Today's Readings

First Reading

1 Corinthians 15:42-58

Saaledes er det ogsaa med de dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; det saaes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; der saaes et sjæleligt Legeme, der oprejses et aandeligt Legeme. Naar der gives et sjæleligt Legeme, gives der ogsaa et aandeligt. Saaledes er der ogsaa skrevet: „Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;‟ den sidste Adam blev til en levendegørende Aand. Men det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. Saadan som den jordiske var, saadanne ere ogsaa de jordiske; og saadan som den himmelske er, saadanne ere ogsaa de himmelske. Og ligesom vi have baaret den jordiskes Billede, saaledes skulle vi ogsaa bære den himmelskes Billede! Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles, i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. Thi dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. Men naar dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: „Døden er opslugt til Sejr.‟ „Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?‟ Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.

First Reading

Jeremiah 6

Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse. Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger jeg. Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke. Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen hælder, og Aftenens Skygger udstrække sig. Staar op, og lader os drage op om Natten og ødelægge hendes Paladser. Thi saa sigen den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt. Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag. Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi. Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene. For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre? se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det. Men af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes. Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren. Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred. De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren. Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa. Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt. Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem. Hør, du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de. Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortliggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke. Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme. Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses Ira det yderste af Jorden. De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter! Vi have hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder. Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thi Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel; trindt omkring. 0, mit Folks Datter! ombind dig med Sæk, og vælt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelæggeren skal komme hastelig over os. Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej. De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordærvede. Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte. Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.

First Reading

Jeremiah 9:23-24

Saa siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom; men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er Herren, som gør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger Herren.

Morning Prayer — First Lesson

Ecclesiastes 9

Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed. Ondt iblandt alt det, som sker under Solen, er dette: At det samme hændes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres Hjerte, saa længe de leve, og derefter fare de til de døde. Thi hvo er den, som kan undtages? om alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død; thi de levende vide, at de skulle dø; men de døde vide ikke noget, og de have ingen Løn ydermere; men deres Ihukommelse er glemt. Baade deres Kærlighed og deres Had og deres Avind er forlængst forsvunden, og de have i al Evighed ingen Del ydermere i alt det, som sker under Solen. Gak hen, æd dit Brød med Glæde og drik din Vin med et godt Mod; thi Gud har forlængst Behag i dine Gerninger. Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved! Nyd Livet med en Hustru, som du elsker, alle dine Forfængeligheds Levedage, som Gud har givet dig under Solen, alle dine Forfængeligheds Dage; thi det er din Del af Livet og af dit Arbejde, som du arbejder med under Solen. Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen. Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle. Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid, eftersom den falder hastelig over dem. Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og den syntes mig stor: Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsværker om den; og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu. Da sagde jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte. De vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end Herskerens Skrig iblandt Daarer. Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordærve meget godt.

Epistle

Sirach 31:8-11

First Reading

Proverbs 15

Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse. De vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Taabelighed. Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode. Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden. Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt. I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt. De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa. De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges Bøn er ham en Velbehagelighed. De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han: Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø. Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter. En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise. Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet. Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed. Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud. Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro. Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos. En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig dæmper Kiv. Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er banet. En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder. Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem. Anslag blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er mange Raadgivere, der bestaa de. Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid — hvor godt! Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsriget nedadtil. Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke. Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene. Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve. Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting. Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn. Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene. Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise. Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand. Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.

Morning Prayer — Second Lesson

John 3

Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Raadsherre iblandt Jøderne. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: „Rabbi! vi vide, at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige.‟ Nikodemus siger til ham: „Hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?‟ Jesus svarede: „Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Aanden, er Aand. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I maa fødes paany. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes er det med hver den, som er født af Aanden.‟ Nikodemus svarede og sagde til ham: „Hvorledes kan dette ske?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Er du Israels Lærer og forstaar ikke dette? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. Naar jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, naar jeg siger eder de himmelske? Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, saaledes bør Menneskesønnen ophøjes, for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. Den, som tror paa ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger maa blive aabenbare; thi de ere gjorte i Gud.‟ Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham: „Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham.‟ Johannes svarede og sagde: „Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. I ere selv mine Vidner paa, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Saa er da denne min Glæde bleven fuldkommen. Han bør vokse, men jeg forringes. Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Aanden efter Maal. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. Den, som tror paa Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.‟

Responsorial Psalm

Psalm 9

Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed. Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid. Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem. Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom. Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre! Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Higgajon, Sela! Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.

Gospel

Luke 12:35-40

Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gaa om og varte dem op. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.‟

Responsorial Psalm

Psalm 36

Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener. Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne. Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet. Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt. Han optænker Uret paa sit Leje; han stiller sig paa en Vej, der ikke er god, det onde forkaster han ikke. Herre! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne. Din Retfærdighed er som Gudsbjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre! du frelser Mennesker og Dyr. Gud! hvor dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge. De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk. Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys. Lad din Miskundhed vare ved imod dem, som dig kende, og din Retfærdighed imod de oprigtige af Hjertet. Lad den hovmodiges Fod ikke komme over mig og de ugudeliges Haand ikke bortstøde mig. Hist faldt de, som gjorde Uret; de bleve nedstødte og kunde ikke staa op.

Responsorial Psalm

Psalm 46

Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen, den Højestes Boliger. Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet Ødelæggelser paa Jorden. Han, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

Responsorial Psalm

Psalm 45

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af Koras Børn; en Undervisning; en Sang om Kærlighed. Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idrætter gælde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen. Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig. Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! i din Majestæt og din Herlighed; og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfærdighed, og din højre Haand skal lære dig forfærdelige Ting. Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes. Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir. Du elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre. Alle dine Klæder dufte af Myrra og Aloe og Kasia; du gaar ud af de Elfenbens Paladser fra dem, som have glædet dig. Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir. Hør, Datter! og se til og bøj dit Øre og glem dit Folk og din Faders Hus! saa skal Kongen faa Lyst til din Skønhed; thi han er din Herre, og du skal tilbede ham. Og Tyrus's Datter skal komme med Skænk og bede ydmygeligt for dit Ansigt: De rige iblandt Folket. Kongedatteren derinde er aldeles herlig, hendes Klæder ere af Gyldenstykke. Hun føres frem for Kongen i stukne Klæder; Jomfruerne, hendes Veninder, gaa efter hende, de føres ind til dig. De føres frem med Glæde og Fryd, de komme i Kongens Palads. Dine Sønner skulle være i dine Fædres Sted, dem skal du sætte til Fyrster paa den hele Jord. Jeg vil lade dit Navn ihukommes iblandt alle Slægter; derfor skulle Folkene love dig evindelig og altid.

Evening Prayer — First Lesson

Ecclesiastes 10

Døde Fluer bringe Salvekogerens Salve til at stinke og gære; saaledes kan en liden Daarskab veje mere end Visdom og Ære. Den vises Hjerte er ved hans højre Side; men Daarens Hjerte er ved hans venstre Side. Ogsaa naar Daaren vandrer paa Vejen, fattes han Forstand, og han siger om enhver, at han er en Daare. Dersom Herskerens Vrede rejser sig imod dig, da forlad ikke din Plads; thi Sagtmodighed standser store Synder. Der er et Onde, som jeg saa under Solen, ret som det var en Fejl, der udgaar fra Herskerens Ansigt: Daarskaben er sat paa de store Højder, men de rige sidde lavt. Jeg saa Tjenere paa Heste og Fyrster gaa til Fods som Tjenere, paa Jorden. Den som graver en Grav, skal falde i den; og den som nedriver et Gærde, ham skal en Slange bide. Hvo som bryder Stene op, skal faa Smerte af dem; hvo som kløver Træ, skal komme i Fare derved. Naar Jernet bliver sløvt, og man ikke skærper Æggen, da maa man siden anstrenge Kræfterne; men Visdom er nyttig til at gøre en Ting rettelig. Dersom Slangen bider, gavner Besværgelse intet, og Tungens Ejermand har ingen Fordel. Ordene af den vises Mund ere yndige; men Daarens Læber opsluge ham selv. Hans Munds Ords Begyndelse er Daarskab; og det sidste af hans Mund er fordærvelig Galskab. Og en Daare gør mange Ord; Mennesket kan ikke vide, hvad der skal ske; og hvo kan forkynde ham, hvad der skal ske efter ham. Daarens Arbejde gør ham træt, efterdi han ikke kender Vej til By. Ve dig, du Land! hvis Konge er et Barn, og hvis Fyrster æde om Morgenen. Lykkeligt er du, Land! hvis Konge er født af de ypperste, og hvis Fyrster æde i rette Tid til Styrke og ikke til Drukkenskab. Ved Ladhed synke Bjælkerne, og ved Hændernes Slaphed drypper det ned i Huset. Man gør Maaltid for at le, og Vinen glæder de levende, og Penge gøre alting ud. Band ikke Kongen, end ikke i din Tanke, og band ikke en rig i dit inderste Sengekammer; thi en Fugl under Himmelen kan føre Røsten frem, og den bevingede bringer Ordet ud.

Second Reading

Romans 15

Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag. Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse. Thi ogsaa Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: „Deres Forhaanelser, som haane dig, ere faldne paa mig.‟ Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Haabet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst. Men Udholdenhedens og Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader. Derfor tager eder af hverandre, ligesom ogsaa Kristus har taget sig af os, til Guds Ære. Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskaarne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: „Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn.‟ Og atter siges der: „Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!‟ Og atter: „Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham.‟ Og atter siger Esajas: „Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; paa ham skulle Hedninger haabe.‟ Men Haabets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I maa blive rige i Haabet ved den Helligaands Kraft! — Men ogsaa jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I ogsaa selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til ogsaa at paaminde hverandre. Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at paaminde eder paa Grund af den Naade, som er given mig fra Gud til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne maa blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligaand. Saaledes har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud. Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling, ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Aands Kraft, saa at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium; dog saaledes, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg ikke skal bygge paa en andens Grundvold, men, som der er skrevet: „De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstaa.‟ Derfor er jeg ogsaa de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange Aar har haft Længsel efter at komme til eder, vil jeg, naar jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg haaber at se eder paa Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, naar jeg først i nogen Maade er bleven tilfredsstillet hos eder. Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige. Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem. De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines aandelige Goder, da ere de ogsaa skyldige at tjene dem med de timelige. Naar jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien. Men jeg ved, at naar jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud, for at jeg maa udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem maa blive de hellige kærkomment, for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder. Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.

Second Reading

Ephesians 2

Ogsaa eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, iblandt hvilke ogsaa vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom ogsaa de andre — men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ogsaa da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus — af Naade ere I frelste! — og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. Thi af Naaden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Haanden, at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Aand Adgang til Faderen. Saa ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, opbyggede paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, i hvem ogsaa I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Aanden.

Second Reading

Revelation 2:12-29

Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe Sværd: Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslaaet hos eder, der, hvor Satan bor. Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive Utugt. Saaledes har ogsaa du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære paa lignende Vis. Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sværd. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten og paa Stenen et nyt Navn skrevet, som ingen kender, uden den, der faar det. Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm: Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første. Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød. Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin Utugt. Se, jeg kaster hende paa Sygelejet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger. Og hendes Børn vil jeg slaa med Død, og alle Menighederne skulle kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give eder, hver efter eders Gerninger. Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, saa mange som ikke have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde paa eder. Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer. Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare paa mine Gerninger, ham vil jeg give Magt over Hedningerne; og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderknuses, ligesom ogsaa jeg har modtaget det af min Fader; og jeg vil give ham Morgenstjernen. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

Second Reading

1 Thessalonians 4:9-12

Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre; det gøre I jo ogsaa imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med eders Hænder, saaledes som vi bøde eder, for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor, og for ikke at trænge til nogen.

Gospel

John 18

Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. Men ogsaa Judas, som forraadte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. Saa tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Vaaben. Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: „Hvem lede I efter?‟ De svarede ham: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus siger til dem: „Det er mig.‟ Men ogsaa Judas, som forraadte ham, stod hos dem. Som han da sagde til dem: „Det er mig,‟ vege de tilbage og faldt til Jorden. Han spurgte dem nu atter: „Hvem lede I efter?‟ Men de sagde: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus svarede: „Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaa!‟ for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: „Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig.‟ Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. Da sagde Jesus til Peter: „Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?‟ Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar. Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gaard. Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: „Er ogsaa du af dette Menneskes Disciple?‟ Han siger: „Nej, jeg er ikke.‟ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men ogsaa Peter stod hos dem og varmede sig. Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. Jesus svarede ham: „Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt.‟ Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stod hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: „Svarer du Ypperstepræsten saaledes?‟ Jesus svarede ham: „Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt; men har jeg talt ret, hvorfor slaar du mig da?‟ Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: „Er ogsaa du af hans Disciple?‟ Han nægtede det og sagde: „Nej, jeg er ikke.‟ En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: „Saa jeg dig ikke i Haven med ham?‟ Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen. De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Paaske. Pilatus gik da ud til dem, og han siger: „Hvad Klagemaal føre I mod dette Menneske?‟ De svarede og sagde til ham: „Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig.‟ Da sagde Pilatus til dem: „Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!‟ Da sagde Jøderne til ham: „Det er os ikke tilladt at aflive nogen;‟ for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte paa Jesus og sagde til ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Jesus svarede: „Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?‟ Pilatus svarede: „Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?‟ Jesus svarede: „Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.‟ Da sagde Pilatus til ham: „Du er altsaa dog en Konge?‟ Jesus svarede: „Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.‟ Pilatus siger til ham: „Hvad er Sandhed?‟ Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: „Jeg finder ingen Skyld hos ham. Men I have den Skik, at jeg løslader eder en om Paasken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Da raabte de alle igen og sagde: „Ikke ham, men Barabbas;‟ og Barabbas var en Røver.

Evening Prayer — Second Lesson

2 Thessalonians 2

Men vi bede eder, Brødre! angaaende vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, at I ikke i en Hast maa lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Aand eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Haanden. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse, han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste. Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, saa at de tro Løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden. Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Aandens Helligelse og Tro paa Sandheden, hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed. Saa staar da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev. Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket os og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade, han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og Tale!

Gospel

John 6:52-71

Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: „Hvorledes kan han give os sit Kød at æde?‟ Jesus sagde da til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have I ikke Liv i eder. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag. Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, ligesaa skal ogsaa den, som æder mig, leve i Kraft af mig. Dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som eders Fædre aade og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve evindelig.‟ Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum. Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: „Dette er en haard Tale; hvem kan høre den?‟ Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede derover, sagde han til dem: „Forarger dette eder? Hvad om I da faa at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var før? Det er Aanden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til eder, ere Aand og ere Liv. Men der er nogle af eder, som ikke tro.‟ Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forraade ham. Og han sagde: „Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen.‟ Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: „Mon ogsaa I ville gaa bort?‟ Simon Peter svarede ham: „Herre! til hvem skulle vi gaa hen? Du har det evige Livs Ord; og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige.‟ Jesus svarede dem: „Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af eder er en Djævel?‟ Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham, som siden skulde forraade ham, skønt han var en af de tolv.

Gospel

Matthew 11:1-6

Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟

Gospel

Mark 2

Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum, spurgtes det, at han var hjemme. Og der samledes mange, saa at der ikke mere var Plads, end ikke foran Døren; og han talte Ordet til dem. Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev baaren af fire. Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpaa den værkbrudne laa. Og da Jesus saa deres Tro, siger han til den værkbrudne: „Søn! dine Synder ere forladte.‟ Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter: „Hvorfor taler denne saaledes? Han taler bespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden een, nemlig Gud?‟ Og Jesus kendte straks i sin Aand, at de tænkte saaledes ved sig selv, og sagde til dem: „Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter? Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere forladte, eller at sige: Staa op, og tag din Seng, og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ siger han til den værkbrudne: „Jeg siger dig: Staa op, tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟ Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, saa de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: „Aldrig have vi set noget saadant.‟ Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. Og da han gik forbi, saa han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte ogsaa nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de saa, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: „Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!‟ Og da Jesus hørte det, siger han til dem: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og sige til ham: „Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Saa længe de have Brudgommen hos sig, kunne de ikke faste. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da skulle de faste paa den Dag. Ingen syr en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; ellers river den nye Lap paa det gamle Klædebon dette itu, og der bliver et værre Hul. Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges saavel som Læderflaskerne; men kom ung Vin paa nye Læderflasker!‟ Og det skete, at han vandrede paa Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks. Og Farisæerne sagde til ham: „Se, hvorfor gøre de paa Sabbaten, hvad der ikke er tilladt?‟ Og han siger til dem: „Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham? Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav ogsaa dem, som vare med ham?‟ Og han sagde til dem: „Sabbaten blev til for Menneskets Skyld, og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld. Derfor er Menneskesønnen Herre ogsaa over Sabbaten.‟