Today's Readings

Ecumenical Roman Catholic Eastern Orthodox Anglican / Lutheran Reformed / Calvinist Evangelical / Baptist

The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.

First Reading

Romans 11:25-36

Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind; og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: „Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder.‟ Efter Evangeliet ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, saaledes bleve ogsaa disse nu ulydige, for at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Raadgiver? eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor? Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

First Reading

Genesis 44

Og han befalede den, som forestod hans Hus, og sagde: Fyld Mændenes Poser med Spise, efter som de kunne føre, og læg hvers Penge øverst i hans Pose! Og min Skaal, den Sølvskaal, skal du lægge øverst i den yngstes Pose og Pengene for hans Korn; og han gjorde efter Josefs Ord, som han havde sagt. Om Morgenen, der det blev lyst, bleve Mændene sendte bort, de og deres Asener. Der de vare dragne ud af Staden og ikke vare komne langt, sagde Josef til den, som forestod hans Hus: Staa op, forfølg Mændene, og naar du naar dem, da skal du sige til dem: hvorfor have I betalt ondt for godt? Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort. Og han naaede dem og talede disse Ord til dem. Og de sagde til ham: Hvi taler min Herre saadanne Ord? det være langt fra dine Tjenere at gøre saadan Gerning. Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Hus Sølv eller Guld? Hos hvem af dine Tjenere den findes, han skal dø; dertil ville vi ogsaa være min Herres Trælle. Og han sagde: Ja nu, det skal saa være efter eders Ord: hos hvem den findes, han skal være min Træl, og I skulle være frie. Saa hastede de, og hver lagde sin Pose ned paa Jorden, og hver oplod sin Pose. Og han ransagede; han begyndte med den ældste og endte med den yngste, og Skaalen fandtes udi Benjamins Pose. Da sønderreve de deres Klæder, og hver lagde paa sit Asen, og de fore til Staden igen. Og Juda og hans Brødre kom til Josefs Hus, og han selv var endnu der, og de faldt til Jorden for hans Ansigt. Da sagde Josef til dem: Hvad er dette for en Gerning, som I have gjort? vide I ikke, at en Mand, som jeg er, kunde spaa det? Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre? hvad skulle vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, i som Skaalen er funden hos. Og han sagde: Det være langt fra mig at gøre dette; den Mand, som Skaalen er funden hos, skal være min Træl; men drager I op med Fred til eders Fader! Da gik Juda frem til ham og sagde: Hør mig, min Herre! kære, lad din Tjener tale et Ord for min Herres Øren, og lad din Vrede ikke forhaste sig paa din I Tjener; thi du er ligesom Farao. Min Herre spurgte sine Tjenere ad og sagde: Have I Fader eller Broder? Da sagde vi til min Herre: Vi have en gammel Fader, og han har en ung Søn, han avlede i sin Alderdom; og hans Broder er død, og han er alene bleven igen efter sin Moder, og hans Fader har ham kær. Da sagde du til dine Tjenere: Fører ham ned til mig, at jeg kan se ham. Da sagde vi til min Herre: Den unge Mand kan ikke forlade sin Fader, dersom han forlader sin Fader, da dør denne. Da sagde du til dine Tjenere: Dersom ikke eders yngste Broder kommer ned med eder, skulle I ikke se mit Ansigt mere. Og det skete, at vi i fore op til din Tjener, min Fader, i og vi gave ham min Herres Tale i til Kende. Da sagde vor Fader: Drager hen igen, køber os lidt Spise! Da sagde vi: Vi kunne ikke I fare ned; dersom vor yngste Broder er med os, da ville vi rejse ned; thi vi kunne ikke se den Mands Ansigt, dersom vor yngste Broder ikke er med os. Da sagde din Tjener, min Fader, til os: I vide, at min Hustru har født mig to. Og den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er vist reven ihjel, og jeg har ikke set ham hidindtil. Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graa Haar med Kummer ned i Graven. Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og den unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjæl er bunden til den unge Mands Sjæl, da sker det, naar han ser, at den unge Mand ikke er der, at han dør, og dine Tjenere ville bringe din Tjeners, vor Faders, graa Haar med Sorg til Graven. Thi din Tjener blev ansvarlig for den unge Mand hos min Fader og sagde: Dersom jeg ikke bringer dig ham igen, da vil jeg bære Skyld for min Fader alle Dage. Og nu, kære, lad din Tjener blive min Herres Træl i Stedet for den unge Mand, men den unge Mand drage op med sine Brødre. Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, uden at den unge Mand er med mig? jeg maatte da se paa det onde, som skulde ramme min Fader.

First Reading

Exodus 12:1-28

Og Herren talede til Mose og Aron i Ægyptens Land og sagde: Denne Maaned skal være eder Maanedernes Begyndelse, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret. Taler til al Israels Menighed og siger: Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Fædrenehus, eet Lam for hvert Hus. Og dersom Huset ikke er talrigt nok til et Lam, da skal han og hans Nabo, som er næst ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan æde til. Det skal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne. Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener. Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtræ af Husene, i hvilke de æde det. Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det. I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde. Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild. Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for Herren. Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle førstefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er Herren. Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt eder til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land. Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for Herren; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den. I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den syvende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel. Og paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder. Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik. I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen. Syv Dage skal der ikke findes Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet. Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger. Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet. Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, som er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen. Og Herren skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne, og Herren skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa. Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen. Og det skal ske, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste. Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for? da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad. Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.

Morning Prayer — First Lesson

Numbers 11

Og Folket blev som de, der knurre syndig for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede nogle i det yderste af Lejren. Da raabte Folket til Mose, og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet. Og han kaldte det samme Steds Navn Thabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem. Og det sammenløbne Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begærlighed; derfor gav ogsaa Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde? Vi komme i Hu den Fisk, som vi aade for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Porrene og Rødløgene og Hvidløgene; men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne. Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve. Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. Og naar Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpaa. Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes saare; ogsaa var det ondt for Mose Øjne. Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du saa ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk paa mig? Mon jeg har undfanget alt dette Folk? mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre. Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde. Jeg kan ikke ene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. Og vil du handle saaledes med mig, da slaa mig ihjel, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, og lad mig ikke se paa min Ulykke. Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den. Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde. I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage, men en Maaneds Dage, indtil det gaar ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten? Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Maaneds Tid. Mon der skal slagtes smaat Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej. Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet. Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden. Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. Da løb en Dreng og gav Mose tilkende og sagde: Eldad og Medad profetere i Lejren. Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose! forhindre dem. Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Aand over dem! Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel. Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt paa Jorden. Da stod Folket op hele den Dag og hele den Nat og hele den anden Dag, og de sankede Vagtler; hvo der havde mindst, havde samlet ti Homer; og de bredte dem trindt omkring Lejren. Kødet var endnu imellem Tænderne paa dem, det var endnu ikke fortæret; da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog Folket med en saare stor Plage. Og man kaldte det Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi de der begrove Folket, dem, som havde været begærlige. Fra Kibroth-Hattaava rejste Folket til Hazeroth; og de bleve i Hazeroth.

Epistle

2 Corinthians 11:19-33;12:1-9

Gerne finde I eder jo i Daarerne, efterdi I ere kloge. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slaar eder i Ansigtet. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser paa (jeg taler i Daarskab), derpaa trodser ogsaa jeg. Ere de Hebræere? Jeg ogsaa. Ere de Israeliter? Jeg ogsaa. Ere de Abrahams Sæd? Jeg ogsaa. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: Jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, faaet langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. Af Jøder har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre end eet. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt paa Dybet; ofte paa Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer paa Havet, i Farer iblandt falske Brødre; i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. Hvem er skrøbelig, uden at ogsaa jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder. Rose mig maa jeg. Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til Syner og Aabenbarelser fra Herren. Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten Aar siden (om han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det) blev bortrykket indtil den tredje Himmel. Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det), at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale. Af en saadan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af min Magtesløshed. Thi vel bliver jeg ikke en Daare, om jeg vilde rose mig; thi det vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller hvad han hører af mig. Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Aabenbarelser, blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han skulde slaa mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig. Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte vige fra mig; og han har sagt mig: „Min Naade er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed.‟ Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.

First Reading

Hosea 1

Herrens Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, var Konge i Israel. Der Herren begyndte at tale ved Hoseas, da sagde Herren til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra Herren. Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn. Og Herren sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige. Og det skal ske paa denne Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal. Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem. Dog vil jeg forbarme mig over Judas Hus og frelse dem ved Herren deres Gud; men jeg vil ikke frelse dem ved Bue eller ved Sværd eller ved Krig, ved Heste eller ved Ryttere. Og hun afvante Lo-Rukama, og hun undfangede og fødte en Søn. Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders. Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem: Den levende Guds Børn. Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og sætte sig eet Overhoved og drage op af Landet; thi stor er Jisreels Dag.

Morning Prayer — Second Lesson

Mark 13

Og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: „Mester, se, hvilke Stene og hvilke Bygninger!‟ Og Jesus sagde til ham: „Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟ Og da han sad paa Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: „Sig os, naar skal dette ske, og hvilket er Tegnet, naar alt dette skal til at fuldbyrdes?‟ Men Jesus begyndte at sige til dem: „Ser til, at ingen forfører eder! Mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. Men naar I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det maa ske; men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. Men I, tager Vare paa eder selv; de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. Og naar de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligaand. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn; og Børn skulle staa op mod Forældre og slaa dem ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. Men naar I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed staa, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt!) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; men den, som er paa Taget, stige ikke ned eller gaa ind for at hente noget fra sit Hus; og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; thi i de Dage skal der være en saadan Trængsel, som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de Dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.‟ Men i de Dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting, skønne, at han er nær for Døren. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete. Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen. Ser til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar Tiden er der. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde vaage, — vaager derfor; thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; for at han ikke, naar han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Vaager!‟

Responsorial Psalm

Psalm 71

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig! Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig! Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af. Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar! Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre, sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier. Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke. Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene. Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst. Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.

Gospel

Luke 8:4-15

Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: „En Sædemand gik ud at saa sin Sæd; og idet han saaede, faldt noget ved Vejen og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. Og noget faldt paa Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.‟ Da han sagde dette, raabte han: „Den, som har Øren at høre med, han høre!‟ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde? Og han sagde: „Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstaa. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste. Men de paa Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og saa gaa hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt. Men det i den gode Jord, det er dem, som, naar de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed.

Responsorial Psalm

Psalm 43

Døm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig! Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? Send dit Lys og din Sandhed, at de maa ledsage mig, at de maa føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger; og at jeg maa indgaa til Guds Alter, til Gud, som er min Fryd og Glæde, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud! Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Responsorial Psalm

Psalm 44

Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem. Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme! Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os. Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig. Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede. Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. Sela. Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære. Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte. Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne. Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem. Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os. Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene. Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld. Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt. Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej, saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud, skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker. Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar. Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig! Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel? Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!

Responsorial Psalm

Psalm 44

Evening Prayer — First Lesson

Numbers 12

Og Maria og Aron talede imod Mose for den morlandske Hustrus Skyld, som han havde taget; thi han havde taget en morlandsk Hustru. Og de sagde: Taler Herren ene og alene ved Mose? mon han ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det. Men den Mand Mose var saare sagtmodig, fremfor alle Mennesker paa Jorderige. Og Herren sagde hastelig til Mose og til Aron og til Maria: Gaar ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud. Da kom Herren ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron og Maria, og de gik begge ud. Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, Herren, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose? Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort. Og Skyen veg bort fra Paulunet, og se, Maria var spedalsk som Sne; og Aron vendte sig til Maria, og se, hun var spedalsk. Og Aron sagde til Mose: Hør mig dog, min Herre, læg ikke den Synd paa os, i hvilken vi have gjort daarlig, og i hvilken vi have syndet. Kære, lad hende ikke være som en Død, hvis halve Kød, naar han kommer ud af sin Moders Liv, er fortæret. Da raabte Mose til Herren og sagde: Ak, Gud! helbred hende. Og Herren sagde til Mose: Om hendes Fader havde spyttet hende i hendes Ansigt, skulde hun da ikke skamme sig syv Dage? Lad hende blive udelukket fra Lejren syv Dage, og derefter maa hun optages. Og Maria blev udelukket fra Lejren syv Dage, og Folket rejste ikke, førend Maria blev optaget. Og derefter rejste Folket fra Hazeroth, og de lejrede sig i Ørken Paran.

Second Reading

Ephesians 3

Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, — om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Naade, som blev given mig til eder, at ved Aabenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, saaledes som jeg foran kortelig har skrevet, hvoraf I, naar I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, saaledes som den nu er bleven aabenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Aanden: Nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Naade given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen paa ham. Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. — For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i Himle og paa Jord har sit Navn, at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Kristus maa bo ved Troen i eders Hjerter, for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formaa at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgaar al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. Men ham, som formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstaa, efter den Magt, som er virksom i os, ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.

Second Reading

II Corinthians 12

Rose mig maa jeg. Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til Syner og Aabenbarelser fra Herren. Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten Aar siden (om han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det) blev bortrykket indtil den tredje Himmel. Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det), at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale. Af en saadan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af min Magtesløshed. Thi vel bliver jeg ikke en Daare, om jeg vilde rose mig; thi det vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller hvad han hører af mig. Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Aabenbarelser, blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han skulde slaa mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig. Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte vige fra mig; og han har sagt mig: „Min Naade er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed.‟ Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig. Derfor er jeg vel tilfreds under Magtesløshed, under Overlast, under Nød, under Forfølgelser, under Angester for Kristi Skyld; thi naar jeg er magtesløs, da er jeg stærk. Jeg er bleven en Daare. I tvang mig dertil. Jeg burde jo anbefales af eder; thi jeg har ikke staaet tilbage i noget for de saare store Apostle, om jeg end intet er. En Apostels Tegn bleve jo udførte iblandt eder under al Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger. Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre Menigheder, uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver mig denne Uret! Se, dette er nu tredje Gang, jeg staar rede til at komme til eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til Forældrene, men Forældrene til Børnene. Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser, ja, opofres for eders Sjæle. Mon jeg, naar jeg elsker eder højere, elskes mindre? Men lad saa være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg var træsk og fangede eder med List! Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har sendt til eder? Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Aand, i de samme Fodspor? Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds Aasyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for eders Opbyggelses Skyld. Thi jeg frygter for, at, naar jeg kommer, jeg da maaske ikke skal finde eder saadanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af eder saadan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, Klammerier, at min Gud, naar jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og Uterlighed, som de bedreve.

Second Reading

1 Corinthians 12:1-11

Men hvad de aandelige Gaver angaar, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder. Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Aand, siger: „Jesus er en Forbandelse,‟ og ingen kan sige: „Jesus er Herre‟ uden ved den Helligaand. Der er Forskel paa Naadegaver, men det er den samme Aand; og der er Forskel paa Tjenester, og det er den samme Herre; og der er Forskel paa kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle. Men til enhver gives Aandens Aabenbarelse til det, som er gavnligt. En gives der nemlig ved Aanden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Aand; en anden Tro i den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede i den ene Aand; en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Aander; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Aand, som uddeler til enhver især, efter som han vil.

Second Reading

Galatians 6:11-18

Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Haand! Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for Kristi Kors's Skyld. Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose sig af eders Kød. Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden. Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning. Og saa mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel! Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn paa mit Legeme. Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eders Aand, Brødre! Amen.

Gospel

Matthew 23

Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: „Paa Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem paa Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne paa deres Klæder store. Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Maaltiderne og paa de fornemste Pladser i Synagogerne og lade sig hilse paa Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. Og I skulle ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes. Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaa ikke derind, og dem, som ville gaa ind, tillade I det ikke. [Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede paa Skrømt længe; derfor skulle I faa des haardere Dom.] Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og naar han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa slemt, som I selv ere. Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet. I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet? Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpaa, han er forpligtet. I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven? Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpaa. Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri. Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder paa den. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen! Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet, men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at ogsaa det udvendige af dem kan blive rent. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed. Saaledes synes ogsaa I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige: Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod. Altsaa give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslaaet Profeterne. Saa gører da ogsaa I eders Fædres Maal fuldt! I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom? Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. Se, eders Hus lades eder øde! Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!‟

Evening Prayer — Second Lesson

2 Corinthians 9

Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder; jeg kender jo eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste. Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I, som jeg sagde, maa være beredte, for at ikke, naar der kommer Makedoniere med mig, og de finde eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed. Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gaa i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed. Men dette siger jeg: „Den, som saar sparsomt, skal ogsaa høste sparsomt, og den, som saar med Velsignelser, skal ogsaa høste med Velsignelser. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, som der er skrevet: „Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid.‟ Men han, som giver „Sædemanden Sæd og Brød til at spise‟, han vil ogsaa skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, saa I blive rige i alle Maader til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver ogsaa et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, naar de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ogsaa ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder paa Grund af Guds overvættes Naade imod eder. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!

Gospel

Matthew 19:1-15

Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan. Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der. Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: „Er det tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst Grund?‟ Men han svarede og sagde: „Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde og sagde: „Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?‟ Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.‟ De sige til ham: „Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev og skille sig fra hende?‟ Han siger til dem: „Moses tilstedte eder at skille eder fra eders Hustruer for eders Hjerters Haardheds Skyld; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes. Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, naar det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han bedriver Hor.‟ Hans Disciple sige til ham: „Staar Mandens Sag med Hustruen saaledes, da er det ikke godt at gifte sig.‟ Men han sagde til dem: „Ikke alle rumme dette Ord, men de, hvem det er givet: Thi der er Gildinger, som ere fødte saaledes fra Moders Liv; og der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!‟ Da blev der baaret smaa Børn til ham, for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem. Da sagde Jesus: „Lader de smaa Børn komme, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.‟ Og han lagde Hænderne paa dem, og han drog derfra.

Gospel

Luke 6:24-30

Men ve eder, I rige, thi I have allerede faaet eders Trøst. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. Ve eder, naar alle Mennesker tale godt om eder; thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved de falske Profeter. Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. Den, som slaar dig paa den ene Kind, byd ham ogsaa den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen!

Gospel

Luke 6

Men det skete paa den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. Men nogle af Farisæerne sagde: „Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre paa Sabbaten?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav ogsaa dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene.‟ Og han sagde til dem: „Menneskesønnen er Herre ogsaa over Sabbaten.‟ Men det skete paa en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Haand var vissen. Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Haand: „Rejs dig og staa frem her i Midten!‟ Og han rejste sig og stod frem. Men Jesus sagde til dem: „Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?‟ Og han saa omkring paa dem alle og sagde til ham: „Ræk din Haand ud!‟ Og han gjorde det; da blev hans Haand sund igen som den anden. Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus. Men det skete i disse Dage, at han gik ud paa et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han ogsaa kaldte Apostle: Simon, hvem han ogsaa kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder. Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Aander; og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle. Og han opløftede sine Øjne paa sine Disciple og sagde: „Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. Salige ere I, naar Menneskene hade eder, og naar de udstøde eder og haane eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. Glæder eder paa den Dag, og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved Profeterne. Men ve eder, I rige, thi I have allerede faaet eders Trøst. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. Ve eder, naar alle Mennesker tale godt om eder; thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved de falske Profeter. Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. Den, som slaar dig paa den ene Kind, byd ham ogsaa den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligesaa skulle ogsaa I gøre imod dem! Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere elske dem, som dem elske. Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere gøre det samme. Og dersom I laane dem, af hvem I haabe at faa igen, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere laane Syndere for at faa lige igen. Men elsker eders Fjender, og gører vel, og laaner uden at vente noget derfor, saa skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig. Og dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal der forlades eder; giver, saa skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Maal skulle de give i eders Skød; thi med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder igen.‟ Men han sagde dem ogsaa en Lignelse: „Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje. Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt. Thi hvert Træ kendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forraad; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund. Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden paa Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus paa Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Huses Fald blev stort.‟

A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)

Today's readings, every morning

Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.

Open Bosko free