Today's Readings

First Reading

Galatians 1:18-24

Senere, tre Aar efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. Men nogen anden af Apostlene saa jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. Men hvad jeg skriver til eder — se, for Guds Aasyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; og de priste Gud for mig.

First Reading

Jeremiah 39

— i Judas Konges, Zedekias's, niende Aar, i den tiende Maaned, kom Nebukadnezar, Kongen af Babel, og al hans Hær til Jerusalem, og de belejrede den. I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden. Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster. Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem, flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten. Men Kaldæernes Hær forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham. Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda. Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. Og Kaldæerne opbrændte Kongens Hus og Folkets Huse med Ild; og de nedbrøde Jerusalems Mure. Og de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel. Men af det fattige Folk, som ikke ejede noget, lod Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, nogle blive tilbage i Judas Land; og han gav dem Vingaarde og Agre paa den samme Dag. Men Nebukadnezar, Kongen af Babel, gav Befaling om Jeremias, ved Nebuzar-Adan, den øverste for Livvagten og sagde: Tag ham og lad dine Øjne være over ham og gør ham ikke noget ondt; men eftersom han taler til dig, saa gør du med ham. Da sendte Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten og Nebusasban-Rabsaris og Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Kongen af Babels Stormænd de sendte Bud og toge Jeremias ud af Fængselets Forgaard og overgave ham til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, for at føre ham til Huset; og han boede midt iblandt Folket. Og Herrens Ord var kommet til Jeremias, der han var indelukket i Fængselets Forgaard, saalunde: Gaa og sig til Kusiten Ebed-Melek: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vil lade mine Ord komme over denne Stad til det onde og ikke til det gode; og de skulle opfyldes for dit Ansigt den Dag; men dig vil jeg redde paa den Dag, siger Herren; og du skal ikke gives i de Mænds Haand, for hvis Ansigt du gruer. Thi jeg vil visselig lade dig undkomme, og du skal ikke falde for Sværdet, men du skal have din Sjæl som et Bytte; thi du forlod dig paa mig, siger Herren.

First Reading

Daniel 9:1-19

Idet første Aar under Darius, Ahasverus's Søn, som var af Medernes Æt og var sat til Konge over Kaldæernes Rige, i det første Aar, der han regerede, gav jeg, Daniel, i Bøgerne Agt paa Aarenes Tal, hvorom Herrens Ord var kommet til Profeten Jeremias, at nemlig halvfjerdsindstyve Aar skulde gaa hen over det ødelagte Jerusalem. Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske. Og jeg bad til Herren min Gud, og bekendte og sagde: Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer Pagt og Miskundhed imod dem, som elske ham, og imod dem, som holde hans Bud! Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas-Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. Herre! Ansigts Blusel er for os, for vore Konger, for vare Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, og vi have ikke hørt paa Herren vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed, som er skrevet i Mose, Guds Tjeners, Lov; thi vi have syndet imod ham. Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme over os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet Herren vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. Derfor vaagede Herren over Ulykken og lod den komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt. Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os. Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er ødelagt, for Herrens Skyld. Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelæggelserne, som ere komne over os og Staden, over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

Morning Prayer — First Lesson

Ezekiel 13

Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! spaa imod Israels Profeter, dem, som spaa, og sig til dem, som ere Profeter efter deres eget Hjertes Kald: Hører Herrens Ord! Saa siger den Herre, Herre: Ve over de daarlige Profeter, som gaa efter deres egen Aand og efter det, som de ikke have set. Som Ræve i Ørken ere dine Profeter blevne, o Israel! I stillede eder ikke op for Gabet og murede ikke Muren op om Israels Hus for at kunne holde Stand i Krigen paa Herrens Dag. Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: „Herren siger det‟, skønt Herren ikke har sendt dem, og de haabe dog, at Ordet skal stadfæstes. Have I ikke skuet forfængeligt Syn og udsagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: „Herren siger det‟, skønt jeg ikke har talt? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi eders Tale er Forfængelighed og eders Syn Løgn, derfor se, jeg kommer til eder, siger den Herre, Herre; og min Haand skal være imod de Profeter, som have forfængelige Syner, og som spaa Løgn; de skulle ikke være i mit Folks Raad og ikke indskrives i Israels Hus's Bog, ej heller komme til Israels Land; og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre. Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er Herren. Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte ere de, som anstrøge den, nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, som saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, Herre. Og du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod dit Folks Døtre, dem, som ere Profetinder efter deres eget Hjertes Kald, og spaa imod dem! Og du skal sige: Saa siger den Herre, Herre: Ve de Kvinder, som sy Puder om alle mine Armled, og som gøre Hætter til Hoveder af al Slags Vækst for at fange Sjæle! mit Folks Sjæle fange I og ville dog holde eders egne Sjæle i Live? Og I vanhellige mig for mit Folk for nogle Haandfuld Byg og for nogle Stykker Brød for at dræbe Sjæle, som ikke skulde dø, og for at holde Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre paa Løgn? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod eders Puder, ved hvilke I fange, idet jeg lader Sjælene flyve ud; og jeg vil rive dem af eders Arme og udlade de Sjæle, hvilke I have fanget, ja, Sjælene til at flyve ud. Og jeg vil sønderrive eders Hætter og redde mit Folk af eders Haand, og de skulle ikke mere være i eders Haand til et Bytte; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live: Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haand, og I skulle fornemme, at jeg er Herren.

Epistle

Sirach 31:8-11

First Reading

Job 5

Raab, kære, om der er nogen, som svarer dig? og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet? Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige. Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig. Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem. Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue. Thi Uretfærdighed skyder ikke frem af Støvet, og Møje vokser ikke op af Jorden; men et Menneske bliver født til Møje, ligesom Gnister maa flyve højt op. Dog jeg vilde søge hen til Gud, og til Gud vilde jeg rette min Tale; til ham, som gør store Ting, hvilke man ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem; ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne; for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse; ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes; om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det Nat. Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand, saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund. Se, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge. I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig. I Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold. Du skal finde Skjul for Tungens Svøbe og ikke frygte for Ødelæggelse, naar den kommer. Du skal le ad Ødelæggelse og Hunger og ikke frygte for Jordens Dyr; thi med Stenene paa Marken har du Pagt, og Markens Dyr skulle holde Fred med dig. Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne. Og du skal forfare, at din Sæd skal blive mangfoldig, og din Afkom som Græs paa Jorden. Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid. Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!

Morning Prayer — Second Lesson

Acts 15

Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: „Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste.‟ Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmaal. Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem. Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: „Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.‟ Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag. Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: „I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro. Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligaand lige saa vel som os. Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter. Hvorfor friste I da nu Gud, saa I lægge et Aag paa Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formaaet at bære? Men vi tro, at vi blive frelste ved den Herres Jesu Naade paa samme Maade som ogsaa de.‟ Men hele Mængden tav, og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem. Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: „I Mænd, Brødre, hører mig! Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: „Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen, for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette.‟ Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne.‟ Da besluttede Apostlene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. Og de skreve saaledes med dem: „Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien. Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os, saa have vi, endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus, Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn. Vi have derfor sendt Judas og Silas, der ogsaa mundtligt skulle forkynde det samme. Thi det er den Helligaands Beslutning og vor, ingen videre Byrde at paalægge eder uden disse nødvendige Ting: At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Naar I holde eder derfra, vil det gaa eder godt. Lever vel!‟ Saa lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet. Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten. Og Judas og Silas, som ogsaa selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem. Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. [Men Silas besluttede at blive der.] Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord. Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: „Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det gaar dem.‟ Men Barnabas vilde ogsaa tage Johannes, kaldet Markus, med. Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet. Der blev da en heftig Strid, saa at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Naade. Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.

Responsorial Psalm

Psalm 63

En Psalme af David, der han var i Judas Ørk. Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er. Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære. Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig. Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn. Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber. Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne. Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med Fryd. Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa mig. Men de søge efter mit Liv til deres egen Ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder. Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del. Men Kongen skal glædes i Gud; hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.

Gospel

Luke 12:35-40

Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gaa om og varte dem op. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.‟

Responsorial Psalm

Psalm 69

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David. Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig. Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig! Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen. Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse. Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove. De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op! Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne. Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

Responsorial Psalm

Psalm 79

Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe. De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges Kød til de vilde Dyr i Landet. De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem. Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem, som ere trindt omkring os, til Spot og Haan. Herre, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild? Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn. Thi man har fortæret Jakob og ødelagt hans Bolig. Kom os ikke Forfædrenes Misgerninger i Hu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os i Møde, thi vi ere blevne saare ringe. Hjælp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Æres Skyld og fri os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld. Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod, som er udøst, bliver hævnet. Lad den bundnes Jamren komme for dit Ansigt; hold efter din Arms Vælde dem i Live, som ere Dødens Børn. Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre! Men vi, dit Folk og din Græsgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi forkynde din Pris.

Responsorial Psalm

Psalm 78

Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale! Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid, dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte; men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender. Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

Evening Prayer — First Lesson

Ezekiel 14

Og der kom Mænd af Israels Ældste til mig og sade for mit Ansigt. Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! disse Mænd have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem? Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg, Herren, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed, for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Afguder. Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, Herre: Omvender eder, og vender eder bort fra eders Afguder, ja, vender eders Ansigter bort fra alle eders Vederstyggeligheder! Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg, Herren, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv. Og jeg vil rette mit Ansigt imod denne Mand og ødelægge ham, at han bliver til et Tegn og til et Ordsprog, og jeg vil udrydde ham af mit Folks Midte; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Men naar Profeten lader sig overtale og taler noget, da har jeg, Herren, ladet denne Profet overtales; og jeg vil udrække min Haand over ham og ødelægge ham ud af mit Folk Israels Midte. Og de skulle bære deres Misgerning; som hans Misgerning er, der adspørger, saa skal Profetens Misgerning være, for at de af Israels Hus ikke mere skulle fare vild fra mig ej heller besmitte sig mere med nogen af deres Overtrædelser; men de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud, siger den Herre, Herre. Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udrækker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det, og jeg sender Hunger i det og udrydder Menneske og Fæ deraf, men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel Og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved deres Retfærdighed, siger den Herre, Herre. Naatr jeg lader vilde Dyr gaa igennem Landet, og de berøve Folk deres Børn, og det blev øde, saa at ingen gaar der igennem for Dyrenes Skyld, men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde hverken redde Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet vorde øde. Eller naar jeg lader Sværdet komme over det samme Land, og jeg siger: Sværd! du skal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes. Eller naar jeg sender Pest i det samme Land og udøser min Harme over det med Blod, saa at jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed. Thi saa siger den Herre, Herre: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf, og se, der bliver nogle undkomne tilovers, som bortføres, Sønner og Døtre: Se, de skulle gaa ud til eder, og I skulle se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle trøste eder over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, ja, alt det, som jeg lod komme over den. Og de skulle trøste eder, naar I se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle erkende, at jeg intet har gjort uden Grund af alt det, som jeg gjorde derudi, siger den Herre, Herre.

Second Reading

II Corinthians 1

Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som ogsaa vi lide; og vort Haab om eder er fast, efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, saaledes ere I det ogsaa i Trøsten. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. Ja, selv have vi hos os selv faaet det Svar: „Døden‟, for at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprejser de døde, han, som friede os ud af saa stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os, idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde maa blive rigeligt takket for os, for den Naade, som er bevist os. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Naade have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller ogsaa erkende; men jeg haaber, at I indtil Enden skulle erkende, ligesom I ogsaa til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, paa den Herres Jesu Dag. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde faa Naade to Gange, og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. Naar jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da saa handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? Saa sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor faa de ogsaa ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, som ogsaa beseglede os og gav os Aandens Pant i vore Hjerter. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl paa, at det var for at skaane eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa eders Glæde; thi i Troen staa I.

Second Reading

Titus 3

Paamind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at adlyde, at være redebonne til al god Gerning, ikke at forhaane nogen, ikke være stridslystne, men milde og udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker. Thi ogsaa vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Begæringer og mange Haande Lyster, vi levede i Ondskab og Avind, vare forhadte og hadede hverandre. Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed aabenbaredes, frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligaand, som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulde i Haab vorde Arvinger til evigt Liv. Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre dem, for at de, som ere komne til Tro paa Gud, skulle lægge Vind paa at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt. Men hold dig fra taabelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse. Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges Paamindelse, da du ved, at en saadan er forvendt og synder, domfældt af sig selv. Naar jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid for at komme til mig i Nikopolis; thi der har jeg besluttet at overvintre. Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe paa Vej, for at intet skal fattes dem. Men lad ogsaa vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt. Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i Troen. Naaden være med eder alle!

Second Reading

Acts 10:1-23

Men en Mand i Kæsarea ved Navn Kornelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske, en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, han saa klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time paa Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: „Kornelius!‟ Men han stirrede paa ham og blev forfærdet og sagde: „Hvad er det, Herre?‟ Han sagde til ham: „Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter. Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.‟ Men da Engelen, som talte til ham, var gaaet bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadigt vare om ham. Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op paa Taget for at bede ved den sjette Time. Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, og han saa Himmelen aabnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned paa Jorden; og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. Og en Røst lød til ham: „Staa op, Peter, slagt og spis!‟ Men Peter sagde: „Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.‟ Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: „Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!‟ Og dette skete tre Gange, og straks blev Dugen igen optagen til Himmelen. Men medens Peter var tvivlraadig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, maatte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. Og de raabte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: „Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; men staa op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.‟ Saa steg Peter ned til Mændene og sagde: „Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere komne?‟ Men de sagde: „Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har af en hellig Engel faaet Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.‟ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.

Second Reading

2 Timothy 2:1-7

Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Naaden i Kristus Jesus; og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til trofaste Mennesker, som kunne være dygtige ogsaa til at lære andre. Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand. Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler — for at han kan behage den, som tog ham i Sold. Og ligesaa, naar nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt. Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne. Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle Ting.

Gospel

Mark 2

Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum, spurgtes det, at han var hjemme. Og der samledes mange, saa at der ikke mere var Plads, end ikke foran Døren; og han talte Ordet til dem. Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev baaren af fire. Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpaa den værkbrudne laa. Og da Jesus saa deres Tro, siger han til den værkbrudne: „Søn! dine Synder ere forladte.‟ Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter: „Hvorfor taler denne saaledes? Han taler bespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden een, nemlig Gud?‟ Og Jesus kendte straks i sin Aand, at de tænkte saaledes ved sig selv, og sagde til dem: „Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter? Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere forladte, eller at sige: Staa op, og tag din Seng, og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ siger han til den værkbrudne: „Jeg siger dig: Staa op, tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟ Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, saa de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: „Aldrig have vi set noget saadant.‟ Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. Og da han gik forbi, saa han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte ogsaa nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de saa, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: „Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!‟ Og da Jesus hørte det, siger han til dem: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og sige til ham: „Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Saa længe de have Brudgommen hos sig, kunne de ikke faste. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da skulle de faste paa den Dag. Ingen syr en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; ellers river den nye Lap paa det gamle Klædebon dette itu, og der bliver et værre Hul. Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges saavel som Læderflaskerne; men kom ung Vin paa nye Læderflasker!‟ Og det skete, at han vandrede paa Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks. Og Farisæerne sagde til ham: „Se, hvorfor gøre de paa Sabbaten, hvad der ikke er tilladt?‟ Og han siger til dem: „Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham? Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav ogsaa dem, som vare med ham?‟ Og han sagde til dem: „Sabbaten blev til for Menneskets Skyld, og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld. Derfor er Menneskesønnen Herre ogsaa over Sabbaten.‟

Evening Prayer — Second Lesson

1 Peter 2

Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse, og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse, om I da have smagt, at Herren er god. Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.‟ Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte. Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed. I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd. Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen! I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige. Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt. Thi hvad Ros er det, om I holde ud, naar I synde og derfor faa Næveslag? Men dersom I holde ud, naar I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud. Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte. Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

Gospel

John 19:31-42

Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene maatte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. Da kom Stridsmændene og knuste Benene paa den første og paa den anden, som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at ogsaa I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: „Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.‟ Og atter et andet Skriftord siger: „De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.‟ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han maatte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. Men ogsaa Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. Men der var paa det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.

Gospel

Matthew 17:1-9

Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op paa et højt Bjerg. Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Aasyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: „Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en.‟ Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!‟ Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. Og Jesus traadte hen og rørte ved dem og sagde: „Staar op, og frygter ikke!‟ Men da de opløftede deres Øjne, saa de ingen uden Jesus alene. Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: „Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde.‟

Gospel

Matthew 21

Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem: „Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.‟ Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger: „Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.‟ Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa. Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen. Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: „Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!‟ Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: „Hvem er denne?‟ Men Skarerne sagde: „Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa.‟ Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Og han siger til dem: „Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule.‟ Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem. Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: „Hosanna Davids Søn!‟ bleve de vrede og sagde til ham: „Hører du, hvad disse sige?‟ Men Jesus siger til dem: „Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?‟ Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der. Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig. Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!‟ Og Figentræet visnede straks. Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske. Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.‟ Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.‟ Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.‟ Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard! Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen. Hvem af de to gjorde Faderens Villie?‟ De sige: „Den første.‟ Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige. Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham. Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter. Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv! Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟ De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟ Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟ Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.