „Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?‟ Og da han sagde: „Af de fremmede,‟ sagde Jesus til ham: „Saa ere jo Sønnerne frie. Men for at vi ikke skulle forarge dem, saa gaa hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!‟
Gospel
Luke 6:1-10
Men det skete paa den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. Men nogle af Farisæerne sagde: „Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre paa Sabbaten?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav ogsaa dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene.‟ Og han sagde til dem: „Menneskesønnen er Herre ogsaa over Sabbaten.‟ Men det skete paa en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Haand var vissen. Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Haand: „Rejs dig og staa frem her i Midten!‟ Og han rejste sig og stod frem. Men Jesus sagde til dem: „Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?‟ Og han saa omkring paa dem alle og sagde til ham: „Ræk din Haand ud!‟ Og han gjorde det; da blev hans Haand sund igen som den anden.
Gospel
Matthew 5
Men da han saa Skarerne, steg han op paa Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham, og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde: „Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes. Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed. Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn. Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, som vare før eder. I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af Menneskene. I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men paa Lysestagen; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset. Lader saaledes eders Lys skinne for Menneskene, at de maa se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene. Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgaar, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det er sket alt sammen. Derfor, den, som bryder et af de mindste af disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgaar de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke slaa ihjel, men den, som slaar ihjel, skal være skyldig for Dommen. Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; og den, som siger: Du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild. Derfor, naar du ofrer din Gave paa Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, saa lad din Gave blive der foran Alteret, og gaa hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham paa Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du faar betalt den sidste Hvid. I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bedrive Hor. Men jeg siger eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte. Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede. Og om din højre Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme kommer i Helvede. Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor. I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. Men jeg siger eder, at I maa aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. Du maa heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Haar hvidt eller sort. Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde. I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. Men jeg siger eder, at I maa ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, da vend ham ogsaa den anden til! Og dersom nogen vil gaa i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham da ogsaa faa Kappen! Og dersom nogen tvinger dig til at gaa een Mil, da gaa to med ham! Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig. I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I maa vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke ogsaa Tolderne det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke ogsaa Hedningerne det samme? Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
