Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, saaledes ogsaa Kristus. Thi med een Aand bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Aand at drikke. Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. Dersom Foden vilde sige: „Fordi jeg ikke er Haand, hører jeg ikke til Legemet,‟ saa ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. Og dersom Øret vilde sige: „Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet,‟ saa ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, efter som han vilde. Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
Første læsning
Saa siger Herren: Himlene ere min Trone og Jorden mine Fødders Fodskammel; hvor er det Hus, som I kunde bygge mig? og hvor er min Hviles Sted? Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger Herren; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord. Hvo som slagter en Okse, er som den, der ihjelslaar en Mand, hvo som ofrer et Lam, er som den, der hugger Halsen af en Hund, hvo som ofrer Madoffer, er som den, der ofrer Svineblod, hvo som gør et Ihukommelsesoffer af Virak, er som den, der velsigner Uret; ja, disse have valgt deres egne Veje, og deres Sjæl har haft Behag i deres Vederstyggeligheder. Men ogsaa jeg vil finde Behag i at handle ilde med dem og lade komme over dem de Ting, som de frygte for; fordi jeg raabte, og ingen svarede, jeg talte, og de hørte ikke, men de gjorde det onde for mine Øjne og udvalgte det, som jeg ikke havde Behag i. Hører Herrens Ord, I, som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre, som hade eder og udstøde eder for mit Navns Skyld, sige: Lad Herren vise sig herlig, at vi maa se eders Glæde! Men de skulle beskæmmes. Der lyder et Bulder fra Staden, en Røst fra Templet, Herrens Røst, hans, som betaler sine Fjender efter Fortjeneste. Førend hun var i Fødselsnød, fødte hun; førend Smerten kom paa hende, blev hun forløst med et Drengebarn. Hvo har hørt saadant? hvo har set saadanne Ting? mon et Land fødes paa een Dag? eller et Folk fødes paa een Gang? thi næppe var Zion i Fødselsnød, før hun havde født sine Sønner. Mon jeg skulde lade Moderlivet aabnes og ikke lade føde? siger Herren; eller skulde jeg, som lader fødes, tillukke Moderliv? siger din Gud. Glæder eder med Jerusalem, og fryder eder over hende, alle I, som elske hende; glæder eder storlig med hende, alle I, som sørge over hende: At I maa die og mættes af hendes Husvalelses Bryst, at I maa suge det og forlyste eder ved hendes Herligheds Fylde! Thi saa siger Herren: Se, til hende bøjer jeg Fred som en Flod og Hedningernes Herlighed som en Bæk, der løber over, og I skulle die; I skulle bæres paa Arm og forlyste eder paa Skød. Som en Moder trøster sit Barn, saaledes vil jeg trøste eder, og i Jerusalem skulle I trøstes. Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glædes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Græs; og Herrens Haand skal kendes paa hans Tjenere, men han skal vredes paa sine Fjender. Thi se, Herren skal komme med Ild, og hans Vogne skulle være som Hvirvelvind for at gengælde med sin grumme Vrede og med sin Trusel om Ildslue. Thi Herren skal holde Dom med Ild og med sit Sværd over alt Kød, og de af Herren ihjelslagne skulle være mange. De, som hellige sig, og som rense sig for at gaa ud til Haverne efter en, som er i deres Midte, de, som æde Svinekød og vederstyggelige Ting og Mus: De skulle bortrives til Hobe, siger Herren. Og jeg! — trods deres Gerninger og deres Tanker skal det komme dertil, at jeg skal sanke alle Hedninger og Tungemaal; og de skulle komme og se min Herlighed. Og jeg vil gøre Tegn ved dem, og jeg vil sende nogle af de undkomne til Hedningerne, til Tharsis, Ful og Lud, Bueskytters Land, til Thubal og Javan, til de langtfraliggende Øer, til dem, som ikke have hørt noget Rygte om mig og ikke set min Herlighed; og de skulle kundgøre min Herlighed iblandt Hedningerne. Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, Herren til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger Herren; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til Herrens Hus. Og jeg vil ogsaa af dem tage nogle til Præster, til Leviter, siger Herren. Thi ligesom de nye Himle og den nye Jord, som jeg skaber, bestandigt blive for mit Ansigt, siger Herren, saa skal eders Sæd og eders Navn blive bestandigt. Og det skal ske, fra Nymaaned til Nymaaned og fra Sabbat til Sabbat, at alt Kød skal komme for at tilbede for mit Ansigt, siger Herren. Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Mændene, som gjorde Overtrædelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle være en Gru for alt Kød.
Første læsning
Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde. Men glæder eder og fryder eder indtil evig Tid ved det, som jeg skaber; thi se, jeg skaber Jerusalem til Fryd og dets Folk til Glæde. Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst deri. Derfra skal ikke ydermere komme noget Barn, som lever faa Dage, eller nogen gammel, som ikke naar sine Dages Tal; thi Drengen skal dø hundrede Aar gammel, og Synderen, som er hundrede Aar gammel, skal kaldes forbandet. Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frugt. De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning. De skulle ikke have Møje forgæves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Sæd, som er velsignet af Herren, og deres Afkom skal blive hos dem. Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale, da vil jeg høre. En Ulv og et Lam skulle græsse sammen, og en Løve skal æde Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal være Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger Herren.
Morgenbøn — første læsning
Da sagde Samuel til al Israel: Se jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har sat en Konge til at regere over eder. Og nu se, der vandrer Kongen for eders Ansigt, og jeg er vorden gammel og graahærdet, og se, mine Sønner ere hos eder; og jeg har vandret for eders Ansigt fra min Ungdom indtil denne Dag. Se, her er jeg, vidner imod mig for Herren og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Haand har jeg taget Bestikkelse, saa jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen. Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ej heller fortrykt os, og ej taget noget af nogens Haand. Da sagde han til dem: Herren er Vidne mod eder, og hans salvede er Vidne paa denne Dag, at I ikke have fundet noget i min Haand; og Folket sagde: Han skal være Vidne. Fremdeles sagde Samuel til Folket: Det er Herren, som beskikkede Mose og Aron, og som førte eders Fædre op af Ægyptens Land. Og nu stiller eder frem, og jeg vil gaa i Rette med eder for Herrens Ansigt om alle Herrens retfærdige Gerninger, som han har gjort imod eder og imod eders Fædre. Der Jakob var kommen til Ægypten, da raabte eders Fædre til Herren, og Herren sendte Mose og Aron, og de udførte eders Fædre af Ægypten og lode dem bo paa dette Sted. Men de forglemte Herren deres Gud; og han solgte dem i Siseras Haand, Krigshøvedsmandens i Hazor, og i Filisternes Haand og i Moabiternes Konges Haand, og disse strede imod dem. Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren og tjente Baal- og Astartebillederne; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig. Da sendte Herren Jerub-Baal og Bedan og Jeftha og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Haand trindt omkring, at I boede tryggeligen. Og der I saa, at Nahas, Ammons Børns Konge, kom imod eder, da sagde I til mig: Ikke saa, men en Konge skal regere over os, skønt Herren eders Gud var eders Konge. Og nu, se, der er Kongen, som I have udvalgt, som I have begæret; og se, Herren har sat en Konge over eder. Dersom I frygte Herren og tjene ham og høre hans Røst og ikke ere genstridige mod Herrens Mund: Da skulle baade I og Kongen, som regerer over eder, være Herren eders Gud til Behag. Men dersom I ikke høre Herrens Røst, men ere genstridige mod Herrens Mund, da skal Herrens Haand være imod eder, som imod eders Fædre. Stiller eder nu ogsaa frem og ser denne store Ting, som Herren skal gøre for eders Øjne. Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde paa Herren, saa skal han give Torden og Regn: Saa vider og ser, at det onde, som I have gjort for Herrens Øjne, er stort, idet at I have begæret eder en Konge. Da raabte Samuel til Herren, og Herren gav Torden og Regn paa den samme Dag; derfor frygtede alt Folket saare for Herren og Samuel. Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge. Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke! I have vel gjort alt dette onde; viger dog ikke fra Herren, men tjener Herren i eders ganske Hjerte! Og viger ikke af; thi saa følge I forfængelige Ting, som ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed. Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi Herren har haft Villie til at gøre eder til sit Folk. Ogsaa jeg — det være langt fra mig at synde imod Herren, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej. Frygter ikkun Herren og tjener ham i Sandhed af eders ganske Hjerte; thi ser, hvor store Ting han gør imod eder. Men gøre I alligevel ilde, da skulle baade I og eders Konge omkomme.
Epistel
Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. Thi „den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt.‟ Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? Men om I ogsaa maatte lide for Retfærdigheds Skyld, ere I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Haab, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
Første læsning
Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller; hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet. Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej. Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig. Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand. Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte. Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene. Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget. Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje, for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier; hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til. Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert. Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.
Morgenbøn — anden læsning
Men idet han saa op, fik han Øje paa de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. Men han saa en fattig Enke, som lagde to Skærve deri. Og han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde.‟ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Stene og Tempelgaver, sagde han: „Disse Ting, som I se — der skal komme Dage, da der ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟ Men de spurgte ham og sagde: „Mester! naar skal dette da ske? og hvad er Tegnet paa, naar dette skal ske?‟ Men han sagde: „Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Gaar ikke efter dem! Men naar I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette maa først ske, men Enden er der ikke straks.‟ Da sagde han til dem: „Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. Men forud for alt dette skulle de lægge Haand paa eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulle forsvare eder. Thi jeg vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstaa eller modsige. Men I skulle endog forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaa nogle af eder ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. Og ikke et Haar paa eders Hoved skal gaa tabt. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. Men naar I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstaar, at dens Ødelæggelse er kommen nær. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere paa Landet, skulle ikke gaa ind i den. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. Og der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. Men naar disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.‟ Og han sagde dem en Lignelse: „Ser Figentræet og alle Træerne; naar de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend det er sket alt sammen. Himmelen og Jorden skulle forgaa; men mine Ord skulle ingenlunde forgaa. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa hin Dag kommer pludseligt over eder som en Snare. Thi komme skal den over alle dem, der bo paa hele Jordens Flade. Og vaager og beder til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestaa for Menneskesønnen.‟ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. Og hele Folket kom aarle til ham i Helligdommen for at høre ham.
Responsoriesalme
Lover Gud i hans Helligdom, lover ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! Lover ham for hans vældige Gerninger, lover ham efter hans store Magt! Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! Alt det, som har Aande, love Herren! Halleluja!
Evangelium
Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgaar de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke slaa ihjel, men den, som slaar ihjel, skal være skyldig for Dommen. Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; og den, som siger: Du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild. Derfor, naar du ofrer din Gave paa Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, saa lad din Gave blive der foran Alteret, og gaa hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave!
Responsoriesalme
Af David. Herre! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble. Prøv mig, Herre! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed. Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. Jeg tor mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, Herre! for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger. Herre! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted. Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgerrige Folk, i hvis Hænder der er Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk. Men jeg vil vandre i min Uskyldighed; forløs mig og vær mig naadig! Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Jeg har biet taalmodigt efter Herren, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren. Salig den Mand, som sætter sin Tillid til Herren og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. Herre, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig Ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; Herre! du ved det. Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. Du, Herre! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. Herre! lad det behage dig at udfri mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig. Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig; lad dem altid sige: Herren være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge. Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. Sela. Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig. Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag. Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela. Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Aftenbøn — første læsning
Saul var . . . Aar, da han blev Konge, og han regerede paa andet Aar over Israel. Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det! Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besætning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal. Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. Der Israels Mænd saa sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Taarne og i Grøfterne. Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham. Og han tøvede i syv Dage til den Tid, som var bestemt af Samuel, men Samuel kom ikke til Gilgal; da adspredtes Folket fra ham. Da sagde Saul: Fører hid til mig Brændofret og Takofrene; og han ofrede Brændofret. Og det skete, der han var færdig med at ofre Brændofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse paa ham. Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg saa, at Folket adspredtes fra mig, og du kom ikke til den bestemte Tid, og Filisterne vare samlede udi Mikmas, da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i Gilgal, og jeg har ikke bedet for Herrens Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Brændofret. Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen; du har ikke holdt Herren din Guds Bud, som han bød dig; saa havde Herren nu stadfæstet dit Kongedømme over Israel evindelig. Men nu skal dit Kongedømme ikke bestaa; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig. Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, ved seks Hundrede Mand. Og Saul og Jonathan, hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas. Og der uddrog en ødelæggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual; og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til. Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Æggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind. Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.
Anden læsning
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand, at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.‟ Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.‟ Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,‟ som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.‟ Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.‟ Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.‟ Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod? Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes? Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger, som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.‟ Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.‟ Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.‟ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟
Anden læsning
Senere, efter fjorten Aars Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titus med. Men jeg drog op ifølge en Aabenbaring og forelagde dem, men særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, — om jeg vel løber eller har løbet forgæves. Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev tvungen til at omskæres, nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure paa vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle. For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed maatte blive varig hos eder. Men fra deres Side, som ansaas for at være noget, (hvordanne de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke paa et Menneskes Person;) — over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje. Men tværtimod, da de saa, at jeg har faaet Evangeliet til de uomskaarne betroet, ligesom Peter til de omskaarne, (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskaarne, gav ogsaa mig Kraft dertil for Hedningerne;) og da de lærte den mig givne Naade at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ansaas for at være Søjler, mig og Barnabas Samfundshaand for at vi skulde gaa til Hedningerne og de til de omskaarne; kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg ogsaa just har bestræbt mig for at gøre. Men da Kefas kom til Antiokia, traadte jeg op imod ham for hans aabne Øjne, thi domfældt var han. Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen. Og med ham hyklede ogsaa de øvrige Jøder, saa at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri. Men da jeg saa, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Paahør: Naar du, som er en Jøde, lever paa hedensk og ikke paa jødisk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder? Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd; men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro paa Jesus Kristus, saa have ogsaa vi troet paa Kristus Jesus, for at vi maatte blive retfærdiggjorte af Tro paa Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Gerninger skal intet Kød blive retfærdiggjort. Men naar vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, ogsaa selv fandtes at være Syndere, saa er jo Kristus en Tjener for Synd? Det være langtfra! naar jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv som Overtræder. Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen paa Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds Naade; thi er der Retfærdighed ved Loven, da er jo Kristus død forgæves.
Anden læsning
Den Ældste til den udvalgte Frue og hendes Børn, som jeg elsker i Sandhed, og ikke jeg alene, men ogsaa alle, som have erkendt Sandheden, for den Sandheds Skyld, som bliver i os og skal være med os til evig Tid. Naade, Barmhjertighed og Fred være med os fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, Faderens Søn, i Sandhed og Kærlighed! Jeg har glædet mig meget over, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed, efter det Bud, vi fik af Faderen. Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev til dig et nyt Bud, men det, som vi havde fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre. Og dette er Kærligheden, at vi vandre efter hans Bud. Dette er Budet, saaledes som I have hørt fra Begyndelsen, at I skulle vandre deri. Thi mange Forførere ere udgaaede i Verden, som ikke bekende Jesus som Kristus kommen i Kød. En saadan er Forføreren og Antikrist. Giver Agt paa eder selv, at I ikke skulle tabe, hvad vi have arbejdet, men at I maa faa fuld Løn. Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har baade Faderen og Sønnen. Dersom nogen kommer til eder og ikke fører denne Lære, ham skulle I ikke tage til Huse og ikke byde velkommen. Thi den, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde Gerninger. Endskønt jeg havde meget at skrive til eder, har jeg ikke villet det med Papir og Blæk; men jeg haaber at komme til eder og tale mundtligt med eder, for at vor Glæde maa være fuldkommen. Din Søsters, den udvalgtes, Børn hilse dig.
Anden læsning
I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at ogsaa I have en Herre i Himmelen. Værer vedholdende i Bønnen, idet I ere aarvaagne i den med Taksigelse, idet I tillige bede ogsaa for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg ogsaa er bunden, for at jeg kan aabenbare den saaledes, som jeg bør tale. Vandrer i Visdom over for dem, som ere udenfor, saa I købe den belejlige Tid. Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, saa I vide, hvorledes I bør svare enhver især.
Evangelium
Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham: „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?‟ Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.‟ En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel; thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!‟ Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet: „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.‟ Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. Det var ogsaa derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. Da sagde Farisæerne til hverandre: „I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden gaar efter ham.‟ Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gaa op for at tilbede paa Højtiden. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: „Herre! vi ønske at se Jesus.‟ Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. Men Jesus svarede dem og sagde: „Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. Fader, herliggør dit Navn!‟ Da kom der en Røst fra Himmelen: „Baade har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.‟ Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: „En Engel har talt til ham.‟ Jesus svarede og sagde: „Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, og jeg skal, naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.‟ Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. Skaren svarede ham: „Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?‟ Da sagde Jesus til dem: „Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen. Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!‟ Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham, for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: „Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?‟ Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: „Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.‟ Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham. Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. Men Jesus raabte og sagde: „Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig, og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.‟
Aftenbøn — anden læsning
Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Naade være med eder og Fred! Vi takke Gud altid for eder alle, naar vi komme eder i Hu i vore Bønner, idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn, efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Helligaand og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligaand, saa at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro paa Gud kommen ud, saa at vi ikke have nødig at tale derom. Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud og vente paa hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.
Evangelium
Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem. Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange. I dem laa der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, [som ventede paa, at Vandet skulde røres. Thi paa visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.] Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive Aar. Da Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: „Vil du blive rask?‟ Den syge svarede ham: „Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.‟ Jesus siger til ham: „Staa op, tag din Seng og gaa!‟ Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat paa den Dag; derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredet: „Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt at bære Sengen.‟ Han svarede dem: „Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gaa!‟ Da spurgte de ham: „Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?‟ Men han, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker paa Stedet. Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: „Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!‟ Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask. Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat. Men Jesus svarede dem: „Min Fader arbejder indtil nu; ogsaa jeg arbejder.‟ Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men ogsaa kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
Evangelium
Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟
Evangelium
Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.‟ Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: „Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet. Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse. Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? Og naar hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. Saaledes, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.‟ Men han sagde: „En Mand havde to Sønner. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin. Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade; og ingen gav ham noget. Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand og Sko paa Fødderne; og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! Men hans ældste Søn var paa Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham sund igen. Men han blev vred og vilde ikke gaa ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. Men han svarede og sagde til Faderen: Se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.