Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, — om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Naade, som blev given mig til eder, at ved Aabenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, saaledes som jeg foran kortelig har skrevet, hvoraf I, naar I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, saaledes som den nu er bleven aabenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Aanden: Nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Naade given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen paa ham.
Første læsning
Og Aanden opløftede mig og førte mig til den østre Port paa Herrens Hus, den, som er vendt imod Østen, og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd; og jeg saa Jaasanja, Assurs Søn, midt iblandt dem, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! det er de Mænd, som udtænke Uret, og som give onde Raad i denne Stad; og som sige: Det er ikke saa nær, at vi skulle bygge Huse; denne er Gryden, og vi ere Kødet. Derfor spaa imod dem, spaa, du Menneskesøn! Og Herrens Aand faldt paa mig, og han sagde til mig: Sig, saa siger Herren: Saaledes sige I af Israels Hus, men de Tanker, som opstige i eders Aand, kender jeg. I have gjort dem af eder ihjelslagne mange i denne Stad og fyldt dens Gader med ihjelslagne. Derfor, saa siger den Herre, Herre: Eders ihjelslagne, som I have lagt midt i den, de ere Kødet, og den selv er Gryden; men eder skal man udføre midt af den. For Sværdet frygte I, og Sværdet vil jeg lade komme over eder, siger den Herre, Herre. Og jeg vil udføre eder midt af den og give eder i fremmedes Haand og holde Dom over eder. For Sværdet skulle I falde, paa Israels Grænse vil jeg dømme eder; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Den, den skal ikke blive eder Gryden, saa at I blive Kødet derudi; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, fordi I ikke have vandret efter mine Skikke og ikke holdt mine Bud, men gjort efter Hedningernes Vis, som ere trindt omkring eder. Og det skete, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og jeg faldt ned paa mit Ansigt og raabte med høj Røst og sagde: Ak, Herre, Herre! du gør det jo aldeles af med det overblevne af Israel! Da kom Herrens Ord til mig, og han sagde: Du Menneskesøn! dine Brødre, dine Brødre ere dine næste Slægtninge og hele Israels Hus, alle de, til hvilke de, som bo i Jerusalem, sige: Gaar bort langt fra Herren, os er dette Land givet til Ejendom. Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg har ladet dem fare langt bort iblandt Hedningerne, og jeg har adspredt dem i Landene, men jeg er dog bleven dem til en Helligdom for en kort Tid i Landene, hvorhen de ere komne. Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil samle eder fra Folkene og sanke eder fra Landene, i hvilke I ere adspredte, og jeg vil give eder Israels Land. Og derhen skulle de komme, og de skulle fjerne alle dets Afskyeligheder og alle dets Vederstyggeligheder fra det. Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres Indre „og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte, paa det de skulle vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem; og de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud. Men de, hvis Hjerte vandrer efter deres Afskyeligheders og deres Vederstyggeligheders Hjerte, deres Vej vil jeg lade falde til— bage paa deres Hoved, siger den Herre, Herre. Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds Herlighed var oven over dem. Og Herrens Herlighed steg op fra Stadens Midte og blev staaende paa Bjerget, som er Østen for Staden. Og Aanden opløftede mig og førte mig i Synet, i Guds Aand, til Kaldæa til de bortførte; og det Fyn, som jeg havde set, forsvandt for mig i det høje. Og jeg talte til de bortførte alle Herrens Ord, som han havde ladet mig se.
Første læsning
Jeg vil staa paa min Vagt og stille mig paa Varen og spejde for at se, hvad han vil tale til mig, og hvad jeg skal svare paa min Klage. Og Herren svarede mig og sagde: Skriv Synet, og gør det tydeligt paa Tavlerne, for at den, som læser det, kan gøre det i en Fart. Thi endnu gaar Synet paa den bestemte Tid, og det taler om Enden og lyver ikke; dersom det tøver, da bi efter det; thi det skal visselig komme, det skal ikke udeblive. Se, opblæst og ikke ydmyg er hans Sjæl i ham; men den retfærdige skal leve ved sin Tro.
Morgenbøn — første læsning
Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi Herren gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var vældig til Strid, men spedalsk. Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru. Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Profets Ansigt, som er i Samaria, da skulde denne skille ham af med hans Spedalskhed. Da gik han ind og gav sin Herre det til Kende og sagde: Saa og saa har den Pige talt, som er fra Israels Land. Da sagde Kongen af Syrien: Drag af Sted, kom derhen, saa vil jeg sende et Brev til Israels Konge; og han drog bort og tog ti Centner Sølv med sig og seks Tusinde Sekel Guld og ti Klædninger til at skifte med. Og han bragte Brevet til Israels Konge, hvori han lod sige: Og nu, naar dette Brev kommer til dig, se, da har jeg sendt Naaman min Tjener til dig, at du skal skille ham af med hans Spedalskhed. Og det skete, der Israels Konge læste Brevet, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Er jeg Gud, at jeg kan ihjelslaa og give Liv, efterdi denne sender til mig, at jeg skal skille en Mand af med hans Spedalskhed? Men, kære, mærker dog og ser, hvorledes han søger Aarsag imod mig. Men det skete, der Elisa, den Guds Mand, hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine Klæder, da sendte han til Kongen og lod sige: Hvorfor har du sønderrevet dine Klæder? Kære, lad ham komme til mig, saa skal han fornemme, at her er en Profet i Israel. Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn og holdt for Elisas Hus's Dør. Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak hen og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kød komme sig paa dig igen, og du skal blive ren. Da blev Naaman vred og for bort, og han sagde: Se, jeg tænkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde Herren sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden. Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede. Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da I ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren! Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren. Og han vendte om til den Guds Mand igen, han og hele hans Hær, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kære, se, jeg ved, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu, kære, tag en Gave af din Tjener! Men han sagde: Saa vist som Herren lever, for hvis Ansigt jeg staar, jeg tager den ikke; og han nødte ham til at tage den, men han vægrede sig. Da sagde Naaman: Hvis ikke, saa lad der, kære, gives din Tjener saa meget Jord, som et Par Muler kunne bære, thi din Tjener vil ikke ydermere gøre Brændoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til Herren. Ikkun den Ting vilde Herren forlade din Tjener: Naar min Herre gaar ind i Rimmons Hus at tilbede der, og han hælder sig til min Haand, og jeg nedbøjer mig i Rimmons Hus, naar jeg altsaa nedbøjer mig i Rimmons Hus, da vilde Herren forlade din Tjener denne Ting. Og han sagde til ham: Drag bort med Fred! Og han for fra ham et Stykke Vej. Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se, min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som Herren lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham. Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Centner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.
Epistel
Men jeg siger: Vandrer efter Aanden, saa fuldbyrde I ingenlunde Kødets Begæring. Thi Kødet begærer imod Aanden, og Aanden imod Kødet; disse staa nemlig hinanden imod, for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst til. Men naar I drives af Aanden, ere I ikke under Loven. Men Kødets Gerninger ere aabenbare, saasom: Utugt, Urenhed, Uterlighed, Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Tvedragt, Partier, Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg ogsaa før har sagt, at de, som øve saadanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige. Men Aandens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. Imod saadanne er Loven ikke, men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med dets Lidenskaber og Begæringer.
Første læsning
Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden. Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras. Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma. Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim. Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk. Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan. Og Kus' Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Raema og Sabtheka; og Raemas Sønner: Skeba og Dedan. Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden. Han var en vældig Jæger for Herrens Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for Herrens Ansigt. Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear. Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad. Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher og Pathruser og Gasluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer. Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter og Heviter og Arkiter og Siniter og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter. Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa. Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, i deres Folk. Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder. Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram. Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas. Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber. Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan. Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara og Adoram og Usal og Dikla og Obal og Abimael og Skeba og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner. Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen. Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk. Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.
Morgenbøn — anden læsning
Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟ Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den, som har Øren at høre med, han høre! Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde paa Torvene og raabe til de andre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn.‟ Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig: „Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Men jeg siger eder: Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder. Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven staaende indtil denne Dag. Men jeg siger eder: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.‟ Paa den Tid udbrød Jesus og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham. Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile. Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.‟
Responsoriesalme
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Evangelium
Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift.
Responsoriesalme
En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed: „Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ Sela. Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn? en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham! Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig. Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig. Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm. Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er. Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn. Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet. Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de. I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn. Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne. Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig. Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger. Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.
Responsoriesalme
Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. Min Sjæl! lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger, ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; ham, som genløser dit Liv fra Graven; ham, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; ham, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. Herren øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. Han lod Mose vide sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. Herren har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. Lover Herren, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! Lover Herren, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! Lover Herren, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min Sjæl, lov Herren!
Responsoriesalme
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt. Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig! Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted. Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig. Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed. Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn. Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren. Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren. Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt. Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning. De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Aftenbøn — første læsning
Og Profeternes Børn sagde til Elisa: Kære, se, det Sted, hvor vi bo for dit Ansigt, er os for trangt. Lader os dog gaa til Jordanen, og hver hente derfra en Bjælke, at vi der maa bygge os et Sted at bo der; og han sagde: Gaar! Og den ene sagde: Kære, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Ja, jeg vil gaa med. Og han gik med dem; og der de kom til Jordanen, da fældede de Træer. Og det skete, der en fældede et Træ til en Bjælke, da faldt Jernet i Vandet; og han raabte og sagde: Ak! min Herre, tilmed er det laant. Og den Guds Mand sagde: Hvor faldt det? og der han havde vist ham Stedet, da huggede han et Stykke Træ af og kastede det derhen og kom Jernet til at svømme. Og han sagde: Tag dig det op; da udrakte han sin Haand og tog det. Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel, og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Jeg vil lejre mig paa det og det Sted. Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager dette Sted forbi; thi Syrerne ville lægge sig der. Saa sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og paamindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene. Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Sag, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig til Kende, hvem af os der holder med Israels Konge? Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Profet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord til Kende, som du taler i dit Sengekammer. Og han sagde: Gaar og ser, hvor han er, at jeg kan sende hen og lade ham hente; og det blev ham tilkendegivet, at der sagdes: Se, han er i Dothan. Da sendte han derhen Heste og Vogne og en stor Hær, og der de kom om Natten, da omringede de Staden. Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gøre sig rede, og han gik ud, og se, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde Drengen til ham: Ak, min Herre, hvad skulle vi gøre? Og han sagde: Frygt intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem. Og Elisa bad og sagde: Herre! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod Herren Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa. Der de kom ned til ham, da bad Elisa til Herren og sagde: Kære, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, gaar efter mig, saa vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria. Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: Herre! oplad Øjnene paa disse, at de maa se; og Herren oplod deres Øjne, at de saa, og se, da vare de midt i Samaria. Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saa dem: Min Fader, maa jeg slaa dem ihjel? maa jeg slaa dem ihjel? Og han sagde: Du skal ikke slaa dem ihjel! vilde du slaa dem ihjel, som du har fanget med dit Sværd og med din Bue? sæt Brød og Vand for dem, at de maa æde og drikke og drage til deres Herre. Da beredte han dem et stort Maaltid; og der de havde ædt og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land. Og det skete derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede hele sin Hær, og han drog op og belejrede Samaria.
Anden læsning
Brødre! mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse. Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand; thi da de ikke kendte Guds Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, saa bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed. Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror. Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den. Men Retfærdigheden af Tro siger saaledes: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse. Skriften siger jo: „Hver den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟ Thi der er ikke Forskel paa Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som paakalde ham. Thi hver den, som paakalder Herrens Navn, skal blive frelst. Hvorledes skulde de nu paakalde den, paa hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: „Hvor dejlige ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.‟ Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: „Herre! hvem troede det, han hørte af os?‟ Altsaa kommer Troen af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, „over hele Jorden er deres Røst udgaaet og til Jorderiges Grænser deres Ord.‟ Men jeg siger: Har Israel ikke forstaaet det? Først siger Moses: „Jeg vil gøre eder nidkære paa et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder.‟ Men Esajas drister sig til at sige: „Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.‟ Men om Israel siger han: „Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk.‟
Anden læsning
De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der ogsaa har Del i Herligheden, der skal aabenbares: Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I faa Herlighedens uvisnelige Krans. Ligesaa, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre; thi „Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Naade.‟ Derfor ydmyger eder under Guds vældige Haand, for at han i sin Tid maa ophøje eder. Kaster al eders Sorg paa ham, thi han har Omsorg for eder. Værer ædrue, vaager; eders Modstander, Djævelen, gaar omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. Staar ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden. Men al Naades Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder! Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at dette er Guds sande Naade, hvori I staa. Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder. Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle, som ere i Kristus!
Anden læsning
Men Agrippa sagde til Paulus: „Det tilstedes dig at tale om dig selv.‟ Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes: „Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig for dig angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og Stridsspørgsmaal; derfor beder jeg dig om, at du taalmodigt vil høre mig. Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om; thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste Parti i vor Gudsdyrkelse. Og nu staar jeg her og dømmes for Haabet paa den Forjættelse, som er given af Gud til vore Fædre, og som vort Tolvstammefolk haaber at naa frem til, idet de tjene Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Haabs Skyld anklages jeg af Jøder, o Konge! Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde? Jeg selv mente nu ogsaa at burde gøre meget imod Jesu, Nazaræerens Navn, og det gjorde jeg ogsaa i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af de hellige i Fængsler, da jeg havde faaet Fuldmagt dertil af Ypperstepræsterne, og naar de bleve slaaede ihjel, gav jeg min Stemme dertil. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg dem endog til de udenlandske Byer. Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og Myndighed fra Ypperstepræsterne, saa jeg undervejs midt paa Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glans, omstraale mig og dem, som rejste med mig. Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver dig haardt at stampe imod Brodden. Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og staa paa dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig for dig, for at udkaare dig til Tjener og Vidne, baade om det, som du har set, og om mine kommende Aabenbaringer for dig, idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke jeg udsender dig for at oplade deres Øjne, saa de maa omvende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne faa Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske Syn; men jeg forkyndte baade først for dem i Damaskus og saa i Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre Gerninger, Omvendelsen værdige. For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og forsøgte at slaa mig ihjel. Det er altsaa ved den Hjælp, jeg har faaet fra Gud, at jeg har staaet indtil denne Dag og vidnet baade for smaa og store, idet jeg intet siger ud over det, som baade Profeterne og Moses have sagt skulde ske, at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys baade for Folket og for Hedningerne.‟
Anden læsning
Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden; han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje, idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag?‟ og fremdeles: „Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?‟ Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: „Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.‟
Evangelium
Men derefter udvalgte Herren ogsaa halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. Og han sagde til dem: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. Gaar ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen paa Vejen! Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred hvile paa ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I maa ikke flytte fra Hus til Hus. Og hvor I komme ind i en By, og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; og helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. Men hvor I komme ind i en By, og de ikke modtage eder, der skulle I gaa ud paa dens Gader og sige: Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. Men jeg siger eder, det skal gaa Sodoma taaleligere paa hin Dag end den By. Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. Men det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere ved Dommen end eder. Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig.‟ Men de halvfjerdsindstyve vendte tilbage med Glæde og sagde: „Herre! ogsaa de onde Aander ere os lydige i dit Navn.‟ Men han sagde til dem: „Jeg saa Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn. Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde paa Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder. Dog, glæder eder ikke derover, at Aanderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene.‟ I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligaand og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham.‟ Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: „Salige ere de Øjne, som se det, I se. Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have villet se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det.‟ Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: „Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men han sagde til ham: „Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?‟ Men han svarede og sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv.‟ Men han sagde til ham: „Du svarede ret; gør dette, saa skal du leve.‟ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: „Hvem er da min Næste?‟ Men Jesus svarede og sagde: „Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han saa ham, gik han forbi. Ligesaa ogsaa en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og saa ham og gik forbi. Men en Samaritan, som var paa Rejse, kom til ham, og da han saa ham, ynkedes han inderligt. Og han gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igen. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?‟ Men han sagde: „Han, som øvede Barmhjertighed imod ham.‟ Og Jesus sagde til ham: „Gaa bort, og gør du ligesaa!‟ Men det skete, medens de vare paa Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus. Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte paa hans Tale. Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: „Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig.‟ Men Herren svarede og sagde til hende: „Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende.‟
Aftenbøn — anden læsning
Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit Folk? Det være langt fra! Thi ogsaa jeg er en Israelit, af Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: „Herre! dine Profeter have de ihjelslaaet, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.‟ Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham? „Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Baal.‟ Saaledes er der da ogsaa i den nærværende Tid blevet en Levning som et Naades-Udvalg. Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade. Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, har det ikke opnaaet, men Udvalget har opnaaet det; de øvrige derimod bleve forhærdede, som der er skrevet: „Gud gav dem en Sløvheds Aand, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag.‟ Og David siger: „Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; deres Øjne vorde formørkede, saa de ikke se, og bøj altid deres Ryg!‟ Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For saa vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde? Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det ogsaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det ogsaa. Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du staar ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! Thi naar Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. Saa se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal ogsaa du afhugges. Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. Thi naar du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre! Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind; og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: „Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder.‟ Efter Evangeliet ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, saaledes bleve ogsaa disse nu ulydige, for at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Raadgiver? eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor? Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.
Evangelium
Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag. Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: „Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!‟ Men han vendte sig og sagde til Peter: „Vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟ Da sagde Jesus til sine Disciple: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.
Evangelium
Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter. Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv! Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟ De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟ Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.
Evangelium
„Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde. For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.‟ Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke. Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til, ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene. Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.‟ Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. Og mange af dem sagde: „Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?‟ Andre sagde: „Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Aand kan aabne blindes Øjne?‟ Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: „Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!‟ Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar. Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand. Jeg og Faderen, vi ere eet.‟ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?‟ Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.‟ Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke! Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.‟ De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand. Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.‟ Og mange troede paa ham der.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.