Today's Readings

First Reading

Isaiah 14:1-13

Thi Herren skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus. Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i Herrens Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere. Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle: Da skal du istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op! Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir, som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse. Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig. Cypresserne glæde sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os. Dødsriget her neden til bæver for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens mægtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner. Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven afmægtig som vi, du er bleven os lig! Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig. Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden;

First Reading

Jonah 3

Og Herrens Ord kom anden Gang til Jonas saaledes: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig. Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem. Der Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. Hvo ved? Gud kunde vende om og angre det og vende om fra sin brændende Vrede, at vi ikke forgaa. Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.

First Reading

Psalms 146:1-10

Min Sjæl! lov Herren! Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren hans Gud; som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig; som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver de hungrige Brød; Herren løser de bundne. Herren aabner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfærdige. Herren bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej. Herren skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!

Morning Prayer — First Lesson

Isaiah 10

Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser for at fortrænge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa være deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse! Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den Ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive? Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt. Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand. Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader. Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at ødelægge og at udrydde ikke faa Folk. Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe? Er det ikke gaaet Kalno som Karkemis? ikke Hamath som Arpad? ikke Samaria som Damaskus? Ligesom min Haand har ramt Afgudernes Riger, hvor der var flere Billeder end i Jerusalem og i Samaria: Mon jeg ikke, saaledes som jeg har gjort ved Samaria og dens Afguder, saaledes skal gøre ved Jerusalem og ved dens Afguder? Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt. Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet. Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb. Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ? Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth, sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal. Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag. Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter. Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem. Og det skal ske paa den Dag, da skulle de overblevne i Israel og de undkomne af Jakobs Hus ikke mere forlade sig paa den, som slaar det; men de skulle forlade sig paa Herren, Israels Hellige, i Oprigtighed. De overblevne skulle omvende sig, de overblevne af Jakob, til den vældige Gud. Thi om dit Folk, o Israel! er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm. Thi Fordærvelsen og det besluttede Raad skal Herren, den Herre Zebaoth, udføre, midt i hele Landet. Derfor, saa siger Herren, den Herre Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kæp over dig, paa samme Vis som Ægypterne. Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortære dem. Og den Herre Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han hævede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Ægypten. Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal sprænges for Fedmens Skyld. Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas. De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr. Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth. Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt. Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj. Se, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

Epistle

Sirach 24:14-16

First Reading

II Chronicles 14

Og Abia laa med sine Fædre, og de begrove ham i Davids Stad, og Asa, hans Søn, blev Konge i hans Sted; i hans Dage havde Landet Ro i ti Aar. Og Asa gjorde det, som var godt og ret for Herrens hans Guds Øjne. Og han borttog de fremmede Altre og Højene og sønderbrød Støtterne og sønderhuggede Astartebillederne. Og han sagde til Juda, at de skulde søge Herren, deres Fædres Gud, og gøre Loven og Budet. Og han borttog Højene og Solbillederne fra alle Stæder i Juda, og Riget havde Ro under ham. Og han byggede faste Stæder i Juda, fordi Landet havde Ro, og der var ingen Krig imod ham i disse Aar; thi Herren skaffede ham Rolighed. Og han sagde til Juda: Lader os bygge disse Stæder og føre Mur op omkring dem med Taarne, dobbelte Porte og Stænger, da Landet endnu ligger for os; thi vi have søgt Herren vor Gud, vi have søgt ham, og han har skaffet os Rolighed trindt omkring. Saa byggede de, og det lykkedes for dem. Og Asa havde en Hær, som bar Skjold og Spyd, af Juda tre Hundrede Tusinde og af Benjamin, som bare Skjold og spændte Bue, to Hundrede og firsindstyve Tusinde; alle disse vare vældige til Strid. Og Morianen Sera drog ud imod dem med en Hær, tusinde Gange tusinde, og med tre Hundrede Vogne; og han kom lige til Maresa. Og Asa drog ud imod ham, og de rustede sig til Slag i Zefatas Dal ved Maresa. Og Asa raabte til Herren sin Gud og sagde: Herre! hos dig, naar du vil hjælpe, gør det ingen Forskel, om en har megen eller ingen Kraft; hjælp os, Herre vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn imod denne Hob; Herre! du er vor Gud, intet Menneske skal formaa noget imod dig. Og Herren slog Morianerne for Asas Ansigt og for Judas Ansigt, og Morianerne flyede. Og Asa og Folket, som var med ham, forfulgte dem indtil Gerar; og der faldt af Morianerne saa mange, at ingen af dem blev levende; thi de bleve knuste for Herrens Ansigt og for hans Hær; og man gjorde et saare stort Bytte. Og de sloge alle Stæder trindt omkring Gerar, thi Herrens Frygt var over disse; og de udplyndrede alle Stæderne, thi der var meget Bytte i dem. Og de sloge ogsaa Kvægteltene, og bortførte smaat Kvæg i Mangfoldighed og Kameler, og de kom tilbage til Jerusalem.

Morning Prayer — Second Lesson

John 20

Men paa den første Dag i Ugen kommer Maria Magdalene aarle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven. Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: „De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.‟ Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven. Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind. Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og saa Linklæderne ligge der og Tørklædet, som han havde haft paa sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet paa et Sted for sig selv. Nu gik da ogsaa den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han saa og troede. Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstaa fra de døde. Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem. Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. Og de sige til hende: „Kvinde! hvorfor græder du?‟ Hun siger til dem: „Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.‟ Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus staa der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus siger til hende: „Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?‟ Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: „Herre! dersom du har baaret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham.‟ Jesus siger til hende: „Maria!‟ Hun vender sig om og siger til ham paa Hebraisk: „Rabbuni!‟ hvilket betyder Mester. Jesus siger til hende: „Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gaa til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud.‟ Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: „Jeg har set Herren,‟ og at han havde sagt hende dette. Da det nu var Aften paa den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Saa bleve Disciplene glade, da de saa Herren. Jesus sagde da atter til dem: „Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, saaledes sender ogsaa jeg eder.‟ Og da han havde sagt dette, aandede han paa dem, og han siger til dem: „Modtager den Helligaand! Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.‟ Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. De andre Disciple sagde da til ham: „Vi have set Herren.‟ Men han sagde til dem: „Uden jeg faar set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde tro.‟ Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: „Fred være med eder!‟ Derefter siger han til Thomas: „Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!‟ Thomas svarede og sagde til ham: „Min Herre og min Gud!‟ Jesus siger til ham: „Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet.‟ — Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, naar I tro, skulle have Livet i hans Navn.

Responsorial Psalm

Psalm 80

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme. Du Israels Hyrde! vend dine Øren hid, du, der leder Josef som en Hjord, du, som sidder over Keruber, aabenbar dig herligt! Rejs din Magt for Efraim og Benjamin og Manasse og kom os til Frelse! Gud! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste! Herre, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn? Du har bespist dem med Taarebrød og givet dem Taarer at drikke i fulde Maal. Du sætter os til en Trætte for vore Naboer, og vore Fjender spotte os. Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. Du førte en Vinstok fra Ægypten, du uddrev Hedningerne og plantede den. Du ryddede for den, og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre. Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den? Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afæde den. Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig. Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel. Lad din Haand være over, din højre Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du gjorde stærk for dig. Saa ville vi ikke vige fra dig; lad du os leve, og vi ville paakalde dit Navn. Herre, Gud Zebaoth; hjælp os op igen, lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.

Gospel

Luke 11:27-28

Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: „Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.‟ Men han sagde: „Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.‟

Responsorial Psalm

Psalm 22

Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David. Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet: „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟! Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig. De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler. Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig. I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne. Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

Responsorial Psalm

Psalm 32

Salig er den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult. Saligt er det Menneske, hvem Herren ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig. Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under min Jamren den ganske Dag. Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela. Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: „Jeg vil bekende mine Overtrædelser for Herren‟, du forlod mig min Syndeskyld. Sela. Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham. Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest; med Frelsens Jubel omgiver du mig. Sela. Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig ved mit Øje. Værer ikke som Hest og Mule, der ikke have Forstand, hvis Prydelse er Tømme og Bidsel til at tvinge dem, naar de ikke ville komme nær til dig. Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa Herren, omgiver han med Miskundhed. Glæder eder i Herren og fryder eder, I retfærdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!

Responsorial Psalm

Psalm 122

Jeg glædede mig ved dem, som sagde til mig: Vi ville gaa til Herrens Hus. Vore Fødder stode i dine Porte, Jerusalem! Jerusalem, du, som er bygget op som en Stad, der er tæt sammenbygget, hvorhen Stammerne droge op, Herrens Stammer efter Israels Lov, for at prise Herrens Navn. Thi der var Stole satte til Dom, Stole for Davids Hus. Beder om Jerusalems Fred; Ro finde de, som elske dig. Der være Fred paa din Mur, Ro i dine Paladser! For mine Brødres og mine Venners Skyld vil jeg sige: Fred være i dig! For Herrens vor Guds Hus's Skyld vil jeg søge dit Bedste.

Evening Prayer — First Lesson

Isaiah 11

Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt. Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand. Og hans Lyst skal være i Herrens Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre. Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande. Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte. Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem. Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen. Og det diende Barn skal lege ved Øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule. De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af Herrens Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund. Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested skal være Herlighed. Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, anden Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elam og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet. Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner. Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim. Men de skulle flyve ind paa Filisternes Skuldre imod Vesten, de skulle i Forening røve fra dem, som bo imod Østen; Edom og Moab skulle blive et Bytte for deres Haand, og Ammons Børn skulle bevise dem Lydighed. Og Herren skal sætte Vigen af Ægyptens Hav i Band og bevæge sin Haand over Floden med sit stærke Vejr; og han skal slaa den i syv Bække og lade den betrædes med Sko. Og der skal være en banet Vej for de overblevne af hans Folk, som skulle blive tilovers fra Assyrien, ligesom der var for Israel, den Dag det drog op af Ægyptens Land.

Second Reading

I Timothy 6

Alle de, som ere Trælle under Aag, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. Men de, der have troende Herrer, maa ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil! Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt, han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhaanelser, ond Mistanke og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da aabenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. Men naar vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter. Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. Jeg byder dig for Guds Aasyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen! Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; at de gøre godt, ere rige paa gode Gerninger, gerne give, meddele og saaledes opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv. O, Timotheus! vogt paa den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse, hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Naaden være med dig!

Second Reading

Galatians 1

Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: Naade være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen. Jeg undrer mig over, at I saa i snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Naade, hen til et anderledes Evangelium; hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder og ville vende op og ned paa Kristi Evangelium. Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes, end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! Som vi før have sagt, saa siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener. Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Aabenbarelse af Jesus Kristus. I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Maade forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Naade, at aabenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: Da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Raads, drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. Senere, tre Aar efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. Men nogen anden af Apostlene saa jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. Men hvad jeg skriver til eder — se, for Guds Aasyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; og de priste Gud for mig.

Second Reading

Colossians 1:12-20

og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse, han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og paa Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til ham; og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestaa ved ham. Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo, og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem paa Jorden eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's Blod.

Second Reading

Romans 9:30-33

Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟

Gospel

Mark 16

Og da Sabbaten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og salve ham. Og meget aarle paa den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var staaet op. Og de sagde til hverandre: „Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?‟ Og da de saa op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor). Og da de kom ind i Graven, saa de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. Men han siger til dem: „Forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. Men gaar bort, siger til hans Disciple og til Peter, at han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder.‟ Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede. [Men da han var opstanden aarle den første Dag i Ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde Aander. Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham, og som sørgede og græd. Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de det ikke. Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Vejen i en anden Skikkelse, medens de gik ud paa Landet. Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem troede de. Siden aabenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Haardhed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden. Og han sagde til dem: „Gaar ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt. Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de uddrive onde Aander; de skulle tale med nye Tunger; de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal det ikke skade dem; paa syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.‟ Saa blev Herren, efter at han havde talt med dem, optagen til Himmelen og satte sig ved Guds højre Haand. Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.]

Evening Prayer — Second Lesson

Hebrews 4

Lader os derfor, da der endnu staar en Forjættelse tilbage om at indgaa til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. Thi ogsaa os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. Thi vi gaa ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: „Saa svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile,‟ omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag saaledes: „Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gerninger.‟ Og fremdeles paa dette Sted: „Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile.‟ Efterdi der altsaa staar tilbage, at nogle skulle gaa ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: Saa bestemmer han atter en Dag: „I Dag,‟ siger han ved David lang Tid efter, (som ovenfor sagt): „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!‟ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da Vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. Thi den, som er gaaet ind til hans Hvile, Ogsaa han har faaet Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine. Lader os derfor gøre os Flid for at gaa ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel paa. Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Aand, Ledemod saavel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi staa til Regnskab. Efterdi vi altsaa have en stor Ypperstepræst, som er gaaet igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Trone, for at vi kunne faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

Gospel

John 20:19-23

Da det nu var Aften paa den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Saa bleve Disciplene glade, da de saa Herren. Jesus sagde da atter til dem: „Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, saaledes sender ogsaa jeg eder.‟ Og da han havde sagt dette, aandede han paa dem, og han siger til dem: „Modtager den Helligaand! Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.‟

Gospel

Luke 20:41-47

Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟ Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene: „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne, de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟

Gospel

John 4

Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. Men han maatte rejse igennem Samaria. Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: „Giv mig noget at drikke!‟ Hans Disciple vare nemlig gaaede bort til Byen for at købe Mad. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: „Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?‟ Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner. Jesus svarede og sagde til hende: „Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?‟ Jesus svarede og sagde til hende: „Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.‟ Jesus siger til hende: „Gaa bort, kald paa din Mand, og kom hid!‟ Kvinden svarede og sagde: „Jeg har ingen Mand.‟ Jesus siger til hende: „Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! jeg ser, at du er en Profet. Vore Fædre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.‟ Jesus siger til hende: „Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være paa dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen vil have. Gud er Aand, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Aand og Sandhed.‟ Kvinden siger til ham: „Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); naar han kommer, skal han kundgøre os alle Ting.‟ Jesus siger til hende: „Det er mig, jeg, som taler med dig.‟ Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: „Hvad søger du?‟ eller: „Hvorfor taler du med hende?‟ Da lod Kvinden sin Vandkrukke staa og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: „Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?‟ De gik ud af Byen og kom gaaende til ham. Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: „Rabbi, spis!‟ Men han sagde til dem: „Jeg har Mad at spise, som I ikke kende.‟ Da sagde Disciplene til hverandre: „Mon nogen har bragt ham noget at spise?‟ Jesus siger til dem: „Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning. Sige I ikke: Der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. Den, som høster, faar Løn og samler Frugt til et evigt Liv, saa at de kunne glæde sig tilsammen, baade den, som saar, og den, som høster. Thi her er det Ord sandt: En saar, og en anden høster. Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet paa; andre have arbejdet, og I ere gaaede ind i deres Arbejde.‟ Men mange af Samaritanerne fra den By troede paa ham paa Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: „Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.‟ Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev der to Dage. Og mange flere troede for hans Ords Skyld. Og til Kvinden sagde de: „Vi tro nu ikke længer for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser.‟ Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa. Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget Fædreland. Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem paa Højtiden; thi ogsaa de vare komne til Højtiden. Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn laa syg i Kapernaum. Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær. Da sagde Jesus til ham: „Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro.‟ Embedsmanden siger til ham: „Herre! kom, før mit Barn dør.‟ Jesus siger til ham: „Gaa bort, din Søn lever.‟ Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. Men allerede medens han var paa Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham og meldte, at hans Barn levede. Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: „I Gaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.‟ Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: „Din Søn lever;‟ og han troede selv og hele hans Hus. Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen fra Judæa til Galilæa.