Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort. Paa ham gave alle Agt, smaa og store, og sagde: „Det er ham, som man kalder Guds store Kraft.‟ Men de gave Agt paa ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster. Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder. Men Simon troede ogsaa selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han saa Tegn og store kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt. Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de maatte faa den Helligaand; thi den var endnu ikke falden paa nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Helligaand.
Første læsning
Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn. Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab. Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe. Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet. Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin. Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej. Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel. Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed. Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed. Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender. Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os. Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn. De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse. Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort. Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem. Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt. Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live. Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage. Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over. Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.
Første læsning
Saa gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe paa ham. Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kære, lad mig kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig? Saa gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet paa Øksnene og gav Folket, og de aade; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham.
Morgenbøn — første læsning
Og Herren sagde til Josva: Paa den Dag vil jeg begynde at gøre dig stor for al Israels Øjne, og de skulle vide, at ligesom jeg var med Mose, saa vil jeg og være med dig. Men du skal byde Præsterne, som bære Pagtens Ark, og sige: Naar I komme til det yderste af Jordanens Vande, da skulle I blive staaende i Jordanen. Og Josva sagde til Israels Børn: Kommer nær hid og hører Herren eders Guds Ord. Og Josva sagde: Derpaa skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder og skal fordrive for eders Ansigt Kananiterne og Hethiterne og Heviterne og Feresiterne og Girgasiterne og Amoriterne og Jebusiterne. Se, al Jordens Herres Pagts Ark gaar over for eders Ansigt igennem Jordanen. Saa tager eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme. Og det skal ske, naar Præsterne, som bære Herrens, al Jordens Herres, Ark, med Fodsaalerne staa stille i Jordanens Vande, da skal Jordanens Vande afskæres, nemlig de Vande, som komme ned ovenfra; og de skulle staa som een Dynge. Og det skete, der Folket drog ud af deres Telte for at gaa over Jordanen, da bare Præsterne Pagtens Ark for Folkets Ansigt. Og der de, som bare Arken, kom til Jordanen, og Præsterne, som bare Arken, vædede deres Fødder yderst i Vandet, (men Jordanen var fuld over alle sine Bredder hele Høsten igennem): Da stod det Vand stille, som kom ned ovenfra, det rejste sig til een Dynge saare langt borte ved den Stad Adam, som ligger op til Zarthans Side, men det, som løb ned til Havet ved den slette Mark, nemlig Salthavet, det blev aldeles afskaaret; saa gik Folket over imod Jeriko. Og Præsterne, som bare Herrens Pagts Ark, stode fast paa det tørre, midt i Jordanen; og al Israel gik over paa det tørre, indtil det ganske Folk var gaaet helt over Jordanen. Og det skete, der alt Folket var gaaet helt over Jordanen, da sagde Herren til Josva: Tager eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme, og byder dem og siger: Optager eder herfra, midt af Jordanen, tolv Stene fra det Sted, som Præsternes Fødder staa fast paa, og bærer dem over med eder og lader dem blive paa det Sted, hvor I blive denne Nat over. Da kaldte Josva ad de tolv Mænd, som han havde til Rede af Israels Børn, een Mand af hver Stamme; og Josva sagde til dem: Gaar over frem foran Herren eders Guds Ark til midt i Jordanen, og opløfter eder hver een Sten paa sin Skulder efter Tallet paa Israels Børns Stammer, at det skal være et Tegn midt iblandt eder, naar eders Børn herefter spørge og sige: Hvad betyde eder disse Stene? Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev afskaaret for Herrens Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskaaret; og disse Stene skulle være til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen. Og Israels Børn gjorde saaledes, som Josva bød, og optoge tolv Stene midt af Jordanen, som Herren havde sagt til Josva, efter Tallet paa Israels Børns Stammer; og de førte dem med sig over til det Sted, hvor de bleve om Natten, og de lode dem blive der. Og tolv Stene oprejste Josva midt i Jordanen, nede, hvor Præsterne, som bare Pagtens Ark, havde staaet med deres Fødder, og de ere der indtil denne Dag. Og Præsterne, som bare Arken, bleve staaende midt i Jordanen, indtil hvert Ord var fuldkommet, som Herren havde talet til Folket, efter alt det, som Mose havde befalet Josva; og Folket skyndte sig og gik over. Og det skete, der det ganske Folk var gaaet helt over, da kom Herrens Ark og Præsterne over, for Folkets Ansigt. Og Rubens Børn og Gads Børn og Halvdelen af Manasse Stamme gik over bevæbnede, foran Israels Børns Ansigt, saaledes som Mose havde talet til dem. Ved fyrretyve Tusinde, bevæbnede til Strid, gik de over for Herrens Ansigt til Krigen paa Jerikos slette Marker. Paa den Dag gjorde Herren Josva stor for al Israels Øjne; og de frygtede ham, saaledes som de frygtede Mose, alle hans Livs Dage. Og Herren sagde til Josva:
Epistel
Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. Vi vide, at vi ere gaaede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. Derpaa kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. Men den, som har Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham? Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed!
Første læsning
Og det skete, der Muren var bygget, og jeg indsatte Dørene, da bleve beskikkede Portnere og Sangere og Leviter. Og jeg beskikkede Hanani, min Broder, og Hanania, Slotshøvdingen, over Jerusalem; thi han var en trofast Mand og frygtede Gud fremfor mange; og jeg sagde til dem: Jerusalems Porte skulle ikke oplades, førend Solen skinner hed; og medens de endnu staa der, skulle de tillukke Dørene og holde dem lukkede; og man skal beskikke Vagter af Jerusalems Indbyggere, hver paa sin Vagt og hver tværs over for sit Hus. Thi Staden var vid og bred og stor, men der var lidet Folk midt i den, og Husene vare ikke byggede. Og min Gud indgav mig i mit Hjerte, at jeg samlede de ypperste og Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slægtregisteret; og jeg fandt en Slægtregisters Bog over dem, som i Førstningen vare dragne op, og fandt skrevet deri: Disse ere de Folk af Landskabet, de, som droge op af Fangenskabet, hvilke Nebukadnezar, Kongen af Babel, havde bortført, og som vare komne tilbage til Jerusalem og til Juda, hver til sin Stad, de, som kom med Serubabel, Jesua, Nehemia, Asaria, Raamia, Nakamani, Mordekaj, Bilsam, Misperet, Bigvaj, Nehum, Baena; dette er Tallet paa Mændene af Israels Folk: Pareos's Børn, to Tusinde, hundrede og to og halvfjerdsindstyve; Sefatjas Børn, tre Hundrede og to og halvfjerdsindstyve; Aras Børn, seks Hundrede og to og halvtredsindstyve; Pahath-Moabs Børn, af Jesuas og Joabs Børn, to Tusinde og otte Hundrede og atten; Elams Børn, tusinde, to Hundrede og fire og halvtredsindstyve; Sattus Børn, otte Hundrede og fem og fyrretyve; Sakkajs Børn, syv Hundrede og tresindstyve; Binnujs Børn, seks Hundrede og otte og fyrretyve; Bebajs Børn, seks Hundrede og otte og tyve; Asgads Børn, to Tusinde, tre Hundrede og to og tyve; Adonikams Børn, seks Hundrede og syv og tresindstyve; Bigvajs Børn, to Tusinde og syv og tresindstyve; Adins Børn, seks Hundrede og fem og halvtredsindstyve; Aters Børn, af Hiskia, otte og halvfemsindstyve; Hasums Børn, tre Hundrede og otte og tyve; Bezajs Børn, tre Hundrede og fire og tyve; Harifs Børn, hundrede og tolv; Folkene af Gibeon, fem og halvfemsindstyve; Mændene af Bethlehem og Netofa, hundrede og otte og firsindstyve; Mændene af Anathoth, hundrede og otte og tyve; Mændene af Beth-Asmaveth, to og fyrretyve; Mændene af Kirjath-Jearim, Kefira og Beeroth, syv Hundrede og tre og fyrretyve; Mændene af Rama og Geba, seks Hundrede og een og tyve; Mændene af Mikmas, hundrede og to og tyve; Mændene af Bethel og Aj, hundrede og tre og tyve; Mændene af det andet Nebo, to og halvtredsindstyve; den anden Elams Børn, tusinde, to Hundrede og fire og halvtredsindstyve; Harims Børn, tre Hundrede og tyve; Folkene af Jeriko, tre Hundrede og fem og fyrretyve; Folkene af Lod, Hadid og Ono, syv Hundrede og een og tyve; Folkene af Senaa, tre Tusinde og ni Hundrede og tredive; Præsterne: Jedajas Børn, af Jesuas Hus, ni Hundrede og tre og halvfjerdsindstyve; Immers Børn, tusinde og to og halvtredsindstyve; Pashurs Børn, tusinde, to Hundrede og syv og fyrretyve; Harims Børn, tusinde og sytten; Leviterne: Jesuas Børn, af Kadmiel, af Hodevas Børn, fire og halvfjerdsindstyve; Sangerne: Asafs Børn, hundrede, otte og fyrretyve; Portnerne: Sallums Børn, Aters Børn, Talmons Børn, Akkubs Børn, Hatitas Børn, Sobajs Børn, hundrede og otte og tredive; de livegne: Zihas Børn, Hasufas Børn, Tabaoths Børn, Keros's Børn, Sihas Børn, Padons Børn, Lebanas Børn, Hagabas Børn, Salmajs Børn, Hanans Børn, Giddels Børn, Gahars Børn, Reajas Børn, Rezins Børn, Nekodas Børn, Gassams Børn, Ussas Børn, Paseas Børn, Besajs Børn, Meunims Børn, Nefussims Børn, Bakbuks Børn, Hakufas Børn, Harhurs Børn, Bazliths Børn, Mehidas Børn, Harsas Børn, Barkos's Børn, Siseras Børn, Thamas Børn, Nezias Børn, Hatifas Børn; Salomos Tjeneres Børn: Sotajs Børn, Sofereths Børn, Pridas Børn, Jaelas Børn, Darkons Børn, Giddels Børn, Sefatjas Børn, Hattils Børn, Pokeret-Hazzebajms Børn, Amons Børn. Alle de livegne og Salomos Tjeneres Børn vare tre Hundrede og to og halvfemsindstyve. Og disse vare de, som droge op af Thel-Mela, Thel-Harsa, Kerub, Addon og Immer, men ikke kunde opgive deres Fædres Hus eller deres Slægt, om de vare af Israel: Delajas Børn, Tobias Børn, Nekodas Børn, seks Hundrede og to fyrretyve; og af Præsterne: Habajas Børn, Hakkoz's Børn, Barsillajs Børn, hans, som tog en Hustru af Barsillajs Gileaditens Døtre og blev kaldet efter deres Navn. Disse ledte efter deres Fortegnelse iblandt dem, som vare opførte i Slægtregisteret, men den blev ikke funden; og de bleve som urene afviste fra Præstedømmet. Og Hattirsatha sagde til dem, at de ikke skulde æde af de højhellige Ting, førend der stod en Præst med Urim og Thummim. Den hele Forsamling var tilsammen to og fyrretyve Tusinde, tre Hundrede og tresindstyve foruden deres Tjenere og deres Tjenestepiger; disse vare syv Tusinde, tre Hundrede og syv og tredive, og de havde to Hundrede og fem og fyrretyve Sangere og Sangersker. Deres Heste vare syv Hundrede og seks og tredive, deres Muler to Hundrede og fem og fyrretyve, Kameler fire Hundrede og fem og tredive, Asener seks Tusinde og syv Hundrede og tyve. Og en Del af Øversterne for Fædrenehusene gave til Gerningen: Hattirsatha gav til Skatten tusinde Drakmer i Guld, halvtredsindstyve Bækkener, fem Hundrede og tredive Præstekjortler. Og andre af Øversterne for Fædrenehusene gave i Sammenskud til Arbejdet tyve Tusinde Drakmer i Guld og to Tusinde og to Hundrede Pund Sølv. Og det, som de øvrige af Folket gave, vare tyve Tusinde Drakmer i Guld og to Tusinde Pund Sølv og syv og tresindstyve Præstekjortler. Og Præsterne og Leviterne og Portnerne og Sangerne og nogle af Folket og af de livegne og al Israel boede i deres Stæder; og den syvende Maaned kom, og Israels Børn vare i deres Stæder.
Morgenbøn — anden læsning
Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og traadte til og væltede Stenen bort og satte sig paa den. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: „I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren laa! Og gaar hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det.‟ Og de gik hastigt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: „Hil være eder!‟ Men de traadte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. Da siger Jesus til dem: „Frygter ikke! gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa, og der skulle de se mig.‟ Men medens de gik derhen, se, da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. Og de samledes med de Ældste og holdt Raad og gave Stridsmændene rigelige Penge og sagde: „Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. Og dersom Landshøvdingen faar det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.‟ Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag. Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de saa ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede. Og Jesus traadte frem, talte til dem og sagde: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.‟
Responsoriesalme
Herren regerer, han har iført sig Højhed; Herren, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befæstet, det skal ikke rokkes. Fra fordums Tid staar din Trone fast, du er fra Evighed. Herre! Strømme opløftede, Strømme opløftede deres Røst, Strømme opløftede deres Drøn. Fremfor Røsten af de mange, de mægtige Vande, fremfor Havets Brændinger er Herren mægtig i det Høje. Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Hus, Herre! saa længe Dagene vare.
Evangelium
Men han sagde til ham: „Der var en Mand, som gjorde en stor Nadvere og indbød mange. Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og gaar hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gaa hurtig ud paa Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. Og Herren sagde til Tjeneren: Gaa ud paa Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gaa ind, for at mit Hus kan blive fuldt. Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.‟
Responsoriesalme
Jeg opløfter mine Øjne til Bjergene; hvorfra skal min Hjælp komme? Min Hjælp kommer fra Herren, som skabte Himmelen og Jorden. Han tillade ikke din Fod at snuble, og han, som bevarer dig, slumre ikke! Se, han slumrer ikke og sover ikke, han, som bevarer Israel! Herren er den, der bevarer dig; Herren er din Skygge ved din højre Haand. Solen skal ikke stikke dig om Dagen eller Maanen om Natten. Herren skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din Sjæl. Herren skal bevare din Udgang og din Indgang fra nu af og indtil evig Tid.
Responsoriesalme
Lover Gud i hans Helligdom, lover ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! Lover ham for hans vældige Gerninger, lover ham efter hans store Magt! Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! Alt det, som har Aande, love Herren! Halleluja!
Responsoriesalme
Lover Herren fra Himlene, lover ham i det høje! Lover ham, alle hans Engle! lover ham, alle hans Hærskarer! Lover ham, Sol og Maane! lover ham, alle Lysets Stjerner! Lover ham, Himlenes Himle! og I Vande, som ere over Himlene! De skulle love Herrens Navn; thi han bød, og de bleve skabte. Og han har stillet dem hen for bestandig, evindelig; han satte dem en Lov, og den skal ikke overskrides. Lover Herren fra Jorden, I Søuhyrer og alle Dyb! Ild og Hagel, Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord! I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre! I vilde Dyr og alt Kvæg, Kryb og vingede Fugle! I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden! Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge! De skulle love Herrens Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestæt er over Jorden og Himmelen. Og han har ophøjet et Horn for sit Folk, han, der er en Lovsang for alle sine hellige, for Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja!
Aftenbøn — første læsning
Og det skete, der Josva var ved Jeriko, at han opløftede sine Øjne og saa, og se, en Mand stod lige imod ham og havde sit dragne Sværd i sin Haand; og Josva gik til ham og sagde til ham: Hører du os til eller vore Fjender? Og han sagde: Nej! men jeg er en Fyrste over Herrens Hær, nu kom jeg! Da faldt Josva paa sit Ansigt til Jorden og tilbad og sagde til ham: Hvad taler min Herre til sin Tjener? Og Fyrsten over Herrens Hær sagde til Josva: Drag din Sko af din Fod, thi det Sted, som du staar paa, det er helligt; og Josva gjorde saa. Og Jeriko havde lukket for sig og var tillukket for Israels Børns Ansigt; der kunde ingen gaa ud, ej heller komme ind. Og Herren sagde til Josva: Se, i din Haand har jeg givet Jeriko og dens Konge, som ere vældige til Strid. Og I skulle gaa omkring Staden, alle Krigsmændene, saa at de gaa rundt om Staden een Gang; saaledes skal du gøre seks Dage. Og syv Præster skulle bære syv fuldtonende Basuner foran Arken, og paa den syvende Dag skulle I gaa om Staden syv Gange, og Præsterne skulle blæse i Basunerne. Og det skal ske, naar man blæser langsomt i Hornet, naar I høre Basunens Lyd, da skal alt Folket skrige med et stort Skrig; saa skal Stadens Mur falde lige ned, og Folket skal stige op, hver lige frem for sig. Saa kaldte Josva, Nuns Søn, ad Præsterne og sagde til dem: Bærer Pagtens Ark, og lader syv Præster bære de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark. Og han sagde til Folket: Gaar frem og gaar omkring Staden; og hvo som er bevæbnet, gaa frem foran Herrens Ark. Og det skete, der Josva havde sagt dette til Folket, da gik syv Præster frem, som bare de syv fuldtonende Basuner for Herrens Ansigt, og blæste i Basunerne; og Herrens Pagts Ark fulgte efter dem. Og hver, som var bevæbnet, gik foran Præsterne, som blæste i Basunerne; og Troppen, som sluttede, gik efter Arken, medens man vedblev at blæse i Basunerne. Og Josva bød Folket og sagde: I skulle ikke skrige og ej lade eders Røst høre, og der skal ikke et Ord udgaa af eders Mund, indtil den Dag jeg siger til eder: Skriger! da skulle I skrige. Saa gik Herrens Ark omkring, saa at den gik rundt om Staden een Gang; og de kom i Lejren og bleve om Natten i Lejren. Og Josva stod tidlig op om Morgenen, og Præsterne bare Herrens Ark. Og de syv Præster, som bare de syv fuldtonende Basuner foran Herrens Ark, gik stedse og blæste i Basunerne; og hver bevæbnet gik for deres Ansigt, og Troppen, som sluttede, gik efter Herrens Ark, medens man vedblev at blæse i Basunerne. Og de gik omkring Staden paa den anden Dag een Gang, og de vendte tilbage til Lejren; saaledes gjorde de seks Dage. Og det skete paa den syvende Dag, da stode de tidlig op, der Morgenrøden brød frem, og de gik omkring Staden syv Gange, efter den samme Vis, kun at de den samme Dag kom syv Gange omkring Staden. Og det skete den syvende Gang, da blæste Præsterne i Basunerne, og Josva sagde til Folket: Skriger! thi Herren har givet eder Staden. Og Staden, den og alt det, som er i den, skal være sat i Band for Herren; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte. Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den. Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal være helligt for Herren; det skal komme til Herrens Liggendefæ. Og Folket skreg, da de blæste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden. Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Sværd.
Anden læsning
Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos Guds udvalgte og Erkendelse af Sandheden angaaende Gudsfrygt, i Haab om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet fra evige Tider, men i sin Tid har han aabenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling: Til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Naade og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Frelser! Derfor efterlod jeg dig paa Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg paalagde dig, saafremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige. Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding, men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from, afholdende; en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for at han kan være dygtig til baade at formane ved den sunde Lære og at gendrive dem, som sige imod. Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og daare Sindet, især de af Omskærelsen; dem bør man stoppe Munden paa; thi de forvende hele Huse ved at føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld. En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: „Kretere ere altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge.‟ Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i Rette, for at de maa blive sunde i Troen og ikke agte paa jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende sig bort fra Sandheden. Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er intet rent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet. De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gerning.
Anden læsning
Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til saadanne, som kende Loven) at Loven hersker over Mennesket, saa lang Tid han lever? Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men naar Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever; men naar Manden dør, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. Altsaa ere ogsaa I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, saa at vi tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: „Du maa ikke begære.‟ Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. Altsaa er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt. Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. Thi jeg forstaar ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. Men naar jeg gør det, jeg ikke vil, saa samstemmer jeg med Loven i, at den er god. Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formaar jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. Saa finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Haanden. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altsaa: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
Anden læsning
Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone. Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle. Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham; thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve? Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Anden læsning
De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der ogsaa har Del i Herligheden, der skal aabenbares: Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I faa Herlighedens uvisnelige Krans. Ligesaa, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre; thi „Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade.‟ Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder. Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder. Værer ædrue, vaager; eders Modstander, Djævelen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. Staar ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden. Men al Naades Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
Evangelium
Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: „En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: „De ville undse sig for min Søn.‟ Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: „Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.‟ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden. Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre. Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.‟ Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. Og de sende nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. Og de kom og sagde til ham: „Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?‟ Men da han saa deres Hykleri, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar, for at jeg kan se den.‟ Men de bragte den. Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟ Men de sagde til ham: „Kejserens.‟ Og Jesus sagde til dem: „Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟ Og de undrede sig over ham. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: „Mester! Moses har foreskrevet os, at naar nogens Broder dør og efterlader en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligesaa. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen. I Opstandelsen, naar de opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟ Jesus sagde til dem: „Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? Thi naar de opstaa fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. Men hvad de døde angaar, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild.‟ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: „Hvilket Bud er det første af alle?‟ Jesus svarede: „Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud.‟ Og den skriftkloge sagde til ham: „Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene.‟ Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds Rige.‟ Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: „Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? David selv sagde ved den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?‟ Og den store Skare hørte ham gerne. Og han sagde i sin Undervisning: „Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Maaltiderne; de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faa des haardere Dom.‟ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og saa, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lagde i Tempelblokken. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom.‟
Aftenbøn — anden læsning
Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet. Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt. Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgaa, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgaa; thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; men naar det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgaa. Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu se vi jo i et Spejl, i en Gaade, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.
Evangelium
Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge Vare paa ham. Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten eller ej?‟ Men de tav. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham fare. Og han tog til Orde og sagde til dem: „Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, naar hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op paa Sabbatsdagen?‟ Og de kunde ikke give Svar derpaa. Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: „Naar du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du maatte være buden af ham, og han, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. Men naar du bliver buden, da gaa hen og sæt dig nederst, for at, naar han kommer, som har indbudt dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟ Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: „Naar du gør Middags- eller Aftensmaaltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igen, og du faa Vederlag. Men naar du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! Saa skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse.‟
Evangelium
Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og tror paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.‟ Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: „Jeg er det Brød, som kom ned fra Himmelen,‟ og de sagde: „Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?‟ Jesus svarede og sagde til dem: „Knurrer ikke indbyrdes! Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.
Evangelium
Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde modtaget Guds Ord. Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde: „Du er gaaet ind til uomskaarne Mænd og har spist med dem.‟ Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde: „Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg saa i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. Jeg stirrede paa den og betragtede den og saa da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. Og jeg hørte ogsaa en Røst, som sagde til mig: Staa op, Peter, slagt og spis! Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund. Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt! Og dette skete tre Gange; saa blev det igen alt sammen draget op til Himmelen. Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea. Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaa med dem uden at gøre Forskel. Men ogsaa disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus. Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen staa i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente! Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses. Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligaand paa dem ligesom ogsaa paa os i Begyndelsen. Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligaand. Naar altsaa Gud gav dem lige Gave med os, da de troede paa den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?‟ Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: „Saa har Gud ogsaa givet Hedningerne Omvendelsen til Liv.‟ De, som nu vare blevne adspredte paa Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene. Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte ogsaa til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus. Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren. Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia. Da han nu kom derhen og saa Guds Naade, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren. Thi han var en god Mand og fuld af den Helligaand og Tro. Og en stor Skare blev ført til Herren. Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia. Og det skete, at de endog et helt Aar igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne. Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia. Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken ogsaa kom under Klaudius. Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa; hvilket de ogsaa gjorde, og de sendte det til de Ældste ved Barnabas's og Saulus's Haand.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.