Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han maa kunne udlægge det. Thi dersom jeg taler i Tunger og beder, da beder vel min Aand, men min Forstand er uden Frugt. Hvad da? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil ogsaa bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Aanden, men jeg vil ogsaa lovsynge med Forstanden. Ellers, naar du priser Gud i Aanden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg ogsaa kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne! Der er skrevet i Loven: „Ved Folk med fremmede Tungemaal og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.‟ Saaledes er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. Naar altsaa den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder.
Første læsning
For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems Skyld vil jeg ikke være stille, indtil dens Retfærdighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder. Og Hedningerne skulle se din Retfærdighed og alle Konger din Herlighed; og du skal kaldes med et nyt Navn, hvilket Herrens Mund skal nævne. Og du skal være en dejlig Krone i Herrens Haand og et kongeligt Hovedsmykke i din Guds Haand. Man skal ikke ydermere kalde dig „den forladte‟, ej heller skal dit Land ydermere kaldes „det ødelagte‟; men du skal kaldes „min Lyst er i det‟, og dit Land skal kaldes „Ægtehustruen‟; thi Herren har Lyst til dig, og dit Land skal faa sin Ægteherre. Thi som en Ungkarl ægter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Ægteskab med dig; og som en Brudgom glæder sig ved Bruden, saa skal din Gud glæde sig ved dig. Paa dine Mure, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, tier ikke! Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden. Herren svor ved sin højre Haand og ved sin Magts Arm: Jeg vil ikke mere give dine Fjender dit Korn til Spise, ej heller skulle Udlændinge drikke din Vin, som du har arbejdet for. Men de, som have indsanket hint, skulle æde det og love Herren; og de, som have indhøstet denne, skulle drikke den i min Helligdoms Forgaarde. Drager frem, drager frem igennem Portene, bereder Folket Vej; baner, ja baner Vej, sanker Stenene deraf, opløfter et Banner for Folkene! Se, Herren har ladet det høre til Jordens Ende; siger til Zions Datter: Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt. Og man skal kalde dem et helligt Folk, Herrens genløste; og dig skal man kalde „den søgte Stad, den ej forladte‟.
Første læsning
Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder! Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud. „Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det?‟ Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder. Se, I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje. Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren? Er dette ikke den Faste; som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag? Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus? naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham, som er dit eget Kød? Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig. Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen. Og Herren skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og du skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl. Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.
Morgenbøn — første læsning
Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare. Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud. Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren. Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme. Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand. Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til. Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme. Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster. Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter. En daarlig Søn er sin Fader en Ulykke, og en Kvindes Trætter ere et vedholdende Tagdryp. Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra Herren. Dovenskab nedsænker i en dyb Søvn, og en efterladen Sjæl skal hungre. Hvo som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl; hvo der foragter sine Veje, skal dødes. Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgerning. Tugt din Søn, thi der er Haab; men vend ikke din Hu til at dræbe ham! Den, hvis Vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed. Adlyd Raad, og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit sidste. Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men Herrens Raad det skal bestaa. Et Menneskes Lyst er hans Kærlighed; og en fattig er bedre end en Løgner. At en frygter Herren, er til Liv; mæt skal han hvile, han skal ikke hjemsøges med Ulykke. Den lade stikker sin Haand i Fadet; han lader den end ikke komme til sin Mund igen. Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig; og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab. Den, der overfalder Faderen og bortjager Moderen, er en Søn, som gør til Skamme og Vanære. Lad kun af, min Søn! med at høre paa Formaning, saa du farer vild fra Kundskabs Ord. Et nedrigt Vidne spotter Retten, og de ugudeliges Mund sluger Uret. Straffedomme ere beredte til Spottere og Slag til Daarers Ryg.
Epistel
Thi den legemlige Øvelse er nyttig til lidet, men Gudsfrygten er nyttig til alle Ting, idet den har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det, som kommer. Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd. Thi derfor lide vi Møje og Forhaanelser, fordi vi have sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest deres, som tro. Paabyd og lær dette! Lad ingen ringeagte dig for din Ungdoms Skyld, men bliv et Forbillede for dem, som tro, i Tale, i Vandel, i Kærlighed, i Tro, i Renhed! Indtil jeg kommer, saa giv Agt paa Oplæsningen, Formaningen, Undervisningen. Forsøm ikke den Naadegave, som er i dig, som blev given dig under Profeti med Haandspaalæggelse af de Ældste. Tænk paa dette, lev i dette, for at din Fremgang maa være aabenbar for alle. Giv Agt paa dig selv og paa Undervisningen; hold ved dermed; thi naar du gør dette, skal du frelse baade dig selv og dem, som høre dig.
Første læsning
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt; at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab. Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane. Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd. Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det. Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord. Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus, at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar; at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus; saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen, og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig. Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden. Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde! Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne? Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig. Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider. Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm? Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt. Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer. Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
Morgenbøn — anden læsning
Men han sagde til sine Disciple: „Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse smaa. Vogter paa eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham.‟ Og Apostlene sagde til Herren: „Giv os mere Tro!‟ Men Herren sagde: „Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, naar han kommer hjem fra Marken: Gaa straks hen og sæt dig til Bords? Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadvere, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter maa du spise og drikke? Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke. Saaledes skulle ogsaa I, naar I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort.‟ Og det skete, medens han var paa Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, og de opløftede Røsten og sagde: „Jesus, Mester, forbarm dig over os!‟ Og da han saa dem, sagde han til dem: „Gaar hen og fremstiller eder for Præsterne!‟ Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. Men en af dem vendte tilbage, da han saa, at han var helbredet, og priste Gud med høj Røst. Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. Men Jesus svarede og sagde: „Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?‟ Og han sagde til ham: „Staa op, gaa bort; din Tro har frelst dig!‟ Men da han blev spurgt af Farisæerne om, naar Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: „Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder.‟ Men han sagde til Disciplene: „Der skal komme Dage, da I skulle attraa at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, saa gaar ikke derhen, og løber ikke derefter! Thi ligesom Lynet, naar det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, saaledes skal Menneskesønnen være paa sin Dag. Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. Og som det skete i Noas Dage, saaledes skal det ogsaa være i Menneskesønnens Dage: De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; men paa den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: paa samme Maade skal det være paa den Dag, da Menneskesønnen aabenbares. Paa den Dag skal den, som er paa Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligesaa skal den, som er paa Marken, ikke vende tilbage igen! Kommer Loths Hustru i Hu! Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være paa eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. To Kvinder skulle male paa samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. [To Mænd skulle være paa Marken; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.‟] Og de svare og sige til ham: „Hvor, Herre?‟ Men han sagde til dem: „Hvor Aadselet er, der ville ogsaa Ørnene samle sig.‟
Responsoriesalme
Min Sjæl! lov Herren! Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren hans Gud; som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig; som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver de hungrige Brød; Herren løser de bundne. Herren aabner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfærdige. Herren bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej. Herren skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!
Evangelium
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.‟ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem. Og da han gik ud paa Vejen, løb en hen og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke besvige; ær din Fader og din Moder.‟ Men han sagde til ham: „Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.‟ Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: „Een Ting fattes dig; gaa bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟
Responsoriesalme
En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David. Herre! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig. Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig. Herre! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen. Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig. Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. Herre! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. Hvad Vinding er der i mit Blod, at jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? Herre! hør, og vær mig naadig; Herre! vær min Hjælper. Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener. Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne. Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet. Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt. Han optænker Uret paa sit Leje; han stiller sig paa en Vej, der ikke er god, det onde forkaster han ikke. Herre! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne. Din Retfærdighed er som Gudsbjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre! du frelser Mennesker og Dyr. Gud! hvor dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge. De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk. Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys. Lad din Miskundhed vare ved imod dem, som dig kende, og din Retfærdighed imod de oprigtige af Hjertet. Lad den hovmodiges Fod ikke komme over mig og de ugudeliges Haand ikke bortstøde mig. Hist faldt de, som gjorde Uret; de bleve nedstødte og kunde ikke staa op.
Responsoriesalme
Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig. Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig. Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse. Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede. Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort. Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem. Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel. Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse. Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse. Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham. Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved. De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt. Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm. Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder. Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke. Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig. Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk. Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene. Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag. Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det. Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig. Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre! Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig, at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!‟ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!‟ Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel. Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred. Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.
Aftenbøn — første læsning
Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis. Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv. Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den. Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet. Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op. Mange Mennesker udraabe hver sin Kærlighed; men hvo finder en trofast Mand? Den, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfærdig; lyksalige ere hans Børn efter ham. En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne. Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd? To Slags Vægt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren. Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerning er ret. Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort. Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du mættes af Brød. Det er slet! det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig. Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Læber ere et dyrebart Kar. Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klæder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte. Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus. Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse! Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; og indlad dig ikke med den, som er aabenmundet. Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket. Den Arv, som man i Førstningen higer efter, den skal ikke velsignes paa det sidste. Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig. To Slags Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode. En Mands Gang er at Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej? Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: „Helligt!‟ og først efter Løfterne betænke det. En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem. Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre. Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed. En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar. En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der trænge dybt ind i hans Krop.
Anden læsning
Altsaa retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi ogsaa have faaet Adgang ved Troen til denne Naade, hvori vi staa, og vi rose os af Haab om Guds Herlighed; ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Haab, men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligaand, som blev given os. Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig — for den gode var der jo maaske nogen, som tog sig paa at dø —, men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. Saa meget mere skulle vi altsaa, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. Thi naar vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, ja, ikke det alene, men ogsaa saaledes, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen. Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden saaledes trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; ( thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov; dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede paa den, der skulde komme. Men det er ikke saaledes med Naadegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Naade udbredt sig overflødig, til de mange. Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Naadegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. Thi naar paa Grund af den enes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Naade og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.) Altsaa, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, saaledes ogsaa ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, saa skulle ogsaa ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Naaden end mere overvættes, for at, ligesom Synden herskede ved Døden, saaledes ogsaa Naaden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.
Anden læsning
Gid I vilde finde eder i en Smule Daarskab af mig! Dog, I gøre det jo nok. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, saaledes skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faa en anderledes Aand, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. Thi jeg mener ikke at staa tilbage i noget for de saare store Apostle. Er jeg end ulærd i Tale, saa er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod paa enhver Maade have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. Saa vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. Thi saadanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som paatage sig Skikkelse af Kristi Apostle. Og det er intet Under; thi Satan selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel. Derfor er det ikke noget stort, om ogsaa hans Tjenere paatage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger. Atter siger jeg: Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis saa skal være, saa taaler mig endog som en Daare, for at ogsaa jeg kan rose mig en Smule. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Daarskab, idet jeg tillidsfuldt roser mig. Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil ogsaa jeg rose mig. Gerne finde I eder jo i Daarerne, efterdi I ere kloge. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slaar eder i Ansigtet. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser paa (jeg taler i Daarskab), derpaa trodser ogsaa jeg. Ere de Hebræere? Jeg ogsaa. Ere de Israeliter? Jeg ogsaa. Ere de Abrahams Sæd? Jeg ogsaa. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: Jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, faaet langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. Af Jøder har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre end eet. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt paa Dybet; ofte paa Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer paa Havet, i Farer iblandt falske Brødre; i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. Hvem er skrøbelig, uden at ogsaa jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.
Anden læsning
I elskede! tror ikke enhver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgaaede i Verden. Derpaa kende I Guds Aand: Enhver Aand, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. Og enhver Aand, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Aand, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpaa kende vi Sandhedens Aand og Vildfarelsens Aand.
Anden læsning
I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne; ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn, saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
Evangelium
[Men Jesus gik til Oliebjerget. Og aarle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. Og de sige til ham: „Mester! denne Kvinde er greben i Hor paa fersk Gerning. Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?‟ Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: „Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen paa hende!‟ Og han bøjede sig atter ned og skrev paa Jorden. Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. Men da Jesus rettede sig op og ingen saa uden Kvinden, sagde han til hende: „Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?‟ Men hun sagde: „Herre! ingen.‟ Da sagde Jesus: „Heller ikke jeg fordømmer dig; gaa bort, og synd ikke mere!‟] Jesus talte da atter til dem og sagde: „Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.‟ Da sagde Farisæerne til ham: „Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.‟ Jesus svarede og sagde til dem: „Om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg gaar hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaar hen. I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen. Men om jeg ogsaa dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig. Men ogsaa i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig.‟ Derfor sagde de til ham: „Hvor er din Fader?‟ Jesus svarede: „I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I ogsaa min Fader.‟ Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen. Da sagde han atter til dem: „Jeg gaar bort, og I skulle lede efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme.‟ Da sagde Jøderne: „Mon han vil slaa sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme?‟ Og han sagde til dem: „I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden. Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder.‟ De sagde da til ham: „Hvem er du?‟ Og Jesus sagde til dem: „Just det, som jeg siger eder. Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til Verden.‟ De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen. Da sagde Jesus til dem: „Naar I faa ophøjet Menneskesønnen, da skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, saaledes taler jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg gør altid det, som er ham til Behag.‟ Da han talte dette, troede mange paa ham. Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro paa ham: „Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.‟ De svarede ham: „Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?‟ Jesus svarede dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver den, som gør Synden, er Syndens Træl. Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der til evig Tid. Dersom da Sønnen faar frigjort eder, skulle I være virkelig frie. Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slaa mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos eder. Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; saa gøre ogsaa I det, som I have hørt af eders Fader.‟ De svarede og sagde til ham: „Vor Fader er Abraham.‟ Jesus sagde til dem: „Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gerninger. Men nu søge I at slaa mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke. I gøre eders Faders Gerninger.‟ De sagde da til ham: „Vi ere ikke avlede i Hor; vi have een Fader, Gud.‟ Jesus sagde til dem: „Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udgaaet og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig. Hvorfor forstaa I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord. I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han staar ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader. Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke? Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.‟ Jøderne svarede og sagde til ham: „Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og er besat?‟ Jesus svarede: „Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden.‟ Jøderne sagde til ham: „Nu vide vi, at du er besat; Abraham døde og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed ikke smage Døden. Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? ogsaa Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?‟ Jesus svarede: „Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud. Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg siger: „Jeg kender ham ikke,‟ da bliver jeg en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder hans Ord. Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han saa den og glædede sig.‟ Da sagde Jøderne til ham: „Du er endnu ikke halvtredsindstyve Aar gammel, og du har set Abraham?‟ Jesus sagde til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været.‟ Saa toge de Stene for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen.
Aftenbøn — anden læsning
Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossæ: Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader! Vi takke Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, naar vi bede for eder, da vi have hørt om eders Tro paa Kristus Jesus og den Kærlighed, som I have til alle de hellige paa Grund af det Haab, som er henlagt til eder i Himlene, om hvilket I forud have hørt i Evangeliets Sandheds Ord, der er kommet til eder, ligesom det ogsaa er i den hele Verden, idet det bærer Frugt og vokser, ligesom det ogsaa gør iblandt eder fra den Dag, I hørte og erkendte Guds Naade i Sandhed, saaledes som I have lært af Epafras, vor elskede Medtjener, som er en tro Kristi Tjener for eder, han, som ogsaa gav os eders Kærlighed i Aanden til Kende. Derfor have ogsaa vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære, at I maatte fyldes med Erkendelsen af hans Villie i al Visdom og aandelig Indsigt til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud, idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Udholdenhed og Taalmodighed med Glæde og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse, han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og paa Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til ham; og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestaa ved ham. Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo, og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem paa Jorden eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's Blod. Ogsaa eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag i eders onde Gerninger, har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn, saa sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade eder rokke fra Haabet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis Tjener jeg Paulus er bleven. Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord, den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, men nu er bleven aabenbaret for hans hellige, hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom paa Herlighed iblandt Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Haab, hvem vi forkynde, idet vi paaminde hvert Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert Menneske som fuldkomment i Kristus; hvorpaa jeg ogsaa arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som virker mægtigt i mig.
Evangelium
Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham: „Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham.‟ Johannes svarede og sagde: „Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. I ere selv mine Vidner paa, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Saa er da denne min Glæde bleven fuldkommen. Han bør vokse, men jeg forringes. Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Aanden efter Maal. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. Den, som tror paa Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.‟
Evangelium
Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forraadte ham. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: „Gaar ikke hen paa Hedningers Vej, og gaar ikke ind i Samaritaners By! Men gaar hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus! Men paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær.
Evangelium
Og det skete, da han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: „Herre! lær os at bede, som ogsaa Johannes lærte sine Disciple.‟ Da sagde han til dem: „Naar I bede, da siger: Fader, helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; giv os hver Dag vort daglige Brød; og forlad os vore Synder, thi ogsaa vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!‟ Og han sagde til dem: „Om nogen af eder har en Ven og gaar til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! laan mig tre Brød, efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; og hin saa svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke staa op og give dig det: da, siger jeg eder, om han end ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. Og jeg siger eder: Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op. Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller naar han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? Eller naar han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligaand til dem, som bede ham!‟ Og han uddrev en ond Aand, og den var stum; men det skete, da den onde Aand var udfaren, talte den stumme, og Skarerne forundrede sig. Men nogle af dem sagde: „Ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste, uddriver han de onde Aander.‟ Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen. Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: „Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. Men hvis ogsaa Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestaa? Thi I sige, at jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul. Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. Naar den stærke bevæbnet vogter sin Gaard, bliver det, han ejer, i Fred. Men naar en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. Naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og naar den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. Og naar den kommer, finder den det fejet og prydet. Da gaar den bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første.‟ Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: „Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.‟ Men han sagde: „Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.‟ Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: „Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, saaledes skal ogsaa Menneskesønnen være det for denne Slægt. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men paa Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. Dit Øje er Legemets Lys; naar dit Øje er sundt, er ogsaa hele dit Legeme lyst, men dersom det er daarligt, er ogsaa dit Legeme mørkt. Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. Dersom da hele dit Legeme er lyst, saa at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som naar Lyset bestraaler dig med sin Glans.‟ Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmaaltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords. Men Farisæeren forundrede sig, da han saa, at han ikke toede sig først før Maaltidet. Men Herren sagde til ham: „I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab. I Daarer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke ogsaa det indre? Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, saa ere alle Ting eder rene. Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Haande Urter og forbigaa Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne paa Torvene. Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gaa over dem, vide det ikke.‟ Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: „Mester! idet du siger dette, forhaaner du ogsaa os.‟ Men han sagde: „Ve ogsaa eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder paa, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre. Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel. Altsaa ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge. Derfor har ogsaa Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slaa ihjel og forfølge, for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt, fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt. Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gaaede ind, og dem, som vilde gaa ind, have I forhindret.‟ Og da han var gaaet ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind paa ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting; thi de lurede paa ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.