Today's Readings

First Reading

Acts 4:32-37

Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles. Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til. Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født paa Kypern, som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.

Responsorial Psalm

Psalm 106

Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris? Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider. Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse, at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv. Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand. Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige. Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige. De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav. Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —! De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst. Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken, og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene. Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder. Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem, Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber. De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem. Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger. Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare. Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab. Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed. Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris! Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

Second Reading

Jude 2:1-10

Gospel

John 4:1-14

Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. Men han maatte rejse igennem Samaria. Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: „Giv mig noget at drikke!‟ Hans Disciple vare nemlig gaaede bort til Byen for at købe Mad. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: „Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?‟ Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner. Jesus svarede og sagde til hende: „Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.‟ Kvinden siger til ham: „Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?‟ Jesus svarede og sagde til hende: „Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv.‟