Bosko

Today's Readings

The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.

First Reading

Acts 5:1-11

Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket? Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.‟ Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket. Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?‟ Og hun sagde: „Ja, til den Pris.‟ Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.‟ Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.

First Reading

Deuteronomy 26

Og det skal ske, naar du kommer ind i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og du ejer det og bor derudi: Da skal du tage af det første af al Jordens Frugt, som du bringer ind af dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig, og lægge det i en Kurv; og du skal gaa til det Sted, som Herren din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo. Og du skal komme til Præsten, som er i de Dage, og sige til ham: Jeg forkynder i Dag for Herren din Gud, at jeg er kommen i det Land, som Herren tilsvor vore Fædre at give os. Og Præsten skal tage Kurven af din Haand, og han skal sætte den ned foran Herren din Guds Alter. Da skal du vidne og sige for Herren din Guds Ansigt: Min Fader var en omvankende Syrer, og han drog med nogle faa Mennesker ned til Ægypten og var fremmed der, og han blev der til et stort, stærkt og mangfoldigt Folk. Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en haard Trældom paa os. Da skrege vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor Røst og saa vor Trængsel og vor Møje og vor Nød; og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand og udrakt Arm og med en stor Rædsel og med Tegn og med underlige Gerninger. Og han førte os til dette Sted, og han har givet os dette Land, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Og nu, se, jeg har ført hid det første af Frugten i Landet, som du, Herre, har givet mig. Og du skal lade det blive for Herren din Guds Ansigt og tilbede for Herren din Guds Ansigt. Og du skal være glad over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og dit Hus, du og Leviten og den fremmede, som er midt iblandt dig. Naar du er færdig med at tiende al Tienden af din Afgrøde i det tredje Aar, som er Tiendens Aar, og du har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken, at de maa æde inden dine Porte og blive mætte: Da skal du sige for Herren din Guds Ansigt: Jeg har borttaget det helligede af Huset, og jeg har ogsaa givet Leviten og den fremmede, den faderløse og Enken det, efter alle dine Bud, som du har budet mig; jeg har ikke overtraadt og ikke glemt noget af dine Bud. Jeg har intet ædet deraf i min Sorg og intet borttaget deraf under Urenhed, jeg har intet deraf givet for en afdød; jeg har været Herren min Guds Røst lydig, jeg har gjort alt det, som du har budet mig. Se ned fra din Helligheds Bolig fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du har givet os, ligesom du har tilsvoret vore Fædre, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Herren din Gud byder dig paa denne Dag at gøre efter disse Skikke og Bud, og du skal holde dem og gøre efter dem af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl. Du har i Dag tilsagt Herren, at han skal være din Gud, og at du vil vandre i hans Veje og holde hans Skikke og hans Bud og hans Love, og at du vil høre hans Røst. Og Herren har tilsagt dig i Dag, at du skal være ham et Ejendomsfolk, saasom han har talet til dig, og at du skal holde alle hans Bud, og at han vil sætte dig højt over alle Folk, hvilke han har skabt, til Lov og til Navnkundighed og til Pryd, og at du skal være Herren din Gud et helligt Folk, saasom han har talet.

First Reading

1 Samuel 15:1-23

Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Saa hør nu Herrens Ords Røst! Saaledes sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Ægypten. Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen. Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda. Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen. Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal lægge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; saa drog Keniten fra Amalek. Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af smaat Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og ubrugbar Ting ødelagde de. Da skete Herrens Ord til Samuel saaledes: Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat. Og Samuel stod tidlig op for at gaa Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel, og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gaaet ned til Gilgal. Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg har holdt Herrens Ord. Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af smaat Kvæg for mine Øren? og Lyd af stort Kvæg, som jeg hører? Da sagde Saul: De have ført det fra Amalekiterne, idet Folket sparede det, som var godt af smaat Kvæg og af stort Kvæg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt. Da sagde Samuel til Saul: Hold op! saa vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal! Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel. Og Herren sendte mig paa Vejen og sagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem. Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst? men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne. Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst og gik paa den Vej, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne; men Folket tog af Rovet smaat Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal. Men Samuel sagde: Mon Herren har Behagelighed i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre. Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Haardnakkethed er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal være Konge.

Morning Prayer — First Lesson

Numbers 22

Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, paa hin Side Jordanen mod Jeriko. Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. Og Moabiterne frygtede saare for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. Da sagde Moab til Midianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid. Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet. Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere de Mænd, som ere hos dig? Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg kunde stride imod det og uddrive det. Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke forbande Folket; thi det er velsignet. Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam vægrede sig ved at gaa med os. Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. Thi jeg vil ære dig saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tjenere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig. Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster. Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og Herrens Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. Og Aseninden saa Herrens Engel staa i Vejen med et draget Sværd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen. Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengærde paa begge Sider. Og der Aseninden saa Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. Men Herrens Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. Og Aseninden saa Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. Da aabnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel. Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej. Da oplod Herren Bileams Øjne, at han saa Herrens Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeger udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve. Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster. Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig? mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath-Husoth. Og Balak ofrede stort Kvæg og smaat Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster, som vare hos ham. Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje; og han saa derfra det yderste af Folket.

Epistle

1 Peter 2:11-19

I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd. Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen! I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige. Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.

First Reading

Job 39

Kan du jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed, naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure? Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde? Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde? Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde? De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde. Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem. Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand, hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo. Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren. Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne. Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe? Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig? Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde? Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads? Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer? Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet, og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem. Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt. Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand. Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den. Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke? Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig. Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld. Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind. Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres. Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen. Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden? Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.

Morning Prayer — Second Lesson

Acts 23

Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: „I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.‟ Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa Munden. Da sagde Paulus til ham: „Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaas.‟ Men de, som stode hos, sagde: „Udskælder du Guds Ypperstepræst?‟ Og Paulus sagde: „Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk maa du ikke tale ondt imod.‟ Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: „I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.‟ Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Aand; men Farisæerne hævde begge Dele. Men der opstod en stærk Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: „Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Aand eller en Engel har talt til ham!‟ Men da der blev stærk Splid, frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.‟ Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel. Og de, som havde indgaaet denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slaaet Paulus ihjel. Saa giver nu I tillige med Raadet Krigsøversten Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slaa ham ihjel, førend han kommer derhen.‟ Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: „Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.‟ Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: „Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.‟ Men Krigsøversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: „Hvad er det, som du har at melde mig?‟ Men han sagde: „Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Raadet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slaaet ham ihjel; og nu ere de rede og vente paa dit Tilsagn.‟ Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: „Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.‟ Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: „Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;‟ og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. Og han skrev et Brev af følgende Indhold: „Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slaaet ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. Og da jeg vilde vide Aarsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. Men da jeg har faaet Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter ogsaa at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.‟ Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: „Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede.‟ Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

Responsorial Psalm

Psalm 31

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud! Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig. Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv. Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!

Gospel

John 16:16-22

Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig.‟ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: „Hvad er dette, som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg gaar hen til Faderen?‟ De sagde altsaa: „Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund? Vi forstaa ikke, hvad han taler.‟ Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: „I spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde. Naar Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden. Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder.

Responsorial Psalm

Psalm 107

Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!

Responsorial Psalm

Psalm 116

Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. Men jeg paakalder Herrens Navn: Kære Herre! udfri min Sjæl! Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig. Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande. Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig? Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død. Ak, Herre —! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, i Herrens Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!

Responsorial Psalm

Psalm 111

Jeg vil prise Herren af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. Herrens Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. Han beskikkede en Ihukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er Herren. Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig sin Pagt i Hu. Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk, idet han har givet dem Hedningernes Arv. Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere trofaste. De ere grundfaste altid og evindelig, de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

Evening Prayer — First Lesson

Numbers 23

Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske Herren møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted. Og Gud mødte Bileam, og denne sagde til ham: Jeg har oprejst syv Altere og ofret en Okse og en Væder paa hvert Alter. Da lagde Herren Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. Og han vendte tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer, han og alle Moabiternes Fyrster. Da tog han til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen: Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel! Hvorledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes? Thi fra Klippernes Top ser jeg ham, og fra Højene skuer jeg ham; se, det Folk skal bo alene og skal ikke regne sig til Hedningerne. Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans! Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem. Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som Herren lægger i min Mund? Og Balak sagde til ham: Kære, kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal du kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altere og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil saa søge et Møde. Og Herren mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. Og han kom til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer og Moabiternes Fyrster hos ham, og Balak sagde til ham: Hvad sagde Herren? Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn! Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, og skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det. Han skuede ikke Uret i Jakob og saa ikke Jammer i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham. Gud er den, som førte dem ud af Ægypten, de have megen Styrke som Enhjørningen. Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod. Da sagde Balak til Bileam: Du skal hverken forbande det, ej heller skal du velsigne det. Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som Herren vil tale, det vil jeg gøre? Og Balak sagde til Bileam: Kære, gaa med, jeg vil tage dig med hen til et andet Sted; maaske det maatte være Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det. Og Balak tog Bileam med sig paa Peors Top, som skuer ud over Ørken. Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

Second Reading

Philippians 2

Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: Da fuldkommer min Glæde, at I maa være enige indbyrdes, saa I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv og ikke se hver paa sit, men enhver ogsaa paa andres. Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, saa arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse paa eders egen Frelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i eder baade at ville og at virke, efter sit Velbehag. Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, for at I maa blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros paa Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, saa glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. Men ligeledes skulle ogsaa I glæde eder, og glæde eder med mig! Men jeg haaber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at ogsaa jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det gaar eder. Thi jeg har ingen ligesindet, der saa oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det gaar eder; thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, saaledes har han tjent med mig for Evangeliet. Ham haaber jeg altsaa at sende straks, naar jeg ser Udgangen paa min Sag. Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme. Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, efterdi han længtes efter eder alle og var saare ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. Ja, han var ogsaa syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men ogsaa over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg. Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I atter kunne glædes, naar I se ham, og jeg være mere sorgfri. Modtager ham altsaa i Herren med al Glæde og holder saadanne i Ære; thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.

Second Reading

I John 3

Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn; og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham. I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde. Vi vide, at, naar det aabenbares, da skulle vi vorde ham lige; thi vi skulle se ham, som han er. Og hver den, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse. Og I vide, at han blev aabenbaret, for at han skulde borttage Synderne; og der er ikke Synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham og kender ham ej heller. Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn aabenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger. Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder. Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. Vi vide, at vi ere gaaede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. Derpaa kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. Men den, som har Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham? Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed! Og derpaa kunne vi kende, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi for hans Aasyn stille vore Hjerter tilfreds, hvad end vort Hjerte maatte fordømme os for; thi Gud er større end vort Hjerte og kender alle Ting. I elskede! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed for Gud, og hvad vi end bede om, det faa vi af ham, fordi vi holde hans Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham. Og dette er hans Bud, at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os. Og den, som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og derpaa kende vi, at han bliver i os, af den Aand, som han gav os.

Second Reading

1 Timothy 1:18-20

Dette Paabud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud paa Troen; iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.

Second Reading

1 Peter 3:1-10

Ligesaa, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, naar de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. Thi saaledes var det ogsaa, at fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, som Sara var Abraham lydig, hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, naar I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. Ligesaa I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres. Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. Thi „den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;

Gospel

Matthew 6

Vogter eder, at I ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem: ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene. Derfor, naar du giver Almisse, maa du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og paa Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide, hvad din højre gør, for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Og naar I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de staa gerne i Synagogerne og paa Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Men naar I bede, maa I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham. Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlade vore Skyldnere; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.] Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader ogsaa forlade eder; men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser. Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være. Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; men dersom dit Øje er daarligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket! Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.

Evening Prayer — Second Lesson

1 John 2

Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for hele Verdens. Og derpaa kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. Den, som siger: „Jeg kender ham,‟ og ikke holder hans Bud, han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpaa kende vi, at vi ere i ham. Den, som siger, at han bliver i ham, han er ogsaa skyldig selv at vandre saaledes, som han vandrede. I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. Den, som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han gaar hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne. Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld. Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen. Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. Og Verden forgaar og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, saaledes ere nu mange Antikrister fremtraadte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. De ere udgaaede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive aabenbart, at de ikke alle ere af os. Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har ogsaa Faderen. Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle ogsaa I blive i Sønnen og i Faderen. Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv. Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men saaledes som hans Salvelse lærer eder alt, er det ogsaa sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, naar han aabenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham.

Gospel

Luke 4:16-30

Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: „Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle faa deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, for at forkynde et Herrens Naadeaar.‟ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede paa ham. Men han begyndte at sige til dem: „I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for eders Øren.‟ Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: „Er dette ikke Josefs Søn?‟ Og han sagde til dem: „I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør ogsaa her i din Fædreneby saa store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum.‟ Men han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre Aar og seks Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. Og der var mange spedalske i Israel paa Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman.‟ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, paa hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

Gospel

John 4:15-24

Kvinden siger til ham: „Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.‟ Jesus siger til hende: „Gaa bort, kald paa din Mand, og kom hid!‟ Kvinden svarede og sagde: „Jeg har ingen Mand.‟ Jesus siger til hende: „Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! jeg ser, at du er en Profet. Vore Fædre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.‟ Jesus siger til hende: „Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være paa dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen vil have. Gud er Aand, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Aand og Sandhed.‟

Gospel

Matthew 11

Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟ Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den, som har Øren at høre med, han høre! Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde paa Torvene og raabe til de andre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn.‟ Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig: „Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Men jeg siger eder: Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder. Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven staaende indtil denne Dag. Men jeg siger eder: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.‟ Paa den Tid udbrød Jesus og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham. Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile. Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.‟

A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)

Today's readings, every morning

Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.