Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde aabenbares, saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus. Thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. Men naar I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.
Første læsning
Og det skete i den syvende Maaned, at Ismael, Nethanjas Søn, Elisamas Sønnesøn, der var af kongelig Byrd og en af Kongens Stormænd, og ti Mænd med ham kom til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa; og de aade der Brød med hverandre i Mizpa. Og Ismael, Nethanjas Søn, han og de ti Mænd, som vare med ham, stode op og sloge Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, med Sværdet, og de dræbte ham, hvem Kongen af Babel havde sat over Landet. Og alle Jøderne, som vare hos ham, nemlig hos Gedalia i Mizpa, og Kaldæerne, som fandtes der, nemlig Krigsmændene, dem slog Ismael ihjel. Og det skete den anden Dag, efter at han havde dræbt Gedalia, og ingen vidste det, at der kom Mænd fra Sikem, fra Silo og fra Samaria, firsindstyve Mænd med afraget Skæg og sønderrevne Klæder og med Saar, de havde tilføjet sig; og de havde Madoffer og Virak i deres Haand for at bringe det til Herrens Hus. Og Ismael, Nethanjas Søn, gik ud dem i Møde fra Mizpa, idet han græd, som han vedblev at gaa frem; og der han mødte dem, da sagde han til dem i Kommer til Gedalia, Ahikams Søn. Og det skete, der de kom midt i Staden, da myrdede Ismael, Nethanjas Søn, dem, og kastede dem i Kulen, han og de Mænd, som vare med ham. Men der fandtes ti Mænd iblandt dem, som sagde til Ismael: Dræb os ikke, thi vi have Skatte skjulte i Ageren, Hvede og Byg og Olie og Honning; saa lod han dem være og dræbte dem ikke midt iblandt deres Brødre. Og den Kule, hvori Ismael kastede alle de døde Kroppe af de Mænd, som han havde ihjelslaaet tillige med Gedalia, var den, som Kong Asa havde ladet gøre imod Baesa, Israels Konge; den fyldte Ismael, Nethanjas Søn, med de ihjelslagne. Og Ismael bortførte som Fanger alle de overblevne af Folket, som vare i Mizpa, Kongens Døtre og alt Folket, som var blevet tilbage i Mizpa, hvilke Nebusar-Adan, den øverste for Drabanterne, havde betroet Gedalia, Ahikams Søn; dem bortførte Ismael, Nethanjas Søn, som Fanger og gik sin Vej for at drage over til Ammons Børn. Der Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare med ham, hørte alt det onde, som Ismael, Nethanjas Søn, havde gjort, da toge de alle Mændene til sig og droge hen for at stride imod Ismael, Nethanjas Søn; og de fandt ham ved det store Vand, som er i Gibeon. Og det skete, der alt Folket, som var hos Ismael, saa Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare hos ham, da bleve de glade. Og alt Folket, som Ismael havde ført fangen bort fra Mizpa, vendte sig om, og de droge tilbage og gik hen til Johanan, Kareaks Søn. Og Ismael, Nethanjas Søn, med otte Mænd undkom fra Johanan og drog til Ammons Børn. Da tog Johanan, Kareaks Søn, og alle de Høvedsmænd for Hæren, som vare hos ham, alle de overblevne af Folket bort fra Mizpa, dem, som han havde ført tilbage fra Ismael, Nethanjas Søn, efter at denne havde ihjelslaget Gedalia, Ahikams Søn: Vældige, Krigsmænd og Kvinder og smaa Børn og Hofmænd, som han havde ført tilbage fra Gibeon. Og de droge af Sted og bleve i Kimhams Herberge, som var ved Bethlehem, for at drage videre og komme til Ægypten, for Kaldæernes Skyld; thi de frygtede for dem, fordi Ismael, Nethanjas Søn, havde slaget Gedalia, Ahikams Søn, ihjel, hvem Kongen af Babel havde beskikket over Landet.
Første læsning
Herrens Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, var Konge i Israel. Der Herren begyndte at tale ved Hoseas, da sagde Herren til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra Herren. Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn. Og Herren sagde til ham: Kald hans Navn Jisreel; thi endnu en lille Stund, saa vil jeg hjemsøge Jisreels Blodskyld over Jehus Hus og gøre Ende paa Israels Hus's Rige. Og det skal ske paa denne Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal. Og hun undfangede atter og fødte en Datter; og han sagde til ham: Kald hendes Navn Lo-Rukama; thi jeg vil ikke ydermere forbarme mig over Israels Hus, saa at jeg skulde tilgive dem. Dog vil jeg forbarme mig over Judas Hus og frelse dem ved Herren deres Gud; men jeg vil ikke frelse dem ved Bue eller ved Sværd eller ved Krig, ved Heste eller ved Ryttere. Og hun afvante Lo-Rukama, og hun undfangede og fødte en Søn. Og han sagde: Kald hans Navn Lo-Ammi; thi I ere ikke mit Folk, og jeg vil ikke være eders. Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem: Den levende Guds Børn. Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og sætte sig eet Overhoved og drage op af Landet; thi stor er Jisreels Dag.
Morgenbøn — første læsning
Og de sade stille tre Aar; der var ingen Krig imellem Syrerne og Israel. Men det skete i det tredje Aar, da drog Josafat, Judas Konge, ned til Israels Konge. Og Israels Konge sagde til sine Tjenere: Vide I, at Ramoth i Gilead hører os til? og vi tie stille om at tage den tilbage af Syriens Konges Haand! Derefter sagde han til Josafat: Vil du drage med mig til Krig imod Ramoth i Gilead? og Josafat sagde til Israels Konge: Jeg vil være som du, mit Folk skal være som dit Folk, mine Heste som dine Heste. Fremdeles sagde Josafat til Israels Konge: Kære, adspørg i Dag Herrens Ord! Da samlede Israels Konge Profeterne, ved fire Hundrede Mænd, og sagde til dem: Skal jeg drage til Krig imod Ramoth i Gilead eller lade det være? og de sagde: Drag op, og Herren skal give den i Kongens Haand. Men Josafat sagde: Er her ikke endnu en Herrens Profet, at vi kunde spørge ham ad? Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge Herren, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa! Da kaldte Israels Konge ad en af Kammertjenerne og sagde: Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn! Og Israels Konge og Josafat, Judas Konge, sade hver paa sin Trone, iførte Kongedragt, paa en fri Plads ved Indgangen til Samarias Port, og alle Profeterne spaaede for deres Ansigt. Og Zedekia, Knaanas Søn, havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Saaledes sagde Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes. Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op imod Ramoth i Gilead og vær lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Haand. Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt! Da sagde Mika: Saa vist som Herren lever, det som Herren siger mig, det vil jeg tale. Og han kom til Kongen, og Kongen sagde til ham: Mika! skulle vi drage imod Ramoth i Gilead til Krig eller lade være? Og han sagde til ham: Drag op og vær lykkelig, og Herren skal give den i Kongens Haand. Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i Herrens Navn? Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene ligesom Faarene, der ingen Hyrde have; og Herren sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage hver til sit Hus med Fred! Da sagde Israels Konge til Josafat: Har jeg ikke sagt dig: Han spaar mig ikke godt, men ondt? Og han sagde: Hør derfor Herrens Ord: Jeg saa Herren sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side. Og Herren sagde: Hvo vil overtale Akab, at han skal drage op og falde ved Ramoth i Gilead? og den ene sagde saa, og den anden sagde saa. Da gik en Aand ud og stod for Herrens Ansigt og sagde: Jeg vil overtale ham; og Herren sagde til ham: Hvormed? Og han sagde: Jeg vil gaa ud og være en løgnagtig Aand i alle hans Profeters Mund; og han sagde: Du skal overtale ham, ja ogsaa formaa det; gak ud og gør saa! Og nu, se, Herren har givet en løgnagtig Aand i alle disse dine Profeters Mund; men Herren har talt ondt over dig. Da gik Zedekia, Knaanas Søn, frem og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvorledes? er Herrens Aand gaaet over fra mig for at tale med dig? Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer til et andet for at skjule dig. Da sagde Israels Konge: Tag Mika og før ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn. Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand, indtil jeg kommer med Fred. Og Mika sagde: Dersom du kommer tilbage med Fred, da har Herren ikke talt ved mig; og han sagde: Hører, I Folk alle sammen! Saa drog Israels Konge og Josafat, Judas Konge, op imod Ramoth i Gilead. Og Israels Konge sagde til Josafat: Jeg vil forklæde mig og saa gaa i Kampen, men tag du dine egne Klæder paa; og Israels Konge forklædte sig og gik i Slaget. Men Kongen af Syrien bød sine to og tredive øverste for Vognene og sagde: I skulle ikke stride imod liden eller stor, uden imod Israels Konge alene. Og det skete, der de øverste for Vognene saa Josafat, da sagde de: Han er visselig Israels Konge, og de bøjede af for at stride imod ham. Da raabte Josafat. Og det skete, der de øverste for Vognene saa, at han ikke var Israels Konge, da vendte de tilbage fra ham. Og en Mand spændte Buen paa Lykke og Fromme og skød Israels Konge mellem Remmene og Panseret; da sagde denne til sin Køresvend: Vend din Haand om og før mig ud af Hæren; thi jeg er saaret. Og Kampen tog til paa den samme Dag, og Kongen blev holdt staaende i Vognen over for Syrerne, og han døde om Aftenen, og Blodet flød af Saaret midt i Vognen. Og man udraabte igennem Lejren, der Solen gik ned, og sagde: Hver gaa til sin Stad og hver til sit Land! Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria. Og man skyllede Vognen ved Samarias Dam; og Hundene slikkede hans Blod, hvor Skøgerne badede sig, efter Herrens Ord, som han havde talt. Men det øvrige af Akabs Handeler, og alt det han gjorde, og om det Elfenbens Hus, som han byggede, og om alle Stæderne, som han byggede, er det ikke skrevet i Israels Kongers Krønikers Bog? Og Akab laa med sine Fædre, og Ahasia, hans Søn, blev Konge i hans Sted. Og Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Akabs, Israels Konges, fjerde Aar. Josafat var fem og tredive Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fem og tyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Asuba, Silhis Datter. Og han vandrede i alle sin Fader Asas Veje og veg ikke derfra, men gjorde det, som var ret for Herrens Øjne. Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene. Og Josafat holdt Fred med Israels Konge. Men det øvrige af Josafats Handeler og hans Magt, hvilken han skaffede sig, og hvorledes han har stridt, er det ikke skrevet i Judas Kongers Krønikers Bog? Og de øvrige af Skørlevnerne, som vare blevne tilbage fra Asas, hans Faders, Dage, borttog han af Landet. Og der var ingen Konge i Edom; men en Befalingsmand var Konge. Og Josafat havde ti Tharsisskibe, som skulde drage til Ofir efter Guld; men de droge ikke derhen, thi Skibene bleve sønderslagne i Ezion-Geber. Da sagde Ahasia, Akabs Søn, til Josafat: Lad mine Tjenere fare med dine Tjenere paa Skibene; men Josafat vilde ikke. Og Josafat laa med sine Fædre og blev begraven med sine Fædre i Davids, sin Faders, Stad; og Joram, hans Søn, blev Konge i hans Sted. Ahasia, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria udi Josafats, Judas Konges, syttende Aar og var Konge over Israel to Aar. Og han gjorde det, som ondt var for Herrens Øjne, og vandrede i sin Faders Vej og i sin Moders Vej og i Jeroboams, Nebats Søns, Vej, hans, som kom Israel tir at synde. Og han tjente Baal og tilbad ham og opirrede Herren, Israels Gud, alt ligesom hans Fader gjorde.
Epistel
Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: „Og Sædene‟, som om mange, men som om een: „Og din Sæd‟, hvilken er Kristus. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet. Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse. Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro paa Jesus Kristus gives dem, som tro.
Første læsning
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage? Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn, saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til. Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket. Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker. Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab. Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt. Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes. En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere. Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed. Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig? Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage, da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig, saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler. Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed! Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte? og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik? Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt? Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde? Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
Morgenbøn — anden læsning
Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og paa tre Sabbater samtalte han med dem ud fra Skrifterne, idet han udlagde og forklarede, at Kristus maatte lide og opstaa fra de døde, og han sagde: „Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus.‟ Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde af de gudfrygtige Grækere og ikke faa af de fornemste Kvinder. Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne paa Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket. Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og raabte: „Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere ogsaa komne hid; dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus.‟ Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem. Men Brødrene sendte straks om Natten baade Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil, gik de ind i Jødernes Synagoge. Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig saaledes. Saa troede da mange af dem og ikke faa af de fornemme græske Kvinder og Mænd. Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus ogsaa i Berøa, kom de og vakte ogsaa der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne. Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage. Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have faaet det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. Medens nu Paulus ventede paa dem i Athen, harmedes hans Aand i ham, da han saa, at Byen var fuld af Afgudsbilleder. Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa. Men ogsaa nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: „Hvad vil denne Ordgyder sige?‟ men andre: „Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;‟ fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen. Og de toge ham og førte ham op paa Areopagus og sagde: „Kunne vi faa at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om? Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde.‟ Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. Men Paulus stod frem midt paa Areopagus og sagde: „I atheniensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Maader ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg ogsaa et Alter, paa hvilket der var skrevet: „For en ukendt Gud.‟ Det, som I saaledes dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Aande og alle Ting. Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod paa hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig, for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; thi i ham leve og røres og ere vi, som ogsaa nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo ogsaa hans Slægt. Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed. Efter at Gud altsaa har baaret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene, at de alle og alle Vegne skulle omvende sig. Thi han har fastsat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde.‟ Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: „Vi ville atter høre dig om dette.‟ Saaledes gik Paulus ud fra dem. Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke ogsaa var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Evangelium
Og det skete, medens han var paa Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, og de opløftede Røsten og sagde: „Jesus, Mester, forbarm dig over os!‟ Og da han saa dem, sagde han til dem: „Gaar hen og fremstiller eder for Præsterne!‟ Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. Men en af dem vendte tilbage, da han saa, at han var helbredet, og priste Gud med høj Røst. Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. Men Jesus svarede og sagde: „Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?‟ Og han sagde til ham: „Staa op, gaa bort; din Tro har frelst dig!‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; en Psalme af Asaf, en Sang. Vi takke dig, Gud! vi takke, og nær er dit Navn; man fortæller dine underfulde Gerninger. Thi „jeg vil gribe den bestemte Tid, jeg vil dømme med Retfærdighed, Hensmeltede end Jorden og alle dens Beboere, jeg har dog sat dens Piller fast‟. Sela. Jeg sagde til Daarerne: Værer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn! Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke! Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken; men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden. Thi der er et Bæger i Herrens Haand med skummende Vin; det er fuldt af blandet Vin, og han skænker ud deraf; men Bærmen deraf maa de indsuge og drikke, alle de ugudelige paa Jorden. Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfærdiges Horn skal ophøjes.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf. Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud! Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalteren hid! Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag! Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud. Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte: „Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bærekurven. Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. Sela. Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig. Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede andre Folks Gud. Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig. Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad. Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje! Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere. De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, ja, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe‟.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme. Du Israels Hyrde! vend dine Øren hid, du, der leder Josef som en Hjord, du, som sidder over Keruber, aabenbar dig herligt! Rejs din Magt for Efraim og Benjamin og Manasse og kom os til Frelse! Gud! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste! Herre, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn? Du har bespist dem med Taarebrød og givet dem Taarer at drikke i fulde Maal. Du sætter os til en Trætte for vore Naboer, og vore Fjender spotte os. Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. Du førte en Vinstok fra Ægypten, du uddrev Hedningerne og plantede den. Du ryddede for den, og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre. Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den? Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afæde den. Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig. Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel. Lad din Haand være over, din højre Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du gjorde stærk for dig. Saa ville vi ikke vige fra dig; lad du os leve, og vi ville paakalde dit Navn. Herre, Gud Zebaoth; hjælp os op igen, lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
Aftenbøn — første læsning
Og det skete, der Herren vilde hente Elias op til Himmelen i en Storm, da gik Elias og Elisa fra Gilgal. Og Elias sagde til Elisa: Kære, bliv her; thi Herren sendte mig til Bethel; men Elisa sagde: Saa vist som Herren lever og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom ned til Bethel. Da gik Profeternes Børn, som vare i Bethel, ud til Elisa og sagde til ham: Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved? og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier! Og Elias sagde til ham: Elisa, kære, bliv her, thi Herren har sendt mig til Jeriko; men han sagde: Saa vist som Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de kom til Jeriko. Og Profeternes Børn, som vare i Jeriko, gik frem til Elisa og sagde til ham: Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre fra dit Hoved? og han sagde: Jeg ved det ogsaa, tier! Og Elias sagde til ham: Kære, bliv her, thi Herren har sendt mig til Jordanen; men han sagde: Saa vist som Herren lever, og din Sjæl lever, jeg forlader dig ikke; og de gik begge sammen. Og halvtredsindstyve Mænd af Profeternes Børn gik frem og stode tværs overfor langtfra; men de stode begge ved Jordanen. Da tog Elias sin Kappe og svøbte den sammen og slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og de gik begge igennem paa det tørre. Og det skete, der de kom over, da sagde Elias til Elisa: Bed, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg tages fra dig; og Elisa sagde: Kære, at der maa være to Dele af din Aand over mig! Og han sagde: Du har bedet om en svar Ting; dog, dersom du ser mig, naar jeg tages fra dig, skal det ske dig saa, men hvis ikke, da sker det ikke. Og det skete, der de gik videre og talte, se, da kom der en gloende Vogn og gloende Heste, og de gjorde Skilsmisse imellem dem begge, og Elias for op i en Storm til Himmelen. Og Elisa saa det, og han raabte: Min Fader, min Fader, Israels Vogne og hans Ryttere! og han saa ham ikke ydermere, og han tog fat i sine Klæder og rev dem i to Stykker. Og han tog Elias's Kappe op, som var falden af ham, og vendte tilbage og stod ved Jordanens Bred. Og han tog Elias's Kappe, som var falden af ham, og slog Vandet og sagde: Hvor er Herren, Elias's Gud? ja hvor er han? og han slog Vandet, og det skiltes ad til begge Sider, og Elisa gik over. Og der Profeternes Børn, som vare i Jeriko tværs overfor, saa det, da sagde de: Elias's Aand hviler paa Elisa; og de gik ham i Møde, og de bøjede sig ned for ham imod Jorden. Og de sagde til ham: Kære, se, her er halvtredsindstyve Mænd iblandt dine Tjenere, stærke Folk; lad dem dog gaa og lede efter din Herre, maaske Herrens Aand har optaget ham og kastet ham paa et af Bjergene eller i en af Dalene; men han sagde: Lader dem ikke gaa!
Anden læsning
Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, idet det ligger klart for Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa Stentavler, men paa Hjerters Kødtavler. Men en saadan Tillid have vi til Gud ved Kristus, ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, som ogsaa gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Aandens; thi Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. Men naar Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Stene, fremtraadte i Herlighed, saa at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet paa Mose Ansigt paa Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, hvorledes skal da ikke Aandens Tjeneste end mere være i Herlighed? Thi naar Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig paa Herlighed. Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. Thi naar det, der forsvandt, fremtraadte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. Efterdi vi altsaa have et saadant Haab, gaa vi frem med stor Frimodighed og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet paa, at det, der forsvandt, fik Ende. Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, naar Moses oplæses; naar de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, er der Frihed. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, saasom det er fra Aandens Herre.
Anden læsning
Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden; han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje, idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag?‟ og fremdeles: „Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?‟ Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: „Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.‟ Og om Englene hedder det: „Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue‟; men om Sønnen: „Din Trone, o Gud! staar i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.‟ Og: „Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. De skulle forgaa, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine Aar skulle ikke faa Ende.‟ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: „Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder?‟ Ere de ikke alle tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?
Anden læsning
Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde modtaget Guds Ord. Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde: „Du er gaaet ind til uomskaarne Mænd og har spist med dem.‟ Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde: „Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg saa i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. Jeg stirrede paa den og betragtede den og saa da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. Og jeg hørte ogsaa en Røst, som sagde til mig: Staa op, Peter, slagt og spis! Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund. Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt! Og dette skete tre Gange; saa blev det igen alt sammen draget op til Himmelen. Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea. Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaa med dem uden at gøre Forskel. Men ogsaa disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus. Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen staa i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente! Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses. Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligaand paa dem ligesom ogsaa paa os i Begyndelsen. Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligaand. Naar altsaa Gud gav dem lige Gave med os, da de troede paa den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?‟ Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: „Saa har Gud ogsaa givet Hedningerne Omvendelsen til Liv.‟
Anden læsning
Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Aasyn, som skal dømme levende og døde, og ved hans Aabenbarelse og hans Rige: Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf, forman med al Langmodighed og Belæring! Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren, og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til Fablerne. Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!
Evangelium
Og han begyndte atter at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa at han maatte gaa om Bord og sætte sig i et Skib paa Søen; og hele Skaren var paa Land ved Søen. Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: „Hører til: Se, en Sædemand gik ud at saa. Og det skete, idet han saaede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og aade det op. Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold.‟ Og han sagde: „Den, som har Øren at høre med, han høre!‟ Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. Og han sagde til dem: „Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstaa, for at de ikke skulle omvende sig og faa Forladelse.‟ Og han siger til dem: „Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstaa alle de andre Lignelser? Sædemanden saar Ordet. Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er saaet i dem. Og ligeledes de, som blive saaede paa Stengrunden, det er dem, som, naar de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. Og andre ere de, som blive saaede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet, og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. Og de, der bleve saaede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.‟ Og han sagde til dem: „Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen? Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟ Og han sagde til dem: „Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.‟ Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset; men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.‟ Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden, og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.‟ Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple. Og paa den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: „Lader os fare over til hin Side!‟ Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som han sad i Skibet; men der var ogsaa andre Skibe med ham. Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, saa at Skibet allerede var ved at fyldes. Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: „Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgaa?‟ Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: „Ti, vær stille!‟ og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I saa bange? Hvorfor have I ikke Tro?‟ Og de frygtede saare og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden baade Vinden og Søen ere ham lydige?‟
Aftenbøn — anden læsning
Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, saa skulle ogsaa I væbne eder med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op med Synd), saa at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter Menneskers Lyster, men efter Guds Villie. Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir, Drik og skammelig Afgudsdyrkelse; hvorfor de forundre sig og spotte, naar I ikke løbe med til den samme Ryggesløshedens Pøl; men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme levende og døde. Thi derfor blev Evangeliet forkyndt ogsaa for døde, for at de vel skulde være dømte paa Menneskers Vis i Kødet, men leve paa Guds Vis i Aanden. Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor aarvaagne og ædrue til Bønner! Haver fremfor alt en inderlig, Kærlighed til hverandre; thi „Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder.‟ Værer gæstfrie imod hverandre uden Knurren. Eftersom enhver har faaet en Naadegave, skulle I tjene hverandre dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Naade. Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud maa æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen. I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget underligt; men glæder eder i samme Maal, som I have Del i Kristi Lidelser, for at I ogsaa kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds Aabenbarelse. Dersom I haanes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi Herlighedens og Guds Aand hviler over eder. Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager; men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise Gud for dette Navn! Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus; men begynder den først med os, hvad Ende vil det da faa med dem, som ere genstridige imod Guds Evangelium? Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor skal da den ugudelige og Synderen blive af? Derfor skulle ogsaa de, som lide efter Guds Villie, befale den trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.
Evangelium
Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. Og de sige til hende: „Kvinde! hvorfor græder du?‟ Hun siger til dem: „Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.‟ Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus staa der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus siger til hende: „Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?‟ Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: „Herre! dersom du har baaret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham.‟ Jesus siger til hende: „Maria!‟ Hun vender sig om og siger til ham paa Hebraisk: „Rabbuni!‟ hvilket betyder Mester. Jesus siger til hende: „Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gaa til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud.‟ Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: „Jeg har set Herren,‟ og at han havde sagt hende dette.
Evangelium
Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟
Evangelium
Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: „Paa Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem paa Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne paa deres Klæder store. Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Maaltiderne og paa de fornemste Pladser i Synagogerne og lade sig hilse paa Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. Og I skulle ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes. Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaa ikke derind, og dem, som ville gaa ind, tillade I det ikke. [Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede paa Skrømt længe; derfor skulle I faa des haardere Dom.] Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og naar han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa slemt, som I selv ere. Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet. I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet? Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpaa, han er forpligtet. I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven? Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpaa. Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri. Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder paa den. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen! Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet, men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at ogsaa det udvendige af dem kan blive rent. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed. Saaledes synes ogsaa I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige: Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod. Altsaa give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslaaet Profeterne. Saa gører da ogsaa I eders Fædres Maal fuldt! I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom? Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. Se, eders Hus lades eder øde! Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.