Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: Da fuldkommer min Glæde, at I maa være enige indbyrdes, saa I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv og ikke se hver paa sit, men enhver ogsaa paa andres.
Første læsning
Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Ammons Børn, og spaa imod dem, og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, Herres Ord: Saa siger den Herre, Herre: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus, fordi de ere vandrede i Landflygtighed: Derfor se, jeg vil give dig til Ejendom for Østens Folk, og de skulle opslaa deres Teltbyer i dig og sætte deres Boliger i dig; de skulle æde din Frugt, og de skulle drikke din Mælk. Og jeg vil gøre Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Børns Land til Faareleje; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. Thi saa siger den Herre, Herre: Fordi du klappede i Haanden og stampede med Foden og glædede dig i al din Haan efter din Sjæls Lyst imod Israels Land: Derfor se, jeg ud rækker min Haand imod dig og giver dig hen til Bytte for Folkene og udrydder dig af Folkeslægternes Tal og lader dig forsvinde af Lan dene; jeg vil ødelægge dig, og du skal fornemme, at jeg er Herren. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Moab og Sejr sige: Se, Judas Hus er ligesom alle Hedningerne: Derfor se, jeg vil aabne Moabs Side fra Stæderne af, fra dets Grænsestæder af, Landets Pryd, Beth-Jesimoth, Baal-Meon og Kirjathama, for Østens Børn tillige med Ammons Børns Land, og jeg vil give dem det til Ejendom, paa det man ikke skal ihukomme Ammons Børn iblandt Folkene; og jeg vil holde Ret over Moab, at de skulle fornemme, at jeg er Herren. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Edom tog en svar Hævn over Judas Hus og gjorde sig saare skyldig, da de hævnede sig paa dem: Derfor, saa siger den Herre, Herre: Jeg vil udrække min Haand over Edom og udrydde Mennesker og Kvæg deraf: Og jeg vil gøre det øde fra Theman af, og indtil Dedan skulle de falde ved Sværdet; og jeg vil føre min Hævn over Edom ved mit Folk Israels Haand, og de skulle gøre ved Edom efter min Vrede og efter min Fortørnelse, og de skulle kende min Hævn, siger den Herre, Herre. Saa siger den Herre, Herre: Fordi Filisterne have taget Hævn og have hævnet sig svarlig i Haan efter deres Sjæls Lyst for at ødelægge med et evigt Fjendskab: Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udrække min Haand over Filisterne og udrydde Kreterne; og jeg vil tilintetgøre de overblevne ved Havets Strand; og jeg vil tage en stor Hævn over dem med grumme Straffe, og de skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg fører min Hævn over dem.
Første læsning
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge, for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord; for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished; for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt. Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler. Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning. Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov; thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag; vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov; du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose: Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti; thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod; thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne; og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv. Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
Morgenbøn — første læsning
Og det skete i Israels Konge Hoseas's, Elas Søns, tredje Aar, da blev Ezekias, Akas's, Judas Konges, Søn, Konge. Han var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede ni og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Abi, Sakarias Datter. Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øjne efter alt det, som hans Fader David gjorde. Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gjort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan. Han forlod sig paa Herren, Israels Gud, saa at efter ham var ingen som han iblandt alle Judas Konger, ej heller af dem, som havde været for ham. Thi han hang ved Herren, veg ikke fra ham og holdt hans Bud, som Herren bød Mose. Og Herren var med ham, og han handlede klogelig paa hvert Sted, hvor han drog ud; tilmed faldt han fra Kongen af Assyrien og tjente ham ikke. Han slog Filisterne indtil Gaza og dens Landemærke, fra Vogternes Taarn indtil den faste Stad. Og det skete i Kong Ezekias's fjerde Aar, hvilket var det syvende Hoseas's, El as Søns, Israels Konges, Aar, at Salmanasser, Kongen af Assyrien, drog op imod Samaria og belejrede den. Og de indtoge den, da tre Aar vare til Ende, i Ezekias's sjette Aar, det er Hoseas's, Israels Konges, niende Aar, da blev Samaria indtagen. Og Kongen af Assyrien førte Israel bort til Assyrien og satte dem i Hala og i Habor og ved Floden Gosan og i Medernes Stæder; fordi de ikke havde hørt Herren, deres Guds, Røst, men overtraadte hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, Herrens Tjener, havde budet, og de havde ikke hørt det, ej heller gjort det. Og i Kong Ezekias's fjortende Aar drog Senakerib, Kongen af Assyrien, op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem. Da sendte Ezekias, Judas Konge, til Kongen af Assyrien, til Lakis og lod sige: Jeg har syndet, vend tilbage fra mig, jeg vil bære, hvad du lægger paa mig; da paalagde Kongen af Assyrien Ezekias, Judas Konge, tre Hundrede Centner og tredive Centner Guld. Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i Herrens Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa Herrens Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det. Da sendte Kongen af Assyrien Thartan og Rabsaris og Rabsake fra Lakis til Kong Ezekias med en svar Hær til Jerusalem; og de droge op og kom til Jerusalem og droge op og kom og stode ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej, til Blegerens Ager. Og de kaldte ad Kongen; da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren ud til dem. Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa? Du siger — dog det er ikkun Læbers Ord — at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig? Nu se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten, for alle dem, som forlade sig paa ham. Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem? Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre, med Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem. Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten for Vognes og for Rytteres Skyld. Nu, mon jeg vel uden Herren er dragen op imod dette Sted for at ødelægge det? Herren sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det! Da sagde Eliakim, Hilkias Søn, og Sebna og Ioa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det, og tal ikke med os paa Jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren. Men Rabsake sagde til dem: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke og til de Mænd, som sidde paa Muren at æde deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder? Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og talte og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien! Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder; thi han formaar ikke at redde eder af hans Haand. Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og æder hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ og drikker hver Vand af sin Brønd, indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde, et Land, i hvilket der er Olietræer, Olie og Honning: Saa skulle I blive ved Live og ikke dø; og lyder ikke Ezekias ad, naar han tilskynder eder og siger: Herren skal fri os. Have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land fra Kongen af Assyriens Haand? Hvor ere de Guder af Hamath og Arfad? hvor ere de Guder af Sefarvajm, Hena og Iva? mon de have reddet Samaria af min Haand? Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at Herren skulde redde Jerusalem fra min Haand? Og Folket tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham intet! Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.
Epistel
Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. — For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i Himle og paa Jord har sit Navn, at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Kristus maa bo ved Troen i eders Hjerter, for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formaa at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgaar al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. Men ham, som formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstaa, efter den Magt, som er virksom i os, ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.
Første læsning
Og Abraham var gammel, vel ved Alder, og Herren havde velsignet Abraham i alting. Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd, og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, iblandt hvilke jeg bor; men du skal gaa til mit Land og til min Slægt og tage min Søn Isak en Hustru. Og Svenden sagde til ham: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig til dette Land; skal jeg da vel føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen fra? Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igen. Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Hus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvor mig og sagde: dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal tage min Søn en Hustru derfra. Men dersom Kvinden ikke vil følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; ikkun min Søn skal du ikke føre derhen. Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd og tilsvor ham om denne Sag. Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad. Der lod han Kamelerne lægge sig uden for Staden ved en Vandbrønd mod Aftens Tid, mod den Tid da Kvinderne gaa ud at drage Vand. Og han sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham. Se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og Byens Folks Døtre komme ud at drage Vand. Og naar det sker, at der kommer en Pige, til hvem jeg siger: Bøj nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke, lad hende da være den, som du har udset til din Tjener Isak, saa jeg derpaa kan kende, at du har gjort Miskundhed mod min Herre. Og det skete, før han havde endt at tale, se, da kom Rebekka ud, som var en Datter af Bethuel, som var en Søn af Milka, Nakors, Abrahams Broders, Hustru, og hendes Krukke var paa hendes Skulder. Og Pigen var meget smuk af Anseelse, en Jomfru, og ingen Mand havde kendt hende, og hun gik ned til Brønden og fyldte sin Krukke og gik op. Da løb Svenden imod hende og sagde: Kære, lad mig drikke lidt Vand af din Krukke. Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke. Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage Vand til dine Kameler, til de have afdrukket. Og hun skyndte sig og tømte sin Krukke i Truget og løb fremdeles til Brønden at øse, og hun drog til alle hans Kameler. Og Manden undrede sig over hende, tav dog stille for at faa at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej. Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Manden hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler. Og han sagde: Hvis Datter er du? Kære, sig mig, monne der være Rum i din Faders Hus at give os Nattely? Og hun sagde til ham: Jeg er en Datter af Bethuel, som er en Søn af Milka, der fødte ham for Nakor. Og hun sagde til ham: Der er baade Straa og meget Foder hos os, ogsaa er der Rum til Herberge i Nat. Og Manden bøjede sig og tilbad Herren. Og han sagde: Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har Herren ført paa Vejen til min Herres Broders Hus. Og Pigen løb og kundgjorde i sin Moders Hus disse Ting. Og Rebekka havde en Broder, og hans Navn var Laban, og Laban løb ud til Manden, til Brønden. Og det skete, der han saa Ringen og Armbaandene paa sin Søsters Hænder, og der han hørte Rebekkas, sin Søsters, Ord, at hun sagde: Saaledes har Manden sagt til mig, da kom han til Manden, og se, han stod hos Kamelerne ved Brønden. Og han sagde: Kom ind, du Herrens Velsignede, hvi staar du herude? thi jeg har beredt Huset, og der er Rum for Kamelerne. Saa kom Manden i Huset og løste Kamelerne, og han gav Straa og Foder til Kamelerne, og Vand til at to hans Fødder og de Mænds Fødder, som vare med ham. Og der blev sat Mad for ham; men han sagde: Jeg vil ikke æde, før jeg har udsagt mit Ærinde; og han sagde: Tal! Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend. Og Herren har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tage min Søn en Hustru. Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: Herre, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa hvilken jeg har vandret, se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som Herren har udset til min Herres Søn. Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du? og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. Og jeg bøjede mig og tilbad Herren og lovede Herren, min Herre Abrahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra Herren, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hmi bliver din Herres Søns Hustru, som Herren har sagt. Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for Herren. Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk. Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! Da sagde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti, siden maa du fare. Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre. Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand? og hun sagde: Jeg vil fare. Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster! bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. Og Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os? og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. Og Svenden fortalte Isak hele Sagen, som han havde udrettet. Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt, og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende; og Isak blev trøstet efter sin Moder.
Morgenbøn — anden læsning
Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde! Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen. Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte paa sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom; og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands. Men den, som havde faaet de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter. Ligesaa vandt ogsaa den, som havde faaet de to Talenter, andre to. Men den, som havde faaet den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge. Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem. Og den, som havde faaet de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde! Da kom ogsaa han frem, som havde faaet de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde! Men ogsaa han, som havde faaet den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en haard Mand, som høster, hvor du ikke saaede, og samler, hvor du ikke spredte; og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og samler, hvor jeg ikke spredte; derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet mit igen med Rente. Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel. Men naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Trone. Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Faarene fra Bukkene. Og han skal stille Faarene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid, I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saa vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke? Naar saa vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? Naar saa vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig. Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaar bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. Da skulle ogsaa de svare og sige: Herre! naar saa vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig. Og disse skulle gaa bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv.‟
Responsoriesalme
Til dig opløfter jeg mine Øjne, du, som sidder i Himmelen! Se, som Tjeneres Øjne agte paa deres Herrers Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agte vore Øjne paa Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig. Vær os naadig, Herre! vær os naadig; thi vi ere saare mættede af Foragt. Vor Sjæl er saare mættet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.
Evangelium
Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge Vare paa ham. Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten eller ej?‟ Men de tav. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham fare. Og han tog til Orde og sagde til dem: „Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, naar hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op paa Sabbatsdagen?‟ Og de kunde ikke give Svar derpaa. Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: „Naar du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du maatte være buden af ham, og han, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. Men naar du bliver buden, da gaa hen og sæt dig nederst, for at, naar han kommer, som har indbudt dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟
Responsoriesalme
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Responsoriesalme
Lover Herren, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig. Halleluja!
Responsoriesalme
Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. Men jeg paakalder Herrens Navn: Kære Herre! udfri min Sjæl! Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig. Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande. Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig? Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død. Ak, Herre —! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, i Herrens Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!
Aftenbøn — første læsning
Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig Sæk og gik ind i Herrens Hus. Og han sendte Eliakim, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og de ældste af Præsterne, som havde iført sig Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn. Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde. Maaske Herren din Gud vil høre alle Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt; saa opløft din Bøn folde overblevne, som findes. Der Kong Ezekias's Tjenere kom til Esajas, da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde Herren: Frygt ikke for de Ord, som du hørte, de, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig. Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil fælde ham med Sværd i hans Land. Og der Rabsake kom tilbage, da fandt han, at Kongen af Assyrien stred imod Libna; thi han havde hørt, at han var rejst fra Lakis. Og der han hørte om Thirhaka, Morlands Konge, og der sagdes: Se, han er dragen ud at stride imod dig, da sendte han igen Bud til Ezekias og lod sige: Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet? Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Karan og Rezef og Edens Børn, som vare i Thelassar? Hvor er Kongen af Hamath og Kongen af Arfad og Kongen af Sefarvajms Stad, af Hena og Iva? Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til Herrens Hus, og Ezekias udbredte dem for Herrens Ansigt. Og Ezekias bad for Herrens Ansigt og sagde: Herre! Israels Gud, du som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himmelen og Jorden. Herre, bøj dine Øren og hør! Herre, oplad dine Øjne og se! og hør Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud! Det er sandt, Herre! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land. Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskens Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. Men nu, Herre, vor Gud! kære, frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du, Herre, du alene er Gud. Da sendte Esajas, Amoz's Søn, til Ezekias og lod sige: Saa siger Herren, Israels Gud: Jeg har hørt, hvad du har bedet mig om imod Senakerib, Kongen af Assyrien. Dette er det Ord, som Herren har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig. Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige. Du bespottede Herren ved dine Sendebud og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe, og jeg vil afhugge dens høje Cedere, dens udvalgte Fyrre, jeg vil komme til dens yderste Bolig, til dens frodige Skov. Jeg har gravet Brønde og drukket de fremmede Vande og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler. Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe. Og de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede, de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før det sætter Aks. Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig. Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig ad den Vej tilbage, som du kom paa. Og dette skal være dig Tegnet: At man i dette Aar skal æde det, som opvokser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster og planter Vingaarde og æder deres Frugt! Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter. Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; Herren Zebaoths Nidkærhed skal gøre det. Derfor saa sagde Herren om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den. Han skal drage ad den Vej tilbage, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger Herren. Thi jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld. Og det skete i den samme Nat, at Herrens Engel for ud og slog i Assyrernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage og blev i Ninive. Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds Hus, da ihjelsloge Adra-Melek og Sar-Ezer, hans Sønner, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
Anden læsning
Ogsaa eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsaand, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Aand, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, iblandt hvilke ogsaa vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom ogsaa de andre — men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, ogsaa da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus — af Naade ere I frelste! — og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. Thi af Naaden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Haanden, at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Aand Adgang til Faderen. Saa ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, opbyggede paa Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, i hvem ogsaa I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Aanden.
Anden læsning
Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som har de syv Guds Aander og de syv Stjerner: Jeg kender dine Gerninger, at da har Ord for at leve og er dog død. Bliv vaagen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud. Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og omvend dig! Dersom du altsaa ikke vaager, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig. Dog har du i Sardes nogle faa Personer, som ikke have besmittet deres Klæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de ere værdige dertil. Den, som sejrer, han skal saaledes iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende hans Navn for min Fader og for hans Engle. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker op, saa ingen lukker i, og lukker i, saa ingen lukker op: Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg har givet dig, at der foran dig er en aabnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn. Se, jeg lader komme nogle af Satans Synagoge, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet Kærlighed til dig. Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil ogsaa jeg bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele Jorderige for at friste dem, som bo paa Jorden. Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone. Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds Tempel, og han skal ikke mere gaa ud derfra; og jeg vil skrive paa ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne! Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse: Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid du var kold eller varm! Derfor, efterdi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund; fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet; og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne. Jeg raader dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve til at salve dine Øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg staar for Døren og banker; dersom nogen hører min Røst og aabner Døren, vil jeg gaa ind til ham og holde Nadvere med ham, og han med mig. Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig paa min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader paa hans Trone. Den, som har Øre, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
Anden læsning
Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren; værer glade i Haabet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind paa Gæstfrihed! Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner, og forbander ikke! Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn! Dersom det er muligt — saa vidt det staar til eder —, da holder Fred med alle Mennesker!
Anden læsning
Thi vel sker der Ophævelse af et forudgaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud. Og saa vist som det ikke er sket uden Ed, (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: „Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid‟): Saa vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, hvorfor han ogsaa kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gaa i Forbøn for dem.
Evangelium
Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟ Og de kom hans Ord i Hu. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟ Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟ Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre. Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟ Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand. Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟ Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. Og han tog det og spiste det for deres Øjne. Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟ Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne. Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I ere Vidner om disse Ting. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
Aftenbøn — anden læsning
Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? ere I ikke min Gerning i Herren? Er jeg ikke Apostel for andre, saa er jeg det dog i det mindste for eder; thi Seglet paa min Apostelgerning ere I i Herren. Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig. Have vi ikke Ret til at spise og drikke? Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som ogsaa de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas? Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at arbejde? Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig paa egen Sold? Hvem planter en Vingaard og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og nyder ikke af Hjordens Mælk? Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke ogsaa Loven dette? Thi i Mose Lov er der skrevet: „Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, som tærsker.‟ Er det Okserne, Gud bekymrer sig om, eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i Haab, og den, som tærsker, bør gøre det i Haab om at faa sin Del. Naar vi have saaet eder de aandelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige? Dersom andre nyde saadan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere? Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi taale alt, for at vi ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium. Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, faa deres Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med Alteret? Saaledes har ogsaa Herren forordnet for dem, som forkynde Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet. Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver dog ikke dette, for at det skal ske saaledes med mig; thi jeg vil hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet. Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; der paaligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg ikke forkynder det! Gør jeg nemlig dette af fri Villie, saa faar jeg Løn; men har jeg imod min Villie faaet en Husholdning betroet, hvad er da min Løn? For at jeg, naar jeg forkynder Evangeliet, skal fremsætte det for intet, saa at jeg ikke gør Brug af min Ret i Evangeliet. Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere. Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven; dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden Lov for Gud, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem, som ere uden for Loven. Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i ethvert Fald kunde frelse nogle. Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive meddelagtig deri. Vide I ikke, at de, som løbe paa Banen, løbe vel alle, men ikkun een faar Prisen? Saaledes skulle I løbe, for at I kunne vinde den. Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu vel for at faa en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig. Jeg løber derfor ikke som paa det uvisse; jeg fægter som en, der ikke slaar i Luften; men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.
Evangelium
Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium og sagde: „Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær; omvender eder og tror paa Evangeliet!‟ Og medens han gik langs Galilæas Sø, saa han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. Og Jesus sagde til dem: „Følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere.‟ Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. Og da han gik lidt videre frem, saa han Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som ogsaa vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet; og han kaldte straks paa dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.
Evangelium
Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.‟ Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!‟ Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.‟ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.‟ Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
Evangelium
Men i de Dage fremstaar Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: „Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.‟ Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟ Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning. Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan. Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Daab, sagde han til dem: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden. Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟ Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham. Men Johannes vilde formene ham det og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!‟ Men Jesus svarede og sagde til ham: „Tilsted det nu; thi saaledes sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed.‟ Da tilsteder han ham det. Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene aabnedes for ham, og han saa Guds Aand dale ned som en Due og komme over ham. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.