Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Morgenbøn — første læsning
Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand, og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig. Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren. Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham. Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger. Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem. Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust. Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande. Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte. Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed. Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud. Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke; men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning. Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne. Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast. Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang. Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du. Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar. Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur. Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud? Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment. Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje. Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme. Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor. Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke. Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem. Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder. Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig, og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd. Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov. Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
Morgenbøn — anden læsning
Da saa Paulus fast paa Raadet og sagde: „I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.‟ Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa Munden. Da sagde Paulus til ham: „Gud skal slaa dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slaas.‟ Men de, som stode hos, sagde: „Udskælder du Guds Ypperstepræst?‟ Og Paulus sagde: „Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk maa du ikke tale ondt imod.‟ Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, raabte han i Raadet: „I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Haab og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.‟ Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Aand; men Farisæerne hævde begge Dele. Men der opstod en stærk Raaben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: „Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Aand eller en Engel har talt til ham!‟ Men da der blev stærk Splid, frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: „Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes skal du ogsaa vidne i Rom.‟ Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slaaet Paulus ihjel. Og de, som havde indgaaet denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: „Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slaaet Paulus ihjel. Saa giver nu I tillige med Raadet Krigsøversten Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slaa ham ihjel, førend han kommer derhen.‟ Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: „Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.‟ Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: „Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.‟ Men Krigsøversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: „Hvad er det, som du har at melde mig?‟ Men han sagde: „Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Raadet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slaaet ham ihjel; og nu ere de rede og vente paa dit Tilsagn.‟ Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: „Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.‟ Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: „Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat;‟ og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. Og han skrev et Brev af følgende Indhold: „Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slaaet ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. Og da jeg vilde vide Aarsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Raad og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmaal i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. Men da jeg har faaet Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter ogsaa at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.‟ Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: „Jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede.‟ Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.
Aftenbøn — første læsning
Og disse ere de sidste Davids Ord: Saa sagde David, Isajs Søn, og saa sagde den Mand, som er højt ophøjet, Jakobs Guds Salvede, og lystelig ved Israels Salmer: Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge. Israels Gud sagde, til mig talede Israels Klippe: Der skal være en, som hersker iblandt Menneskene, en retfærdig, en, som hersker i Guds Frygt, og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaar, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Græsset vokser af Jorden ved Solskin efter Regnen. Thi staar mit Hus sig ikke saa med Gud? thi han har sat mig en evig Pagt, som er ordentligt beskikket i alle Maader og bevaret; thi al min Frelse og al min Lyst, skulde han ej lade den spire frem? Men Belials Børn, de skulle alle sammen være som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand. Men hver, som vil røre ved dem, maa være forsynet med Jern og Spydstage; og de skulle opbrændes med Ild, hvor de bo. Disse ere Navnene paa de vældige, som hørte David til: Joseb-Basebeth Takmoni var en Øverste for Høvedsmændene, han svingede sin Lanse imod otte Hundrede, som bleve ihjelslagne paa een Gang. Og efter ham var Eleasar, en Søn af Dodo, som var en Søn af Ahohi; han var iblandt de tre vældige med David, da de forhaanede Filisterne, som der vare forsamlede til Strid, medens Israels Mænd droge op. Han stod op og slog Filisterne, indtil hans Haand blev træt, og hans Haand hang fast ved Sværdet, og Herren gjorde en stor Frelse paa den samme Dag; og Folket vendte tilbage efter ham kun for at udplyndre de ihjelslagne. Og efter ham var Arariteren Samma, Ages Søn; da Filisterne vare forsamlede i en Hob, da var der sammesteds et Stykke Land fuldt med Linser, og Folket flyede for Filisternes Ansigt, og han stillede sig midt paa dette Stykke og friede det og slog Filisterne, og Herren gjorde en stor Frelse. Og tre af de tredive ypperste gik ned og kom om Høsten til David til Hulen ved Adullam, og Filisternes Hob havde lejret sig i Refaims Dal. Og David var da i Befæstningen; men Filisternes Befæstning var da i Bethlehem. Og David fik Lyst og sagde: Hvo vil give mig Vand at drikke af den Brønd i Bethlehem, som er ved Porten? Da brøde de tre vældige ind i Filisternes Lejr og droge Vand af den Brønd i Bethlehem, som er i Porten, og de bare og førte det til David; men han vilde ikke drikke deraf, men udøste det for Herren. Og han sagde: Det være langt fra mig, o Herre! at jeg skulde gøre dette! er det ikke de Mænds Blod, som gik derhen med Livsfare? Og han vilde ikke drikke det. Dette gjorde de tre vældige. Og Abisaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var en Øverste for Høvedsmændene, og han opløftede sit Spyd imod tre Hundrede, som bleve ihjelslagne; og han var navnkundig iblandt de tre. Var han ikke herligere end de tre? og han var deres Øverste; men han naaede ikke de tre. Og Benaja, Jojadas Søn, var en stridbar Mands Søn, stor i Gerninger, fra Kabzeel; han slog to Løvehelte af Moabiterne, og han gik ned og slog en Løve midt i en Brønd en Dag, da der var Sne. Og han slog en ægyptisk Mand, som var anselig, og den Ægypter havde et Spyd i sin Haand; men han gik ned til ham med en Kæp, og han rykkede Spydet af Ægypterens Haand og slog ham ihjel med hans eget Spyd. Disse Ting gjorde Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tre vældige, herligere end de tredive, men han naaede ikke de tre; og David satte ham i sit Raad. Asael, Joabs Broder, var iblandt de tredive; Elhanan, Dodos Søn af Bethlehem; Haroditeren Samma; Haroditeren Elika; Palthiteren Helez; Thekoiteren Ira, Ikes's Søn; Anathothiteren Abieser; Husathiteren Mebunaj; Ahohiteren Zalmon; Netofathiteren Maharaj; Netofathiteren Heleb, Baenas Søn; Ithai, Ribajs Søn, af Benjamins Børns Gibea; Pireathoniteren Benaja; Hiddai fra Gaas Bække; Arbathiteren Abialbon; Barhumiteren Asmaveth; Saalboniteren Eljaba; af Jasens Sønner, Jonathan; Harariteren Samma; Arariteren Ahiam, Sarars Søn; Elifelet, Ahasbajs Søn, en Maakathiters Søn; Giloniteren Eliam, Akitofels Søn; Karmeliteren Hezraj; Arbiteren Paeraj; Jigal, Nathans Søn, af Zoba; Gaditeren Bani; Ammoniteren Zelek; Beerothiteren Naharaj, Joabs, Zerujas Søns, Vaabendrager; Jithriteren Ira; Jithriteren Gareb; Hethiteren Uria; I alt syv og tredive.
Aftenbøn — anden læsning
Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for hele Verdens. Og derpaa kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. Den, som siger: „Jeg kender ham,‟ og ikke holder hans Bud, han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpaa kende vi, at vi ere i ham. Den, som siger, at han bliver i ham, han er ogsaa skyldig selv at vandre saaledes, som han vandrede. I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. Den, som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han gaar hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne. Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld. Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen. Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. Og Verden forgaar og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, saaledes ere nu mange Antikrister fremtraadte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. De ere udgaaede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive aabenbart, at de ikke alle ere af os. Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har ogsaa Faderen. Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle ogsaa I blive i Sønnen og i Faderen. Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv. Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men saaledes som hans Salvelse lærer eder alt, er det ogsaa sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, naar han aabenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham.
Læsningerne følger Book of Common Prayer fra 1662 (fri af ophavsret). Skriftteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.