Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
Morning Prayer — First Lesson
1 Samuel 29
Og Filisterne havde samlet alle deres Lejre i Afek, og Israel lejrede sig ved den Kilde, som er udi Jisreel. Og Filisternes Fyrster gik over med Hundreder og med Tusinder; men David og hans Mænd gik over til sidst med Akis. Da sagde Filisternes Fyrster: Hvad skulle disse Hebræer? Og Akis sagde til Filisternes Fyrster: Er det ikke David, Sauls, Israels Konges, Tjener, som nu har været hos mig i Aar og Dag, og jeg har ikke fundet noget hos ham, siden den Tid, han faldt fra, indtil denne Dag? Men Filisternes Fyrster bleve vrede paa ham, og Filisternes Fyrster sagde til ham: Lad den Mand gaa bort og vende tilbage til sit Sted, hvor du har beskikket ham hen, men han skal ikke drage ned med os i Krigen, at han ikke skal blive os en Modstander i Krigen; thi hvormed kunde denne gøre sig selv behagelig hos sin Herre? mon ikke med disse Mænds Hoveder? Mon denne ikke være David, om hvilken de sang mod hverandre i Dansene, sigende: Saul slog sine Tusinde, men David sine Titusinde? Da kaldte Akis ad David og sagde til ham: Saa vist som Herren lever, du er oprigtig, og din Udgang og din Indgang med mig i Lejren er god for mine Øjne, thi jeg har intet ondt fundet hos dig, fra den Dag du kom til mig, indtil denne Dag; men du er ikke god for Fyrsternes Øjne. Saa vend nu tilbage og gak i Fred, at du ikke skal gøre det, som er ondt for Filisternes Fyrsters Øjne. Da sagde David til Akis: Men hvad har jeg gjort? eller hvad har du fundet hos din Tjener, fra den Dag, jeg har været for dit Ansigt indtil denne Dag, at jeg ikke maa komme og stride imod min Herre Konges Fjender? Og Akis svarede og sagde til David: Jeg ved det, thi du er god for mine Øjne, som en Guds Engel; dog have Filisternes Fyrster sagt: Lad ham ikke drage op med os i Krigen. Saa staa du nu tidlig op i Morgen, du og din Herres Tjenere, som ere komne med dig; og naar I ere tidligen opstandne i Morgen, og det er lyst for eder, saa gaar bort! Saa stod David tidligen op, han og hans Mænd, for at gaa bort om Morgenen og komme tilbage til Filisternes Land; og Filisterne droge op imod Jisreel.
Morning Prayer — Second Lesson
Acts 10
Men en Mand i Kæsarea ved Navn Kornelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske, en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, han saa klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time paa Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: „Kornelius!‟ Men han stirrede paa ham og blev forfærdet og sagde: „Hvad er det, Herre?‟ Han sagde til ham: „Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter. Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.‟ Men da Engelen, som talte til ham, var gaaet bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadigt vare om ham. Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op paa Taget for at bede ved den sjette Time. Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, og han saa Himmelen aabnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned paa Jorden; og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. Og en Røst lød til ham: „Staa op, Peter, slagt og spis!‟ Men Peter sagde: „Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.‟ Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: „Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!‟ Og dette skete tre Gange, og straks blev Dugen igen optagen til Himmelen. Men medens Peter var tvivlraadig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, maatte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. Og de raabte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: „Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; men staa op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.‟ Saa steg Peter ned til Mændene og sagde: „Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere komne?‟ Men de sagde: „Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har af en hellig Engel faaet Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.‟ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham. Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. Men Peter rejste ham op og sagde: „Staa op! ogsaa jeg er selv et Menneske.‟ Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. Og han sagde til dem: „I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaas med eller komme til nogen, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg ogsaa uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Aarsag I hentede mig?‟ Og Kornelius sagde: „For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et straalende Klædebon, og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer. Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Aasyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren.‟ Men Peter oplod Munden og sagde: „Jeg forstaar i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; — det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. I kende det, som er udgaaet over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede, det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort baade i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de ogsaa sloge ihjel, idet de hængte ham paa et Træ. Ham oprejste Gud paa den tredje Dag og gav ham at aabenbares, ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. Og han har paabudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn.‟ Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligaand paa alle dem, som hørte Ordet. Og de troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, at den Helligaands Gave var bleven udgydt ogsaa over Hedningerne; thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. Da svarede Peter: „Mon nogen kan formene disse Vandet, saa de ikke skulde døbes, de, som dog have faaet den Helligaand lige saa vel som vi?‟ Og han befalede, at de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.
Evening Prayer — First Lesson
1 Samuel 30
Og det skete, der David og hans Mænd kom paa den tredje Dag til Ziklag, vare Amalekiterne faldne ind imod Sønden og imod Ziklag og havde slaaet Ziklag og opbrændt den med Ild, og de havde taget Kvinderne, som vare derudi, desuden baade smaa og store fangne; de havde ingen slaaet ihjel, men de havde bortført dem og vare gangne deres Vej. Og David og hans Mænd kom til Staden, og se, den var opbrændt med Ild, og deres Hustruer og deres Sønner og deres Døtre vare fangne. Da opløftede David og det Folk, som var hos ham, deres Røst og græd, indtil der ikke mere var Kraft i dem til at græde. Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru. Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i Herren sin Gud. Og David sagde til Abjathar, Præsten, Akimeleks Søn: Kære, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David. Og David adspurgte Herren og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa den og bringe Redning. Saa gik David hen, han og seks Hundrede Mand, som vare hos ham, og de kom til Bækken Besor; der bleve de øvrige staaende. Men David forfulgte dem, han og fire Hundrede Mand, og to Hundrede Mand bleve staaende, som vare for trætte til at gaa over Besors Bæk. Og de fandt en ægyptisk Mand paa Marken, og de toge ham med sig til David; og de gave ham Brød, og han aad, og de gave ham Vand at drikke. De gave ham og en Klump Figen og to Klaser Rosiner, og han aad, og hans Aand kom til Kræfter igen; thi han havde ikke smagt Brød eller drukket Vand i tre Dage og tre Nætter. Og David sagde til ham: Hvem hører du til, og hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en ægyptisk ung Karl, en amalekitisk Mands Tjener, og min Herre forlod mig, thi jeg blev syg for tre Dage siden. Vi vare faldne ind Sønder paa imod Kreti og imod det, som hører til Juda, og Sønder paa imod Kaleb, og vi opbrændte Ziklag med Ild. Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du ikke vil slaa mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop. Og han førte ham ned, og se, de vare adspredte over hele Landet; de aade og drak og holdt Højtid over alt det store Bytte, som de havde taget fra Filisternes Land og fra Judas Land. Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen paa den følgende Dag, og ingen undkom af dem uden fire Hundrede Mænd, unge Karle, som rede paa Kamelerne og undflyede. Saa reddede David alt det, som Amalekiterne havde taget; David reddede ogsaa sine to Hustruer. Og der var ingen borte af dem, hverken liden eller stor, hverken Sønner eller Døtre, hverken af Byttet eller af alt det, som de havde taget med sig; David førte det alt sammen tilbage. Og David tog alt smaat Kvæg og stort Kvæg, og de førte det frem foran det øvrige Kvæg, og de sagde: Dette er Davids Bytte. Der David kom til de to Hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaa efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham, og David gik frem til Folket og hilsede dem. Da svarede hver ond og Belials Mand blandt de Mænd, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de ikke gik med os, da skulle vi ikke give dem af Byttet, som vi have reddet, uden enhver hans Hustru og hans Børn, dem kunne de føre med sig og gaa bort. Da sagde David: I skulle ikke gøre saa, mine Brødre, med det, som Herren har givet os, han som har bevaret os og givet denne Trop, som var kommen over os, i vore Hænder. Og hvo skulde høre eder i denne Sag? thi som hans Del er, som drog ned til Slaget, saa skal og hans Del være, som blev hos Tøjet, de skulle dele lige. Og det blev saaledes fra den samme Dag og derefter; thi han gjorde det til en Skik og til en Ret i Israel indtil denne Dag. Og der David kom til Ziklag, da sendte han til de Ældste i Juda, til sine Venner af Byttet og lod sige: Se, der have I en Velsignelse af Herrens Fjenders Bytte; nemlig til dem i Bethel og til dem i Ramoth mod Sønden og til dem i Jatthir og til dem i Aroer og til dem i Sifmoth og til dem i Esthemoa og til dem i Rakal og til dem i Jerameeliternes Stæder og til dem i Keniternes Stæder og til dem i Horma og til dem i Kor-Asan og til dem i Athak og til dem i Hebron og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.
Evening Prayer — Second Lesson
James 2
Mine Brødre! Eders Tro paa vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! Naar der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i prægtig Klædning, men der ogsaa kommer en fattig ind i smudsig Klædning, og I fæste Øjet paa den, som bærer den prægtige Klædning, og sige: Sæt du dig her paa den gode Plads, og I sige til den fattige: Staa du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: Ere I saa ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder? Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: „Du skal elske din Næste som dig selv,‟ gøre I ret; men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. Thi han, som sagde: „Du maa ikke bedrive Hor,‟ sagde ogsaa: „Du maa ikke slaa ihjel.‟ Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. Taler saaledes og gører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen. Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, og en af eder siger til dem: Gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad gavner det? Ligesaa er ogsaa Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. Men man vil sige: Du har Tro, Og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; ogsaa de onde Aander tro det og skælve. Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak paa Alteret? Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, og Skriften blev opfyldt, som siger: „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed,‟ og han blev kaldet Guds Ven. I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. Ligesaa Skøgen Rahab, blev ikke ogsaa hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er ogsaa Troen død uden Gerninger.
Readings follow the 1662 Book of Common Prayer (public domain). Scripture text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
