Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
Morning Prayer — First Lesson
Job 33
Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord! Se nu, jeg har opladt min Mund, min Tunge taler allerede ved min Gane. Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læber skulle udtale rent det, som jeg ved. Guds Aand har skabt mig, og den Almægtiges Aande gør mig levende. Dersom du kan, saa giv mig Svar; rust dig for mit Ansigt og fremstil dig! Se, jeg er ligesom du over for Gud, ogsaa jeg er dannet af Ler. Se, Rædsel for mig skal ikke forfærde dig, og intet Tryk fra mig skal være svart over dig. Men du sagde for mine Øren, og jeg hørte Talen, som lød: Jeg er ren, uden Overtrædelse, jeg er skyldfri, og der er ingen Misgerning hos mig. Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander; han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier. Se, heri har du ikke Ret! jeg vil svare dig; thi Gud er for høj for et Menneske. Hvorfor har du trættet med ham, fordi han ikke gør dig Regnskab for nogen af sine Gerninger? Men Gud taler een Gang og anden Gang; man agter ikke derpaa. I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Sengen, da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden, for at spare hans Sjæl fra Graven og hans Liv fra at omkomme ved Sværd. Han straffes ogsaa med Pine paa sit Leje og med vedholdende Uro i hans Ben, saa at hans Liv væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad; hans Kød fortæres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke; og hans Sjæl kommer nær til Graven og hans Liv nær til de dræbende Magter. Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, en af de tusinde, til at kundgøre Mennesket hans rette Vej: Saa skal Gud forbarme sig over ham og sige: Befri ham, at han ikke farer ned i Graven; jeg har faaet Løsepenge; da skal hans Kød blive kraftigt mere end i den unge Alder; sin Ungdoms Dage skal han faa igen. Han skal bede til Gud, og denne skal være ham naadig, og han skal se hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal gengive Mennesket hans Retfærdighed. Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt. Han har befriet min Sjæl, at den ikke farer ned i Graven, og mit Liv skal se paa Lyset. Se, alle disse Ting gør Gud to, tre Gange ved en Mand for at føre hans Sjæl tilbage fra Graven, at den maa beskinnes af de levendes Lys. Mærk det, Job! hør mig; ti stille, og jeg vil tale. Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret. Men har du intet, da hør du paa mig; ti stille, saa vil jeg lære dig Visdom!
Morning Prayer — Second Lesson
Luke 3
Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsaar, da Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene, medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen. Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Daab til Syndernes Forladelse, som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne; hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres jævne; og alt Kød skal se Guds Frelse.‟ Han sagde altsaa til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger ogsaa allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.‟ Og Skarerne spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?‟ Men han svarede og sagde til dem: „Den, som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligesaa!‟ Men ogsaa Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: „Mester! hvad skulle vi gøre?‟ Men han sagde til dem: „Kræver intet ud over, hvad eder er forordnet.‟ Men ogsaa Krigsfolk spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?‟ Og han sagde til dem: „Øver ikke Vold imod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!‟ Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, da svarede Johannes og sagde til alle: „Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟ Ligesaa formanede han ogsaa Folket om mange andre Ting og forkyndte dem Evangeliet. Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde, saa føjede han til alt det øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel. Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da ogsaa Jesus var bleven døbt og bad, at Himmelen aabnedes, og at den Helligaand dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: „Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag.‟ Og Jesus selv var omtrent tredive Aar, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en Søn af Josef, Elis Søn, Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn, Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn, Maaths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn, Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn, Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn, Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, Simeons Søn, Judas Søn, Josefs Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn, Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn, Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn, Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Søn, Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn, Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn, Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.
Evening Prayer — First Lesson
Job 34
Fremdeles svarede Elihu og sagde: Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig; thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden. Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er. Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret. Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig. Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk? Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud. Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig. Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej. Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten. Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds. Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig: Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen. Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst! Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig? Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige! Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning. De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand. Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt. Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig. Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud. Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted. Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste; han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det. Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje, for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig. Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske: Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket. Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder? Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere. Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved! Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig: „Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟. O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd! thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.
Evening Prayer — Second Lesson
Galatians 3
O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Aanden, eller ved i Tro at høre? Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte i Aand, nu ende i Kød? Have I da prøvet saa meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves! Mon da han, som meddeler eder Aanden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? ligesom jo „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed‟. Erkender altsaa, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn. Men da Skriften forudsaa, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: „I dig skulle alle Folkeslagene velsignes‟, saa at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham. Thi saa mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: „Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem.‟ Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er aabenbart, thi „den retfærdige skal leve af Tro.‟ Men Loven beror ikke paa Tro; men: „Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.‟ Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: „Forbandet er hver den, som hænger paa et Træ‟), for at Abrahams Velsignelse maatte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde faa Aandens Forjættelse ved Troen. Brødre! jeg taler paa Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil. Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: „Og Sædene‟, som om mange, men som om een: „Og din Sæd‟, hvilken er Kristus. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet. Thi faas Arven ved Lov, da faas den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse. Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Haand. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro paa Jesus Kristus gives dem, som tro. Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde aabenbares, saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus. Thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. Men naar I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.
Readings follow the 1662 Book of Common Prayer (public domain). Scripture text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
