Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Exodus 39
Men af blaat uldent og Purpur og Skarlagen gjorde de Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen; og de gjorde hellige Klæder, som skulde være til Aron, saasom Herren havde befalet Mose. Og han gjorde Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned. Og de hamrede Guldet i Plader og skare det ud i Traade, til at virke det ind imellem det blaa uldne og imellem Purpuret og imellem Skarlagenet og imellem det hvide Linned med kunstig Gerning. De gjorde Skulderstykker til den, som kunde sammenføjes; den blev sammenføjet ved begge dens Ender. Og Bæltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom Herren havde befalet Mose. Og de beredte Onyksstene, indfattede rundt omkring med Guldfletninger, udgravede, som man udgraver et Signet, efter Israels Børns Navne. Og man satte dem paa Skulderstykkerne paa Livkjortlen, disse Stene skulde være til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose. Og han gjorde Brystspannet med kunstigt Arbejde, af samme Arbejde som Livkjortlen, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned. Det var firkantet, dobbelt gjorde de Brystspannet, eet Spand langt og eet Spand bredt, og dobbelt. Og de fyldte fire Rader Stene deri; een Rad: en Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad; og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant; og den tredje Rad: en Hyacint, en Agat og en Ametyst; og den fjerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger. Og disse Stene vare efter Israels Børns Navne, de vare tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, hver ved sit Navn efter de tolv Stammer. Og de gjorde fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde af purt Guld. Og de gjorde to Guldfletninger og to Guldringe, og de satte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet. Og de satte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet. Men de to Ender af de to snoede Kæder satte de paa de to Fletninger, og de satte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen paa Forsiden deraf. Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen. Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen forneden, paa Forsiden deraf, lige hvor den skulde fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte. Og de bandt Brystspannet ved dets Ringe til Ringene paa Livkjortlen med en blaa, ulden Snor, saa at det var oven for Livkjortlens Bælte, og Brystspannet skiltes ikke fra Livkjortlen, som Herren befalede Mose. Og han gjorde en Overkjortel til Livkjortlen, vævet Arbejde, helt af blaat uldent. Og Hullet paa Kjortlen var midt paa den, som et Panserhul; en Bort var om Hullet derpaa rundt omkring, for at den ikke skulde rives ud. Og de gjorde paa Kjortlens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, tvundet Arbejde. Og de gjorde Bjælder af purt Guld; og de satte Bjælderne imellem Granatæblerne paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, imellem Granatæblerne, saa at der var en Bjælde og et Granatæble, og atter en Bjælde og et Granatæble paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, til Brug ved Tjenesten, saasom Herren havde befalet Mose. Og de gjorde Kjortler af hvidt Linned, vævet Arbejde, til Aron og hans Sønner, og en Hue af hvidt Linned, og de høje Huers Prydelser af hvidt Linned, og de linnede Underklæder af hvidt, tvundet Linned, og Bæltet af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen, stukket Arbejde, saasom Herren havde befalet Mose. Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: helliget Herren. Og de satte en blaa, ulden Snor paa den for at fæste den paa Huen oventil, saasom Herren havde befalet Mose. Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de. Og de førte Tabernaklet til Mose, Paulunet og alle dets Redskaber; dets Hager, dets Fjæle, dets Tværstænger og dets Støtter og dets Fødder; og Dækket af rødlødede Væderskind og Dækket af Grævlingeskind og Dækkets Forhæng; Vidnesbyrdets Ark med dens Stænger og Naadestolen; Bordet med alle dets Redskaber og Skuebrødet; den rene Lysestage med dens Lamper, de tilberedte Lamper, med alle dens Redskaber, og Olien til Lysningen; og Guldalteret og Salveolien og Røgelsen af de vellugtende Urter og Dækket til Paulunets Dør; Kobberalteret med dets Kobbergitter, dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedelen og dens Fod; Omhængene til Forgaarden, dens Støtter og dens Fødder, og Dækket til Forgaardens Port, dens Snore og dens Søm, og alle Redskaber til Tabernaklets Tjeneste ved Forsamlingens Paulun; Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen, Præsten Arons hellige Klæder og hans Sønners Klæder, at gøre Præstetjeneste udi. Efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen. Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom Herren havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.
Responsorial Psalm
Psalm 89
En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed: „Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ Sela. Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn? en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham! Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig. Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig. Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm. Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er. Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn. Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet. Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de. I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn. Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne. Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig. Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger. Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.
Second Reading
Hebrews 2
Derfor bør vi des mere agte paa det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort. Thi naar det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed fik velforskyldt Løn, hvorledes skulle da vi undfly, naar vi ikke bryde os om saa stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, idet Gud vidnede med baade ved Tegn og Undere og mange Haande kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligaand efter sin Villie. Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden, om hvilken vi tale. Men en har vidnet et Sted og sagt: „Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; alle Ting lagde du under hans Fødder.‟ — Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi paa Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Naade maa have smagt Døden for alle. Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, naar han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. Thi baade den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, naar han siger: „Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig.‟ Og fremdeles: „Jeg vil forlade mig paa ham.‟ Og fremdeles: „Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig.‟ Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev ogsaa han i lige Maade delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen, og befri alle dem, som paa Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid. Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af. Derfor maatte han blive sine Brødre lig i alle Ting, for ‟at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder. Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes.
Gospel
Luke 24
Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟ Og de kom hans Ord i Hu. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟ Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟ Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre. Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟ Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand. Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟ Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. Og han tog det og spiste det for deres Øjne. Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟ Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne. Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I ere Vidner om disse Ting. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
