Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Philippians 2:12-18
Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, saa arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse paa eders egen Frelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i eder baade at ville og at virke, efter sit Velbehag. Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, for at I maa blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros paa Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, saa glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. Men ligeledes skulle ogsaa I glæde eder, og glæde eder med mig!
First Reading
Ezekiel 27
Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Og du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Tyrus, og sig til Tyrus, som bor ved Havets Havne, og som handler med Folkene paa mange Øer: Saa siger den Herre, Herre: O Tyrus! du sagde: Jeg er fuldkommen i Skønhed. Dine Landemærker ere midt i Havet, dine Bygningsmænd have gjort din Skønhed fuldendt. De byggede dig hele Opklædningen af Fyrretræ fra Senir; de hentede Geder fra Libanon til at gøre en Mast paa dig. De gjorde dine Aarer af Eg fra Basan; dit Dæk gjorde de af Elfenben, indlagt i Buksbom fra Kithims Øer. Dit Sejl var af hvidt Linned med stukket Arbejde fra Ægypten, for at det skulde være dig til Mærke; af blaat Purpur og rødt Purpur fra Elisas Øer var dit Solsejl. Indbyggerne i Zidon og Arvad vare dine Rorkarle; dine vise, o Tyrus! som vare i dig, de vare dine Styrmænd. Gebals Ældste og dens vise vare hos dig for at stoppe din Læk; alle Skibe i Havet og deres Skibsfolk vare hos dig for at drive Handel med dig. Folk fra Persien og Lydien og fra Put vare i din Hær som dine Krigsfolk, de ophængte Skjold og Hjelm i dig, de gave dig Glans. Arvads Børn og din Hær vare paa dine Mure trindt omkring, og tapre Mænd vare paa dine Taarne; de hængte deres Skjolde paa dine Mure trindt omkring, de gjorde din Skønhed fuldendt. Tharsis handlede med dig, fordi du havde Mangfoldighed af alle Haande Gods; med Sølv, Jern, Tin og, Bly betalte de dine Varer. Javan, Tubal og Mesek, de vare dine Kræmmere; Menneskesjæle og Kobberkar gave de dig i Tusk. De af Thogarmas Hus betalte dine Varer med Køreheste og Rideheste og Mulæsler. Dedans Børn vare dine Kræmmere; mange Kyster stode i Handelsforhold med dig; de gave dig Elfenben og Ebentræ til Betaling. Syrien handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder; med Karbunkel, Purpur og stukket Arbejde jog hvidt Linned og Koraller og Rubiner betalte de dine Varer. Judas og Israels Lande, de vare dine Kræmmere; Hvede fra Minnit og søde Sager og Honning og Olie og Balsam gave de dig i Tusk. Damaskus handlede med dig, fordi du havde en Mangfoldighed af Arbejder, for Mangfoldigheden af alle Haande Gods, med Vin af Helbon og hvid Uld. Vedan og Javan gave Sager fra Uzzal for dine Varer; skinnende Jern, Kasia og Kalmus gaves dig i Tusk. Dedan handlede med dig med Dækkener til at ride paa. Arabien og alle Kedars Fyrster, de stode i Handelsforhold med dig; med Lam og Vædre og Bukke, med dem handlede de med dig. Kræmmere fra Seba og Raema, de vare dine Kræmmere; med det ypperste af alle Haande Urter og med alje Haande kostbare Stene og Guld betalte de dine Varer. Haran og Karma og Eden, Kræmmere fra Seba, Assur og Kilmad handlede med dig. De vare dine Kræmmere med Kostbarheder, bestaaende i Kapper af blaat Purpur og stukket Arbejde, og med værdifuldt Garn, i tvundne og faste Snore, paa dit Marked. Tharsis's Skibe droge omkring for dig, de dreve din Handel, og du blev fyldt og saare rig midt i Havet. Dine Rorkarle førte dig paa de store Vande, Østenvejret sønderslog dig midt i Havet. Dit Gods og dine Varer, hvad du handlede med, dine Skibsfolk og dine Styrmænd, de, som stoppede din Læk, og de, som dreve din Handel, og alle dine Krigsmænd, som vare i dig, med hele din Skare, som var i din Midte, faldt midt i Havet paa dit Falds Dag. Ved Lyden af dine Styrmænds Skrig bæve Strandmarkerne. Og alle de, som føre Aarer, stige ud af deres Skibe; Skibsfolk, alle Styrmænd paa Havet, de træde i Land. Og de lade deres Røst høre over dig og raabe bitterlig; og de kaste Støv paa deres Hoved, de vælte sig i Asken. Og de rage sig helt skaldede for din Skyld og iføre sig Sæk; og de græde over dig i Sjælens Bitterhed med en bitter Sorg. Og de opløfte et Klagemaal over dig i deres Jamren og beklage dig: „Hvo er som Tyrus, som den, der er bleven tavs midt paa Havet?‟ Der dine Varer kom frem af Havene, mættede du mange Folk; med Mangfoldigheden af dit Gods, og hvad du handlede med, gjorde du Konger rige paa Jorden. Nu, da du knust er forsvunden af Havene i de dybe Vandeler din Handel og hele din Skare midt i dig falden. Alle Øernes Indbyggere gyse over dig, og deres Konger forfærdes saare, de se bedrøvelige ud i Ansigtet. Købmændene iblandt Folkene pibe ad dig; du er bleven til Gru og er til evig Tid ikke mere.
First Reading
Proverbs 3:1-12
Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud. Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt. Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle; saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne. Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette. Vær ikke viis i dine egne Øjne; frygt Herren, og vig fra det onde! Det skal være en Lægedom for din Navle og en Vædske for dine Ben. Ær Herren af dit Gods og af al din Avls Førstegrøde: Saa skulle dine Lader blive fulde med Overflod og dine Persekar flyde over af Most. Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og vær ikke utaalmodig ved hans Revselse. Thi Herren revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag.
Morning Prayer — First Lesson
Malachi 2
Og nu, denne Bestemmelse gælder eder, I Præster! Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke lægge det paa Hjerte at give mit Navn Ære, siger den Herre Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville lægge det paa Hjerte. Se, jeg truer Sæden for eder og spreder Møg over eders Ansigter, Møget af eders Festofre, og man skal bringe eder hen til dette. Og I skulle fornemme, at jeg har sendt denne Bestemmelse imod eder, for at den skal vorde min Pagt med Levi, siger den Herre Zebaoth. Min Pagt var med ham, Livet og Freden, og jeg gav ham dem til Frygt, og han frygtede mig, og for mit Navn var han forfærdet. Sandheds Lov var i hans Mund, og der blev ikke fundet Uret paa hans Læber; i Fred og i Oprigtighed vandrede han med mig og omvendte mange fra Misgerning. Thi en Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den Herre Zebaoths Sendebud. Men I ere afvegne fra Vejen, I have bragt mange til at støde an imod Loven; I have fordærvet Levis Pagt, siger den Herre Zebaoth. Derfor gør ogsaa jeg eder foragtelige og ringe for alt Folket, eftersom I ikke agte paa mine Veje, men anse Personer ved Anvendelse af Loven. Have vi ikke alle sammen een Fader? har ikke een Gud skabt os? hvorfor handle vi troløst, den ene imod den anden, for at vanhellige vore Fædres Pagt? Juda har handlet troløst, og der er sket Vederstyggelighed i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget Herrens Helligdom, som han elsker, og taget til Ægte en fremmed Guds Datter. For den Mand, som gør dette, udrydde Herren den, som er vaagen, og den, som svarer, af Jakobs Telte, og den, som fremfører Offergaver til den Herre Zebaoth! For det andet gøre I ogsaa dette: I bedække Herrens Alter med Taarer, med Graad og Suk, saa at han ikke mere vender sit Ansigt til Offergaven eller modtager noget som velbehageligt af eders Haand. Og I sige: Hvorfor? Fordi Herren har været Vidne imellem dig og din Ungdoms Hustru, som du har handlet troløst imod, da hun dog var din Ægtefælle og din Pagts Hustru. Og een, som havde en Rest af Aand, har ikke handlet saaledes. Men hvad gjorde den ene? Han søgte den af Gud forjættede Sæd. Saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld, og ingen handle troløst imod sin Ungdoms Hustru! Thi jeg hader Skilsmisse, siger den Herre Israels Gud, og man bedækker derved sit Klædebon med Vold, siger den Herre Zebaoth; saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld og ikke handle troløst. I have trættet Herren med eders Ord; og dog sige I: Hvormed have vi trættet ham? Idet I sige: Hver, som gør ondt, er god for Herrens Øjne, og til dem har han Lyst, eller: Hvor er Dommens Gud?
Epistle
Hebrews 9:2-12
Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det hellige. Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det allerhelligste, som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Naadestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. Idet nu dette er saaledes indrettet, gaa Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, naar de forrette Tjenesten; men i det andet gaar alene Ypperstepræsten ind een Gang om Aaret, ikke uden Blod, hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, hvorved den Helligaand giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven aabenbar, saa længe det forreste Telt endnu staar, hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der baade Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, paalagte indtil den rette Ordnings Tid. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: Som ikke er af denne Skabning, og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning.
First Reading
Genesis 26
Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar. Da aabenbaredes Herren for ham og sagde: Drag ikke ned til Ægypten, bo i det Land, hvilket jeg siger dig. Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg har svoret Abraham, din Fader. Og jeg vil gøre din Sæd mangfoldig som Stjernerne paa Himmelen og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi Abraham lød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love. Saa boede Isak i Gerar. Og de Mænd paa samme Sted spurgte om hans Hustru; da sagde han: Hun er min Søster; thi han frygtede at sige: Hun er min Hustru, idet han tænkte, at ikke Mændene paa dette Sted maaske skulle slaa mig ihjel for Rebekkas Skyld, thi hun var dejlig af Anseelse. Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru. Da kaldte Abimelek ad Isak og sagde: Visselig, se, hun er din Hustru, og hvorledes har du sagt: hun er min Søster? Og Isak sagde til ham: Thi jeg tænkte: Maaske jeg maatte slaas ihjel for hendes Skyld. Da sagde Abimelek: Hvi har du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os. Saa bød Abimelek alt Folket og sagde: Hvo, som rører ved denne Mand og ved hans Hustru, skal visselig dødes. Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og Herren velsignede ham. Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig. Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterne Avind mod ham. Og alle Brøndene, som hans Faders Tjenere havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, dem tilstoppede Filisterne og fyldte dem med Jord. Og Abimelek sagde til Isak: Drag fra os; thi du er bleven os alt for mægtig. Saa drog Isak derfra og slog Telt i Dalen Gerar og boede der. Og Isak lod igen de Vandbrønde opgrave, som de havde gravet i Abrahams, hans Faders Tid, og som Filisterne havde tilstoppet efter Abrahams Død, og han gav dem Navne efter de Navne, som hans Fader havde kaldet dem. Saa grove Isaks Tjenere i Dalen og fandt der en Brønd med levende Vande. Men Hyrderne af Gerar kivedes med Isaks Hyrder og sagde: Vandet hører os til; saa kaldte han den Brønds Navn Esek, thi de kivedes med ham. Saa grove de en anden Brønd, og de kivedes og om den; derfor kaldte de dens Navn Sitna. Da flyttede han derfra og grov en anden Brønd, og de kivedes ikke om den, og han kaldte dens Navn Rekoboth og sagde: thi nu har Herren gjort Rum for os, og vi ere voksede i Landet. Og han drog op derfra til Beersaba. Og Herren aabenbaredes for ham i den samme Nat og sagde: Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig og vil velsigne dig og formere din Sæd for min Tjener Abrahams Skyld. Saa byggede han der et Alter og paakaldte Herrens Navn og opslog der sit Telt, og Isaks Tjenere grove der en Brønd. Og Abimelek drog til ham fra Gerar med Akusat sin Ven og Pikol sin Stridshøvedsmand. Da sagde Isak til dem: Hvi komme I til mig, da I dog have hadet mig og drevet mig fra Eder? Og de svarede: Vi se klarligen, at Herren er med dig; derfor sagde vi: Kære, lad være en Ed imellem os, imellem os og dig, og vi ville gøre et Forbund med dig, at du ikke skal gøre ondt imod os, ligesom vi ikke have rørt dig, og ligesom vi ikke have gjort dig andet end godt, og vi lode dig fare i Fred; du er nu Herrens velsignede. Saa gjorde han dem et Gæstebud, og de aade og drak. Og de stode tidlig op om Morgenen og tilsvore hinanden gensidig, og Isak ledsagede dem, og de droge fra ham i Fred. Og det skete, paa den samme Dag kom Isaks Tjenere og forkyndte ham angaaende den Brønd, som de havde gravet, og de sagde til ham: Vi have fundet Vand. Og han kaldte den Skibea, deraf er Stadens Navn Beersaba indtil denne Dag. Og Esau var fyrretyve Aar gammel og tog en Hustru, Judith, Beeriden Hethiters Datter, og Basmat, Elon den Hethiters Datter. Og de vare Aands Bitterhed for Isak og Rebekka.
Morning Prayer — Second Lesson
Matthew 27
Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.‟ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.‟ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.‟ Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.‟ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.‟ Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?‟ Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?‟ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.‟ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?‟ Men de sagde: „Barabbas.‟ Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?‟ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!‟ Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!‟ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟, gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde; og da han smagte det, vilde han ikke drikke. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, [for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟] Og de sade der og holdt Vagt over ham. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven saaledes: „Dette er Jesus, Jødernes Konge.‟ Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!‟ Ligesaa spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, saa lad ham nu stige ned af Korset, saa ville vi tro paa ham. Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.‟ Og paa samme Maade haanede ogsaa Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eli! Eli! Lama Sabaktani?‟ det er: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: „Han kalder paa Elias.‟ Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.‟ Men Jesus raabte atter med høj Røst og opgav Aanden. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes; og mange af de hensovede helliges Legemer bleve oprejste, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: „Sandelig, denne var Guds Søn.‟ Men der var mange Kvinder der, som saa til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som ogsaa selv var bleven Jesu Discipel. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent fint Linklæde og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus og sagde: „Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første.‟ Pilatus sagde til dem: „Der have I en Vagt; gaar hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!‟ Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
Responsorial Psalm
Psalm 126
Der Herren hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende, da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: Herren har gjort store Ting imod disse. Herren har gjort store Ting imod os; vi bleve glade. Hjemfør, Herre! vore fangne, lig Sydlandets Strømme. De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang. Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han hjembærer sine Neg.
Gospel
Luke 13:6-17
Men han sagde denne Lignelse: „En havde et Figentræ, som var plantet i hans Vingaard; og han kom og ledte efter Frugt derpaa og fandt ingen. Men han sagde til Vingaardsmanden: Se, i tre Aar er jeg nu kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og ingen fundet; hug det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig? Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staa endnu dette Aar, indtil jeg faar gravet om det og gødet det; maaske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det om!‟ Men han lærte i en af Synagogerne paa Sabbaten. Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Aand i atten Aar, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. Men da Jesus saa hende, kaldte han paa hende og sagde til hende: „Kvinde! du er løst fra din Svaghed.‟ Og han lagde Hænderne paa hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte paa Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: „Der er seks Dage, paa hvilke man bør arbejde; kommer derfor paa dem og lader eder helbrede, og ikke paa Sabbatsdagen!‟ Men Herren svarede ham og sagde: „I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem til Vands? Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten Aar, burde hun ikke løses fra dette Baand paa Sabbatsdagen?‟ Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham.
Responsorial Psalm
Psalm 109
Min Lovsangs Gud, ti ikke! Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd! Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet! De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
Responsorial Psalm
Psalm 119
Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov. Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud. Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig. Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke. Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte. Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vir ikke glemme dit Ord. Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider. Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke. Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst; Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding. Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej! Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes. Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov. Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord. Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke. Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord. Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt. Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag. Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det. Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme. Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger. Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde. Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke. Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd. Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise. Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst. Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke. Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme; De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed. Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme! Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed. Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud. Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord! Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed. Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst. Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.
Responsorial Psalm
Psalm 118
Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. De, som frygte Herren, sige: Hans Miskundhed er evindelig. I Trængselen kaldte jeg paa Herren; Herren bønhørte mig i det fri. Herren er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Herren er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Mennesker. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Fyrster. Alle Hedninger have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men Herren hjalp mig. Herren er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; Herrens højre Haand skaber Kraft. Herrens højre Haand er ophøjet, Herrens højre Haand skaber Kraft. Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gerninger. Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke Herren. Denne er Herrens Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. Af Herren er dette sket, det er underligt for vore Øjne. Denne er Dagen, som Herren har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! Kære Herre! frels dog; kære Herre! lad det dog lykkes. Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn; vi velsigne eder fra Herrens Hus. Herren er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.
Evening Prayer — First Lesson
Malachi 3
Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den Herre Zebaoth. Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være Herrens og fremføre Offergaver i Retfærdighed. Og Judas og Jerusalems Offergaver skulle behage Herren som i gamle Dage og som i de forgangne Aar. Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den Herre Zebaoth. Thi jeg, Herren, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte. Fra eders Fædres Dage ere I afvegne fra mine Skikke og have ikke bevaret dem; vender om til mig, og jeg vil vende om til eder, siger den Herre Zebaoth; men I sige: Hvori skulle vi vende om? Mon et Menneske tør bedrage Gud? thi I bedrage mig, og dog sige I: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienden og Afgiften! Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig. Fører al Tienden til Forraadshuset, at der kan være Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den Herre Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal. Og jeg vil for eders Skyld true Æderen, at den ikke skal fordærve eder Jordens Frugt; og Vintræet paa Marken skal ikke slaa eder fejl, siger den Herre Zebaoth. Og alle Folkeslag skulle prise eder lykkelige; thi I skulle være et behageligt Land, siger den Herre Zebaoth. Eders Ord have været stærke imod mig, siger Herren; og dog sige I: Hvad have vi talt med hverandre imod dig? I sige: Det er forfængeligt at tjene Gud, og hvad Vinding have vi af, at vi toge Vare paa, hvad han vilde have varetaget, og at vi gik i Sørgeklæder for den Herre Zebaoths Ansigt? Og nu prise vi de hovmodige lykkelige; baade de, som øvede Ugudelighed, ere byggede, og de, som fristede Gud, slap fri. Da samtalede og de, som frygtede Herren, hver med sin Ven, og Herren gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte Herren og tænke paa hans Navn. Og de skulle, siger den Herre Zebaoth, være mig en Ejendom paa den Dag, som jeg skaber; og jeg vil skaane dem, som en Mand skaaner sin Søn, der tjener ham. Og I skulle igen se Forskel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud, og en, som ikke tjener ham.
Second Reading
Ephesians 4
Jeg formaner eder derfor, jeg, den fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand; eet Legeme og een Aand, ligesom I ogsaa bleve kaldede til eet Haab i eders Kaldelse; een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle! Men hver enkelt af os blev Naaden given efter Kristi Gaves Maal. Derfor hedder det: „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.‟ Men dette: „Han opfor,‟ hvad er det, uden at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egne. Han, som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst, for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre saaledes, som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem paa Grund af deres Hjertes Forhærdelse, de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. Men I have ikke saaledes lært Kristus, om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham saaledes, som Sandhed er i Jesus, at I, hvad eders forrige Vandel angaar, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, men fornyes i eders Sinds Aand og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed. Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse; giver ikke heller Djævelen Rum! Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa; og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhaanelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
Second Reading
Revelation 5
ag jeg saa i hans højre Haand, som sad paa Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpaa, forseglet med syv Segl. Og jeg saa en vældig Engel, som udraabte med høj Røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og bryde dens Segl? Og ingen i Himmelen, ej heller paa Jorden, ej heller under Jorden, formaaede at aabne Bogen eller at se i den. Og jeg græd saare, fordi ingen fandtes værdig til at aabne Bogen eller at se i den. Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, saa han kan aabne Bogen og dens syv Segl. Og jeg saa, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: Det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til hele Jorden. Og det kom og tog Bogen af hans højre Haand, som sad paa Tronen. Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner. Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og aabne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Folkeslag, og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger paa Jorden. Og jeg saa, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder, og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at faa Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse! Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.
Second Reading
Romans 14:7-12
Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; thi naar vi leve, leve vi for Herren, og naar vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens. Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske baade over døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol. Thi der er skrevet: „Saa sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud.‟ Altsaa skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.
Second Reading
Hebrews 8:1-6
Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: Vi have en saadan Ypperstepræst, der har taget Sæde paa højre Side af Majestætens Trone i Himlene som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske. Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at ogsaa denne maa have noget at frembære. Dersom han nu var paa Jorden, da var han ikke engang Præst, efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven; hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, saaledes som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde indrette Tabernakelet: „Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig paa Bjerget.‟ Men nu har han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han ogsaa er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet paa bedre Forjættelser.
Gospel
John 2
Og paa den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der. Men ogsaa Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: „De have ikke Vin.‟ Jesus siger til hende: „Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.‟ Hans Moder siger til Tjenerne: „Hvad som han siger eder, det skulle I gøre.‟ Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. Jesus siger til dem: „Fylder Vandkarrene med Vand;‟ og de fyldte dem indtil det øverste. Og han siger til dem: „Øser nu og bærer til Køgemesteren;‟ og de bare det til ham. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren paa Brudgommen og siger til ham: „Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.‟ Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham. Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage. Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Faar og Duer, og Vekselererne. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, baade Faarene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Smaapenge og væltede Bordene. Og han sagde til dem, som solgte Duer: „Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!‟ Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: „Nidkærheden for dit Hus vil fortære mig.‟ Da svarede Jøderne og sagde til ham: „Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gør dette?‟ Jesus svarede og sagde til dem: „Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det.‟ Da sagde Jøderne: „I seks og fyrretyve Aar er der bygget paa dette Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?‟ Men han talte om sit Legemes Tempel. Da han saa var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt. Men da han var i Jerusalem i Paasken paa Højtiden, troede mange paa hans Navn, da de saa hans Tegn, som han gjorde. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
Evening Prayer — Second Lesson
1 Corinthians 11
Vorder mine Efterfølgere, ligesom ogsaa jeg er Kristi! Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, saaledes som jeg har overleveret eder dem. Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. Thi naar en Kvinde ikke tildækker sig, saa lad hende ogsaa klippe sit Haar af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld. Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. Thi ligesom Kvinden er af Manden, saaledes er ogsaa Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? Lærer ikke ogsaa selve Naturen eder, at naar en Mand bærer langt Haar, er det ham en Vanære, men naar en Kvinde bærer langt Haar, er det hende en Ære; thi det lange Haar er givet hende som et Slør. Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ej heller. Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. For det første nemlig hører jeg, at naar I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. Thi der maa endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive aabenbare iblandt eder. Naar I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadvere. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Maaltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød, takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟ Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken! Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen til Maaltid, da venter paa hverandre! Naar nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, naar jeg kommer.
Gospel
Mark 4:26-34
Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset; men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.‟ Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden, og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.‟ Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.
Gospel
Luke 9:23-27
Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.‟
Gospel
Matthew 5
Men da han saa Skarerne, steg han op paa Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham, og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde: „Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes. Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed. Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn. Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, som vare før eder. I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af Menneskene. I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men paa Lysestagen; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset. Lader saaledes eders Lys skinne for Menneskene, at de maa se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene. Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgaar, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det er sket alt sammen. Derfor, den, som bryder et af de mindste af disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgaar de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke slaa ihjel, men den, som slaar ihjel, skal være skyldig for Dommen. Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; og den, som siger: Du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild. Derfor, naar du ofrer din Gave paa Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, saa lad din Gave blive der foran Alteret, og gaa hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham paa Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du faar betalt den sidste Hvid. I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bedrive Hor. Men jeg siger eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte. Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede. Og om din højre Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme kommer i Helvede. Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor. I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. Men jeg siger eder, at I maa aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. Du maa heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Haar hvidt eller sort. Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde. I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. Men jeg siger eder, at I maa ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, da vend ham ogsaa den anden til! Og dersom nogen vil gaa i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham da ogsaa faa Kappen! Og dersom nogen tvinger dig til at gaa een Mil, da gaa to med ham! Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig. I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I maa vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke ogsaa Tolderne det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke ogsaa Hedningerne det samme? Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
