Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. Men Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa du har løjet imod den Helligaand og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket? Var det ikke dit, saa længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Raadighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.‟ Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udaandede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket. Da sagde Peter til hende: „Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?‟ Og hun sagde: „Ja, til den Pris.‟ Men Peter sagde til hende: „Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.‟ Men hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.
Første læsning
Du skal ikke se din Broders Okse eller hans Lam farende vild og undslaa dig for at tage dig af dem; men du skal føre dem tilbage til din Broder. Men dersom din Broder ikke er nær hos dig, og du ikke kender ham, da skal du tage det ind i dit Hus, og det skal være hos dig, indtil din Broder søger derefter, da skal du give ham det tilbage. Og saaledes skal du gøre med hans Asen, og saaledes skal du gøre med hans Klæder, og saaledes skal du gøre med alt det, som din Broder har tabt, med hvad der er tabt af ham, og som du finder; du maa ikke undslaa dig derfor. Du skal ikke se din Broders Asen eller hans Okse falde paa Vejen og undslaa dig for at tage dig af dem; du skal rejse dem op med ham. Der skal intet Mandstøj være paa en Kvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Kvindeklæder; thi hver den, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud. Naar du finder en Fuglerede paa Vejen, i et Træ eller paa Jorden, og der er Unger eller Æg, og Moderen ligger paa Ungerne eller paa Æggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne. Men du skal lade Moderen fare og tage Ungerne til dig, at det maa gaa dig vel, og du maa forlænge dine Dage. Naar du bygger et nyt Hus, da skal du gøre et Rækværk om dit Tag, at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra. Du skal ikke saa din Vingaard med to Slags, at din Sæds Fylde, som du saar, og Vingaardens Afgrøde ikke skal hjemfalde til Helligdommen. Du skal ikke pløje med en Okse og med et Asen sammen. Du skal ikke iføre dig Klæder, vævede af uldent og Linned sammen. Du skal gøre dig Snore paa de fire Flige af dit Klædebon, som du skjuler dig med. Naar en Mand tager en Hustru og kommer ind til hende, men faar Had til hende og tillægger hende skammelige Ting og fører ondt Rygte ud om hende og siger: Denne Kvinde tog jeg og holdt mig nær til hende, og jeg fandt ikke Jomfrudom hos hende: Da skal Pigens Fader og hendes Moder tage og bringe Pigens jomfruelige Tegn ud til Stadens Ældste til Porten. Og Pigens Fader skal sige til de Ældste: Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, og han har faaet Had til hende. Og se, han tillægger hende skammelige Ting og siger: Jeg har ikke fundet din Datters Jomfrudom, skønt disse ere min Datters jomfruelige Tegn; saa skulle de udbrede Klædet for de Ældste af Staden. Og de Ældste af Staden skulle tage Manden og revse ham. Og de skulle straffe ham paa hundrede Sekel Sølv og give Pigens Fader dem, fordi han har ført ondt Rygte ud om en Jomfru i Israel; saa skal han have hende til Hustru, han maa ikke nogensinde lade hende fare. Men dersom det Ord har været Sandhed, at Pigens Jomfrudom ikke fandtes: Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte. Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Ægtehustru, da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som laa hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel. Naar en Pige, en Jomfru, er trolovet med en Mand, og en Mand finder hende i Staden og ligger hos hende: Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte. Men dersom Manden finder den trolovede Pige paa Marken, og Manden holder fast paa hende og ligger hos hende, da skal alene Manden, som laa hos hende, dø. Men Pigen skal du ikke gøre noget, for Pigen er det ingen Dødssynd; thi ligesom en vil rejse sig imod sin Næste og slaa ham ihjel, saa er og denne Handel. Thi han fandt hende paa Marken; den trolovede Pige raabte, og der var ingen, som frelste hende. Naar nogen finder en Pige, en Jomfru, som ikke er trolovet, og tager fat paa hende og ligger hos hende, og de findes: Da skal den Mand, som laa hos hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv, og hun skal være hans Hustru for den Sags Skyld, at han krænkede hende; han maa ikke nogensinde lade hende fare. En Mand skal ikke tage sin Faders Hustru og ej opslaa sin Faders Flig.
Første læsning
Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til Herren af eders ganske Hjerte, saa borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til Herren og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Haand. Da borttoge Israels Børn Baal og Astartebillederne, og de tjente Herren alene. Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til Herren. Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for Herrens Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for Herren; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa. Der Filisterne hørte, at Israels Børn havde samlet sig i Mizpa, da droge Filisternes Fyrster op mod Israel; der Israels Børn hørte det, da frygtede de for Filisternes Ansigt. Og Israels Børn sagde til Samuel: Hør ikke op med at raabe for os til Herren vor Gud, at han frelser os fra Filisternes Haand. Saa tog Samuel et diende Lam og ofrede det til et Brændoffer helt for Herren; og Samuel raabte til Herren for Israel, og Herren svarede ham. Og Samuel ofrede Brændofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men Herren lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Filisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar. Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har Herren hjulpet os. Saa bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemærke, og Herrens Haand var imod Filisterne, saa længe Samuel levede. Og de Stæder, som Filisterne havde taget fra Israel, kom til Israel igen, fra Ekron og indtil Gath; tilmed udfriede Israel deres Landemærke af Filisternes Haand; men der var Fred imellem Israel og imellem Amoriterne. Og Samuel dømte Israel alle sine Livsdage. Og han gik hvert Aar og vandrede omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Stæder. Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der Herren et Alter.
Morgenbøn — første læsning
Og Israels Børn rejste derfra; og de lejrede sig paa Moabiternes slette Marker, paa hin Side Jordanen mod Jeriko. Og Balak, Zippors Søn, saa alt det, som Israel havde gjort Amoriterne. Og Moabiterne frygtede saare for Folket, fordi det var talrigt; og Moabiterne gruede for Israels Børn. Da sagde Moab til Midianiternes Ældste: Nu skal denne Flok opslikke alt rundt omkring os, ligesom Oksen opslikker grønne Urter paa Marken; men Balak, Zippors Søn, var Moabiternes Konge paa den Tid. Og han sendte Bud til Bileam, Beors Søn, til Pethor, som er ved Floden, til hans Folks Børns Land, for at kalde ham, sigende: Se, et Folk er udgaaet af Ægypten, se, det skjuler Jordens Kreds, og det ligger tværs over for mig. Og nu, kære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaske jeg kunde slaa det og uddrive det af Landet; thi jeg ved, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet. Og de Ældste af Moabiterne gik hen med de Ældste af Midianiterne, og Spaamandsløn var i deres Haand, og de kom til Bileam, og de talede Balaks Ord til ham. Og han sagde til dem: Bliver her i denne Nat, saa vil jeg give eder Svar, ligesom Herren vil tale til mig; saa bleve Moabiternes Fyrster hos Bileam. Og Gud kom til Bileam og sagde: Hvo ere de Mænd, som ere hos dig? Og Bileam sagde til Gud: Balak, Zippors Søn, Moabiternes Konge, har sendt til mig, sigende: Se her det Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds! gak nu hid, forband mig det, maaske jeg kunde stride imod det og uddrive det. Og Gud sagde til Bileam: Du skal ikke gaa med dem, du skal ikke forbande Folket; thi det er velsignet. Da stod Bileam op om Morgenen og sagde til Balaks Fyrster: Gaar til eders Land; thi Herren vægrer sig ved at tillade mig at gaa med eder. Saa gjorde Moabiternes Fyrster sig rede og kom til Balak, og de sagde: Bileam vægrede sig ved at gaa med os. Da blev Balak endnu ved at sende flere og herligere Fyrster end disse. Og de kom til Bileam, og de sagde til ham: Saa siger Balak, Zippors Søn: Kære, lad dig ikke forhindre fra at gaa til mig. Thi jeg vil ære dig saare, og alt det, du siger til mig, vil jeg gøre; men gak hid, kære, forband mig dette Folk! Og Bileam svarede og sagde til Balaks Tjenere: Dersom Balak vilde give mig sit Hus, fuldt af Sølv og Guld, kunde jeg dog ikke overtræde Herren min Guds Ord ved at gøre lidet eller stort. Men bliver dog nu her, ogsaa I, i denne Nat, saa vil jeg fornemme, hvad Herren vil ydermere tale med mig. Da kom Gud til Bileam om Natten og sagde til ham: Dersom de Mænd ere komne for at kalde dig, da staa op, gak med dem; men dog, det Ord, som jeg vil tale til dig, det skal du gøre. Da stod Bileam op om Morgenen og sadlede sin Aseninde og drog med Moabiternes Fyrster. Men Guds Vrede optændtes, fordi han drog med, og Herrens Engel stillede sig i Vejen for at staa ham imod; men han red paa sin Aseninde, og hans tvende Drenge vare med ham. Og Aseninden saa Herrens Engel staa i Vejen med et draget Sværd i sin Haand, og Aseninden veg af Vejen og gik ud paa Marken; men Bileam slog Aseninden for at bøje den ind paa Vejen. Da stod Herrens Engel i en Hulvej imellem Vingaardene, hvor der var Stengærde paa begge Sider. Og der Aseninden saa Herrens Engel, da trykkede hun sig til Væggen og trykkede Bileams Fod til Væggen; og han slog hende end mere. Men Herrens Engel blev ved at gaa frem og stod paa et snævert Sted, hvor der ingen Vej var til at vige til højre eller venstre Side. Og Aseninden saa Herrens Engel, og hun lagde sig ned under Bileam; da optændtes Bileams Vrede, og han slog Aseninden med Kæppen. Da aabnede Herren Asenindens Mund, og hun sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, at du har slaget mig nu tre Gange. Og Bileam sagde til Aseninden: Fordi du har drillet mig, gid jeg havde et Sværd i min Haand, da vilde jeg nu slaa dig ihjel. Da sagde Aseninden til Bileam: Er jeg ikke din Aseninde, som du har redet paa al din Tid, indtil denne Dag? plejede jeg nogensinde at gøre saaledes imod dig? og han sagde: Nej. Da oplod Herren Bileams Øjne, at han saa Herrens Engel staaende i Vejen med det dragne Sværd i sin Haand; og han bøjede sig og faldt ned paa sit Ansigt. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvorfor har du slaget din Aseninde nu tre Gange? se, jeger udgangen at staa dig imod; thi for mine Øjne fører denne Vej til Fordærvelse. Og Aseninden saa mig og veg nu tre Gange af Vejen for mit Ansigt, ellers, dersom hun ikke var vegen af Vejen for mit Ansigt, da vilde jeg nu endogsaa have slaaet dig ihjel og ladet hende leve. Da sagde Bileam til Herrens Engel: Jeg har syndet, thi jeg vidste ikke, at du stod lige imod mig paa Vejen; og nu, dersom det er ondt for dine Øjne, vil jeg vende tilbage igen. Og Herrens Engel sagde til Bileam: Drag med Mændene, men kun det Ord, som jeg taler til dig, det skal du tale; saa drog Bileam med Balaks Fyrster. Og Balak hørte, at Bileam kom, og han drog ud ham i Møde til en Stad i Moab, som var ved Landemærket Arnon, som er ved det yderste Landemærke. Og Balak sagde til Bileam: Sendte jeg ikke Bud til dig at lade dig kalde? hvi drog du ikke til mig? mon jeg virkelig ikke skulde kunne ære dig? Og Bileam sagde til Balak: Se, jeg er nu kommen til dig; mon jeg formaar at tale noget? det Ord, som Gud vil lægge i min Mund, det vil jeg tale. Saa for Bileam med Balak, og de kom til Kirjath-Husoth. Og Balak ofrede stort Kvæg og smaat Kvæg og sendte deraf til Bileam og til de Fyrster, som vare hos ham. Og det skete om Morgenen, da tog Balak Bileam og førte ham op paa Baals Høje; og han saa derfra det yderste af Folket.
Epistel
I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd. Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen! I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige. Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.
Første læsning
I Kyrus's, Kongen af Persiens, tredje Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet. I de samme Dage holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger. Jeg aad ingen lækker Mad, og der kom ikke Kød eller Vin i min Mund, og jeg salvede mig ikke med Salve, før hele tre Uger vare til Ende. Og paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned, da var jeg ved Bredden af den store Flod Hiddekel. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klæder, og hans Lænder vare omgjordede med Guld af Ufas. Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder. Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig. Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden. Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig ravende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder. Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg bævende. Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld. Men Persiens Riges Fyrste stod imod mig een og tyve Dage, og se, Mikael, en af de fornemste Fyrster, kom for at hjælpe mig; og jeg fik Overhaand der hos Kongerne af Persien. Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage. Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum. Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig; og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig. Og han sagde: Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig? og nu skal jeg vende tilbage for at stride imod Persiens Fyrste; og naar jeg drager ud, da se, saa skal Grækenlands Fyrste komme. Dog vil jeg kundgøre dig, hvad der er optegnet i Sandheds Bog. — Der er ikke een, som staar mig kraftigt bi imod disse, uden Mikael, eders Fyrste;
Morgenbøn — anden læsning
Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: „Fik I den Helligaand, da I bleve troende?‟ Men de sagde til ham: „Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligaand.‟ Og han sagde: „Hvortil bleve I da døbte?‟ Men de sagde: „Til Johannes's Daab.‟ Da sagde Paulus: „Johannes døbte med Omvendelses-Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det er paa Jesus.‟ Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn. Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, og de talte i Tunger og profeterede. Men de vare i det hele omtrent tolv Mænd. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Maaneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole. Men dette varede i to Aar, saa at alle, som boede i Asien, baade Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder, saa at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Aander fore ud. Men ogsaa nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, idet de sagde: „Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.‟ Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst. Men den onde Aand svarede og sagde til dem: „Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?‟ Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overmandede dem begge og fik saadan Magt over dem, at de flygtede nøgne og saarede ud af Huset. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, baade Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet, og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd. Saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Aanden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og saa drage til Jerusalem, og han sagde: „Efter at jeg har været der, bør jeg ogsaa se Rom.‟ Og han sendte to af dem, som gik ham til Haande, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien. Men paa den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. Disse samlede han tillige med de med saadanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: „I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.‟ Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og raabte og sagde: „Stor er Efesiernes Artemis!‟ Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Kajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. Men da Paulus vilde gaa ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. Men ogsaa nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, raabte de alle med een Røst i omtrent to Timer: „Stor er Efesiernes Artemis!‟ Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: „I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? Naar altsaa dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! Men have I noget Forlangende om andre Sager, saa vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. Vi staa jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Aarsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre Regnskab.‟ Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
Responsoriesalme
En Psalme af David. Til dig, Herre! opløfter jeg min Sjæl. Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig. Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som handle troløst uden Aarsag. Herre! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. Herre! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre! Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. For dit Navns Skyld, Herre, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor. Hvo er den Mand, som frygter Herren? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge. Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet. Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den. Mine Øjne ere stedse til Herren; thi han skal drage mine Fødder ud af Garnet. Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig. Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt sig; før mig ud af mine Trængsler! Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Synder! Se hen til mine Fjender, thi de ere mange; og de hade mig med uretfærdigt Had. Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig. Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig. Forløs, o Gud, Israel af al dets Nød!
Evangelium
Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig.‟ Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: „Hvad er dette, som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg gaar hen til Faderen?‟ De sagde altsaa: „Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund? Vi forstaa ikke, hvad han taler.‟ Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: „I spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde. Naar Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden. Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder.
Responsoriesalme
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Responsoriesalme
Salig den Mand, som frygter Herren, som har stor Glæde ved hans Bud. Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de oprigtiges Slægt skal velsignes. Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid. Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig. Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed. Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren. Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender. Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære. Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges Ønske bliver til intet.
Responsoriesalme
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!
Aftenbøn — første læsning
Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. Og Balak gjorde, som Bileam sagde; og Balak og Bileam ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske Herren møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted. Og Gud mødte Bileam, og denne sagde til ham: Jeg har oprejst syv Altere og ofret en Okse og en Væder paa hvert Alter. Da lagde Herren Ord i Bileams Mund og sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. Og han vendte tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer, han og alle Moabiternes Fyrster. Da tog han til sit Sprog og sagde: Fra Syrien har Balak, Moabiternes Konge, ladet mig hente, fra Bjergene mod Østen: Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, øs Vrede paa Israel! Hvorledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander ham? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes? Thi fra Klippernes Top ser jeg ham, og fra Højene skuer jeg ham; se, det Folk skal bo alene og skal ikke regne sig til Hedningerne. Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans! Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem. Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage Vare paa at tale det, som Herren lægger i min Mund? Og Balak sagde til ham: Kære, kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan se dem, dog skal du kun se det yderste af dem, men du skal ikke se dem alle; og forband mig dem derfra. Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altere og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter. Og han sagde til Balak: Stil dig her ved dit Brændoffer, og jeg vil saa søge et Møde. Og Herren mødte Bileam og lagde Ord i hans Mund, og han sagde: Vend tilbage til Balak, og saaledes skal du tale. Og han kom til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer og Moabiternes Fyrster hos ham, og Balak sagde til ham: Hvad sagde Herren? Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøj dit Øre til mig, Zippors Søn! Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, og skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det? Se, at velsigne er mig overdraget; han velsignede, og jeg kan ikke forandre det. Han skuede ikke Uret i Jakob og saa ikke Jammer i Israel; Herren, hans Gud, er med ham, og Kongejubel hos ham. Gud er den, som førte dem ud af Ægypten, de have megen Styrke som Enhjørningen. Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod. Da sagde Balak til Bileam: Du skal hverken forbande det, ej heller skal du velsigne det. Og Bileam svarede og sagde til Balak: Har jeg ej talet til dig og sagt: Alt det, som Herren vil tale, det vil jeg gøre? Og Balak sagde til Bileam: Kære, gaa med, jeg vil tage dig med hen til et andet Sted; maaske det maatte være Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det. Og Balak tog Bileam med sig paa Peors Top, som skuer ud over Ørken. Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre. Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.
Anden læsning
Jeg formaner eder derfor, jeg, den fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand; eet Legeme og een Aand, ligesom I ogsaa bleve kaldede til eet Haab i eders Kaldelse; een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle! Men hver enkelt af os blev Naaden given efter Kristi Gaves Maal. Derfor hedder det: „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.‟ Men dette: „Han opfor,‟ hvad er det, uden at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egne. Han, som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst, for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre saaledes, som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem paa Grund af deres Hjertes Forhærdelse, de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. Men I have ikke saaledes lært Kristus, om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham saaledes, som Sandhed er i Jesus, at I, hvad eders forrige Vandel angaar, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, men fornyes i eders Sinds Aand og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed. Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse; giver ikke heller Djævelen Rum! Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa; og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhaanelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
Anden læsning
Men der opstod ogsaa falske Profeter iblandt Folket, ligesom der ogsaa iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, og mange ville efterfølge deres Uterligheder, saa Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet, og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke. Thi naar Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, saa han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden vilde leve ugudeligt, og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han saa og hørte): — Da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder, hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren. Men disse — ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, ogsaa ødelægges med hines Ødelæggelse, idet de faa Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke faa nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn; de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, men fik Revselse for sin Overtrædelse: Et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. Disse ere vandløse Kilder og Taageskyer, som drives af Stormvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, lokke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. Det er gaaet dem efter det sande Ordsprog: „Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen.‟
Anden læsning
Men vi bede eder, Brødre! angaaende vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, at I ikke i en Hast maa lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Aand eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Haanden. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme og Syndens Menneske aabenbares, Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først maa komme af Vejen, og da skal den lovløse aabenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Aande og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Aabenbarelse, han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, saa de kunde blive frelste. Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, saa at de tro Løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.
Anden læsning
Ligesaa, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, naar de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. Thi saaledes var det ogsaa, at fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, som Sara var Abraham lydig, hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, naar I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. Ligesaa I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres. Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. Thi „den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
Evangelium
Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde: „Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham.‟ Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. Og de sagde til ham: „I Bethlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved Profeten: Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgaa en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel.‟ Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne. Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: „Gaar hen og forhører eder nøje om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det.‟ Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. Men da de saa Stjernen, bleve de saare meget glade. Og de gik ind i Huset og saa Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land. Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: „Staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det.‟ Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og drog bort til Ægypten. Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, der siger: „Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.‟ Da Herodes nu saa, at han var bleven skuffet af de vise, blev han saare vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslaa, som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to Aar og derunder, efter den Tid, som han havde faaet Besked om af de vise. Da blev det opfyldt, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jamren; Rakel græd over sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere.‟ Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger: „Staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv.‟ Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til Israels Land. Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne. Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer.
Aftenbøn — anden læsning
Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have faaet samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu Kristi Retfærdighed: Naade og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud og vor Herre Jesus. Saasom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft, hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser, for at I ved disse skulle faa Del i guddommelig Natur, naar I undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær, saa anvender just derfor al Flid paa i eders Tro at udvise Dyd og i Dyden Kundskab og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i Udholdenheden Gudsfrygt og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden Kærlighed. Thi naar dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder ikke staa ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder. Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse; thi naar I gøre dette, skulle I ingen Sinde støde an. Thi saa skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige. Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde eder om dette, ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til Stede hos os. Men jeg anser det for ret at vække eder ved Paamindelse, saa længe jeg er i dette Telt, da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, saaledes som jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende. Og jeg vil ogsaa gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde. Thi vi have ikke fulgt kløgtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have været Øjenvidner til hans Majestæt, nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en saadan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟ Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham paa det hellige Bjerg. Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte paa som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter, idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror paa egen Tydning. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligaand talte hellige Guds Mænd.
Evangelium
Og hans Forældre droge hvert Aar op til Jerusalem paa Paaskehøjtiden. Og da han var bleven tolv Aar gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke. Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge. Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og baade hørte paa dem og adspurgte dem. Men alle, som hørte ham, undrede sig saare over hans Forstand og Svar. Og da de saa ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: „Barn! hvorfor gjorde du saaledes imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte.‟ Og han sagde til dem: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?‟ Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem. Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig. Og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte. Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og Yndest hos Gud og Mennesker.
Evangelium
Kvinden siger til ham: „Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.‟ Jesus siger til hende: „Gaa bort, kald paa din Mand, og kom hid!‟ Kvinden svarede og sagde: „Jeg har ingen Mand.‟ Jesus siger til hende: „Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! jeg ser, at du er en Profet. Vore Fædre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.‟ Jesus siger til hende: „Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være paa dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi det er saadanne Tilbedere, Faderen vil have. Gud er Aand, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Aand og Sandhed.‟
Evangelium
Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var? Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje. Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje. Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder. Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op. Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, naar hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten? Eller naar han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange? Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham! Altsaa, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle ogsaa I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne. Gaar ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred, som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gaa ind ad den; thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den. Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve. Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det raadne Træ bærer slette Frugter. Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. Altsaa skulle I kende dem af deres Frugter. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene. Mange skulle sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret! Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippen, og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa Klippen. Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en Daare, som byggede sit Hus paa Sandet, og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.‟ Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.