Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed. Og de lagde Haand paa Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring. Men en Herrens Engel aabnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde: „Gaar hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!‟ Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem. Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde: „Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne staaende ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.‟ Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette skulde blive til. Men der kom en og meldte dem: „Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, staa i Helligdommen og lære Folket.‟ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
Første læsning
Thi Herren skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus. Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i Herrens Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere. Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle: Da skal du istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op! Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir, som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse. Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig. Cypresserne glæde sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os. Dødsriget her neden til bæver for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens mægtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner. Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven afmægtig som vi, du er bleven os lig! Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig. Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig! Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder! Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne være den Mand, som bragte Jorden til at bæve? som bragte Rigerne til at skælve? som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem? Alle Folkenes Konger, de ligge alle med Ære, hver i sit Hus; men du, du er henslængt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedækket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Sværd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel. Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse; thi du har ødelagt dit Land, ihjelslaget dit Folk; de ondes Sæd skal ikke nævnes evindelig. Bereder hans Børn et Blodbad for deres Fædres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Stæder. Thi jeg vil staa op imod dem, siger den Herre Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger Herren. Og jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelæggelsens Kost, siger den Herre Zebaoth. Den Herre Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast: At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrde vige fra deres Skuldre! Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. Thi den Herre Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den? I det Aar, der Kong Akas døde, skete denne Profeti. Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage. Og de førstefødte af de ringe skulle finde Næring og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunger, og man skal ihjelslaa de overblevne af dig. Hyl, Port! skrig, Stad! vær mistrøstig, du ganske Filisterland! thi der skal komme en Røg af Norden, og der er ingen Efternøler i hans Skarer. Og hvad skal man svare Folkets Bud? — At Herren har grundfæstet Zion, og at de elendige af hans Folk skulle have Tilflugt i den.
Første læsning
Og det skete i det fire Hundrede og firsindstyvende Aar, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, i det fjerde Aar i Maaneden Siv, det er den anden Maaned, efter at Salomo var bleven Konge over Israel, at han byggede Herren Huset. Og det Hus, som Kong Salomo byggede Herren, dets Længde var tresindstyve Alen og dets Bredde tyve, og dets Højde var tredive Alen. Og Forhallen foran Templets Hus, dens Længde var tyve Alen efter Husets Bredde, ti Alen var dens Bredde foran Huset. Og han gjorde paa Huset Vinduer, med snever Udsigt. Og han byggede ved Husets Væg en Omgang trindt omkring, ved Væggene af Huset trindt omkring, baade om Templet og Koret, og han gjorde Sidekamre deromkring. Den nederste Omgang var fem Alen vid, og den midterste var seks Alen vid, og den tredje var syv Alen vid; thi han gjorde Afsætninger uden omkring Huset, at der skulde intet hæfte ved Husets Vægge. Og Huset, der det blev bygget, blev det bygget af hele Stene, som bleve tilførte, og hverken Hamre eller Økse, ej heller noget Redskab af Jern blev hørt i Huset, der det byggedes. Døren til det midterste Sidekammer var paa den højre Side af Huset, og man gik igennem Vindeltrapper op paa den midterste Omgang og fra den midterste op paa den tredje. Og han byggede Huset og fuldendte det, og han lagde Tag paa Huset med Bjælker og Brædder af Cedertræ. Og han byggede Omgangen ved hele Huset, fem Alen var dens Højde, og den hæftede til Huset med Cederbjælker. Og Herrens Ord skete til Salomo og sagde: Hvad angaar dette Hus, som du bygger, dersom du vandrer i mine Skikke og gør efter mine Befalinger og holder alle mine Bud ved at vandre efter dem: Saa vil jeg paa dig stadfæste mit Ord, som jeg talede til David, din Fader. Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og ikke forlade mit Folk Israel. Saa byggede Salomo Huset og fuldendte det.
Morgenbøn — første læsning
Frygt ikke, du Jord! fryd dig og vær glad; thi Herren har taget sig for at gøre store Ting.
Epistel
Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de maatte faa den Helligaand; thi den var endnu ikke falden paa nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Helligaand.
Første læsning
Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre; seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal være eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes. I skulle ingen Ild optænde i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen. Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende: Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber, og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar, og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ, og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse, og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet. Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet: Tabernaklet med dets Paulun og dets Dække, med dets Hager og dets Fjæle, dets Tværstænger, dets Støtter og dets Fødder; Arken med dens Stænger, Naadestolen og Dækkets Forhæng; Bordet med dets Stænger og alle dets Redskaber og Skuebrødet; og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen; og Røgelsealteret med dets Stænger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Dækket for Døren, for Tabernaklets Dør; Brændofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod; Omhængene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Dækket for Forgaardens Port; Sømmene til Tabernaklet og Sømmene til Forgaarden og deres Snore; Tjenestens Klæder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klæder til Aron, Præsten, og Klæder til hans Sønner til at gøre Præstetjeneste udi. Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn. Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder. Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj; og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren. Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind, de førte det frem. Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtræ fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem. Og hver Kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Hænder, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned. Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevægede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene. Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet, og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien og til vellugtende Røgelse. Hver Mand og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til Herren. Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme. Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning; og til at udtænke Kunstværker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber; og til at udskære Stene til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande kunstig Gerning; og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme. Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskære, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Væveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtænke Kunstværker.
Morgenbøn — anden læsning
Men vi bede eder, Brødre! at I skønne paa dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder. og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder Fred med hverandre! Og vi formane eder, Brødre! paaminder de uskikkelige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod alle! Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber altid efter det gode, baade imod hverandre og imod alle. Værer altid glade, beder uafladelig, takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i Kristus Jesus. Udslukker ikke Aanden, ringeagter ikke Profetier, prøver alt, beholder det gode! Holder eder fra det onde under alle Skikkelser! Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og gid eders Aand og Sjæl og Legeme maa bevares helt og holdent, uden Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse! Trofast er han, som kaldte eder, han skal ogsaa gøre det.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly for hans Ansigt. Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. Men de retfærdige skulle glædes, de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. Faderløses Fader og Enkers Dommer er Gud i sin hellige Bolig. Gud lader de enlige bo i Huse, han udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela): Da bævede Jorden, og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. Din Hjord bosatte sig i Landet; du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. Herren lader. Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. Hærskarernes Konger fly, de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dues Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. Naar den Almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig. Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. Du opfor i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud! Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden. Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde! Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Nafthalis Fyrster. Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o Gud! det, du har gjort os. Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. Giver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!
Evangelium
„Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde. For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.‟ Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke. Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.
Responsoriesalme
Min Lovsangs Gud, ti ikke! Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd! Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet! De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
Responsoriesalme
Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig. Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed. Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. Herre! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord. Og de skulle synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære. Thi Herren er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det fjerne. Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live; du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig. Herren skal fuldføre det for mig; Herre! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger.
Responsoriesalme
Priser Herren; thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog Ægypterne i deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udstødte Farao og hans Hær i det røde, Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; og fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; Amoriternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig; og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; og udrev os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig; ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Aftenbøn — første læsning
Og du, Hyrdetaarn, Zions Datters Høj! til dig skal det komme; ja, komme skal det tidligere Herredømme, Kongedømmet over Jerusalems Datter.
Anden læsning
Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han. Og efterdi han øvede det samme Haandværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Haandværk. Men han holdt Samtaler i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: „Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gaa til Hedningerne.‟ Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus laa ved Siden af Synagogen. Men Synagogeforstanderen Krispus troede paa Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: „Frygt ikke, men tal og ti ikke, eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By.‟ Og han slog sig ned der et Aar og seks Maaneder og lærte Guds Ord iblandt dem. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde: „Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven.‟ Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: „Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, taalmodigt høre paa eder. Men er det Stridsspørgsmaal om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.‟ Og han drev dem bort fra Domstolen. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette. Men Paulus blev der endnu i mange Dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Haar klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte paa sig. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke; men han tog Afsked og sagde: „[Jeg maa endelig holde denne forestaaende Højtid i Jerusalem; men] jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil.‟ Og han sejlede ud fra Efesus og landede i Kæsarea, drog op og hilste paa Menigheden og drog saa ned til Antiokia. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Aanden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Daab. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de troende til megen Nytte; thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus.
Anden læsning
Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. Og han førte mig i Aanden ud i en Ørken; og jeg saa en Kvinde siddende paa et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Horn. Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og straalede af Guld og Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. Og paa hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. Og jeg saa Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg saa hende. Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. Dyret, som du saa, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gaa bort til Fortabelse; og de, som bo paa Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, naar de se, at Dyret var og er ikke og skal komme. Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder, og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, skal han blive en liden Tid. Og Dyret, som var og er ikke, er baade selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. Og de ti Horn, som du saa, ere ti Konger, som endnu ikke have faaet Rige, men faa Magt som Konger een Time sammen med Dyret. Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem — fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge — og de, som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. Og han sagde til mig: De Vande, som du saa, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemaal. Og de ti Horn, som du saa, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans* Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. Og Kvinden, som du saa, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.
Anden læsning
Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron. Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟ som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟ han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest, og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led, og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
Anden læsning
Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn; og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham. I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde. Vi vide, at, naar det aabenbares, da skulle vi vorde ham lige; thi vi skulle se ham, som han er. Og hver den, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse. Og I vide, at han blev aabenbaret, for at han skulde borttage Synderne; og der er ikke Synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham og kender ham ej heller. Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn aabenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger. Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder.
Evangelium
Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og traadte til og væltede Stenen bort og satte sig paa den. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: „I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren laa! Og gaar hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det.‟ Og de gik hastigt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: „Hil være eder!‟ Men de traadte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. Da siger Jesus til dem: „Frygter ikke! gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa, og der skulle de se mig.‟ Men medens de gik derhen, se, da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. Og de samledes med de Ældste og holdt Raad og gave Stridsmændene rigelige Penge og sagde: „Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. Og dersom Landshøvdingen faar det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.‟ Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag. Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de saa ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede. Og Jesus traadte frem, talte til dem og sagde: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.‟
Aftenbøn — anden læsning
I elskede! tror ikke enhver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgaaede i Verden. Derpaa kende I Guds Aand: Enhver Aand, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. Og enhver Aand, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Aand, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand. I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. Deri blev Guds Kærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbaarne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham. Deri bestaar Kærligheden: Ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. I elskede! har Gud saaledes elsket os, da ere ogsaa vi skyldige at elske hverandre. Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. Derpaa kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet os af sin Aand. Og vi have skuet og vidne, at Faderen har udsendt Sønnen til Frelser for Verden.
Evangelium
Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men han sagde til ham: „Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?‟ Men han svarede og sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.‟ Men han sagde til ham: „Du svarede ret; gør dette, saa skal du leve.‟ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?‟ Men Jesus svarede og sagde: „Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi. Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?‟ Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham.‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligesaa!‟
Evangelium
Men mange af Samaritanerne fra den By troede paa ham paa Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: „Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.‟ Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev der to Dage. Og mange flere troede for hans Ords Skyld. Og til Kvinden sagde de: „Vi tro nu ikke længer for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser.‟
Evangelium
Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.‟ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.‟ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.‟ Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.‟ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.‟ Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?‟ Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?‟ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.‟ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?‟ Men de sagde: „Barabbas.‟ Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?‟ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!‟ Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!‟ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟, gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde; og da han smagte det, vilde han ikke drikke. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, [for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟] Og de sade der og holdt Vagt over ham. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven saaledes: „Dette er Jesus, Jødernes Konge.‟ Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!‟ Ligesaa spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, saa lad ham nu stige ned af Korset, saa ville vi tro paa ham. Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.‟ Og paa samme Maade haanede ogsaa Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eli! Eli! Lama Sabaktani?‟ det er: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: „Han kalder paa Elias.‟ Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.‟ Men Jesus raabte atter med høj Røst og opgav Aanden. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes; og mange af de hensovede helliges Legemer bleve oprejste, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: „Sandelig, denne var Guds Søn.‟ Men der var mange Kvinder der, som saa til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som ogsaa selv var bleven Jesu Discipel. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent fint Linklæde og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus og sagde: „Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første.‟ Pilatus sagde til dem: „Der have I en Vagt; gaar hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!‟ Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.