Today's Readings

First Reading

2 Corinthians 10:1-7

Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, „naar I se derpaa, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder‟, ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. Thi om vi end vandre i Kødet, saa stride vi dog ikke efter Kødet; thi vore Stridsvaaben ere ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar eders Lydighed er bleven fuldkommen. Se I paa det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, saaledes gøre vi det ogsaa.

First Reading

Jeremiah 29

Og disse ere Ordene i det Brev, som Profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de øvrige af de Ældste, som vare bortførte, og til Præsterne og til Profeterne og til alt Folket, som Nebukadnezar havde bortført fra Jerusalem til Babel, — efter at Kong Jekonias og Herskerinden og Hofmændene, Judas og Jerusalems Fyrster, og Tømmermændene og Smedene vare gangne ud af Jerusalem, — ved Eleasas, Safans Søns, og Gemarias, Hilkias Søns, Haand, hvilke Zedekias, Judas Konge, sendte til Babel til Nebukadnezar, Kongen i Babel; det lød saaledes: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, til alle de bortførte, som jeg har ladet bortføre fra Jerusalem til Babel: Bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt! Tager Hustruer og avler Sønner og Døtre, og tager Hustruer til eders Sønner og giver eders Døtre Mænd, at de maa føde Sønner og Døtre; og formerer eder der, og mindsker eder ikke! Og søger den Stads Bedste, til hvilken jeg bortførte eder, og beder for den til Herren, thi naar den har Fred, saa have og I Fred. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, som I komme til at drømme. Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger Herren. Thi saa siger Herren: Naar halvfjerdsindstyve Aar ere forløbne for Babel, da vil jeg besøge eder ogstadfæste over eder mit gode Ord om at føre eder tilbage til dette Sted. Thi jeg kender de Tanker, som jeg tænker angaaende eder, siger Herren, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab. Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder. Og I skulle søge og finde mig; thi I ville søge mig af eders ganske Hjerte. Og jeg skal lade mig finde af eder, siger Herren, og omvende eders Fangenskab og samle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger Herren; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder. Thi I have sagt: Herren har opvakt os Profeter i Babel; men Herren har sagt saaledes om Kongen, som sidder paa Davids Trone, og om alt Folket, som bor i denne Stad, om eders Brødre, som ikke ere gangne ud med eder iblandt de bortførte, ja, saaledes har den Herre Zebaoth sagt: Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, der ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedningerne, hvorhen jeg har fordrevet dem; fordi de ikke hørte paa mine Ord, siger Herren, jeg, som sendte mine Tjenere, Profeterne, til dem tidligt og ideligt, uden at de hørte mig, siger Herren. Men I, hører Herrens Ord, alle I bortførte, hvilke jeg sendte fra Jerusalem til Babel! Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne. Og der skal fra dem optages en Forbandelse iblandt alle de bortførte af Juda, som ere i Babel, idet man skal sige: Herren gøre dig som Zedekias og som Akab! hvilke Kongen af Babel stegte ved Ild, fordi de gjorde en Daarskab i Israel og bedreve Hor med deres Næstes Hustruer og i mit Navn talte løgnagtige Ord, hvilke jeg ikke havde befalet dem; jeg ved det og vidner det, siger Herren. Og om Semaja, Nekelamiten, skal du sige saaledes: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende: Herren har sat dig til Præst i Præsten Jojadas Sted, for at der maa være Opsynsmænd i Herrens Hus over hver Mand, som raser, og som spaar, at du kan lægge dem i Blok og Baand: Hvorfor har du da nu ikke truet Jeremias fra Anathoth, som spaar for eder? thi derfor har han sendt Bud til os til Babel og sagt: Det vil vare længe; bygger Huse og bosætter eder, og planter Haver og æder deres Frugt — — Og Præsten Zefanja læste dette Brev for Profeten Jeremias's Øren. Og Herrens Ord kom til Jeremias saalunde: Send Bud til alle de bortførte, og sig: Saa siger Herren om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn: Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger Herren; thi han har prædiket Frafald fra Herren.

First Reading

Ezekiel 34:1-16

Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! spaa imod Israels Hyrder, spaa, og sig til dem, til Hyrderne: Saa siger den Herre, Herre: Ve Israels Hyrder, som ere deres egne Vogtere! skulle ikke Hyrderne være Faarenes Vogtere? I æde Fedmen og klæde eder med Ulden, I slagte det fede, men Faarene vogte I ikke. Det svage styrkede I ikke, og det syge lægede I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem. Og de bleve adspredte, fordi de havde ingen Hyrde, og de ere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken; saa bleve de adspredte. Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle fremragende Høje, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er ingen, som spørger, og ingen, som leder efter dem. Derfor, I Hyrder, hører Herrens Ord! Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faar ere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken, eftersom de ingen Hyrde havde, og mine Hyrder ikke søgte mine Faar; men Hyrderne bleve deres egne Vogtere og vogtede ikke mine Faar: Derfor, I Hyrder, hører Herrens Ord! Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod Hyrderne og kræver mine Faar af deres Haand og lader dem blive fri for at vogte Faarene, saa Hyrderne ikke mere skulle være deres egne Vogtere; og jeg vil redde mine Faar af deres Mund, og de skulle ikke være dem til Føde. Thi saa siger den Herre, Herre: Se, da vil jeg, jeg spørge efter mine Faar og se efter dem. Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag. Og jeg vil føre dem ud fra Folkene og samle dem fra Landene og føre dem ind i deres Land; og jeg vil vogte dem paa Israels Bjerge, i Dalene, og hvor de bo i Landet. Paa en god Græsgang vil jeg lade dem græsse, og deres Overdrev skal være paa Israels høje Bjerge; der skulle de ligge paa et godt Overdrev, og paa en fed Græsgang skulle de græsse over Israels Bjerge. Jeg vil selv vogte mine Faar og selv lade dem hvile, siger den Herre, Herre. Efter det, som er tabt, vil jeg lede, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det, som har lidt Brud, vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke, men det fede og det stærke vil jeg ødelægge, jeg vil vogte det med Retfærdighed.

Morning Prayer — First Lesson

Jeremiah 41

Og det skete i den syvende Maaned, at Ismael, Nethanjas Søn, Elisamas Sønnesøn, der var af kongelig Byrd og en af Kongens Stormænd, og ti Mænd med ham kom til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa; og de aade der Brød med hverandre i Mizpa. Og Ismael, Nethanjas Søn, han og de ti Mænd, som vare med ham, stode op og sloge Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, med Sværdet, og de dræbte ham, hvem Kongen af Babel havde sat over Landet. Og alle Jøderne, som vare hos ham, nemlig hos Gedalia i Mizpa, og Kaldæerne, som fandtes der, nemlig Krigsmændene, dem slog Ismael ihjel. Og det skete den anden Dag, efter at han havde dræbt Gedalia, og ingen vidste det, at der kom Mænd fra Sikem, fra Silo og fra Samaria, firsindstyve Mænd med afraget Skæg og sønderrevne Klæder og med Saar, de havde tilføjet sig; og de havde Madoffer og Virak i deres Haand for at bringe det til Herrens Hus. Og Ismael, Nethanjas Søn, gik ud dem i Møde fra Mizpa, idet han græd, som han vedblev at gaa frem; og der han mødte dem, da sagde han til dem i Kommer til Gedalia, Ahikams Søn. Og det skete, der de kom midt i Staden, da myrdede Ismael, Nethanjas Søn, dem, og kastede dem i Kulen, han og de Mænd, som vare med ham. Men der fandtes ti Mænd iblandt dem, som sagde til Ismael: Dræb os ikke, thi vi have Skatte skjulte i Ageren, Hvede og Byg og Olie og Honning; saa lod han dem være og dræbte dem ikke midt iblandt deres Brødre. Og den Kule, hvori Ismael kastede alle de døde Kroppe af de Mænd, som han havde ihjelslaaet tillige med Gedalia, var den, som Kong Asa havde ladet gøre imod Baesa, Israels Konge; den fyldte Ismael, Nethanjas Søn, med de ihjelslagne. Og Ismael bortførte som Fanger alle de overblevne af Folket, som vare i Mizpa, Kongens Døtre og alt Folket, som var blevet tilbage i Mizpa, hvilke Nebusar-Adan, den øverste for Drabanterne, havde betroet Gedalia, Ahikams Søn; dem bortførte Ismael, Nethanjas Søn, som Fanger og gik sin Vej for at drage over til Ammons Børn. Der Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare med ham, hørte alt det onde, som Ismael, Nethanjas Søn, havde gjort, da toge de alle Mændene til sig og droge hen for at stride imod Ismael, Nethanjas Søn; og de fandt ham ved det store Vand, som er i Gibeon. Og det skete, der alt Folket, som var hos Ismael, saa Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare hos ham, da bleve de glade. Og alt Folket, som Ismael havde ført fangen bort fra Mizpa, vendte sig om, og de droge tilbage og gik hen til Johanan, Kareaks Søn. Og Ismael, Nethanjas Søn, med otte Mænd undkom fra Johanan og drog til Ammons Børn. Da tog Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare hos ham, alle de overblevne af Folket bort fra Mizpa, dem, som han havde ført tilbage fra Ismael, Nethanjas Søn, efter at denne havde ihjelslaget Gedalia, Ahikams Søn: Vældige, Krigsmænd og Kvinder og smaa Børn og Hofmænd, som han havde ført tilbage fra Gibeon. Og de droge af Sted og bleve i Kimhams Herberge, som var ved Bethlehem, for at drage videre og komme til Ægypten, for Kaldæernes Skyld; thi de frygtede for dem, fordi Ismael, Nethanjas Søn, havde slaget Gedalia, Ahikams Søn, ihjel, hvem Kongen af Babel havde beskikket over Landet.

Epistle

Sirach 31:8-11

First Reading

Ecclesiastes 7

Bedre er et godt Navn end en god Salve og Dødens Dag end ens Fødselsdag. Det er bedre at gaa til Sørgehuset end at gaa til Gæstebudshuset, fordi hint er hvert Menneskes Endeligt; og den levende skal lægge sig det paa Hjerte. Græmmelse er bedre end Latter; thi, naar Ansigtet ser ilde ud, kan Hjertet have det godt. De vises Hjerte er i Sorrigs Hus; men Daarernes Hjerte er i Glædes Hus. Det er bedre at høre Skænd af den vise, end at man hører Sang af Daarer. Thi som Tjørne sprage under Gryden, saa er Daarers Latter; ogsaa dette er Forfængelighed. Thi Fortrykkelse kan gøre en viis gal, og Gave kan fordærve et Hjerte. Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; bedre langmodig end hovmodig. Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm. Sig ikke: Hvoraf kom det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om saadant af Visdom. Visdom er god som et Arvegods, ja bedre for dem, som skue Solen; thi at være under Visdoms Skygge, er at være under Penges Skygge; og Kundskabs Fortrin er: At Visdommen giver dem Livet, som eje den. Se Guds Gerning; thi hvo kan gøre det lige, som han gør kroget? Vær ved et godt Mod paa en god Dag, men betænk paa en ond Dag, at Gud har gjort denne ved Siden af den anden, for at Mennesket ikke skal finde noget, som skal ske efter ham. Alt det har jeg set i min Forfængeligheds Dage: Der er en retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en ugudelig, som lever længe i sin Ondskab. Vær ikke alt for retfærdig, og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Vær ikke alt for uretfærdig, og vær ikke en Daare; hvorfor skulde du dø i Utide? Det er godt, at du holder fast ved det ene, men du skal og ikke lade din Haand af fra det andet; thi den, som frygter Gud, undgaar det alt. Visdom styrker en viis mere end ti vældige, som ere i en Stad. Thi der er ikke et Menneske retfærdigt paa Jorden, som gør godt og ikke synder. Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du ikke skal høre din Tjener forbande dig. Thi dit Hjerte ved ogsaa de mange Gange, da du selv har forbandet andre. Alt det har jeg forsøgt med Visdommen; jeg sagde: Jeg vil opnaa Visdom, men den forblev langt fra mig. Det, som er til, er langt borte og dybt, dybt! hvo kan finde det? Jeg vendte mig om med mit Hjerte, for at forstaa og at udgranske og at søge Visdom og Fornuftighed og for at forstaa, at Ugudelighed er Daarskab, og at Daarskab er Vanvid. Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende. Se, dette har jeg fundet, sagde Prædikeren, det ene efter det andet, idet jeg vilde finde Fornuftighed, hvilken min Sjæl endnu søger, men jeg ikke har fundet; iblandt tusinde fandt jeg een Mand, men fandt ikke en Kvinde iblandt dem alle. Dog se, dette har jeg fundet, at Gud skabte Mennesket ret; men de søge mange Spidsfindigheder.

Morning Prayer — Second Lesson

Acts 5

Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket? Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.‟ Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket. Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?‟ Og hun sagde: „Ja, til den Pris.‟ Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.‟ Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette. Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang. Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt, og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer baade af Mænd og Kvinder, saa at de endogsaa bare de syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Løjbænke, for at naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem. Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og saadanne, som vare plagede af urene Aander, og de bleve alle helbredede. Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed. Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring. Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde: „Gaar hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!‟ Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem. Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde: „Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne staaende ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.‟ Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til. Men der kom en og meldte dem: „Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, staa i Helligdommen og lære Folket.‟ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Raadet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde: „Vi bøde eder alvorligt, at I ikke maatte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!‟ Men Peter og Apostlene svarede og sagde: „Man bør adlyde Gud mere end Mennesker. Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte paa et Træ og sloge ihjel. Ham har Gud ved sin højre Haand ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom ogsaa den Helligaand, som Gud har givet dem, der adlyde ham.‟ Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de raadsloge om at slaa dem ihjel. Men der rejste sig i Raadet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor. Og han sagde til dem: „I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker. Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slaaet ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet. Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Ogsaa han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte. Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet; men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride imod Gud!‟ Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem. Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld. Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

Responsorial Psalm

Psalm 43

Døm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig! Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? Send dit Lys og din Sandhed, at de maa ledsage mig, at de maa føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger; og at jeg maa indgaa til Guds Alter, til Gud, som er min Fryd og Glæde, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud! Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Gospel

Matthew 6:24-33

Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift.

Responsorial Psalm

Psalm 59

Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at slaa ham ihjel. Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig. Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerrige Mænd! Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre! Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til! Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela. De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden. Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi „hvo hører det?‟ Men du, Herre! du ler ad dem, du spotter alle Hedningerne. Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning. Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender. Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold. Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige. Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela. Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden. De skulle vanke hid og did efter Føde og overnatte, uden at de blive mætte. Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud, som beviser mig Miskundhed.

Responsorial Psalm

Psalm 69

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David. Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig. Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig! Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen. Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse. Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove. De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op! Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne. Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

Responsorial Psalm

Psalm 68

Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly for hans Ansigt. Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. Men de retfærdige skulle glædes, de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. Faderløses Fader og Enkers Dommer er Gud i sin hellige Bolig. Gud lader de enlige bo i Huse, han udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela): Da bævede Jorden, og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. Din Hjord bosatte sig i Landet; du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. Herren lader. Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. Hærskarernes Konger fly, de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dues Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. Naar den Almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig. Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. Du opfor i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud! Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden. Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde! Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Nafthalis Fyrster. Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o Gud! det, du har gjort os. Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. Giver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

Evening Prayer — First Lesson

Jeremiah 42

Da kom alle Høvedsmændene for Hærene frem og Johanan, Kareaks Søn, og Jesanja, Hosajas Søn, og alt Folket, baade smaa og store. Og de sagde til Profeten Jeremias: Kære, lad vor ydmyge Begæring komme ind for dit Ansigt, og bed for os til Herren din Gud, for alle dem, som ere blevne tilbage — thi vi ere blevne tilbage som faa af mange; saaledes som dine Øjne se os —, at Herren din Gud vil tilkendegive os den Vej, som vi skulle vandre paa, og den Ting, som vi skulle gøre. Og Profeten Jeremias sagde til dem: Jeg har hørt det; se, jeg vil bede til Herren, eders Gud, efter eders Ord, og det skal ske, at Jeg vil kundgøre eder hvert Ord, Herren svarer eder, og ikke holde et Ord tilbage for eder. Da sagde de til Jeremias: Herren være et sandt og trofast Vidne imellem os, at vi tilforladeligt ville gøre efter ethvert Ord, med hvilket Herren din Gud sender dig til os; hvad enten det er godt eller ondt, da ville vi høre Herren, vor Guds Røst, til hvem vi sende dig, paa det, at det maa gaa os vel, fordi vi høre Herren vor Guds Røst. Og det skete, der ti Dage vare tilende, da kom Herrens Ord til Jeremias. Og han kaldte ad Johanan, Kareaks Søn, og ad alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare med ham, og ad alt Folket, baade smaa og store. Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud, til hvem I sendte mig, for at lade eders ydmyge Begæring komme ind for hans Ansigt: Dersom I fremdeles blive boende i dette Land, da vil jeg bygge og ikke nedbryde eder og plante og ikke oprykke eder, thi jeg har angret det onde, som jeg har gjort eder; frygter ikke for Kongen af Babel, for hvem I frygte, frygter ikke for ham, siger Herren; thi jeg er med eder til at frelse eder og til at redde eder fra hans Haand. Og jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig over eder og lade eder komme tilbage til eders Land. Men dersom I sige: Vi ville ikke blive i dette Land, saa at I ikke lyde Herren eders Guds Røst, men sige: Nej! thi vi ville drage ind i Ægyptens Land, at vi ej skulle se Krig og ej høre Trompetens Lyd og ej lide Hunger for Brøds Skyld, og der ville vi blive: Saa hører da nu Herrens Ord, I, som ere overblevne af Juda! saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Dersom I vende eders Ansigt imod Ægypten for at komme did, og I komme for at være der som fremmede, da skai det Sværd, for hvilket Ifrygte, naa eder der i Ægyptens Land; og den Hunger, for hvilken I ængstes, skal følge eder i Hælene der i Ægypten, og der skulle I dø. Saa skal det gaa alle de Mænd, som have vendt deres Ansigt imod Ægypten, for at komme did og være der som fremmede, de skulle dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten; og der skal ingen af dem blive tilovers eller undkomme fra den Ulykke, som jeg lader komme over dem. Thi saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Ligesom min Vrede og min Harme har været udøst over Jerusalems Indbyggere, saa skal min Vrede udøses over eder, naar I komme til Ægypten; og I skulle blive til en Ed og til en Forfærdelse og til en Forbandelse og til en Forhaanelse og ikke ydermere se dette Sted. Herren har talt imod eder, I, som ere overblevne af Juda: Drager ikke ind i Ægypten; I skulle visselig vide, at jeg har vidnet for eder i Dag. Thi I have bedraget eder selv; thi I sendte mig til Herren eders Gud og sagde: Bed for os til Herren vor Gud, og giv os det saa til Kende efter alt det, som Herren vor Gud siger, og vi ville gøre det. Og jeg tilkendegav eder det i Dag, men I hørte ikke paa Herren eders Guds Røst, eller noget af det, om hvilket han sendte mig til eder. Derfor skulle I nu visselig vide, at I skulle dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten, paa det Sted, hvorhen I have Lyst til at komme for der at være som fremmede.

Second Reading

I Corinthians 7

Men hvad det angaar, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes ogsaa Hustruen Manden. Hustruen raader ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligesaa raader heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. Unddrager eder ikke hinanden, uden maaske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for saa atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formaa at være afholdende. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker maatte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave fra Gud, den ene saa, den anden saa. Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde. Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; ( men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, saa forlade han hende ikke! Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, saa forlade hun ikke Manden! Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. Men skiller den vantro sig, saa lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i saadanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? Kun vandre enhver saaledes, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og saaledes forordner jeg i alle Menighederne. Blev nogen kaldet som omskaaren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskaaren, han lade sig ikke omskære! Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud. Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du ogsaa kan blive fri, da gør hellere Brug deraf! Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligesaa er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl. Dyrt bleve I købte, vorder ikke Menneskers Trælle! I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud! Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Kende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig. Jeg mener altsaa dette, at det paa Grund af den forhaandenværende Nød er godt for et Menneske at være saaledes, som han er. Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru! Men om du ogsaa gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville saadanne faa Trængsel i Kødet. Men jeg skaaner eder. Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter baade de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have, og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde, og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgaar. Men jeg ønsker, at I maa være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. Og der er ogsaa Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig baade paa Legeme og Aand; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren. Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det maa saa være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig! Men den, som staar fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Raadighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel. Altsaa, baade den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre. En Hustru er bunden, saa længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren. Men lykkeligere er hun, om hun forbliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men ogsaa jeg mener at have Guds Aand.

Second Reading

I Timothy 3

Den Tale er troværdig: Dersom nogen begærer en Tilsynsgerning, har han Lyst til en skøn Gerning. En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand, ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre; ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmaal, men mild, ikke kivagtig, ikke pengegridsk; en Mand, som forestaar sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; (dersom en ikke ved at forestaa sit eget Hus, hvorledes vil han da kunne sørge for Guds Menighed?) ikke ny i Troen, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom. Men han bør ogsaa have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor, for at han ikke skal falde i Forhaanelse og Djævelens Snare. Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding, bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed. Men ogsaa disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis de ere ustraffelige. Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige, tro i alle Ting. En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestaa sine Børn og sit eget Hus vel. Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen paa Kristus Jesus. Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg haaber at komme snart til dig; men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold. Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev aabenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Aand, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed.

Second Reading

Acts 4:1-12

Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev omtrent fem Tusinde. Men det skete Dagen derefter, at deres Raadsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ligesaa Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: „Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?‟ Da sagde Peter, fyldt med den Helligaand, til dem: „I Folkets Raadsherrer og Ældste! Naar vi i Dag forhøres angaaende en Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredet, da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne staar rask her for eders Øjne. Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.‟

Second Reading

1 Timothy 5:1-10

En gammel Mand maa du ikke skælde paa, men forman ham som en Fader, unge Mænd som Brødre, gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed. Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbehageligt for Gud. Men den, som virkelig er Enke og staar ene, har sat sit Haab til Gud og bliver ved med sine Bønner og Paakaldelser Nat og Dag; men den, som lever efter sine Lyster, er levende død. Forehold dem ogsaa dette, for at de maa være ulastelige. Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro. En Enke kan udnævnes, naar hun er ikke yngre end tresindstyve Aar, har været een Mands Hustru, har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende, har lagt sig efter al god Gerning.

Gospel

Matthew 20

Thi Himmeriges Rige ligner en Husbonde, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingaard. Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingaard. Og han gik ud ved den tredje Time og saa andre staa ledige paa Torvet, og han sagde til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen. Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligesaa. Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre staaende der, og han siger til dem: Hvorfor staa I her ledige hele Dagen? De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden! Men da det var blevet Aften, siger Vingaardens Herre til sin Foged: Kald paa Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første! Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar. Men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og ogsaa de fik hver en Denar. Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede. Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? Tag dit og gaa! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god? Saaledes skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟ Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til Side og sagde til dem paa Vejen: „Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟ Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt ned for ham og vilde bede ham om noget. Men han sagde til hende: „Hvad vil du?‟ Hun siger til ham: „Sig, at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side.‟ Men Jesus svarede og sagde: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?‟ De sige til ham: „Det kunne vi.‟ Han siger til dem: „Min Kalk skulle I vel drikke; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.‟ Og da de ti hørte dette, bleve de vrede paa de to Brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem. Saaledes skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener; og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.‟ Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham. Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de raabte endnu stærkere og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Og Jesus stod stille og kaldte paa dem og sagde: „Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?‟ De sige til ham: „Herre! at vore Øjne maatte oplades.‟ Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham.

Evening Prayer — Second Lesson

Hebrews 10

Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede? Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟ Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven), saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand, idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: „Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig. Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn; hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand? Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.

Gospel

John 15:18-27

Naar Verden hader eder, da vider, at den har hadet mig før end eder. Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder. Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de ogsaa forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de ogsaa holde eders. Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende den, som sendte mig. Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd. Den, som hader mig, hader ogsaa min Fader. Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet baade mig og min Fader. Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, maa opfyldes: De hadede mig uforskyldt. Men naar Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Aand, som udgaar fra Faderen, da skal han vidne om mig. Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.‟

Gospel

Matthew 15:1-11

Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og sige: „Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de to ikke deres Hænder, naar de holde Maaltid.‟ Men han svarede og sagde til dem: „Hvorfor overtræde ogsaa I Guds Bud for eders Overleverings Skyld? Thi Gud har paabudt og sagt: „Ær din Fader og din Moder;‟ og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟ Men I sige: „Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,‟ han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder.‟ Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld. I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde: „Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟ Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører og forstaar! Ikke det, som gaar ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som gaar ud af Munden, dette gør Mennesket urent.‟

Gospel

Matthew 11

Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟ Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den, som har Øren at høre med, han høre! Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde paa Torvene og raabe til de andre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn.‟ Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig: „Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Men jeg siger eder: Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder. Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven staaende indtil denne Dag. Men jeg siger eder: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.‟ Paa den Tid udbrød Jesus og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham. Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile. Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.‟