Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Gid I vilde finde eder i en Smule Daarskab af mig! Dog, I gøre det jo nok. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, saaledes skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faa en anderledes Aand, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. Thi jeg mener ikke at staa tilbage i noget for de saare store Apostle. Er jeg end ulærd i Tale, saa er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod paa enhver Maade have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. Saa vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
Første læsning
I Begyndelsen af Jojakims, Josias's Søns, Judas Konges Regering kom dette Ord til Jeremias fra Herren, saalydende: Saa sagde Herren til mig: Gør dig Baand og Aag, og læg dem paa din Hals, og send dem til Kongen i Edom og til Kongen i Moab og til Ammons Børns Konge og til Kongen i Tyrus og til Kongen i Sidon, ved de Sendebud, som ere komne til Jerusalem, til Zedekias, Judas Konge. Og du skal befale dem at sige saaledes til deres Herrer: Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Saaledes skulle I sige til eders Herrer: Jeg har skabt Jorden, Menneskene og Dyrene, som ere paa Jordens Kreds, ved min store Magt og ved min udrakte Arm; og jeg har givet dem til den, hvem det synes mig ret. Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste. Og alle Folkefærd skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil ogsaa hans eget Lands Tid kommer, da skulle mange Folk og mægtige Konger gøre ham til Træl. Og det skal ske, at naar et Folk og et Rige ikke vil tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og ikke vil bøje sin Hals under Kongen af Babels Aag, da vil jeg hjemsøge dette Folk med Sværdet og med Hungeren og med Pesten, siger Herren, indtil jeg faar gjort Ende paa det ved hans Haand. Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel. Thi de spaa Løgn for eder for at bringe eder langt bort fra eders Land, og for at jeg skal støde eder ud, og at I skulle omkomme. Men det Folk, som bøjer sin Hals under Kongen af Babels Aag og tjener ham, det vil jeg lade blive i sit Land, siger Herren, og det skal dyrke det og bo derudi. Og til Zedekias, Judas Konge, talte jeg efter alle disse Ord og sagde: Bøjer eders Halse under Kongen af Babels Aag, og tjener ham og hans Folk, saa skulle I leve. Hvorfor ville I dø, du og dit Folk, ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten, saaledes som Herren har talt til det Folk, som ikke vil tjene Kongen af Babel? Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder. Thi jeg har ikke sendt dem, siger Herren; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder. Og til Præsterne og til alt dette Folk talte jeg og sagde: Saa siger Herren: Hører ikke paa eders Profeters Ord, de, som spaa for eder og sige: Se, Herrens Hus's Kar skulle nu snart føres tilbage fra Babel; thi de spaa Løgn for eder. Hører ikke paa dem, tjener Kongen af Babel, saa skulle I leve; hvorfor skal denne Stad blive øde? Men dersom de ere Profeter, og dersom Herrens Ord er hos dem, saa lad dem bønfalde den Herre Zebaoth om, at de Kar, som ere blevne tilbage i Herrens Hus og i Judas Konges Hus og i Jerusalem, ikke maa komme til Babel. Thi saa siger den Herre Zebaoth om Støtterne og om Havet og om Stolene og om de øvrige Kar, som ere blevne tilbage i denne Stad, og som Nebukadnezar, Kongen af Babel, ikke har taget, der han bortførte fra Jerusalem til Babel Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og alle de ypperste af Juda og Jerusalem: Ja, saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud, om Karrene, som ere blevne tilbage i Herrens Hus og i Judas Konges Hus og i Jerusalem: De skulle føres til Babel og blive der indtil den Dag, jeg vil se efter dem, siger Herren, og føre dem op og lade dem komme tilbage til dette Sted.
Første læsning
Og Herrens Ord kom til mig saaledes: Hvordan er det med eder, at I bruge dette Ordsprog udi Israels Land og sige: Fædrene æde sure Druer, men Børnenes Tænder bleve ømme? Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre: Det skal ikke ske iblandt eder ydermere, at dette Ordsprog skal bruges i Israel. Se, alle Sjæle, de ere mine, saavel Faderens Sjæl som Sønnens Sjæl, de ere mine: Den Sjæl, som synder, den skal dø. Og naar nogen er retfærdig og gør Ret og Retfærdighed, ikke holder Maaltid paa Bjergene og ikke opløfter sine Øjne til Israels Hus's Afguder og ikke vanærer sin Næstes Hustru og ikke nærmer sig til en Kvinde under hendes Svaghed og ikke forfordeler nogen, men giver sit Pant for en Skyld tilbage, ikke røver Rov, men giver den hungrige sit Brød og bedækker den nøgne med Klæder, ikke laaner Penge ud imod Aager og ikke tager Overgivt, men vender sin Haand fra Uret og gør Ret i Sandhed imellem Mand og Mand og vandrer i mine Skikke og holder mine Bud for at øve Sandhed: — Han, den retfærdige, skal visselig leve, siger den Herre, Herre.
Morgenbøn — første læsning
Og Roboam drog til Sikem; thi al Israel var kommen til Sikem for at gøre ham til Konge. Og det skete, der Jeroboam, Nebats Søn, hørte det — han var endnu i Ægypten, hvorhen han var flygtet fra Kong Salomos Ansigt, og Jeroboam boede i Ægypten, og de sendte hen og kaldte ham — saa kom Jeroboam og al Israels Menighed, og de talte med Roboam og sagde: Din Fader gjorde vort Aag haardt; men gør du os nu din Faders haarde Tjeneste og hans svare Aag, som han lagde paa os, lettere, saa ville vi tjene dig. Og han sagde til dem: Gaar hen endnu i tre Dage, og kommer igen til mig; og Folket gik. Og Kong Roboam raadførte sig med de ældste, som havde staaet for hans Fader Salomos Ansigt, der han var levende, og sagde: Hvorledes raade I at give dette Folk Svar tilbage? Og de sagde til ham saaledes: Dersom du vil være dette Folk til Tjeneste i Dag, og tjene dem og svare dem vel og tale gode Ord til dem, da blive de dine Tjenere alle Dage. Men han forlod de ældstes Raad, som de madede ham, og raadførte sig med de unge, som vare opvoksede med ham, dem som stode for hans Ansigt. Og han sagde til dem: Hvad raade I, at vi skulle give dette Folk for Svar tilbage, som talte til mig, sigende: Gør du os dette Aag lettere, som din Fader lagde paa os? Og de unge, som vare opvoksede med ham, talte til ham, sigende: Saa skal du sige til det Folk, som talte til dig og sagde: Din Fader gjorde vort Aag svart, men gør du os det lettere, saa skal du tale til dem: Min Lillefinger skal være tykkere end min Faders Lænder. Nu da, min Fader lagde eder et svart Aag paa, men jeg, jeg vil gøre eders Aag svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner. Saa kom Jeroboam og alt Folket til Roboam paa den tredje Dag, som Kongen havde talt og sagt: Kommer igen til mig paa den tredje Dag! Og Kongen svarede Folket haardt og forlod de ældstes Raad, som de havde raadet ham. Og han talte til dem efter de unges Raad og sagde: Min Fader gjorde eders Aag svart, men jeg, jeg vil gøre eders Aag svarere; min Fader tugtede eder med Svøber, men jeg, jeg vil tugte eder med Skorpioner. Og Kongen hørte ikke Folket; thi Aarsagen var fra Herren, for at han kunde stadfæste sit Ord, som Herren havde talt ved Siloniteren Ahia til Jeroboam, Nebats Søn. Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi da i David? vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik Israel til sine Telte. Dog Israels Børn, som boede i Judas Stæder, over dem regerede Roboam. Da sendte Kong Roboam Adoram, som var Rentemester, til dem, og al Israel stenede ham med Stene, saa at han døde; men Kong Roboam brugte al sin Styrke til at komme op i Vognen for at fly til Jerusalem. Saa faldt Israel af fra Davids Hus indtil denne Dag. Og det skete, der al Israel hørte, at Jeroboam var kommen tilbage, da sendte de hen og kaldte ham til Menigheden og gjorde ham til Konge over al Israel; der var ingen, som fulgte efter Davids Hus, undtagen Judas Stamme alene. Der Roboam kom til Jerusalem, da samlede han alt Judas Hus og Benjamins Stamme, hundrede og firsindstyve Tusinde udvalgte Krigsmænd, for at stride imod Israels Hus, at føre Riget tilbage til Roboam, Salomos Søn. Men Guds Ord skete til Semaja, den Guds Mand, og sagde: Tal til Roboam, Salomos Søn, Judas Konge, og til al Judas Hus og Benjamin og til det øvrige Folk, og sig: Saaledes sagde Herren: I skulle ikke drage op og ej stride imod eders Brødre, Israels Børn, vender tilbage hver til sit Hus, thi denne Handel er sket af mig; og de adløde Herrens Ord og vendte tilbage for at gaa bort efter Herrens Ord. Og Jeroboam byggede Sikem paa Efraims Bjerg og boede derudi, og han drog ud derfra og byggede Pnuel. Og Jeroboam tænkte i sit Hjerte: Nu maatte Riget vende tilbage til Davids Hus. Dersom dette Folk skal gaa op at gøre Offer i Herrens Hus i Jerusalem, saa maatte dette Folks Hjerte vende tilbage til deres Herre, til Roboam, Judas Konge, ja de maatte slaa mig ihjel og vende tilbage til Roboam, Judas Konge. Derfor holdt Kongen et Raad og gjorde to Guldkalve; og han sagde til dem: Det er eder for meget at gaa op til Jerusalem; se dine Guder, Israel! som førte dig op af Ægyptens Land. Og han satte den ene i Bethel, og den anden satte han i Dan. Og denne Gerning blev til Synd; og Folket lige til Dan gik hen til en af dem. Han gjorde Huset paa Højene og gjorde Præster af Folket i Flæng, som ikke vare af Levi Børn. Og Jeroboam gjorde en Højtid i den ottende Maaned paa den femtende Dag i Maaneden ligesom Højtiden, som var i Juda, og ofrede paa Alteret; saaledes gjorde han i Bethel for at ofre til Kalvene, som han havde gjort; og han beskikkede Præster i Bethel til Højene, som han havde gjort. Og han ofrede paa Alteret, som han havde gjort i Bethel, paa den femtende Dag i den ottende Maaned, i Maaneden, som han havde optænkt af sit eget Hjerte, og gjorde en Højtid for Israels Børn og ofrede paa Alteret til at gøre Røgelse.
Epistel
Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I ogsaa modtoge, i hvilket I ogsaa staa, ved hvilket I ogsaa frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det — ellers troede I forgæves. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg ogsaa har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne; og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.
Første læsning
Vær ikke snar med din Mund, og lad dit Hjerte ikke haste med at fremføre et Ord for Guds Ansigt; thi Gud er i Himmelen og du paa Jorden, derfor lad dine Ord være faa! Thi hvor der er megen Møje, komme Drømme; og hvor der er mange Ord, der hører man Daarens Røst. Naar du lover Gud et Løfte, tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer; hvad du lover, det betal! Det er bedre, at du intet lover, end at du lover og ikke betaler. Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gerning? Thi hvor der er mange Drømme, der er Forfængelighed, og ligesaa, hvor der er mange Ord; men frygt Gud! Dersom du ser, at en fattig fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed krænkes i Landskabet, da forundre dig ikke over den Idræt; thi en Høj er Vogter over en Høj, og den Højeste over dem begge; og en Fordel for Jorden i det Hele er det, at der er en Konge over det dyrkede Land. Hvo der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo som elsker meget Gods, ikke af Indtægt; ogsaa dette er Forfængelighed. Hvor Godset bliver meget, bliver der mange, som fortære det; hvad Fordel er der da for dem, som eje det, uden det, at deres Øjne se derpaa? Hvo der arbejder, ham er Søvnen sød, hvad heller han æder lidet eller meget; men den riges Mættelse tillader ham ej at sove. Der er et slemt Onde, som jeg saa under Solen, at Rigdom bevares af sin Herre til hans egen Ulykke; og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Stræben, saa at, om han avlede en Søn, der ikke bliver noget i hans Haand. Ligesom han udgik af sin Moders Liv, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom; og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand. Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret? Ja, alle sine Dage æder han sit Brød i Mørket, og han har megen Græmmelse tillige med sin Sygdom og Harme. Se her, hvad jeg har set: At det er godt og smukt at æde og drikke og at se godt af alt sit Arbejde, som man arbejder med under Solen i alle sine Levedage, som Gud har givet en; thi det er hans Del; og naar der er et Menneske, som Gud har givet Rigdom og Gods og givet ham Magt at æde deraf og at modtage sin Del og at glæde sig i sit Arbejde: Da er dette en Guds Gave. Thi han vil ikke tænke meget paa sit Livs Dage, efterdi Gud bønhører ham, i hvad der er hans Hjertes Glæde.
Morgenbøn — anden læsning
Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev baaren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. Da han saa Peter og Johannes, idet de vilde gaa ind i Helligdommen, bad han om at faa en Almisse. Da saa Peter tillige med Johannes fast paa ham og sagde: „Se paa os!‟ Og han gav Agt paa dem, efterdi han ventede at faa noget af dem. Men Peter sagde: „Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn staa op og gaa!‟ Og han greb ham ved den højre Haand og rejste ham op. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. Og hele Folket saa ham gaa omkring og love Gud. Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at faa Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslaget sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons. Men da Peter saa det, talte han til Folket: „I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I paa os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gaa? Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder maatte skænkes eder. Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. Og i Troen paa hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Paasyn af eder alle. Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom ogsaa eders Raadsherrer. Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder maa blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn, og han maa sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. Moses sagde: „En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder. Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket.‟ Men ogsaa alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, saa mange som talte, have ogsaa forkyndt disse Dage. I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: „Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes.‟ For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt ham for at velsigne eder, naar enhver af eder vender om fra sin Ondskab.‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Jeg har biet taalmodigt efter Herren, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren. Salig den Mand, som sætter sin Tillid til Herren og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. Herre, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig Ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; Herre! du ved det. Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. Du, Herre! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. Herre! lad det behage dig at udfri mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig. Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig; lad dem altid sige: Herren være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.
Evangelium
Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op! Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret. Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David. Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn! Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op. Thi du har været min Tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden. Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela. Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn. Du vil lægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt! Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham! Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme, en Sang. Gud være os naadig og velsigne os; han lade sit Ansigt lyse for os (Sela), at man maa kende din Vej paa Jorden, din Frelse iblandt alle Hedninger! Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. Folkeslag skulle glæde sig og synge med Fryd; thi du dømmer Folkestammer med Ret, og Folkeslag paa Jorden dem fører du. Sela. Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os. Gud vil velsigne os, og alle Jordens Grænser skulle frygte ham.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Aftenbøn — første læsning
Og se, der kom en Guds Mand af Juda efter Herrens Ord til Bethel, medens Jeroboam stod ved Alteret for at gøre Røgelse. Og han raabte imod Alteret efter Herrens Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde Herren: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal være Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Præster, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbrænde Menneskers Ben paa dig. Og han gav paa den samme Dag et underligt Tegn og sagde: Dette er det underlige Tegn paa, at Herren har talt dette: Se, Alteret skal revne, og Asken, som er derpaa, skal adspredes. Og det skete, der Kongen hørte den Guds Mands Ord, som raabte imod Alteret i Bethel, da rakte Jeroboam sin Haand ud fra Alteret og sagde: Griber ham! og hans Haand visnede, som han udrakte imod ham, saa at han ikke kunde drage den tilbage til sig. Og Alteret revnede, og Asken blev adspredt fra Alteret efter det underlige Tegn, som den Guds Mand havde givet ved Herrens Ord. Da svarede Kongen og sagde til den Guds Mand: Kære, bed ydmygeligt for Herren din Guds Ansigt, og bed for mig, at min Haand maa komme tilbage til mig igen. Da bad den Guds Mand ydmygeligt for Herrens Ansigt, og Kongens Haand kom tilbage til ham og blev, som den var tilforn. Og Kongen sagde til den Guds Mand: Kom hjem med mig, og vederkvæg dig, og jeg vil give dig en Gave. Men den Guds Mand sagde til Kongen: Dersom du vilde give mig Halvdelen af dit Hus, gaar jeg dog ikke med dig, og jeg vil ikke æde Brød og ikke drikke Vand paa dette Sted. Thi det er mig saa budet ved Herrens Ord og sagt: Du skal ikke æde Brød og ej drikke Vand, og du skal ikke vende tilbage ad den Vej, paa hvilken du kom. Og han gik bort ad en anden Vej og vendte ikke tilbage ad den Vej, som han var kommen til Bethel. Og der boede en gammel Profet i Bethel, og hans Søn kom og fortalte ham al den Gerning, som den Guds Mand gjorde den Dag i Bethel, de Ord, som han talte til Kongen, og de fortalte deres Fader dem. Og deres Fader sagde til dem: Hvor er den Vej, han gik ad? thi hans Sønner havde set Vejen, ad hvilken den Guds Mand, som var kommen fra Juda, gik bort. Da sagde han til sine Sønner: Sadler mig Asenet; og de sadlede Asenet til ham, og han red derpaa. Og han drog efter den Guds Mand og fandt ham siddende under Egen og sagde til ham: Er du den Guds Mand, som kom fra Juda? og han sagde: Ja. Da sagde han til ham: Kom hjem med mig og æd Brød! Og han sagde: Jeg kan ikke vende tilbage med dig og komme med dig, jeg vil hverken æde Brød, ej heller drikke Vand med dig paa dette Sted. Thi der skete et Ord til mig ved Herrens Ord: Du skal hverken æde Brød, ej heller drikke Vand der, du skal ikke vende tilbage, at gaa ad den Vej, paa hvilken du kom. Og han sagde til ham: Jeg er og en Profet som du, og en Engel talte med mig ved Herrens Ord og sagde: Før ham tilbage med dig til dit Hus, at han æder Brød og drikker Vand; men han løj for ham. Og han vendte tilbage med ham, og han aad Brød i hans Hus og drak Vand. Og det skete, der de sade til Bords, da skete Herrens Ord til Profeten, som havde ført ham tilbage, og han raabte til den Guds Mand, som var kommen fra Juda, og sagde: Saa sagde Herren: Fordi du har været genstridig imod Herrens Mund og ikke har holdt det Bud, som Herren din Gud bød dig, men du vendte tilbage og aad Brød og drak Vand paa det Sted, om hvilket jeg sagde dig: Du skal hverken æde Brød, ej heller drikke Vand: Derfor skal dit Legeme ikke komme til dine Fædres Grav. Og det skete, efter at han havde ædt Brød, og efter at han havde drukket, da sadlede han Asenet til ham, nemlig til Profeten, som han havde ført tilbage. Saa drog han bort, og en Løve mødte ham paa Vejen og dræbte ham; og hans Legeme var kastet paa Vejen, og Asenet stod hos det, og Løven stod hos Legemet. Og se, Folket som gik der forbi og saa Legemet kastet paa Vejen og Løven staa hos Legemet, de kom og sagde det i Staden, som den gamle Profet boede udi. Der Profeten, som havde ført ham tilbage af Vejen, hørte det, da sagde han: Det er den Guds Mand, som var genstridig imod Herrens Mund, derfor gav Herren ham til Løven, og den sønderrev ham og dræbte ham efter Herrens Ord, som han talte til ham. Og han talte til sine Sønner og sagde: Sadler mig Asenet; og de sadlede det. Og han drog hen og fandt hans Legeme kastet paa Vejen og Asenet og Løven staaende hos Legemet; Løven havde ikke ædt Legemet og ikke sønderrevet Asenet. Da tog Profeten den Guds Mands Legeme op og lagde det paa Asenet og førte det tilbage; saa kom den gamle Profet til Staden for at begræde og begrave ham. Og han lagde hans Legeme i sin egen Grav, og de begræd ham, sigende: Ak, min Broder! Og det skete, efter at han havde begravet ham, da sagde han til sine Sønner: Naar jeg dør, da skulle I begrave mig i Graven, i hvilken den Guds Mand er begraven: Lægger mine Ben hos hans Ben! Thi det Ord skal vist ske, som han raabte efter Herrens Ord imod Alteret, som er i Bethel, og imod alle Huse paa Højene, som ere i Samarias Stæder. Efter denne Handel vendte Jeroboam ikke om fra sin onde Vej; men han vendte om og gjorde Højenes Præster af Folket i Flæng; hvem der havde Lyst, hans Haand fyldte han, og de bleve Præster paa Højene. Og denne Gerning blev Jeroboams Hus til Synd, saa at det skulde udslettes og udryddes af Jorderige.
Anden læsning
I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det saadan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, maatte udstødes af eders Midte! Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som paa saadan Vis har bedrevet dette, at, naar i vor Herres Jesu Navn I og min Aand ere forsamlede, saa med vor Herres Jesu Kraft at overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang, for at Aanden kan frelses paa den Herres Jesu Dag. Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede; thi ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus. Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød. Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, — ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I jo gaa ud af Verden. Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en saadan. Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? Men dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer den onde fra eder selv!
Anden læsning
Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og Kristus Jesus, vort Haab, til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Naade, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre! Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg drog til Makedonien, for at du skulde paabyde visse Folk ikke at føre fremmed Lære og ikke at agte paa Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere fremme Stridigheder end Guds Husholdning i Tro. Men Paabudets Endemaal er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro, hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende Snak, idet de ville være Lovlærere uden at forstaa, hverken hvad de sige, eller hvorom de udtale sig saa sikkert. Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt, idet man ved dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet dei er imod den sunde Lære, efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet. Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en Tjeneste, skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro. Ja, vor Herres Naade viste sig overvættes rig med Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den største. Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde paa mig som den første vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede paa dem, som skulle tro paa ham til evigt Liv. Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen. Dette Paabud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud paa Troen; iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.
Anden læsning
Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev baaren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. Da han saa Peter og Johannes, idet de vilde gaa ind i Helligdommen, bad han om at faa en Almisse. Da saa Peter tillige med Johannes fast paa ham og sagde: „Se paa os!‟ Og han gav Agt paa dem, efterdi han ventede at faa noget af dem. Men Peter sagde: „Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn staa op og gaa!‟ Og han greb ham ved den højre Haand og rejste ham op. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. Og hele Folket saa ham gaa omkring og love Gud. Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at faa Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
Anden læsning
De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. Thi Skriften siger: „Du maa ikke binde Munden til paa en Okse, som tærsker‟; og: „Arbejderen er sin Løn værd.‟ Tag ikke imod noget Klagemaal imod en Ældste, uden efter to eller tre Vidner. Dem, som synde, irettesæt dem for alles Aasyn, for at ogsaa de andre maa have Frygt. Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles Aasyn, at du vogter paa dette uden Partiskhed, saa du intet gør efter Tilbøjelighed. Vær ikke hastig til at lægge Hænder paa nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder; hold dig selv ren! Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og dine jævnlige Svagheder. Nogle Menneskers Synder ere aabenbare og gaa forud til Dom; men for nogle følge de ogsaa bagefter. Ligeledes ere ogsaa de gode Gerninger aabenbare, og de, som det forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules.
Evangelium
I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvem er da den største i Himmeriges Rige?‟ Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem og sagde: „Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. Og den, som modtager et eneste saadant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig. Men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog, ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer! Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gaa lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gaa enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild. Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse smaa; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. [Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.] Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Faar, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og gaar ud i Bjergene og leder efter det vildfarende? Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild. Saaledes er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse smaa skal fortabes. Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟ Da traadte Peter frem og sagde til ham: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han synder imod mig? mon indtil syv Gange?‟ Jesus siger til ham: „Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange. Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham. Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales. Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig det alt sammen. Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden. Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat paa ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig! Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. Da nu hans Medtjenere saa det, som skete, bleve de saare bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket. Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig. Burde ikke ogsaa du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig. Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde faa betalt alt det, han var ham skyldig. Saaledes skal ogsaa min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder.‟
Aftenbøn — anden læsning
Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: Vi have en saadan Ypperstepræst, der har taget Sæde paa højre Side af Majestætens Trone i Himlene som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske. Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at ogsaa denne maa have noget at frembære. Dersom han nu var paa Jorden, da var han ikke engang Præst, efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven; hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, saaledes som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde indrette Tabernakelet: „Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig paa Bjerget.‟ Men nu har han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han ogsaa er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet paa bedre Forjættelser. Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive søgt Sted for en anden. Thi dadlende siger han til dem: „Se, der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus; ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, da jeg tog dem ved Haanden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, og jeg brød ‟mig ikke om dem, siger Herren. Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste indtil den største iblandt dem. Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder.‟ Naar han siger: „En ny‟, har han erklæret den første for gammel; men det, som bliver gammelt og ældes, er nær ved at forsvinde.
Evangelium
Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, den Sandhedens Aand, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulle leve. Paa den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder. Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.‟ Judas (ikke Iskariot) siger til ham: „Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os og ikke for Verden?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig. Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. Men Talsmanden, den Helligaand, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg gaar bort og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg gaar til Faderen; thi Faderen er større end jeg. Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, naar det er sket. Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; men for at Verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør saaledes, som Faderen har befalet mig: saa staar nu op, lader os gaa herfra!‟
Evangelium
Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, raabte og sagde: „Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Aand.‟ Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til, bade ham og sagde: „Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.‟ Men han svarede og sagde: „Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus.‟ Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: „Herre, hjælp mig!‟ Men han svarede og sagde: „Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟ Men hun sagde: „Jo, Herre! de smaa Hunde æde jo dog ogsaa af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.‟ Da svarede Jesus og sagde til hende: „O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!‟ Og hendes Datter blev helbredet fra samme Time.
Evangelium
Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. Og se, de bare til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: „Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig.‟ Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: „Denne taler bespotteligt.‟ Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: „Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ da siger han til den værkbrudne: „Staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟ Og han stod op og gik bort til sit Hus. Men da Skarerne saa det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt. Og da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham. Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: „Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?‟ Men da Jesus hørte det, sagde han: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟ Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.‟ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.‟ Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.‟ Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.‟ Og de lo ad ham. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op. Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn. Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som raabte og sagde: „Forbarm dig over os, du Davids Søn!‟ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: „Tro I, at jeg kan gøre dette?‟ De sige til ham: „Ja, Herre!‟ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: „Det ske eder efter eders Tro!‟ Og deres Øjne bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: „Ser til, lad ingen faa det at vide.‟ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. Og da den onde Aand var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: „Aldrig er saadant set i Israel.‟ Men Farisæerne sagde: „Ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. Men da han saa Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Faar, der ikke have Hyrde. Da siger han til sine Disciple: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.