Today's Readings

First Reading

1 Corinthians 9:1-12

Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? ere I ikke min Gerning i Herren? Er jeg ikke Apostel for andre, saa er jeg det dog i det mindste for eder; thi Seglet paa min Apostelgerning ere I i Herren. Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig. Have vi ikke Ret til at spise og drikke? Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som ogsaa de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas? Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at arbejde? Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig paa egen Sold? Hvem planter en Vingaard og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og nyder ikke af Hjordens Mælk? Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke ogsaa Loven dette? Thi i Mose Lov er der skrevet: „Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, som tærsker.‟ Er det Okserne, Gud bekymrer sig om, eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i Haab, og den, som tærsker, bør gøre det i Haab om at faa sin Del. Naar vi have saaet eder de aandelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige? Dersom andre nyde saadan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere? Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi taale alt, for at vi ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium.

First Reading

Isaiah 52

Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds Klæder, Jerusalem, du hellige Stad! thi ingen uomskaaren eller uren skal ydermere komme ind i dig. Ryst Støvet af dig, staa op, tag Sæde, Jerusalem! gør dig løs fra Lænkerne om din Hals, du Zions fangne Datter! Thi saa siger Herren: I ere solgte for intet, I skulle heller ikke løskøbes ved Penge. Thi saa siger den Herre, Herre: I Begyndelsen for mit Folk ned til Ægypten for at være fremmed der; og derpaa undertrykker Assur det for intet. Og nu, hvad har jeg faaet her? siger Herren; thi mit Folk er bortført for intet; dets Herskere hyle, siger Herren, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag. Derfor skal mit Folk lære at kende mit Navn; ja, derfor paa denne Dag; thi jeg er den, som taler, se, her er jeg. Hvor dejlige paa Bjergene ere dens Fødder, som bærer glædeligt Budskab, som forkynder Fred, som bærer glædeligt Budskab om godt, som forkynder Frelse og siger til Zion: Din Gud er Konge! Dine Vægteres Røst er der! de opløfte deres Røst, de synge alle med Fryd; thi med Øje imod Øje skue de, at Herren vender tilbage til Zion. Raaber med Fryd, synger med Jubel til Hobe, I Jerusalems øde Steder! thi Herren har trøstet sit Folk, han har genløst Jerusalem. Herren har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse. Bort, bort! drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af dens Midte, renser eder, I, som bære Herrens Kar! Thi I skulle ikke drage ud med Hast ej heller gaa bort i Flugt; thi Herren gaar for eders Ansigt, og Israels Gud slutter eders Tog. Se, min Tjener skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj. Ligesom mange forskrækkedes over ham — saa var hans Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn, — saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.

First Reading

Isaiah 43:1-13

Men nu, saa siger Herren, som skabte dig, Jakob, og dannede dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved dit Navn, du er min. Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig. Thi jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted. Efterdi du var agtet dyrebar for mine Øjne, var æret, og jeg elskede dig: Saa har jeg givet Mennesker i dit Sted og Folkeslag i Stedet for din Sjæl. Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Sæd fra Østen og samle dig hjem fra Vesten. Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Hold ikke tilbage; før mine Sønner hid fra det fjerne og mine Døtre fra Jordens Ende, hver den, som er kaldet med mit Navn, og som jeg har skabt til min Ære; hver den, jeg har dannet, og som jeg har gjort. Han fører det blinde Folk ud, som dog har Øjne, og de døve, som dog have Øren. Alle Hedningerne samle sig til Hobe, og Folkene sankes; hvo er iblandt dem, som kan kundgøre dette og lade os høre de første Ting? lad dem føre deres Vidner frem, for at de kunne faa Ret, og man kan høre og sige: Det er Sandhed, I ere mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skulde vide det og tro mig og forstaa, at jeg er; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være. Jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden jeg. Jeg har kundgjort det og har frelst og ladet eder høre det, og der var ingen fremmed Gud iblandt eder; og I ere mine Vidner, siger Herren, at jeg er Gud. Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

Morning Prayer — First Lesson

Proverbs 1

Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge, for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord; for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished; for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt. Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler. Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning. Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov; thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag; vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov; du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose: Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti; thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod; thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne; og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv. Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv. Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab? Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord. Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt; og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse: Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for; naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder: Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig. Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse: Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad. Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv. Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.

Epistle

Sirach 45:1-6

First Reading

Proverbs 25

Disse ere ogsaa Salomos Ordsprog, hvilke Judas Konge, Ezekias's Mænd have samlet. Det er Guds Ære at skjule en Ting, men det er Kongers Ære at ransage en Ting. Himmelen i Højhed og Jorden i Dybde og Kongers Hjerte ere uransagelige. Man borttog Slaggerne fra Sølvet, saa fik Guldsmeden et Kar ud deraf; man borttage den ugudelige, som er for Kongens Ansigt, saa skal hans Trone befæstes ved Retfærdighed. Bram ikke for Kongens Ansigt, og stil dig ikke paa de mægtiges Sted! Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig her op! end at man skal sætte dig ned for en Fyrstes Ansigt, som dine Øjne have set. Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig. Før din Sag imod din Næste; men aabenbar ikke en andens Hemmelighed, paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig. Som Guldæbler i Sølvskaaler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid. Som et gyldent Smykke og en kostbar Prydelse vil den, som irettesætter viselig, være for det Øre, som hører efter. Som Sneens Kølighed paa en Høstdag er et trofast Bud for dem, som sende ham, og han vederkvæger sine Herrers Sjæl. Som Taage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer. Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød. Tunge sønderbryder Ben. Har du fundet Honning, saa spis til din Nødtørft, at du ej skal mættes af den og udspy den. Lad din Fod sjælden komme i din Vens Hus, at han ej skal blive ked af dig og hade dig. Som en Hammer og et Sværd og en hvas Pil er den Mand, som siger falsk Vidnesbyrd imod sin Næste. Som en skør Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den troløse paa Nødens Dag. Som den, der aflægger Klæderne den Dag, det er koldt, som Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et bedrøvet Hjerte. Dersom din Fjende hungrer, giv ham Brød at æde; og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke; thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det. Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt. Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen. Som koldt Vand for en træt Sjæl, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land. Som en plumret Kilde og en fordærvet Brønd er den retfærdige, som snubler for en ugudelig. At æde megen Honning er ikke godt; ej heller er det en Ære, naar Folk ransage deres egen Ære. Som en gennembrudt Stad uden Mur, saa er en Mand, som ikke kan tvinge sin Aand.

Morning Prayer — Second Lesson

Luke 8

Og det skete i Tiden derefter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv og nogle Kvinder, som vare helbredede fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Aander vare udfarne; og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede. Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: „En Sædemand gik ud at saa sin Sæd; og idet han saaede, faldt noget ved Vejen og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. Og noget faldt paa Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt.‟ Da han sagde dette, raabte han: „Den, som har Øren at høre med, han høre!‟ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde? Og han sagde: „Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstaa. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste. Men de paa Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og saa gaa hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt. Men det i den gode Jord, det er dem, som, naar de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed. Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset. Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive aabenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset. Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.‟ Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke naa frem til ham for Skaren. Og det blev ham meddelt: „Din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at se dig.‟ Men han svarede og sagde til dem: „Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det.‟ Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: „Lader os fare over til hin Side af Søen;‟ og de sejlede ud. Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. Da traadte de hen og vækkede ham og sagde: „Mester, Mester! vi forgaa.‟ Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. Og han sagde til dem: „Hvor er eders Tro?‟ Men de frygtede og undrede sig og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden han byder baade over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?‟ Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over for Galilæa. Men da han traadte ud paa Landjorden, mødte der ham en Mand fra Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Aander og ikke havde haft Klæder paa og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene. Men da han saa Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: „Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig.‟ Thi han bød den urene Aand at fare ud af Manden; thi i lange Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med, og dreves af den onde Aand ud i Ørkenerne. Men Jesus spurgte ham og sagde: „Hvad er dit Navn?‟ Men han sagde: „Legion‟; thi mange onde Aander vare farne i ham. Og de bade ham om, at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden; men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. Men de onde Aander fore ud af Manden og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede. Men da Hyrderne saa det, som var sket, flyede de og forkyndte det i Byen og paa Landet. Da gik de ud for at se det, som var sket, og de kom til Jesus og fandt Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Samling; og de frygtede. Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte var bleven frelst. Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde gaa bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik om Bord i et Skib og vendte tilbage igen. Men Manden, af hvem de onde Aander vare udfarne, bad ham om, at han maatte være hos ham; men han lod ham fare og sagde: „Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig.‟ Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham. Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de ventede alle paa ham. Og se, der kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme ind i hans Hus; thi han havde en enbaaren Datter, omtrent tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen om ham. Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar og havde kostet al sin Formue paa Læger og ikke kunde blive helbredet af nogen, hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og straks standsedes hendes Blodflod. Og Jesus sagde: „Hvem var det, som rørte ved mig?‟ Men da alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: „Mester! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig?‟ Men Jesus sagde: „Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.‟ Men da Kvinden saa, at det ikke var skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven helbredet. Men han sagde til hende: „Datter! din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred!‟ Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger til ham: „Din Datter er død; umag ikke Mesteren!‟ Men da Jesus hørte det, svarede han ham: „Frygt ikke; tro blot; saa skal hun blive frelst.‟ Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gaa ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder. Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: „Græder ikke; hun er ikke død, men sover.‟ Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død. Men han greb hendes Haand og raabte og sagde: „Pige, staa op!‟ Og hendes Aand vendte tilbage, og hun stod straks op; og han befalede, at de skulde give hende noget at spise. Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke maatte sige nogen det, som var sket.

Responsorial Psalm

Psalm 128

Lyksalig hver den, som frygter Herren, som gaar paa hans Veje! Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel. Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord. Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren. Herren skal velsigne dig fra Zion, og du skal se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage. Og du skal se Børn af dine Børn! Fred være over Israel!

Gospel

Matthew 19:27-29

Da svarede Peter og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?‟ Men Jesus sagde til dem: „Sandelig siger jeg eder, at i Igenfødelsen, naar Menneskesønnen sidder paa sin Herligheds Trone, skulle ogsaa I, som have fulgt mig, sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer. Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal faa det mange Fold igen og arve et evigt Liv.

Responsorial Psalm

Psalm 16

Af David; et „gyldent Smykke‟. Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig. Du sagde til Herren: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig; i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er. Mange skulle deres Smerter blive, som haste efter en anden; jeg vil ikke udgyde deres Drikofre af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Læber. Herren er min Arvs Del og mit Bæger; du er den, som opholder min Lod. Snorene faldt mig paa de liflige Steder, ja, en dejlig Arv tilfaldt mig. Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde mig om Nætterne. Jeg har stedse sat Herren for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes. Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig. Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din hellige se Forraadnelse. Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

Responsorial Psalm

Psalm 26

Af David. Herre! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble. Prøv mig, Herre! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed. Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. Jeg tor mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, Herre! for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger. Herre! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted. Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgerrige Folk, i hvis Hænder der er Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk. Men jeg vil vandre i min Uskyldighed; forløs mig og vær mig naadig! Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.

Responsorial Psalm

Psalm 25

En Psalme af David. Til dig, Herre! opløfter jeg min Sjæl. Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig. Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som handle troløst uden Aarsag. Herre! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. Herre! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre! Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. For dit Navns Skyld, Herre, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor. Hvo er den Mand, som frygter Herren? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge. Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet. Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den. Mine Øjne ere stedse til Herren; thi han skal drage mine Fødder ud af Garnet. Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig. Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt sig; før mig ud af mine Trængsler! Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Synder! Se hen til mine Fjender, thi de ere mange; og de hade mig med uretfærdigt Had. Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig. Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig. Forløs, o Gud, Israel af al dets Nød!

Evening Prayer — First Lesson

Proverbs 2

Min Søn! dersom du vil tage imod mine Ord og gemme mine Rud hos dig, saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt; ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt; dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter skjulte Skatte: Da skal du forstaa Herrens Frygt og finde Guds Kundskab. Thi Herren giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt. Han gemmer det varige gode til de oprigtige; han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig, saa han bevogter Rettens Stier og bevarer sine helliges Vej. Da skal du forstaa Ret og Retfærdighed og Retvished, al god Vej. Thi Visdom skal komme i dit Hjerte og Kundskab være liflig for din Sjæl. Kløgt skal bevare dig og Indsigt bevogte dig for at fri dig fra Ondskabs Vej, fra en Mand, som taler forvendte Ting; fra dem, som forlade Rettens Stier for at gaa paa Mørkets Veje; dem, som glæde sig ved at gøre ondt og fryde sig i Ondskabs Forvendthed; dem, hvis Stier ere krogede, og hvis Veje ere bugtede; for at fri dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte, hende, som har forladt sin Ungdoms Ven, og som har glemt sin Guds Pagt; thi hendes Hus bøjer ned imod Døden og hendes Veje til Dødningerne; alle de, som gaa ind til hende, skulle ikke komme tilbage og ikke naa Livsens Stier; — paa det du kan vandre paa de godes Vej og holde dig paa de retfærdiges Stier. Thi de retskafne skulle bo i Landet og de oprigtige blive tilovers derudi; men de ugudelige skulle udryddes af Landet og de troløse udslettes deraf.

Second Reading

I Timothy 6

Alle de, som ere Trælle under Aag, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. Men de, der have troende Herrer, maa ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil! Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt, han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhaanelser, ond Mistanke og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da aabenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. Men naar vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter. Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. Jeg byder dig for Guds Aasyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen! Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; at de gøre godt, ere rige paa gode Gerninger, gerne give, meddele og saaledes opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv. O, Timotheus! vogt paa den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse, hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Naaden være med dig!

Second Reading

II Corinthians 1

Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som ogsaa vi lide; og vort Haab om eder er fast, efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, saaledes ere I det ogsaa i Trøsten. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. Ja, selv have vi hos os selv faaet det Svar: „Døden‟, for at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprejser de døde, han, som friede os ud af saa stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os, idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde maa blive rigeligt takket for os, for den Naade, som er bevist os. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Naade have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller ogsaa erkende; men jeg haaber, at I indtil Enden skulle erkende, ligesom I ogsaa til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, paa den Herres Jesu Dag. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde faa Naade to Gange, og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. Naar jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da saa handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? Saa sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor faa de ogsaa ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, som ogsaa beseglede os og gav os Aandens Pant i vore Hjerter. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl paa, at det var for at skaane eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa eders Glæde; thi i Troen staa I.

Second Reading

2 Peter 1:12-21

Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde eder om dette, ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til Stede hos os. Men jeg anser det for ret at vække eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Telt, da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, saaledes som jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende. Og jeg vil ogsaa gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde. Thi vi have ikke fulgt kløgtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have været Øjenvidner til hans Majestæt, nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en saadan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟ Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham paa det hellige Bjerg. Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte paa som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter, idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror paa egen Tydning. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligaand talte hellige Guds Mænd.

Second Reading

Colossians 1:9-14

Derfor have ogsaa vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære, at I maatte fyldes med Erkendelsen af hans Villie i al Visdom og aandelig Indsigt til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud, idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Udholdenhed og Taalmodighed med Glæde og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse,

Gospel

Luke 22

Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Paaske, nærmede sig. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for Folket. Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forraade ham til dem. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forraade ham til dem uden Opløb. Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man skulde slagte Paaskelammet. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: „Gaar hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne spise det.‟ Men de sagde til ham: „Hvor vil du, at vi skulle berede det?‟ Men han sagde til dem: „Se, naar I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han gaar ind, og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Paaskelammet med mine Disciple? Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.‟ Og de gik hen og fandt det saaledes, som han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. Og han sagde til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskelam med eder, førend jeg lider. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.‟ Og han tog en Kalk, takkede og sagde: „Tager dette, og deler det imellem eder! Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.‟ Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: „Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. Men se, hans Haand, som forraader mig, er her paa Bordet hos mig. Thi Menneskesønnen gaar bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!‟ Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette. Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem om, hvem af dem der maatte synes at være den største. Men han sagde til dem: „Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. I derimod ikke saaledes; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.‟ Men Herren sagde: „Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!‟ Men han sagde til ham: „Herre! jeg er rede til at gaa med dig baade i Fængsel og i Døden.‟ Men han sagde: „Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.‟ Og han sagde til dem: „Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?‟ Og de sagde: „Intet.‟ Men han sagde til dem: „Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes paa mig, dette: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere;‟ thi ogsaa med mig har det en Ende.‟ Men de sagde: „Herre! se, her ere to Sværd.‟ Men han sagde til dem: „Det er nok.‟ Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.‟ Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde: „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!‟ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.‟ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?‟ Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?‟ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!‟ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.‟ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.‟ Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!‟ Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.‟ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.‟ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.‟ Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.‟ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen. Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.‟ Og han gik udenfor og græd bitterligt. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?‟ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!‟ Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.‟ Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?‟ Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.‟ Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!‟

Evening Prayer — Second Lesson

Ephesians 2

Ogsaa eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, iblandt hvilke ogsaa vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom ogsaa de andre — men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ogsaa da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus — af Naade ere I frelste! — og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. Thi af Naaden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Haanden, at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Aand Adgang til Faderen. Saa ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, opbyggede paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, i hvem ogsaa I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Aanden.

Gospel

Luke 23:44-56

Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: „Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;‟ og da han havde sagt det, udaandede han. Men da Høvedsmanden saa det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: „I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.‟ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de saa, hvad der skete, og vendte tilbage. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligesaa de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og saa dette. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Raadsherre, en god og retfærdig Mand, han havde ikke samtykket i deres Raad og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saa Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

Gospel

Matthew 7:12-14

Altsaa, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle ogsaa I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne. Gaar ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred, som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gaa ind ad den; thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.

Gospel

Matthew 13

Paa hin Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. Og store Skarer samlede sig om ham, saa han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod paa Strandbredden. Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: „Se, en Sædemand gik ud at saa. Og idet han saaede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og aade det op. Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. Den, som har Øren, han høre!‟ Og Disciplene gik hen og sagde til ham: „Hvorfor taler du til dem i Lignelser?‟ Men han svarede og sagde til dem: „Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstaa ikke heller. Og paa dem opfyldes Esajas Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstaa og se med eders Øjne og dog ikke se. Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem. Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attraaede at se, hvad I se, og saa det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke. Saa hører nu I Lignelsen om Sædemanden! Naar nogen hører Rigets Ord og ikke forstaar det, da kommer den Onde og river det bort, som er saaet i hans Hjerte; denne er det, som blev saaet ved Vejen. Men det, som blev saaet paa Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. Men det, som blev saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. Men det, som blev saaet i god Jord, er den, som hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold.‟ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom ogsaa Ugræsset til Syne. Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da faaet Ugræsset fra? Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det sammen? Men han siger: Nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!‟ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark. Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.‟ En anden Lignelse talede han til dem: „Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Maal Mel, indtil det blev syret alt sammen.‟ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: „Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse.‟ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: „Forklar os Lignelsen om Ugræsset paa Marken!‟ Men han svarede og sagde: „Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen, og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende. Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øren, han høre! Himmeriges Rige ligner en Skat, som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den gaar han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark. Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags. Og da det var blevet fuldt, drog man det op paa Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de raadne ud. Saaledes skal det gaa til ved Verdens Ende. Englene skulle gaa ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Have I forstaaet alt dette?‟ De sige til ham: „Ja.‟ Men han sagde til dem: „Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forraad.‟ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. Og han kom til sin Fædreneby og lærte dem i deres Synagoge, saa at de bleve slagne af Forundring og sagde: „Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette?‟ Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: „En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus.‟ Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.