Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Colossians 1:21-29
Ogsaa eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag i eders onde Gerninger, har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn, saa sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade eder rokke fra Haabet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis Tjener jeg Paulus er bleven. Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord, den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, men nu er bleven aabenbaret for hans hellige, hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom paa Herlighed iblandt Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Haab, hvem vi forkynde, idet vi paaminde hvert Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert Menneske som fuldkomment i Kristus; hvorpaa jeg ogsaa arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som virker mægtigt i mig.
First Reading
Ezekiel 37
Herrens Haand kom over mig, og Herren førte mig i Aanden ud og nedlod mig midt i en Dal, og den var fuld af Ben. Og han lod mig gaa forbi dem trindt omkring, og se, der laa saare mange oven paa Jorden i Dalen, og se, de vare saare tørre. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! mon disse Ben kunne blive levende? Og jeg sagde: Herre, Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Spaa om disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hører Herrens Ord! Saa siger den Herre, Herre til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og I skulle blive levende. Og jeg vil lægge Sener paa eder og lade Kød komme over eder og overdrage eder med Hud og bringe Aand i eder, at I blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen, og Benene nærmede sig, det ene Ben til det andet. Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem, og der trak sig en Hud der ovenover; men der var ikke Aand i dem. Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, Herre: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende. Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Hær. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Ben ere Israels hele Hus; se, det siger: Vore Ben ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, det er forbi med os! Derfor spaa, og sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg oplader eders Grave og fører eder op af eders Grave, mit Folk! og bringer eder til Israels Land. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg oplader eders Grave, og naar jeg fører eder op af eders Grave, mit Folk! Og jeg vil sende min Aand i eder, at I blive levende, og jeg vil bosætte eder i eders Land, og I skulle fornemme, at jeg Herren, jeg har talt det og gjort det, siger Herren. Og Herrens Ord kom til mig saalunde: Og du Menneskesøn! tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: „For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn‟; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: „For Josef‟ — det er Efraims Træ — „og for hele Israels Hus, hans Medbrødre‟, og føj dem sammen, det ene til det andet, for dig til eet Stykke Træ, saa at de blive til eet i din Haand. Og naar dit Folks Børn sige til dig: Vil du ikke give os til Kende, hvad du mener med disse Ting: Da sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil tage Josefs Træ, som er i Efraims Haand, og Israels Stammer, hans Medbrødre, som jeg sætter derpaa, samt Judas Træ, og jeg vil gøre dem til eet Stykke Træ, og de skulle være eet i min Haand. Og de Stykker Træ, som du skriver paa, skulle være i din Haand for deres Øjne; og tal til dem: Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg tager Israels Børn ud fra Hedningerne, hvor de vandre, og jeg vil samle dem trindt omkring fra og lade dem komme til deres Land. Og jeg vil gøre dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal være Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere være tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles. De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtrædelser; eg jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rense dem; og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, Og min Tjener David skal være Konge over dem, og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem. Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig. Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal være dem en evig Pagt, og jeg vil bosætte dem og gøre dem mangfoldige og sætte min Helligdom midt iblandt dem evindelig. Og min Bolig skal være hos dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. Og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er Herren, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver midt iblandt dem evindelig.
First Reading
Song of Solomon 2:1-17
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie. Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene. Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane. Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig. Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed. Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig. Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil. Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene. Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret. Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem. Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort. Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land. Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem! Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig. Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster. Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne. Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
Morning Prayer — First Lesson
Judith 3
Epistle
Sirach 31:8-11
First Reading
Genesis 17
Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen! Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget. Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde: Hvad mig angaar, se, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader. Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader. Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konger skulle udgaa af dig. Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. Og jeg vil give dig og dit Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud. Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig, i deres Slægter. Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder. Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder. Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom. Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt. Og Gud sagde til Abraham: Hvad angaar Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn. Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende. Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde? Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt! Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham. Og om Ismael har jeg hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar. Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham. Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i hans Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham. Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret. Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne. Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.
Morning Prayer — Second Lesson
Mark 9
Og han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.‟ Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, saa at ingen Blegemand paa Jorden kan gøre Klæder saa hvide. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: „Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.‟ Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: „Denne er min Søn, den elskede, hører ham!‟ Og pludseligt, da de saa sig om, saa de ingen mere uden Jesus alene hos dem. Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstaa fra de døde. Og de spurgte ham og sagde: „De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?‟ Men han sagde til dem: „Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.‟ Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. Og straks studsede hele Skaren, da de saa ham, og de løb hen og hilsede ham. Og han spurgte dem: „Hvorom tvistes I med dem?‟ Og en af Skaren svarede ham: „Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en maalløs Aand. Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.‟ Men han svarede dem og sagde: „O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig!‟ Og de ledte ham frem til ham; og da han saa ham, sled Aanden straks i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede. Og han spurgte hans Fader: „Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?‟ Men han sagde: „Fra Barndommen af; og den har ofte kastet ham baade i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formaar noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!‟ Men Jesus sagde til ham: „Om du formaar! Alle Ting ere mulige for den, som tror.‟ Straks raabte Barnets Fader og sagde med Taarer: „Jeg tror, hjælp min Vantro!‟ Men da Jesus saa, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Aand og sagde til den: „Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!‟ Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde: „Han er død.‟ Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op. Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?‟ Og han sagde til dem: „Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.‟ Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: „Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slaa ham ihjel; og naar han er ihjelslaaet, skal han opstaa tre Dage efter.‟ Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham. Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: „Hvad var det, I overvejede med hverandre paa Vejen?‟ Men de tav; thi de havde talt med hverandre paa Vejen om, hvem der var den største. Og han satte sig og kaldte paa de tolv og siger til dem: „Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.‟ Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: „Den, som modtager eet af disse smaa Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.‟ Johannes sagde til ham: „Mester! vi saa en, som ikke følger os, uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os.‟ Men Jesus sagde: „Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. Thi den, som ikke er imod os, er for os. Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. Og den, som forarger en af disse smaa, som tro, for ham var det bedre, at der laa en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, [hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.] Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, [hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.] Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt. Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!‟
Responsorial Psalm
Psalm 143
Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed, og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig. Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed. Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig. Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning. Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. Skynd dig, bønhør mig, Herre! min Aand forgaar, skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen. Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi jeg har forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej, som jeg skal gaa paa; thi jeg har opløftet min Sjæl til dig. Fri mig fra mine Fjender, Herre! hos dig har jeg søgt Skjul. Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land! For dit Navns Skyld, Herre! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af Trængsel. For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordærve alle dem, som trænge min Sjæl; thi jeg er din Tjener.
Gospel
Luke 12:35-40
Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gaa om og varte dem op. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.‟
Responsorial Psalm
Psalm 119
Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov. Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud. Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig. Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke. Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte. Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vir ikke glemme dit Ord. Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider. Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke. Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst; Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding. Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej! Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes. Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov. Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord. Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke. Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord. Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt. Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag. Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det. Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme. Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger. Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde. Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke. Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd. Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise. Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst. Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke. Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme; De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed. Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme! Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed. Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud. Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord! Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed. Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst. Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.
Responsorial Psalm
Psalm 129
De trængte mig haardt fra min Ungdom af — saa sige Israel! — de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig. Plovmændene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange. Herren er retfærdig, han overhuggede de ugudeliges Reb. De skulle beskæmmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion. De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det; af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm. Og de, som gaa forbi, sige ikke: Herrens Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i Herrens Navn.
Responsorial Psalm
Psalm 128
Lyksalig hver den, som frygter Herren, som gaar paa hans Veje! Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel. Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord. Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren. Herren skal velsigne dig fra Zion, og du skal se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage. Og du skal se Børn af dine Børn! Fred være over Israel!
Evening Prayer — First Lesson
Judith 4
Second Reading
Hebrews 6
Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud, med Lære om Døbelser og. Haandspaalæggelse og dødes Opstandelse, og evig Dom. Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det. Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud; men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes. Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes. Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden, for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟ Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os, hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget, hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.
Second Reading
Revelation 15
Og jeg saa et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv Engle, som havde de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme fuldbyrdet. Og jeg saa som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal, staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper. Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde: Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du almægtige! retfærdige og sande ere dine Veje, du Folkeslagenes Konge! Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne aabenbarede. Og derefter saa jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev aabnet, og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet, iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med Guldbælter. Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskaaler fyldte med Guds Harme, han, som lever i Evighedernes Evigheder. Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft; og ingen kunde gaa ind i *Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.
Second Reading
Ephesians 5:8-14
Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn, (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,) saa I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; men alt dette bliver aabenbaret, naar det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver aabenbaret, er Lys. Derfor hedder det: „Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!‟
Second Reading
Hebrews 10:32-39
Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.
Gospel
John 12
Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham: „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?‟ Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.‟ En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel; thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!‟ Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet: „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.‟ Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. Det var ogsaa derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. Da sagde Farisæerne til hverandre: „I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden gaar efter ham.‟ Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gaa op for at tilbede paa Højtiden. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: „Herre! vi ønske at se Jesus.‟ Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. Men Jesus svarede dem og sagde: „Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. Fader, herliggør dit Navn!‟ Da kom der en Røst fra Himmelen: „Baade har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.‟ Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: „En Engel har talt til ham.‟ Jesus svarede og sagde: „Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, og jeg skal, naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.‟ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. Skaren svarede ham: „Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?‟ Da sagde Jesus til dem: „Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen. Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!‟ Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham, for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: „Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?‟ Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: „Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.‟ Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham. Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. Men Jesus raabte og sagde: „Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig, og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.‟
Evening Prayer — Second Lesson
2 Corinthians 5
Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. Ja, ogsaa i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, saa sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Aandens Pant. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren — thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse — ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. Derfor sætte vi ogsaa vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. Thi vi skulle alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt. Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja, jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for eders Samvittigheder. Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. Thi naar vi „bleve afsindige‟, var det for Guds Skyld, og naar vi ere besindige, er det for eders Skyld. Thi Kristi Kærlighed tvinger os, idet vi have sluttet saaledes: Een er død for alle, altsaa ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. Saaledes vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi ogsaa have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. Vi ere altsaa Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
Gospel
Luke 7:1-10
Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Paahør, gik han ind i Kapernaum. Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. Men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: „Han er vel værd, at du gør dette for ham; thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os.‟ Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: „Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet. Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.‟ Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: „Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.‟ Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund.
Gospel
Luke 10:25-37
Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men han sagde til ham: „Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?‟ Men han svarede og sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.‟ Men han sagde til ham: „Du svarede ret; gør dette, saa skal du leve.‟ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?‟ Men Jesus svarede og sagde: „Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi. Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?‟ Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham.‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligesaa!‟
Gospel
Luke 6
Men det skete paa den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. Men nogle af Farisæerne sagde: „Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre paa Sabbaten?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav ogsaa dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene.‟ Og han sagde til dem: „Menneskesønnen er Herre ogsaa over Sabbaten.‟ Men det skete paa en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Haand var vissen. Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Haand: „Rejs dig og staa frem her i Midten!‟ Og han rejste sig og stod frem. Men Jesus sagde til dem: „Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?‟ Og han saa omkring paa dem alle og sagde til ham: „Ræk din Haand ud!‟ Og han gjorde det; da blev hans Haand sund igen som den anden. Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus. Men det skete i disse Dage, at han gik ud paa et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han ogsaa kaldte Apostle: Simon, hvem han ogsaa kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder. Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Aander; og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle. Og han opløftede sine Øjne paa sine Disciple og sagde: „Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. Salige ere I, naar Menneskene hade eder, og naar de udstøde eder og haane eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. Glæder eder paa den Dag, og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved Profeterne. Men ve eder, I rige, thi I have allerede faaet eders Trøst. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. Ve eder, naar alle Mennesker tale godt om eder; thi paa samme Maade gjorde deres Fædre ved de falske Profeter. Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. Den, som slaar dig paa den ene Kind, byd ham ogsaa den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligesaa skulle ogsaa I gøre imod dem! Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere elske dem, som dem elske. Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere gøre det samme. Og dersom I laane dem, af hvem I haabe at faa igen, hvad Tak have I derfor? Thi ogsaa Syndere laane Syndere for at faa lige igen. Men elsker eders Fjender, og gører vel, og laaner uden at vente noget derfor, saa skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig. Og dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal der forlades eder; giver, saa skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Maal skulle de give i eders Skød; thi med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder igen.‟ Men han sagde dem ogsaa en Lignelse: „Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje. Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt. Thi hvert Træ kendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forraad; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund. Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden paa Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus paa Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Huses Fald blev stort.‟
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
