Dagens læsninger

Morgenbøn — første læsning

Wisdom 19

Der findes ingen ophavsretsfri udgave af denne bog på dit sprog, så dette skriftsted vises på engelsk.

But upon the ungodly there came to the end indignation without mercy; For their future also God foreknew, How that, having changed their minds to let your people go, And having speeded them eagerly on their way, They would repent themselves and pursue them. For while they were yet in the midst of their mourning, And making lamentation at the graves of the dead, They drew upon themselves another counsel of folly, And pursued as fugitives those whom with intreaties they had cast out. For the doom which they deserved was drawing them to this end, And it made them forget the things that had befallen them, That they might fill up the punishment which was yet lacking to their torments, And that your people might journey on by a marvelous road, But they themselves might find a strange death. For the whole creation, each part in its several kind, was fashioned again anew, Ministering to your several commandments, That your servants might be guarded free from hurt. Then the cloud that shadowed the camp was seen, And dry land rising up out of what before was water, Out of the Red sea an unhindered highway, And a grassy plain out of the violent surge; By which they passed over with all their army, These that were covered with your hand, Having seen strange marvels. For like horses they roamed at large, And they skipped about like lambs, Praising you, O Lord, who was their deliverer. For they still remembered the things that came to pass in the time of their sojourning, How that instead of bearing cattle the land brought forth lice, And instead of fish the river cast up a multitude of frogs. But afterwards they saw also a new race of birds, When, led on by desire, they asked for luxurious dainties; For, to solace them, there came up for them quails from the sea. And upon the sinners came the punishments Not without the tokens that were given beforehand by the force of the thunders; For justly did they suffer through their own wickednesses, For grievous indeed was the hatred which they practised toward guests. For whereas the men of Sodom received not the strangers when they came among them; The Egyptians made slaves of guests who were their benefactors. And not only so, but God will visit the men of Sodom after another sort, Since they received as enemies those who were aliens; Whereas these first welcomed with feastings, And then afflicted with dreadful toils, Them that had already shared with them in the same rights. And moreover they were stricken with loss of sight (Even as were those others at the righteous man’s doors), When, being compassed about with yawning darkness, They sought every one the passage through his own door. For as the notes of a lute vary the character of the rhythm, Even so did the elements, changing their order one with another, Continuing always the same, each in its several sound; As may clearly be divined from the sight of the things that are come to pass. For creatures of the dry land were turned into creatures of the waters, And creatures that swim trode now upon the earth: Fire kept the mastery of its own power in the midst of water, And water forgat its quenching nature: Contrariwise, flames wasted not the flesh of perishable creatures that walked among them; Neither melted they the ice-like grains of ambrosial food, that were of nature apt to melt. For in all things, O Lord, you did magnify your people, And you did glorify them and not lightly regard them; Standing by their side in every time and place.

Morgenbøn — anden læsning

Lukas 9

Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme. Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. Og han sagde til dem: „Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.‟ Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne. Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. Men Herodes sagde: „Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?‟ Og han søgte at faa ham at se. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.‟ Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!‟ Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.‟ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.‟ Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve. Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: „Hvem sige Skarerne, at jeg er?‟ Men de svarede og sagde: „Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.‟ Og han sagde til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Og Peter svarede og sagde: „Guds Kristus.‟ Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, idet han sagde: „Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.‟ Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.‟ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede. Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende. Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, som bleve sete i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: „Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;‟ men han vidste ikke, hvad han sagde. Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!‟ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set. Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: „Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er min enbaarne. Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.‟ Men Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!‟ Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage. Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: „Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.‟ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begrebe det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord. Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig. Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.‟ Men Johannes tog til Orde og sagde: „Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.‟ Men Jesus sagde til ham: „Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.‟ Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem. Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem. Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: „Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?‟ Men han vendte sig og irettesatte dem. Og de gik til en anden Landsby. Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: „Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟ Og Jesus sagde til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟ Men han sagde til en anden: „Følg mig!‟ Men denne sagde: „Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.‟ Men han sagde til ham: „Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!‟ Men ogsaa en anden sagde: „Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.‟ Men Jesus sagde til ham: „Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.‟

Aftenbøn — første læsning

Sirach 1

Der findes ingen ophavsretsfri udgave af denne bog på dit sprog, så dette skriftsted vises på engelsk.

All wisdom comes from the Lord, And is with him forever. The sand of the seas, and the drops of rain, And the days of eternity, who shall count? The height of the heaven, and the breadth of the earth, And the deep, and wisdom, who shall search them out? Wisdom has been created before all things, And the understanding of prudence from everlasting. To whom has the root of wisdom been revealed? And who has known her shrewd counsels? There is one wise, greatly to be feared, The Lord sitting upon his throne: He created her, And saw, and counted her, And poured her out upon all his works. She is with all flesh according to his gift; And he gave her freely to those who love him. The fear of the Lord is glory, and exultation, And gladness, and a crown of rejoicing. The fear of the Lord will delight the heart, And will give gladness, and joy, and length of days. Whoso fears the Lord, it will go well with him at the last, And in the day of his death he will be blessed. To fear the Lord is the beginning of wisdom; And it was created together with the faithful in the womb. With men she laid an eternal foundation; And with their seed will she be had in trust. To fear the Lord is the fulness of wisdom; And she satiateth men with her fruits. She will fill all her house with desirable things, And her garners with her produce. The fear of the Lord is the crown of wisdom, Making peace and perfect health to flourish. He both saw and counted her; He rained down skill and knowledge of understanding, And exalted the honor of those who hold her fast. To fear the Lord is the root of wisdom; And her branches are length of days. Unjust wrath can never be justified; For the sway of his wrath is his downfall. A man that is longsuffering will bear for a season, And afterward gladness will spring up to him; He will hide his words for a season, And the lips of many will tell forth his understanding. A parable of knowledge is in the treasures of wisdom; But godliness is an abomination to a sinner. If you desire wisdom, keep the commandments, And the Lord will give her to you freely: For the fear of the Lord is wisdom and instruction; And in faith and meekness is his good pleasure. Disobey not the fear of the Lord; And come not to him with a double heart. Be not a hypocrite in the mouths of men; And take good heed to your lips. Exalt not yourself, lest you fall, And bring dishonor upon your soul; And so the Lord will reveal your secrets, And will cast you down in the midst of the congregation; Because you came not to the fear of the Lord, And your heart was full of deceit.

Aftenbøn — anden læsning

Efeserbrevet 3

Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, — om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Naade, som blev given mig til eder, at ved Aabenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, saaledes som jeg foran kortelig har skrevet, hvoraf I, naar I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, saaledes som den nu er bleven aabenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Aanden: Nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Naades Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Naade given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen paa ham. Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. — For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, fra hvem enhver Faderlighed i Himle og paa Jord har sit Navn, at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Aand i det indvortes Menneske; at Kristus maa bo ved Troen i eders Hjerter, for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formaa at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgaar al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. Men ham, som formaar over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstaa, efter den Magt, som er virksom i os, ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.