Today's Readings

First Reading

Acts 12:12-19

Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare forsamlede og bade. Men da han bankede paa Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at høre efter. Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at aabne Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for Porten. Da sagde de til hende: „Du raser.‟ Men hun stod fast paa, at det var saaledes. Men de sagde: „Det er hans Engel.‟ Men Peter blev ved at banke paa, og da de lukkede op, saa de ham og bleve forbavsede. Da vinkede han til dem med Haanden, at de skulde tie, og fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han sagde: „Forkynder Jakob og Brødrene dette!‟ Og han gik ud og drog til et andet Sted. Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter. Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa til Kæsarea og opholdt sig der.

First Reading

Isaiah 21

Profeti imod Havets Ørk. Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Syden, saa kommer det fra Ørken, fra det forfærdelige Land. Mig er kundgjort et haardt Syn: Røveren røver, og Ødelæggeren ødelægger; drag op, Elam! træng paa Madaj! jeg har gjort, at hvert Suk hører op. Derfor ere mine Lænder fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg vrider mig, saa jeg ikke kan høre, jeg er forfærdet, saa at jeg ikke kan se. Mit Hjerte er forvildet, Gru har forfærdet mig, Tusmørket, som var min Lyst, er blevet mig til Rædsel. Man dækker Bord, Vagten vaager, man æder, man drikker; — „gører eder rede, I Fyrster! salver Skjoldet!‟ Thi saa sagde Herren til mig: Gak, sæt en Vægter ud, lad ham kundgøre, hvad han ser. Og ser han Vogne, Ryttere parvis, Vogne, dragne af Asener, Vogne, dragne af Kameler, da skal han give Agt, nøje Agt. Og han raabte som en Løve: Herre! jeg staar stadig paa Vagt om Dagen, jeg staar paa min Vare hver Nat. Og se! da kom der Vogne med Folk, Ryttere parvis; og han svarede og sagde: Babel er falden, den er falden, og man har kastet alle dens Gudebilleder knuste til Jorden! Du, min tærskede, og du, som har været lagt paa min Lo! det, jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundgjorde jeg eder. Profeti imod Duma. Der raaber en til mig fra Seir: Vægter, hvordan skrider Natten? Vægter, hvordan skrider Natten? Vægteren siger: Der kommer Morgen, men ogsaa Nat; ville I spørge, saa spørger! kommer igen en anden Gang. Profeti imod Arabien. I skulle blive Natten over i Skoven i Arabien, I rejsende Hobe af Dedaniter! De komme den tørstige i Møde med Vand; Indbyggerne i Themas Land møde den flygtende med Brød. Thi de flyede for Sværd, for det dragne Sværd, for den spændte Bue og for den svare Krig. Thi saa sagde Herren til mig: Endnu inden et Aar, som en Daglønners Aar, da skal al Kedars Herlighed faa Ende. Og Tallet af Buerne, som blive tilbage for de vældige af Kedars Børn, skal formindskes; thi Herren, Israels Gud, har talt det.

First Reading

1 Kings 17:1-16

Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som Herren, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord. Og Herrens Ord skete til ham og sagde: Gak herfra og vend dig imod Østen og skjul dig ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. Og han gik og gjorde efter Herrens Ord og gik og blev ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken. Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Bækken tør, thi der var ikke Regn i Landet. Da skete Herrens Ord til ham og sagde: Staa op og gak til Sarepta, som er ved Sidon, og bliv der; se, jeg har budet der en Enke, at hun skal forsørge dig. Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med i din Haand. Men hun sagde: Saa vist som Herren din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø. Og Elias sagde til hende: Frygt ikke, gak ind, gør det efter dine Ord; dog lav mig først en liden Kage deraf og bring mig den ud, siden skal du lave dig og din Søn noget. Thi saa siger Herren, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at Herren skal give Regn over Jorderige. Og hun gik og gjorde efter Elias's Ord; og hun aad, ja, han og hun og hendes Hus i en god Tid. Melet i Krukken blev ikke fortæret, og Oliekruset blev ikke tomt, efter Herrens Ord, som han talte ved Elias.

Morning Prayer — First Lesson

Genesis 11:1-10

Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog. Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der. Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk. Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden. Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede. Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre. Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal. Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden. Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds. Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.

Epistle

Acts 10:34,42-48

Men Peter oplod Munden og sagde: „Jeg forstaar i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; Og han har paabudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn.‟ Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligaand paa alle dem, som hørte Ordet. Og de troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, at den Helligaands Gave var bleven udgydt ogsaa over Hedningerne; thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. Da svarede Peter: „Mon nogen kan formene disse Vandet, saa de ikke skulde døbes, de, som dog have faaet den Helligaand lige saa vel som vi?‟ Og han befalede, at de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.

First Reading

Nehemiah 2

Og det skete i Nisan Maaned i Kong Artakserkses's tyvende Aar, da stod der Vin for hans Ansigt, og jeg tog Vinen og gav Kongen, og jeg havde ikke vist mig sørgmodig for hans Ansigt. Da sagde Kongen til mig: Hvorfor er du sørgmodig? og du er ikke syg, det er ikke dette, men dit Hjerte er sørgmodigt; da frygtede jeg saare meget. Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild? Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen. Da sagde jeg til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, og dersom din Tjener synes god for dit Ansigt, da sende du mig til Juda, til mine Fædres Begravelsers Stad, at jeg maa bygge den op. Da sagde Kongen og Dronningen, som sad hos ham, til mig: Hvor længe skal din Rejse vare, og naar vil du komme igen? Og det syntes Kongen godt, og han sendte mig hen, og jeg satte ham en bestemt Tid. Og jeg sagde til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, da lad dem give mig Breve til Landshøvdingerne paa hin Side Floden, at de lade mig komme frem, indtil jeg kommer til Juda, og Brev til Asaf, som har Opsyn over Kongens Lysthave, at han maa give mig Træ til at sammentømre Porten paa Borgen, som hører til Huset, og ligeledes til Stadsmurene og til det Hus, som jeg skal drage ind udi; og Kongen gav mig det, efterdi min Guds gode Haand var over mig. Da kom jeg til Landshøvdingerne paa hin Side Floden og gav dem Kongens Breve, og Kongen sendte Stridshøvedsmænd og Ryttere med mig. Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, hørte det, da gjorde det dem saare ondt, at der var kommet et Menneske til at søge Israels Børns Bedste. Og der jeg kom til Jerusalem og havde været der i tre Dage, da gjorde jeg mig rede om Natten, jeg og faa Mænd med mig, og jeg gav ikke til Kende for noget Menneske, hvad min Gud indgav mit Hjerte at gøre for Jerusalem, og der var intet Dyr med mig uden det Dyr, som jeg red paa. Og jeg drog ud ad Dalporten om Natten og hen imod Dragekilden og hen til Møgporten, og jeg undersøgte Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte, som vare fortærede af Ild. Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Dam, og der var ikke Rum for Dyret til at komme frem under mig. Og jeg drog om Natten op i Dalen, og jeg undersøgte Muren, og jeg vendte om og kom ind ad Dalporten og vendte tilbage. Og Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gaaet hen, eller hvad jeg gjorde, og for Jøderne og Præsterne og de ypperste og Forstanderne og de øvrige, som skulde have med Gerningen at gøre, havde jeg ikke hidindtil tilkendegivet det. Da sagde jeg til dem: I se den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbrændte af Ild: Kommer og lader os opbygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle være til Spot. Og jeg fortalte dem om min Guds Haand, som var god over mig, tilmed om Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gøre os rede og bygge, og de styrkede deres Hænder til det gode Værk. Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, Araberen, hørte det, da bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gøre? ville I være genstridige imod Kongen? Da svarede jeg dem og sagde til dem: Gud i Himmelen, han skal lade det lykkes for os, og vi hans Tjenere, vi ville gøre os rede og bygge; men I have ikke Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem.

Morning Prayer — Second Lesson

1 Corinthians 12:1-14

Men hvad de aandelige Gaver angaar, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder. Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Aand, siger: „Jesus er en Forbandelse,‟ og ingen kan sige: „Jesus er Herre‟ uden ved den Helligaand. Der er Forskel paa Naadegaver, men det er den samme Aand; og der er Forskel paa Tjenester, og det er den samme Herre; og der er Forskel paa kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle. Men til enhver gives Aandens Aabenbarelse til det, som er gavnligt. En gives der nemlig ved Aanden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Aand; en anden Tro i den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede i den ene Aand; en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Aander; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Aand, som uddeler til enhver især, efter som han vil. Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, saaledes ogsaa Kristus. Thi med een Aand bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Aand at drikke. Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange.

Responsorial Psalm

Psalm 86

Herre! bøj dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig. Bevar min Sjæl; thi jeg er hellig; frels din Tjener, du min Gud! ham, som forlader sig paa dig. Herre! vær mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag. Glæd din Tjeners Sjæl; thi til dig, Herre, opløfter jeg min Sjæl. Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalde dig. Herre! vend dit Øre til min Bøn og giv Agt paa mine ydmyge Begæringers Røst. Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig. Der er ingen som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger. Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn. Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud. Lær mig, Herre! din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed, vend mit Hjerte imod dette ene, at frygte dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og ære dit Navn evindelig. Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige. Gud! de hovmodige staa op imod mig, og Voldsmænds Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres Øjne. Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed. Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig! giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenestekvindes Søn! Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskæmmes; thi du, Herre! har hjulpet mig og trøstet mig.

Gospel

John 3:16-21

Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Den, som tror paa ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger maa blive aabenbare; thi de ere gjorte i Gud.‟

Responsorial Psalm

Psalm 136

Priser Herren; thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog Ægypterne i deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udstødte Farao og hans Hær i det røde, Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; og fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; Amoriternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig; og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udrev os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Responsorial Psalm

Psalm 145

Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn evindelig og altid. Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid. Herren er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig. En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde. Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfalde Gerninger. Og der skal tales om dine forfærdelige Gerningers Vælde, og jeg vil fortælle om din Magt. De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfærdighed. Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed. Herren er god imod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger. Dig, Herre! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig. De skulle forkynde dit Riges Ære, tale om din Vælde, for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære. Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. Herren opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede. Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed. Herren er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger. Herren er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem. Herren bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige. Min Mund skal udtale Herrens Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.

Responsorial Psalm

Psalm 143

Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed, og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig. Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed. Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig. Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning. Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. Skynd dig, bønhør mig, Herre! min Aand forgaar, skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen. Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi jeg har forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej, som jeg skal gaa paa; thi jeg har opløftet min Sjæl til dig. Fri mig fra mine Fjender, Herre! hos dig har jeg søgt Skjul. Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land! For dit Navns Skyld, Herre! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af Trængsel. For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordærve alle dem, som trænge min Sjæl; thi jeg er din Tjener.

Evening Prayer — First Lesson

Numbers 11:16-31

Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, om hvilke du ved, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke ene bære den. Og til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skulle I æde Kød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kød, at I skulle æde. I skulle ikke æde een Dag og ej to Dage og ej fem Dage og ej ti Dage og ej tyve Dage, men en Maaneds Dage, indtil det gaar ud af eders Næse og er eder til en Afsky; fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten? Og Mose sagde: Seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du siger: Jeg vil give dem Kød, og de skulle æde en Maaneds Tid. Mon der skal slagtes smaat Kvæg og stort Kvæg for dem, at der kan blive nok til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan blive nok til dem? Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej. Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste og stillede dem rundt omkring Paulunet. Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve Ældste, og det skete, der Aanden hvilede paa dem, da profeterede de, og de gjorde det ikke siden. Men der var to Mænd blevne tilbage i Lejren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede over dem, thi de vare iblandt de opskrevne, men de vare dog ikke udgangne til Paulunet, og de profeterede i Lejren. Da løb en Dreng og gav Mose tilkende og sagde: Eldad og Medad profetere i Lejren. Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, en af hans udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose! forhindre dem. Men Mose sagde til ham: Er du nidkær for mig? gid alt Herrens Folk var Profeter, og Herren vilde give sin Aand over dem! Og Mose forføjede sig til Lejren, han og de Ældste af Israel. Da for der et Vejr ud fra Herren og førte Vagtler fra Havet og strøede dem over Lejren, ved en Dags Rejse til den ene og ved en Dags Rejse til den anden Side, trindt omkring Lejren, og ved to Alen højt paa Jorden.

Second Reading

Acts 25

Da Festus nu havde tiltraadt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem. Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham, idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa at slaa ham ihjel paa Vejen. Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned. „Lad altsaa,‟ sagde han, „dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden.‟ Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig paa Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem. Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemaal, som de ikke kunde bevise, efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: „Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke.‟ Men Festus, som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: „Er du villig til at drage op til Jerusalem og der staa for min Domstol i denne Sag?‟ Men Paulus sagde: „Jeg staar for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som ogsaa du ved helt vel. Dersom jeg saa har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har paa sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren.‟ Da talte Festus med sit Raad og svarede: „Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren.‟ Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste paa Festus. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: „Der er en Mand efterladt af Feliks som Fange; imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham. Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og faar Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen. Da de altsaa kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag paa Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem. Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet; men de havde nogle Stridsspørgsmaal med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus paastod er i Live. Men da jeg var tvivlraadig angaaende Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag paadømme. Men da Paulus gjorde Paastand paa at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren.‟ Da sagde Agrippa til Festus: „Jeg kunde ogsaa selv ønske at høre den Mand.‟ Men han sagde: „I Morgen skal du faa ham at høre.‟ Næste Dag altsaa, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev paa Festus's Befaling Paulus ført frem. Og Festus siger: „Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, baade i Jerusalem og her, raabende paa, at han ikke længer bør leve. Men jeg indsaa, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen. Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, naar Undersøgelsen er sket. Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden ogsaa at angive Beskyldningerne imod ham.‟

Second Reading

Romans 2

Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve saadanne Ting. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve saadanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom? Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag, han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme. Trængsel og Angest over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, baade en Jødes først og en Grækers; men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, baade en Jøde først og en Græker! Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle ogsaa fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven; thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres — thi naar Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse, uden at have Loven, sig selv en Lov; de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller ogsaa forsvare hverandre — paa den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus. Men naar du kalder dig Jøde og forlader dig trygt paa Loven og roser dig af Gud og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, — du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler! Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! Thi „for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne‟, som der er skrevet. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? Og naar den af Natur uomskaarne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aand, ikke i Bogstav — hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud.

Second Reading

Hebrews 10:1-18

Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede? Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟ Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven), saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand, idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: „Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

Second Reading

2 Peter 7:1-10

Gospel

Mark 7

Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder (thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke), saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?‟ Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟ I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.‟ Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder‟; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟ Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),‟ da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.‟ Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar! Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. [Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟] Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren? Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.‟ Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed; alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.‟ Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter. Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟ Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.‟ Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.‟ Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op! Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret. Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟

Evening Prayer — Second Lesson

1 Corinthians 13

Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet. Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt. Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgaa, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgaa; thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; men naar det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgaa. Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu se vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

Gospel

Luke 12:13-34

Men en af Skaren sagde til ham: „Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig.‟ Men han sagde til ham: „Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?‟ Og han sagde til dem: „Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror paa, hvad han ejer, selv om han har Overflod.‟ Og han sagde en Lignelse til dem: „Der var en rig Mand, hvis Mark havde baaret godt. Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange Aar; slaa dig til Ro, spis, drik, vær lystig! Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til, som du har beredt? Saaledes er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud.‟ Men han sagde til sine Disciple: „Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. Giver Agt paa Ravnene, at de hverken saa eller høste, og de have ikke Forraadskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? Formaa I altsaa ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? Giver Agt paa Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som i Dag staar og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. Men søger hans Rige, saa skulle disse Ting gives eder i Tilgift. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. Thi hvor eders Skat er, der vil ogsaa eders Hjerte være.

Gospel

John 9:13-25

De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og aabnede hans Øjne. Atter spurgte nu ogsaa Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: „Han lagde Dynd paa mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg.‟ Nogle af Farisæerne sagde da: „Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han ikke holder Sabbaten.‟ Andre sagde: „Hvorledes kan et syndigt Menneske gøre saadanne Tegn?‟ Og der var Splid imellem dem. De sige da atter til den blinde: „Hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øjne?‟ Men han sagde: „Han er en Profet.‟ Saa troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt paa Forældrene til ham, som havde faaet sit Syn. Og de spurgte dem og sagde: „Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?‟ Hans Forældre svarede dem og sagde: „Vi vide, at denne er vor Søn, og at han var født blind. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har aabnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er gammel nok; han maa selv tale for sig.‟ Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen. Derfor sagde hans Forældre: „Han er gammel nok, spørger ham selv!‟ Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en Synder.‟ Da svarede han: „Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser.‟

Gospel

Acts 6

Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: „Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Aand og Visdom; dem ville vi saa indsætte til denne Gerning. Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.‟ Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus, en Mand fuld af Tro og den Helligaand, og Filip og Prokorus og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia; dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne paa dem. Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen. Men Stefanus, fuld af Naade og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket. Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus. Og de kunde ikke modstaa den Visdom og den Aand, som han talte af. Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: „Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.‟ Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Raadet; og de fremstillede falske Vidner, som sagde: „Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven. Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os.‟ Og alle de, som sade i Raadet, stirrede paa ham, og de saa hans Ansigt som en Engels Ansigt.