Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. Og Gud velsignede den syrende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen. Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud Herren havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. Og Gud Herren plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. Og Gud Herren lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, hvor der er Guld. Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Onyks. Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde Flod, den er Frat. Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham. Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Mennesket fandt han ingen Medhjælp, som kunde være hos ham. Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.
Første læsning
Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem, og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe vægrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt? lad mit Folk fare, at de maa tjene mig. Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke. Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken. Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao. Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maa tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt? Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort? Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os Herrens Højtid. Da sagde han til dem: Saa vist være Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde. Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt. Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers. Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om Morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op. Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land. Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod Herren eders Gud og imod eder. Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig. Og han gik ud fra Farao, og han bad til Herren. Og Herren vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke. Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare. Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at man kan føle paa Mørket. Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage. Ikke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger. Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder. Og Mose sagde: Du skal og medgive os Slagtoffere og Brændoffere, at vi kunne ofre til Herren, vor Gud. Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen. Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare. Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø. Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.
Første læsning
Og Herren talede til Mose og sagde: Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle være hellige; thi jeg Herren eders Gud er hellig. I skulle hver frygte sin Moder og sin Fader, og I skulle holde mine Sabbater; jeg er Herren eders Gud. I skulle ikke vende eders Ansigt til Afguderne og ikke gøre eder støbte Guder; jeg er Herren eders Gud. Og naar I ville slagte Takoffer for Herren, da skulle I ofre det til en Behagelighed for eder. Det skal ædes paa den Dag, I slagte det, og den næste Dag; men hvad som levnes til den tredje Dag, skal opbrændes med Ild. Men om noget deraf dog ædes paa den tredje Dag, da er det en Vederstyggelighed, det bliver ikke behageligt. Og hvo som æder det, skal bære sin Misgerning; thi han har vanhelliget, hvad der var Herren helliget; og den Sjæl skal udryddes fra sit Folk. Og naar I høste eders Lands Høst, da skal du ikke høste det yderste aldeles af paa din Ager, ikke heller skal du sanke nøje i din Høst. Du skal ikke heller sanke efter i din Vingaard, og ikke sanke de Bær, som ere nedfaldne i din Vingaard; du skal lade dem blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud. I skulle ikke stjæle, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Næste. Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren. Du skal ikke gøre din Næste Vold og ej røve, du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen. Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren. I skulle ikke gøre Uret i Dommen, du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed. Du skal ikke gaa om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke staa efter din Næstes Blod; jeg er Herren. Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld. Du skal ikke hævne dig selv, ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.
Morgenbøn — første læsning
Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder! Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud. „Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det?‟ Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder. Se, I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje. Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren? Er dette ikke den Faste; som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag? Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus? naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham, som er dit eget Kød? Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig. Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen. Og Herren skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og du skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl. Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig. Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke gør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og Herrens Helligdag en Herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale:
Epistel
Og selv nu, siger Herren, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage, og sønderriver eders Hjerte, og ikke eders Klæder, og vender om til Herren, eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af Miskundhed og angrer det onde. Hvo ved? han maatte maaske vende om og angre det, saa at han lader Velsignelse efter sig, Madoffer og Drikoffer for Herren, eders Gud. Støder i Basunen paa Zion, helliger en Faste, udraaber en Forsamling! Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de gamle, samler de spæde Børn og dem, som die Brysterne; en Brudgom gaa ud af sit Kammer og en Brud af sit Brudehus! Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhallen og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk og giv ikke din Arv hen til Skændsel, saa at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Folkene: Hvor er deres Gud? Og Herren var nidkær for sit Land og sparede sit Folk. Og Herren svarede og sagde til sit Folk: Se, jeg sender eder Kornet og Mosten og Olien, og I skulle mættes dermed; og jeg vil ikke ydermere gøre eder til Spot iblandt Hedningerne.
Første læsning
Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud; taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder. Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark! Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette. Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt. Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken. Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø. Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig. Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Røst med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud! Se, den Herre, Herre skal komme med Vælde, og hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt. Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og bære dem i sit Skød; han skal lede de Faar, som give Die. Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spand? og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægtskaale? Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham? Med hvem har han raadført sig, som har givet ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej? Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv. Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer. Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed. Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham? En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølvkæder. Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig en dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler. Ville I ikke forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt? Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi; han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne. Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm. Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige. Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een. Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi? Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig. Han giver den trætte Kraft og formerer Styrke hos den, som ingen Kræfter har. De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat. Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.
Morgenbøn — anden læsning
Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. Og da han gik forbi, saa han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte ogsaa nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de saa, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: „Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!‟ Og da Jesus hørte det, siger han til dem: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og sige til ham: „Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Saa længe de have Brudgommen hos sig, kunne de ikke faste. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da skulle de faste paa den Dag. Ingen syr en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; ellers river den nye Lap paa det gamle Klædebon dette itu, og der bliver et værre Hul. Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges saavel som Læderflaskerne; men kom ung Vin paa nye Læderflasker!‟ Og det skete, at han vandrede paa Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.
Responsoriesalme
Al Verden raabe med Glæde for Herren! Tjener Herren med Glæde, kommer for hans Ansigt med Frydeskrig! Kender, at Herren er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder! Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn. Thi Herren er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slægt til Slægt.
Evangelium
Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David. Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig. Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen. Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. Ondskab hersker inden i den, og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min Ven og min Kynding, vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig. Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig — Sela — efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; „et gyldent Smykke‟; til at læres; der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde. Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen! Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster. Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede. Men nu har du givet dem, som dig frygte, et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela), paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os! Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn, Juda er min Herskerstav. Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom? Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David. Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet: „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟! Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig. De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler. Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig. I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne. Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
Aftenbøn — første læsning
Og Herrens Ord kom anden Gang til Jonas saaledes: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig. Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter Herrens Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem. Der Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. Hvo ved? Gud kunde vende om og angre det og vende om fra sin brændende Vrede, at vi ikke forgaa. Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.
Anden læsning
Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden; han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje, idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag?‟ og fremdeles: „Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?‟ Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: „Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.‟ Og om Englene hedder det: „Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue‟; men om Sønnen: „Din Trone, o Gud! staar i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.‟ Og: „Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. De skulle forgaa, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine Aar skulle ikke faa Ende.‟ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder?‟ Ere de ikke alle tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?
Anden læsning
I øvrigt, mine Brødre, glæder eder i Herren! At skrive det samme til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for eder. Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen! Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Aand og rose os i Kristus Jesus og ikke forlade os paa Kødet, endskønt ogsaa jeg har det, jeg kunde forlade mig paa, ogsaa i Kødet. Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig paa Kødet, kan jeg det mere. Jeg er omskaaren paa den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer, i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter Loven udadlelig. Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Tro paa Kristus, Retfærdigheden fra Gud paa Grundlag af Troen, for at jeg maa kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død, om jeg dog kunde naa til Opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg ogsaa er greben af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men eet gør jeg: Glemmende, hvad der er bagved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Maalet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus. Lader da os, saa mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud aabenbare eder ogsaa dette. Kun at vi, saa vidt vi ere komne, vandre i samme Retning. Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter paa dem, der vandre saaledes, som I have os til Forbillede. Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu ogsaa siger med Taarer, som Kristi Kors's Fjender, hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting. Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi ogsaa forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus, der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han ogsaa kan underlægge sig alle Ting.
Anden læsning
Men dette siger jeg: „Den, som saar sparsomt, skal ogsaa høste sparsomt, og den, som saar med Velsignelser, skal ogsaa høste med Velsignelser. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, som der er skrevet: „Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid.‟ Men han, som giver „Sædemanden Sæd og Brød til at spise‟, han vil ogsaa skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, saa I blive rige i alle Maader til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver ogsaa et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, naar de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ogsaa ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder paa Grund af Guds overvættes Naade imod eder. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!
Anden læsning
Paa den Dag skal Herrens Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel. Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den, som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem, naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder en Ild. Og Herren skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være Dække over alt det, som er herligt. Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.
Evangelium
Og da de nærme sig til Jerusalem, til Bethfage og Bethania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem: „Gaar hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, naar I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid! Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen.‟ Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det. Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: „Hvad gøre I, at I løse Føllet?‟ Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det. Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder paa det, og han satte sig paa det. Og mange bredte deres Klæder paa Vejen, andre Kviste, som de afskare paa Markerne. Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!‟ Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv. Og den følgende Dag, da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. Og da han saa et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han maaske kunde finde noget derpaa, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. Og han tog til Orde og sagde til det: „Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!‟ Og hans Disciple hørte det. Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen. Og han lærte og sagde til dem: „Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule.‟ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slaa ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af Forundring over hans Lære. Og da det blev Aften, gik han uden for Staden. Og da de om Morgenen gik forbi, saa de, at Figentræet var visnet fra Roden af. Og Peter kom det i Hu og siger til ham: „Rabbi! se Figentræet, som du forbandede, er visnet.‟ Og Jesus svarede og siger til dem: „Haver Tro til Gud! Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have faaet det, saa skal det ske eder. Og naar I staa og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at ogsaa eders Fader, som er i Himlene, maa forlade eder eders Overtrædelser. [Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser]. Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham. Og de sagde til ham: „Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?‟ Men Jesus sagde til dem: „Jeg vil spørge eder om een Ting, og svarer mig derpaa, saa vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!‟ Og de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra Mennesker‟ — saa frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet. Og de svare og sige til Jesus: „Vi vide det ikke.‟ Og Jesus siger til dem: „Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
Aftenbøn — anden læsning
Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle. Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham; thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve? Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer. I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
Evangelium
Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er saaledes, som der er skrevet hos Profeten Esajas: „Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej. Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟ Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse. Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. Og Johannes var klædt i Kamelhaar og havde et Læderbælte om sin Lænd og spiste Græshopper og vild Honning. Og han prædikede og sagde: „Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse. Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligaand.‟ Og det skete i de Dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Og straks da han steg op af Vandet, saa han Himlene skilles ad og Aanden ligesom en Due dale ned over ham; og der kom en Røst fra Himlene: „Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag.‟ Og straks driver Aanden ham ud i Ørkenen. Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.
Evangelium
Og medens han gik langs Galilæas Sø, saa han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. Og Jesus sagde til dem: „Følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere.‟ Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. Og da han gik lidt videre frem, saa han Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som ogsaa vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet; og han kaldte straks paa dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham. Og de gaa ind i Kapernaum. Og straks paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
Evangelium
Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem: „Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.‟ Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger: „Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.‟ Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa. Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen. Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: „Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!‟ Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: „Hvem er denne?‟ Men Skarerne sagde: „Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa.‟ Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. Og han siger til dem: „Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule.‟ Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem. Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: „Hosanna Davids Søn!‟ bleve de vrede og sagde til ham: „Hører du, hvad disse sige?‟ Men Jesus siger til dem: „Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?‟ Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der. Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig. Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!‟ Og Figentræet visnede straks. Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske. Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.‟ Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?‟ Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.‟ Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.‟ Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard! Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen. Hvem af de to gjorde Faderens Villie?‟ De sige: „Den første.‟ Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige. Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham. Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter. Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv! Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟ De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟ Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟ Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.