Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Morgenbøn — første læsning
Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde: Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr? Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed? Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold. Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade, og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred. Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort. Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet; — thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; — skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte? Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand? Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det. Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl. Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv. Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast. Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have. Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset. Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig. Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet. Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand. Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig. De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
Morgenbøn — anden læsning
I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem: „Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise. Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.‟ Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?‟ Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Og de sagde: „Syv.‟ Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort. Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne. Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: „Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!‟ Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side. Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet. Og han bød dem og sagde: „Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!‟ Og de tænkte med hverandre: „Det er, fordi vi ikke have Brød.‟ Og da han mærkede dette, siger han til dem: „Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet? Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu? Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ De sige til ham: „Tolv.‟ „Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ Og de sige til ham: „Syv.‟ Og han sagde til dem: „Hvorledes forstaa I da ikke?‟ Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham. Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget. Og han saa op og sagde: „Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.‟ Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredet og kunde se alle Ting tydeligt. Og han sendte ham hjem og sagde: „Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.‟] Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: „Hvem sige Menneskene, at jeg er?‟ Og de sagde til ham: „Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: En af Profeterne.‟ Og han spurgte dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Peter svarede og siger til ham: „Du er Kristus.‟ Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage. Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette. Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: „Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟ Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.‟
Aftenbøn — første læsning
Men Job svarede og sagde: Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud? Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde. Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred? han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede; han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve; han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne; han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger; han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden; han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa! Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke. Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du? Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham. Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham. Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer. Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst. Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag. Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder. Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟ Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag. Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv. Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige. Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse. Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da? Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode. De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise. Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig, da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig. Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje? Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe, da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig. Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen. Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Aftenbøn — anden læsning
Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. Ja, ogsaa i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, saa sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Aandens Pant. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren — thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse — ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. Derfor sætte vi ogsaa vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. Thi vi skulle alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt. Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja, jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for eders Samvittigheder. Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. Thi naar vi „bleve afsindige‟, var det for Guds Skyld, og naar vi ere besindige, er det for eders Skyld. Thi Kristi Kærlighed tvinger os, idet vi have sluttet saaledes: Een er død for alle, altsaa ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. Saaledes vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi ogsaa have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. Vi ere altsaa Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
Læsningerne følger Book of Common Prayer fra 1662 (fri af ophavsret). Skriftteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.