Today's Readings

First Reading

Isaiah 11:1-13

Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand. Og hans Lyst skal være i Herrens Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte. Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem. Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen. Og det diende Barn skal lege ved Øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule. De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af Herrens Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund. Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested skal være Herlighed. Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, anden Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elam og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet. Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner. Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim.

First Reading

Obadiah 1

Obadias's Syn. Saa har den Herre, Herre sagt om Edom. Vi have hørt et Rygte fra Herren, og et Bud er sendt ud iblandt Folkene: Staar op, og lader os staa op imod det til Krig! Se, jeg har gjort dig liden iblandt Folkene, du er saare foragtet. Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter, i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden? Om du end farer saa højt op som Ørnen, og om end din Rede er sat iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger Herren. Hvis Tyve vare komne over dig, eller de, som anrette Ødelæggelse om Natten — ak, hvor er du dog tilintetgjort! — mon de da ikke vilde stjæle saa meget, som var dem nok? hvis Vinhøstere vare komne over dig, mon de da ikke vilde lade en Efterhøst blive tilovers? Hvor er dog Esau bleven gennemsøgt? hans skjulte Liggendefæ opsporet? Alle dine Forbundsfæller have ledsaget dig til Grænsen, de, som havde Fred med dig, have bedraget dig, de have faaet Overmagt over dig; dit Brød gøre de til en Byld under dig, — der er ingen Forstand i ham! Mon jeg ikke paa den Dag, siger Herren, skal lade de vise forsvinde fra Edom og Forstand fra Esaus Bjerg? Og dine vældige, o Theman! skulle lammes af Skræk, paa det enhver maa blive udryddet fra Esaus Bjerg ved Mord. For Vold imod din Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig. Paa den Dag, da du stod lige overfor, paa den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændinge gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem. Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangsdag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter dets Gode paa dets Nøds Dag! Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomne derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen! Thi Herrens Dag er nær over alle Hedningerne; ligesom du har gjort, skal dig ske; Gengældelsen skal komme over dit Hoved. Thi ligesom I have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja, de skulle drikke og drikke ud og vorde som de, der ikke have været. Men paa Zions Bjerg skal der være nogle, som undkomme, og det skal være en Helligdom; og Jakobs Hus skal eje deres Ejendom. Og Jakobs Hus skal være en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal være til Halm, og hine skulle antænde disse og fortære dem; og der skal ingen overbleven være for Esaus Hus; thi Herren har talt det. Og de, som bo i Sydlandet, skulle eje Esaus Bjerg, og de, som bo i Lavlandet, skulle eje Filisterne, og de skulle eje Efraims Mark og Samarias Mark, og Benjamin skal eje Gilead. Og de bortførte af denne Hær af Israels Børn skulle eje det, som tilhører Kajaaniterne indtil Zarepta, og de bortførte af Jerusalem, som ere i Sefarad, de skulle eje Stæderne i Sydlandet. Og Frelsere skulle drage op paa Zions Bjerg for at dømme Esaus Bjerg; og Riget skal høre Herren til.

First Reading

Psalms 139:1-18

Herre! du har ransaget mig og kender mig. Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje. Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv. Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen. Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum! Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Morning Prayer — First Lesson

Isaiah 4

Og syv Kvinder skulle paa den Dag tage fat paa een Mand og sige: Vi ville æde vort eget Brød og klæde os i vore egne Klæder; lad os ikkun kaldes efter dit Navn; borttag vor Forsmædelse! Paa den Dag skal Herrens Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel. Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den, som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem, naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder en Ild. Og Herren skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være Dække over alt det, som er herligt. Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.

Epistle

Sirach 51:1-8;51:12

First Reading

II Chronicles 11

Der Roboam kom til Jerusalem, da samlede han Judas Hus og Benjamin, hundrede og firsindstyve Tusinde udvalgte Krigsmænd, at stride imod Israel for at føre Riget tilbage til Roboam. Men Herrens Ord skete til Semaja, den Guds Mand, og sagde: Tal til Roboam, Salomos Søn, Judas Konge, og til al Israel, som er i Juda og Benjamin, og sig: Saa sagde Herren: I skulle ikke drage op og ej stride imod eders Brødre; vender tilbage, hver til sit Hus, thi denne Handel er sket af mig; og de adløde Herrens Ord og vendte tilbage og droge ikke imod Jeroboam. Og Roboam boede i Jerusalem og byggede Stæder til Befæstning i Juda. Og han byggede Bethlehem og Etam og Thekoa og Bethzur og Soko og Adullam og Gath og Maresa og Sif og Adora'im og Lakis og Aseka og Zora og Ajalon og Hebron, som vare i Juda og i Benjamin, saa de bleve faste Stæder. Og han gjorde de faste Stæder stærke og lagde Befalingsmænd i dem og Forraad af Spise og Olie og Vin og Skjolde og Spyd i alle Stæderne, hvilke han befæstede saare meget; og Juda og Benjamin vare hans. Og Præsterne og Leviterne, som vare udi al Israel, de gik over til ham fra alt deres Landemærke. Thi Leviterne forlode deres Marker og deres Ejendom og droge til Juda og til Jerusalem; thi Jeroboam og hans Sønner forkastede dem og lode dem ikke gøre Præstetjeneste for Herren. (Men han beskikkede sig Præster til Højene og til Skovtroldene og til de Kalve, som han opstillede.) Og efter hine fulgte af alle Israels Stammer de, som gave deres Hjerte til at søge Herren Israels Gud; de kom til Jerusalem for at ofre til Herren, deres Fædres Gud. Og de styrkede Judas Rige og gjorde Roboam, Salomos Søn, mægtig i tre Aar; thi de vandrede i Davids og i Salomos Vej i tre Aar. Og Roboam tog sig en Hustru foruden Mahalath, Jerimoths, Davids Søns, Datter, nemlig Abihail, en Datter af Eliab, Isajs Søn. Og hun fødte ham Sønner: Je'us og Semarja og Saham. Og efter hende tog han Maaka, Absaloms Datter; og hun fødte ham Abia og Athaj og Sisa og Selomith. Men Roboam elskede Maaka, Absaloms Datter, mere end alle sine Hustruer og Medhustruer; thi han tog atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer; og han avlede otte og tyre Sønner og tresindstyve Døtre. Og Roboam satte Abia, Maakas Søn, til den ypperste, til en Fyrste iblandt hans Brødre; thi han tænkte at gøre ham til Konge. Og han handlede forstandig og fordelte alle sine Sønner i alle Judas og Benjamins Lande, i alle faste Stæder, og gav dem rigeligt Underhold; og han begærede mange Hustruer for dem.

Morning Prayer — Second Lesson

John 17

Dette talte Jesus; og han opløftede sine Øjne til Himmelen og sagde: „Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig, ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, som du har givet ham, evigt Liv. Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre. Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem, og de have holdt dit Ord. Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de maa være eet ligesom vi. Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes. Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at de maa have min Glæde fuldkommet i sig. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. Ligesom du har udsendt mig til Verden, saa har ogsaa jeg udsendt dem til Verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de skulle være helligede i Sandheden. Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ved deres Ord tro paa mig, at de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at ogsaa de skulle være eet i os, for at Verden maa tro, at du har udsendt mig. Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, jeg i dem og du i mig, for at de maa være fuldkommede til eet, for at Verden maa erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. Retfærdige Fader! — og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem.‟

Responsorial Psalm

Psalm 71

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig! Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig! Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af. Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar! Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre, sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier. Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke. Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene. Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst. Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.

Gospel

Matthew 25:1-13

Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde! Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

Responsorial Psalm

Psalm 19

Til Sangmesteren; en Psalme af David. Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene. Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn. Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!

Responsorial Psalm

Psalm 29

Giver Herren, I Guds Børn! giver Herren Ære og Styrke. Giver Herren hans Navns Ære, tilbeder for Herren i hellig Prydelse. Herrens Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande. Herrens Røst er med Kraft; Herrens Røst er med Herlighed. Herrens Røst sønderbryder Cedre, og Herren har sønderbrudt Libanons Cedre. Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning. Herrens Røst slaar ned med Ildsluer. Herrens Røst gør, at Ørken bæver; Herren gør, at Kades's Ørk bæver. Herrens Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: „Ære!‟ Herren har siddet ved Syndfloden, og Herren sidder, en Konge evindelig. Herren skal give sit Folk Kraft; Herren skal velsigne sit Folk i Freden.

Responsorial Psalm

Psalm 119

Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov. Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud. Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig. Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke. Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte. Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vir ikke glemme dit Ord. Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider. Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke. Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst; Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding. Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej! Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes. Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov. Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord. Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke. Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord. Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt. Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag. Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det. Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme. Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger. Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde. Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke. Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd. Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise. Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst. Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke. Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme; De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed. Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme! Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed. Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud. Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord! Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed. Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst. Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.

Evening Prayer — First Lesson

Isaiah 5

Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj. Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer. Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard! Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. Thi den Herre Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd! Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet. I mine Øren lyder det fra den Herre Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere! Thi en Vingaard paa ti Dages Pløjeland skal kun give en Bath, og en Homer Udsæd skal kun give en Efa. Ve dem, som staa aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som sidde langt ud paa Aftenen og gløde af Vin! Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gæstebud; men de ville ikke se til Herrens Gerning, og de have ikke Syn for hans Hænders Værk. Derfor skal mit Folk bortføres, inden det ser sig for, og dets ærede Mænd skulle vorde Hungerens Folk, og dets menige vansmægte af Tørst. Derfor skal Dødsriget udvide sit Svælg og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal fare der ned. Og Mennesket skal nedbøjes og Manden ydmyges, og de hovmodiges Øjne skulle ydmyges. Men den Herre Zebaoth skal staa ophøjet ved Dommen, og den hellige Gud skal helliges ved Retfærdighed. Da skulle Lammene gaa paa Græs, som var Marken deres egen, og fremmede skulle fortære de riges øde Marker. Ve dem, som drage Misgerningen fremad med Løgnens Snorer og Synden med Vognreb; dem, som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gerning komme hastigt, at vi se den; og lad det nærme sig, og lad det komme, Israels helliges Raad, at vi kunne fornemme det! Ve dem, som sige om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, som gøre Mørke til Lys og Lys til Mørke, som gøre bittert til sødt og sødt til bittert! Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker! Ve dem, som ere vældige til at drikke Vin og dygtige Mænd til at blande stærk Drik! dem, som for Gaves Skyld dømme en ugudelig at have Ret og fravende de retfærdige deres Ret! Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den Herre Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale. Derfor er Herrens Vrede optændt imod hans Folk, og han udrækker sin Haand over det og slaar det, saa at Bjergene bæve, og deres døde Kroppe ligge som Skarn midt paa Gader. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt. Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, som komme langvejs fra, og lokke dem hid fra Jordens Ende; og se, de skulle komme hastelig og let, Der er ingen træt eller skrøbelig iblandt dem, ingen slumrer eller sover, Bæltet om deres Lænder løsnes ikke, og ingens Skotvinge sønderrives. Deres Pile ere skærpede, og alle deres Buer ere spændte; deres Hestehove agtes som Flint og deres Hjul som en Hvirvelvind. Deres Brøl er som Løvindens, og de brøle som de unge Løver, og de brumme og gribe Rov og bortføre det, og der er ingen, som redder. Og de skulle bruse ind over dem paa denne Dag, som naar Havet bruser; og skuer man til Landet, da se, der er Trængsels Mørke, og Lyset er formørket af de tykke Skyer.

Second Reading

I Timothy 3

Den Tale er troværdig: Dersom nogen begærer en Tilsynsgerning, har han Lyst til en skøn Gerning. En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand, ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre; ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmaal, men mild, ikke kivagtig, ikke pengegridsk; en Mand, som forestaar sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; (dersom en ikke ved at forestaa sit eget Hus, hvorledes vil han da kunne sørge for Guds Menighed?) ikke ny i Troen, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom. Men han bør ogsaa have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor, for at han ikke skal falde i Forhaanelse og Djævelens Snare. Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding, bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed. Men ogsaa disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis de ere ustraffelige. Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige, tro i alle Ting. En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestaa sine Børn og sit eget Hus vel. Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen paa Kristus Jesus. Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg haaber at komme snart til dig; men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold. Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev aabenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Aand, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed.

Second Reading

II Corinthians 11

Gid I vilde finde eder i en Smule Daarskab af mig! Dog, I gøre det jo nok. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, saaledes skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faa en anderledes Aand, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. Thi jeg mener ikke at staa tilbage i noget for de saare store Apostle. Er jeg end ulærd i Tale, saa er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod paa enhver Maade have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. Saa vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. Thi saadanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som paatage sig Skikkelse af Kristi Apostle. Og det er intet Under; thi Satan selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. Derfor er det ikke noget stort, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger. Atter siger jeg: Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis saa skal være, saa taaler mig endog som en Daare, for at ogsaa jeg kan rose mig en Smule. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Daarskab, idet jeg tillidsfuldt roser mig. Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil ogsaa jeg rose mig. Gerne finde I eder jo i Daarerne, efterdi I ere kloge. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slaar eder i Ansigtet. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser paa (jeg taler i Daarskab), derpaa trodser ogsaa jeg. Ere de Hebræere? Jeg ogsaa. Ere de Israeliter? Jeg ogsaa. Ere de Abrahams Sæd? Jeg ogsaa. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: Jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, faaet langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. Af Jøder har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre end eet. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt paa Dybet; ofte paa Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer paa Havet, i Farer iblandt falske Brødre; i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. Hvem er skrøbelig, uden at ogsaa jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.

Second Reading

1 Corinthians 15:51-57

Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles, i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. Thi dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. Men naar dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: „Døden er opslugt til Sejr.‟ „Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?‟ Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Second Reading

Romans 9:30-33

Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟

Gospel

Mark 13

Og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: „Mester, se, hvilke Stene og hvilke Bygninger!‟ Og Jesus sagde til ham: „Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟ Og da han sad paa Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: „Sig os, naar skal dette ske, og hvilket er Tegnet, naar alt dette skal til at fuldbyrdes?‟ Men Jesus begyndte at sige til dem: „Ser til, at ingen forfører eder! Mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. Men naar I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det maa ske; men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. Men I, tager Vare paa eder selv; de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. Og naar de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligaand. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn; og Børn skulle staa op mod Forældre og slaa dem ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. Men naar I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed staa, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt!) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; men den, som er paa Taget, stige ikke ned eller gaa ind for at hente noget fra sit Hus; og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; thi i de Dage skal der være en saadan Trængsel, som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de Dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.‟ Men i de Dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting, skønne, at han er nær for Døren. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete. Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen. Ser til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar Tiden er der. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde vaage, — vaager derfor; thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; for at han ikke, naar han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Vaager!‟

Evening Prayer — Second Lesson

Hebrews 1

Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden; han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje, idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag?‟ og fremdeles: „Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?‟ Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: „Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.‟ Og om Englene hedder det: „Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue‟; men om Sønnen: „Din Trone, o Gud! staar i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.‟ Og: „Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. De skulle forgaa, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine Aar skulle ikke faa Ende.‟ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder?‟ Ere de ikke alle tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?

Gospel

John 17:20-26

Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ved deres Ord tro paa mig, at de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at ogsaa de skulle være eet i os, for at Verden maa tro, at du har udsendt mig. Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, jeg i dem og du i mig, for at de maa være fuldkommede til eet, for at Verden maa erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. Retfærdige Fader! — og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem.‟

Gospel

Luke 20:9-18

Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud. Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham. Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor. Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem? Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟ Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟

Gospel

John 1

I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i Begyndelsen hos Gud. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. Men saa mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro paa hans Navn; hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som en enbaaren Søn har den fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed. Johannes vidner om ham og raaber og siger: „Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig.‟ Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Naade over Naade. Thi Loven blev given ved Moses; Naaden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus. Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbaarne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham. Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: „Hvem er du?‟ Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: „Jeg er ikke Kristus.‟ Og de spurgte ham: „Hvad da? Er du Elias?‟ Han siger: „Det er jeg ikke.‟ „Er du Profeten?‟ Og han svarede: „Nej.‟ Da sagde de til ham: „Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?‟ Han sagde: „Jeg er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt.‟ Og de vare udsendte fra Farisæerne, og de spurgte ham og sagde til ham: „Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?‟ Johannes svarede dem og sagde: „Jeg døber med Vand; midt iblandt eder staar den, I ikke kende, han, som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse.‟ Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: „Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd! Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand.‟ Og Johannes vidnede og sagde: „Jeg har set Aanden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Aanden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligaand. Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn.‟ Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. Og idet han saa paa Jesus, som gik der, siger han: „Se det Guds Lam!‟ Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. Men Jesus vendte sig om, og da han saa dem følge sig, siger han til dem: „Hvad søge I efter?‟ Men de sagde til ham: „Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?‟ Han siger til dem: „Kommer og ser!‟ De kom da og saa, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den tiende Time. Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: „Vi have fundet Messias‟ (hvilket er udlagt: Kristus). Og han førte ham til Jesus. Jesus saa paa ham og sagde: „Du er Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas‟ (det er udlagt: Petrus). Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: „Følg mig!‟ Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By. Filip finder Nathanael og siger til ham: „Vi have fundet ham, hvem Moses i Loven og ligesaa Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra Nazareth.‟ Og Nathanael sagde til ham: „Kan noget godt være fra Nazareth?‟ Filip siger til ham: „Kom og se!‟ Jesus saa Nathanael komme til sig, og han siger om ham: „Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig.‟ Nathanael siger til ham: „Hvorfra kender du mig?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Førend Filip kaldte dig, saa jeg dig, medens du var under Figentræet.‟ Nathanael svarede ham: „Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge.‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg saa dig under Figentræet? Du skal se større Ting end disse.‟ Og han siger til ham: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af se Himmelen aabnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.‟