Today's Readings

First Reading

Acts 4:13-22

Men da de saa Peters og Johannes's Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. Og da de saa Manden, som var helbredet, staa hos dem, havde de intet at sige derimod. Men de bøde dem at træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: „Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er aabenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.‟ Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: „Dømmer selv, om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.‟ Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve Aar gammel.

First Reading

Deuteronomy 23

Ingen Gilding, enten han er bleven det ved Knusning eller ved Snit, maa komme i Herrens Forsamling. Intet Horebarn maa komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af hans komme i Herrens Forsamling. En Ammonit og en Moabit maa ikke komme i Herrens Forsamling; endog i tiende Led maa ikke nogen af dem komme i Herrens Forsamling evindelig; for den Sags Skyld, at de ikke kom eder i Møde med Brød og med Vand paa Vejen, der I gik ud af Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, af Pethor i Mesopotamien, imod dig til at forbande dig. Men Herren din Gud vilde ikke høre Bileam, og Herren din Gud vendte dig Forbandelsen til Velsignelse; thi Herren din Gud havde dig kær. Du skal ikke søge at fremme deres Fred eller deres Vel, alle dine Dage evindeligen. Du skal ikke have Vederstyggelighed til en Edomit, thi han er din Broder; du skal ikke have Vederstyggelighed til en Ægypter, thi du har været fremmed i hans Land. De Børn, som de avle sig i det tredje Led, de maa komme i Herrens Menighed. Naar du gaar ud af Lejren imod dine Fjender, da tag dig i Vare for al ond Handel. Naar der er en Mand iblandt eder, som ikke er ren for det, som ham kunde hændes om Natten, da skal han gaa ud uden for Lejren, han skal ikke komme ind i Lejren. Og hen imod Aften skal han bade sig i Vand, og naar Solen gaar ned, skal han komme ind i Lejren. Og du skal have et Sted uden for Lejren, og der skal du gaa hen udenfor. Og du skal have en Spade foruden dine Vaaben; og naar du sætter dig derude, da skal du grave dermed og vende dig om og skjule det, som er gaaet fra dig. Thi Herren din Gud vandrer midt i din Lejr for at udfri dig og at give dine Fjender hen for dit Ansigt; og din Lejr skal være hellig, saa at han ikke skal se nogen ublu Ting hos dig og vende sig bort fra dig. Du skal ikke overantvorde en Træl til sin Herre, naar han er undsluppen til dig fra sin Herre. Hos dig skal han blive, i din Midte, paa det Sted, som han udvælger sig til Gode i en af dine Porte; du skal ikke forfordele ham. Der skal ingen af Israels Døtre være en Skøge, og ingen af Israels Sønner skal være en Skørlevner. Du skal ikke bringe Skøgeløn eller Hundefortjeneste i Herren din Guds Hus efter noget Løfte; thi begge Dele er Herren din Gud en Vederstyggelighed. Du skal ikke tage Aager af din Broder, Pengeaager, Madaager eller Aager af nogen Ting, som der kan aagres med. Af en fremmed maa du tage Aager, men af din Broder maa du ikke tage Aager, at Herren din Gud maa velsigne dig i alt det, som du udrækker din Haand til i det Land, som du kommer hen til for at eje det. Naar du lover Herren din Gud et Løfte, da skal du ikke tøve med at betale det; thi Herren din Gud vil kræve det af dig, og det vil være dig en Synd. Men naar du lader være at love noget, skal det ikke være dig til Synd. Det, som er udgaaet af dine Læber, skal du holde og gøre, saaledes som du har lovet Herren din Gud frivilligen det, som du har talet med din Mund. Naar du kommer i din Næstes Vingaard, da maa du æde Druer efter din Sjæls Lyst, til du er mæt; men du maa intet lægge i dit Kar. Naar du kommer i din Næstes staaende Korn, maa du plukke Aks med din Haand; men du maa ikke røre Seglen mod din Næstes staaende Korn.

First Reading

1 Samuel 8:1-22

Og det skete, der Samuel var gammel, da satte han sine Sønner til Dommere over Israel. Men hans førstefødte Søns Navn var Joel og hans anden Søns Abia; de vare Dommere i Beersaba. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Veje, men bøjede sig efter Vinding; og de toge Gave og bøjede Retten. Da samlede sig alle de Ældste af Israel, og de kom til Samuel i Rama. Og de sagde til ham: Se, du er bleven gammel, og dine Sønner, de vandre ikke i dine Veje; saa sæt nu en Konge over os til at dømme os, ligesom alle Hedningerne have. Men det Ord var ondt for Samuels Øjne, at de sagde: Giv os en Konge at dømme os; og Samuel bad ydmygeligen til Herren. Og Herren sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de talede til dig; thi ikke dig have de forkastet, men mig have de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem. Efter alle de Gerninger, som de have gjort, fra den Dag jeg opførte dem af Ægypten og indtil denne Dag, da de have forladt mig og tjent andre Guder: Saaledes gøre de ogsaa ved dig. Saa hør nu deres Røst; dog at du skal vidne klarligen for dem og forkynde dem Kongens Vis, som skal regere over dem. Og Samuel sagde alle Herrens Ord til Folket, som begærede en Konge af ham. Og han sagde: Dette skal være Kongens Vis, som skal regere over eder: Eders Sønner skal han tage sig og sætte dem hos sine Vogne og iblandt sine Ryttere, og de skulle løbe frem foran hans Vogn, og han skal sætte sig dem til Høvedsmænd over tusinde og Høvedsmænd over halvtredsindstyve og til at pløje hans Pløjning og til at høste hans Høst og til at gøre hans Krigstøj og hans Vogntøj. Og eders Døtre skal han tage til at lave ham Salver og til Kokkepiger og til Bagersker. Han skal og tage eders Agre og eders Vingaarde og eders Oliegaarde, dem som ere gode, og give sine Tjenere. Og af eders Sæd og eders Vingaarde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente og sine Tjenere. Og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og eders udvalgte bedste unge Karle og eders Asener skal han tage og bruge til sin Gerning. Han skal tage Tiende af eders smaa Kvæg, og I skulle være hans Tjenere. Og naar I da raabe paa den samme Dag over eders Konge, som I have udvalgt eder, da skal Herren ikke svare eder paa den Dag. Og Folket vægrede sig ved at høre Samuels Røst, og de sagde: Ingenlunde! men der skal være en Konge over os. Og vi ville ogsaa være som alle Hedningerne, og vor Konge skal dømme os og drage ud for vort Ansigt og føre vore Krige. Der Samuel havde hørt alle Folkets Ord, da talede han dem for Herrens Øren. Da sagde Herren til Samuel: Hør deres Røst, og lad en Konge regere over dem; og Samuel sagde til Israels Mænd: Gaar, hver til sin Stad.

Morning Prayer — First Lesson

2 Samuel 18

Og David talte Folket, som var hos ham, og han satte over dem Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede. Og David udsendte Folket, den tredje Part under Joabs Haand og den tredje Part under Abisaj', Zerujas Søns, Joabs Broders, Haand og den tredje Part under Githiteren Ithais Haand, og Kongen sagde til Folket: Ogsaa jeg vil drage ud med eder. Men Folket sagde: Du skal ikke drage ud, thi om vi flyede, da vilde man ikke lægge sig det paa Hjerte for os, eller om Halvdelen af os døde, da vilde man ikke lægge sig det paa Hjerte for os, men nu er du ligesom ti Tusinde af os: Saa er det nu bedre, at du kommer os til Hjælp fra Staden. Og Kongen sagde til dem: Hvad som godt er for eders Øjne, vil jeg gøre. Saa stod Kongen ved Siden af Porten, og alt Folket drog ud ved Hundreder og ved Tusinder. Og Kongen bød Joab og Abisaj og Ithaj og sagde: Farer mig lemfældeligt med den unge Mand, med Absalom; og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene angaaende Absalom. Og der Folket kom ud paa Marken imod Israel, da stod Slaget i Efraims Skov. Og Israels Folk blev der slaget for Davids Tjeneres Ansigt, og der skete samme Dag et stort Nederlag paa tyve Tusinde. Og Krigen udbredte sig over hele Landet, og Skoven fortærede mangfoldige af Folket, flere end Sværdet fortærede den samme Dag. Og Absalom kom lige imod Davids Tjenere, og Absalom red paa en Mule, og der Mulen kom under de indviklede Grene af den store Eg, da holdtes hans Hoved fast ved Egen, og han blev hængende imellem Himmelen og Jorden, men Mulen, som var under ham, løb videre. Der en Mand saa det, da gav han Joab det til Kende, og han sagde: Se, jeg saa Absalom hænge i Egen. Og Joab sagde til Manden, som gav ham det til Kende: Men se, saa du det, hvorfor slog du ham da ikke der til Jorden? saa vilde jeg have givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte. Men Manden sagde til Joab: Ja, havde jeg end faaet vejet tusinde Sekel Sølv i mine Hænder, da vilde jeg dog ikke have udrakt min Haand imod Kongens Søn; thi Kongen bød dig og Abisaj og Ithaj for vore Øren og sagde: Tager Vare, hvo I end ere, paa den unge Mand, paa Absalom. Eller dersom jeg havde gjort nogen Svig imod hans Liv (efterdi ingenting bliver dulgt for Kongen), da havde du selv sat dig derimod. Da sagde Joab: Jeg kan ikke saaledes tøve hos dig. Saa tog han tre smaa Spyd i sin Haand og stødte dem i Absaloms Hjerte, medens han endnu levede, midt i Egen. Og ti unge Karle, som bare Joabs Vaaben, omringede og sloge Absalom og dræbte ham. Da blæste Joab i Trompeten, og Folket kom tilbage fra at forfølge Israel; thi Joab forhindrede Folket derfra. Og de toge Absalom og kastede ham i Skoven i en stor Hule og oprejste en saare stor Dynge Sten over ham, og al Israel flyede hver til sine Telte. Og Absalom havde i levende Live taget og oprejst sig en Støtte, som staar i Kongens Dal; thi han sagde: Jeg har ingen Søn, derfor skal denne være til mit Navns Ihukommelse; og han kaldte denne Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Mindesmærke indtil denne Dag. Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kære, lad mig løbe og bringe Kongen Budskab, at Herren har skaffet ham Ret og friet ham af hans Fjenders Haand. Men Joab sagde til ham: Du bliver ikke i Dag en Mand med et glædeligt Budskab, men en anden Dag kan du bringe Budskab; men i Dag kan du ikke bringe noget godt Budskab, fordi Kongens Søn er død. Og Joab sagde til Kusiten: Gak hen, sig til Kongen det, som du har set; og Kusiten bøjede sig ned for Joab og løb. Men Ahimaaz, Zadoks Søn, blev endnu ved og sagde til Joab: Det gaa, som det vil, kære, lad mig ogsaa løbe efter Kusiten; og Joab sagde: Hvorfor vil du løbe, min Søn? du har dog ikke et godt Budskab at bringe. Det gaa, som det vil, saa vil jeg løbe; og han sagde til ham: Løb! saa løb Ahimaaz ad Vejen over Sletten og løb forbi Kusiten. Og David sad imellem de to Porte, og Skildvagten gik paa Portens Tag over Muren og opløftede sine Øjne og saa, og se, en Mand kom løbende alene. Da raabte Skildvagten og gav Kongen det til Kende, og Kongen sagde: Dersom han er alene, da er der et godt Budskab i hans Mund; og han kom stedse nærmere. Da saa Skildvagten en anden Mand løbende, og Skildvagten raabte til Portneren og sagde: Se, en Mand kommer løbende alene, og Kongen sagde: Denne bringer ogsaa et godt Budskab. Og Skildvagten sagde: Jeg ser, den førstes Løb er som Ahimaaz, Zadoks Søns Løb, og Kongen sagde: Det er en god Mand, og han kommer med et godt Budskab. Og Ahimaaz raabte og sagde til Kongen: Fred! og bøjede sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være Herren din Gud, som har overantvordet dig de Mænd, der opløftede deres Haand imod min Herre, Kongen! Og Kongen sagde: Gaar det den unge Mand Absalom vel? og Ahimaaz sagde: Jeg saa det store Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og mig, din Tjener; men jeg ved ikke, hvad det var. Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og blev staaende. Og se, da kom Kusiten, og Kusiten sagde: Det Budskab bringes min Herre Kongen, at Herren har skaffet dig Ret i Dag og friet dig af alle deres Haand, som stode op imod dig. Og Kongen sagde til Kusiten: Gaar det den unge Mand Absalom vel? Og Kusiten sagde: Min Herre Kongens Fjender og alle de, som staa op imod dig til ondt, vorde som den unge Mand! Da blev Kongen heftig bevæget og gik op paa Salen over Porten og græd, og der han gik, sagde han saaledes: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg var død for dig, Absalom, min Søn, min Søn!

Epistle

1 Peter 2:21-25

Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte. Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

First Reading

Daniel 11

og jeg stod ogsaa for ham som Hjælper og Værn i Mederen Darius's første Aar. — Og nu vil jeg kundgøre dig Sandhed: Se, der skal endnu opstaa tre Konger for Persien, og den fjerde skal berige sig med større Rigdom end alle de andre, og naar han er bleven mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod Grækenlands Rige. Derefter skal der opstaa en vældig Konge og herske med stort Herredømme og gøre efter sin Villie. Og som han opstaar, skal hans Rige sønderbrydes og deles imod Himmelens fire Vejr, og det skal ikke være for hans efterladte, ej heller et Herredømme som hans Herredømme, men hans Rige skal oprykkes og blive andre end disse til Del. Og Kongen af Sønden skal vorde mægtig, men der er en af hans Fyrster, som skal blive mægtigere end han og herske, hans Herredom skal blive et stort Herredom. Og naar nogle Aar ere til Ende, skulle de indgaa Forbindelse, og Kongen af Søndens Datter skal drage ind til Kongen af Norden for at bringe et redeligt Forhold til Veje; men hun skal ikke beholde Armens Kraft, og han og hans Arm skal ikke bestaa, men hun skal gives hen tillige med dem, som bragte hende did, og ham, som avlede hende og understøttede hende, naar Tiderne komme. Og af Skud fra hendes Rødder skal der opstaa een i hans Sted og drage imod Hæren og trænge ind i Kongen af Nordens Fæstninger og handle med dem efter sin Villie og faa Overmagt. Ja, ogsaa deres Guder tillige med deres støbte Billeder, tillige med deres kostbare Kar, Sølv og Guld, skal han føre som Bytte til Ægypten; og han skal holde Stand nogle Aar imod Kongen af Norden. Og denne skal drage ind i Kongen af Søndens Rige; men han skal vende tilbage til sit Land igen. Og hans Sønner skulle ruste sig og samle en Hob af mange Hære og komme og drage ind og oversvømme og overfare; og de skulle komme igen og trænge frem indtil hans Fæstning. Og Kongen af Sønden skal forbitres og drage ud at stride imod ham, imod Kongen af Norden; og skønt denne opstiller en stor Hob, skal Hoben dog gives i hans Haand. Som Hoben hæver sig, skal hans Hjerte ophøje sig, og han skal fælde ti Tusinde og dog ikke blive mægtig. Og Kongen af Norden skal komme tilbage og opstille en større Hob end den første, og efter at nogle Aars Tider ere til Ende, skal han komme og drage frem med en stor Hær og med meget Tros. Og i de samme Tider skulle mange staa frem imod Kongen af Sønden, og Sønnerne af Røverne iblandt dit Folk skulle rejse sig for at stadfæste Synet; men de skulle falde. Og Kongen af Norden skal komme og opkaste en Vold og indtage en stærkt befæstet Stad, og Søndens Arme skulle ikke kunne holde ud, ej heller hans udvalgte Folk, og der skal ingen Kraft være til at holde Stand. Men den, som kommer imod ham, skal gøre efter sin Villie, og ingen skal bestaa for hans Ansigt; han skal og træde op i det herlige Land, og der skal komme Fordærvelse ved hans Haand. Og han skal vende sit Ansigt til at komme med al sit Riges Magt og med et redeligt Forhold i Sinde, og han skal sætte det igennem, og han skal give ham sin unge Datter til hendes Fordærvelse; men hun skal ikke bestaa og ikke blive til noget for ham. Derefter skal han vende sit Ansigt om imod Øerne og indtage mange; og han skal bringe Fyrster til at høre op med deres Haan, men hans Haan skulle de gengælde ham. Og han skal vende sit Ansigt om til sit Lands Fæstninger, og han skal snuble og falde og ikke findes mere. Og der skal een opstaa i hans Sted, som skal lade en Plager drage igennem Rigets Herlighed; men i faa Dage skal han knuses, dog ikke ved Vrede og ikke ved Krigen. Siden skal der opstaa i hans Sted en foragtet, hvilken de ikke skulle give kongelig Ære; men han skal komme, naar der er Tryghed, og bemægtige sig Riget ved Smiger. Og de oversvømmende Magter skulle oversvømmes af ham og knuses, ogsaa Forbundets Fyrste. Og efter at have indgaaet Forbund med ham skal han øve Svig, og han skal drage op og blive mægtig ved faa Folk. Hvor der er Tryghed, og hvor der er fede Egne i Landskabet, skal han trænge ind og gøre det, som hans Fædre og hans Forfædre ikke have gjort, han skal adsprede for dem Rov, Bytte og Gods; og han skal optænke sine Anslag imod de faste Stæder, og det til en Tid. Og han skal opvække sin Kraft og sit Mod med en stor Hær imod Kongen af Sønden, og Kongen af Sønden skal ruste sig til Krig med en stor og saare mægtig Hær, men ikke bestaa; thi der skal optænkes Anslag imod ham. Og de, som æde hans Mad, skulle knuse ham, og hans Hær skal strømme frem, men der skal falde mange ihjelslagne. Og begge Kongernes Hjerte staar til at gøre ondt, og over eet Bord skulle de tale Løgn; men det skal ikke lykkes, thi endnu venter det med Enden til den bestemte Tid. Og han skal vende tilbage til sit Land med stort Gods, og hans Hjerte skal lægge Raad op imod den hellige Pagt, og han skal fuldføre det og vende tilbage til sit Land. Paa den bestemte Tid skal han vende tilbage og komme imod Sønden; men det skal ikke gaa den sidste Gang som den første. Men Skibe fra Kithim skulle komme imod ham, og han skal tabe Modet og vende om og optændes til Vrede imod den hellige Pagt og udføre den, ja, han skal vende om og give Agt paa dem, som forlade den hellige Pagt. Og en Stridsmagt fra ham skal staa frem og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, og den skal borttage den stadige Tjeneste og opstille den ødelæggende Vederstyggelighed. Og dem, som handle ugudeligt imod Pagten, skal han ved Smiger bringe til Frafald; men de af Folket, som kende deres Gud, skulle staa fast og vise det i Gerning. Og de forstandige iblandt Folket skulle undervise mange; men de skulle en Tid lang falde ved Sværd og ved Ildslue, ved Fangenskab og ved Plyndring. Og naar de falde, skulle de blive hjulpne med en liden Hjælp; og mange skulle slutte sig til dem med Smiger. Og af de forstandige skulle nogle falde, for at smelte og lutre og rense Folket indtil Endens Tid; thi endnu venter det med den til den bestemte Tid. Og Kongen skal gøre efter sin Villie og ophøje sig og gøre sig stor over enhver Gud og tale forfærdelige Ord imod Gudernes Gud; og han skal have Lykke, indtil Vreden er til Ende; thi hvad der er bestemt, det sker. Og han skal ikke agte paa sine Fædres Guder, ej heller skal han agte paa Kvinders Ynde eller paa nogen Glid; thi han skal ophøje sig storlig over alt. Men Fæstningernes Gud skal han ære paa dens Sted; og den Gud, som hans Fædre ikke kendte, skal han ære med Guld og med Sølv og med dyrebare Stene og med Kostbarheder. Og han skal handle med de stærke Fæstninger ved den fremmede Guds Hjælp, saaledes at han skal bevise dem, som erkende ham, megen Ære, og han skal lade dem herske over mange og uddele Land til Løn. Men ved Endens Tid skal Kongen af Sønden stanges med ham, og Kongen af Norden skal storme frem imod ham med Vogne og med Ryttere og med mange Skibe og trænge ind i Landene og overskylle og overfare dem. Og han skal trænge ind i det herlige Land, og mange skulle falde; men disse skulle undkomme fra hans Haand: Edom og Moab og de ypperste af Ammons Børn. Og han skal udstrække sin Haand efter Landene, og Ægyptens Land skal ikke staa til Redning. Og han skal blive Herre over Skatte af Guld og Sølv og over alle kostelige Ting i Ægypten; og Lybier og Morianer skulle følge ham. Men Tidender fra Østen og fra Norden skulle forfærde ham; og han skal drage ud med stor Grumhed for at udrydde og for at ødelægge mange. Og han skal opslaa sit Pragttelt imellem Havet og det herlige, hellige Bjerg, men naa sin Ende, og ingen skal hjælpe ham.

Morning Prayer — Second Lesson

Acts 20

Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. Der tilbragte han tre Maaneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. Disse droge forud og biede paa os i Troas; men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. Men paa den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. Men der var mange Lamper i Salen ovenpaa, hvor vi vare samlede. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen saa længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: „Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham.‟ Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi saaledes havde han bestemt det, da han selv vilde gaa til Fods. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige ud for Kios; Dagen derpaa lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem paa Pinsedagen, om det var ham muligt. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. Og da de kom til ham, sagde han til dem: „I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Taarer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, idet jeg vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus Kristus. Og nu se, bunden af Aanden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, kun, at den Helligaand i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har faaet af den Herre Jesus, at vidne om Guds Naades Evangelium. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad. Saa giver Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. Og af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. Derfor vaager og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde hver enkelt med Taarer. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Naades Ord, som formaar at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. Jeg viste eder i alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: „Det er saligere at give end at tage.‟ Og da han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle. Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Saa ledsagede de ham til Skibet.

Responsorial Psalm

Psalm 27

Af David. Herren er mit Lys og min Frelse, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog trøstig. Een Ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage for at beskue Herrens Livsalighed og at grunde i hans Tempel. Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe. Og nu hæver mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for Herren. Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig! Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: „Søger mit Ansigt‟, jeg søger dit Ansigt, Herre! Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud! Thi min Fader og min Moder forlode mig; men Herren tager mig op. Herre! lær mig din Vej og led mig paa den jævne Sti, for mine Fjenders Skyld. Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig. Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se Herrens Godhed i de levendes Land —! Bi efter Herren, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter Herren!

Gospel

John 10:11-16

Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til, ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene. Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

Responsorial Psalm

Psalm 104

Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt. Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre. Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet; der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang. Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem. De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse. Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger! Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren. Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.

Responsorial Psalm

Psalm 113

Lover, I Herrens Tjenere, lover Herrens Navn! Lovet være Herrens Navn fra nu og indtil evig Tid! Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang er Herrens Navn højlovet. Herren er høj over alle Hedninger, hans Herlighed er over Himlene. Hvo er som Herren vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster; han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja.

Responsorial Psalm

Psalm 108

En Sang, en Psalme af David. Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble. Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene og lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer. Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden! Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os! Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav. Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! Hvo vil føre mig tilden faste Stad? hvo har ledet mig til Edom? Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Evening Prayer — First Lesson

2 Samuel 19

Og det blev Joab tilkendegivet: Se, Kongen græder og sørger over Absalom. Og Frelsen blev paa den samme Dag til en Sorg for alt Folket; thi Folket hørte den samme Dag, at der sagdes: Kongen er bedrøvet for sin Søn. Og Folket stjal sig den samme Dag til at komme i Staden, ligesom det Folk, som er beskæmmet, stjæler sig ind, naar de fly fra Krigen. Og Kongen tilhyllede sit Ansigt, og Kongen raabte med høj Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn! Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du har i Dag beskæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, de, som i Dag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døtres Liv og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv, da du elsker dem, som hade dig, og hader dem, som elske dig; thi du giver til Kende i Dag, at du skøtter intet om Høvedsmændene og Tjenerne; thi jeg fornemmer i Dag, at om Absalom levede, og vi alle vare døde i Dag, at det da havde været ret for dine Øjne. Og nu, staa op, gak ud og tal kærligt med dine Tjenere; thi jeg sværger ved Herren, at gaar du ikke ud, da bliver der ikke en Mand hos dig Natten over i denne Nat, og dette bliver dig værre end alt det onde, som er kommet over dig fra din Ungdom indtil nu. Da stod Kongen op og satte sig i Porten, og det blev tilkendegivet for alt Folket og sagt: Se, Kongen sidder i Porten. Da kom alt Folket for Kongens Ansigt; men Israel var flyet hver til sine Telte. Og alt Folket trættedes i alle Israels Stammer og sagde: Kongen friede os af vore Fjenders Haand, og han reddede os af Filisternes Haand, men nu er han flyet af Landet for Absalom. Og Absalom, som vi havde salvet over os, er død i Krigen, og nu, hvorfor tie I stille om at hente Kongen tilbage? Men Kong David sendte til Præsterne Zadok og Abjathar og lod sige: Taler med de Ældste i Juda og siger: Hvorfor ville I være de sidste til at hente Kongen tilbage til sit Hus? Thi al Israels Tale er kommen for Kongen i hans Hus. I ere mine Brødre, mit Kød og Ben ere I, hvorfor ville I da være de sidste til at hente Kongen tilbage? Og siger til Amasa: Er du ikke mit Kød og Ben? Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, om du ikke skal være Stridshøvedsmand for mit Ansigt alle Dage i Joabs Sted. Og han bøjede alle Mænds Hjerter i Juda som een Mands, og de sendte til Kongen og lode sige: Kom du tilbage og alle dine Tjenere. Saa kom Kongen tilbage, og han kom indtil Jordanen, og Juda var kommen til Gilgal for at drage Kongen i Møde, for at de vilde føre Kongen over Jordanen. Og Benjaminiten Simei, Geras Søn, som var fra Bahurim, skyndte sig, og han drog ned med Judas Mænd Kong David i Møde. Og tusinde Mænd vare med ham af Benjamin og Tjeneren Ziba af Sauls Hus og hans femten Sønner og hans tyve Tjenere med ham, og de kom lykkeligt over Jordanen førend Kongen. Og Færgen for over for at føre Kongens Hus over og at gøre, hvad ham godt syntes; og Simei, Geras Søn, faldt ned for Kongens Ansigt, der han var faren over Jordanen. Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misger ning, og kom ikke i Hu, hvad ondt din Tjener gjorde paa den Dag, som min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, saa at Kongen skulde lægge sig det paa Hjerte. Thi din Tjener erkender, at jeg har syndet; og se, jeg er i Dag den første, som er kommen af alt Josefs Hus at drage ned min Herre Kongen i Møde. Men Abisaj, Zerujas Søn, svarede og sagde: Skulde ikke Simei lide Døden for denne Sags Skyld, thi han bandede Herrens Salvede? Da sagde David: Hvad har jeg at skaffe med eder, I Zerujas Sønner! at I ville i Dag blive mig til Satan? skulde nogen Mand i Dag lide Døden i Israel? thi mon jeg ikke ved, at jeg er bleven Konge i Dag over Israel? Og Kongen sagde til Simei: Du skal ikke dø; og Kongen tilsvor ham det. Og Mefiboseth, Sauls Søn, kom ned Kongen i Møde; og han havde ikke vadsket sine Fødder eller flyet sit Skæg og ej toet sine Klæder fra den Dag, Kongen var gaaet bort, indtil den Dag, der han kom igen med Fred. Og det skete, der han i Jerusalem kom imod Kongen, da sagde Kongen til ham: Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiboseth? Og han sagde: Min Herre, Konge! min Tjener bedrog mig; thi din Tjener sagde: Jeg vil sadle mig Asenet og ride paa det og drage til Kongen, thi din Tjener er lam. Og han bagtalede din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen er som en Guds Engel, gør derfor, hvad dig synes godt. Thi hele min Faders Hus havde ikke været andet end Dødens Mænd for min Herre Kongen; dog har du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Ret har jeg da ydermere, og hvad har jeg ydermere at raabe om til Kongen? Og Kongen sagde til ham: Hvorfor vil du ydermere tale om dine Sager? jeg har sagt det: Du og Ziba skulle dele Ageren. Og Mefiboseth sagde til Kongen: Han maa ogsaa tage det alt sammen, efter at min Herre Kongen er kommen med Fred til sit Hus. Og Gileaditeren Barsillaj kom ned fra Roglim og for med Kongen over Jordanen for at ledsage ham over Jordanen. Og Barsillaj var saare gammel, firsindstyve Aar gammel, og han forsørgede Kongen, der han opholdt sig i Mahanaim, thi han var en saare mægtig Mand. Og Kongen sagde til Barsillaj: Drag du over med mig, saa vil jeg forsørge dig hos mig i Jerusalem. Men Barsillaj sagde til Kongen: Hvor længe har jeg vel endnu at leve, at jeg skulde drage op med Kongen til Jerusalem? Jeg er i Dag firsindstyve Aar gammel; mon jeg skulde kende, hvad godt eller ondt er? mon din Tjener kunde smage, hvad jeg æder, eller hvad jeg drikker? mon jeg kan høre ydermere paa Sangeres eller Sangerskers Røst? hvorfor skulde da din Tjener ydermere være min Herre Konge til Byrde? Din Tjener skal gaa lidet over Jordanen med Kongen; men hvorfor vil Kongen give mig saadant et Vederlag? Kære, lad din Tjener vende om, at jeg maa dø i min Stad ved min Faders og min Moders Grav; men se, der er din Tjener Kimham, han skal drage over med min Herre Kongen; gør saa imod ham, hvad dig synes godt. Og Kongen sagde: Kimham skal drage over med mig, og jeg vil gøre imod ham, hvad dig synes godt; ja alt det, som du da beder mig om, vil jeg gøre for dig. Og alt Folket drog over Jordanen, og Kongen drog over; og Kongen kyssede Barsillaj og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit Sted. Der Kongen var dragen over til Gilgal, og Kimham var dragen over med ham, og alt Judas Folk og Halvdelen ogsaa af Israels Folk havde ført Kongen over, se, da kom alle Israels Mænd til Kongen, og de sagde til Kongen: Hvorfor have vore Brødre, Judas Mænd, stjaalet dig og ført Kongen og hans Hus over Jordanen og alle Davids Mænd med ham? Da svarede hver af Judas Mænd imod Israels Mænd: Fordi Kongen hører mig nær til, hvorfor er du da vred for denne Sags Skyld? have vi ladet os føde af Kongen? eller er nogen Gave skænket os? Da svarede Israels Mænd Judas Mænd og sagde: Jeg har ti Gange mere Del i Kongen, dertil ogsaa i David, jeg end du, og hvorfor har du ringeagtet mig? var ikke mit Ord det første til at hente min Konge tilbage? Men Judas Mænds Ord vare haardere end Israels Mænds Ord.

Second Reading

Ephesians 5

Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, og vandrer i Kærlighed, ligesom ogsaa Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt. Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, ej heller ublu Væsen eller daarlig Snak eller letfærdig Skemt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige. Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn. Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem! Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn, (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,) saa I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; men alt dette bliver aabenbaret, naar det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver aabenbaret, er Lys. Derfor hedder det: „Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!‟ Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise, saa I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde. Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Aanden, saa I tale hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt; Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom ogsaa Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, saaledes skulle ogsaa Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den maatte være hellig og ulastelig. Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom ogsaa Kristus Menigheden. Thi vi ere Lemmer paa hans Legeme. Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. Denne Hemmelighed er stor — jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. Dog, ogsaa I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!

Second Reading

II Peter 3

Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Paamindelse vækker eders rene Sind til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling, fra Herren og Frelseren, idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer og sige: „Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse. ‟ Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstaaet af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. Men dette ene bør ikke undgaa eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag. Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; paa den skulle Himlene forgaa med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er paa den, skal opbrændes. Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor. Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, saa gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom ogsaa vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder, som han ogsaa gør i alle sine Breve, naar han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstaa, som de ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom ogsaa de øvrige Skrifter, til deres egen Undergang. Da I altsaa, I elskede! vide det forud, saa vogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed; men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab! Ham tilhører Herligheden baade nu og indtil Evighedens Dag!

Second Reading

2 Thessalonians 3:1-5

I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord maa have Løb og forherliges ligesom hos eder, og at vi maa fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke alles. Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra det onde; og vi have den Tillid til eder i Herren, at I baade gøre og ville gøre, hvad vi byde. Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed!

Second Reading

3 John 2:1-10

Gospel

Matthew 3

Men i de Dage fremstaar Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: „Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.‟ Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟ Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning. Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan. Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Daab, sagde han til dem: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden. Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟ Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham. Men Johannes vilde formene ham det og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!‟ Men Jesus svarede og sagde til ham: „Tilsted det nu; thi saaledes sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed.‟ Da tilsteder han ham det. Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene aabnedes for ham, og han saa Guds Aand dale ned som en Due og komme over ham. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟

Evening Prayer — Second Lesson

2 Peter 2

Men der opstod ogsaa falske Profeter iblandt Folket, ligesom der ogsaa iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, og mange ville efterfølge deres Uterligheder, saa Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet, og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke. Thi naar Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, saa han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden vilde leve ugudeligt, og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han saa og hørte): — Da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder, hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren. Men disse — ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, ogsaa ødelægges med hines Ødelæggelse, idet de faa Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke faa nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn; de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, men fik Revselse for sin Overtrædelse: Et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. Disse ere vandløse Kilder og Taageskyer, som drives af Stormvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, lokke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. Det er gaaet dem efter det sande Ordsprog: „Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen.‟

Gospel

Luke 3:1-18

Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsaar, da Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene, medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen. Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse, som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne; hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres jævne; og alt Kød skal se Guds Frelse.‟ Han sagde altsaa til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger ogsaa allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.‟ Og Skarerne spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?‟ Men han svarede og sagde til dem: „Den, som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligesaa!‟ Men ogsaa Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: „Mester! hvad skulle vi gøre?‟ Men han sagde til dem: „Kræver intet ud over, hvad eder er forordnet.‟ Men ogsaa Krigsfolk spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?‟ Og han sagde til dem: „Øver ikke Vold imod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!‟ Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, da svarede Johannes og sagde til alle: „Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟ Ligesaa formanede han ogsaa Folket om mange andre Ting og forkyndte dem Evangeliet.

Gospel

John 3:22-30

Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham: „Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham.‟ Johannes svarede og sagde: „Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. I ere selv mine Vidner paa, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Saa er da denne min Glæde bleven fuldkommen. Han bør vokse, men jeg forringes.

Gospel

Matthew 8

Men da han var gaaet ned af Bjerget, fulgte store Skarer ham. Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: „Herre! om du vil, saa kan du rense mig.‟ Og han udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!‟ Og straks blev han renset for sin Spedalskhed. Og Jesus siger til ham: „Se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem.‟ Men da han gik ind i Kapernaum, traadte en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde: „Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarlig.‟ Jesus siger til ham: „Jeg vil komme og helbrede ham.‟ Og Høvedsmanden svarede og sagde: „Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet. Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.‟ Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: „Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro. Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.‟ Og Jesus sagde til Høvedsmanden: „Gaa bort, dig ske, som du troede!‟ Og Drengen blev helbredet i den samme Time. Og Jesus kom ind i Peters Hus og saa, at hans Svigermoder laa og havde Feber. Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op. Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og helbredte alle de syge; for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: „Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.‟ Men da Jesus saa store Skarer omkring sig, befalede han at fare over til hin Side. Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: „Mester! jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟ Og Jesus siger til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟ Men en anden af Disciplene sagde til ham: „Herre! tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader.‟ Men Jesus siger til ham: „Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!‟ Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham. Og se, det blev en stærk Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: „Herre, frels os! vi forgaa.‟ Og han siger til dem: „Hvorfor ere I bange, I lidettroende?‟ Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille. Men Menneskene forundrede sig og sagde: „Hvem er dog denne, siden baade Vindene og Søen ere ham lydige?‟ Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare saare vilde, saa at ingen kunde komme forbi ad den Vej. Og se, de raabte og sagde: „Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?‟ Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede. Og de onde Aander bade ham og sagde: „Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!‟ Og han sagde til dem: „Gaar!‟ Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet. Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gaaet til med de besatte. Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de saa ham, bade de ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.