Today's Readings

Ecumenical Roman Catholic Eastern Orthodox Anglican / Lutheran Reformed / Calvinist Evangelical / Baptist

The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.

First Reading

Genesis 2:1-25

Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. Og Gud velsignede den syrende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen. Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, hvor der er Guld. Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Onyks. Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde Flod, den er Frat. Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham. Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Medhjælp, som kunde være hos ham. Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

First Reading

Exodus 6

Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land. Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren, og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: „Herren!‟ var jeg ikke kendt af dem. Og Jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge. Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg har ihukommet min Pagt. Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme. Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder. Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg vil give eder det til Ejendom, jeg er Herren. Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Sjæleangst og for den haarde Trældom. Da talede Herren til Mose og sagde: Gak ind og tal til Farao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land. Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne. Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægyptens Land. Disse vare Øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter. Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; disse vare Simeons Slægter. Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slægter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. Og Gersons Børn vare: Libni og Simei efter deres Slægter. Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel. Og Merari Børn vare Maheli og Musi; disse ere Levi Slægter efter deres Afkom. Og Amram tog sin Faders Søster Jokebed til Hustru, og hun fødte ham Aron og Mose; og Amram blev hundrede og syv og tredive Aar gammel. Og Jizehars Sønner vare: Kora og Nefeg og Sikri. Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri. Og Aron tog Eliseba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar. Og Koras Børn vare: Assir og Elkana og Abiasaf; disse ere de Koraiters Slægter. Men Eleasar, Arons Søn, tog sig en Hustru af Putiels Døtre, og hun fødte ham Pinehas; disse ere Øversterne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. Dette er Aron og Mose, som Herren sagde til: Fører Israels Børn ud af Ægyptens Land, efter deres Hære. Det var dem, som talede til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægypten, det er Mose og Aron. Og det skete paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægyptens Land. Og Herren talede til Mose sigende: Jeg er Herren, tal til Farao, Kongen af Ægypten, alt hvad jeg taler til dig. Og Mose sagde for Herrens Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvorledes skulde Farao høre mig?

First Reading

Exodus 33:1-23

Og Herren sagde til Mose: Gaa, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, — sigende: Din Sæd vil jeg give det, og jeg vil sende en Engel foran dig, og uddrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, — til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen. Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig. Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig. Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af. Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren. Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet. Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose. Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør. Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nims Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet. Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne. Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg kan kende dig, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se, dette Folk er dit Folk. Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile. Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikke drage op herfra. Og hvorpaa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds. Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kender dig ved Navn. Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn udraabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over. Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

Morning Prayer — First Lesson

Deuteronomy 5

Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem: Hør, Israel, de Skikke og de Bud, som jeg taler for eders Øren i Dag, og lærer dem og bevarer dem for at gøre efter dem. Herren vor Gud gjorde en Pagt med os paa Horeb. Herren har ikke gjort denne Pagt med vore Fædre, men med os, ja med os alle sammen, som her ere i Live paa denne Dag. Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden. Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord til Kende; thi I frygtede for Ilden og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde: Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. Du skal ikke have andre Guder for mig. Du skal intet udskaaret Billede gøre dig eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det, som er paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet, under Jorden. Du skal ikke tilbede dem, ej heller tjene dem; thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig; og som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud. Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængeligen; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen. Tag Vare paa Sabbatsdagen, at hellige den, som Herren din Gud har budet dig. Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning; men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud, da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter eller din Svend eller din Pige eller din Okse eller dit Asen eller dit Dyr eller din fremmede, som er i dine Porte, paa det din Svend og din Pige maa hvile ligesom du. Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægyptens Land, og at Herren din Gud udførte dig derfra, med en stærk Haand og med en udrakt Arm; derfor har Herren din Gud budet dig at holde Sabbatsdagen. Ær din Fader og din Moder, som Herren din Gud har budet dig, paa det dine Dage maa forlænges, og at det maa gaa dig vel i Landet, som Herren din Gud giver dig. Du skal ikke ihjelslaa. Og du skal ikke bedrive Hor. Og du skal ikke stjæle. Og du skal ikke svare imod din Næste som et falsk Vidne. Og du skal ikke begære din Næstes Hustru; og du skal ikke begære din Næstes Hus, hans Ager eller hans Svend eller hans Pige, hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til. Disse Ord talede Herren til hele eders Forsamling paa Bjerget midt ud af Ilden, Skyen og forfærdeligt Mørke, med høj Røst og lagde intet til; og han skrev dem paa to Stentavler og gav mig dem. Og det skete, der I havde hørt Røsten midt ud fra Mørket og fra Bjerget, som brændte med Ild, da kom I hen til mig, alle Øverster iblandt eders Stammer og eders Ældste, og I sagde: Se, Herren vor Gud har ladet os se sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt ud af Ilden; vi have set paa denne Dag, at Gud taler med et Menneske, og det bliver ved Live. Og nu, hvorfor skulle vi dø? thi denne store Ild vil fortære os; dersom vi blive ydermere ved at høre Herren vor Guds Røst, da dø vi. Thi hvo er der af alt Kød, der, som vi, har hørt den levende Guds Røst, som taler midt ud af Ilden, og dog bliver ved Live? Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil sige; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre og gøre det. Og Herren hørte eders Ords Røst, det I talede til mig, og Herren sagde til mig: Jeg har hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet. Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaa dem og deres Børn vel evindeligen! Gak hen, sig til dem: Gaar tilbage til eders Telte. Og du, staa her hos mig, saa vil jeg sige dig alle Budene og Skikkene og Befalingerne, hvilke du skal lære dem, at de skulle gøre derefter i Landet, som jeg giver dem til at eje. Saa tager Vare paa at gøre, som Herren eders Gud har budet eder; I skulle ikke vige til højre eller venstre Side. Paa al den Vej, som Herren eders Gud har budet eder, skulle I gaa, paa det I maa leve, og det maa gaa eder vel, og I maa forlænge eders Dage i det Land, som I skulle eje.

Epistle

1 Kings 19:3-8

Der han saa det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der. Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, Herre! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre. Saa lagde han sig og sov under et Enebærtræ; og se, der var en Engel, som rørte ved ham og sagde til ham: Staa op, æd! Og han saa til, og se, ved hans Hovedgærde var en Kage, bagt paa Gløder, og en Krukke med Vand; saa aad og drak han og lagde sig igen. Og Herrens Engel kom anden Gang igen og rørte ved ham og sagde: Staa op, æd; thi Vejen er for lang for dig. Og han stod op og aad og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil Guds Bjerg Horeb.

First Reading

Hosea 13

Naar Efraim talte, var der Skræk, han ophøjede sig i Israel; men han blev skyldig ved Baal og døde. Og nu blive de ved at synde og gøre sig støbte Billeder af deres Sølv, Afguder efter deres Forstand, alt sammen Kunstneres Værk; om dem sige de, nemlig de Mennesker, som ofre, at de skulle kysse Kalve. Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue. Men jeg er Herren din Gud fra Ægyptens Land af, og en Gud uden mig kender du ikke, og en Frelser uden mig er der ikke. Jeg, jeg kendte dig i Ørken, i det tørre Land. Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig. Og jeg blev dem som en Løve, som en Parder lurer jeg paa Vejen. Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortære dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem. Det var din Fordærvelse, Israel! at du var imod mig, imod din Hjælp. Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig Konge og Fyrster? Jeg giver dig en Konge i min Vrede og tager ham bort i min Harme. Efraims Misgerning er sammenbunden, hans Synd er gemt. Smerter skulle komme paa ham som paa Kvinden, der føder; han er ikke en viis Søn, thi han burde ikke en Tid blive staaende i Fødselens Gennembrud. Af Dødsrigets Vold vil jeg forløse dem, fra Døden vil jeg genløse dem; Død! hvor er din Pest? Dødsrige! hvor er din ødelæggende Magt? Fortrydelse er skjult for mine Øjne. Thi han skal bære Frugt iblandt Brødre; dog skal der komme et Østenvejr, et Herrens Vejr, som drager op fra Ørken, og hans Væld skal udtørres og hans Kilde blive tør; det skal røve Skatten af alle kostelige Kar.

Morning Prayer — Second Lesson

Luke 8

Og det skete i Tiden derefter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv og nogle Kvinder, som vare helbredede fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Aander vare udfarne; og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede. Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: „En Sædemand gik ud at saa sin Sæd; og idet han saaede, faldt noget ved Vejen og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. Og noget faldt paa Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.‟ Da han sagde dette, raabte han: „Den, som har Øren at høre med, han høre!‟ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde? Og han sagde: „Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstaa. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste. Men de paa Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og saa gaa hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt. Men det i den gode Jord, det er dem, som, naar de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed. Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset. Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive aabenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset. Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.‟ Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke naa frem til ham for Skaren. Og det blev ham meddelt: „Din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at se dig.‟ Men han svarede og sagde til dem: „Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det.‟ Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: „Lader os fare over til hin Side af Søen;‟ og de sejlede ud. Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. Da traadte de hen og vækkede ham og sagde: „Mester, Mester! vi forgaa.‟ Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. Og han sagde til dem: „Hvor er eders Tro?‟ Men de frygtede og undrede sig og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden han byder baade over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?‟ Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over for Galilæa. Men da han traadte ud paa Landjorden, mødte der ham en Mand fra Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Aander og ikke havde haft Klæder paa og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene. Men da han saa Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig.‟ Thi han bød den urene Aand at fare ud af Manden; thi i lange Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med, og dreves af den onde Aand ud i Ørkenerne. Men Jesus spurgte ham og sagde: „Hvad er dit Navn?‟ Men han sagde: „Legion‟; thi mange onde Aander vare farne i ham. Og de bade ham om, at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden; men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. Men de onde Aander fore ud af Manden og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede. Men da Hyrderne saa det, som var sket, flyede de og forkyndte det i Byen og paa Landet. Da gik de ud for at se det, som var sket, og de kom til Jesus og fandt Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Samling; og de frygtede. Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte var bleven frelst. Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde gaa bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik om Bord i et Skib og vendte tilbage igen. Men Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, bad ham om, at han maatte være hos ham; men han lod ham fare og sagde: „Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig.‟ Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham. Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de ventede alle paa ham. Og se, der kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme ind i hans Hus; thi han havde en enbaaren Datter, omtrent tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen om ham. Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar og havde kostet al sin Formue paa Læger og ikke kunde blive helbredet af nogen, hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og straks standsedes hendes Blodflod. Og Jesus sagde: „Hvem var det, som rørte ved mig?‟ Men da alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: „Mester! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig?‟ Men Jesus sagde: „Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.‟ Men da Kvinden saa, at det ikke var skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven helbredet. Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred!‟ Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger til ham: „Din Datter er død; umag ikke Mesteren!‟ Men da Jesus hørte det, svarede han ham: „Frygt ikke; tro blot; saa skal hun blive frelst.‟ Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gaa ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder. Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: „Græder ikke; hun er ikke død, men sover.‟ Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død. Men han greb hendes Haand og raabte og sagde: „Pige, staa op!‟ Og hendes Aand vendte tilbage, og hun stod straks op; og han befalede, at de skulde give hende noget at spise. Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke maatte sige nogen det, som var sket.

Responsorial Psalm

Psalm 95

Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe! Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer! Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder. I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til. Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land. Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt! Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst! Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken, hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning. Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

Gospel

Matthew 12:38-50

Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: „Mester! vi ønske at se et Tegn af dig.‟ Men han svarede og sagde til dem: „En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn. Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, saaledes skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød. Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke. Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Saa gaar den hen og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Saaledes skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.‟ Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham. Da sagde en til ham: „Se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at tale med dig.‟ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: „Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?‟ Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre! Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.‟

Responsorial Psalm

Psalm 55

Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David. Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig. Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen. Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. Ondskab hersker inden i den, og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min Ven og min Kynding, vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig. Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig — Sela — efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

Responsorial Psalm

Psalm 56

Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne‟ af David; „et gyldent Smykke‟, der Filisterne havde grebet ham i Gath. Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag. Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig. I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig? Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde. De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv. Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede! Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog? Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud. I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet. Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig? Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.

Responsorial Psalm

Psalm 56

Evening Prayer — First Lesson

Deuteronomy 6

Og dette er det Bud, de Skikke og de Befalinger, som Herren eders Gud har budet at lære eder, for at I skulle gøre derefter i Landet, som I drage over til for at eje det; paa det du skal frygte Herren din Gud ved at holde alle hans Skikke og hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlænges. Og, Israel! du skal høre og bevare dette og gøre derefter, at det maa gaa dig vel, og I maa blive saare mangfoldige, som Herren dine Fædres Gud har sagt dig, i et Land, som flyder med Mælk og Honning. Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een. Og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af al din Formue. Og disse Ord, som jeg byder dig i Dag, skulle være paa dit Hjerte. Og du skal indskærpe dine Børn dem og tale om dem, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen, og naar du lægger dig, og naar du staar op. Og du skal binde dem til et Tegn paa din Haand, og de skulle være dig til Spand imellem dine Øjne. Og du skal skrive dem paa Dørstolperne af dit Hus og paa dine Porte. Og det skal ske, naar Herren din Gud fører dig ind i det Land, som han har tilsvoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dig, store og gode Stæder, som du ikke har bygget, og Huse, fulde af alt godt, hvilke du ikke har fyldt, og udhugne Brønde, som du ikke har udhugget, Vingaarde og Oliegaarde, som du ikke har plantet, og du æder og bliver mæt: Saa tag dig i Vare, at du ikke forglemmer Herren, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. Du skal frygte Herren din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge. I skulle ikke gaa efter andre Guder, af de Folks Guder, som ere trindt omkring eder; thi Herren din Gud er en nidkær Gud midt iblandt dig; at Herren din Guds Vrede ikke skal optændes imod dig, og han skal udslette dig fra Jordens Kreds. I skulle ikke friste Herren eders Gud, saaledes som I fristede ham i Massa. I skulle flitteligen holde Herren eders Guds Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke, som han har budet dig. Og du skal gøre det, som er ret og godt for Herrens Øjne, for at det skal gaa dig vel, og du skal komme ind og eje det gode Land, hvilket Herren har tilsvoret dine Fædre, at han skal udstøde alle dine Fjender for dit Ansigt, som Herren har sagt. Naar din Søn spørger dig herefter og siger: Hvad er det for Vidnesbyrd og Skikke og Befalinger, som Herren vor Gud har budet eder? da skal du sige til din Søn: Vi vare Faraos Trælle i Ægypten, og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand, og Herren gjorde Tegn og store og fordærvelige Vidundere i Ægypten paa Farao og paa alt hans Hus for vore Øjne, og han udførte os derfra, paa det han vilde føre os ind for at give os det Land, som han havde tilsvoret vore Fædre. Og Herren havde budet os at gøre alle disse Skikke, at frygte Herren vor Gud, at det maa gaa os vel alle Dage, og at han maa holde os ved Live, som det ses paa denne Dag. Og det skal være vor Retfærdighed, naar vi tage Vare paa at gøre efter alle disse Bud for Herren vor Guds Ansigt, som han har budet os.

Second Reading

I Thessalonians 1

Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Naade være med eder og Fred! Vi takke Gud altid for eder alle, naar vi komme eder i Hu i vore Bønner, idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn, efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Helligaand og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligaand, saa at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro paa Gud kommen ud, saa at vi ikke have nødig at tale derom. Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud og vente paa hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.

Second Reading

Ephesians 5

Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, og vandrer i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt. Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, ej heller ublu Væsen eller daarlig Snak eller letfærdig Skemt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige. Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn. Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem! Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn, (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,) saa I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; men alt dette bliver aabenbaret, naar det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver aabenbaret, er Lys. Derfor hedder det: „Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!‟ Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise, saa I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde. Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Aanden, saa I tale hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt; Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, saaledes skulle ogsaa Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den maatte være hellig og ulastelig. Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom ogsaa Kristus Menigheden. Thi vi ere Lemmer paa hans Legeme. Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. Denne Hemmelighed er stor — jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. Dog, ogsaa I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!

Second Reading

2 Corinthians 5:1-10

Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. Ja, ogsaa i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, saa sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Aandens Pant. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren — thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse — ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. Derfor sætte vi ogsaa vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. Thi vi skulle alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.

Second Reading

Isaiah 4:2-6

Paa den Dag skal Herrens Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel. Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den, som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem, naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder en Ild. Og Herren skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være Dække over alt det, som er herligt. Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.

Gospel

Mark 7

Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder (thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke), saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?‟ Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟ I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.‟ Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder‟; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟ Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),‟ da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.‟ Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar! Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. [Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟] Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren? Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.‟ Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed; alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.‟ Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter. Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟ Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.‟ Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.‟ Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op! Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret. Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟

Evening Prayer — Second Lesson

Ephesians 2

Ogsaa eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, iblandt hvilke ogsaa vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom ogsaa de andre — men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ogsaa da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus — af Naade ere I frelste! — og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. Thi af Naaden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Haanden, at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Aand Adgang til Faderen. Saa ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, opbyggede paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, i hvem ogsaa I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Aanden.

Gospel

Matthew 24:36-51

Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene. Og ligesom Noas Dage vare, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aade og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Tilkommelse være. Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene. Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver, og saa begynder at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne, da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

Gospel

Mark 1:16-22

Og medens han gik langs Galilæas Sø, saa han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. Og Jesus sagde til dem: „Følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere.‟ Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. Og da han gik lidt videre frem, saa han Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som ogsaa vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet; og han kaldte straks paa dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham. Og de gaa ind i Kapernaum. Og straks paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.

Gospel

John 21

Siden aabenbarede Jesus sig atter for Disciplene ved Tiberias-Søen; men han aabenbarede sig saaledes. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans Disciple vare sammen. Simon Peter siger til dem: „Jeg gaar ud at fiske.‟ De sige til ham: „Ogsaa vi gaa med dig.‟ De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger da til dem: „Børnlille! have I noget at spise?‟ De svarede ham: „Nej.‟ Men han sagde til dem: „Kaster Garnet ud paa højre Side af Skibet, saa skulle I finde.‟ Da kastede de det ud, og de formaaede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: „Det er Herren.‟ Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. Jesus siger til dem: „Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.‟ Simon Peter steg op og trak Garnet paa Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. Jesus siger til dem: „Kommer og holder Maaltid!‟ Men ingen af Disciplene vovede at spørge ham: „Hvem er du?‟ thi de vidste, at det var Herren. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes ogsaa Fiskene. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. Da de nu havde holdt Maaltid, siger Jesus til Simon Peter: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vogt mine Lam!‟ Han siger atter anden Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?‟ Han siger til ham: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‟ Han siger til ham: „Vær Hyrde for mine Faar!‟ Han siger tredje Gang til ham: „Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?‟ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: „Har du mig kær?‟ Og han sagde til ham: „Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.‟ Jesus siger til ham: „Vogt mine Faar! Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.‟ Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: „Følg mig!‟ Peter vendte sig og saa den Discipel følge, som Jesus elskede, og som ogsaa laa op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: „Herre! hvem er den, som forraader dig?‟ Da nu Peter saa ham, siger han til Jesus: „Herre! men hvorledes skal det gaa denne?‟ Jesus siger til ham: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!‟ Saa kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: „Denne Discipel dør ikke;‟ og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?‟ Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. Men der er ogsaa mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis, mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.

A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)

Today's readings, every morning

Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.

Open Bosko free