Today's Readings

First Reading

Acts 10:17-33

Men medens Peter var tvivlraadig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, maatte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. Og de raabte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: „Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; men staa op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.‟ Saa steg Peter ned til Mændene og sagde: „Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere komne?‟ Men de sagde: „Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har af en hellig Engel faaet Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.‟ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham. Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. Men Peter rejste ham op og sagde: „Staa op! ogsaa jeg er selv et Menneske.‟ Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. Og han sagde til dem: „I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaas med eller komme til nogen, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg ogsaa uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Aarsag I hentede mig?‟ Og Kornelius sagde: „For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et straalende Klædebon, og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer. Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Aasyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren.‟

First Reading

Isaiah 14

Thi Herren skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus. Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i Herrens Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere. Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle: Da skal du istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op! Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir, som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse. Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig. Cypresserne glæde sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os. Dødsriget her neden til bæver for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens mægtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner. Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven afmægtig som vi, du er bleven os lig! Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig. Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig! Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder! Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne være den Mand, som bragte Jorden til at bæve? som bragte Rigerne til at skælve? som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem? Alle Folkenes Konger, de ligge alle med Ære, hver i sit Hus; men du, du er henslængt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedækket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Sværd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel. Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse; thi du har ødelagt dit Land, ihjelslaget dit Folk; de ondes Sæd skal ikke nævnes evindelig. Bereder hans Børn et Blodbad for deres Fædres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Stæder. Thi jeg vil staa op imod dem, siger den Herre Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger Herren. Og jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelæggelsens Kost, siger den Herre Zebaoth. Den Herre Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast: At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrde vige fra deres Skuldre! Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. Thi den Herre Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den? I det Aar, der Kong Akas døde, skete denne Profeti. Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage. Og de førstefødte af de ringe skulle finde Næring og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunger, og man skal ihjelslaa de overblevne af dig. Hyl, Port! skrig, Stad! vær mistrøstig, du ganske Filisterland! thi der skal komme en Røg af Norden, og der er ingen Efternøler i hans Skarer. Og hvad skal man svare Folkets Bud? — At Herren har grundfæstet Zion, og at de elendige af hans Folk skulle have Tilflugt i den.

First Reading

1 Kings 6:1-14

Og det skete i det fire Hundrede og firsindstyvende Aar, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, i det fjerde Aar i Maaneden Siv, det er den anden Maaned, efter at Salomo var bleven Konge over Israel, at han byggede Herren Huset. Og det Hus, som Kong Salomo byggede Herren, dets Længde var tresindstyve Alen og dets Bredde tyve, og dets Højde var tredive Alen. Og Forhallen foran Templets Hus, dens Længde var tyve Alen efter Husets Bredde, ti Alen var dens Bredde foran Huset. Og han gjorde paa Huset Vinduer, med snever Udsigt. Og han byggede ved Husets Væg en Omgang trindt omkring, ved Væggene af Huset trindt omkring, baade om Templet og Koret, og han gjorde Sidekamre deromkring. Den nederste Omgang var fem Alen vid, og den midterste var seks Alen vid, og den tredje var syv Alen vid; thi han gjorde Afsætninger uden omkring Huset, at der skulde intet hæfte ved Husets Vægge. Og Huset, der det blev bygget, blev det bygget af hele Stene, som bleve tilførte, og hverken Hamre eller Økse, ej heller noget Redskab af Jern blev hørt i Huset, der det byggedes. Døren til det midterste Sidekammer var paa den højre Side af Huset, og man gik igennem Vindeltrapper op paa den midterste Omgang og fra den midterste op paa den tredje. Og han byggede Huset og fuldendte det, og han lagde Tag paa Huset med Bjælker og Brædder af Cedertræ. Og han byggede Omgangen ved hele Huset, fem Alen var dens Højde, og den hæftede til Huset med Cederbjælker. Og Herrens Ord skete til Salomo og sagde: Hvad angaar dette Hus, som du bygger, dersom du vandrer i mine Skikke og gør efter mine Befalinger og holder alle mine Bud ved at vandre efter dem: Saa vil jeg paa dig stadfæste mit Ord, som jeg talede til David, din Fader. Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og ikke forlade mit Folk Israel. Saa byggede Salomo Huset og fuldendte det.

Morning Prayer — First Lesson

2 Kings 18

Og det skete i Israels Konge Hoseas's, Elas Søns, tredje Aar, da blev Ezekias, Akas's, Judas Konges, Søn, Konge. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abi, Sakarias Datter. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne efter alt det, som hans Fader David gjorde. Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gjort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan. Han forlod sig paa Herren, Israels Gud, saa at efter ham var ingen som han iblandt alle Judas Konger, ej heller af dem, som havde været for ham. Thi han hang ved Herren, veg ikke fra ham og holdt hans Bud, som Herren bød Mose. Og Herren var med ham, og han handlede klogelig paa hvert Sted, hvor han drog ud; tilmed faldt han fra Kongen af Assyrien og tjente ham ikke. Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemærke, fra Vogternes Taarn indtil den faste Stad. Og det skete i Kong Ezekias's fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, El as Søns, Israels Konges, Aar, at Salmanasser, Kongen af Assyrien, drog op imod Samaria og belejrede den. Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias's sjette Aar, det er Hoseas's, Israels Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen. Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder; fordi de ikke havde hørt Herren, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, Herrens Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det. Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i Herrens Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa Herrens Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det. Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Hær til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager. Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem. Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa? Du siger — dog det er ikkun Læbers Ord — at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? Nu se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten, for alle dem, som forlade sig paa ham. Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem? Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre, med Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem. Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld. Nu, mon jeg vel uden Herren er dragen op imod dette Sted for at ødelægge det? Herren sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! Da sagde Eliakim, Hilkias Søn, og Sebna og Ioa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det, og tal ikke med os paa Jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. Men Rabsake sagde til dem: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke og til de Mænd, som sidde paa Muren at æde deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder? Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og talte og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder; thi han formaar ikke at redde eder af hans Haand. Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og æder hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ og drikker hver Vand af sin Brønd, indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietræer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: Herren skal fri os. Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand? Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva? mon de have reddet Samaria af min Haand? Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at Herren skulde redde Jerusalem fra min Haand? Og Folket tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham intet! Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

Epistle

Wisdom 5:1-5

First Reading

Exodus 35

Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre; seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal være eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes. I skulle ingen Ild optænde i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen. Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende: Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber, og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar, og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet. Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet: Tabernaklet med dets Paulun og dets Dække, med dets Hager og dets Fjæle, dets Tværstænger, dets Støtter og dets Fødder; Arken med dens Stænger, Naadestolen og Dækkets Forhæng; Bordet med dets Stænger og alle dets Redskaber og Skuebrødet; og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen; og Røgelsealteret med dets Stænger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Dækket for Døren, for Tabernaklets Dør; Brændofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod; Omhængene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Dækket for Forgaardens Port; Sømmene til Tabernaklet og Sømmene til Forgaarden og deres Snore; Tjenestens Klæder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klæder til Aron, Præsten, og Klæder til hans Sønner til at gøre Præstetjeneste udi. Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn. Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder. Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj; og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren. Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind, de førte det frem. Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtræ fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem. Og hver Kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Hænder, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned. Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevægede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene. Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet, og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien og til vellugtende Røgelse. Hver Mand og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til Herren. Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme. Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning; og til at udtænke Kunstværker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber; og til at udskære Stene til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande kunstig Gerning; og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme. Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskære, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Væveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtænke Kunstværker.

Morning Prayer — Second Lesson

Matthew 16

Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen. Men han svarede og sagde til dem: „Om Aftenen sige I: Det bliver en skøn Dag, thi Himmelen er rød; og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I det ikke. En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn.‟ Og han forlod dem og gik bort. Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at tage Brød med. Og Jesus sagde til dem: „Ser til, og tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Det er, fordi vi ikke toge Brød med.‟ Men da Jesus mærkede dette, sagde han: „I lidettroende! hvorfor tænke I ved eder selv paa, at I ikke have taget Brød med? Forstaa I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? Hvorledes forstaa I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg.‟ Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes Lære. Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine Disciple og sagde: „Hvem sige Folk, at Menneskesønnen er?‟ Men de sagde: „Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre Jeremias eller en af Profeterne.‟ Han siger til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Da svarede Simon Peter og sagde: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.‟ Og Jesus svarede og sagde til ham: „Salig er du, Simon Jonas's Søn! thi Kød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. Saa siger jeg ogsaa dig, at du er Petrus, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke faa Overhaand over den. Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.‟ Da bød han sine Disciple, at de maatte ikke sige til nogen, at han var Kristus. Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag. Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: „Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!‟ Men han vendte sig og sagde til Peter: „Vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟ Da sagde Jesus til sine Disciple: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning. Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige.‟

Responsorial Psalm

Psalm 68

Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly for hans Ansigt. Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. Men de retfærdige skulle glædes, de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. Faderløses Fader og Enkers Dommer er Gud i sin hellige Bolig. Gud lader de enlige bo i Huse, han udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela): Da bævede Jorden, og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. Din Hjord bosatte sig i Landet; du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. Herren lader. Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. Hærskarernes Konger fly, de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dues Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. Naar den Almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig. Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. Du opfor i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud! Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden. Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde! Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Nafthalis Fyrster. Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o Gud! det, du har gjort os. Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. Giver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

Gospel

John 15:1-7

„Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden. Hver Gren paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. I ere allerede rene paa Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. Bliver i mig, da bliver ogsaa jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver paa Vintræet, saaledes kunne I ikke heller, uden I blive i mig. Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del.

Responsorial Psalm

Psalm 129

De trængte mig haardt fra min Ungdom af — saa sige Israel! — de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig. Plovmændene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange. Herren er retfærdig, han overhuggede de ugudeliges Reb. De skulle beskæmmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion. De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det; af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm. Og de, som gaa forbi, sige ikke: Herrens Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i Herrens Navn.

Responsorial Psalm

Psalm 138

Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig. Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed. Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. Herre! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord. Og de skulle synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære. Thi Herren er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det fjerne. Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live; du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig. Herren skal fuldføre det for mig; Herre! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger.

Responsorial Psalm

Psalm 136

Priser Herren; thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog Ægypterne i deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udstødte Farao og hans Hær i det røde, Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; og fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; Amoriternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig; og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udrev os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Evening Prayer — First Lesson

2 Kings 19

Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig Sæk og gik ind i Herrens Hus. Og han sendte Eliakim, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og de ældste af Præsterne, som havde iført sig Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn. Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde. Maaske Herren din Gud vil høre alle Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt; saa opløft din Bøn folde overblevne, som findes. Der Kong Ezekias's Tjenere kom til Esajas, da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde Herren: Frygt ikke for de Ord, som du hørte, de, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig. Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil fælde ham med Sværd i hans Land. Og der Rabsake kom tilbage, da fandt han, at Kongen af Assyrien stred imod Libna; thi han havde hørt, at han var rejst fra Lakis. Og der han hørte om Thirhaka, Morlands Konge, og der sagdes: Se, han er dragen ud at stride imod dig, da sendte han igen Bud til Ezekias og lod sige: Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet? Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Karan og Rezef og Edens Børn, som vare i Thelassar? Hvor er Kongen af Hamath og Kongen af Arfad og Kongen af Sefarvajms Stad, af Hena og Iva? Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til Herrens Hus, og Ezekias udbredte dem for Herrens Ansigt. Og Ezekias bad for Herrens Ansigt og sagde: Herre! Israels Gud, du som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himmelen og Jorden. Herre, bøj dine Øren og hør! Herre, oplad dine Øjne og se! og hør Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud! Det er sandt, Herre! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land. Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskens Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. Men nu, Herre, vor Gud! kære, frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du, Herre, du alene er Gud. Da sendte Esajas, Amoz's Søn, til Ezekias og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud: Jeg har hørt, hvad du har bedet mig om imod Senakerib, Kongen af Assyrien. Dette er det Ord, som Herren har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig. Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige. Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov. Jeg har gravet Brønde og drukket de fremmede Vande og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler. Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe. Og de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede, de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks. Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig. Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig ad den Vej tilbage, som du kom paa. Og dette skal være dig Tegnet: At man i dette Aar skal æde det, som opvokser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster og planter Vingaarde og æder deres Frugt! Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter. Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; Herren Zebaoths Nidkærhed skal gøre det. Derfor saa sagde Herren om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den. Han skal drage ad den Vej tilbage, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger Herren. Thi jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld. Og det skete i den samme Nat, at Herrens Engel for ud og slog i Assyrernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage og blev i Ninive. Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds Hus, da ihjelsloge Adra-Melek og Sar-Ezer, hans Sønner, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

Second Reading

Acts 18

Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han. Og efterdi han øvede det samme Haandværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Haandværk. Men han holdt Samtaler i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: „Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gaa til Hedningerne.‟ Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus laa ved Siden af Synagogen. Men Synagogeforstanderen Krispus troede paa Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: „Frygt ikke, men tal og ti ikke, eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By.‟ Og han slog sig ned der et Aar og seks Maaneder og lærte Guds Ord iblandt dem. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde: „Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven.‟ Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: „Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, taalmodigt høre paa eder. Men er det Stridsspørgsmaal om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.‟ Og han drev dem bort fra Domstolen. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette. Men Paulus blev der endnu i mange Dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Haar klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte paa sig. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke; men han tog Afsked og sagde: „[Jeg maa endelig holde denne forestaaende Højtid i Jerusalem; men] jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil.‟ Og han sejlede ud fra Efesus og landede i Kæsarea, drog op og hilste paa Menigheden og drog saa ned til Antiokia. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Aanden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Daab. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de troende til megen Nytte; thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus.

Second Reading

Revelation 17

Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. Og han førte mig i Aanden ud i en Ørken; og jeg saa en Kvinde siddende paa et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Horn. Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og straalede af Guld og Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. Og paa hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. Og jeg saa Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg saa hende. Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. Dyret, som du saa, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gaa bort til Fortabelse; og de, som bo paa Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, naar de se, at Dyret var og er ikke og skal komme. Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder, og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, skal han blive en liden Tid. Og Dyret, som var og er ikke, er baade selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. Og de ti Horn, som du saa, ere ti Konger, som endnu ikke have faaet Rige, men faa Magt som Konger een Time sammen med Dyret. Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem — fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge — og de, som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. Og han sagde til mig: De Vande, som du saa, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemaal. Og de ti Horn, som du saa, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans* Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. Og Kvinden, som du saa, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.

Second Reading

Hebrews 5:1-10

Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron. Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟ som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟ han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest, og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led, og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

Second Reading

2 Peter 6:1-10

Gospel

Matthew 28

Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og traadte til og væltede Stenen bort og satte sig paa den. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: „I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren laa! Og gaar hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det.‟ Og de gik hastigt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: „Hil være eder!‟ Men de traadte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. Da siger Jesus til dem: „Frygter ikke! gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa, og der skulle de se mig.‟ Men medens de gik derhen, se, da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. Og de samledes med de Ældste og holdt Raad og gave Stridsmændene rigelige Penge og sagde: „Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. Og dersom Landshøvdingen faar det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.‟ Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag. Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de saa ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede. Og Jesus traadte frem, talte til dem og sagde: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.‟

Evening Prayer — Second Lesson

1 Corinthians 1

Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der paa ethvert Sted paakalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Naade, som blev given eder i Kristus Jesus, at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, saa at I ikke staa tilbage i nogen Naadegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, han, som ogsaa skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige paa vor Herres Jesu Kristi Dag. Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke maa findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Kloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. Dog, jeg døbte ogsaa Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden. Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Daarskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. Thi der er skrevet: „Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet.‟ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper af denne Verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Daarskab? Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Daarskab at frelse dem, som tro, eftersom baade Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Daarskab, men for selve de kaldede baade Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. Thi Guds Daarskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene. Thi ser, Brødre! paa eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, som var Daarskab for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, for at intet Kød skal rose sig for Gud. Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, baade Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; for at, som der er skrevet: „Den, som roser sig, rose sig af Herren!‟

Gospel

Luke 10:25-37

Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men han sagde til ham: „Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?‟ Men han svarede og sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.‟ Men han sagde til ham: „Du svarede ret; gør dette, saa skal du leve.‟ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?‟ Men Jesus svarede og sagde: „Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi. Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?‟ Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham.‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligesaa!‟

Gospel

John 8:1-11

[Men Jesus gik til Oliebjerget. Og aarle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. Og de sige til ham: „Mester! denne Kvinde er greben i Hor paa fersk Gerning. Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?‟ Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: „Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen paa hende!‟ Og han bøjede sig atter ned og skrev paa Jorden. Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. Men da Jesus rettede sig op og ingen saa uden Kvinden, sagde han til hende: „Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?‟ Men hun sagde: „Herre! ingen.‟ Da sagde Jesus: „Heller ikke jeg fordømmer dig; gaa bort, og synd ikke mere!‟]

Gospel

Matthew 27

Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.‟ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.‟ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.‟ Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.‟ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.‟ Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?‟ Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?‟ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.‟ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?‟ Men de sagde: „Barabbas.‟ Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?‟ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!‟ Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!‟ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟, gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde; og da han smagte det, vilde han ikke drikke. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, [for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟] Og de sade der og holdt Vagt over ham. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven saaledes: „Dette er Jesus, Jødernes Konge.‟ Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!‟ Ligesaa spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, saa lad ham nu stige ned af Korset, saa ville vi tro paa ham. Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.‟ Og paa samme Maade haanede ogsaa Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eli! Eli! Lama Sabaktani?‟ det er: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: „Han kalder paa Elias.‟ Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.‟ Men Jesus raabte atter med høj Røst og opgav Aanden. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes; og mange af de hensovede helliges Legemer bleve oprejste, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: „Sandelig, denne var Guds Søn.‟ Men der var mange Kvinder der, som saa til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som ogsaa selv var bleven Jesu Discipel. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent fint Linklæde og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus og sagde: „Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første.‟ Pilatus sagde til dem: „Der have I en Vagt; gaar hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!‟ Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.