Today's Readings

First Reading

Ephesians 4:25-32

Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse; giver ikke heller Djævelen Rum! Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa; og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhaanelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

First Reading

Ezekiel 13

Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! spaa imod Israels Profeter, dem, som spaa, og sig til dem, som ere Profeter efter deres eget Hjertes Kald: Hører Herrens Ord! Saa siger den Herre, Herre: Ve over de daarlige Profeter, som gaa efter deres egen Aand og efter det, som de ikke have set. Som Ræve i Ørken ere dine Profeter blevne, o Israel! I stillede eder ikke op for Gabet og murede ikke Muren op om Israels Hus for at kunne holde Stand i Krigen paa Herrens Dag. Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: „Herren siger det‟, skønt Herren ikke har sendt dem, og de haabe dog, at Ordet skal stadfæstes. Have I ikke skuet forfængeligt Syn og udsagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: „Herren siger det‟, skønt jeg ikke har talt? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Efterdi eders Tale er Forfængelighed og eders Syn Løgn, derfor se, jeg kommer til eder, siger den Herre, Herre; og min Haand skal være imod de Profeter, som have forfængelige Syner, og som spaa Løgn; de skulle ikke være i mit Folks Raad og ikke indskrives i Israels Hus's Bog, ej heller komme til Israels Land; og I skulle fornemme, at jeg er den Herre, Herre. Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er Herren. Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte ere de, som anstrøge den, nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, som saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, Herre. Og du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod dit Folks Døtre, dem, som ere Profetinder efter deres eget Hjertes Kald, og spaa imod dem! Og du skal sige: Saa siger den Herre, Herre: Ve de Kvinder, som sy Puder om alle mine Armled, og som gøre Hætter til Hoveder af al Slags Vækst for at fange Sjæle! mit Folks Sjæle fange I og ville dog holde eders egne Sjæle i Live? Og I vanhellige mig for mit Folk for nogle Haandfuld Byg og for nogle Stykker Brød for at dræbe Sjæle, som ikke skulde dø, og for at holde Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyve for mit Folk, for dem, som høre paa Løgn? Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg kommer imod eders Puder, ved hvilke I fange, idet jeg lader Sjælene flyve ud; og jeg vil rive dem af eders Arme og udlade de Sjæle, hvilke I have fanget, ja, Sjælene til at flyve ud. Og jeg vil sønderrive eders Hætter og redde mit Folk af eders Haand, og de skulle ikke mere være i eders Haand til et Bytte; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live: Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haand, og I skulle fornemme, at jeg er Herren.

First Reading

Zephaniah 3:14-20

Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vær glad og fryd dig af dit ganske Hjerte, du Jerusalems Datter! Herren har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere. Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Hænder synke! Herren din Gud i din Midte, din vældige, skal frelse; han skal glæde sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kærlighed, han skal juble over dig med Frydesang. Dem, som vare bedrøvede, fordi de ikke kunde komme til Højtiden, dem vil jeg samle; fra dig vare de; Forhaanelse har hvilet som en Byrde over dem. Se, paa den Tid vil jeg skride ind imod alle, som plage dig; og jeg vil frelse den haltende og samle de fordrevne og sætte dem til Pris og til Navnkundighed i hele det Land, hvori de lede Skændsel. Paa den Tid vil jeg lade eder komme, og det paa den Tid naar jeg sanker eder; thi jeg vil sætte eder til Navnkundighed og til Pris iblandt alle Folk paa Jorden, naar jeg omvender eders Fangenskab for eders Øjne, siger Herren.

Morning Prayer — First Lesson

Micah 6

Hører dog, hvad Herren siger: Gør dig rede, tag Trætten op over for Bjergene, og lad Højene høre din Røst! Hører, I Bjerge! Herrens Trætte, og I uforanderlige, I Jordens Grundpiller! thi Herren har Trætte med sit Folk, og med Israel gaar han i Rette. Mit Folk! hvad har jeg gjort dig, og hvormed har jeg voldet dig Møje? svar mig! Thi jeg førte dig op fra Ægyptens Land, og fra Trælles Hus udløste jeg dig, og jeg sendte for dit Ansigt Mose, Aron og Maria. Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Kongen af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende Herrens retfærdige Gerninger. Hvormed skal jeg komme Herren i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve? Mon Herren vil have Behag i Tusinder af Vædre, i ti Tusinder af Oliebække? mon jeg skal give min førstefødte for min Overtrædelse, min Livsfrugt som Syndoffer for min Sjæl? Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad Herren kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud. Herrens Røst raaber til Staden — og dit Navn ser efter Visdom —; hører Riset! og hvo har beskikket det? Mon der i den ugudeliges Hus endnu er ugudeliges Skatte og en knap Efa, over hvilken der hviler Forbandelse? Mon man kan være ren med Ugudeligheds Vægtskaale, og med en Pose, hvori der er Falskheds Vægtlodder? Thi Rigmændene der ere fulde af Uretfærdighed, og Indbyggerne der tale Løgn, og deres Tunge er Falskhed i deres Mund! Saa vil da ogsaa jeg slaa dig smerteligt, idet jeg ødelægger dig for dine Synders Skyld. Du skal æde og ikke mættes, og din Hunger skal blive i dit Indre; og bringer du noget til Side, skal du ikke frelse det, og hvad du frelser, vil jeg overgive til Sværdet. Du skal saa og ikke høste; du skal presse Oliven, men ikke salve dig med Olie, og Most, men ikke drikke Vin. Og man holder omhyggeligt ved Omris Skikke og al Akabs Hus's Gerning, og I vandre i deres Raad, paa det jeg skal gøre dig til en Forfærdelse og Indbyggerne der til en Spot, og mit Folks Forsmædelse skulle I bære.

Epistle

Sirach 24:23-31

First Reading

Genesis 12

Og Herren sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig. Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en Velsignelse. Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. Og Abram gik, ligesom Herren havde sagt til ham, og Lot gik med ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran. Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de droge ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land. Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet. Og Herren aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for Herren, som aabenbaredes for ham. Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit Telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for Herren og paakaldte Herrens Navn. Og Abram rejste videre og vandrede mod Sønden. Og der var Hunger i Landet, og Abram drog ned til Ægypten at leve som fremmed der; thi Hungeren var svar i Landet. Og det skete, der han nærmede sig at komme til Ægypten, sagde han til Sarai sin Hustru: Se nu, jeg ved, at du er en dejlig Kvinde at se til. Og det vil ske, naar Ægypterne se dig og sige: denne er hans Hustru, at de slaa mig ihjel og lade dig leve. Kære, sig, at du er min Søster, at det kan gaa mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig. Og det skete, der Abram kom til Ægypten, da saa Ægypterne Kvinden, at hun var meget dejlig. Og Faraos Fyrster saa hende og roste hende for Farao, og Kvinden blev ført til Faraos Hus. Og han gjorde Abram godt for hendes Skyld; og han fik Faar og Kvæg og Asener og Svende og Tjenestepiger og Aseninder og Kameler. Og Herren slog Farao og hans Hus med store Plager for Sarai, Abrams Hustrus, Skyld. Da kaldte Farao ad Abram og sagde: Hvi har du gjort mig dette? hvi gav du mig ikke til Kende, at hun er din Hustru? Hvorfor sagde du: hun er min Søster? og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, se, der er din Hustru, tag hende og gak! Og Farao gav sine Mænd Befaling om ham, og de udførte ham og hans Hustru og alt det, han havde.

Morning Prayer — Second Lesson

Matthew 13

Paa hin Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. Og store Skarer samlede sig om ham, saa han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod paa Strandbredden. Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: „Se, en Sædemand gik ud at saa. Og idet han saaede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og aade det op. Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. Den, som har Øren, han høre!‟ Og Disciplene gik hen og sagde til ham: „Hvorfor taler du til dem i Lignelser?‟ Men han svarede og sagde til dem: „Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstaa ikke heller. Og paa dem opfyldes Esajas Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstaa og se med eders Øjne og dog ikke se. Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem. Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attraaede at se, hvad I se, og saa det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke. Saa hører nu I Lignelsen om Sædemanden! Naar nogen hører Rigets Ord og ikke forstaar det, da kommer den Onde og river det bort, som er saaet i hans Hjerte; denne er det, som blev saaet ved Vejen. Men det, som blev saaet paa Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. Men det, som blev saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. Men det, som blev saaet i god Jord, er den, som hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold.‟ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom ogsaa Ugræsset til Syne. Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da faaet Ugræsset fra? Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det sammen? Men han siger: Nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!‟ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark. Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.‟ En anden Lignelse talede han til dem: „Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Maal Mel, indtil det blev syret alt sammen.‟ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: „Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse.‟ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: „Forklar os Lignelsen om Ugræsset paa Marken!‟ Men han svarede og sagde: „Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen, og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende. Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øren, han høre! Himmeriges Rige ligner en Skat, som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den gaar han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark. Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags. Og da det var blevet fuldt, drog man det op paa Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de raadne ud. Saaledes skal det gaa til ved Verdens Ende. Englene skulle gaa ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Have I forstaaet alt dette?‟ De sige til ham: „Ja.‟ Men han sagde til dem: „Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forraad.‟ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. Og han kom til sin Fædreneby og lærte dem i deres Synagoge, saa at de bleve slagne af Forundring og sagde: „Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette?‟ Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: „En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus.‟ Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.

Responsorial Psalm

Psalm 111

Jeg vil prise Herren af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. Herrens Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. Han beskikkede en Ihukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er Herren. Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig sin Pagt i Hu. Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk, idet han har givet dem Hedningernes Arv. Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere trofaste. De ere grundfaste altid og evindelig, de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

Gospel

Luke 1:26-38

Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. Og Engelen kom ind til hende og sagde: „Hil være dig, du benaadede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!‟ Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. Og Engelen sagde til hende: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.‟ Men Maria sagde til Engelen: „Hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?‟ Og Engelen svarede og sagde til hende: „Den Helligaand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn. Og se, Elisabeth din Frænke, ogsaa hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. Thi intet vil være umuligt for Gud.‟ Men Maria sagde: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!‟ Og Engelen skiltes fra hende.

Responsorial Psalm

Psalm 95

Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe! Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer! Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder. I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til. Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land. Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt! Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst! Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken, hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning. Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

Responsorial Psalm

Psalm 105

Priser Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene! Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger! Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge Herren! Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider! Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! Han er Herren vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod; der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og revsede Konger for deres Skyld: „Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt‟. Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da Herrens Tale havde lutret ham. Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere. Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. De kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og de vare ikke genstridige imod hans Ord. Han vendte deres Vande om til Blod og dræbte deres Fisk. Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. Han udbredte en Sky til Skjul og en Ild til at lyse om Natten. De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. Han oplod en Klippe, og der flød Vand, det løb igennem de tørre Steder som en Flod. Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

Responsorial Psalm

Psalm 104

Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt. Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre. Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet; der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang. Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem. De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse. Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger! Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren. Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.

Evening Prayer — First Lesson

Micah 7

Ve mig! thi det er gaaet mig som ved Indsamlingen af Sommerfrugt, som ved Eftersankningen efter Vinhøsten; der er ikke en Vindrue til at æde, ingen tidlig moden Figen, som min Sjæl havde Lyst til. Den fromme er forsvunden fra Jorden, og der er ikke en oprigtig iblandt Menneskene: De lure alle efter Blod, jage den ene deji anden i Garnet. Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren er villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen. Den bedste af dem er som Torn, den oprigtigste som et Tjørnegærde; dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer; nu skal deres Forstyrrelse være der. Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk. Men jeg vil skue ud efter Herren, jeg vil bie efter min Frelses Gud; min Gud vil høre mig. Glæd dig ikke over mig, min Modstanderinde! thi er jeg falden, skal jeg staa op igen, og sidder jeg i Mørket, skal Herren være mit Lys. Herrens Vrede vil jeg bære, thi jeg har syndet imod ham, — indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal føre mig ud til Lyset, jeg skal skue hans Retfærdighed. Og min Modstanderinde maa se det, og Skam skal bedække hende, idet hun siger til mig: Hvor er Herren din Gud? mine Øjne skulle se deres Lyst paa hende; nu skal hun blive til at nedtrædes som Dynd paa Gader. Der kommer en Dag, da man skal bygge dine Mure; paa denne Dag skal Grænse være fjern. Paa den Dag, da skal man komme til dig lige fra Assur og Ægyptens Stæder, og lige fra Ægypten og indtil Floden, og til Hav fra Hav, og fra Bjerg til Bjerget. Og Jorden skal blive til Øde for sine Beboeres Skyld, formedelst deres Idrætters Frugt. Vogt med din Stav dit Folk, din Arvs Hjord, som bor ene for sig, i Skoven midt paa Karmel; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage! Som i de Dage, da du drog ud af Ægyptens Land, vil jeg lade det se underfulde Ting. Hedningerne skulle se det og beskæmmes for al deres Vælde; de skulle lægge Haand paa Mund; deres Øren skulle blive døve. De skulle slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb skulle de komme bævende frem fra deres Borge; til Herren vor Gud skulle de skælvende komme og frygte for dig. Hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb. Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du har svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.

Second Reading

Romans 12

Jeg formaner eder altsaa, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, saa I maa skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne. Thi ved den Naade, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Maal. Thi ligesom vi have mange Lemmer paa eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning, saaledes ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer. Men efterdi vi have forskellige Naadegaver efter den Naade, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro; eller en Tjeneste, da lader os tage Vare paa Tjenesten; eller om nogen lærer, paa Lærergerningen; eller om nogen formaner, paa Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde! Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren; værer glade i Haabet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind paa Gæstfrihed! Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner, og forbander ikke! Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn! Dersom det er muligt — saa vidt det staar til eder —, da holder Fred med alle Mennesker! Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.‟ Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi naar du gør dette, vil du samle gloende Kul paa hans Hoved. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

Second Reading

II Peter 2

Men der opstod ogsaa falske Profeter iblandt Folket, ligesom der ogsaa iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, og mange ville efterfølge deres Uterligheder, saa Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet, og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke. Thi naar Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, saa han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden vilde leve ugudeligt, og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han saa og hørte): — Da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder, hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren. Men disse — ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, ogsaa ødelægges med hines Ødelæggelse, idet de faa Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke faa nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn; de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, men fik Revselse for sin Overtrædelse: Et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. Disse ere vandløse Kilder og Taageskyer, som drives af Stormvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, lokke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. Det er gaaet dem efter det sande Ordsprog: „Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen.‟

Second Reading

Acts 28:1-16

Og da vi nu vare reddede, saa fik vi at vide, at Øen hed Malta. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Baal og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde paa Baalet, krøb der en Øgle ud paa Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Haand. Da nu Barbarerne saa Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: „Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet.‟ Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og saa, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og laante os venligt Herberge i tre Dage. Men det traf sig, at Publius's Fader laa syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham. Da dette var sket, kom ogsaa de andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredede. De viste os ogsaa megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til. Men efter tre Maaneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke. Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og saa droge vi til Rom. Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus saa dem, takkede han Gud og fattede Mod. Men da vi kom til Rom, [overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog] blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

Second Reading

Hebrews 3:7-14

Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen, hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar. Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile‟ — saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud. Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag‟, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.

Gospel

Luke 12

Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: „Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg, som er Hykleri. Men intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket paa Tagene. Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel og derefter ikke formaa at gøre mere. Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for ham, som har Magt til, efter at have slaaet ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham! Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt hos Gud. Ja, endog Haarene paa eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I ere mere værd end mange Spurve. Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil ogsaa Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle. Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades. Men naar de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige. Thi den Helligaand skal lære eder i den samme Time, hvad I bør sige.‟ Men en af Skaren sagde til ham: „Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig.‟ Men han sagde til ham: „Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?‟ Og han sagde til dem: „Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror paa, hvad han ejer, selv om han har Overflod.‟ Og han sagde en Lignelse til dem: „Der var en rig Mand, hvis Mark havde baaret godt. Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange Aar; slaa dig til Ro, spis, drik, vær lystig! Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til, som du har beredt? Saaledes er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud.‟ Men han sagde til sine Disciple: „Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. Giver Agt paa Ravnene, at de hverken saa eller høste, og de have ikke Forraadskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? Formaa I altsaa ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? Giver Agt paa Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som i Dag staar og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. Men søger hans Rige, saa skulle disse Ting gives eder i Tilgift. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. Thi hvor eders Skat er, der vil ogsaa eders Hjerte være. Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gaa om og varte dem op. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.‟ Men Peter sagde til ham: „Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til alle?‟ Og Herren sagde: „Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: „Min Herre tøver med at komme‟ og saa begynder at slaa Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro. Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have faa Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere. Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! Men en Daab har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet! Mene I, at jeg er kommen for at give Fred paa Jorden? Nej, siger jeg eder, men Splid. Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre imod to, og to imod tre. De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder.‟ Men han sagde ogsaa til Skarerne: „Naar I se en Sky komme op i Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker saaledes. Og naar I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede; og det sker. I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om; men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid? Og hvorfor dømme I ikke ogsaa fra eder selv, hvad der er det rette? Thi medens du gaar hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig Flid paa Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du faar betalt endog den sidste Skærv.‟

Evening Prayer — Second Lesson

Romans 13

Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, saa at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstaar Guds Ordning; men de, som modstaa, skulle faa deres Dom. Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, saa gør det gode, og du skal faa Ros af den. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men ogsaa for Samvittighedens. Derfor betale I jo ogsaa Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare paa dette. Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære. Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. Thi det: „Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke begære,‟ og hvilket andet Bud der er, det sammenfattes i dette Ord: „Du skal elske din Næste som dig selv.‟ Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde. Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er paa Tide, at I skulle staa op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Vaaben; lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, saa Begæringer vækkes!

Gospel

Matthew 18:15-20

Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟

Gospel

Matthew 22:41-46

Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‟ De sige til ham: „Davids.‟ Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder. Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟ Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.

Gospel

John 12

Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham: „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?‟ Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.‟ En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel; thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!‟ Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet: „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.‟ Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. Det var ogsaa derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. Da sagde Farisæerne til hverandre: „I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden gaar efter ham.‟ Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gaa op for at tilbede paa Højtiden. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: „Herre! vi ønske at se Jesus.‟ Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. Men Jesus svarede dem og sagde: „Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. Fader, herliggør dit Navn!‟ Da kom der en Røst fra Himmelen: „Baade har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.‟ Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: „En Engel har talt til ham.‟ Jesus svarede og sagde: „Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, og jeg skal, naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.‟ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. Skaren svarede ham: „Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?‟ Da sagde Jesus til dem: „Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen. Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!‟ Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham, for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: „Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?‟ Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: „Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.‟ Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham. Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. Men Jesus raabte og sagde: „Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig, og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.‟