Bosko

Today's Readings

The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.

First Reading

Isaiah 49

Hører mig, I Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! Herren kaldte mig fra Moders Liv af, han nævnede mit Navn fra Moders Skød. Og han gjorde min Mund som et skarpt Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger. Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig. Men jeg sagde: Jeg har gjort mig Møje forgæves, fortæret min Kraft for intet og uden Nytte; alligevel er min Ret hos Herren og min Løn hos min Gud. Og nu, siger Herren, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for Herrens Øjne, og min Gud er min Styrke; han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel, men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende. Saa siger Herren, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for Herrens, Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig. Saa siger Herren: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de øde Arvedele for at sige til de bundne: Gaar ud! til dem, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje. De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder. Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes. Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land. Synger med Fryd, I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig. Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig. Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klæde dig som med en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte. Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte. End en Gang skulle dine Børn, som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig Plads, at jeg maa bo der. Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugtbar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse? Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udstrække min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armene, og dine Døtre skulle bæres paa Skuldrene. Og Konger skulle være dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er Herren, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes. Mon man kan tage fra den vældige, hvad han har taget? og mon den retfærdiges Fanger skulle undkomme? Ja, saaledes siger Herren: Baade skulle Fangerne tages fra den vældige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil trætte med dem, som trætte med dig, og vil frelse dine Børn. Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, og den Mægtige i Jakob er din Genløser.

Responsorial Psalm

Psalm 66

Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

Second Reading

Hebrews 10

Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede? Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟ Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven), saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand, idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: „Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig. Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn; hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand? Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.

Gospel

Mark 12

Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: „En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: „De ville undse sig for min Søn.‟ Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: „Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.‟ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden. Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre. Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.‟ Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. Og de sende nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. Og de kom og sagde til ham: „Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?‟ Men da han saa deres Hykleri, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar, for at jeg kan se den.‟ Men de bragte den. Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟ Men de sagde til ham: „Kejserens.‟ Og Jesus sagde til dem: „Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟ Og de undrede sig over ham. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: „Mester! Moses har foreskrevet os, at naar nogens Broder dør og efterlader en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligesaa. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen. I Opstandelsen, naar de opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟ Jesus sagde til dem: „Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? Thi naar de opstaa fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. Men hvad de døde angaar, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild.‟ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: „Hvilket Bud er det første af alle?‟ Jesus svarede: „Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud.‟ Og den skriftkloge sagde til ham: „Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene.‟ Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds Rige.‟ Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: „Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? David selv sagde ved den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?‟ Og den store Skare hørte ham gerne. Og han sagde i sin Undervisning: „Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Maaltiderne; de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faa des haardere Dom.‟ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og saa, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lagde i Tempelblokken. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom.‟

A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)

Today's readings, every morning

Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.