Today's Readings

First Reading

1 Thessalonians 4:1-8

Saa bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, saaledes som I jo ogsaa gøre, at I saaledes maa gøre end yderligere Fremgang. I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi ogsaa før have sagt og vidnet for eder. Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. Derfor altsaa, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som ogsaa giver sin Helligaand til eder.

First Reading

Daniel 6

Og Mederen Darius modtog Riget, da han omtrent var to og tresindstyve Aar gammel. Det, behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og tyve Statholdere, som skulde være i det hele Rige, og for disse tre overordnede, af hvilke Daniel var een, til hvilke disse Statholdere skulde aflægge Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade. Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige. Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen Sag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham. Da sagde disse Mænd: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov. Da kom disse overordnede og Statholdere i Hobetal til Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig! Alle overordnede i Riget, Befalingsmændende og Statholderne, Raadsherrerne og Landshøvdingerne have raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfæste en Befaling og bekræfte et Forbud, at enhver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen. Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skriftligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. Derfor opsatte Kong Darius Skriftet og Forbudet. Og der Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagen faldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn. Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaldende for sin Gud. Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen. Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham. Da kom disse Mænd i Hobetal til Kongen, og de sagde til Kongen: Vid, o Konge! at det er Medernes og Persernes Lov, at intet Forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfæster, kan forandres. Da gav Kongen Befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i Løvekulen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrker, han frelse dig! Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres. Da gik Kongen til sit Palads og tilbragte Natten uden at have spist og lod ingen Medhustru føre ind til sig, og hans Søvn veg fra ham. Da stod Kongen op om Morgenen i Dagningen og gik hastelig hen til Løvekulen. Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne? Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge! Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud. Da gav Kongen Befaling, og man førte disse Mænd, som havde anklaget Daniel, frem og kastede dem og deres Børn og deres Hustruer i Løvekulen; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bemægtigede sig dem og knuste alle deres Ben. Da skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede, paa den hele Jord: Eders Fred være mangfoldig! Af mig er givet Befaling, at man udi mit hele Riges Herredom skal skælve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, og den, som bliver evindelig, og hans Rige er et uforkrænkeligt, og hans Herredømme varer til Verdens Ende. Han er den, som udfrier, og som redder og gør Tegn og underfulde Ting i Himmelen og paa Jorden, han, som udfriede Daniel af Løvernes Vold. Og denne Daniel havde Lykke under Darius's Regering og under Perseren Kyrus's Regering.

First Reading

Psalms 8:1-9

Til Sangmesteren; til Githith; en Psalme af David. Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden, du, som udbreder din Majestæt over Himlene! Af de spædes og diendes Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil hævne sig. Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte, hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham? Og du har ladet ham blive lidet ringere end Englene; du kronede ham med Ære og Herlighed. Du gør, at han hersker over dine Hænders Gerninger, du har lagt alting under hans Fødder: Faar og Øksne, dem alle sammen, ja, ogsaa Markens Dyr, Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer hen ad Havets Veje. Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden!

Morning Prayer — First Lesson

Wisdom 19

Epistle

Hebrews 7:23-27

Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, hvorfor han ogsaa kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gaa i Forbøn for dem. Thi en saadan Ypperstepræst var det ogsaa, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.

First Reading

Judges 9

Og Abimelek, Jerub-Baals Søn, gik til Sikem til sin Moders Brødre og talede til dem og til al sin Morfaders Huses Slægt og sagde: Kære, taler for alle Mændenes Øren udi Sikem: Hvilket er eder bedst, enten at halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerub-Baals Sønner, herske over eder? eller at een Mand hersker over eder? kommer og i Hu, at jeg er eders Ben og eders Kød. Da talede hans Moders Brødre alle disse Ord om ham for alle Mændenes Øren i Sikem, og deres Hjerter bøjede sig efter Abimelek, thi de sagde: Han er vor Broder. Og de gave ham 70 Sekel Sølv af Baal-Beriths Hus, og Abimelek lejede derfor løse og letfærdige Mænd, og de fulgte ham. Og han kom til sin Faders Hus i Ofra og ihjelslog sine Brødre, Jerub-Baals Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, paa een Sten; men Jotham, Jerub-Baals yngste Søn, blev tilovers, thi han havde skjult sig. Og alle Mændene i Sikem og det ganske Millo Hus forsamledes og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved den Lund, som staar ved Sikem. Og man gav Jotham det til Kende, og han gik hen og stod paa Garizims Bjergs Top og opløftede sin Bøst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sikem, saa skal Gud høre eder! Træerne gik engang hen for at salve en Konge over sig, og de sagde til Olietræet: Reger over os! Og Olietræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Fedme, som Gud og Menneskene ære hos mig, og gaa hen at svæve over Træerne? Da sagde Træerne til Figentræet: Kom du, reger over os! Men Figentræet sagde til dem: Skulde jeg forlade min Sødme og min gode Frugt og gaa hen at svæve over Træerne? Da sagde Træerne til Vinstokken: Kom du, reger over os! Og Vinstokken sagde til dem: Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker, og gaa hen at svæve over Træerne? Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du, reger over os! Og Tornebusken sagde til Træerne: Er det i Sandhed saa, at I ville salve mig til Konge over eder, da kommer, skjuler eder under min Skygge; men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken og fortære Cedrene paa Libanon. Og dersom I nu have handlet troligt og redeligt, ved at I have gjort Abimelek til Konge, og I have gjort godt imod Jerub-Baal og imod hans Hus, og I have gjort imod ham, som han har fortjent, da min Fader har ført Krig for eders Skyld, og han har sat sig i Livsfare og friet eder af Midianiternes Haand; og I dog ere staaede op imod min Faders Hus i Dag og have ihjelslaget hans Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, paa een Sten, og have gjort Abimelek, hans Tjenestekvindes Søn, til Konge over Mændene i Sikem, fordi han er eders Broder; ja, dersom I have handlet troligt og redeligt imod Jerub-Baal og imod hans Hus paa denne Dag: Da værer glade over Abimelek, og han være ogsaa glad over eder; men hvis ikke, da udkomme Ild fra Abimelek og fortære Mændene i Sikem og Millo Hus; der udkomme og Ild fra Mændene i Sikem og af Millo Hus og fortære Abimelek! Og Jotham flyede og undveg og gik til Beer, og han boede der borte fra sin Broder, Abimeleks Ansigt. Og Abimelek var Fyrste over Israel tre Aar. Og Gud sendte en ond Aand imellem Abimelek og imellem Mændene i Sikem, og Mændene i Sikem bleve utro mod Abimelek, for at den Vold mod de halvfjerdsindstyve Jerub-Baals Sønner skulde komme, og deres Blod skulde lægges paa Abimelek, deres Broder, som havde ihjelslaget dem, og paa Mændene i Sikem, som havde styrket hans Hænder til at ihjelslaa sine Brødre. Og Mændene i Sikem lagde et Baghold for ham paa Bjergenes Toppe, og de røvede fra hver, der gik forbi dem paa Vejen; og det blev Abimelek tilkendegivet. Men Gaal, Ebeds Søn og hans Brødre kom, og de gik over til Sikem; og Mændene i Sikem forlode sig paa ham. Og de gik ud paa Marken og høstede deres Vingaarde og traadte Vindruerne og gjorde sig Forlystelser, og de gik ind i deres Guders Huse og aade og drak og bandede Abimelek. Og Gaal, Ebeds Søn, sagde: Hvo er Abimelek og hvo er Sikem, at vi skulle tjene ham? er han ikke Jerub-Baals Søn, og Sebul hans Befalingsmand? tjener I Hemors, Sikems Faders, Folk! men vi, hvorfor skulle vi tjene ham? Og hvo vil give dette Folk under min Haand, saa vil jeg bortskaffe Abimelek; men han sagde til Abimelek: Formér din Hær og drag ud! Der Sebul, den Øverste i Staden, hørte Gaals, Ebeds Søns, Ord, da optændtes hans Vrede. Og han sendte i Smug Bud til Abimelek og lod sige: Se, Gaal, Ebeds Søn, og hans Brødre ere komne til Sikem, og se, de opægge Staden imod dig. Saa gør dig nu rede om Natten, du og Folket, som er hos dig, og lur paa Marken! Og det skal ske, om Morgenen, naar Solen gaar op, da staa aarle op og overfald Staden; og se, naar han og det Folk, som er hos ham, drage ud imod dig, da maa du gøre med ham, som din Haand magter. Og Abimelek stod op om Natten og alt det Folk, som var hos ham, og de lurede paa Sikem med fire Hobe. Og Gaal, Ebeds Søn, gik ud og stod ved Indgangen af Stadsporten; men Abimelek stod op og det Folk, som var med ham, af Bagholdet. Og der Gaal saa Folket, da sagde han til Sebul: Se, der kommer Folk ned fra Bjergenes Toppe; da sagde Sebul til ham: Du anser Skyggen af Bjergene for Folk. Og Gaal blev ydermere ved at tale og sagde: Se, der kommer Folk ned fra Landets Højder, og een Hob kommer fra Vejen til Troldmændenes Eg. Da sagde Sebul til ham: Hvor er nu din Mund, du som sagde: Hvo er Abimelek, at vi skulle tjene ham? er dette ikke det Folk, som du foragtede? Kære, gak du nu ud og strid imod det! Og Gaal gik ud, frem for Mændene i Sikem, og stred imod Abimelek. Men Abimelek forfulgte ham, og han flyede for hans Ansigt; og der faldt mange ihjelslagne indtil Indgangen til Porten. Og Abimelek blev i Aruma; men Sebul uddrev Gaal og hans Brødre, saa at de ikke maatte blive i Sikem. Og det skete den anden Dag, da gik Folket ud paa Marken, og de gave Abimelek det til Kende. Da tog han Folket og delte dem i tre Hobe og lagde et Baghold paa Marken; og han saa, og se, Folket gik ud af Staden, og han rejste sig imod dem og slog dem. Og Abimelek og de Hobe, som vare hos ham, overfaldt dem og stillede sig for Indgangen til Stadens Port, og to Hobe overfaldt alle dem, som vare paa Marken, og sloge dem. Da stred Abimelek imod Staden den ganske Dag og indtog Staden og ihjelslog Folket, som var der udi; og han nedbrød Staden og besaaede den med Salt. Der alle Mændene i Taarnet i Sikem hørte det, da gik de ind i Beriths Gudshuses Taarn. Og det kundgjordes Abimelek, at alle Mændene paa Taarnet i Sikem havde samlet sig. Da gik Abimelek op paa Bjerget Zalmon, han og alt Folket, som var med ham, og Abimelek tog Øksen i sin Haand og huggede en Gren af Træerne og løftede den op og lagde den paa sin Skulder; og han sagde til Folket, som var med ham: Hvad I saa, jeg gjorde, skynder eder at gøre som jeg! Da huggede ogsaa alt Folket hver sin Gren af, og de gik efter Abimelek og lagde dem op til Taarnet og satte med dem Ild paa Taarnet, saa at ogsaa alle Mænd paa Taarnet i Sikem døde, ved Tusinde Mænd og Kvinder. Saa drog Abimelek til Thebez; og han lejrede sig mod Thebez og indtog den. Men der var et stærkt Taarn midt i Staden, derhen flyede alle Mændene og Kvinderne, ja alle Borgerne i Staden og lukkede til efter sig; og de stege op paa Taget af Taarnet. Da kom Abimelek til Taarnet og stred derimod; og han kom nær til Døren paa Taarnet forat opbrænde det med Ild. Men en Kvinde kastede et Stykke af en Møllesten paa Abimeleks Hoved og knuste hans Hovedpande. Da raabte han hasteligen ad den unge Karl, som bar hans Vaaben, og sagde til ham: Drag dit Sværd ud og slaa mig ihjel, at de ikke skulle sige om mig: En Kvinde slog ham ihjel; og hans unge Karl stak ham igennem, og han døde. Og de israelitiske Mænd saa, at Abimelek var død, da gik de hver til sit Sted. Saa betalte Gud Abimelek det onde, som han havde gjort imod sin Fader, der han ihjelslog sine halvfjerdsindstyve Brødre. Og al Sikems Mænds Ondskab lod Gud komme tilbage paa deres Hoved; og Jothams, Jerub-Baals Søns, Forbandelse kom over dem.

Morning Prayer — Second Lesson

Luke 9

Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme. Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. Og han sagde til dem: „Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.‟ Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne. Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. Men Herodes sagde: „Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?‟ Og han søgte at faa ham at se. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.‟ Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!‟ Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.‟ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.‟ Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve. Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: „Hvem sige Skarerne, at jeg er?‟ Men de svarede og sagde: „Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.‟ Og han sagde til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Og Peter svarede og sagde: „Guds Kristus.‟ Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, idet han sagde: „Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.‟ Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.‟ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede. Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende. Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, som bleve sete i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: „Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;‟ men han vidste ikke, hvad han sagde. Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!‟ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set. Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: „Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er min enbaarne. Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.‟ Men Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!‟ Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage. Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: „Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.‟ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begrebe det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord. Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig. Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.‟ Men Johannes tog til Orde og sagde: „Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.‟ Men Jesus sagde til ham: „Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.‟ Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem. Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem. Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: „Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?‟ Men han vendte sig og irettesatte dem. Og de gik til en anden Landsby. Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: „Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟ Og Jesus sagde til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟ Men han sagde til en anden: „Følg mig!‟ Men denne sagde: „Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.‟ Men han sagde til ham: „Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!‟ Men ogsaa en anden sagde: „Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.‟ Men Jesus sagde til ham: „Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.‟

Responsorial Psalm

Psalm 17

En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend Øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt; lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig: Du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier efter dine Læbers Ord. Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Trin rokkedes ikke. Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit Øre til mig, hør min Tale! Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. Bevar mig som Øjestenen, Øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres Øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, øg hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn. Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

Gospel

Matthew 24:42-47

Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene. Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer.

Responsorial Psalm

Psalm 136

Priser Herren; thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog Ægypterne i deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udstødte Farao og hans Hær i det røde, Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; og fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; Amoriternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig; og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udrev os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Responsorial Psalm

Psalm 146

Min Sjæl! lov Herren! Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren hans Gud; som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig; som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver de hungrige Brød; Herren løser de bundne. Herren aabner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfærdige. Herren bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej. Herren skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!

Responsorial Psalm

Psalm 145

Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn evindelig og altid. Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid. Herren er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig. En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde. Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfalde Gerninger. Og der skal tales om dine forfærdelige Gerningers Vælde, og jeg vil fortælle om din Magt. De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfærdighed. Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed. Herren er god imod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger. Dig, Herre! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig. De skulle forkynde dit Riges Ære, tale om din Vælde, for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære. Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. Herren opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede. Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed. Herren er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger. Herren er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem. Herren bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige. Min Mund skal udtale Herrens Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.

Evening Prayer — First Lesson

Sirach 1

Second Reading

I Peter 5

De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der ogsaa har Del i Herligheden, der skal aabenbares: Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I faa Herlighedens uvisnelige Krans. Ligesaa, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre; thi „Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade.‟ Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder. Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder. Værer ædrue, vaager; eders Modstander, Djævelen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. Staar ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden. Men al Naades Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder! Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at dette er Guds sande Naade, hvori I staa. Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder. Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle, som ere i Kristus!

Second Reading

Romans 10

Brødre! mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse. Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand; thi da de ikke kendte Guds Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, saa bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed. Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror. Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den. Men Retfærdigheden af Tro siger saaledes: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse. Skriften siger jo: „Hver den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟ Thi der er ikke Forskel paa Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som paakalde ham. Thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal blive frelst. Hvorledes skulde de nu paakalde den, paa hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: „Hvor dejlige ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.‟ Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: „Herre! hvem troede det, han hørte af os?‟ Altsaa kommer Troen af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, „over hele Jorden er deres Røst udgaaet og til Jorderiges Grænser deres Ord.‟ Men jeg siger: Har Israel ikke forstaaet det? Først siger Moses: „Jeg vil gøre eder nidkære paa et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder.‟ Men Esajas drister sig til at sige: „Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.‟ Men om Israel siger han: „Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk.‟

Second Reading

2 Timothy 4:6-8

Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Haanden. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen. I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans Aabenbarelse.

Second Reading

Romans 1:18-25

Thi Guds Vrede aabenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed; thi det, som man kan vide om Gud, er aabenbart iblandt dem; Gud har jo aabenbaret dem det. Thi hans usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstaas af hans Gerninger, saa at de have ingen Undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve taabelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. Idet de paastode at være vise, bleve de Daarer og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende Dyr. Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.

Gospel

Matthew 8

Men da han var gaaet ned af Bjerget, fulgte store Skarer ham. Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: „Herre! om du vil, saa kan du rense mig.‟ Og han udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!‟ Og straks blev han renset for sin Spedalskhed. Og Jesus siger til ham: „Se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem.‟ Men da han gik ind i Kapernaum, traadte en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde: „Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarlig.‟ Jesus siger til ham: „Jeg vil komme og helbrede ham.‟ Og Høvedsmanden svarede og sagde: „Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet. Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.‟ Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: „Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro. Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.‟ Og Jesus sagde til Høvedsmanden: „Gaa bort, dig ske, som du troede!‟ Og Drengen blev helbredet i den samme Time. Og Jesus kom ind i Peters Hus og saa, at hans Svigermoder laa og havde Feber. Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op. Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og helbredte alle de syge; for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: „Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.‟ Men da Jesus saa store Skarer omkring sig, befalede han at fare over til hin Side. Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: „Mester! jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟ Og Jesus siger til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟ Men en anden af Disciplene sagde til ham: „Herre! tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader.‟ Men Jesus siger til ham: „Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!‟ Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham. Og se, det blev en stærk Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: „Herre, frels os! vi forgaa.‟ Og han siger til dem: „Hvorfor ere I bange, I lidettroende?‟ Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille. Men Menneskene forundrede sig og sagde: „Hvem er dog denne, siden baade Vindene og Søen ere ham lydige?‟ Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare saare vilde, saa at ingen kunde komme forbi ad den Vej. Og se, de raabte og sagde: „Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?‟ Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede. Og de onde Aander bade ham og sagde: „Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!‟ Og han sagde til dem: „Gaar!‟ Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet. Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gaaet til med de besatte. Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de saa ham, bade de ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.

Evening Prayer — Second Lesson

Ephesians 3

Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, — om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Naade, som blev given mig til eder, at ved Aabenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, saaledes som jeg foran kortelig har skrevet, hvoraf I, naar I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, saaledes som den nu er bleven aabenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Aanden: Nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Naade given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen paa ham. Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. — For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i Himle og paa Jord har sit Navn, at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Kristus maa bo ved Troen i eders Hjerter, for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formaa at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgaar al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. Men ham, som formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstaa, efter den Magt, som er virksom i os, ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.

Gospel

Luke 17:11-19

Og det skete, medens han var paa Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, og de opløftede Røsten og sagde: „Jesus, Mester, forbarm dig over os!‟ Og da han saa dem, sagde han til dem: „Gaar hen og fremstiller eder for Præsterne!‟ Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. Men en af dem vendte tilbage, da han saa, at han var helbredet, og priste Gud med høj Røst. Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. Men Jesus svarede og sagde: „Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?‟ Og han sagde til ham: „Staa op, gaa bort; din Tro har frelst dig!‟

Gospel

Luke 13:1-9

Men paa den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre. Og han svarede og sagde til dem: „Mene I, at disse Galilæere vare Syndere fremfor alle Galilæere, fordi de have lidt dette? Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligesaa. Eller hine atten, som Taarnet i Siloam faldt ned over og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som bo i Jerusalem? Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligesaa.‟ Men han sagde denne Lignelse: „En havde et Figentræ, som var plantet i hans Vingaard; og han kom og ledte efter Frugt derpaa og fandt ingen. Men han sagde til Vingaardsmanden: Se, i tre Aar er jeg nu kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og ingen fundet; hug det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig? Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staa endnu dette Aar, indtil jeg faar gravet om det og gødet det; maaske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det om!‟

Gospel

Luke 23

Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. Og de begyndte at anklage ham og sagde: „Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en Konge.‟ Men Pilatus spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Og han svarede og sagde til ham: „Du siger det.‟ Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: „Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.‟ Men de bleve ivrigere og sagde: „Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.‟ Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Omraade, sendte han ham til Herodes, som ogsaa selv var i Jerusalem i disse Dage. Men da Herodes saa Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han haabede at se et Tegn blive gjort af ham. Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham intet. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde haanet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. Paa den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Raadsherrerne og Folket og sagde til dem: „I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se, jeg har forhørt ham i eders Paahør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage til os; og se, han har intet gjort, som han er skyldig at dø for. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.‟ [Men han var nødt til at løslade dem een paa Højtiden.] Men de raabte alle sammen og sagde: „Bort med ham, men løslad os Barabbas!‟ Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. Men de raabte til ham og sagde: „Korsfæst, korsfæst ham!‟ Men han sagde tredje Gang til dem: „Hvad ondt har da denne gjort? Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.‟ Men de trængte paa med stærke Raab og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Raab fik Overhaand. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie. Og da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset paa ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: „I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?‟ Men der blev ogsaa to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes „Hovedskal‟, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. Men Jesus sagde: „Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.‟ Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. Og Folket stod og saa til; men ogsaa Raadsherrerne spottede ham og sagde: „Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.‟ Men ogsaa Stridsmændene spottede ham, idet de traadte til, rakte ham Eddike og sagde: „Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!‟ Men der var ogsaa sat en Overskrift over ham [skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk]: „Denne er Jødernes Konge.‟ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: „Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!‟ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: „Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? Og vi ere det med Rette; thi vi faa igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.‟ Og han sagde: „Jesus! kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige!‟ Og han sagde til ham: „Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.‟ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: „Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;‟ og da han havde sagt det, udaandede han. Men da Høvedsmanden saa det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: „I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.‟ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de saa, hvad der skete, og vendte tilbage. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligesaa de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og saa dette. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Raadsherre, en god og retfærdig Mand, han havde ikke samtykket i deres Raad og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saa Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.