Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger Herren. Udvid Pladsen til dit Paulun, og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle! Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de ødelagte Stæder. Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse. Thi din Skaber er din Ægtemand, Herren Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud. Thi som en forladt og i Aanden bedrøvet Kvinde har Herren kaldet dig, ja, som en Ungdomshustru, der var forskudt, siger din Gud. Jeg har forladt dig et lidet Øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed. Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger Herren, din Genløser. Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor, at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig. Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger Herren, din Forbarmer. Du elendige, af Stormen omtumlede! du, som ikke er trøstet, se, jeg vil lægge dine Stene i Blyglans og lægge din Grundvold med Safirer. Og jeg vil gøre dine Murtinder af Rubin og dine Porte af Karbunkelstene og hele din Ringmur af dyrebare Stene. Og alle dine Børn skulle være lærte af Herren, og dine Børn skulle have en stor Fred. Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal intet have at flygte for, og langt fra Forfærdelse, thi den skal ikke komme dig nær. Se, naar nogen er fremmed, skal han dog ikke være fjern fra mig; hvo som er fremmed hos dig, skal tilfalde dig. Se, jeg har skabt Smeden, som blæser en Kulild op og udfører et Redskab til dets Gerning, og jeg har skabt Ødelæggeren til at fordærve. Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som staar op imod dig for Retten, skal du faa domfældt; dette er Herrens Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed, som er fra mig, siger Herren.
Første læsning
I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. Og Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev Morgen, anden Dag. Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden; og det skete saa. Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.
Første læsning
Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand. Men Mose skal gaa frem for sig alene til Herren, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham. Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt. Og Mose skrev alle Herrens Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer. Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de ofrede Brændofre, og de slagtede Takofre for Herren af Okser. Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Bækkener, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. Og han tog Pagtens Bog og læste den for Folkets Øren, og de sagde: Vi ville gøre alt det, som Herren har sagt, og være lydige. Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som Herren har gjort med eder over alle disse Ord. Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste stege op. Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar. Og han lagde ikke sin Haand paa de ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og de aade og drak. Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse. Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg. Og han sagde til de ældste: Bliver her, indtil vi komme tilbage til eder; og se, Aron og Hur ere hos eder, hvo som har Retssager, maa gaa til dem. Og Mose steg op paa Bjerget, og Skyen bedækkede Bjerget. Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen. Og Herrens Herligheds Udseende var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne. Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
Første læsning
Der Bileam saa, at det behagede Herren, at han velsignede Israel, da gik han ikke hen, som de andre Gange, at søge Spaadomme; men han rettede sit Ansigt mod Ørken. Og Bileam opløftede sine Øjne og saa Israel, som var lejret efter dets Stammer; og Guds Aand kom over ham. Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand, hvis Øje er tillukket, det siger den, som hører Guds Taler, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa: Hvor skønne ere dine Telte, Jakob! og dine Boliger, Israel! Ligesom Bække udbrede de sig, som Haverne ved en Flod, som Aloetræer, Herren har plantet, som Cedrene ved Vandet. Der skal flyde Vand af hans Spande, og hans Afkom skal være ved de mange Vande, og hans Konge skal blive mægtigere end Agag, og hans Rige skal ophøjes. Gud er den, som førte ham ud af Ægypten, de have megen Styrke, som Enhjørningen; han skal fortære Hedningerne, sine Fjender, og bryde deres Ben og saare dem med sine Pile. Han har bøjet sig, lagt sig som en Løve og som en Løvinde, hvo tør jage ham op? velsignet være de, som dig velsigne, og forbandet være de, som dig forbande. Da optændtes Balaks Vrede imod Bileam, og han slog sine Hænder sammen; og Balak sagde til Bileam: Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet nu tre Gange. Og nu, fly du til dit Sted; jeg havde sagt: Jeg vil ære dig, men se, Herren har forhindret dig fra den Ære. Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke ogsaa til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde Herrens Ord, til at gøre godt eller ondt efter mit eget Hjerte; det som Herren vil tale, det vil jeg tale. Og nu se, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage. Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, hvis Øje er tillukket; det siger den, som hører Guds Taler, og som ved den Højestes Vidskab, den, som ser den Almægtiges Syn, den, der sank ned, og hvem Øjnene bleve aabnede paa: Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, men ikke nær; der opgaar en Stjerne af Jakob, og der hæver sig et Spir af Israel, og det knuser Moabs Hjørner og ødelægger alle Seths Børn. Og Edom skal være hans Ejendom, og Sejr, hans Fjende, skal være hans Ejendom; men Israel skal gøre kraftige Gerninger. Af Jakob skal een herske, og de overblevne skal han udrydde af Stæderne. Og der han saa Amalekiterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Amalek er det første af Hedningefolkene; men i hans sidste Tid skal han gaa til Grunde. Og der han saa Keniterne, da tog han til sit Sprog og sagde: Fast er din Bolig, og bygget paa Klippen er din Rede. Thi mon Kain skal hjemfalde til, Undergang, indtil Assur fører dig i Fangenskab? Og han tog til sit Sprog og sagde: Ve! hvo skal blive ved Live, naar Gud beskikker det? Og Skibe fra Kithims Egn skulle komme, og de skulle undertrykke Assur og undertrykke Eber, ja ogsaa han skal gaa til Grunde. Og Bileam stod op og gik og vendte tilbage til sit Sted; og Balak gik ogsaa sin Vej.
Epistel
Og Herrens Ord kom anden Gang til Jonas saaledes: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig. Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem. Der Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. Hvo ved? Gud kunde vende om og angre det og vende om fra sin brændende Vrede, at vi ikke forgaa. Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.
Morgenbøn — anden læsning
Og paa den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der. Men ogsaa Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: „De have ikke Vin.‟ Jesus siger til hende: „Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.‟ Hans Moder siger til Tjenerne: „Hvad som han siger eder, det skulle I gøre.‟ Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. Jesus siger til dem: „Fylder Vandkarrene med Vand;‟ og de fyldte dem indtil det øverste. Og han siger til dem: „Øser nu og bærer til Køgemesteren;‟ og de bare det til ham. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren paa Brudgommen og siger til ham: „Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.‟ Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham. Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage. Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Faar og Duer, og Vekselererne. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, baade Faarene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Smaapenge og væltede Bordene. Og han sagde til dem, som solgte Duer: „Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!‟ Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: „Nidkærheden for dit Hus vil fortære mig.‟ Da svarede Jøderne og sagde til ham: „Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gør dette?‟ Jesus svarede og sagde til dem: „Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det.‟ Da sagde Jøderne: „I seks og fyrretyve Aar er der bygget paa dette Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?‟ Men han talte om sit Legemes Tempel. Da han saa var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt. Men da han var i Jerusalem i Paasken paa Højtiden, troede mange paa hans Navn, da de saa hans Tegn, som han gjorde. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
Responsoriesalme
Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord. Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme. Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger. Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde. Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.
Evangelium
Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham. Da sagde Jesus: „Endnu en liden Tid er jeg hos eder, saa gaar jeg bort til den, som sendte mig. I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme.‟ Da sagde Jøderne til hverandre: „Hvor vil han gaa hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gaa til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne? Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?‟ Men paa den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og raabte og sagde: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror paa mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme.‟ Men dette sagde han om den Aand, som de, der troede paa ham, skulde faa; thi den Helligaand var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til „Makalath‟; en Undervisning af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt. Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud. Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een. Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud. Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastet dem. Gid der fra Zion kom Frelse for Israel; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.
Responsoriesalme
Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord. Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa. Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden. De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet. Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare. Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig? Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem! Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden. Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene. Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise. Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder. Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol. Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket. Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn. Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig! Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger. Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn! Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag. Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
Responsoriesalme
Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig! Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig! Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af. Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris. Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar! Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre, sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier. Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke. Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene. Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst. Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
Anden læsning
Brødre! om ogsaa et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en saadan til Rette, I aandelige! med Sagtmodigheds Aand, og se til dig selv, at ikke ogsaa du bliver fristet! Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov! Thi naar nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv. Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten; thi hver skal bære sin egen Byrde. Men den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham. Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste. Thi den, som saar i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som saar i Aanden, skal høste evigt Liv af Aanden. Men naar vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, saafremt vi ikke give tabt. Saa lader os altsaa, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne!
Anden læsning
Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og Kristus Jesus, vort Haab, til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Naade, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre! Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg drog til Makedonien, for at du skulde paabyde visse Folk ikke at føre fremmed Lære og ikke at agte paa Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere fremme Stridigheder end Guds Husholdning i Tro. Men Paabudets Endemaal er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro, hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende Snak, idet de ville være Lovlærere uden at forstaa, hverken hvad de sige, eller hvorom de udtale sig saa sikkert. Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt, idet man ved dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet dei er imod den sunde Lære, efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet. Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en Tjeneste, skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro. Ja, vor Herres Naade viste sig overvættes rig med Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den største. Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde paa mig som den første vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede paa dem, som skulle tro paa ham til evigt Liv. Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen. Dette Paabud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud paa Troen; iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.
Anden læsning
Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve saadanne Ting. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve saadanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom? Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag, han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme. Trængsel og Angest over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, baade en Jødes først og en Grækers; men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, baade en Jøde først og en Græker! Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle ogsaa fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven; thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres — thi naar Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse, uden at have Loven, sig selv en Lov; de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller ogsaa forsvare hverandre — paa den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus. Men naar du kalder dig Jøde og forlader dig trygt paa Loven og roser dig af Gud og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, — du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler! Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! Thi „for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne‟, som der er skrevet. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? Og naar den af Natur uomskaarne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aand, ikke i Bogstav — hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud.
Anden læsning
Dette er det Ord, som Esajas, Amoz's Søn, saa om Juda og Jerusalem. Og det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det. Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem. Og han skal dømme imellem Hedningerne og holde Ret for mange Folkeslag, og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke løfte Sværd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig. Jakobs Hus! kommer, og lader os vandre i Herrens Lys! — Men du har forskudt dit Folk, Jakobs Hus; thi de have fuldt op af Østens Væsen og ere Tegnsudlæggere som Filisterne, og de have Behag i de fremmedes Børn. Og deres Land fyldtes med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa deres Liggendefæ; og deres Land fyldtes med Heste, og der er ingen Ende paa deres Vogne. Og deres Land fyldtes med Afguder; de tilbede deres Hænders Gerning, det, som deres Fingre have gjort. Derfor nedbøjes Mennesket og Manden fornedres, og du tilgive dem det ej! Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld. Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men Herren skal alene være høj paa den Dag.
Evangelium
Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er saaledes, som der er skrevet hos Profeten Esajas: „Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej. Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟ Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse. Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. Og Johannes var klædt i Kamelhaar og havde et Læderbælte om sin Lænd og spiste Græshopper og vild Honning. Og han prædikede og sagde: „Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse. Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligaand.‟
Evangelium
Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme. Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. Og han sagde til dem: „Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.‟ Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne. Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. Men Herodes sagde: „Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?‟ Og han søgte at faa ham at se. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.‟ Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!‟ Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.‟ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.‟ Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve. Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: „Hvem sige Skarerne, at jeg er?‟ Men de svarede og sagde: „Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.‟ Og han sagde til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Og Peter svarede og sagde: „Guds Kristus.‟ Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, idet han sagde: „Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.‟ Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.‟ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede. Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende. Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, som bleve sete i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: „Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;‟ men han vidste ikke, hvad han sagde. Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!‟ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set. Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: „Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er min enbaarne. Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.‟ Men Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!‟ Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage. Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: „Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.‟ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begrebe det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord. Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig. Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.‟ Men Johannes tog til Orde og sagde: „Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.‟ Men Jesus sagde til ham: „Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.‟ Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem. Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem. Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: „Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?‟ Men han vendte sig og irettesatte dem. Og de gik til en anden Landsby. Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: „Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟ Og Jesus sagde til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟ Men han sagde til en anden: „Følg mig!‟ Men denne sagde: „Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.‟ Men han sagde til ham: „Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!‟ Men ogsaa en anden sagde: „Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.‟ Men Jesus sagde til ham: „Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.‟
Evangelium
Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: „Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham.‟ Andre sagde: „Det er Elias;‟ men andre sagde: „Det er en Profet ligesom en af Profeterne.‟ Men da Herodes hørte det, sagde han: „Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst.‟ Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte. Johannes sagde nemlig til Herodes: „Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.‟ Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slaa ham ihjel, og hun kunde det ikke. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Haand over ham; og naar han hørte ham, var han tvivlraadig om mange Ting, og han hørte ham gerne. Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes paa sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa, og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: „Bed mig, om hvad som helst du vil, saa vil jeg give dig det.‟ Og han svor hende til og sagde: „Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.‟ Og hun gik ud og sagde til sin Moder: „Hvad skal jeg bede om?‟ Men hun sagde: „Om Johannes Døberens Hoved.‟ Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: „Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved paa et Fad.‟ Og om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende. Og Kongen sendte straks en af Vagten og befalede at bringe hans Hoved. Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved paa et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder. Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.
Aftenbøn — anden læsning
Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmaade, og den indbyrdes Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle, saa at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de Trængsler, som I udstaa, et Bevis paa Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I ogsaa lide; hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til Gengæld, som trænge eder, og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Aabenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, med Lueild, naar han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium, de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed, naar han kommer for paa hin Dag at herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder. Derfor bede vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, for at vor Herres Jesu Navn maa herliggøres i eder, og I i ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade.
Evangelium
Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. Og han søgte at faa at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. Og han løb forud og steg op i et Morbærfigentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. Og da Jesus kom til Stedet, saa han op og blev ham var og sagde til ham: „Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus.‟ Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. Og da de saa det, knurrede de alle og sagde: „Han er gaaet ind for at tage Herberge hos en syndig Mand.‟ Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: „Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen.‟ Men Jesus sagde til ham: „I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn; thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte.‟ Men medens de hørte paa dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. Han sagde da: „En højbaaren Mand drog til et fjernt Land for at faa Kongemagt og vende tilbage igen. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslaar dermed, indtil jeg kommer. Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. Og det skete, da han kom igen, efter at han havde faaet Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde faa at vide, hvad hver havde vundet. Og den første traadte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. Men han sagde ogsaa til denne: Og du skal være over fem Byer. Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke saaede. Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke saaede; hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, saa jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!‟ Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: „Gaar hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Naar I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige saaledes: Herren har Brug for det.‟ Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: „Hvorfor løse I Føllet?‟ Og de sagde: „Herren har Brug for det.‟ Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder paa Føllet og lod Jesus sætte sig derpaa. Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham paa Vejen. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: „Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!‟ Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: „Mester! irettesæt dine Disciple!‟ Og han svarede og sagde til dem: „Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene raabe.‟ Og da han kom nær til og saa Staden, græd han over den og sagde: „Vidste dog ogsaa du, ja, selv paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten paa Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid.‟ Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, og sagde til dem: „Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule.‟ Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slaa ham ihjel. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.