Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Morgenbøn — første læsning
Og Naaman, Kongen af Syriens Stridshøvedsmand, var en mægtig Mand for sin Herres Ansigt og højt anset, thi Herren gav Syrien Frelse ved ham; og den Mand var vældig til Strid, men spedalsk. Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru. Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Profets Ansigt, som er i Samaria, da skulde denne skille ham af med hans Spedalskhed. Da gik han ind og gav sin Herre det til Kende og sagde: Saa og saa har den Pige talt, som er fra Israels Land. Da sagde Kongen af Syrien: Drag af Sted, kom derhen, saa vil jeg sende et Brev til Israels Konge; og han drog bort og tog ti Centner Sølv med sig og seks Tusinde Sekel Guld og ti Klædninger til at skifte med. Og han bragte Brevet til Israels Konge, hvori han lod sige: Og nu, naar dette Brev kommer til dig, se, da har jeg sendt Naaman min Tjener til dig, at du skal skille ham af med hans Spedalskhed. Og det skete, der Israels Konge læste Brevet, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Er jeg Gud, at jeg kan ihjelslaa og give Liv, efterdi denne sender til mig, at jeg skal skille en Mand af med hans Spedalskhed? Men, kære, mærker dog og ser, hvorledes han søger Aarsag imod mig. Men det skete, der Elisa, den Guds Mand, hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine Klæder, da sendte han til Kongen og lod sige: Hvorfor har du sønderrevet dine Klæder? Kære, lad ham komme til mig, saa skal han fornemme, at her er en Profet i Israel. Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn og holdt for Elisas Hus's Dør. Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak hen og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kød komme sig paa dig igen, og du skal blive ren. Da blev Naaman vred og for bort, og han sagde: Se, jeg tænkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde Herren sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden. Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede. Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da I ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren! Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren. Og han vendte om til den Guds Mand igen, han og hele hans Hær, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kære, se, jeg ved, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu, kære, tag en Gave af din Tjener! Men han sagde: Saa vist som Herren lever, for hvis Ansigt jeg staar, jeg tager den ikke; og han nødte ham til at tage den, men han vægrede sig. Da sagde Naaman: Hvis ikke, saa lad der, kære, gives din Tjener saa meget Jord, som et Par Muler kunne bære, thi din Tjener vil ikke ydermere gøre Brændoffer eller Slagtoffer til andre Guder, men til Herren. Ikkun den Ting vilde Herren forlade din Tjener: Naar min Herre gaar ind i Rimmons Hus at tilbede der, og han hælder sig til min Haand, og jeg nedbøjer mig i Rimmons Hus, naar jeg altsaa nedbøjer mig i Rimmons Hus, da vilde Herren forlade din Tjener denne Ting. Og han sagde til ham: Drag bort med Fred! Og han for fra ham et Stykke Vej. Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se, min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som Herren lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham. Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Centner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.
Morgenbøn — anden læsning
Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. Der tilbragte han tre Maaneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. Disse droge forud og biede paa os i Troas; men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. Men paa den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. Men der var mange Lamper i Salen ovenpaa, hvor vi vare samlede. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen saa længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: „Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham.‟ Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi saaledes havde han bestemt det, da han selv vilde gaa til Fods. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige ud for Kios; Dagen derpaa lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem paa Pinsedagen, om det var ham muligt. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. Og da de kom til ham, sagde han til dem: „I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Taarer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, idet jeg vidnede baade for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen paa vor Herre Jesus Kristus. Og nu se, bunden af Aanden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, kun, at den Helligaand i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har faaet af den Herre Jesus, at vidne om Guds Naades Evangelium. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. Derfor vidner jeg for eder paa denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Raad. Saa giver Agt paa eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligaand satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. Og af eders egen Midte skal der opstaa Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. Derfor vaager og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde hver enkelt med Taarer. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Naades Ord, som formaar at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. Jeg viste eder i alle Ting, at saaledes bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: „Det er saligere at give end at tage.‟ Og da han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle. Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Saa ledsagede de ham til Skibet.
Aftenbøn — første læsning
Og Profeternes Børn sagde til Elisa: Kære, se, det Sted, hvor vi bo for dit Ansigt, er os for trangt. Lader os dog gaa til Jordanen, og hver hente derfra en Bjælke, at vi der maa bygge os et Sted at bo der; og han sagde: Gaar! Og den ene sagde: Kære, vil du, da gak med dine Tjenere; og han sagde: Ja, jeg vil gaa med. Og han gik med dem; og der de kom til Jordanen, da fældede de Træer. Og det skete, der en fældede et Træ til en Bjælke, da faldt Jernet i Vandet; og han raabte og sagde: Ak! min Herre, tilmed er det laant. Og den Guds Mand sagde: Hvor faldt det? og der han havde vist ham Stedet, da huggede han et Stykke Træ af og kastede det derhen og kom Jernet til at svømme. Og han sagde: Tag dig det op; da udrakte han sin Haand og tog det. Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel, og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Jeg vil lejre mig paa det og det Sted. Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager dette Sted forbi; thi Syrerne ville lægge sig der. Saa sendte Israels Konge til det Sted, som den Guds Mand havde sagt til ham og paamindet ham om, og han forvarede sig der, ikke een Gang og ikke to Gange alene. Da blev Kongen af Syriens Hjerte heftig oprørt over denne Sag, og han kaldte ad sine Tjenere og sagde til dem: Ville I ikke give mig til Kende, hvem af os der holder med Israels Konge? Da sagde en af hans Tjenere: Ikke saa, min Herre Konge! men Elisa, den Profet, som er i Israel, giver Israels Konge de Ord til Kende, som du taler i dit Sengekammer. Og han sagde: Gaar og ser, hvor han er, at jeg kan sende hen og lade ham hente; og det blev ham tilkendegivet, at der sagdes: Se, han er i Dothan. Da sendte han derhen Heste og Vogne og en stor Hær, og der de kom om Natten, da omringede de Staden. Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gøre sig rede, og han gik ud, og se, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde Drengen til ham: Ak, min Herre, hvad skulle vi gøre? Og han sagde: Frygt intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem. Og Elisa bad og sagde: Herre! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod Herren Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa. Der de kom ned til ham, da bad Elisa til Herren og sagde: Kære, slaa dette Folk med Blindhed; og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. Da sagde Elisa til dem: Dette er ikke Vejen, og dette er ikke Staden, gaar efter mig, saa vil jeg føre eder til den Mand, som I lede efter; og han førte dem til Samaria. Og det skete, der de kom ind i Samaria, da sagde Elisa: Herre! oplad Øjnene paa disse, at de maa se; og Herren oplod deres Øjne, at de saa, og se, da vare de midt i Samaria. Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saa dem: Min Fader, maa jeg slaa dem ihjel? maa jeg slaa dem ihjel? Og han sagde: Du skal ikke slaa dem ihjel! vilde du slaa dem ihjel, som du har fanget med dit Sværd og med din Bue? sæt Brød og Vand for dem, at de maa æde og drikke og drage til deres Herre. Da beredte han dem et stort Maaltid; og der de havde ædt og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land. Og det skete derefter, at Benhadad, Kongen af Syrien, samlede hele sin Hær, og han drog op og belejrede Samaria.
Aftenbøn — anden læsning
Men der opstod ogsaa falske Profeter iblandt Folket, ligesom der ogsaa iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, og mange ville efterfølge deres Uterligheder, saa Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet, og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke. Thi naar Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, saa han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden vilde leve ugudeligt, og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han saa og hørte): — Da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder, hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren. Men disse — ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, ogsaa ødelægges med hines Ødelæggelse, idet de faa Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke faa nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn; de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, men fik Revselse for sin Overtrædelse: Et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. Disse ere vandløse Kilder og Taageskyer, som drives af Stormvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, lokke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. Det er gaaet dem efter det sande Ordsprog: „Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen.‟
Læsningerne følger Book of Common Prayer fra 1662 (fri af ophavsret). Skriftteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.

