Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Isaiah 5:1-13
Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj. Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer. Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard! Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. Thi den Herre Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd! Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet. I mine Øren lyder det fra den Herre Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere! Thi en Vingaard paa ti Dages Pløjeland skal kun give en Bath, og en Homer Udsæd skal kun give en Efa. Ve dem, som staa aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som sidde langt ud paa Aftenen og gløde af Vin! Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gæstebud; men de ville ikke se til Herrens Gerning, og de have ikke Syn for hans Hænders Værk. Derfor skal mit Folk bortføres, inden det ser sig for, og dets ærede Mænd skulle vorde Hungerens Folk, og dets menige vansmægte af Tørst.
First Reading
Exodus 19
Iden tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk. Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget. Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn: I have set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og jeg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig. Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn. Og Mose kom og kaldte ad Folkets ældste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham. Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren. Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord. Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder. Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg. Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes. Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget. Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder. Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede. Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget. Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare. Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig. Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op. Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at se, saa at mange af dem maatte falde. Endog Præsterne, som komme nær til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem. Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Sæt Gærde om Bjerget og hellige det. Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem. Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
First Reading
Numbers 13:1-33
Og Herren talede til Mose og sagde: Send Mænd for dig, at de bespejde det Land Kanaan, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for hver sin Fædrene-Stamme, enhver iblandt dem skal være en Fyrste. Saa sendte Mose dem fra Parans Ørk, efter Herrens Mund, Mænd, der alle vare Øverster for Israels Børn. Og disse ere deres Navne: For Rubens Stamme Sammua, Sakkurs Søn; for Simeons Stamme Safat, Hori Søn; for Judas Stamme Kaleb, Jefunne Søn; for Isaskars Stamme Jigeal, Josefs Søn; for Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn; for Benjamins Stamme Palti, Rafu Søn; for Sebulons Stamme Gaddiel, Sodi Søn; for Josefs Stamme, for Manasse Stamme Gaddi, Sussi Søn; for Dans Stamme Ammiel, Gemalli Søn; for Asers Stamme Sethur, Mikaels Søn; for Nafthali Stamme Nahebi, Vofsi Søn; for Gads Stamme Geuel, Maki Søn. Disse ere Navnene paa de Mænd, som Mose sendte til at bespejde Landet; men Mose kaldte Hosea, Nuns Søn, Josva. Og Mose sendte dem til at bespejde Kanaans Land og sagde til dem: Drager herfra op i Sydlandet, og I skulle gaa op paa Bjergene. Og I skulle bese Landet, hvordan det er, og det Folk, som bor derudi, om det er stærkt eller svagt, om det er lidet eller talrigt, og hvad det er for et Land, som det bor udi, om det er godt eller slet, og hvad det er for Stæder, som det bor udi, om det bor i Lejre eller i Befæstninger, og hvad det er for et Land, om det er fedt eller magert; om der er Træer i det eller ej, og I skulle være frimodige og tage af Landets Frugt; men det var paa den Tid, da de første Vindruer bleve modne. Og de gik op og bespejdede Landet, fra Zins Ørk indtil Rehob, til henimod Hamatli. Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Ægypten. Og de kom indtil Eskols Bæk og afskare der en Vinkvist og en Vindrueklasse, og to bare den paa en Stang, og de toge af Granatæblerne og af Figenerne. Dette Sted kaldte man Eskols Bæk for den Klases Skyld, som Israels Børn afskare der. Og de vendte tilbage fra at bespejde Landet, der fyrretyve Dage vare til Ende. Og de gik og kom til Mose og til Aron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igen, og de lode dem se Landets Frugt. Og de fortalte ham og sagde: Vi kom til Landet, som du sendte os til, og det flyder endog med Mælk og Honning, og denne er Frugten derfra. Men dog, det er et stærkt Folk, som bor i Landet, og Stæderne ere faste og saare store, vi have ogsaa set Anaks Børn der. Amalek bor sydligt i Landet, og Hethiten og Jebusiten og Amoriten bor paa Bjerget, og Kananiten bor ved Havet og ved Jordanens Bred. Men Kaleb beroligede Folket overfor Mose og sagde: Lader os dog gaa op og indtage det til Ejendom; thi vi kunne lettelig bemægtige os det. Men de Mænd, som vare dragne op med ham, sagde: Vi formaa ikke at drage op mod det Folk; thi det er stærkere end vi. Og de bragte ondt Rygte om Landet, hvilket de havde bespejdet, ud til Israels Børn og sagde: Det Land, som vi gik igennem at bespejde det, det er et Land, som fortærer sine Indbyggere, og alt det Folk, som vi saa deri, er høje Folk. Og vi saa der Kæmperne, Anaks Børn, en Kæmpeslægt; og vi vare for vore Øjne som Græshopper, og vi vare ligesaa for deres Øjne.
Morning Prayer — First Lesson
Deuteronomy 34
Og Mose gik op fra Moabs slette Marker paa Nebo Bjerg, paa Pisgas Top, som er lige over for Jeriko; og Herren lod ham se hele Landet: Gilead indtil Dan og hele Nafthali og Efraims og Manasse Land og hele Judas Land indtil det yderste Hav og Sydlandet og Sletten, Dalen ved Jeriko, Palmestaden, indtil Zoar. Og Herren sagde til ham: Dette er det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob og sagt: Din Sæd vil jeg give det; jeg har ladet dig se det med dine Øjne, men du skal ikke drage derover. Og Mose, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, efter Herrens Mund. Og han begrov ham i Dalen i Moabiternes Land, tværs over for Beth-Peor; og ingen ved hans Grav indtil denne Dag. Og Mose var hundrede og tyve Aar gammel, der han døde; hans Øje var ikke sløvet, og hans Kraft var ikke veget fra ham. Og Israels Børn begræd Mose paa Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Graadens Dage endtes, Sorgen over Mose. Og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Visdomsaand, thi Mose havde lagt sine Hænder paa ham; og Israels Børn hørte ham og gjorde, som Herren havde befalet Mose. Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem Herren kendte Ansigt til Ansigt, naar man ser hen til alle de Tegn og de underlige Ting, som Herren sendte ham til at gøre i Ægyptens Land, paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt hans Land, og til den vældige Haand og til alle de forfærdelige og store Gerninger, som Mose gjorde for al Israels Øjne.
Epistle
2 Kings 4:1-7
Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede Herren; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle. Og Elisa sagde til hende: Hvad skal jeg gøre for dig? giv mig til Kende, hvad har du i Huset? Og hun sagde: Din Tjenerinde har intet i Huset uden et Krus Olie. Og han sagde: Gak hen, laan dig Kar derude fra alle dine Naboer, tomme Kar, du skal ikke lade det blive faa. Og du skal gaa ind og lukke Døren til efter dig og efter dine Sønner og øse i alle disse Kar, og du skal lade dem sætte hen, hvert, naar det er fuldt. Og hun gik fra ham og lukkede Døren efter sig og efter sine Sønner; de bare frem til hende, og hun øste i. Og det skete, der hun havde fyldt Karrene, da sagde hun til sin Søn: Bær endnu et Kar frem til mig; og han sagde til hende: Der er ikke et Kar mere; og Olien standsede. Da kom hun og gav den Guds Mand det til Kende, og han sagde: Gak bort, sælg Olien og betal din Gæld, saa maa du og dine Sønner leve af det, som bliver tilovers.
First Reading
Isaiah 49
Hører mig, I Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! Herren kaldte mig fra Moders Liv af, han nævnede mit Navn fra Moders Skød. Og han gjorde min Mund som et skarpt Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger. Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig. Men jeg sagde: Jeg har gjort mig Møje forgæves, fortæret min Kraft for intet og uden Nytte; alligevel er min Ret hos Herren og min Løn hos min Gud. Og nu, siger Herren, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for Herrens Øjne, og min Gud er min Styrke; han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel, men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende. Saa siger Herren, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for Herrens, Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig. Saa siger Herren: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de øde Arvedele for at sige til de bundne: Gaar ud! til dem, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje. De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder. Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes. Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land. Synger med Fryd, I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig. Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig. Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klæde dig som med en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte. Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte. End en Gang skulle dine Børn, som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig Plads, at jeg maa bo der. Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugtbar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse? Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udstrække min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armene, og dine Døtre skulle bæres paa Skuldrene. Og Konger skulle være dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er Herren, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes. Mon man kan tage fra den vældige, hvad han har taget? og mon den retfærdiges Fanger skulle undkomme? Ja, saaledes siger Herren: Baade skulle Fangerne tages fra den vældige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil trætte med dem, som trætte med dig, og vil frelse dine Børn. Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, og den Mægtige i Jakob er din Genløser.
Morning Prayer — Second Lesson
Luke 21
Men idet han saa op, fik han Øje paa de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. Men han saa en fattig Enke, som lagde to Skærve deri. Og han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde.‟ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Stene og Tempelgaver, sagde han: „Disse Ting, som I se — der skal komme Dage, da der ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟ Men de spurgte ham og sagde: „Mester! naar skal dette da ske? og hvad er Tegnet paa, naar dette skal ske?‟ Men han sagde: „Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Gaar ikke efter dem! Men naar I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette maa først ske, men Enden er der ikke straks.‟ Da sagde han til dem: „Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. Men forud for alt dette skulle de lægge Haand paa eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulle forsvare eder. Thi jeg vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstaa eller modsige. Men I skulle endog forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaa nogle af eder ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. Og ikke et Haar paa eders Hoved skal gaa tabt. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. Men naar I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstaar, at dens Ødelæggelse er kommen nær. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere paa Landet, skulle ikke gaa ind i den. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. Og der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. Men naar disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.‟ Og han sagde dem en Lignelse: „Ser Figentræet og alle Træerne; naar de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend det er sket alt sammen. Himmelen og Jorden skulle forgaa; men mine Ord skulle ingenlunde forgaa. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa hin Dag kommer pludseligt over eder som en Snare. Thi komme skal den over alle dem, der bo paa hele Jordens Flade. Og vaager og beder til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestaa for Menneskesønnen.‟ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. Og hele Folket kom aarle til ham i Helligdommen for at høre ham.
Responsorial Psalm
Psalm 117
Lover Herren, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig. Halleluja!
Gospel
Matthew 18:15-22
Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟ Da traadte Peter frem og sagde til ham: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han synder imod mig? mon indtil syv Gange?‟ Jesus siger til ham: „Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
Responsorial Psalm
Psalm 68
Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly for hans Ansigt. Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. Men de retfærdige skulle glædes, de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. Faderløses Fader og Enkers Dommer er Gud i sin hellige Bolig. Gud lader de enlige bo i Huse, han udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela): Da bævede Jorden, og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. Din Hjord bosatte sig i Landet; du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. Herren lader. Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. Hærskarernes Konger fly, de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dues Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. Naar den Almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig. Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. Du opfor i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud! Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden. Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde! Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Nafthalis Fyrster. Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o Gud! det, du har gjort os. Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. Giver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!
Responsorial Psalm
Psalm 69
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David. Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig. Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig! Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen. Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse. Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove. De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op! Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne. Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
Responsorial Psalm
Psalm 66
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Evening Prayer — First Lesson
Joshua 1
Og det skete efter Mose Herrens Tjeners Død, da sagde Herren til Josva, Nuns Søn, som havde tjent Mose, saaledes: Mose, min Tjener, er død; saa gør dig nu rede, drag over denne Jordan, du og alt dette Folk, til det Land, som jeg giver Israels Børn. Hvert Sted, som eders Fodsaal skal træde paa, det har jeg givet eder, som jeg sagde til Mose; fra Ørken og dette Libanon og indtil den store Flod, den Flod Frat, alt Hethiternes Land, og indtil det store Hav imod Solens Nedgang, det skal være eders Landemærke. Ingen Mand skal bestaa for dit Ansigt alle dine Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig. Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem. Vær kun saare frimodig og stærk, saa du tager Vare paa at gøre efter al den Lov, som Mose, min Tjener, bød dig; vig ikke fra den til højre eller venstre Side, at du kan handle klogelig paa al den Vej, som du skal vandre paa. Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde paa den Dag og Nat, paa det du kan tage Vare paa at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gaa dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig. Har jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og ræddes ikke; thi Herren din Gud er med dig paa al den Vej, som du skal vandre paa. Da bød Josva Folkets Fogeder og sagde: Gaar midt igennem Lejren og byder Folket og siger: Bereder eder Tæring; thi inden tre Dage skulle I gaa over denne Jordan for at komme til at eje Landet, som Herren eders Gud giver eder at eje. Og til Rubeniterne og til Gaditerne og til Halvdelen af Manasse Stamme sagde Josva: Kommer det Ord i Hu, som Mose, Herrens Tjener, bød eder og sagde: Herren eders Gud skaffer eder Rolighed og giver eder dette Land. Lader eders Hustruer og eders smaa Børn og eders Kvæg blive i Landet, som Mose har givet eder paa denne Side Jordanen; men I skulle drage over bevæbnede for eders Brødres Ansigt, alle vældige til Strid, og hjælpe dem, indtil Herren skaffer eders Brødre Rolighed som eder, at ogsaa de kunne eje Landet, som Herren eders Gud skal give dem; saa skulle I vende tilbage til eders Ejendoms Land og eje det, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa denne Side Jordanen mod Solens Opgang. Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gøre alt det, som du har budet os, og vi ville gaa til alt, hvortil du vil sende os. I alle Ting, ligesom vi hørte Mose, saaledes ville vi og høre dig; vilde kun Herren din Gud være med dig, ligesom han var med Mose! Hver den, som er genstridig mod din Mund og ikke hører dine Ord i alt det, du byder ham, han skal dø; vær ikkun frimodig og stærk.
Second Reading
Hebrews 10
Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede? Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟ Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven), saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand, idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: „Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig. Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn; hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand? Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.
Second Reading
I Thessalonians 4
Saa bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, saaledes som I jo ogsaa gøre, at I saaledes maa gøre end yderligere Fremgang. I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi ogsaa før have sagt og vidnet for eder. Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. Derfor altsaa, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som ogsaa giver sin Helligaand til eder. Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre; det gøre I jo ogsaa imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med eders Hænder, saaledes som vi bøde eder, for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor, og for ikke at trænge til nogen. Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre, der ikke have Haab. Thi naar vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal ogsaa Gud ligesaa ved Jesus føre de hensovede frem med ham. Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilraab, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle opstaa først; derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og saa skulle vi altid være sammen med Herren. Saa trøster hverandre med disse Ord!
Second Reading
Galatians 3:23-29
Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde aabenbares, saa at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen paa Kristus Jesus. Thi I, saa mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. Men naar I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.
Second Reading
Zechariah 8:19-23
Saa siger den Herre Zebaoth: Fasten i den fjerde Maaned og Fasten i den femte og Fasten i den syvende og Fasten i den tiende skal blive Judas Hus til Fryd og til Glæde og til gode Højtider; men elsker Sandheden og Freden! Saa siger den Herre Zebaoth: Endnu skal det ske, at Folkeslag skulle komme og mange Stæders Indbyggere; og den ene Stads Indbyggere skulle gaa til den anden og sige: Lader os gaa hen at bede ydmygelig for Herrens Ansigt og at søge den Herre Zebaoth; — „ogsaa jeg vil gaa‟. Og mange Folkeslag og mægtige Folkefærd skulle komme for at søge den Herre Zebaoth i Jerusalem og bede ydmygelig for Herrens Ansigt. Saa siger den Herre Zebaoth: Det skal ske i de Dage, at ti Mænd af alle Folkeslags Tungemaal skulle tage fat, ja, tage fat i, en jødisk Mands Flig, og sige: Vi ville gaa med eder, thi vi have hørt, at Gud er med eder.
Gospel
Luke 4
Men Jesus vendte tilbage fra Jordan fuld af den Helligaand og blev ført af Aanden i Ørkenen i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. Og Djævelen sagde til ham: „Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød.‟ Og Jesus svarede ham: „Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene.‟ Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et Øjeblik. Og Djævelen sagde til ham: „Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Dersom du altsaa vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig.‟ Og Jesus svarede ham og sagde: „Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‟ Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham paa Helligdommens Tinde og sagde til ham: „Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, og at de skulle bære dig paa Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.‟ Og Jesus svarede og sagde til ham: „Der er sagt: Du maa ikke friste Herren din Gud.‟ Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid. Og Jesus vendte i Aandens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: „Herrens Aand er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle faa deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, for at forkynde et Herrens Naadeaar.‟ Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede paa ham. Men han begyndte at sige til dem: „I Dag er dette Skriftord gaaet i Opfyldelse for eders Øren.‟ Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: „Er dette ikke Josefs Søn?‟ Og han sagde til dem: „I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør ogsaa her i din Fædreneby saa store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum.‟ Men han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre Aar og seks Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. Og der var mange spedalske i Israel paa Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman.‟ Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, paa hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort. Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem paa Sabbaterne. Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Aand, og han raabte med høj Røst: „Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige.‟ Og Jesus truede ham og sagde: „Ti, og far ud af ham!‟ Og den onde Aand kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde: „Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Aander med Myndighed og Kraft, og de fare ud?‟ Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land. Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes af en stærk Feber; og de bade ham for hende. Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Haande Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne paa hver enkelt af dem og helbredte dem. Ogsaa onde Aander fore ud af mange, raabte og sagde: „Du er Guds Søn;‟ og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, for at han ikke skulde gaa fra dem. Men han sagde til dem: „Ogsaa for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt.‟ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.
Evening Prayer — Second Lesson
1 Thessalonians 1
Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Naade være med eder og Fred! Vi takke Gud altid for eder alle, naar vi komme eder i Hu i vore Bønner, idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Haabet paa vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Aasyn, efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Helligaand og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligaand, saa at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro paa Gud kommen ud, saa at vi ikke have nødig at tale derom. Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud og vente paa hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.
Gospel
Mark 4:21-34
Og han sagde til dem: „Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen? Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟ Og han sagde til dem: „Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.‟ Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset; men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.‟ Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden, og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.‟ Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.
Gospel
Mark 3:22-30
Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: „Han har Beelzebul, og ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟ Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: „Hvorledes kan Satan uddrive Satan? Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestaa. Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestaa. Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestaa, men det er ude med ham. Men ingen kan gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus. Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; men den, som taler bespotteligt imod den Helligaand, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd.‟ De sagde nemlig: „Han har en uren Aand.‟
Gospel
Mark 12
Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: „En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: „De ville undse sig for min Søn.‟ Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: „Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.‟ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden. Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre. Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.‟ Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. Og de sende nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. Og de kom og sagde til ham: „Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?‟ Men da han saa deres Hykleri, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar, for at jeg kan se den.‟ Men de bragte den. Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟ Men de sagde til ham: „Kejserens.‟ Og Jesus sagde til dem: „Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟ Og de undrede sig over ham. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: „Mester! Moses har foreskrevet os, at naar nogens Broder dør og efterlader en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligesaa. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen. I Opstandelsen, naar de opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟ Jesus sagde til dem: „Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? Thi naar de opstaa fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. Men hvad de døde angaar, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild.‟ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: „Hvilket Bud er det første af alle?‟ Jesus svarede: „Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud.‟ Og den skriftkloge sagde til ham: „Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene.‟ Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds Rige.‟ Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: „Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? David selv sagde ved den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?‟ Og den store Skare hørte ham gerne. Og han sagde i sin Undervisning: „Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Maaltiderne; de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faa des haardere Dom.‟ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og saa, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lagde i Tempelblokken. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom.‟
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
