Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Se, min Tjener skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj. Ligesom mange forskrækkedes over ham — saa var hans Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn, — saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret. Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men Herren lod al vor Misgerning komme over ham. Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. Fra Trængsel og fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. Men Herren havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og Herrens Villie skal lykkes ved hans Haand. Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og han skal bede for Overtrædere. Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger Herren.
Første læsning
Og det skal ske, naar du kommer ind i det Land, som Herren din Gud giver dig til Arv, og du ejer det og bor derudi: Da skal du tage af det første af al Jordens Frugt, som du bringer ind af dit Land, hvilket Herren din Gud giver dig, og lægge det i en Kurv; og du skal gaa til det Sted, som Herren din Gud skal udvælge til der at lade sit Navn bo. Og du skal komme til Præsten, som er i de Dage, og sige til ham: Jeg forkynder i Dag for Herren din Gud, at jeg er kommen i det Land, som Herren tilsvor vore Fædre at give os. Og Præsten skal tage Kurven af din Haand, og han skal sætte den ned foran Herren din Guds Alter. Da skal du vidne og sige for Herren din Guds Ansigt: Min Fader var en omvankende Syrer, og han drog med nogle faa Mennesker ned til Ægypten og var fremmed der, og han blev der til et stort, stærkt og mangfoldigt Folk. Men Ægypterne handlede ilde med os og plagede os og lagde en haard Trældom paa os. Da skrege vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor Røst og saa vor Trængsel og vor Møje og vor Nød; og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand og udrakt Arm og med en stor Rædsel og med Tegn og med underlige Gerninger. Og han førte os til dette Sted, og han har givet os dette Land, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Og nu, se, jeg har ført hid det første af Frugten i Landet, som du, Herre, har givet mig. Og du skal lade det blive for Herren din Guds Ansigt og tilbede for Herren din Guds Ansigt. Og du skal være glad over alt det gode, som Herren din Gud har givet dig og dit Hus, du og Leviten og den fremmede, som er midt iblandt dig. Naar du er færdig med at tiende al Tienden af din Afgrøde i det tredje Aar, som er Tiendens Aar, og du har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken, at de maa æde inden dine Porte og blive mætte: Da skal du sige for Herren din Guds Ansigt: Jeg har borttaget det helligede af Huset, og jeg har ogsaa givet Leviten og den fremmede, den faderløse og Enken det, efter alle dine Bud, som du har budet mig; jeg har ikke overtraadt og ikke glemt noget af dine Bud. Jeg har intet ædet deraf i min Sorg og intet borttaget deraf under Urenhed, jeg har intet deraf givet for en afdød; jeg har været Herren min Guds Røst lydig, jeg har gjort alt det, som du har budet mig. Se ned fra din Helligheds Bolig fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du har givet os, ligesom du har tilsvoret vore Fædre, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Herren din Gud byder dig paa denne Dag at gøre efter disse Skikke og Bud, og du skal holde dem og gøre efter dem af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl. Du har i Dag tilsagt Herren, at han skal være din Gud, og at du vil vandre i hans Veje og holde hans Skikke og hans Bud og hans Love, og at du vil høre hans Røst. Og Herren har tilsagt dig i Dag, at du skal være ham et Ejendomsfolk, saasom han har talet til dig, og at du skal holde alle hans Bud, og at han vil sætte dig højt over alle Folk, hvilke han har skabt, til Lov og til Navnkundighed og til Pryd, og at du skal være Herren din Gud et helligt Folk, saasom han har talet.
Første læsning
Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Saa hør nu Herrens Ords Røst! Saaledes sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Ægypten. Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen. Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda. Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen. Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal lægge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; saa drog Keniten fra Amalek. Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af smaat Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og ubrugbar Ting ødelagde de. Da skete Herrens Ord til Samuel saaledes: Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat. Og Samuel stod tidlig op for at gaa Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel, og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gaaet ned til Gilgal. Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg har holdt Herrens Ord. Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af smaat Kvæg for mine Øren? og Lyd af stort Kvæg, som jeg hører? Da sagde Saul: De have ført det fra Amalekiterne, idet Folket sparede det, som var godt af smaat Kvæg og af stort Kvæg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt. Da sagde Samuel til Saul: Hold op! saa vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal! Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel. Og Herren sendte mig paa Vejen og sagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem. Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst? men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne. Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst og gik paa den Vej, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne; men Folket tog af Rovet smaat Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal. Men Samuel sagde: Mon Herren har Behagelighed i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre. Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Haardnakkethed er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal være Konge.
Morgenbøn — første læsning
Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand, og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig. Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren. Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham. Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger. Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem. Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust. Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande. Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte. Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed. Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud. Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke; men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning. Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne. Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast. Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang. Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du. Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar. Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur. Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud? Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment. Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje. Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme. Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor. Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke. Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem. Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder. Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig, og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd. Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov. Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
Epistel
Thi ogsaa Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Aanden, i hvilken han ogsaa gik hen og prædikede for Aanderne, som vare i Forvaring, som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken faa, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand, hvilket nu ogsaa frelser eder i sit Modbillede som Daab, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse, han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Haand, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.
Første læsning
Kan du jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed, naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure? Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde? Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde? Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde? De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde. Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem. Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand, hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo. Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren. Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne. Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe? Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig? Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde? Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads? Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer? Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet, og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem. Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt. Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand. Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den. Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke? Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig. Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld. Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind. Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres. Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen. Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden? Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.
Morgenbøn — anden læsning
Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: „I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.‟ Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa Munden. Da sagde Paulus til ham: „Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaas.‟ Men de, som stode hos, sagde: „Udskælder du Guds Ypperstepræst?‟ Og Paulus sagde: „Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk maa du ikke tale ondt imod.‟ Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: „I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.‟ Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Aand; men Farisæerne hævde begge Dele. Men der opstod en stærk Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: „Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Aand eller en Engel har talt til ham!‟ Men da der blev stærk Splid, frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.‟ Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel. Og de, som havde indgaaet denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slaaet Paulus ihjel. Saa giver nu I tillige med Raadet Krigsøversten Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slaa ham ihjel, førend han kommer derhen.‟ Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: „Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.‟ Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: „Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.‟ Men Krigsøversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: „Hvad er det, som du har at melde mig?‟ Men han sagde: „Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Raadet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slaaet ham ihjel; og nu ere de rede og vente paa dit Tilsagn.‟ Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: „Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.‟ Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: „Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;‟ og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. Og han skrev et Brev af følgende Indhold: „Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slaaet ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. Og da jeg vilde vide Aarsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. Men da jeg har faaet Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter ogsaa at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.‟ Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: „Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede.‟ Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud! Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig. Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv. Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!
Evangelium
Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. Og da de saa ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede. Og Jesus traadte frem, talte til dem og sagde: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David. Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet: „Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟! Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig. De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler. Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig. I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne. Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
Responsoriesalme
Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. Men jeg paakalder Herrens Navn: Kære Herre! udfri min Sjæl! Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig. Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande. Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig? Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død. Ak, Herre —! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, i Herrens Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!
Responsoriesalme
Jeg vil prise Herren af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. Herrens Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. Han beskikkede en Ihukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er Herren. Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig sin Pagt i Hu. Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk, idet han har givet dem Hedningernes Arv. Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere trofaste. De ere grundfaste altid og evindelig, de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.
Aftenbøn — første læsning
Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isajs Søn, og saa sagde den Mand, som er højt ophøjet, Jakobs Guds Salvede, og lystelig ved Israels Salmer: Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge. Israels Gud sagde, til mig talede Israels Klippe: Der skal være en, som hersker iblandt Menneskene, en retfærdig, en, som hersker i Guds Frygt, og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaar, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Græsset vokser af Jorden ved Solskin efter Regnen. Thi staar mit Hus sig ikke saa med Gud? thi han har sat mig en evig Pagt, som er ordentligt beskikket i alle Maader og bevaret; thi al min Frelse og al min Lyst, skulde han ej lade den spire frem? Men Belials Børn, de skulle alle sammen være som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand. Men hver, som vil røre ved dem, maa være forsynet med Jern og Spydstage; og de skulle opbrændes med Ild, hvor de bo. Disse ere Navnene paa de vældige, som hørte David til: Joseb-Basebeth Takmoni var en Øverste for Høvedsmændene, han svingede sin Lanse imod otte Hundrede, som bleve ihjelslagne paa een Gang. Og efter ham var Eleasar, en Søn af Dodo, som var en Søn af Ahohi; han var iblandt de tre vældige med David, da de forhaanede Filisterne, som der vare forsamlede til Strid, medens Israels Mænd droge op. Han stod op og slog Filisterne, indtil hans Haand blev træt, og hans Haand hang fast ved Sværdet, og Herren gjorde en stor Frelse paa den samme Dag; og Folket vendte tilbage efter ham kun for at udplyndre de ihjelslagne. Og efter ham var Arariteren Samma, Ages Søn; da Filisterne vare forsamlede i en Hob, da var der sammesteds et Stykke Land fuldt med Linser, og Folket flyede for Filisternes Ansigt, og han stillede sig midt paa dette Stykke og friede det og slog Filisterne, og Herren gjorde en stor Frelse. Og tre af de tredive ypperste gik ned og kom om Høsten til David til Hulen ved Adullam, og Filisternes Hob havde lejret sig i Refaims Dal. Og David var da i Befæstningen; men Filisternes Befæstning var da i Bethlehem. Og David fik Lyst og sagde: Hvo vil give mig Vand at drikke af den Brønd i Bethlehem, som er ved Porten? Da brøde de tre vældige ind i Filisternes Lejr og droge Vand af den Brønd i Bethlehem, som er i Porten, og de bare og førte det til David; men han vilde ikke drikke deraf, men udøste det for Herren. Og han sagde: Det være langt fra mig, o Herre! at jeg skulde gøre dette! er det ikke de Mænds Blod, som gik derhen med Livsfare? Og han vilde ikke drikke det. Dette gjorde de tre vældige. Og Abisaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var en Øverste for Høvedsmændene, og han opløftede sit Spyd imod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne; og han var navnkundig iblandt de tre. Var han ikke herligere end de tre? og han var deres Øverste; men han naaede ikke de tre. Og Benaja, Jojadas Søn, var en stridbar Mands Søn, stor i Gerninger, fra Kabzeel; han slog to Løvehelte af Moabiterne, og han gik ned og slog en Løve midt i en Brønd en Dag, da der var Sne. Og han slog en ægyptisk Mand, som var anselig, og den Ægypter havde et Spyd i sin Haand; men han gik ned til ham med en Kæp, og han rykkede Spydet af Ægypterens Haand og slog ham ihjel med hans eget Spyd. Disse Ting gjorde Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tre vældige, herligere end de tredive, men han naaede ikke de tre; og David satte ham i sit Raad. Asael, Joabs Broder, var iblandt de tredive; Elhanan, Dodos Søn af Bethlehem; Haroditeren Samma; Haroditeren Elika; Palthiteren Helez; Thekoiteren Ira, Ikes's Søn; Anathothiteren Abieser; Husathiteren Mebunaj; Ahohiteren Zalmon; Netofathiteren Maharaj; Netofathiteren Heleb, Baenas Søn; Ithai, Ribajs Søn, af Benjamins Børns Gibea; Pireathoniteren Benaja; Hiddai fra Gaas Bække; Arbathiteren Abialbon; Barhumiteren Asmaveth; Saalboniteren Eljaba; af Jasens Sønner, Jonathan; Harariteren Samma; Arariteren Ahiam, Sarars Søn; Elifelet, Ahasbajs Søn, en Maakathiters Søn; Giloniteren Eliam, Akitofels Søn; Karmeliteren Hezraj; Arbiteren Paeraj; Jigal, Nathans Søn, af Zoba; Gaditeren Bani; Ammoniteren Zelek; Beerothiteren Naharaj, Joabs, Zerujas Søns, Vaabendrager; Jithriteren Ira; Jithriteren Gareb; Hethiteren Uria; I alt syv og tredive.
Anden læsning
Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: Da fuldkommer min Glæde, at I maa være enige indbyrdes, saa I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv og ikke se hver paa sit, men enhver ogsaa paa andres. Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, saa arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse paa eders egen Frelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i eder baade at ville og at virke, efter sit Velbehag. Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, for at I maa blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros paa Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, saa glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. Men ligeledes skulle ogsaa I glæde eder, og glæde eder med mig! Men jeg haaber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at ogsaa jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det gaar eder. Thi jeg har ingen ligesindet, der saa oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det gaar eder; thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, saaledes har han tjent med mig for Evangeliet. Ham haaber jeg altsaa at sende straks, naar jeg ser Udgangen paa min Sag. Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme. Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, efterdi han længtes efter eder alle og var saare ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. Ja, han var ogsaa syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men ogsaa over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg. Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I atter kunne glædes, naar I se ham, og jeg være mere sorgfri. Modtager ham altsaa i Herren med al Glæde og holder saadanne i Ære; thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.
Anden læsning
Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn; og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham. I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde. Vi vide, at, naar det aabenbares, da skulle vi vorde ham lige; thi vi skulle se ham, som han er. Og hver den, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. Hver den, som gør Synden, begaar ogsaa Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse. Og I vide, at han blev aabenbaret, for at han skulde borttage Synderne; og der er ikke Synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham og kender ham ej heller. Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn aabenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger. Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn aabenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligesaa den, som ikke elsker sin Broder. Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. Vi vide, at vi ere gaaede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. Derpaa kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. Men den, som har Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham? Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed! Og derpaa kunne vi kende, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi for hans Aasyn stille vore Hjerter tilfreds, hvad end vort Hjerte maatte fordømme os for; thi Gud er større end vort Hjerte og kender alle Ting. I elskede! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed for Gud, og hvad vi end bede om, det faa vi af ham, fordi vi holde hans Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham. Og dette er hans Bud, at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os. Og den, som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og derpaa kende vi, at han bliver i os, af den Aand, som han gav os.
Anden læsning
Dette Paabud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud paa Troen; iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.
Anden læsning
Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig — for den gode var der jo maaske nogen, som tog sig paa at dø —, men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. Saa meget mere skulle vi altsaa, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. Thi naar vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, ja, ikke det alene, men ogsaa saaledes, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.
Evangelium
Vogter eder, at I ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem: ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene. Derfor, naar du giver Almisse, maa du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og paa Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide, hvad din højre gør, for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Og naar I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de staa gerne i Synagogerne og paa Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Men naar I bede, maa I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham. Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlade vore Skyldnere; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.] Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader ogsaa forlade eder; men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser. Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være. Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; men dersom dit Øje er daarligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket! Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.
Aftenbøn — anden læsning
Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for hele Verdens. Og derpaa kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. Den, som siger: „Jeg kender ham,‟ og ikke holder hans Bud, han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpaa kende vi, at vi ere i ham. Den, som siger, at han bliver i ham, han er ogsaa skyldig selv at vandre saaledes, som han vandrede. I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. Den, som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han gaar hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne. Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld. Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen. Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. Og Verden forgaar og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, saaledes ere nu mange Antikrister fremtraadte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. De ere udgaaede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive aabenbart, at de ikke alle ere af os. Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har ogsaa Faderen. Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle ogsaa I blive i Sønnen og i Faderen. Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv. Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men saaledes som hans Salvelse lærer eder alt, er det ogsaa sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, naar han aabenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham.
Evangelium
Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: „Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle faa deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, for at forkynde et Herrens Naadeaar.‟ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede paa ham. Men han begyndte at sige til dem: „I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for eders Øren.‟ Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: „Er dette ikke Josefs Søn?‟ Og han sagde til dem: „I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør ogsaa her i din Fædreneby saa store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum.‟ Men han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre Aar og seks Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. Og der var mange spedalske i Israel paa Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman.‟ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, paa hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.
Evangelium
Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. Men ogsaa Judas, som forraadte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. Saa tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Vaaben. Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: „Hvem lede I efter?‟ De svarede ham: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus siger til dem: „Det er mig.‟ Men ogsaa Judas, som forraadte ham, stod hos dem. Som han da sagde til dem: „Det er mig,‟ vege de tilbage og faldt til Jorden. Han spurgte dem nu atter: „Hvem lede I efter?‟ Men de sagde: „Jesus af Nazareth.‟ Jesus svarede: „Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaa!‟ for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: „Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig.‟ Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. Da sagde Jesus til Peter: „Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?‟ Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar. Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gaard. Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: „Er ogsaa du af dette Menneskes Disciple?‟ Han siger: „Nej, jeg er ikke.‟ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men ogsaa Peter stod hos dem og varmede sig. Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. Jesus svarede ham: „Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt.‟ Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stod hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: „Svarer du Ypperstepræsten saaledes?‟ Jesus svarede ham: „Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt; men har jeg talt ret, hvorfor slaar du mig da?‟ Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: „Er ogsaa du af hans Disciple?‟ Han nægtede det og sagde: „Nej, jeg er ikke.‟ En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: „Saa jeg dig ikke i Haven med ham?‟ Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen. De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Paaske. Pilatus gik da ud til dem, og han siger: „Hvad Klagemaal føre I mod dette Menneske?‟ De svarede og sagde til ham: „Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig.‟ Da sagde Pilatus til dem: „Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!‟ Da sagde Jøderne til ham: „Det er os ikke tilladt at aflive nogen;‟ for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte paa Jesus og sagde til ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Jesus svarede: „Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?‟ Pilatus svarede: „Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?‟ Jesus svarede: „Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.‟ Da sagde Pilatus til ham: „Du er altsaa dog en Konge?‟ Jesus svarede: „Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.‟ Pilatus siger til ham: „Hvad er Sandhed?‟ Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: „Jeg finder ingen Skyld hos ham. Men I have den Skik, at jeg løslader eder en om Paasken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Da raabte de alle igen og sagde: „Ikke ham, men Barabbas;‟ og Barabbas var en Røver. Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ og de sloge ham i Ansigtet. Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: „Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.‟ Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen paa. Og han siger til dem: „Se, hvilket Menneske!‟ Da nu Ypperstepræsterne og Svendene saa ham, raabte de og sagde: „Korsfæst! korsfæst!‟ Pilatus siger til dem: „Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham.‟ Jøderne svarede ham: „Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.‟ Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: „Hvorfra er du?‟ Men Jesus gav ham intet Svar. Pilatus siger da til ham: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?‟ Jesus svarede: „Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.‟ Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne raabte og sagde: „Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.‟ Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig paa Dommersædet, paa det Sted, som kaldes Stenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: „Se, eders Konge!‟ De raabte nu: „Bort, bort med ham! korsfæst ham!‟ Pilatus siger til dem: „Skal jeg korsfæste eders Konge?‟ Ypperstepræsterne svarede: „Vi have ingen Konge uden Kejseren.‟ Saa overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; og han bar selv sit Kors og gik ud til det saakaldte „Hovedskalsted‟, som hedder paa Hebraisk Golgatha, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en paa hver Side, men Jesus midt imellem. Men Pilatus havde ogsaa skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: „Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.‟ Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Latin og Græsk. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: „Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.‟ Pilatus svarede: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.‟ Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. Da sagde de til hverandre: „Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;‟ for at Skriften skulde opfyldes, som siger: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟ Dette gjorde da Stridsmændene. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus nu saa sin Moder og den Discipel, han elskede, staa hos, siger han til sin Moder: „Kvinde! se, det er din Søn.‟ Derefter siger han til Discipelen: „Se, det er din Moder.‟ Og fra den Time tog Discipelen hende hjem til sit. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: „Jeg tørster.‟ Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike paa en Isopstængel og holdt den til hans Mund. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: „Det er fuldbragt;‟ og han bøjede Hovedet og opgav Aanden. Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene maatte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. Da kom Stridsmændene og knuste Benene paa den første og paa den anden, som vare korsfæstede med ham. Men da de kom til Jesus og saa, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at ogsaa I skulle tro. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: „Intet Ben skal sønderbrydes derpaa.‟ Og atter et andet Skriftord siger: „De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.‟ Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han maatte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. Men ogsaa Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. Men der var paa det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.
Evangelium
Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟ Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den, som har Øren at høre med, han høre! Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde paa Torvene og raabe til de andre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn.‟ Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig: „Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Men jeg siger eder: Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder. Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven staaende indtil denne Dag. Men jeg siger eder: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.‟ Paa den Tid udbrød Jesus og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham. Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile. Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle. Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.