Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, saaledes ogsaa Kristus. Thi med een Aand bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Aand at drikke. Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. Dersom Foden vilde sige: „Fordi jeg ikke er Haand, hører jeg ikke til Legemet,‟ saa ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. Og dersom Øret vilde sige: „Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet,‟ saa ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, paa Legemet, efter som han vilde. Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
Første læsning
Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge? Du plantede dem, de sloge ogsaa Rødder, de gaa frem, de have ogsaa baaret Frugt; du er nær i deres Mund, men langt borte fra deres Indre. Men du, Herre! du kender mig, du ser mig og prøver mit Hjertelag imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes og indvi dem til Drabsdagen! Hvor længe skal Landet sørge og Urterne paa al Marken tørres hen? for deres Ondskabs Skyld, som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive. Naar du løb med Fodgængere, og de gjorde dig træt: Hvorledes vil du da kunne kappes med Heste? og i Fredens Land føler du dig vel tryg, men hvorledes vil du gøre det ved Jordans Stolthed? Thi ogsaa dine Brødre og din Faders Hus, ogsaa disse ere troløse imod dig, ogsaa disse skrige med fuld Røst efter dig; tro dem ikke, naar de tale godt til dig. Jeg har forladt mit Hus, opgivet min Arv; jeg har givet min Sjæls elskelige i hendes Fjenders Haand. Min Arv er bleven mig som en Løve i Skoven; den har opløftet sin Røst imod mig, derfor hader jeg den. Er min Arv bleven mig som en spraglet Rovfugl? Rovfuglene omringe den; gaar, samler alle vilde Dyr paa Marken, lader dem komme at æde! Mange Hyrder have ødelagt min Vingaard, de have nedtraadt min Ager; de have gjort den Ager; der var min Lyst, til en øde Ørk. Man har gjort den aldeles øde, den sørger over for mig, der den er øde; alt Landet er ødelagt, thi ingen lagde sig det paa Hjerte. Ødelæggere ere komne over alle nøgne Høje i Ørken; thi Herren har et Sværd, der fortærer fra Jordens ene Ende og indtil Jordens anden Ende; intet Kød har Fred. De saaede Hvede og høstede Torne, de gjorde sig Møje, men det gavner dem ikke, og de skamme sig over deres Indtægt, for Herrens brændende Vredes Skyld. Saa siger Herren imod alle mine onde Naboer, der antaste den Arv, som jeg har tildelt mit Folk Israel: Se, jeg oprykker dem af deres Land og oprykker Judas Hus af deres Midte. Og det skal ske, efter at jeg har oprykket dem, da vil jeg komme igen og forbarme mig over dem; og jeg vil føre dem tilbage, hver til sin Arv og hver til sit Land. Og det skal ske, dersom de lære mit Folks Veje, saa de Sværge ved mit Navn, „saa sandt som Herren lever‟, ligesom de lærte mit Folk at sværge ved Baal: Da skulle de bygges midt iblandt mit Folk. Men dersom de ikke høre, da vil jeg oprykke et saadant Folk, ja, oprykke og ødelægge det, siger Herren.
Første læsning
Ve de Hyrder, som ødelægge og adsprede min Græsgangs Faar! siger Herren. Derfor, saa siger Herren, Israels Gud, imod Hyrderne, som vogte mit Folk: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke set til dem; se, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger Herren. Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige. Og over dem vil jeg sætte Hyrder, som skulle vogte dem; og de skulle ikke mere frygte og ikke forskrækkes og ikke savnes, siger Herren. Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig; og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: „Herren vor Retfærdighed‟. Derfor se, de Dage komme, siger Herren, da de ikke mere skulle sige: Saa sandt Herren lever, som førte Israels Børn op fra Ægyptens Land! men derimod: Saa sandt Herren lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.
Morgenbøn — første læsning
Og Samuel sagde til Saul: Herren sendte mig til at salve dig til Konge over sit Folk, over Israel: Saa hør nu Herrens Ords Røst! Saaledes sagde Herren Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Ægypten. Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen. Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda. Der Saul kom til Amaleks Stad, da lagde han et Baghold i Dalen. Og Saul sagde til Keniten: Gak hen, vig bort, drag ned fra Amalek, at jeg ikke skal lægge dig øde med ham; thi du gjorde Miskundhed mod alle Israels Børn, der de droge op af Ægypten; saa drog Keniten fra Amalek. Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd. Men Saul og Folket sparede Agag, og hvad der var godt af smaat Kvæg og stort Kvæg og det næstbedste og Lammene, ja, alt det, som var godt, og de vilde ikke ødelægge det; men hver ringe og ubrugbar Ting ødelagde de. Da skete Herrens Ord til Samuel saaledes: Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat. Og Samuel stod tidlig op for at gaa Saul i Møde om Morgenen; og det blev Samuel tilkendegivet og sagt: Saul var kommen til Karmel, og se, han har sat sig et Mindesmærke, og han er vendt om, draget forbi og gaaet ned til Gilgal. Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for Herren! jeg har holdt Herrens Ord. Men Samuel svarede: Hvad er dette for en Lyd af smaat Kvæg for mine Øren? og Lyd af stort Kvæg, som jeg hører? Da sagde Saul: De have ført det fra Amalekiterne, idet Folket sparede det, som var godt af smaat Kvæg og af stort Kvæg, for at ofre til Herren din Gud; men det øvrige have vi ødelagt. Da sagde Samuel til Saul: Hold op! saa vil jeg give dig til Kende, hvad Herren har talet til mig i Nat; og han sagde til ham: Tal! Og Samuel sagde: Er det ikke saa? der du var liden i dine Øjne, blev du Israels Stammers Hoved, og Herren salvede dig til en Konge over Israel. Og Herren sendte mig paa Vejen og sagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem. Og hvorfor adlød du ikke Herrens Røst? men du styrtede dig over Byttet, og gjorde det onde for Herrens Øjne. Da sagde Saul til Samuel: Jeg adlød dog Herrens Røst og gik paa den Vej, paa hvilken Herren sendte mig; og jeg førte Agag, Amalekiternes Konge, hid, og ødelagde Amalekiterne; men Folket tog af Rovet smaat Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til Herren din Gud i Gilgal. Men Samuel sagde: Mon Herren har Behagelighed i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod Herrens Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre. Thi Genstridighed er en Trolddoms Synd, og Haardnakkethed er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at du ikke skal være Konge. Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet ved, at jeg har overtraadt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød dets Røst.
Epistel
Eller vide I ikke, at vi, saa mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? Vi bleve altsaa begravne med ham ved Daaben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, saaledes ogsaa vi skulle vandre i et nyt Levned. Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog ogsaa være det ved hans Opstandelses, idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi ogsaa skulle leve med ham, efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. Saaledes skulle ogsaa I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
Første læsning
Kongens Hjerte i Herrens Haand er Vandbække; til alt det, han vil, bøjer han det. Alle en Mands Veje ere rette for hans egne Øjne; men Herren vejer Hjerter. At øve Retfærdighed og Ret er Herren kærere end Offer. Øjnenes Hovmod og Hjertets Stolthed, de ugudeliges Lampe, er Synd. Den flittiges Tanker bringe kun Overflod, men den ilfærdiges bringe det kun til Mangel. At arbejde paa at samle Liggendefæ ved en falsk Tunge er Dunst, som bortvejres hos dem, som søge Døden. De ugudeliges Ødelæggelse river dem bort; thi de have vægret sig ved at gøre Ret. En skyldbetynget Mand gaar Krogveje; men den renes Gerning er ligefrem. Det er bedre at bo i et Hjørne paa Taget end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen. Den ugudeliges Sjæl har Lyst til det onde; hans Ven finder ikke Naade for hans Øjne. Naar man lægger Straf paa en Spotter, bliver den uerfarne viis, og naar man belærer den vise, skal han modtage Kundskab. Den retfærdige agter paa den ugudeliges Hus, naar det styrter de ugudelige i Ulykke. Hvo som stopper sit Øre for den ringes Raab, han, ja, han skal raabe og ikke bønhøres. En Gave i Løndom stiller Vrede, og en Skænk i Smug stiller heftig Fortørnelse. Det bliver den retfærdige en Glæde at have gjort Ret; men der er Fordærvelse for dem, som gøre Uret. Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vej, skal hvile i Dødningers Forsamling. Den, som elsker Glæde, skal have Mangel; den, som elsker Vin og Olie, skal ikke blive rig. Den ugudelige bliver Løsepenge for den retfærdige og den troløse for de oprigtige. Det er bedre at bo i et øde Land end hos en trættekær og arrig Kvinde. I den vises Bolig er der kosteligt Liggendefæ og Olie; men et daarligt Menneske opsluger det. Hvo der søger efter Retfærdighed og Miskundhed, skal finde Liv, Retfærdighed og Ære. Den vise stormede de vældiges Stad og nedstyrtede dens sikre Værn. Hvo der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Trængsler. Den pralende stolte, hans Navn er Spotter; han handler i Stoltheds Overmod. Den lades Begæring dræber ham; thi hans Hænder have vægret sig ved at gøre noget. Han begærer og begærer den hele Dag; men den retfærdige giver og holder ikke tilbage. De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skændigt Forsæt. Et løgnagtigt Vidne skal omkomme; men en Mand, som hører efter, vil altid kunne tale igen. En ugudelig Mand forhærder sit Ansigt; men den oprigtige han befæster sin Vej. Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for Herren. Hesten beredes til Krigens Dag, men Frelsen hører Herren til.
Morgenbøn — anden læsning
Og da han gik forbi, saa han et Menneske, som var blindt fra Fødselen. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: „Rabbi, hvem har syndet, denne eller hans Forældre, saa han skulde fødes blind?‟ Jesus svarede: „Hverken han eller hans Forældre have syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skulle aabenbares paa ham. Jeg maa gøre hans Gerninger, som sendte mig, saa længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.‟ Da han havde sagt dette, spyttede han paa Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa hans Øjne. Og han sagde til ham: „Gaa hen, to dig i Dammen Siloam‟ (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage. Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som Tigger: „Er det ikke ham, som sad og tiggede?‟ Nogle sagde: „Det er ham;‟ men andre sagde: „Nej, han ligner ham.‟ Han selv sagde: „Det er mig.‟ Da sagde de til ham: „Hvorledes bleve dine Øjne aabnede?‟ Han svarede: „En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte det paa mine Øjne og sagde til mig: Gaa hen til Siloam og to dig! Da jeg saa gik hen og toede mig, blev jeg seende.‟ Da sagde de til ham: „Hvor er han?‟ Han siger: „Det ved jeg ikke.‟ De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og aabnede hans Øjne. Atter spurgte nu ogsaa Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: „Han lagde Dynd paa mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg.‟ Nogle af Farisæerne sagde da: „Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han ikke holder Sabbaten.‟ Andre sagde: „Hvorledes kan et syndigt Menneske gøre saadanne Tegn?‟ Og der var Splid imellem dem. De sige da atter til den blinde: „Hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øjne?‟ Men han sagde: „Han er en Profet.‟ Saa troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt paa Forældrene til ham, som havde faaet sit Syn. Og de spurgte dem og sagde: „Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?‟ Hans Forældre svarede dem og sagde: „Vi vide, at denne er vor Søn, og at han var født blind. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har aabnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er gammel nok; han maa selv tale for sig.‟ Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen. Derfor sagde hans Forældre: „Han er gammel nok, spørger ham selv!‟ Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en Synder.‟ Da svarede han: „Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser.‟ De sagde da til ham igen: „Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes aabnede han dine Øjne?‟ Han svarede dem: „Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville ogsaa I blive hans Disciple?‟ Da udskældte de ham og sagde: „Du er hans Discipel; men vi ere Mose Disciple. Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er.‟ Manden svarede og sagde til dem: „Det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øjne. Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han. Aldrig er det hørt, at nogen har aabnet Øjnene paa en blindfødt. Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre.‟ De svarede og sagde til ham: „Du er hel og holden født i Synder, og du vil lære os?‟ Og de stødte ham ud. Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham, sagde han til ham: „Tror du paa Guds Søn?‟ Han svarede og sagde: „Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro paa ham.‟ Jesus sagde til ham: „Baade har du set ham, og den, som taler med dig, ham er det.‟ Men han sagde: „Jeg tror, Herre!‟ og han kastede sig ned for ham. Og Jesus sagde: „Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde.‟ Nogle af Farisæerne, som vare hos ham, hørte dette, og de sagde til ham: „Mon ogsaa vi ere blinde?‟ Jesus sagde til dem: „Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver.‟
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. Herrens Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. Herrens Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; Herrens Bud er rent, det oplyser Øjnene. Herrens Frygt er ren, den bestaar evindelig; Herrens Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn. Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser!
Evangelium
I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem: „Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise. Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.‟ Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?‟ Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Og de sagde: „Syv.‟ Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort.
Responsoriesalme
Af David. Herre! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble. Prøv mig, Herre! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed. Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. Jeg tor mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, Herre! for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger. Herre! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted. Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgerrige Folk, i hvis Hænder der er Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk. Men jeg vil vandre i min Uskyldighed; forløs mig og vær mig naadig! Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love Herren.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Undervisning af David, der Edomiteren Doeg kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus. Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag. Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skærpet Ragekniv, du, som øver Svig! Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela. Og de retfærdige skulle se det og frygte og spotte over ham og sige: Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev stærk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietræ i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn — thi det er godt — i Paasyn af dine hellige.
Responsoriesalme
Til Sangmesteren; en Psalme af David, der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba. Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. To mig vel af min Misgerning og rens mig Ira min Synd; thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig. Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, være ren, naar du dømmer. Se, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd. Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet lære du mig! Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne. Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig! Giv mig igen at glædes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand! Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig. Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed. Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris. Thi du har ikke Lyst til Slagtoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke foragte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.
Aftenbøn — første læsning
Og Herren sagde til Samuel: Hvor længe vil du sørge for Saul? og jeg har forkastet ham, at han ikke skal være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Bethlehemiteren Isai, thi jeg har udset mig en Konge iblandt hans Sønner. Men Samuel sagde: Hvorledes kan jeg gaa? thi Saul skulde høre det og slaa mig ihjel; da sagde Herren: Tag en Kalv af Kvæget med dig, og du skal sige: Jeg er kommen at slagte Slagtoffer for Herren. Og du skal byde Isai til det Slagtoffer; og jeg vil lade dig vide, hvad du skal gøre, og du skal salve mig den, som jeg siger dig. Og Samuel gjorde det, som Herren sagde, og kom til Bethlehem; da forfærdedes de Ældste i Staden og gik ham i Møde og sagde: Er det med Fred, at du kommer? Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for Herren, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen. Og det skete, der de kom, da saa han Eliab; og han tænkte: Visseligen er han for Herren hans salvede. Og Herren sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vækst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser paa; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men Herren ser til Hjertet. Da kaldte Isai ad Abinadab og lod ham gaa forbi for Samuels Ansigt, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt. Derefter lod Isai Samma gaa forbi, og han sagde: Denne har Herren ikke heller udvalgt. Saa lod Isai sine syv Sønner gaa forbi for Samuels Ansigt; men Samuel sagde til Isai: Herren har ikke udvalgt disse. Fremdeles sagde Samuel til Isai: Er det alle Drengene? og han sagde: Den yngste er endnu tilbage, og se, han vogter Smaakvæg; da sagde Samuel til Isai: Send hen og lad ham hente, thi vi sætte os ikke til Bords, før han kommer hid. Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde Herren: Staa op, salv ham, thi ham er det. Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og Herrens Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama. Men Herrens Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra Herren forfærdede ham. Da sagde Sauls Tjenere til ham: Se, kære, en ond Aand fra Gud forfærder dig. Vor Herre sige dog til dine Tjenere, som staa for dit Ansigt, at de opsøge en Mand, som forstaar at lege paa Harpe; og det skal ske, naar den onde Aand fra Gud er over dig, og hin leger med sin Haand, da skal det blive godt med dig. Da sagde Saul til sine Tjenere: Kære, ser mig om efter en Mand, som kan lege godt, og fører ham til mig. Da svarede een af de unge Karle og sagde: Se, jeg saa Bethlehemiteren Isais Søn, han forstaar at lege og er vældig til Strid, en Krigsmand og forstandig i Ord, en Mand, som er dejlig af Skikkelse, og Herren er med ham. Da sendte Saul Bud til Isai og lod sige: Send til mig David, din Søn, som er hos Smaakvæget. Da tog Isai et Asen tillige med Brød og en Flaske Vin og et Gedekid og sendte det ved David sin Søns Haand til Saul. Saa kom David til Saul og stod for hans Ansigt; og han elskede ham saare, og han blev hans Vaabendrager. Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kære, lad David staa for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øjne. Og det skete, naar Aanden fra Gud var over Saul, da tog David Harpen og legede med sin Haand; og Saul blev vederkvæget, og det blev godt med ham, og den onde Aand veg fra ham.
Anden læsning
Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron. Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟ som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟ han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest, og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led, og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis. Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.
Anden læsning
Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Aandens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: Da fuldkommer min Glæde, at I maa være enige indbyrdes, saa I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv og ikke se hver paa sit, men enhver ogsaa paa andres. Det samme Sindelag være i eder, som ogsaa var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, saa arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse paa eders egen Frelse med Frygt og Bæven; thi Gud er den, som virker i eder baade at ville og at virke, efter sit Velbehag. Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, for at I maa blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros paa Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, saa glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. Men ligeledes skulle ogsaa I glæde eder, og glæde eder med mig! Men jeg haaber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at ogsaa jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det gaar eder. Thi jeg har ingen ligesindet, der saa oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det gaar eder; thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, saaledes har han tjent med mig for Evangeliet. Ham haaber jeg altsaa at sende straks, naar jeg ser Udgangen paa min Sag. Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme. Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, efterdi han længtes efter eder alle og var saare ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. Ja, han var ogsaa syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men ogsaa over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg. Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I atter kunne glædes, naar I se ham, og jeg være mere sorgfri. Modtager ham altsaa i Herren med al Glæde og holder saadanne i Ære; thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.
Anden læsning
Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes Evigheder. Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Aasyn paa deres Troner, faldt ned paa deres Ansigter og tilbade Gud og sagde: Vi takke dig, Herre Gud, almægtige, du, som er, og som var, fordi du har taget din store Magt og tiltraadt dit Kongedømme, og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere, Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de smaa og de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde. Og Guds Tempel i Himmelen blev aabnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskælv og stærk Hagel.
Anden læsning
I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at ogsaa I have en Herre i Himmelen. Værer vedholdende i Bønnen, idet I ere aarvaagne i den med Taksigelse, idet I tillige bede ogsaa for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg ogsaa er bunden, for at jeg kan aabenbare den saaledes, som jeg bør tale. Vandrer i Visdom over for dem, som ere udenfor, saa I købe den belejlige Tid. Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, saa I vide, hvorledes I bør svare enhver især.
Evangelium
Men i de Dage fremstaar Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: „Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.‟ Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟ Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning. Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan. Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Daab, sagde han til dem: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden. Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟ Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham. Men Johannes vilde formene ham det og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!‟ Men Jesus svarede og sagde til ham: „Tilsted det nu; thi saaledes sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed.‟ Da tilsteder han ham det. Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene aabnedes for ham, og han saa Guds Aand dale ned som en Due og komme over ham. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟
Aftenbøn — anden læsning
Alle de, som ere Trælle under Aag, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. Men de, der have troende Herrer, maa ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil! Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt, han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhaanelser, ond Mistanke og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da aabenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. Men naar vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter. Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. Jeg byder dig for Guds Aasyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen! Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Haab til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; at de gøre godt, ere rige paa gode Gerninger, gerne give, meddele og saaledes opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv. O, Timotheus! vogt paa den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig saakaldte Erkendelse, hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Naaden være med dig!
Evangelium
Jøderne svarede og sagde til ham: „Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og er besat?‟ Jesus svarede: „Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden.‟ Jøderne sagde til ham: „Nu vide vi, at du er besat; Abraham døde og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed ikke smage Døden. Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? ogsaa Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?‟ Jesus svarede: „Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud. Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg siger: „Jeg kender ham ikke,‟ da bliver jeg en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder hans Ord. Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han saa den og glædede sig.‟ Da sagde Jøderne til ham: „Du er endnu ikke halvtredsindstyve Aar gammel, og du har set Abraham?‟ Jesus sagde til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været.‟ Saa toge de Stene for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen.
Evangelium
Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟ Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟
Evangelium
I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem: „Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise. Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.‟ Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?‟ Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Og de sagde: „Syv.‟ Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort. Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne. Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: „Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!‟ Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side. Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet. Og han bød dem og sagde: „Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!‟ Og de tænkte med hverandre: „Det er, fordi vi ikke have Brød.‟ Og da han mærkede dette, siger han til dem: „Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet? Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu? Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ De sige til ham: „Tolv.‟ „Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ Og de sige til ham: „Syv.‟ Og han sagde til dem: „Hvorledes forstaa I da ikke?‟ Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham. Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget. Og han saa op og sagde: „Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.‟ Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredet og kunde se alle Ting tydeligt. Og han sendte ham hjem og sagde: „Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.‟] Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: „Hvem sige Menneskene, at jeg er?‟ Og de sagde til ham: „Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: En af Profeterne.‟ Og han spurgte dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Peter svarede og siger til ham: „Du er Kristus.‟ Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage. Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette. Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: „Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟ Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.‟
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.