Today's Readings

First Reading

Colossians 3:12-17

Saa ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, saa I bære over med hverandre og tilgive hverandre, dersom nogen har Klagemaal imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, saaledes ogsaa I! Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er Fuldkommenhedens Baand. Og Kristi Fred raade i eders Hjerter, til hvilken I ogsaa bleve kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige! Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, saa I med al Visdom lære og paaminde hverandre med Psalmer, Lovsange og aandelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.

First Reading

Ezekiel 43

Og han førte mig til Porten, den Port, som vender imod Østen. Og se, Israels Guds Herlighed kom fra Østen af, og Lyden deraf var som vældige Vandes Lyd, og Jorden lyste af hans Herlighed. Og Synet, som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelæggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt. Og Herrens Herlighed drog ind i Huset igennem Porten, som vendte imod Østen. Og en Aand opløftede mig og førte mig til den indre Forgaard; og se, Herrens Herlighed fyldte Huset. Og jeg hørte een tale til mig fra Huset af, og der var en Mand, som stod hos mig. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje, idet de satte deres Dørtærskel ved min Dørtærskel og deres Dørstolper ved mine Dørstolper, og der kun var en Væg imellem mig og imellem dem; og de vanhelligede mit hellige Navn med deres Vederstyggeligheder, som de bedreve, saa at jeg lod dem fortæres i min Vrede. Nu skulle de fjerne deres Bolen og deres Kongers Lig langt bort fra mig; og jeg vil bo midt iblandt dem evindelig. Du Menneskesøn! forkynd Israels Hus om dette Hus, at de maa skamme sig for deres Misgerninger og maale den afmaalte Bygning. Og dersom de skamme sig over alt det, som de have gjort, vis dem saa Husets Skikkelse og dets Indretning og dets Udgange og dets Indgange og Skikkelsen af alt det enkelte deri og alle dets Bestemmelser, ja, Skikkelsen af alt det enkelte der og alle dets Love, og skriv det for deres Øjne, at de maa bevare hele dets Skikkelse og alle dets Bestemmelser og gøre efter dem. Dette er Loven om Huset: Paa Bjergets Top skal hele dets Grænse trindt omkring være højhellig; se, dette er Loven om Huset. Og dette er Alterets Maal i Alen, hver Alen til en almindelig Alen og en Haandbred: Fodens Indfatning skal være een Alen høj og een Alen bred, og Listen derom paa Randen deraf trindt omkring skal være eet Spand; og dette er Alterets Grundvold. Og fra Indfatningen af Foden paa Jorden indtil den nederste Afsætning skal der være to Alen og i Bredden een Alen; men fra den lille Afsætning indtil den store Afsætning skal der være fire Alen og i Bredden een Alen. Og Harel skal være fire Alen, og fra Ariel og opad skal der være de fire Horn. Og Ariel skal være tolv Alen lang og tolv Alen bred, i Firkant, efter sine fire Sider. Og Afsætningen skal være fjorten Alen i Længden, med, fjorten Alen i Bredden, efter sine fire Sider, og Listen trindt omkring den en halv Alen, og Indfatningen af Foden dertil en Alen trindt omkring, og Trappen derop vende imod Østen. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! saa siger den Herre, Herre: Dette er Bestemmelserne om Alteret, paa den Dag det bliver gjort for at ofre Brændoffer derpaa og for at stænke Blod derpaa. Og du skal give Præsterne af Levi Stamme, som ere af Zadoks Sæd, og som ere mig nær for at tjene mig, siger den Herre, Herre, en ung Okse til Syndoffer. Og du skal tage af dens Blod og stryge paa dets fire Horn og paa de fire Hjørner af Afsætningen og paa Listen trindt omkring; og du skal rense det for Synd og udsone det. Og du skal tage Syndofferets Okse, og man skal opbrænde den paa den bestemte Plads i Huset, liden for Helligdommen. Men den anden Dag skal du ofre en Gedebuk, som er lydefri, til Syndoffer; og de skulle rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det for Synd med Oksen. Naar du er færdig med at rense det for Synd, skal du ofre en ung Okse, lydefri, og en lydefri Væder af Hjorden. Og du skal føre dem frem for Herrens Ansigt; og Præsterne skulle kaste Salt paa dem og ofre dem til et Brændoffer for Herren. Syv Dage skal du tilberede en Buk til Syndoffer hver Dag; og en ung Okse og en Væder af Hjorden, som ere lydefri, skulle de tilberede. I syv Dage skulle de udsone Alteret og rense det og fylde dets Haand. Og naar de have fuldendt de Dage, da skal det ske paa den ottende Dag og fremdeles, at Præsterne skulle tilberede eders Brændofre og eders Takofre paa Alteret, og jeg vil have Behag i eder, siger den Herre, Herre.

First Reading

Nehemiah 2:1-20

Og det skete i Nisan Maaned i Kong Artakserkses's tyvende Aar, da stod der Vin for hans Ansigt, og jeg tog Vinen og gav Kongen, og jeg havde ikke vist mig sørgmodig for hans Ansigt. Da sagde Kongen til mig: Hvorfor er du sørgmodig? og du er ikke syg, det er ikke dette, men dit Hjerte er sørgmodigt; da frygtede jeg saare meget. Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild? Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen. Da sagde jeg til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, og dersom din Tjener synes god for dit Ansigt, da sende du mig til Juda, til mine Fædres Begravelsers Stad, at jeg maa bygge den op. Da sagde Kongen og Dronningen, som sad hos ham, til mig: Hvor længe skal din Rejse vare, og naar vil du komme igen? Og det syntes Kongen godt, og han sendte mig hen, og jeg satte ham en bestemt Tid. Og jeg sagde til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, da lad dem give mig Breve til Landshøvdingerne paa hin Side Floden, at de lade mig komme frem, indtil jeg kommer til Juda, og Brev til Asaf, som har Opsyn over Kongens Lysthave, at han maa give mig Træ til at sammentømre Porten paa Borgen, som hører til Huset, og ligeledes til Stadsmurene og til det Hus, som jeg skal drage ind udi; og Kongen gav mig det, efterdi min Guds gode Haand var over mig. Da kom jeg til Landshøvdingerne paa hin Side Floden og gav dem Kongens Breve, og Kongen sendte Stridshøvedsmænd og Ryttere med mig. Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, hørte det, da gjorde det dem saare ondt, at der var kommet et Menneske til at søge Israels Børns Bedste. Og der jeg kom til Jerusalem og havde været der i tre Dage, da gjorde jeg mig rede om Natten, jeg og faa Mænd med mig, og jeg gav ikke til Kende for noget Menneske, hvad min Gud indgav mit Hjerte at gøre for Jerusalem, og der var intet Dyr med mig uden det Dyr, som jeg red paa. Og jeg drog ud ad Dalporten om Natten og hen imod Dragekilden og hen til Møgporten, og jeg undersøgte Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte, som vare fortærede af Ild. Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Dam, og der var ikke Rum for Dyret til at komme frem under mig. Og jeg drog om Natten op i Dalen, og jeg undersøgte Muren, og jeg vendte om og kom ind ad Dalporten og vendte tilbage. Og Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gaaet hen, eller hvad jeg gjorde, og for Jøderne og Præsterne og de ypperste og Forstanderne og de øvrige, som skulde have med Gerningen at gøre, havde jeg ikke hidindtil tilkendegivet det. Da sagde jeg til dem: I se den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbrændte af Ild: Kommer og lader os opbygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle være til Spot. Og jeg fortalte dem om min Guds Haand, som var god over mig, tilmed om Kongens Ord, som han havde sagt mig; og de sagde: Lader os gøre os rede og bygge, og de styrkede deres Hænder til det gode Værk. Men der Sanballat, Horoniten, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, Araberen, hørte det, da bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gøre? ville I være genstridige imod Kongen? Da svarede jeg dem og sagde til dem: Gud i Himmelen, han skal lade det lykkes for os, og vi hans Tjenere, vi ville gøre os rede og bygge; men I have ikke Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem.

Morning Prayer — First Lesson

Judith 15

Epistle

Ephesians 5:15-21

Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise, saa I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde. Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Aanden, saa I tale hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;

First Reading

Genesis 23

Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende. Siden stod Abraham op fra sin dødes Aasyn og talede til Heths Børn og sagde: Jeg er en fremmed og Gæst hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt. Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham: Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde. Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn. Og han talede med dem sigende: Dersom det er med eders Villie, at jeg maa begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt, da hører mig og beder for mig hos Efron, Zokars Søn, at han vil give mig Hulen Makpela, som er hans, som er ved Enden af hans Ager; han give mig den for fuld Værdi midt iblandt eder til en Begravelses Ejendom. Men Efron sad midt iblandt Heths Børn; da svarede Efron den Hethiter Abraham, saa at Heths Børn hørte derpaa, alle de, som gik ind ad hans Stads Port sigende: Nej, min Herre, hør mig! jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er paa den, giver jeg dig, for mit Folks Børns Øjne giver jeg dig den, begrav din døde! Da bøjede Abraham sig for Folket i Landet, og han talede med Efron i Folkets Paahør i Landet og sagde: Gid du dog blot vilde høre mig; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min døde der. Da svarede Efron Abraham og sagde til ham: Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde. Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde nævnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gængse i Køb. Saa blev Efrons Ager, som er ved Makpela, som er tværs over for Mamre, Ageren og Hulen, som er paa den, og alle Træer, som vare paa Ageren inden al dens Grænse, stadfæstede Abraham til en Ejendom i Heths Børns Aasyn, for alle, som gik ind ad hans Stads Port. Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tværs over for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land. Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfæstede Abraham til en Begravelses Ejendom af Heths Børn.

Morning Prayer — Second Lesson

Mark 15

Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Raad med de Ældste og de skriftkloge, hele Raadet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Og han svarede og sagde til ham: „Du siger det.‟ Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: „Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!‟ Men Jesus svarede ikke mere noget, saa at Pilatus undrede sig. Men paa Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begaaet Mord. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. Men Pilatus svarede dem og sagde: „Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: „Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?‟ Men de raabte atter: „Korsfæst ham!‟ Men Pilatus sagde til dem: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte højlydt: „Korsfæst ham!‟ Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Men Stridsmændene førte ham ind i Gaarden, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den paa ham. Og de begyndte at hilse ham: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de sloge ham paa Hovedet med et Rør og spyttede paa ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham. Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til at bære hans Kors. Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟. Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var paaskreven saaledes: „Jødernes Konge.‟ Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. [Og Skriften blev opfyldt, som siger: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere.‟] Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; frels dig selv ved at stige ned af Korset!‟ Ligesaa spottede ogsaa Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels Konge — lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og tro!‟ Ogsaa de, som vare korsfæstede med ham, haanede ham. Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eloï! Eloï! Lama Sabaktani?‟ det er udlagt: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: „Se, han kalder paa Elias.‟ Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke og sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned.‟ Men Jesus raabte med høj Røst og udaandede. Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, saa, at han udaandede paa denne Vis, sagde han: „Sandelig, dette Menneske var Guds Søn.‟ Men der var ogsaa Kvinder, som saa til i Frastand, iblandt hvilke ogsaa vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, hvilke ogsaa fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gaaede op til Jerusalem med ham. Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat,) kom Josef fra Arimathæa, en anset Raadsherre, som ogsaa selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han væltede en Sten for Indgangen til Graven. Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, saa, hvor han blev lagt.

Responsorial Psalm

Psalm 150

Lover Gud i hans Helligdom, lover ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! Lover ham for hans vældige Gerninger, lover ham efter hans store Magt! Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! Alt det, som har Aande, love Herren! Halleluja!

Gospel

John 4:46-53

Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn laa syg i Kapernaum. Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær. Da sagde Jesus til ham: „Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro.‟ Embedsmanden siger til ham: „Herre! kom, før mit Barn dør.‟ Jesus siger til ham: „Gaa bort, din Søn lever.‟ Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. Men allerede medens han var paa Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham og meldte, at hans Barn levede. Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: „I Gaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.‟ Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: „Din Søn lever;‟ og han troede selv og hele hans Hus.

Responsorial Psalm

Psalm 125

De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke rokkes, men bliver evindelig. Der er Bjerge trindt omkring Jerusalem, og Herren er trindt omkring sit Folk fra nu og indtil evig Tid. Thi Ugudelighedens Spir skal ikke hvile over de retfærdiges Lod, paa det de retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed. Gør vel, Herre! imod de gode og imod dem, der ere oprigtige i deres Hjerter. Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal Herren lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

Responsorial Psalm

Psalm 135

Lover Herrens Navn, lover, I Herrens Tjenere! I, som staa i Herrens Hus, i vor Guds Hus's Forgaarde. Lover Herren; thi Herren er god; lovsynger hans Navn; thi det er lifligt. Thi Herren har udvalgt sig Jakob, Israel til sin Ejendom. Thi jeg ved, at Herren er stor, og at vor Herre er større end alle Guder. Herren gør alt, hvad ham behager, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde. Han gør, at Dampe opstige fra Jordens Grænse; han gør Lynene til Regn, han udfører Vejret af sine Forraadskamre. Han, som slog de førstefødte i Ægypten, baade Mennesker og Dyr; han sendte Tegn og underlige Ting i din Midte, Ægypten! paa Farao og paa alle hans Tjenere; han, som slog mange Folk og ihjelslog stærke Konger: Amoriternes Konge Sihon og Basans Konge Og samt alle Riger i Kanaan; og han gav deres Land til Arv, til Arv for sit Folk Israel. Herre! dit Navn bliver evindelig; Herre! din Ihukommelse bliver fra Slægt til Slægt. Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham for hans Tjeneres Skyld. Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gerning. De have Mund, men tale ikke; de have Øjne, men se ikke. De have Øren, men høre ikke, og der er ingen Aande i deres Mund. Ligesom disse ere, saa blive de, som gøre dem, ja, hver den, som forlader sig paa dem. Israels Hus! lover Herren; Arons Hus! lover Herren. Levis Hus! lover Herren; I, som frygte Herren! lover Herren. Lovet være Herren fra Zion, han, som bor i Jerusalem! Halleluja!

Responsorial Psalm

Psalm 134

Se, lover Herren, alle Herrens Tjenere. I, som staa om Nætterne i Herrens Hus. Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover Herren! Herren velsigne dig fra Zion, han, som gjorde Himmel og Jord.

Evening Prayer — First Lesson

Judith 16

Second Reading

Hebrews 12

Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone. Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle. Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham; thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve? Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer. I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem. Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.‟ Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.‟ Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.‟ Men dette „endnu een Gang‟ giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. Thi vor Gud er en fortærende Ild.

Second Reading

Revelation 21

Og jeg saa en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere. Og jeg saa den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredet som en Brud, der er smykket for sin Brudgom. Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. Og han skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. Og han, som sad paa Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande. Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands Kilde uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn. Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, der vare fulde af de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru. Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og højt Bjerg og viste mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen fra Gud med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som krystalklar Jaspissten. Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers; mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og mod Vest tre Porte. Og Stadens Mur havde tolv Grundstene, og paa dem Lammets tolv Apostles tolv Navne. Og han, som talte med mig, havde en Maalestok, et Guldrør, for at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Mur. Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige saa stor som Bredden. Og han maalte Staden med Røret: Tolv Tusinde Stadier; dens Længde, Bredde og Højde ere lige. Og han maalte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter Menneskemaal, hvilket er Englemaal. Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var rent Guld, lig det rene Glar. Stadmurens Grundstene vare prydede med alle Haande Ædelstene: Den første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalkedon, den fjerde Smaragd, den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst. Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar. Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den almægtige, og Lammet. Og Staden trænger ikke til Sol eller Maane til at skinne for den; thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys. Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger bringe deres Herlighed til den, og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke være der, og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den. Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livets Bog.

Second Reading

Colossians 1:9-14

Derfor have ogsaa vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære, at I maatte fyldes med Erkendelsen af hans Villie i al Visdom og aandelig Indsigt til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud, idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Udholdenhed og Taalmodighed med Glæde og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse,

Second Reading

Hebrews 12:1-6

Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone. Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle. Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham; thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟

Gospel

John 18

Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. Men ogsaa Judas, som forraadte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. Saa tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Vaaben. Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: „Hvem lede I efter?‟ De svarede ham: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus siger til dem: „Det er mig.‟ Men ogsaa Judas, som forraadte ham, stod hos dem. Som han da sagde til dem: „Det er mig,‟ vege de tilbage og faldt til Jorden. Han spurgte dem nu atter: „Hvem lede I efter?‟ Men de sagde: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus svarede: „Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaa!‟ for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: „Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig.‟ Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. Da sagde Jesus til Peter: „Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?‟ Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar. Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gaard. Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: „Er ogsaa du af dette Menneskes Disciple?‟ Han siger: „Nej, jeg er ikke.‟ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men ogsaa Peter stod hos dem og varmede sig. Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. Jesus svarede ham: „Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt.‟ Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stod hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: „Svarer du Ypperstepræsten saaledes?‟ Jesus svarede ham: „Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt; men har jeg talt ret, hvorfor slaar du mig da?‟ Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: „Er ogsaa du af hans Disciple?‟ Han nægtede det og sagde: „Nej, jeg er ikke.‟ En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: „Saa jeg dig ikke i Haven med ham?‟ Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen. De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Paaske. Pilatus gik da ud til dem, og han siger: „Hvad Klagemaal føre I mod dette Menneske?‟ De svarede og sagde til ham: „Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig.‟ Da sagde Pilatus til dem: „Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!‟ Da sagde Jøderne til ham: „Det er os ikke tilladt at aflive nogen;‟ for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte paa Jesus og sagde til ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Jesus svarede: „Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?‟ Pilatus svarede: „Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?‟ Jesus svarede: „Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.‟ Da sagde Pilatus til ham: „Du er altsaa dog en Konge?‟ Jesus svarede: „Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.‟ Pilatus siger til ham: „Hvad er Sandhed?‟ Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: „Jeg finder ingen Skyld hos ham. Men I have den Skik, at jeg løslader eder en om Paasken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Da raabte de alle igen og sagde: „Ikke ham, men Barabbas;‟ og Barabbas var en Røver.

Evening Prayer — Second Lesson

2 Corinthians 11

Gid I vilde finde eder i en Smule Daarskab af mig! Dog, I gøre det jo nok. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, saaledes skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faa en anderledes Aand, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. Thi jeg mener ikke at staa tilbage i noget for de saare store Apostle. Er jeg end ulærd i Tale, saa er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod paa enhver Maade have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. Saa vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. Thi saadanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som paatage sig Skikkelse af Kristi Apostle. Og det er intet Under; thi Satan selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. Derfor er det ikke noget stort, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger. Atter siger jeg: Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis saa skal være, saa taaler mig endog som en Daare, for at ogsaa jeg kan rose mig en Smule. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Daarskab, idet jeg tillidsfuldt roser mig. Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil ogsaa jeg rose mig. Gerne finde I eder jo i Daarerne, efterdi I ere kloge. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slaar eder i Ansigtet. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser paa (jeg taler i Daarskab), derpaa trodser ogsaa jeg. Ere de Hebræere? Jeg ogsaa. Ere de Israeliter? Jeg ogsaa. Ere de Abrahams Sæd? Jeg ogsaa. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: Jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, faaet langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. Af Jøder har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre end eet. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt paa Dybet; ofte paa Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer paa Havet, i Farer iblandt falske Brødre; i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. Hvem er skrøbelig, uden at ogsaa jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.

Gospel

Luke 11:1-13

Og det skete, da han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: „Herre! lær os at bede, som ogsaa Johannes lærte sine Disciple.‟ Da sagde han til dem: „Naar I bede, da siger: Fader, helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; giv os hver Dag vort daglige Brød; og forlad os vore Synder, thi ogsaa vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!‟ Og han sagde til dem: „Om nogen af eder har en Ven og gaar til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! laan mig tre Brød, efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; og hin saa svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke staa op og give dig det: da, siger jeg eder, om han end ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. Og jeg siger eder: Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op. Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller naar han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? Eller naar han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligaand til dem, som bede ham!‟

Gospel

Luke 11:29-36

Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: „Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, saaledes skal ogsaa Menneskesønnen være det for denne Slægt. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men paa Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. Dit Øje er Legemets Lys; naar dit Øje er sundt, er ogsaa hele dit Legeme lyst, men dersom det er daarligt, er ogsaa dit Legeme mørkt. Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. Dersom da hele dit Legeme er lyst, saa at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som naar Lyset bestraaler dig med sin Glans.‟

Gospel

Luke 12

Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: „Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg, som er Hykleri. Men intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket paa Tagene. Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel og derefter ikke formaa at gøre mere. Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for ham, som har Magt til, efter at have slaaet ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham! Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt hos Gud. Ja, endog Haarene paa eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I ere mere værd end mange Spurve. Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil ogsaa Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle. Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades. Men naar de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige. Thi den Helligaand skal lære eder i den samme Time, hvad I bør sige.‟ Men en af Skaren sagde til ham: „Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig.‟ Men han sagde til ham: „Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?‟ Og han sagde til dem: „Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror paa, hvad han ejer, selv om han har Overflod.‟ Og han sagde en Lignelse til dem: „Der var en rig Mand, hvis Mark havde baaret godt. Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange Aar; slaa dig til Ro, spis, drik, vær lystig! Men Gud sagde til ham: Du Daare! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til, som du har beredt? Saaledes er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud.‟ Men han sagde til sine Disciple: „Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. Giver Agt paa Ravnene, at de hverken saa eller høste, og de have ikke Forraadskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? Formaa I altsaa ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? Giver Agt paa Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som i Dag staar og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. Men søger hans Rige, saa skulle disse Ting gives eder i Tilgift. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. Thi hvor eders Skat er, der vil ogsaa eders Hjerte være. Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! Og værer I ligesom Mennesker, der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, naar han kommer og banker paa, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gaa om og varte dem op. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.‟ Men Peter sagde til ham: „Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til alle?‟ Og Herren sagde: „Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: „Min Herre tøver med at komme‟ og saa begynder at slaa Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro. Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have faa Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere. Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! Men en Daab har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet! Mene I, at jeg er kommen for at give Fred paa Jorden? Nej, siger jeg eder, men Splid. Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre imod to, og to imod tre. De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder.‟ Men han sagde ogsaa til Skarerne: „Naar I se en Sky komme op i Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker saaledes. Og naar I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede; og det sker. I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om; men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid? Og hvorfor dømme I ikke ogsaa fra eder selv, hvad der er det rette? Thi medens du gaar hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig Flid paa Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du faar betalt endog den sidste Skærv.‟