Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Og det skete, der Menneskene havde begyndt at formeres paa Jorden, og Døtre fødtes dem, da saa Guds Sønner Menneskens Døtre, at de vare skønne, og toge sig Hustruer af alle, hvilke de valgte. Da sagde Herren: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar. Paa den Tid vare Kæmper paa Jorden, ja ogsaa efter at Guds Sønner vare indgangne til Menneskens Døtre og havde avlet sig Børn; disse ere de vældige, hvilke fra fordums Tid have været navnkundige Mænd. Og Herren saa, at Menneskets Ondskab var stor paa Jorden, og at alt hans Hjertes Tankers Paafund var ikkun ondt hver Dag. Da angrede Herren, at han havde gjort Mennesket paa Jorden, og det bedrøvede ham i hans Hjerte. Og Herren sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem. Men Noa fandt Naade for Herrens Øjne. Disse ere Noas Slægter. Noa, en retfærdig Mand, var ustraffelig i sin Tid, Noa vandrede med Gud. Og Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden. Gør dig en Ark af Gofertræ; gør Rum i Arken, og beg den inden og udentil med Beg. Og denne er Maaden, efter hvilken du skal gøre den: Tre Hundrede Alen skal Arkens Længde være, halvtredsindstyve Alen dens Bredde og tredive Alen dens Højde. Du skal gøre et Vindue paa Arken, og oventil skal du fuldkomme den til en Alen, og Arkens Dør skal du sætte paa dens Side; du skal gøre den med et nederste, et mellemste og et tredje Loft. Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs Aande i sig under Himmelen; alt det, som er paa Jorden, skal udaande. Men med dig opretter jeg min Pagt; og du skal gaa i Arken, du og dine Sønner og din Hustru og dine Sønners Hustruer med dig. Og af alt det, som lever, af alt Kød, et Par af hver Slags skal du indføre i Arken, at lade leve med dig; Han og Hun skal det være. Af Fuglene efter deres Slags og af Kvæget efter deres Slags, af alle Haande Kryb paa Jorden efter deres Slags; et Par af hvert skal gaa ind til dig, at de maa leve. Og tag du dig af alle Haande Føde, som ædes, og samle til dig, at det maa blive dig og dem til Næring. Og Noa gjorde det, efter alt det, som Gud havde befalet ham, saaledes gjorde han.
Første læsning
Og Herren talede til Mose og sagde: Se, jeg har kaldet Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn. Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle Haande Gerning, til at udtænke Kunstværker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber og til at udskære Stene, til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande Gerning. Og jeg, se, jeg har medgivet ham Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som jeg har befalet dig: Nemlig Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark og Naadestolen, som er derpaa, og alt Redskab til Paulunet, og Bordet med dets Redskab og den rene Lysestage med alt dens Redskab og Røgelsealteret og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod og Tjenestens Klæder og Arons, Præstens, hellige Klæder og hans Sønners Klæder til at gøre Præstetjeneste udi og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det. Og Herren talede til Mose og sagde: Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eders Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder. Derfor skulle I holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den der vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjæl skal udryddes af sit Folks Midte. Seks Dage skal al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes. Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt. Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvægede sig. Og han gav Mose, der han havde endt at tale med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevne med Guds Finger.
Første læsning
Og du skal elske Herren din Gud og tage Vare paa, hvad han vil have varetaget, og paa hans Skikke og hans Befalinger og hans Bud, alle Dage. Og I skulle kende i Dag — thi jeg taler ikke med eders Børn, som ikke kende, og som ikke have set det — Herren eders Guds Tugtelse, hans Storhed, hans stærke Haand og hans udrakte Arm og hans Tegn og hans Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten paa Farao, Kongen i Ægypten, og paa alt hans Land; og hvad han gjorde paa Ægypternes Hær, paa deres Heste og paa deres Vogne, der han lod Vandet i det røde Hav flyde over dem, medens de forfulgte eder, og Herren lod dem omkomme indtil denne Dag; og hvad han har gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted; og hvad han gjorde ved Dathan og Abiram, Sønner af Eliab, Rubens Søn, at Jorden oplod sin Mund og opslugte dem og deres Huse og deres Telte og alle Ting, som fulgte med dem, midt iblandt hele Israel. Thi eders Øjne have set alle Herrens store Gerninger, som han har gjort. Derfor skulle I holde alle de Bud, som jeg byder dig i Dag, at I maa blive stærke og komme ind og eje Landet, som I drage over til for at eje det, og at I maa forlænge eders Dage i det Land, hvilket Herren tilsvor eders Fædre at give dem og deres Sæd, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Thi det Land, som du kommer hen til for at eje det, er ikke som Ægyptens Land, som I ere dragne ud fra, hvor du saaede din Sæd og maatte selv gaa og vande den som en Urtehave. Men det Land, som I drage over til for at eje det, er et Land med Bjerge og Dale, det drikker Vand af Himmelens Regn, et Land, som Herren din Gud har nøje Agt paa; Herren din Guds Øjne se stedse derpaa fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende. Og det skal ske, dersom I høre mine Bud, som jeg byder eder i Dag, at elske Herren eders Gud og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjæl: Da vil jeg give eders Land Regn paa sin Tid, tidlig Regn og sildig Regn, at du kan indsamle dit Korn og din nye Vin og din Olie. Og jeg vil give dit Kvæg Urter paa din Mark, og du skal æde og blive mæt. Tager eder i Vare, at eders Hjerte ikke bliver bedaaret, saa at I vige af og tjene andre Guder og tilbede dem, saa Herrens Vrede optændes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart udryddes fra det gode Land, som Herren giver eder.
Morgenbøn — første læsning
Og hver Mand af Efraim blev opbudt og drog over mod Norden, og de sagde til Jeftha: Hvorfor gik du over til at stride imod Ammons Børn og kaldte os ikke at gaa med dig? Vi ville brænde dit Hus over dig med Ild. Og Jeftha sagde til dem: Jeg og mit Folk havde en svar Trætte med Ammons Børn; og jeg kaldte ad eder, men I frelste mig ikke af deres Haand. Der jeg saa, at du ikke vilde frelse, da satte jeg mit Liv i min Haand og drog over til Ammons Børn; og Herren gav dem i min Haand; og hvorfor komme I op til mig paa denne Dag at stride imod mig? Og Jeftha samlede alle Mænd i Gilead og stred imod Efraim; og Mændene i Gilead sloge Efraim; thi de havde sagt: I Mænd af det Gilead, som ligger imellem Efraim og Manasse, ere Overløbere fra Efraim. Thi Gileaditerne indtoge Jordanens Færgestæder overfor Efraim, og det skete, naar nogen af de undkomne af Efraim sagde: Jeg vil gaa over, da sagde Mændene af Gilead til ham: Er du en Efratiter? og han sagde: Nej. Da sagde de til ham: Kære, sig: Sjibboleth, og han sagde: Sibboleth, og kunde saaledes ikke udtale det ret; saa grebe de ham og sloge ham ihjel ved Jordanens Færgestæder, og der faldt paa den samme Tid af Etraim to og fyrretyve Tusinde. Og Jeftha dømte Israel seks Aar; og Gileaditeren Jeftha døde og blev begraven i en af Stæderne udi Gilead. Og efter ham dømte Ibzan af Bethlehem Israel. Og han havde tredive Sønner, og tredive Døtre udstyrede han og indførte tredive Døtre til sine Sønner udenfra; og han dømte Israel syv Aar. Og Ibzan døde og blev begraven i Bethlehem. Og efter ham dømte Sebuloniteren Elon Israel; og han dømte Israel ti Aar. Og Sebuloniteren Elon døde, og han blev begraven i Ajalon udi Sebulons Land. Og efter ham dømte Pireathoniteren Abdon, Hillels Søn, Israel. Og han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som rede paa halvfjerdsindstyve Asenfoler; og han dømte Israel otte Aar. Og Abdon, Pireathoniteren Hillels Søn døde; og han blev begraven i Pireathon udi Efraims Land paa Amalekiternes Bjerg.
Epistel
Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjede sig for mit Neg. Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig herske over os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre, da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig til Jorden? Og hans Brødre avindedes paa ham; men hans Fader bevarede den Tale. Og hans Brødre gik at vogte deres Faders Kvæg i Sikem. Og Israel sagde til Josef: Vogte ikke dine Brødre i Sikem? gak, og jeg vil sende dig til dem; og han sagde til ham: Se, jeg er rede. Og han sagde til ham: Kære, gak, se, om det gaar vel med dine Brødre og vel med Kvæget, og bring mig Svar igen; saa sendte han ham fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. Da mødte en Mand ham, og se, han vankede hid og did paa Marken, og Manden spurgte ham og sagde: Hvad leder du efter? Og han sagde: Jeg leder efter mine Brødre; kære, giv mig til Kende, hvor de vogte. Og Manden sagde: De droge herfra; thi jeg hørte dem sige: Lader os gaa til Dothan; saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dothan. Der de saa ham langt fra, og før han kom nær til dem, da lagde de Raad op mod ham at slaa ham ihjel. Og de sagde, den ene til den anden: Se, denne Drømmemester kommer. Og nu, kommer og lader os ihjel slaa ham og kaste ham i en af Gravene og sige: Et vildt Dyr har ædt ham, saa ville vi se, hvad der bliver af hans Drømme. Der Ruben hørte dette, friede han ham af deres Hænder og sagde: Lader os ikke slaa ham ihjel! Og Ruben sagde til dem: Udøser ikke Blod, kaster ham i denne Grav, som er i Ørken, og lægger ikke Haand paa ham; thi han vilde fri ham af deres Haand og føre ham tilbage til sin Fader.
Første læsning
Deri Herre, Herres Aand er over mig, derfor har Herren salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse; til at udraabe Herrens Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, Herrens Plantning, ham til Herlighed. Og de skulle bygge de Stæder, som laa øde fra fordums Tid, og rejse, hvad der fra Fortiden af var ødelagt, og paa ny opføre de øde Stæder, som laa i Grus fra Slægt til Slægt. Og fremmede skulle staa og vogte eders Faar, og Udlændinge skulle være eders Avlsmænd og eders Vingaardsmænd. Men I skulle kaldes Herrens Præster, man skal kalde eder vor Guds Tjenere; I skulle æde Hedningernes Gods og indtræde i deres Herlighed. I Stedet for eders Beskæmmelse skulle I have tvefold Ære, og i Stedet for Skændsel skal Jubel vorde eders Lod; derfor skulle I faa en dobbelt Arvelod i eders Land, I skulle have evig Glæde. Thi jeg, Herren, elsker Ret og hader Uretfærdigheds Rov; og jeg vil trolig give dem deres Løn og gøre en evig Pagt med dem. Og man skal kende deres Sæd iblandt Hedningerne og deres Afkom midt iblandt Folkene, alle, som se dem, skulle kende dem, at de ere den Sæd, som Herren har velsignet. Jeg vil glæde mig storlig i Herren, min Sjæl skal fryde sig i min Gud; thi han iførte mig Frelsens Klædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynten paa, og som en Brud, der pryder sig med sit Smykke. Thi som Jorden, der giver sin Grøde, og som en Have, der lader sin Sæd opvokse, saaledes skal den Herre, Herre lade Retfærdighed og Lovsang opvokse i alle Hedningernes Paasyn.
Morgenbøn — anden læsning
Og da han gik forbi, saa han et Menneske, som var blindt fra Fødselen. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: „Rabbi, hvem har syndet, denne eller hans Forældre, saa han skulde fødes blind?‟ Jesus svarede: „Hverken han eller hans Forældre have syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skulle aabenbares paa ham. Jeg maa gøre hans Gerninger, som sendte mig, saa længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.‟ Da han havde sagt dette, spyttede han paa Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa hans Øjne. Og han sagde til ham: „Gaa hen, to dig i Dammen Siloam‟ (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage. Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som Tigger: „Er det ikke ham, som sad og tiggede?‟ Nogle sagde: „Det er ham;‟ men andre sagde: „Nej, han ligner ham.‟ Han selv sagde: „Det er mig.‟ Da sagde de til ham: „Hvorledes bleve dine Øjne aabnede?‟ Han svarede: „En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte det paa mine Øjne og sagde til mig: Gaa hen til Siloam og to dig! Da jeg saa gik hen og toede mig, blev jeg seende.‟ Da sagde de til ham: „Hvor er han?‟ Han siger: „Det ved jeg ikke.‟ De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og aabnede hans Øjne. Atter spurgte nu ogsaa Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: „Han lagde Dynd paa mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg.‟ Nogle af Farisæerne sagde da: „Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han ikke holder Sabbaten.‟ Andre sagde: „Hvorledes kan et syndigt Menneske gøre saadanne Tegn?‟ Og der var Splid imellem dem. De sige da atter til den blinde: „Hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øjne?‟ Men han sagde: „Han er en Profet.‟ Saa troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt paa Forældrene til ham, som havde faaet sit Syn. Og de spurgte dem og sagde: „Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?‟ Hans Forældre svarede dem og sagde: „Vi vide, at denne er vor Søn, og at han var født blind. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har aabnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er gammel nok; han maa selv tale for sig.‟ Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen. Derfor sagde hans Forældre: „Han er gammel nok, spørger ham selv!‟ Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en Synder.‟ Da svarede han: „Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser.‟ De sagde da til ham igen: „Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes aabnede han dine Øjne?‟ Han svarede dem: „Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville ogsaa I blive hans Disciple?‟ Da udskældte de ham og sagde: „Du er hans Discipel; men vi ere Mose Disciple. Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er.‟ Manden svarede og sagde til dem: „Det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øjne. Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han. Aldrig er det hørt, at nogen har aabnet Øjnene paa en blindfødt. Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre.‟ De svarede og sagde til ham: „Du er hel og holden født i Synder, og du vil lære os?‟ Og de stødte ham ud. Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham, sagde han til ham: „Tror du paa Guds Søn?‟ Han svarede og sagde: „Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro paa ham.‟ Jesus sagde til ham: „Baade har du set ham, og den, som taler med dig, ham er det.‟ Men han sagde: „Jeg tror, Herre!‟ og han kastede sig ned for ham. Og Jesus sagde: „Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde.‟ Nogle af Farisæerne, som vare hos ham, hørte dette, og de sagde til ham: „Mon ogsaa vi ere blinde?‟ Jesus sagde til dem: „Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver.‟
Responsoriesalme
Lyksalig hver den, som frygter Herren, som gaar paa hans Veje! Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel. Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord. Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren. Herren skal velsigne dig fra Zion, og du skal se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage. Og du skal se Børn af dine Børn! Fred være over Israel!
Evangelium
Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter. Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv! Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟ De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟ Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟ Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Gud! hør min Røst i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem? De udtænke Misgerninger, de fuldkomme, hvad de nøje udtænke: Ja, enhvers Inderste og Hjerte er et Dyb. Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar. Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort. Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gerning og forstaa, at det er hans Værk. Den retfærdige skal glædes i Herren og forlade sig paa ham; og alle oprigtige i Hjertet skulle prise sig lykkelige.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf. Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud! Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalteren hid! Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag! Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud. Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte: „Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bærekurven. Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. Sela. Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig. Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede andre Folks Gud. Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig. Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad. Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje! Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere. De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, ja, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe‟.
Responsoriesalme
Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale! Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid, dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte; men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender. Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
Aftenbøn — første læsning
Og Israels Børn bleve ved at gøre det, som var ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Filisternes Haand fyrretyve Aar. Og der var en Mand fra Zora, af en Daniters Slægt, og hans Navn var Manoa; og hans Hustru var ufrugtbar og fødte ikke. Og Herrens Engel aabenbaredes for Kvinden, og han sagde til hende: Se, kære, du er ufrugtbar og føder ikke, men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Saa, kære, forvar dig nu, at du ikke drikker Vin ej heller stærk Drik, og at du ikke æder noget urent. Thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Bagekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand. Da kom Kvinden og sagde til sin Mand: Der kom en Guds Mand til mig, og hans Udseende var som en Guds Engels Udseende, saare forfærdelig; og jeg spurgte ham ikke, hvorfra han var, og han kundgjorde mig ikke sit Navn. Men han sagde til mig: Se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Vin eller stærk Drik og ikke æde noget urent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af indtil sin Dødsdag. Da bad Manoa til Herren og sagde: Hør mig, Herre! Kære, lad den Guds Mand, som du udsendte, atter komme til os, at han kan lære os, hvad vi skulle gøre ved Drengen, som skal fødes. Og Gud hørte Manoas Bøst; og Guds Engel kom atter til Kvinden, og hun sad paa Marken; men hendes Mand Manoa var ikke hos hende. Da hastede Kvinden og løb og gav sin Mand det til Kende, og hun sagde til ham: Se, den Mand, der kom til mig hin Dag, aabenbaredes for mig. Da stod Manoa op og gik efter sin Hustru, og han kom til Manden og sagde til ham: Er du den Mand, som talede med Kvinden? og han sagde: Ja, jeg er. Og Manoa sagde: Naar det nu kommer, som du har sagt, hvad skulle vi iagttage med Drengen, og hvad skulle vi gøre ved ham? Og Herrens Engel sagde til Manoa: For alt det, som jeg har sagt til Kvinden, skal hun tage sig i Vare. Hun skal ikke æde af noget, som kommer af Vinstokken, og ikke drikke Vin eller stærk Drik og intet urent æde; alt det, som jeg har budet hende, skal hun holde. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Kære, lad os opholde dig lidt, saa ville vi lave et Bukkekid for dit Ansigt. Men Herrens Engel sagde til Manoa: Dersom du opholder mig, æder jeg dog ikke af din Mad, men dersom du vil gøre dit Brændoffer, maa du ofre Herren det; thi Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel. Og Manoa sagde til Herrens Engel: Hvad er dit Navn, at vi kunne ære dig, naar det kommer, som du har sagt. Og Herrens Engel sagde til ham: Hvi spørger du om mit Navn? se, det er underligt. Da tog Manoa et Bukkekid og Madofret og ofrede det for Herren paa Klippen; og Engelen gjorde et Under, men Manoa og hans Hustru saa til. Og det skete, der Luen for op fra Alteret til Himmelen, da for Herrens Engel op i Luen fra Alteret; der Manoa og hans Hustru saa det, da faldt de paa deres Ansigt til Jorden. Og Herrens Engel lod sig ikke ydermere se for Manoa og for hans Hustru; da fornam Manoa, at det var Herrens Engel. Og Manoa sagde til sin Hustru: Vi dø visseligen; thi vi have set Gud. Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde haft Lyst til at ihjelslaa os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Haand, ej heller ladet os se alt dette og paa denne Tid ej ladet os høre saadanne Ting. Og Kvinden fødte en Søn og kaldte hans Navn Samson; og Drengen blev stor, og Herren velsignede ham. Og Herrens Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.
Anden læsning
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand, at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.‟ Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.‟ Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,‟ som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.‟ Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.‟ Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.‟ Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod? Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes? Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger, som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.‟ Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.‟ Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.‟ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.‟
Anden læsning
Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Naaden i Kristus Jesus; og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til trofaste Mennesker, som kunne være dygtige ogsaa til at lære andre. Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand. Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler — for at han kan behage den, som tog ham i Sold. Og ligesaa, naar nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt. Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne. Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle Ting. Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium, for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at ogsaa de skulle faa Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed. Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi ogsaa leve med ham; dersom vi holde ud, skulle vi ogsaa være Konger med ham; dersom vi fornægte, skal ogsaa han fornægte os; dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke. Paamind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Aasyn, at de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til Ødelæggelse for dem, som høre derpaa. Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som en Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer Sandhedens Ord. Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi saadanne ville stedse gaa videre i Ugudelighed, og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus og Filetus, som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er allerede sket, og de forvende Troen hos nogle. Dog, Guds faste Grundvold staar og har dette Segl: „Herren kender sine‟ og: „Hver den, som nævner Herrens Navn, afstaa fra Uretfærdighed.‟ Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære. Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god Gerning. Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som paakalde Herren af et rent Hjerte; og afvis de taabelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du ved, at de avle Kampe. Men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, dygtig til at lære, i Stand til at taale ondt, med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse, og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gøre hans Villie.
Anden læsning
Jeg formaner eder derfor, jeg, den fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand; eet Legeme og een Aand, ligesom I ogsaa bleve kaldede til eet Haab i eders Kaldelse; een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle! Men hver enkelt af os blev Naaden given efter Kristi Gaves Maal. Derfor hedder det: „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.‟ Men dette: „Han opfor,‟ hvad er det, uden at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egne. Han, som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst, for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.
Anden læsning
Og Herrens Ord kom til Jonas, Amithajs Søn, saa lydende: Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og raab over den; thi deres Ondskab er stegen op for mit Ansigt. Men Jonas gjorde sig rede for at fly til Tharsis fra Herrens Ansigt; og han drog ned til Jafo og fandt et Skib, som vilde fare til Tharsis, og han gav Fragt derfor og gik om Bord for at fare med dem til Tharsis fra Herrens Ansigt. Men Herren kastede et stort Vejr paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet lod til at skulle sønderbrydes. Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare udi Skibet, i Havet for at skaffe sig Lettelse; men Jonas var stegen ned i det nederste Skibsrum og laa og sov hart. Men Styrmanden gik til ham og sagde til ham: Hvorledes kan du sove saa hart? staa op, kald paa din Gud, maaske den Gud vil tænke mildelig paa os, at vi ikke forgaa. Og de sagde, den ene til den anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne faa at vide, for hvis Skyld denne Ulykke hændes os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas. Da sagde de til ham: Kundgør os dog, for hvis Skyld denne Ulykke hændes os! hvad er din Bestilling? og hvorfra kommer du? hvilket er dit Land? og af hvad Folk er du? Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land. Da grebes Mændene af en stor Frygt, og de sagde til ham: Hvad har du dog gjort? thi Mændene havde faaet at vide, at han flyede fra Herrens Ansigt, thi han havde kundgjort dem det. Og de sagde til ham: Hvad skulle vi gøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet vedblev at storme mere og mere. Og han sagde til dem: Tager mig, og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg ved, at denne store Storm er over eder for min Skyld. Og Mændene roede for at naa tilbage til Land, men de kunde ikke; thi Havet vedblev at storme imod dem mere og mere. Da raabte de til Herren og sagde: Ak, Herre! lad os dog ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os; thi du, Herre! har gjort, som det behagede dig. Og de toge Jonas og kastede ham i Havet; da blev Havet stille efter sin heftige Brusen. Og Mændene frygtede Herren med en stor Frygt, og de ofrede Herren Slagtoffer og gjorde Løfter.
Evangelium
Men han sagde ogsaa til Disciplene: „Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formaar ikke at grave, jeg skammer mig ved at tigge. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at de skulle modtage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Husholdningen. Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Maal Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, naar det er forbi med den, maa modtage eder i de evige Boliger. Den, som er tro i det mindste, er ogsaa tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er ogsaa uretfærdig i meget. Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.‟ Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. Og han sagde til dem: „I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaa, end at en Tøddel af Loven bortfalder. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor. Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. Men en fattig, ved Navn Lazarus, var lagt ved hans Port, fuld af Saar. Og han attraaede at mættes af det, som faldt fra den riges Bord; men ogsaa Hundene kom og slikkede hans Saar. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde ogsaa og blev begraven. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har faaet dit gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. Men han sagde: Saa beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus — thi jeg har fem Brødre — for at han kan vidne for dem, for at ikke ogsaa de skulle komme i dette Pinested. Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstaar fra de døde.‟
Aftenbøn — anden læsning
Alle de, som ere Trælle under Aag, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. Men de, der have troende Herrer, maa ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil! Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt, han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhaanelser, ond Mistanke og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da aabenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. Men naar vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter. Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. Jeg byder dig for Guds Aasyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen! Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; at de gøre godt, ere rige paa gode Gerninger, gerne give, meddele og saaledes opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv. O, Timotheus! vogt paa den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse, hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Naaden være med dig!
Evangelium
Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.‟ Og han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.‟
Evangelium
Og han gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Haand. Og de toge Vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, for at de kunde anklage ham. Og han siger til Manden, som havde den visne Haand: „Træd frem her i Midten!‟ Og han siger til dem: „Er det tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slaa ihjel?‟ Men de tav. Og han saa omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: „Ræk din Haand ud!‟ og han rakte den ud, og hans Haand blev sund igen.
Evangelium
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.‟ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.‟ Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?‟ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?‟ Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.‟ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!‟ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;‟ eller at han skulde give noget til de fattige. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat. Da han nu var gaaet ud, siger Jesus: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: „Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,‟ siger jeg nu ogsaa til eder. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre. Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! hvor gaar du hen?‟ Jesus svarede ham: „Hvor jeg gaar hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.‟ Peter siger til ham: „Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.‟ Jesus svarer: „Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.