Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Altsaa, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, saa at vi skulde leve efter Kødet; thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom I ved Aanden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. Thi saa mange som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. I modtoge jo ikke en Trældoms Aand atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! Aanden selv vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. Men naar vi ere Børn, ere vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for ogsaa at herliggøres med ham. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. Thi Skabningens Forlængsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse. Thi Skabningen blev underlagt Forgængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, med Haab om, at ogsaa Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
Første læsning
Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg. Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt? Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende. Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende. Og Bilha undfik og fødte Jakob en Søn. Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster, jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali. Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser. Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kære, giv mig af din Søns Dudaim! Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? Og Rakel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. Der Jakob kom af Marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon. Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina. Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse. Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn! Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land. Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig. Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld. Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig. Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig, og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har det udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget; dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar. Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke, hvert sort Stykke iblandt Faarene, og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn. Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag i Morgen, naar du kommer at bese min Løn; hvad som ikke er spættet eller spraglet iblandt Gederne og sort iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig. Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som du har sagt! Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns Hænder. Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde. Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og udskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene. Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, hvor Faarene skulde komme at drikke, ret lige for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke. Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og spraglede. Saa lod Jakob Lammene skille fra og stillede Faarenes Ansigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord. Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde parre sig ved Kæppene. Men naar Faarene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs. Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.
Første læsning
Og Jakob boede i det Land, hvori hans Fader havde været fremmed, i det Land Kanaan. Disse ere Jakobs Slægter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvæg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner, hans Faders Hustruers Børn; og Josef førte deres onde Rygte forderes Fader. Og Israel elskede Josef fremfor alle sine Sønner, fordi han avlede ham i Alderdommen, og han gjorde ham en broget Kjortel. Der hans Brødre saa, at deres Fader elskede ham mere end alle hans Brødre, da fik de Had til ham og kunde ikke tale fredeligen til ham. Og Josef drømte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjede sig for mit Neg. Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig herske over os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig til Jorden? Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale. Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvæg i Sikem. Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede. Og han sagde til ham: Kære, gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvæget, og bring mig Svar igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter? Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kære, giv mig til Kende, hvor de vogte. Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan. Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. Og nu, kommer og lader os ihjel slaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader. Og det skete, der Josef kom til sine Brødre, da førte de Josef af hans Kjortel, af hans brogede Kjortel, som han havde paa sig. Og de toge ham og kastede ham i Graven, og Graven var tom, intet Vand var i den. Saa satte de sig til at æde Brød, og de løftede deres Øjne op og saa, og se, en rejsende Hob Ismaeliter kom fra Gilead, og deres Kameler bare Urter og Balsam og Ladanum, og de gik for at drage ned til Ægypten. Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod? Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal i være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre ham. Og da de midianitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.
Morgenbøn — første læsning
Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land. Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren, og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: „Herren!‟ var jeg ikke kendt af dem. Og Jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge. Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg har ihukommet min Pagt. Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme. Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder. Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg vil give eder det til Ejendom, jeg er Herren. Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Sjæleangst og for den haarde Trældom. Da talede Herren til Mose og sagde: Gak ind og tal til Farao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land. Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne. Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægyptens Land. Disse vare Øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter.
Epistel
Der findes ingen ophavsretsfri udgave af denne bog på dit sprog, så dette skriftsted vises på engelsk.
I will give thanks to you, O Lord, O King, And will praise you, O God my Saviour: I do give thanks to your name: For you were my protector and helper, And did deliver my body out of destruction, And out of the snare of a slanderous tongue, From lips that forge lies, And was my helper before those who stood by; And did deliver me, according to the abundance of your mercy, and greatness of your name, From the gnashings of teeth ready to devour, Out of the hand of such as sought my life, Out of the manifold afflictions which I had; From the choking of a fire on every side, And out of the midst of fire which I kindled not; Out of the depth of the belly of the grave, And from an unclean tongue, And from lying words, The slander of an unrighteous tongue to the king. My soul drew near even to death, And my life was near to the grave beneath. They compassed me on every side, And there was none to help me. I was looking for the succour of men, And it was not. And I remembered your mercy, O Lord, And your working which has been from everlasting, How you deliver those who wait for you, And save them out of the hand of the enemies. For you saved me from destruction, And delivered me from the evil time: Therefore will I give thanks and praise to you, And bless the name of the Lord.
Første læsning
Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg. Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt? Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende. Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende. Og Bilha undfik og fødte Jakob en Søn. Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster, jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali. Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser. Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kære, giv mig af din Søns Dudaim! Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? Og Rakel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. Der Jakob kom af Marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon. Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina. Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse. Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn! Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land. Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig. Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld. Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig. Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig, og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har det udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget; dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar. Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke, hvert sort Stykke iblandt Faarene, og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn. Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag i Morgen, naar du kommer at bese min Løn; hvad som ikke er spættet eller spraglet iblandt Gederne og sort iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig. Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som du har sagt! Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns Hænder. Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde. Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og udskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene. Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, hvor Faarene skulde komme at drikke, ret lige for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke. Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og spraglede. Saa lod Jakob Lammene skille fra og stillede Faarenes Ansigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord. Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde parre sig ved Kæppene. Men naar Faarene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs. Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.
Morgenbøn — anden læsning
Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.‟ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.‟ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.‟ Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.‟ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.‟ Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?‟ Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare. Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?‟ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.‟ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?‟ Men de sagde: „Barabbas.‟ Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?‟ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!‟ Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!‟ Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!‟ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟, gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde; og da han smagte det, vilde han ikke drikke. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, [for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟] Og de sade der og holdt Vagt over ham. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven saaledes: „Dette er Jesus, Jødernes Konge.‟ Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: „Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!‟ Ligesaa spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, saa lad ham nu stige ned af Korset, saa ville vi tro paa ham. Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.‟ Og paa samme Maade haanede ogsaa Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eli! Eli! Lama Sabaktani?‟ det er: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟ Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: „Han kalder paa Elias.‟ Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke. Men de andre sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.‟ Men Jesus raabte atter med høj Røst og opgav Aanden. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, og Gravene aabnedes; og mange af de hensovede helliges Legemer bleve oprejste, og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: „Sandelig, denne var Guds Søn.‟ Men der var mange Kvinder der, som saa til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som ogsaa selv var bleven Jesu Discipel. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent fint Linklæde og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus og sagde: „Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første.‟ Pilatus sagde til dem: „Der have I en Vagt; gaar hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!‟ Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen, den Højestes Boliger. Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet Ødelæggelser paa Jorden. Han, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.
Evangelium
Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde! Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.
Responsoriesalme
Synger med Fryd, I retfærdige, i Herren! Lovsang sømmer sig for de oprigtige. Takker Herren med Harpe; og leger for ham paa Psaltre med ti Strenge. Synger ham en ny Sang, leger lifligt paa Strengeleg med Frydeklang. Thi Herrens Ord er ret, og al hans Gerning er trofast. Han elsker Retfærdighed og Dom; Jorden er fuld af Herrens Miskundhed. Himlene ere gjorte ved Herrens Ord og al deres Hær ved hans Munds Aande. Han holder Vandet sammen i Havet som en Dynge; han lægger de dybe Vande i Forraadskamre. Al Jorden frygte Herren! alle Verdens Indbyggere bæve for ham! Thi han talte, og det skete; han bød, saa stod det der. Herren gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker. Herrens Raad bestaar evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv. Herren skuede ud fra Himmelen, han saa alle Menneskens Børn. Han saa ned fra sit Højsæde til alle Jordens Indbyggere. Han er den, som danner deres Hjerter til Hobe, som agter paa alle deres Gerninger. En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft. Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke. Se, Herrens Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, for at fri deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungersnøden. Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold. Thi i ham glædes vort Hjerte; thi vi forlade os paa hans hellige Navn. Herre! din Miskundhed være over os, ligesom vi haabe paa dig!
Responsoriesalme
En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David. Herre! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig. Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig. Herre! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen. Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig. Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. Herre! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. Hvad Vinding er der i mit Blod, at jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? Herre! hør, og vær mig naadig; Herre! vær min Hjælper. Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.
Responsoriesalme
En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David. Herre! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig. Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig. Herre! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen. Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig. Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. Herre! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. Hvad Vinding er der i mit Blod, at jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? Herre! hør, og vær mig naadig; Herre! vær min Hjælper. Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.
Aftenbøn — første læsning
Og Herren sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet. Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land. Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Ægyptens Land. Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme. Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dem. Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de. Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao. Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende: Naar Farao taler til eder sigende: Gører en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange. Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som Herren havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave. Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, ligesom Herren havde sagt. Og Herren sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægrer sig ved at lade Folket fare. Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand. Og du skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil. Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal omvendes til Blod. Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden. Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene. Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod. Og Fiskene, som vare i Floden, døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land. Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt. Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte. Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden. Og der forløb syv Dage, efter at Herren havde slaget Floden.
Anden læsning
Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed. Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting maa gaa dig vel, og du maa være karsk, ligesom det gaar din Sjæl vel. Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden. Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden. Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for fremmede, hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse saaledes, som det er Gud værdigt. Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget af Hedningerne. Derfor ere vi skyldige at tage os af saadanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden. Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke. Derfor vil jeg, naar jeg kommer, erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvadsker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han baade selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden. Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud. Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt. Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. Men jeg haaber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen. Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!
Anden læsning
Higer efter Kærligheden, og tragter efter de aandelige Gaver, men mest efter at profetere. Thi den, som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstaar det, men han taler Hemmeligheder i Aanden. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. Men jeg ønsker, at I alle maatte tale i Tunger, men endnu hellere, at I maatte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan faa Opbyggelse deraf. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Aabenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, naar de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man saa kunne forstaa, hvad der spilles paa Fløjten eller Harpen? Ja, ogsaa naar en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? Saaledes ogsaa med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstaa det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. Saaledes ogsaa med eder: naar I tragte efter aandelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpaa! Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han maa kunne udlægge det. Thi dersom jeg taler i Tunger og beder, da beder vel min Aand, men min Forstand er uden Frugt. Hvad da? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil ogsaa bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Aanden, men jeg vil ogsaa lovsynge med Forstanden. Ellers, naar du priser Gud i Aanden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg ogsaa kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne! Der er skrevet i Loven: „Ved Folk med fremmede Tungemaal og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.‟ Saaledes er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. Naar altsaa den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder. Hvad da, Brødre? Naar I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Aabenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; men dersom en anden, som sidder der, faar en Aabenbarelse, da tie den første! Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, og Profeters Aander ere Profeter undergivne. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom ogsaa Loven siger. Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgaaet? eller er det til eder alene, at det er kommet? Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller aandelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. Men er nogen uvidende derom, saa faar han være uvidende! Altsaa, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! Men alt ske sømmeligt og med Orden!
Anden læsning
Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der paa ethvert Sted paakalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Naade, som blev given eder i Kristus Jesus, at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, saa at I ikke staa tilbage i nogen Naadegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, han, som ogsaa skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige paa vor Herres Jesu Kristi Dag. Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke maa findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Kloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. Dog, jeg døbte ogsaa Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden. Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.
Anden læsning
Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: „Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.‟ Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er aabenbart, thi „den retfærdige skal leve af Tro.‟ Men Loven beror ikke paa Tro; men: „Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.‟ Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: „Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ‟), for at Abrahams Velsignelse maatte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde faa Aandens Forjættelse ved Troen.
Evangelium
Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. Og se, de bare til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: „Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig.‟ Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: „Denne taler bespotteligt.‟ Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: „Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ da siger han til den værkbrudne: „Staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟ Og han stod op og gik bort til sit Hus. Men da Skarerne saa det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt. Og da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: „Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?‟ Men da Jesus hørte det, sagde han: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.‟ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.‟ Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.‟ Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.‟ Og de lo ad ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn. Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som raabte og sagde: „Forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: „Tro I, at jeg kan gøre dette?‟ De sige til ham: „Ja, Herre!‟ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: „Det ske eder efter eders Tro!‟ Og deres Øjne bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: „Ser til, lad ingen faa det at vide.‟ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. Og da den onde Aand var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: „Aldrig er saadant set i Israel.‟ Men Farisæerne sagde: „Ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Men da han saa Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Faar, der ikke have Hyrde. Da siger han til sine Disciple: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.‟
Aftenbøn — anden læsning
Vorder mine Efterfølgere, ligesom ogsaa jeg er Kristi! Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, saaledes som jeg har overleveret eder dem. Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. Thi naar en Kvinde ikke tildækker sig, saa lad hende ogsaa klippe sit Haar af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld. Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. Thi ligesom Kvinden er af Manden, saaledes er ogsaa Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? Lærer ikke ogsaa selve Naturen eder, at naar en Mand bærer langt Haar, er det ham en Vanære, men naar en Kvinde bærer langt Haar, er det hende en Ære; thi det lange Haar er givet hende som et Slør. Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ej heller. Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. For det første nemlig hører jeg, at naar I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. Thi der maa endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive aabenbare iblandt eder. Naar I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadvere. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Maaltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød, takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟ Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken! Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen til Maaltid, da venter paa hverandre! Naar nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, naar jeg kommer.
Evangelium
En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom ogsaa Ugræsset til Syne. Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da faaet Ugræsset fra? Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det sammen? Men han siger: Nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!‟ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark. Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.‟ En anden Lignelse talede han til dem: „Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Maal Mel, indtil det blev syret alt sammen.‟ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: „Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse.‟ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: „Forklar os Lignelsen om Ugræsset paa Marken!‟ Men han svarede og sagde: „Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen, og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende. Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øren, han høre!
Evangelium
Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land. Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes af en stærk Feber; og de bade ham for hende. Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Haande Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne paa hver enkelt af dem og helbredte dem. Ogsaa onde Aander fore ud af mange, raabte og sagde: „Du er Guds Søn;‟ og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, for at han ikke skulde gaa fra dem. Men han sagde til dem: „Ogsaa for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt.‟ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.
Evangelium
Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. Og se, de bare til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: „Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig.‟ Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: „Denne taler bespotteligt.‟ Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: „Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ da siger han til den værkbrudne: „Staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟ Og han stod op og gik bort til sit Hus. Men da Skarerne saa det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt. Og da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: „Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?‟ Men da Jesus hørte det, sagde han: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.‟ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.‟ Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.‟ Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.‟ Og de lo ad ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn. Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som raabte og sagde: „Forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: „Tro I, at jeg kan gøre dette?‟ De sige til ham: „Ja, Herre!‟ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: „Det ske eder efter eders Tro!‟ Og deres Øjne bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: „Ser til, lad ingen faa det at vide.‟ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. Og da den onde Aand var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: „Aldrig er saadant set i Israel.‟ Men Farisæerne sagde: „Ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Men da han saa Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Faar, der ikke have Hyrde. Da siger han til sine Disciple: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.