Dagens lesninger
Skriftlesningene som er fastsatt for dagen, med hele teksten på ditt eget språk. Følg hver morgen din tradisjons daglige lesninger i Bosko-appen.
Første lesning
I landet Us var det en mann som hette Job; han var en ulastelig og rettskaffen mann, som fryktet Gud og vek fra det onde. Han fikk syv sønner og tre døtre, og han eide syv tusen får og tre tusen kameler og fem hundre par okser og fem hundre aseninner og hadde en stor mengde tjenere; han var mektigere enn alle Østens barn. Hans sønner pleide å holde gjestebud på hver sin dag i hver sitt hus, og de sendte da bud til sine tre søstre og innbød dem til å ete og drikke sammen med dem. Og så ofte en omgang av disse gjestebud var til ende, sendte Job bud efter dem og helliget dem; han stod tidlig op om morgenen og ofret brennoffer, ett for hver av dem; for Job sa: Kanskje mine sønner har syndet og sagt Gud farvel i sitt hjerte. Således gjorde Job alltid. Så hendte det en dag at Guds sønner kom og stilte sig frem for Herren, og blandt dem kom også Satan. Og Herren sa til Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarte Herren: Jeg har faret og flakket omkring på jorden. Da sa Herren til Satan: Har du gitt akt på min tjener Job? For det er ingen på jorden som han - en ulastelig og rettskaffen mann, som frykter Gud og viker fra det onde. Men Satan svarte Herren: Mon Job frykter Gud for intet? Har du ikke hegnet om ham og om hans hus og om alt som hans er, på alle kanter? Hans henders gjerning har du velsignet, og hans hjorder har bredt sig vidt utover i landet. Men rekk bare ut din hånd og rør ved alt som hans er! Da vil han visselig si dig farvel like i ditt ansikt. Da sa Herren til Satan: Se, alt som hans er, er i din hånd; men mot ham selv må du ikke rekke ut din hånd. Så gikk Satan bort fra Herrens åsyn.
Første lesning
Dette er de bud og de lover I skal akte på å leve efter i det land som Herren, dine fedres Gud, har gitt dig til eie, alle de dager I lever på jorden: I skal ødelegge alle de steder hvor hedningene som I skal drive bort, har dyrket sine guder, på de høie fjell og på haugene og under hvert grønt tre; I skal rive ned deres altere og slå deres billedstøtter sønder, og deres Astarte-billeder skal I brenne op med ild, og de utskårne billeder av deres guder skal I hugge i stykker og utslette deres navn fra det sted hvor de stod. I skal ikke gjøre som de når I dyrker Herren eders Gud, men til det sted Herren eders Gud utvelger av alle eders stammer for å la sitt navn bo der, dit skal I søke, og dit skal du komme. Og dit skal I føre eders brennoffer og eders slaktoffer og eders tiender og eders henders gaver og eders lovede offer og eders frivillige offer og det førstefødte av eders storfe og av eders småfe, og der skal I ete for Herrens, eders Guds åsyn og glede eder med eders husfolk over alt det I har vunnet ved eders arbeid, alt det Herren din Gud har velsignet dig med. I skal ikke gjøre således som vi gjør her idag, enhver det som tykkes ham å være rett; for I er ennu ikke kommet inn til den hvile og den arv Herren din Gud gir dig. Men når I er gått over Jordan og bor i det land Herren eders Gud gir eder til arv, og han har gitt eder ro for alle eders fiender rundt om, så I bor trygt, da skal det sted som Herren eders Gud utvelger for å la sitt navn bo der, være det eneste sted hvorhen I skal føre alt det jeg byder eder: eders brennoffere og eders slaktoffere, eders tiender og eders henders gaver og alle eders utvalgte offer som I lover Herren. Og I skal være glade for Herrens, eders Guds åsyn, I og eders sønner og eders døtre og eders tjenere og eders tjenestepiker og levitten som bor hos eder; for han har ingen del eller arv med eder. Vogt dig at du ikke ofrer dine brennoffer på noget sted som du selv utser dig! Men på det sted som Herren utvelger i en av dine stammer, der skal du ofre dine brennoffer, og der skal du gjøre alt det jeg byder dig. Men ellers kan du efter ditt hjertes lyst slakte og ete kjøtt rundt om i alle dine byer, efter som Herren din Gud gir dig sin velsignelse; den urene så vel som den rene kan ete av det som om det var et rådyr eller en hjort. Men blodet må I ikke ete; I skal helle det ut på jorden likesom vann. Hjemme i dine byer må du ikke ete tienden av ditt korn eller av din most eller av din olje, heller ikke det førstefødte av ditt storfe eller av ditt småfe, heller ikke noget av dine lovede offer eller dine frivillige offer eller din hånds gaver. Men for Herrens, din Guds åsyn skal du ete det på det sted Herren din Gud utvelger, du og din sønn og din datter og din tjener og din tjenestepike og levitten som bor hos dig; og du skal glede dig for Herrens, din Guds åsyn over alt det du har vunnet ved ditt arbeid. Vokt dig at du ikke glemmer levitten, så lenge du lever i ditt land! Når Herren din Gud utvider dine landemerker, således som han har tilsagt dig, og du sier: Jeg vilde gjerne ete kjøtt, fordi du har lyst til å ete kjøtt, da kan du ete kjøtt efter ditt hjertes lyst. Hvis du har lang vei til det sted Herren din Gud utvelger for å la sitt navn bo der, da kan du gjøre som jeg har befalt dig, og slakte av ditt storfe og av ditt småfe, som Herren har gitt dig, og du kan ete det hjemme i dine byer efter ditt hjertes lyst. Men du skal ete det som en eter et rådyr eller en hjort; både den urene og den rene kan ete det. Hold bare fast ved at du ikke eter blodet! For blodet er sjelen, og du skal ikke ete sjelen sammen med kjøttet. Du skal ikke ete det; du skal helle det ut på jorden likesom vann. Et det ikke, så skal det gå dig vel og dine barn efter dig, når du gjør det som er rett i Herrens øine. Men de hellige gaver som du vil gi, og dine lovede offer skal du ta og føre med dig til det sted som Herren utvelger. Og du skal ofre dine brennoffer, både kjøttet og blodet, på Herrens, din Guds alter; og av dine slaktoffer skal blodet helles ut på Herrens, din Guds alter, men kjøttet kan du ete. Akt vel på å lyde alle disse bud som jeg gir dig, forat det må gå dig vel og dine barn efter dig til evig tid, når du gjør det som godt og rett er i Herrens, din Guds øine. Når Herren din Gud har utryddet folkene for dig der hvor du nu kommer for å drive dem bort, og du har drevet dem bort og bor i deres land, da vokt dig at du ikke lar dig dåre og følger i deres spor, efterat de er utryddet for dig, og at du ikke spør efter deres guder og sier: Hvorledes tjente disse folk sine guder? Således vil også jeg gjøre. Du skal ikke gjøre som de når du dyrker Herren din Gud; for alt det som er en vederstyggelighet for Herren, og som han hater, det gjør de for sine guder; endog sine sønner og sine døtre brenner de i ilden til ære for sine guder. Alt det jeg byder eder, skal I akte vel på å gjøre; du skal ikke legge noget til og ikke ta noget fra.
Første lesning
Og Jerubba'al, det er Gideon, og alt folket som var med ham, tok tidlig ut og leiret sig ved Harodkilden; men midianittenes leir lå nordenfor, fra More-høiden og ned i dalen. Da sa Herren til Gideon: Du har for mange folk med dig til at jeg skulde gi midianittene i deres hånd; for da kunde Israel rose sig mot mig og si: Min egen hånd har frelst mig. La nu utrope for folket: Den som er fryktsom og redd, kan vende om og fare hjem igjen fra Gileadfjellet! Da vendte to og tyve tusen av folket om, og ti tusen blev igjen. Men Herren sa til Gideon: Ennu er det for mange folk; la dem gå ned til vannet, så vil jeg prøve dem for dig der, og den som jeg sier skal gå med dig, han skal gå med dig; men hver den som jeg sier ikke skal gå med dig, skal ikke gå. Så lot han folket gå ned til vannet, og Herren sa til Gideon: Alle som lepjer vannet i sig med tungen likesom hunden, skal du stille for sig selv, og likeså alle som legger sig på kne for å drikke. Og tallet på dem som lepjet med hånden til munnen, var tre hundre; men hele resten av folket la sig på kne og drakk av vannet. Da sa Herren til Gideon: Med de tre hundre mann som lepjet, vil jeg frelse eder og gi midianittene i din hånd; men resten av folket kan gå hver til sitt. Så tok de til sig folkets matforråd og deres basuner, og alle de andre Israels menn lot han fare hver til sitt telt; men de tre hundre mann lot han bli igjen hos sig. Og midianittenes leir var lenger nede i dalen. Og samme natt sa Herren til ham: Stå op og dra ned imot leiren! Jeg har gitt den i din hånd. Men er du redd for å dra ned, så gå med din tjener Pura ned til leiren Og hør efter hvad de sier; så skal du kjenne dig så sterk at du tør dra ned imot leiren. Og han og hans tjener Pura gikk ned til de krigsfolk som holdt vakt ytterst i leiren. Men midianittene og amalekittene og alle Østens barn lå der i dalen så tett som gresshopper, og det var ikke tall på deres kameler; de var tallrike som sanden på havets bredd. Med det samme Gideon kom, var der en mann som fortalte en annen en drøm og sa: Jeg hadde en drøm, og se, et byggbrød kom rullende imot midianittenes leir, og da det kom til teltet, støtte det til det, så det falt; det kastet det over ende, og teltet lå der. Da svarte den andre og sa: Dette er ikke noget annet enn israelitten Gideons, Joas' sønns sverd; Gud har gitt midianittene og hele leiren i hans hånd. Og da Gideon hørte denne drøm fortalt og hvorledes den blev tydet, tilbad han. og han vendte tilbake til Israels leir og sa: Stå op! Herren har gitt midianittenes leir i eders hånd. Og han delte de tre hundre mann i tre flokker og gav dem alle sammen basuner i hendene og tomme krukker, og inne i krukkene var det fakler. Og han sa til dem: I skal se på mig og gjøre som jeg; når jeg kommer til utkanten av leiren, så skal I gjøre som jeg gjør. Når jeg støter i basunen, jeg og alle de som er med mig, da skal også I støte i basunene rundt omkring hele leiren og rope: For Herren og for Gideon! Så kom Gideon og hundre mann som var med ham, til utkanten av leiren ved begynnelsen av den mellemste nattevakt; de hadde just satt ut vaktpostene. Og de støtte i basunene og slo i stykker krukkene som de hadde i hånden. Og alle de tre flokker støtte i basunene og slo i stykker krukkene; med venstre hånd grep de faklene og med høire hånd basunene og støtte i dem og ropte: Sverd for Herren og for Gideon! Og de blev stående hver på sitt sted rundt omkring leiren; da begynte alle i leiren å løpe og skrike og flykte. Og de støtte i de tre hundre basuner, og Herren vendte den enes sverd imot den andre i hele leiren; og de som var i leiren, flyktet til Bet-Hasitta bortimot Serera, til elvebredden ved Abel-Mehola forbi Tabbat. Og Israels menn av Naftali og av Aser og av hele Manasse blev kalt til våben og forfulgte midianittene. Og Gideon sendte bud omkring på hele Efra'im-fjellet og lot si: Dra ned imot midianittene og avsteng dem fra vannene like til Bet-Bara og Jordan! Så blev da hver mann i Efra'im kalt til våben, Og de stengte veien til vannene like til Bet-Bara og Jordan. De tok to av midianittenes fyrster, Oreb og Se'eb, og de drepte Oreb på Orebs klippe, og Se'eb drepte de i Se'ebs vinperse; så forfulgte de midianittene. Orebs og Se'ebs hoder hadde de med sig til Gideon på den andre side av Jordan.
Morgenbønn — første lesning
Hvor gullet blir mørkt, det edleste gull forandret, de hellige stener strødd omkring ved alle gatehjørner! Sions barn, de dyrebare, like i verd med det fineste gull, hvor de er blitt aktet som lerkrukker, et verk av en pottemakers hender! Endog sjakaler rekker bryst, gir sine unger die; mitt folks datter er blitt grusom som strutsen i ørkenen. Diebarnets tunge henger fast ved ganen av tørst; små barn ber om brød, det er ingen som deler ut til dem, De som åt fine retter, ligger elendige på gatene; de som blev båret på skarlagen, favner møkkdynger. Så blev straffen over mitt folks datter større enn straffen over Sodoma, som blev lagt i grus i et øieblikk, uten at hender blev løftet imot det. Hennes fyrster var renere enn sne, hvitere enn melk; de var rødere på legemet enn koraller; som safir var deres utseende. Mørkere enn sort er nu deres utseende, de blir ikke kjent på gatene; deres hud henger ved deres ben, den er blitt tørr som tre. Lykkeligere var de som blev drept ved sverd, enn de som blev drept ved hunger, de som tærtes bort og gikk til grunne av mangel på brød. Ømhjertede kvinner kokte selv sine egne barn, de tjente dem til føde da mitt folks datter gikk under. Herren uttømte sin harme, han utøste sin brennende vrede og tendte en ild i Sion, og den fortærte dets grunnvoller. Jordens konger og alle som bodde på jorderike, trodde ikke at nogen motstander og fiende skulde komme inn gjennem Jerusalems porter. For dets profeters synder, dets presters misgjerninger, de som utøste rettferdiges blod i byen, er det skjedd. De vanket omkring på gatene som blinde, tilsølt med blod, så ingen kunde røre ved deres klær. Vik bort! Uren! ropte folk til dem - vik bort, vik bort, rør ikke ved oss! For de har flyktet og vanker omkring; det sies blandt folkene: De skal ikke bli her lenger! Herrens åsyn har spredt dem, han ser ikke mere til dem; prester akter de ikke, over de gamle forbarmer de sig ikke. Da det ennu stod, stirret våre matte øine forgjeves efter hjelp; på vårt vakttårn speidet vi efter et folk som ikke kunde frelse oss. De lurte på våre skritt, så vi ikke kunde gå på våre gater; vår ende var kommet nær, vår tid var omme, ja, vår ende var kommet. Våre forfølgere var raskere enn himmelens ørner; på fjellene forfulgte de oss, i ørkenen lurte de på oss. Vår livsånde, Herrens salvede, blev fanget i deres graver, han om hvem vi sa: I hans skygge vil vi leve blandt folkene. Fryd dig og gled dig bare, Edoms datter, du som bor i landet Us! Også til dig skal begeret komme; du skal bli drukken og klæ dig naken.
Epistel
Hvem trodde det budskap vi hørte? Og for hvem blev Herrens arm åpenbaret? Han skjøt op som en kvist for hans åsyn og som et rotskudd av tørr jord; han hadde ingen skikkelse og ingen herlighet, og vi så ham, men han hadde ikke et utseende så vi kunde ha vår lyst i ham. Foraktet var han og forlatt av mennesker, en mann full av piner og vel kjent med sykdom; han var som en som folk skjuler sitt åsyn for, foraktet, og vi aktet ham for intet. Sannelig, våre sykdommer har han tatt på sig, og våre piner har han båret; men vi aktet ham for plaget, slått av Gud og gjort elendig. Men han er såret for våre overtredelser, knust for våre misgjerninger; straffen lå på ham, forat vi skulde ha fred, og ved hans sår har vi fått lægedom. Vi fór alle vill som får, vi vendte oss hver til sin vei; men Herren lot våres alles misgjerninger ramme ham. Han blev mishandlet, enda han var elendig, og han oplot ikke sin munn, lik et lam som føres bort for å slaktes, og lik et får som tier når de klipper det; han oplot ikke sin munn. Ved trengsel og ved dom blev han rykket bort; men hvem tenkte i hans tid at når han blev utryddet av de levendes land, så var det for mitt folks misgjernings skyld plagen traff ham? De gav ham hans grav blandt ugudelige, men hos en rik var han i sin død, fordi han ingen urett hadde gjort, og det ikke var svik i hans munn. Men det behaget Herren å knuse ham, han slo ham med sykdom; når hans sjel bar frem skyldofferet, skulde han se avkom og leve lenge, og Herrens vilje skulde ha fremgang ved hans hånd. Fordi hans sjel har hatt møie, skal han se det og mettes; derved at de kjenner ham, skal den rettferdige, min tjener, rettferdiggjøre de mange, og deres misgjerninger skal han bære. Derfor vil jeg gi ham de mange til del, og sterke skal han få til bytte, fordi han uttømte sin sjel til døden og blev regnet blandt overtredere, han som dog bar manges synd, og han bad for overtrederne.
Første lesning
Dette er stammenes navn: Fra nordenden langs Hetlon-veien til bortimot Hamat og Hasar-Enan ved Damaskus' landemerke, mot nord, ved siden av Hamat, der skal Dan ha landet, fra østsiden til havet - Dan én lodd. Og langsmed Dans landemerke, fra østsiden til vestsiden, Aser én lodd. Og langsmed Asers landemerke, fra østsiden og til vestsiden, Naftali én lodd. Og langsmed Naftalis landemerke, fra østsiden til vestsiden, Manasse én lodd. Og langsmed Manasses landemerke, fra østsiden til vestsiden, Efra'im én lodd. Og langsmed Efra'ims landemerke, fra østsiden og til vestsiden, Ruben én lodd. Og langsmed Rubens landemerke, fra østsiden til vestsiden, Juda én lodd. Og langsmed Judas landemerke, fra østsiden til vestsiden, skal det område ligge som I skal avgi som gave til Herren; det skal være fem og tyve tusen stenger i bredde, og i lengde som én av stammeloddene, fra østsiden til vestsiden, og midt i der skal helligdommen være. Det område som I skal avgi til Herren som gave, skal være fem og tyve tusen stenger langt og ti tusen bredt. Og av denne hellige gave skal et stykke tilhøre prestene, i nord fem og tyve tusen stenger, i vest ti tusen i bredde, i øst ti tusen i bredde, og i syd fem og tyve tusen i lengde, og midt i der skal Herrens helligdom være. Prestene, dem som er helliget blandt Sadoks sønner, som tok vare på det jeg vilde ha varetatt, som ikke forvillet sig dengang Israels barn fór vill, således som levittene forvillet sig, dem skal det tilhøre som en del av det landområde som skal avgis til Herren, som et høihellig stykke langsmed levittenes landemerke. Og levittene skal ved siden av prestenes landemerke ha fem og tyve tusen stenger i lengde og ti tusen i bredde; lengden skal i alt være fem og tyve tusen stenger, og bredden ti tusen. De skal ikke selge eller bytte bort noget av det, og denne førstegrøde av landet skal ikke gå over til andre; for den er helliget til Herren. De fem tusen stenger som er tilovers av bredden, langsmed de fem og tyve tusen, skal ikke være hellig land; det skal være til bruk for staden, til boliger og til jorder, og midt i der skal staden være. Og dette er dens mål: Nordsiden skal være fire tusen og fem hundre stenger, og sydsiden fire tusen og fem hundre, og østsiden fire tusen og fem hundre, og vestsiden fire tusen og fem hundre. Og staden skal ha jorder, i nord to hundre og femti stenger og i syd to hundre og femti og i øst to hundre og femti og i vest to hundre og femti. Og det som er tilovers av lengden, langsmed den hellige gave, ti tusen stenger mot øst og ti tusen mot vest, det skal være langsmed den hellige gave, og av grøden av det skal være til føde for stadens arbeidere. Og stadens arbeidere, av alle Israels stammer, skal dyrke det. Hele gaven skal være fem og tyve tusen stenger i lengde og fem og tyve tusen i bredde; en fjerdedel i forhold til den hellige gave skal I avgi til stadens eiendom. Og fyrsten skal ha det som er tilovers på begge sider av den hellige gave og av stadens eiendom, langsmed den fem og tyve tusen stenger brede lodd til den østre grense og mot vest langsmed de fem og tyve tusen stenger til den vestre grense, ved siden av stammeloddene; det skal tilhøre fyrsten, og den hellige gave og husets helligdom skal være midt imellem. Og det som ligger mellem Judas landemerke og Benjamins landemerke, med levittenes eiendom og stadens eiendom i midten, det skal tilhøre fyrsten. Så kommer de andre stammer: Fra østsiden til vestsiden skal Benjamin ha én lodd. Og langsmed Benjamins landemerke, fra østsiden til vestsiden, Simeon én lodd. Og langsmed Simeons landemerke, fra østsiden til vestsiden, Issakar én lodd. Og langsmed Issakars landemerke, fra østsiden til vestsiden, Sebulon én lodd. Og langsmed Sebulons landemerke, fra østsiden til vestsiden, Gad én lodd. Og langsmed Gads landemerke, på sydsiden, skal grensen mot syd gå fra Tamar til Meribas vann ved Kades; arven skal nå til det store hav. Dette er det land som I skal lodde ut til Israels stammer av arven, og dette er deres lodder, sier Herren, Israels Gud. Og dette er stadens yttergrenser: På nordsiden skal den måle fire tusen og fem hundre stenger; og stadens porter skal opkalles efter Israels stammer; tre av dem skal ligge mot nord: Rubens port én, Judas port én, Levis port én. Og på østsiden skal den måle fire tusen og fem hundre stenger og ha tre porter: Josefs port én, Benjamins port én, Dans port én. Og sydsiden skal måle fire tusen og fem hundre stenger og ha tre porter: Simeons port én, Issakars port én, Sebulons port én. Vestsiden skal måle fire tusen og fem hundre stenger og ha tre porter: Gads port én, Asers port én, Naftalis port én. Rundt omkring skal staden måle atten tusen stenger. Og stadens navn skal fra den dag være: Herren er der.
Morgenbønn — andre lesning
Dette har jeg talt til eder forat I ikke skal ta anstøt. De skal utstøte eder av synagogene; ja, det kommer en tid da hver den som slår eder ihjel, skal tro at han viser Gud en dyrkelse. Og dette skal de gjøre fordi de ikke kjenner Faderen og heller ikke mig. Men dette har jeg talt til eder, forat I, når timen kommer, da skal minnes at jeg sa eder det; men dette sa jeg eder ikke fra begynnelsen av, fordi jeg da var hos eder. Men nu går jeg bort til ham som har sendt mig, og ingen av eder spør mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt dette til eder, har sorg fylt eders hjerte. Men jeg sier eder sannheten: Det er til gagn for eder at jeg går bort; for går jeg ikke bort, da kommer talsmannen ikke til eder; men går jeg bort, da skal jeg sende ham til eder. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om rettferdighet og om dom: om synd, fordi de ikke tror på mig; om rettferdighet, fordi jeg går til Faderen, og I ser mig ikke lenger; om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt. Ennu har jeg meget å si eder; men I kan ikke bære det nu; men når han, sannhetens Ånd, kommer, skal han veilede eder til hele sannheten; for han skal ikke tale av sig selv, men det som han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han forkynne eder. Han skal herliggjøre mig; for han skal ta av mitt og forkynne eder. Alt det Faderen har, er mitt; derfor sa jeg at han tar av mitt og forkynner eder. Om en liten stund ser I mig ikke lenger, og atter om en liten stund skal I se mig.
Responsoriesalme
Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider? Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt. For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham. Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker. Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han. Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke. Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap. Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige. Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn. Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige. Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri. Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige! Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke? Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper. Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den! Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land! De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.
Evangelium
Og han gikk ut og vandret efter sedvane til Oljeberget; men hans disipler fulgte og med ham. Og da han kom til stedet, sa han til dem: Bed at I ikke må komme i fristelse! Og han slet sig fra dem så lang som et stenkast, og falt på kne, bad og sa: Fader! om du vil, da la denne kalk gå mig forbi! Dog, skje ikke min vilje, men din! Og en engel fra himmelen åpenbarte sig for ham og styrket ham. Og han kom i dødsangst og bad enda heftigere, og hans sved blev som blodsdråper, som falt ned på jorden. Så stod han op fra bønnen og kom til sine disipler og fant dem sovende av bedrøvelse, og han sa til dem: Hvorfor sover I? Stå op og bed at I ikke må komme i fristelse! Mens han ennu talte, se, da kom en flokk, og han som hette Judas, en av de tolv, gikk foran dem og trådte nær til Jesus for å kysse ham. Men Jesus sa til ham: Judas! forråder du Menneskesønnen med et kyss? Da nu de som var om ham, så hvad som vilde skje, sa de: Herre! skal vi slå til med sverd? Og en av dem slo til yppersteprestens tjener og hugg det høire øre av ham. Men Jesus svarte og sa: La dem bare gå så vidt! Og han rørte ved hans øre og lægte ham. Og Jesus sa til yppersteprestene og høvedsmennene over tempel-vakten og de eldste som var kommet imot ham: I er gått ut som mot en røver med sverd og stokker; da jeg daglig var hos eder i templet, rakte I ikke eders hender ut mot mig. Men dette er eders time og mørkets makt. Da de nu hadde grepet ham, drog de avsted med ham og førte ham inn i yppersteprestens hus; og Peter fulgte langt bakefter. De hadde tendt en ild midt i gårdsrummet og satt der sammen, og Peter satt midt iblandt dem. Men en tjenestepike fikk se ham sitte mot lyset, og stirret på ham og sa: Også denne var med ham. Men han fornektet ham og sa: Jeg kjenner ham ikke, kvinne! Litt efter fikk en annen se ham og sa: Du er også en av dem. Men Peter sa: Menneske! jeg er ikke det. Og omkring én time efter stadfestet en annen det og sa: Sannelig, også denne var med ham; han er jo en galileer. Men Peter sa: Menneske! jeg forstår ikke hvad det er du mener! Og straks, mens han ennu talte, gol hanen. Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvorledes han hadde sagt til ham: Før hanen galer idag, skal du fornekte mig tre ganger. Og han gikk ut og gråt bitterlig. Og mennene som holdt Jesus, spottet ham og slo ham, og de kastet et klæde over ham og spurte ham og sa: Spå nu: Hvem var det som slo dig? Og mange andre spottord talte de til ham. Da det nu blev dag, samledes folkets eldste og yppersteprestene og de skriftlærde, og de førte ham frem i sitt rådsmøte og sa: Er du Messias, da si oss det! Men han sa til dem: Om jeg sier eder det, tror I det ikke; og om jeg spør, svarer I ikke. Men fra nu av skal Menneskesønnen sitte ved Guds krafts høire hånd. Da sa de alle: Er du da Guds Sønn? Han sa til dem: I sier det; jeg er det. Da sa de: Hvad skal vi mere med vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det av hans munn. Og hele hopen stod op og førte ham for Pilatus; og de begynte å føre klagemål imot ham og sa: Denne mann har vi funnet vill-leder vårt folk og forbyder å gi keiseren skatt, og sier om sig selv at han er Messias, en konge. Da spurte Pilatus ham: Er du jødenes konge? Han svarte ham: Du sier det. Da sa Pilatus til yppersteprestene og folket: Jeg finner ingen skyld hos denne mann. Men de tok sterkere i og sa: Han opvigler folket, han lærer over hele Jødeland, fra Galilea av, hvor han begynte, og like hit. Da Pilatus hørte det, spurte han om mannen var fra Galilea, og da han fikk vite at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dager. Og da Herodes så Jesus, blev han meget glad; for han hadde i lang tid ønsket å få se ham, fordi han hadde hørt om ham, og han håpet å få se et tegn av ham. Han spurte ham da med mange ord; men Jesus svarte ham intet. Og yppersteprestene og de skriftlærde stod og klaget hårdt på ham. Men Herodes med sine krigsfolk hånte og spottet ham; derefter kastet han et skinnende klædebon om ham og sendte ham således tilbake til Pilatus. Den dag blev Pilatus og Herodes venner; før hadde de ligget i fiendskap med hverandre. Da kalte Pilatus yppersteprestene og rådsherrene og folket sammen og sa til dem: I har ført denne mann frem for mig som en som forfører folket til frafall; og se, jeg har tatt ham i forhør for eders øine, men jeg har ikke funnet denne mann skyldig i noget av det I klager på ham for; Herodes heller ikke; for jeg sendte eder til ham; og se, han har ikke gjort noget som fortjener døden. Derfor vil jeg refse ham og så gi ham fri. Men på høitiden måtte han gi dem én fri. De ropte da alle som én: Bort med denne, men gi oss Barabbas fri! Dette var en som var kastet i fengsel for et oprør som hadde vært i byen, og for et mord. Pilatus talte da atter til dem, fordi han gjerne vilde gi Jesus fri. Men de ropte til ham og sa: Korsfest, korsfest ham! Da sa han for tredje gang til dem: Hvad ondt har da denne mann gjort? Jeg har ikke funnet nogen dødsskyld hos ham; derfor vil jeg refse ham og så gi ham fri. Men de trengte på med stort skrik og krevde at han skulde korsfestes; og deres skrik fikk overhånd. Så felte da Pilatus den dom at det skulde skje som de krevde; og han gav den fri som var kastet i fengsel for oprør og mord, ham som de bad om; men Jesus overgav han til deres vilje. Og da de førte ham bort, tok de fatt på en mann ved navn Simon, fra Kyrene, som kom fra landet, og de la korset på ham, forat han skulde bære det efter Jesus. Og en stor mengde av folket fulgte ham og mange kvinner, som jamret sig og gråt over ham. Men Jesus vendte sig om til dem og sa: I Jerusalems døtre! gråt ikke over mig, men gråt over eder selv og over eders barn! For se, de dager skal komme da de skal si: Salige er de ufruktbare og det liv som ikke fødte, og det bryst som ikke gav die. Da skal de begynne å si til fjellene: Fall over oss! og til haugene: Skjul oss! For gjør de så med det grønne tre, hvorledes skal det da gå det tørre? Også to andre, to ugjerningsmenn, blev ført bort med ham for å avlives. Og da de var kommet til det sted som kalles Hodeskallen, korsfestet de der både ham og ugjerningsmennene, den ene på hans høire og den andre på hans venstre side. Men Jesus sa: Fader, forlat dem! for de vet ikke hvad de gjør. Og de delte hans klær mellem sig og kastet lodd om dem. Og folket stod og så på; men rådsherrene spottet ham og sa: Andre har han frelst, la ham nu frelse sig selv dersom han er Guds Messias, den utvalgte! Også stridsmennene hånte ham, de gikk bort til ham og rakte ham eddik og sa: Er du jødenes konge, da frels dig selv! Men det var også satt en innskrift over ham: Dette er jødenes konge. En av ugjerningsmennene som hang der, spottet ham og sa: Er ikke du Messias? Frels dig selv og oss! Men den andre svarte og irettesatte ham og sa: Frykter du ikke engang for Gud, du som dog er under samme dom? Og vi med rette; for vi får igjen hvad våre gjerninger har forskyldt; men denne har ikke gjort noget galt. Og han sa: Jesus! kom mig i hu når du kommer i ditt rike! Og han sa til ham: Sannelig sier jeg dig: Idag skal du være med mig i Paradis. Og det var omkring den sjette time, da blev det mørke over hele landet like til den niende time, og solen blev formørket, og forhenget i templet revnet midtefter. Og Jesus ropte med høi røst og sa: Fader! i dine hender overgir jeg min ånd! Og da han hadde sagt dette, utåndet han. Men da høvedsmannen så det som skjedde, gav han Gud æren og sa: Sannelig, denne mann var rettferdig! Og alt folket som var kommet sammen for å se dette syn, slo sig for sitt bryst og vendte tilbake da de så hvad som skjedde. Men alle hans kjenninger og de kvinner som hadde fulgt ham fra Galilea, stod langt borte og så dette. Og se, det var en mann ved navn Josef, som var rådsherre, og en god og rettferdig mann - han hadde ikke samtykket i deres råd og gjerning - fra den jødiske by Arimatea, og han ventet på Guds rike; han gikk til Pilatus og bad om Jesu legeme, og han tok det ned og svøpte det i fint linklæde, og la det i en grav som var hugget i klippen, og som aldri nogen hadde ligget i.
Responsoriesalme
Til sangmesteren; av David; en salme. Min lovsangs Gud, ti ikke! For ugudelighets munn og falskhets munn har de oplatt imot mig, de har talt med mig med løgnens tunge. Og med hatets ord har de omgitt mig og stridt imot mig uten årsak. Til lønn for min kjærlighet stod de mig imot, enda jeg er bare bønn. Og de la ondt på mig til lønn for godt og hat til lønn for min kjærlighet. Sett en ugudelig over ham, og la en anklager stå ved hans høire hånd! Når han dømmes, da la ham gå ut som skyldig, og la hans bønn bli til synd! La hans dager bli få, la en annen få hans embede! La hans barn bli farløse og hans hustru enke, og la hans barn flakke omkring og tigge, og la dem gå som tiggere fra sine ødelagte hjem! La ågerkaren kaste garn ut efter alt det han har, og fremmede røve frukten av hans arbeid! La ham ikke finne nogen som bevarer miskunnhet imot ham og la ingen forbarme sig over hans farløse barn! La hans fremtid bli avskåret, deres navn bli utslettet i det annet ættledd! Hans fedres misgjerning bli ihukommet hos Herren, og hans mors synd bli ikke utslettet! De være alltid for Herrens øine, og han utrydde deres minne av jorden, fordi han ikke kom i hu å gjøre barmhjertighet, men forfulgte en mann som var fattig og elendig og bedrøvet i hjertet, og vilde drepe ham. Han elsket forbannelse, og den kom over ham; han hadde ikke lyst til velsignelse, og den blev langt borte fra ham; han klædde sig i forbannelse som sin klædning, og den trengte som vann inn i hans liv og som olje i hans ben. La den være ham som et klædebon som han dekker sig med, og som et belte som han alltid omgjorder sig med! Dette være mine motstanderes lønn fra Herren, og deres som taler ondt imot min sjel! Og du, Herre, Herre, gjør vel imot mig for ditt navns skyld! Fordi din miskunnhet er god, så redde du mig! For jeg er elendig og fattig, og mitt hjerte er gjennemboret i mitt indre. Som en skygge, når den heller, farer jeg avsted; jeg blir jaget bort som en gresshoppe. Mine knær vakler av faste, og mitt kjød svinner og er uten fedme. Og jeg er blitt til spott for dem; de ser mig og ryster på hodet. Hjelp mig, Herre min Gud, frels mig efter din miskunnhet, så de må kjenne at dette er din hånd, at du, Herre, har gjort det! De forbanner, men du velsigner; de reiser sig og blir til skamme, men din tjener gleder sig. Mine motstandere skal klæ sig i vanære og svøpe sig i sin skam som i en kappe. Jeg vil storlig prise Herren med min munn, og midt iblandt mange vil jeg love ham; for han står ved den fattiges høire hånd for å frelse ham fra dem som dømmer hans sjel.
Responsoriesalme
En bønn av en elendig, når han vansmekter og utøser sin sorg for Herrens åsyn. Herre, hør min bønn og la mitt rop komme til dig! Skjul ikke ditt åsyn for mig på den dag jeg er i nød! Bøi ditt øre til mig! På den dag jeg roper, skynd dig å svare mig! For mine dager er faret bort som en røk, og mine ben er forbrent som en brand. Mitt hjerte er stukket som en urt og fortørket; for jeg har glemt å ete mitt brød. For mine lydelige sukks skyld henger mine ben ved mitt kjøtt. Jeg ligner pelikanen i ørkenen, jeg er som uglen på øde steder. Jeg våker og er blitt som en enslig fugl på taket. Hele dagen spotter mine fiender mig; de som raser mot mig, sverger ved mig. For jeg eter aske som brød og blander min drikk med gråt for din vredes og din harmes skyld; for du har løftet mig op og kastet mig bort. Mine dager er som en hellende skygge, og selv visner jeg som en urt. Men du, Herre, du troner til evig tid, og ditt minne varer fra slekt til slekt. Du vil reise dig, du vil forbarme dig over Sion; for det er tiden til å være det nådig, timen er kommet. For dine tjenere elsker dets stener, og de ynkes over dets støv. Og hedningene skal frykte Herrens navn, og alle jordens konger din herlighet. For Herren har bygget Sion, han har åpenbaret sig i sin herlighet. Han har vendt sig til de hjelpeløses bønn, og han har ikke foraktet deres bønn. Dette skal bli opskrevet for den kommende slekt, og det folk som skal skapes, skal love Herren. For han har sett ned fra sin hellige høide, Herren har fra himmelen skuet til jorden for å høre den fangnes sukk, for å løse dødens barn, forat de i Sion skal forkynne Herrens navn og hans pris i Jerusalem, når de samler sig, folkeslagene og rikene, for å tjene Herren. Han har bøiet min kraft på veien, han har forkortet mine dager. Jeg sier: Min Gud, ta mig ikke bort midt i mine dager! Dine år varer fra slekt til slekt. Fordum grunnfestet du jorden, og himlene er dine henders gjerning. De skal forgå, men du blir stående; de skal alle eldes som et klæde, som et klædebon omskifter du dem, og de omskiftes, men du er den samme, og dine år får ingen ende. Dine tjeneres barn skal bo i ro, og deres avkom skal stå fast for ditt åsyn.
Responsoriesalme
Herren er blitt konge; jorden fryde sig, mange øer glede sig! Skyer og mørke er rundt omkring ham, rettferd og rett er hans trones grunnvoll. Ild går foran hans åsyn og setter hans fiender i brand rundt omkring. Hans lyn oplyser jorderike; jorden ser det og bever. Fjellene smelter som voks for Herrens åsyn, for all jordens herres åsyn. Himlene kunngjør hans rettferdighet, og alle folkene ser hans ære. Til skamme blir alle de som dyrker utskårne billeder, som roser sig av avguder; tilbed ham, alle guder! Sion hører det og gleder sig, og Judas døtre fryder sig over dine dommer, Herre! For du, Herre, er den Høieste over all jorden, du er såre ophøiet over alle guder. I som elsker Herren, hat det onde! Han bevarer sine frommes sjeler; han frir dem ut av de ugudeliges hånd. Lys er utsådd for den rettferdige, og glede for de opriktige av hjertet. Gled eder, I rettferdige i Herren, og pris hans hellige navn!
Aftenbønn — første lesning
Mens jeg ennu talte og bad og bekjente min synd og mitt folk Israels synd og bar min bønn for min Guds hellige berg frem for Herrens, min Guds åsyn -
Andre lesning
Eftersom vi da har disse løfter, mine elskede, så la oss rense oss fra all urenhet på kjød og ånd og fullende vår helliggjørelse i Guds frykt! Gi oss rum! Ingen har vi gjort urett, ingen har vi ødelagt, ingen har vi gått for nær. Dette sier jeg ikke for å fordømme eder; jeg har jo før sagt at I er i våre hjerter for å dø med oss og leve med oss. Jeg har stor tiltro til eder; jeg roser mig storlig av eder; jeg er full av trøst, jeg er overvettes rik på glede under all vår trengsel. For heller ikke da vi kom til Makedonia, hadde vårt kjød nogen ro, men vi trengtes på alle måter: utenfor oss var strid, inneni oss frykt; men Gud, som trøster de nedbøiede, han trøstet oss ved Titus' komme, dog ikke bare ved hans komme, men og ved den trøst hvormed han var blitt trøstet over eder, idet han meldte oss eders lengsel, eders klage, eders nidkjærhet for mig, så at jeg blev ennu gladere. For om jeg enn bedrøvet eder ved mitt brev, så angrer jeg det ikke; om jeg enn før angret det - jeg ser jo at hint brev bedrøvet eder, om enn bare for en stund - så gleder jeg mig nu, ikke over at I blev bedrøvet, men over at I blev bedrøvet til omvendelse; for I blev bedrøvet efter Guds sinn, forat I ikke skulde lide nogen skade ved oss. For bedrøvelsen efter Guds sinn virker omvendelse til frelse, som ingen angrer; men verdens bedrøvelse virker død. For se, just dette at I blev bedrøvet efter Guds sinn, hvilken iver det virket hos eder, ja forsvar, ja harme, ja frykt, ja lengsel, ja nidkjærhet, ja straff! I alt viste I eder å være rene i den sak. Derfor, om jeg enn skrev til eder, så var det ikke for hans skyld som gjorde uretten, heller ikke for hans skyld som uretten blev gjort imot, men forat eders iver for oss kunde bli åpenbaret hos eder for Guds åsyn. Derfor er vi blitt trøstet. Og til vår trøst kom ennu den langt større glede over Titus' glede; for hans ånd er blitt vederkveget av eder alle. For om jeg til ham har uttalt nogen ros over eder, så er jeg ikke blitt til skamme; men likesom vi i alt har talt sannhet til eder, så er og vår ros for Titus blitt sannhet, og hans kjærlighet til eder er enn sterkere når han kommer eders alles lydighet i hu, hvorledes I tok imot ham med frykt og beven. Jeg gleder mig over at jeg i alt kan lite på eder.
Andre lesning
Mine brødre! la ikke eders tro på vår Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være forenet med at I gjør forskjell på folk! For om det kommer en mann inn i eders forsamling med gullring på fingeren, i skinnende klædning, og det også kommer en fattigmann inn i skitten klædning, og I ser på ham som bærer den skinnende klædning, og sier: Sett du dig her på en god plass! og sier til den fattige: Stå du der, eller sett dig her nede ved min fotskammel! - gjør I da ikke forskjell hos eder selv og er blitt dommere med onde tanker? Hør dog, mine elskede brødre: Har ikke Gud utvalgt dem som er fattige på verdens gods, til å være rike i troen og arvinger til det rike han har lovt dem som elsker ham? Men I har vanæret den fattige. Er det ikke de rike som underkuer eder, og som drar eder for domstolene? Er det ikke de som spotter det gode navn I er nevnt med? Visselig, dersom I opfyller den kongelige lov efter Skriften: Du skal elske din næste som dig selv, da gjør I vel; men gjør I forskjell på folk, da gjør I synd, og loven refser eder som lovbrytere. For enhver som holder hele loven, men snubler i én ting, han er blitt skyldig i alle. For han som sa: Du skal ikke drive hor, han sa også: Du skal ikke slå ihjel. Om du da ikke driver hor, men slår ihjel, da er du blitt lovbryter. Tal så og gjør så som de som skal dømmes efter frihetens lov! For dommen skal være ubarmhjertlg mot den som ikke har gjort barmhjertighet; men barmhjertighet roser sig mot dommen. Hvad nytter det, mine brødre, om en sier at han har tro, når han ikke har gjerninger? Kan vel troen frelse ham? Om en bror eller søster er naken og fattes føde for dagen, og nogen av eder sier til dem: Gå bort i fred, varm eder og mett eder! men I ikke gir dem det som legemet trenger, hvad nytter det? Således og med troen: har den ikke gjerninger, er den død i sig selv. Men en kan si: Du har tro, og jeg har gjerninger. Vis mig din tro uten gjerninger, og jeg vil vise dig min tro av mine gjerninger! Du tror at Gud er én; du gjør vel; djevlene tror det også og skjelver. Og vil du vite det, du dårlige menneske, at troen uten gjerninger er unyttig? Abraham, vår far, blev ikke han rettferdiggjort ved gjerninger, da han ofret sin sønn Isak på alteret? Du ser at troen virket sammen med hans gjerninger, og at troen blev fullkommen ved gjerningene, og Skriften blev opfylt, som sier: Abraham trodde Gud, og det blev regnet ham til rettferdighet, og han blev kalt Guds venn. I ser at mennesket blir rettferdiggjort ved gjerninger, og ikke ved tro alene. I like måte Rahab, skjøgen; blev hun ikke rettferdiggjort ved gjerninger, da hun tok imot utsendingene og slapp dem ut en annen vei? For likesom legemet er dødt uten ånd, så er og troen død uten gjerninger.
Andre lesning
I hustruer! underordne eder under eders menn, som det sømmer sig i Herren! I menn! elsk eders hustruer og vær ikke bitre mot dem! I barn! vær lydige mot eders foreldre i alle ting! for dette er velbehagelig i Herren. I fedre! opegg ikke eders barn, forat de ikke skal tape motet! I tjenere! vær lydige i alle ting imot eders herrer efter kjødet, ikke med øientjeneste, som de som vil tekkes mennesker, men i hjertets enfold, idet I frykter Herren! Det I gjør, gjør det av hjertet, som for Herren og ikke for mennesker, for I vet at I skal få arven til lønn av Herren. Tjen den Herre Kristus! for den som gjør urett, skal få igjen den urett han gjorde, og det blir ikke gjort forskjell på folk. I herrer! gjør imot eders tjenere det som rett og rimelig er, for I vet at også I har en herre i himlene!
Andre lesning
Men da Jesus var kommet til Betania og var i Simon den spedalskes hus, da kom en kvinne til ham, som hadde en alabaster-krukke med kostelig salve, og hun helte den ut over hans hode, mens han satt til bords. Men da disiplene så det, blev de vrede og sa: Hvad skal denne spille være til? Dette kunde jo være solgt for mange penger og gitt til de fattige. Men da Jesus merket det, sa han til dem: Hvorfor gjør I kvinnen fortred? hun har jo gjort en god gjerning mot mig. For de fattige har I alltid hos eder, men mig har I ikke alltid. For da hun helte denne salve ut over mitt legeme, gjorde hun mig i stand til min jordeferd. Sannelig sier jeg eder: Hvor som helst dette evangelium forkynnes i all verden, skal også det hun gjorde, omtales til minne om henne. Da gikk en av de tolv, som hette Judas Iskariot, til yppersteprestene og sa: Hvad vil I gi mig, så skal jeg gi ham i eders vold? De gav ham da tretti sølvpenninger. Og fra den tid av søkte han leilighet til å forråde ham.
Evangelium
Men før påskehøitiden, da Jesus visste at hans time var kommet da han skulde gå bort fra denne verden til Faderen - likesom han hadde elsket sine egne, som var i verden, så elsket han dem inntil enden. Og mens de holdt måltid, da djevelen allerede hadde inngitt Judas Iskariot, Simons sønn, i hjertet at han skulde forråde ham, og da Jesus visste at Faderen hadde gitt alt i hans hender, og at han var utgått fra Gud og gikk til Gud, så står han op fra måltidet og legger sine klær av sig og tar et linklæde og binder om sig. Derefter slår han vann i et fat, og så begynte han å vaske disiplenes føtter og å tørke dem med linklædet som han var ombundet med. Han kommer da til Simon Peter, og han sier til ham: Herre! vasker du mine føtter? Jesus svarte og sa til ham: Hvad jeg gjør, forstår du ikke nu, men du skal skjønne det siden. Peter sier til ham: Du skal aldri i evighet vaske mine føtter! Jesus svarte ham: Dersom jeg ikke vasker dig, har du ikke del med mig. Simon Peter sier til ham: Herre! ikke bare mine føtter, men også hendene og hodet! Jesus sier til ham: Den som er badet, trenger ikke til å vaske annet enn føttene, men er ren over det hele; og I er rene, dog ikke alle. For han visste hvem det var som skulde forråde ham; derfor sa han: I er ikke alle rene. Da han nu hadde vasket deres føtter og tatt klærne på sig og atter satt sig til bords, sa han til dem: Skjønner I hvad jeg har gjort med eder? I kaller mig mester og herre, og I sier det med rette, for jeg er det. Har nu jeg, eders herre og mester, vasket eders føtter, så er også I skyldige å vaske hverandres føtter. For jeg har gitt eder et forbillede, forat I skal gjøre som jeg har gjort med eder. Sannelig, sannelig sier jeg eder: En tjener er ikke større enn sin herre, heller ikke en utsending større enn den som har sendt ham. Vet I dette, da er I salige, så sant I gjør det. Ikke om eder alle taler jeg; jeg vet hvem jeg har utvalgt; men Skriften skulde opfylles: Den som eter sitt brød med mig, har løftet sin hæl mot mig. Fra nu av sier jeg eder det før det skjer, forat I, når det skjer, skal tro at det er mig. Sannelig, sannelig sier jeg eder: Den som tar imot den jeg sender, han tar imot mig; men den som tar imot mig, han tar imot den som har sendt mig. Da Jesus hadde sagt dette, blev han rystet i ånden, og vidnet og sa: Sannelig, sannelig sier jeg eder: En av eder skal forråde mig. Disiplene så på hverandre, de kunde ikke skjønne hvem det var han talte om. En av hans disipler satt til bords ved Jesu side, han som Jesus elsket; til ham nikker da Simon Peter og sier til ham: Si hvem det er han taler om! Han heller sig da op til Jesu bryst og sier: Herre! hvem er det? Jesus svarer: Det er han som jeg gir det stykke jeg nu dypper. Han dypper da stykket, og tar og gir det til Judas, Simon Iskariots sønn. Og efterat han hadde fått stykket, fór Satan inn i ham. Jesus sier da til ham: Hvad du gjør, det gjør snart! Men ingen av dem som satt til bords, skjønte hvad han mente med det han sa til ham; nogen tenkte, fordi Judas hadde pungen, at Jesus sa til ham: Kjøp det vi trenger til høitiden! eller at han skulde gi noget til de fattige. Da han nu hadde fått stykket, gikk han straks ut. Men det var natt. Da han nu var gått ut, sier Jesus: Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Er Gud herliggjort i ham, så skal også Gud herliggjøre ham i sig, og han skal snart herliggjøre ham. Mine barn! ennu en liten stund er jeg hos eder; I skal lete efter mig, og som jeg sa til jødene: Dit jeg går, kan I ikke komme, således sier jeg nu også til eder. Et nytt bud gir jeg eder, at I skal elske hverandre; likesom jeg har elsket eder, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kjenne at I er mine disipler, om I har innbyrdes kjærlighet. Simon Peter sier til ham: Herre! hvor går du hen? Jesus svarte: Dit jeg går, kan du ikke følge mig nu, men du skal følge mig siden. Peter sier til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sette mitt liv til for dig. Jesus svarer: Vil du sette ditt liv til for mig? Sannelig, sannelig sier jeg dig: Hanen skal ikke gale før du har fornektet mig tre ganger.
Aftenbønn — andre lesning
Om en liten stund ser I mig ikke lenger, og atter om en liten stund skal I se mig.
Evangelium
Og straks om morgenen holdt ypperstepresten samråd med de eldste og de skriftlærde, hele rådet, og de bandt Jesus, og førte ham bort og overgav ham til Pilatus. Og Pilatus spurte ham: Er du jødenes konge? Han svarte ham og sa: Du sier det. Og yppersteprestene førte mange klagemål imot ham. Da spurte Pilatus ham atter: Svarer du ikke et ord? Se hvor svære klagemål de fører mot dig! Men Jesus svarte ikke mere, så Pilatus undret sig. Men på høitiden pleide han å gi dem en fange fri, hvem de bad om. Nu var det en som hette Barabbas; han var kastet i fengsel sammen med nogen oprørere som hadde gjort et mord under oprøret; og folket kom op og begynte å be Pilatus om det som han alltid pleide å gjøre. Da svarte han dem og sa: Vil I jeg skal gi eder jødenes konge fri? For han visste at det var av avind yppersteprestene hadde overgitt ham til ham. Men yppersteprestene egget folket op til å be om at han heller skulde gi dem Barabbas fri. Da svarte Pilatus atter og sa til dem: Hvad vil I da jeg skal gjøre med ham som I kaller jødenes konge? De ropte igjen: Korsfest ham! Pilatus sa til dem: Hvad ondt har han da gjort? Men de ropte enda sterkere: Korsfest ham! Da nu Pilatus vilde gjøre folket til lags, gav han dem Barabbas fri og lot Jesus hudstryke og overgav ham til å korsfestes. Og stridsmennene førte ham bort, inn i gården, det er borgen, og kalte hele vakten sammen, og de klædde ham i en purpurkappe, og flettet en tornekrone og satte på ham, og begynte å hilse ham: Vær hilset, du jødenes konge! Og de slo ham i hodet med et rør og spyttet på ham og falt på kne og hyldet ham. Og da de hadde spottet ham, tok de purpurkappen av ham og klædde ham i hans egne klær. Så førte de ham ut for å korsfeste ham.
Evangelium
Men da Jesus var kommet til Betania og var i Simon den spedalskes hus, da kom en kvinne til ham, som hadde en alabaster-krukke med kostelig salve, og hun helte den ut over hans hode, mens han satt til bords. Men da disiplene så det, blev de vrede og sa: Hvad skal denne spille være til? Dette kunde jo være solgt for mange penger og gitt til de fattige. Men da Jesus merket det, sa han til dem: Hvorfor gjør I kvinnen fortred? hun har jo gjort en god gjerning mot mig. For de fattige har I alltid hos eder, men mig har I ikke alltid. For da hun helte denne salve ut over mitt legeme, gjorde hun mig i stand til min jordeferd. Sannelig sier jeg eder: Hvor som helst dette evangelium forkynnes i all verden, skal også det hun gjorde, omtales til minne om henne. Da gikk en av de tolv, som hette Judas Iskariot, til yppersteprestene og sa: Hvad vil I gi mig, så skal jeg gi ham i eders vold? De gav ham da tretti sølvpenninger. Og fra den tid av søkte han leilighet til å forråde ham.
Evangelium
Ypperstepresten sa da: Er dette sant? Han svarte: Brødre og fedre! Hør på mig: Herlighetens Gud åpenbarte sig for vår far Abraham mens han var i Mesopotamia, før han hadde bosatt sig i Karan, og sa til ham: Dra ut fra ditt land og fra din slekt, og gå til det land som jeg vil vise dig! Så drog han ut fra kaldeernes land og bosatte sig i Karan. Og derfra lot Gud ham efter farens død flytte til dette land som I nu bor i; men han gav ham ikke arvelodd der, enn ikke en fotsbredd; og han lovte å gi ham det til eie, og hans ætt efter ham, enda han ikke hadde barn. Og Gud talte således: Hans ætt skal bo i utlendighet i et fremmed land, og de skal holde den i trældom og mishandle den i fire hundre år; og det folk som de skal træle under, vil jeg dømme, sa Gud, og derefter skal de dra ut derfra og tjene mig på dette sted. Og han gav ham omskjærelsens pakt; og så fikk han sønnen Isak, og omskar ham på den åttende dag, og Isak fikk sønnen Jakob, og Jakob blev far til de tolv patriarker. Og patriarkene bar avind mot Josef og solgte ham til Egypten; og Gud var med ham og fridde ham ut av alle hans trengsler, og gav ham nåde og visdom for Faraos, egypterkongens øine; og han satte ham til høvding over Egypten og hele sitt hus. Så kom det hungersnød over hele Egyptens land og Kana'an, og stor trengsel, og våre fedre fant ikke føde. Men da Jakob fikk høre at det var korn i Egypten, sendte han våre fedre dit første gang; og annen gang blev Josef gjenkjent av sine brødre, og Josefs byrd kom til Faraos kunnskap. Da sendte Josef bud og kalte til sig sin far Jakob og hele sin slekt, fem og sytti sjeler. Så drog Jakob ned til Egypten, og han døde, han og våre fedre, og de blev ført til Sikem og lagt i den grav som Abraham kjøpte for en kjøpesum i sølv av Hemors barn i Sikem. Efter som nu tiden nærmet sig da det løfte skulde opfylles som Gud hadde gitt Abraham, tok folket til og blev mannsterkt i Egypten, inntil det fremstod en annen konge over Egypten, som ikke kjente Josef; han fór med svik mot vårt folk, og ved mishandling tvang han våre fedre til å sette sine nyfødte barn ut, så de ikke skulde holdes i live. På den tid blev Moses født, og han var fager for Gud; han blev i tre måneder fostret i sin fars hus, og da han var blitt utsatt, tok Faraos datter ham op, og fostret ham og tok ham i sønns sted. Og Moses blev oplært i all egypternes visdom, og han var mektig i ord og gjerninger. Men da han var blitt firti år gammel, fikk han i sinne å se til sine brødre, Israels barn, og da han så en lide urett, kom han ham til hjelp og hevnet den som blev mishandlet, og slo egypteren ihjel. Han tenkte da at hans brødre skulde forstå at Gud gav dem frelse ved hans hånd; men de forstod det ikke. Den næste dag kom han til dem mens de trettet, og han formante dem til å holde fred, han sa: I menn! I er brødre; hvorfor gjør I hverandre urett? Men han som gjorde sin næste urett, støtte ham fra sig og sa: Hvem har satt dig til høvding og dommer over oss? Vil du kanskje slå mig ihjel, som du igår slo ihjel egypteren? Men Moses flyktet for dette ords skyld, og blev en utlending i Midians land og fikk der to sønner. Og da firti år var til ende, åpenbarte en engel sig for ham i berget Sinais ørken i en brennende tornebusk. Da Moses så det, undret han sig over synet; men da han gikk bort for å se på det, kom en røst fra Herren: Jeg er dine fedres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Men Moses skalv av redsel, og vågde ikke å se på det. Og Herren sa til ham: Løs skoene av dine føtter! for det sted du står på, er hellig jord. Jeg har grant sett hvor mitt folk blir mishandlet i Egypten, og deres sukk har jeg hørt, og jeg er steget ned for å utfri dem. Og nu, kom, la mig sende dig til Egypten! Denne Moses som de fornektet, idet de sa: Hvem har satt dig til høvding og dommer? ham sendte Gud til å være både høvding og redningsmann ved den engels hånd som åpenbarte sig for ham i tornebusken. Han var den som førte dem ut, idet han gjorde undergjerninger og tegn i Egyptens land og i det Røde Hav og i ørkenen i firti år. Han er den Moses som sa til Israels barn: En profet, likesom mig, skal Gud opreise eder av eders brødre. Han er den som i menigheten i ørkenen var med den engel som talte til ham på Sinai berg, og med våre fedre, han som mottok levende ord for å gi oss dem. Ham vilde våre fedre ikke være lydige, de støtte ham fra sig, og vendte sig i sitt hjerte til Egypten, og de sa til Aron: Gjør oss guder som kan dra foran oss! for denne Moses som førte oss ut av Egyptens land vi vet ikke hvad det er blitt av ham. Og de gjorde en kalv i hine dager og bar frem offer til avgudsbilledet, og de gledet sig over sine henders verk. Men Gud vendte sig bort, og overgav dem til å dyrke himmelens hær, som skrevet er i profetenes bok: Israels hus! gav I mig vel slaktoffer og andre offer i firti år i ørkenen? Nei, I bar med eder Moloks telt og guden Remfans stjerne, de billeder som I gjorde for å tilbede dem, og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon. Våre fedre hadde i ørkenen vidnesbyrdets telt, således som den som talte til Moses, bød ham å gjøre det efter det forbillede han hadde sett; dette tok våre fedre i arv, og førte det med Josva inn i de hedningers eiendomsland som Gud drev bort for våre fedre, inntil Davids dager. Han fant nåde hos Gud, og bad om at han måtte finne et bosted for Jakobs Gud. Men Salomo bygget ham et hus. Men den Høieste bor ikke i hus som er gjort med hender, således som profeten sier: Himmelen er min trone, og jorden en skammel for mine føtter; hvad hus vil I bygge mig, sier Herren, eller hvor er det sted jeg skal hvile på? Har ikke min hånd gjort alt dette? I hårde halser og uomskårne på hjerte og ører! I står alltid den Hellige Ånd imot, som eders fedre, således også I. Hvem av profetene forfulgte ikke eders fedre? De drepte dem som forut forkynte at den rettferdige skulde komme, han som I nu har forrådt og myrdet, I som mottok loven gitt ved engler og ikke har holdt den! Men da de hørte dette, stakk det dem i deres hjerter, og de skar tenner mot ham. Men han var full av den Hellige Ånd og skuet ufravendt op mot himmelen, og han så Guds herlighet, og Jesus stå ved Guds høire hånd, og han sa: Nu ser jeg himlene åpne, og Menneskesønnen stå ved Guds høire hånd! Da skrek de med høi røst og holdt for sine ører, og stormet alle som en inn på ham og drev ham ut av byen og stenet ham; og vidnene la sine klær av sig ved en ung manns føtter som hette Saulus. Og de stenet Stefanus, mens han bad og sa: Herre Jesus, ta imot min ånd! Og han falt på kne og ropte med høi røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! Og som han hadde sagt dette, sov han inn.
En daglig plan som tar deg fortløpende gjennom Bibelen. Bibelteksten er fri for opphavsrett. (Norsk Bibel)
Dagens lesninger, hver morgen
I Bosko venter dagens lesninger på deg hver morgen — merk hver enkelt som lest så du aldri mister oversikten, les dem i en av 30 oversettelser og dvel ved en kort refleksjon. Din tradisjons daglige lesninger, fulgt og alltid lett tilgjengelig.