Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Acts 1:1-8
Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus begyndte baade at gøre og lære, indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligaand; for hvem han ogsaa, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige. Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke maatte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, „hvorom,‟ sagde han, „I have hørt af mig. Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligaand om ikke mange Dage.‟ Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: „Herre! opretter du paa denne Tid Riget igen for Israel?‟ Men han sagde til dem: „Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt. Men I skulle faa Kraft, naar den Helligaand kommer over eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.‟
First Reading
Deuteronomy 12
Disse ere de Skikke og de Bud, som I skulle tage Vare paa at gøre efter i det Land, som Herren dine Fædres Gud har givet dig til Eje, alle de Dage, som I leve paa Jorden. I skulle ødelægge alle de Steder, hvor Hedningerne, hvilke I skulle eje, have tjent deres Guder, paa de høje Bjerge og paa Højene og under alle grønne Træer, og I skulle nedbryde deres Altere og sønderslaa deres Støtter og opbrænde deres Astartebilleder med Ild og omhugge deres Guders udskaarne Billeder og udslette deres Navn fra dette Sted. I skulle ikke gøre saaledes mod Herren eders Gud; men paa det Sted, som Herren eders Gud udvælger af alle eders Stammer til der at sætte sit Navn, der hvor han vil bo, skulle I søge ham, og derhen skal du komme. Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders smaa Kvæg; og der skulle I æde for Herren eders Guds Ansigt, og I skulle være glade i alt det, som I udrække eders Hænder til, I og eders Huse, ved hvad Herren din Gud har velsignet dig med. I skulle ikke i alt gøre efter det, som vi gøre her i Dag, saa at hver gør, hvad som helst er ret for hans Øjne. Thi I ere ikke endnu komne til Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig. Naar I ere gangne over Jordanen og bo i Landet, som Herren eders Gud giver eder til Arv, og han giver eder Rolighed for alle eders Fjender trindt omkring, og I bo tryggeligen, da skal der være et Sted, som Herren eders Gud skal udvælge til at lade sit Navn bo der; derhen skulle I føre alt det, som jeg byder eder, eders Brændofre og eders Slagtofre, eders Tiende og eders Hænders Offergaver og alle eders udvalgte Løfter, hvilke I love Herren; og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt, I og eders Sønner og eders Døtre og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og Leviten, som er i eders Porte; thi han har ingen Del eller Arv med eder. Tag dig i Vare, at du ikke ofrer dine Brændofre paa hvert det Sted, som du udser: Men paa det Sted, som Herren udvælger, i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt det, som jeg byder dig. Dog maa du slagte og æde Kød efter al din Sjæls Lyst, efter Herren din Gudsvelsignelse, som han har givet dig, i alle dine Porte; den urene og den rene maa æde det, som var det en Raa eller en Hjort. Dog skulle I ikke æde Blodet; paa Jorden skal du udøse det som Vand. Du maa ikke æde inden dine Porte Tiende af dit Korn og din nye Vin og din Olie, ej heller det førstefødte af dit store Kvæg eller dit smaa Kvæg, ej heller af noget af dine Løfter, som du har lovet, eller af dine frivillige Ofre eller af din Haands Gaver. Men du skal æde det for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som Herren din Gud udvælger, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er i dine Porte; og du skal være glad for Herren din Guds Ansigt i alt det, som du udrækker dine Hænder til. Tag dig i Vare, at du ikke forlader Leviten, alle dine Dage i dit Land. Naar Herren din Gud udvider dine Landemærker, som han har tilsagt dig, og du siger: Jeg vil æde Kød; thi din Sjæl har Lyst til at æde Kød: Saa maa du æde Kød efter al din Sjæls Lyst. Men er det Sted langt fra dig, hvilket Herren din Gud har udvalgt til der at sætte sit Navn, da maa du slagte af dit store Kvæg og af dit smaa Kvæg, som Herren har givet dig, ligesom jeg har budet dig, og du maa æde det inden dine Porte efter al din Sjæls Lyst. Dog kun, som var det en Raa eller en Hjort man æder, saaledes maa du æde det; den urene saavel som den rene maa æde det. Dog hold fast ved, at du ikke æder Blodet, thi Blodet er Sjælen; og du maa ikke æde Sjælen med Kødet. Du skal ikke æde det, du skal udøse det paa Jorden som Vand. Du skal ikke æde det, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig, naar du har gjort det, som ret er for Herrens Øjne. Dog de Ting, som du helliger, som hørmer dig til, og dine Løfter, dem skal du tage og komme med til det Sted, som Herren skal udvælge. Og du skal bringe dine Brændofre, Kødet og Blodet, paa Herren din Guds Alter, og Blodet af dine Ofre skal udøses paa Herren din Guds Alter, og Kødet maa du æde. Tag Vare paa og hør alle disse Ord, som jeg byder dig, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig evindeligen, naar du har gjort det, som godt og ret er for Herren din Guds Øjne. Naar Herren din Gud faar udryddet Hedningerne for dit Ansigt, der hvor du drager hen at eje dem, og du ejer dem og bor i deres Land: Saa forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, saa vil jeg ogsaa gøre. Du skal ikke gøre saaledes for Herren din Gud; thi de gjorde for deres Guder alt det, som er vederstyggeligt for Herren, det som han hader; thi de have endog brændt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder. I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.
First Reading
Judges 7:1-25
Da stod Jerub-Baal, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de lejrede sig ved Kilden Harod; og Midians Lejr var Norden for ham bag Højen More, i Dalen. Og Herren sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Haand har frelst mig. Saa udraab nu dog for Folkets Øren og sig: Hvo er frygtagtig og forskrækket? han vende tilbage og skynde sig aarle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers. Og Herren sagde til Gideon: Folket er endnu for mange, før dem ned til Vandet, saa vil jeg der prøve det for dig; og det skal ske, den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal gaa med dig, han skal gaa med dig; men hver den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal ikke gaa med dig, han skal ikke gaa. Og han førte Folket ned til Vandet, og Herren sagde til Gideon: Hver, som laber med sin Tunge af Vandet, som Hunden laber, ham skal du stille for sig, saa og hver, som bøjer sig paa sine Knæ at drikke. Da var deres Tal, som havde labet af deres Haand til deres Mund, tre Hundrede Mænd; og det øvrige Folk alt sammen bøjede sig paa deres Knæ at drikke Vand. Og Herren sagde til Gideon: Med de tre Hundrede Mænd, de som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Haand; men alt det andet Folk maa gaa hver til sit Sted. Og Folket tog Tæring med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sit Telt, og han beholdt de tre Hundrede Mænd hos sig, og Midianiternes Lejr var neden for ham i Dalen. Og det skete i den samme Nat, at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Haand. Men om du frygter for at gaa ned, da gaa du og Pura, din Dreng, ned til Lejren. Og du skal høre, hvad de tale, og derefter skulle dine Hænder blive styrkede, og du skal drage ned mod Lejren; og han gik ned, han og Pura, hans Dreng, til det yderste af de bevæbnede, som vare i Lejren. Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Græshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed. Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hid og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet, da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt. Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand. Og det skete, der Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen, da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi Herren har givet Midianiternes Lejr i eders Haand. Og han delte de tre Hundrede Mænd i tre Hobe; og han gav dem alle Trompeter i deres Haand og tomme Krukker og Blus midt udi Krukkerne. Og han sagde til dem: I skulle se paa mig, og saaledes skulle I gøre; og se, naar jeg kommer til det yderste af Lejren, da skal det ske, at ligesom jeg vil gøre, saa skulle I gøre. Og naar jeg blæser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I ogsaa blæse i Trompeterne trindt omkring den ganske Lejr og sige: For Herren og for Gideon! Saa kom Gideon og de hundrede Mænd, som vare med ham, til det yderste af Lejren i den midterste Vagts Begyndelse, de havde lige sat Vagten ud; og de blæste i Trompeterne og søndersloge Krukkerne, som vare i deres Haand. Saa blæste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Haand og Trompeterne i deres højre Haand til at blæse udi, og de raabte: Sværd for Herren og for Gideon! Og de stode hver paa sit Sted omkring Lejren; da løb den ganske Lejr, og de skrege og flyede. Og de blæste i de tre Hundrede Trompeter, og Herren satte den enes Sværd imod den anden og imod den ganske Lejr; og Lejren flyede til Beth-Sitta til Zerera, indtil Grænsen af Abel Mehola ved Tabbath. Og Israels Mænd af Nafthali og af Aser og af hele Manasse bleve opbudne; og de forfulgte Midianiterne. Og Gideon sendte Bud paa det ganske Efraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne og besætter Vandene for dem indtil Beth-Bara, og Jordanen; da blev opbudet hver Mand i Efraim, og de besatte Vandene indtil Beth-Bara og Jordanen. Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og de dræbte Oreb paa Klippen Oreb, og Seeb dræbte de i Vinpersen Seeb, og de forfulgte Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon hinsides Jordanen.
Morning Prayer — First Lesson
Numbers 16:1-36
Og Kora, en Søn af Jizehar, der var en Søn af Kahat, Levi Søn, tog til sig baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Peleths Søn, Rubens Børn. Og de stode op for Mose Ansigt tillige med to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte blandt Forsamlingen, navnkundige Mænd. Og de samlede sig imod Mose og Aron, og de sagde til dem: Lader det være eder nok! thi den ganske Menighed er allesammen hellige, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøje I eder over Herrens Menighed? Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt. Og han talte til Kora og alt hans Selskab, sigende: I Morgen skal Herren give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvem han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. Gører dette: Tager eder Ildkar, Kora og alt hans Selskab! Og lægger Ild i dem og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt i Morgen, og det skal ske, hvilken Mand Herren udvælger, han er den hellige; lader det være eder nok, Levi Børn! Og Mose sagde til Kora: Hører dog, I Levi Børn! Er det eder for lidet, at Israels Gud har udskilt eder fra Israels Menighed for at lade eder komme nær til sig, til at besørge Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staa for Menighedens Ansigt at tjene dem? Og han har ladet dig og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig komme nær, og nu søge I ogsaa Præstedømmet! Derfor er du og alt dit Selskab, de som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? Og Mose sendte hen at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner, og de sagde: Vi komme ikke op. Er det for lidet, at du har ført os op af et Land, som flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørken? thi du vil endog aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. Du har visselig ikke ført os ind i et Land, som flyder med Mælk og Honning, eller givet os Agre og Vingaarde til Arv; vil du blænde Øjnene paa disse Mænd? vi ville ikke komme op. Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg har ikke taget et Asen fra dem, og jeg har ikke gjort een iblandt dem ondt. Og Mose sagde til Kora: Vær du og dit ganske Selskab for Herrens Ansigt, du og de og Aron, i Morgen, og tager hver sit Ildkar og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar frem for Herrens Ansigt, to Hundrede og halvtredsindstyve Ildkar; og du og Aron, hver med sit Ildkar! Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem og lagde Røgelse paa dem, og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, ligeledes Mose og Aron. Og Kora samlede den ganske Menighed imod dem til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed viste sig for den ganske Menighed. Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde: Skiller eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem, i et Øjeblik. Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden? Og Herren talede til Mose og sagde: Tal til Menigheden og sig: Gaar bort trindt omkring fra Koras, Dathans og Abirams Bolig. Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram, og de Ældste af Israel gik efter ham. Og han talede til Menigheden og sagde: Kære, viger bort fra disse ugudelige Mænds Telte, og rører ikke ved noget af det, som hører dem til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. Og de gik bort fra Koras, Dathans og Abirams Bolig trindt omkring; men Dathan og Abiram vare gangne ud og stode i deres Teltes Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaa Børn. Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at Herren har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte: Dersom disse dø, som alle Mennesker dø, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da har Herren ikke sendt mig; men dersom Herren skaber noget nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de fare levende ned i Helvede, da skulle I kende, at disse Mænd have opirret Herren. Og det skete, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem, og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som hørte Kora til, og alt Godset. Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte dem, og de omkom midt i Menigheden. Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede ved deres Skrig; thi de sagde: Blot Jorden ikke opsluger os! Og en Ild for ud fra Herren og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse. Og Herren talede til Mose og sagde:
Epistle
1 John 5:4-10
thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro. Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn? Han er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Kristus; ikke med Vandet alene, men med Vandet og med Blodet; og det er Aanden, som vidner, thi Aanden er Sandheden. Thi tre ere de, som vidne: Aanden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet. Dersom vi tage imod Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Vidnesbyrd større; thi dette er Guds Vidnesbyrd, at han har vidnet om sin Søn. Den, som tror paa Guds Søn, har Vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.
First Reading
Ezekiel 48
Og disse ere Navnene paa Stammerne: Fra Enden imod Nord, langs Vejen til Hethlon, i Retning af Hamath, Hazar-Enon, Damaskus's Landemærke imod Nord til, langs Hamath, dette fra den østre til den vestre Side, skal være Dans — een Lod; og ved Siden af Dans Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal være Asers — een Lod; og ved Siden af Asers Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side Nafthalis — een Lod; og ved Siden af Nafthalis Landemærke, fra dep østre Side indtil den vestre Side, Manasses — een Lod; og ved Siden af Manasses Landemærke, fra den, østre Side, indtil den vestre Side, Efraims — een Lod; og ved Siden af Efraims Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Rubens — een Lod; og ved Siden af Rubens Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Judas — een Lod; og ved Siden af Judas Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal den Gave ligge, som I forlods skulle udtage, fem og tyve Tusinde Maal i Bredden, og i Længden som een af Lodderne, fra den østre Side indtil den vestre Side, og Helligdommen skal være midt derudi. Gaven, som I skulle udtage til Herren, skal være i Længden fem og tyve Tusinde Maal og i Bredden ti Tusinde. Og de, der skulle have den hellige Gave, ere Præsterne; de skulle have imod Norden fem og tyve Tusinde Maal og imod Vesten i Bredden ti Tusinde og imod Østen i Bredden ti Tusinde og imod Sønden i Længden fem og tyve Tusinde; og Herrens Helligdom skal være midt derudi; Præsterne, hver den af Zadoks Børn, som er helliget, de, som toge Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget, og som ikke fore vild, der Israels Børn fore vild, saaledes som Leviterne fore vild, dem skal en Del af Gaven af Landet tilhøreren højhellig Del ved Siden af Leviternes Landemærke. Men Leviterne skulle have ved Siden af Præsternes Landemærke fem og tyve Tusinde Maal i Længden og ti Tusinde i Bredden; hver Længde skal være fem og tyve Tusinde Maal og Bredden ti Tusinde. Og de skulle intet sælge deraf, og ingen skal bortbytte noget deraf; det er som en Førstegrøde af Landet og maa ikke gaa over til andre; thi det er helliget Herren. Men de fem Tusinde Maal, som blive tilovers i Bredden, de forreste af de fem og tyve Tusinde, skulle være almindeligt Land for Staden til Beboelse og til fri Plads; og Staden skal ligge midt derudi. Og disse skulle være dens Maal: Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal og Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede. Og der skal være en fri Plads for Staden, imod Nord to Hundrede og halvtredsindstyve Maal og imod Sønden to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Østen to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Vesten to Hundrede og halvtredsindstyve. Men hvad der bliver tilovers i Længden, langs med den hellige Gave, ti Tusinde Maal imod Østen og ti Tusinde imod Vesten, det skal være langs med den hellige Gave, og hvad det indbringer skal være til Brød for Stadens Arbejdere. Og Stadens Arbejdere, af alle Israels Stammer, skulle dyrke det. Den hele Gave skal være fem og tyve Tusinde Maal i Længden imod tusinde i Bredden; en Fjerdedel i Forhold til den hellige Gave skulle I tage til Stadens Ejendom. Men Fyrsten skal have det, som er blevet tilovers paa denne og paa den anden Side af den hellige Gave og af Stadens Ejendom, over for de fem og tyve Tusinde, som Gaven udgør, ud til det østre Landemærke, og imod Vesten, over for de fem og tyve Tusinde Maal, ud til det vestre Landemærke, langs Stamlodderne, det skal tilhøre Fyrsten; og det skal være en hellig Gave, og Husets Helligdom skal være midt derudi. Og hvad der er fra Leviternes Ejendom af og fra Stadens Ejendom af, hvilken kommer til at ligge midt imellem det, der tilfalder Fyrsten, hvad der ligger imellem Judas Landemærke og Benjamins Landemærke, det skal være Fyrstens. Og de øvrige Stammer ere: Fra den østre Side indtil den vestre Side, Benjamins — een Lod; og ved Siden af Benjamins Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Simeons — een Lod; og ved Siden af Simeons Lande mærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Isaskars — een Lod; og ved Siden af Isaskars Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Sebulons — een Lod; og ved Siden af Sebulons Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Gads — een Lod; og ved Siden af Gads Landemærke, ved den søndre Side imod Sønden, der skal Landsgrænsen være fra Thamar af til Kivevandet ved Kades til Bækken ud imod det store Hav. Dette er det Land, som I skulle udlodde til Arv for Israels Stammer, og disse ere deres Stamlodder, siger den Herre, Herre. Og disse ere Stadens Ydergrænser: Paa Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal; og Stadens Porte skulle kaldes efter Israels Stammers Navne, tre Porte imod Norden: Rubens Port een, Judas Port een, Levis Port een; og paa Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte, nemlig: Josefs Port een, Benjamins Port een, Dans Port een; og paa Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte: Simeons Port een, Isaskars Port een, Sebulons Port een; paa Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede, og deres tre Porte: Gads Port een, Asers Port een, Nafthalis Port een. Trindt omkring skal der være atten Tusinde Maal; og Stadens Navn skal være fra nu af: „Herren der‟.
Morning Prayer — Second Lesson
1 Corinthians 15:1-29
Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I ogsaa modtoge, i hvilket I ogsaa staa, ved hvilket I ogsaa frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det — ellers troede I forgæves. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg ogsaa har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne; og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. Hvad enten det da er mig eller de andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I. Men naar der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro ogsaa tom. Men vi blive da ogsaa fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, saafremt døde virkelig ikke oprejses. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; saa ere I endnu i eders Synder; da gik altsaa ogsaa de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. Have vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er ogsaa dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. Thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle ogsaa alle levendegøres i Kristus. Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. Derpaa kommer Enden, naar han overgiver Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. Thi han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjenderne under sine Fødder. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. Han har jo „lagt alle Ting under hans Fødder‟. Men naar han siger: „Alt er underlagt‟ — aabenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt — naar da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle. Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem?
Responsorial Psalm
Psalm 10
Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider? Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han. Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage. Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.
Gospel
John 20:19-31
Da det nu var Aften paa den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Saa bleve Disciplene glade, da de saa Herren. Jesus sagde da atter til dem: „Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, saaledes sender ogsaa jeg eder.‟ Og da han havde sagt dette, aandede han paa dem, og han siger til dem: „Modtager den Helligaand! Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.‟ Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. De andre Disciple sagde da til ham: „Vi have set Herren.‟ Men han sagde til dem: „Uden jeg faar set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde tro.‟ Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: „Fred være med eder!‟ Derefter siger han til Thomas: „Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!‟ Thomas svarede og sagde til ham: „Min Herre og min Gud!‟ Jesus siger til ham: „Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet.‟ — Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, naar I tro, skulle have Livet i hans Navn.
Responsorial Psalm
Psalm 118
Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. De, som frygte Herren, sige: Hans Miskundhed er evindelig. I Trængselen kaldte jeg paa Herren; Herren bønhørte mig i det fri. Herren er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Herren er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Mennesker. Det er bedre at sætte Lid til Herren end at forlade sig paa Fyrster. Alle Hedninger have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. De have omringet mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn vil jeg nedhugge dem. Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men Herren hjalp mig. Herren er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; Herrens højre Haand skaber Kraft. Herrens højre Haand er ophøjet, Herrens højre Haand skaber Kraft. Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gerninger. Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke Herren. Denne er Herrens Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. Af Herren er dette sket, det er underligt for vore Øjne. Denne er Dagen, som Herren har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! Kære Herre! frels dog; kære Herre! lad det dog lykkes. Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn; vi velsigne eder fra Herrens Hus. Herren er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. Priser Herren; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.
Responsorial Psalm
Psalm 102
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt. Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig! Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted. Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig. Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed. Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn. Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren. Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren. Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt. Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning. De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Responsorial Psalm
Psalm 97
Herren regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig! Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. Bjergene smeltede som Voks for Herrens Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt. Himlene kundgjorde hans Retfærdighed, og alle Folk saa hans Ære. Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder! Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, Herre! Thi du, Herre! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Guder. I, som elske Herren! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand. Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet. Glæder eder, I retfærdige i Herren, og priser hans hellige Ihukommelse!
Evening Prayer — First Lesson
Numbers 16:36
Og Herren talede til Mose og sagde:
Second Reading
II Corinthians 7
Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt! Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, — saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag. Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Second Reading
James 2
Mine Brødre! Eders Tro paa vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! Naar der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i prægtig Klædning, men der ogsaa kommer en fattig ind i smudsig Klædning, og I fæste Øjet paa den, som bærer den prægtige Klædning, og sige: Sæt du dig her paa den gode Plads, og I sige til den fattige: Staa du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: Ere I saa ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder? Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: „Du skal elske din Næste som dig selv,‟ gøre I ret; men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. Thi han, som sagde: „Du maa ikke bedrive Hor,‟ sagde ogsaa: „Du maa ikke slaa ihjel.‟ Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. Taler saaledes og gører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen. Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, og en af eder siger til dem: Gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad gavner det? Ligesaa er ogsaa Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. Men man vil sige: Du har Tro, Og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; ogsaa de onde Aander tro det og skælve. Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak paa Alteret? Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, og Skriften blev opfyldt, som siger: „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed,‟ og han blev kaldet Guds Ven. I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. Ligesaa Skøgen Rahab, blev ikke ogsaa hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er ogsaa Troen død uden Gerninger.
Second Reading
Colossians 3:18-4:1
I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er velbehageligt i Herren. I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe Modet. I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets Enfold, frygtende Herren. Hvad I end foretage eder, saa gører det af Hjertet, som for Herren og ikke for Mennesker, da I vide, at I af Herren skulle faa Arven til Vederlag; det er den Herre Kristus, I tjene. Thi den, som gør Uret, skal faa igen, hvad Uret han gjorde, og der er ikke Persons Anseelse. I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at ogsaa I have en Herre i Himmelen.
Second Reading
1 Peter 1:1-10
Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien, udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Aandens Helligelse, til Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Naade og Fred vorde eder mangfoldig til Del! Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Haab ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid, i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i mange Haande Prøvelser, for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, maa findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Aabenbarelse, ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og forherliget Glæde, naar I naa Maalet for eders Tro, Sjælenes Frelse. Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som profeterede om den Naade, der skulde blive eder til Del,
Gospel
John 13
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.‟ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.‟ Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?‟ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?‟ Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.‟ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!‟ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;‟ eller at han skulde give noget til de fattige. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat. Da han nu var gaaet ud, siger Jesus: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: „Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,‟ siger jeg nu ogsaa til eder. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre. Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! hvor gaar du hen?‟ Jesus svarede ham: „Hvor jeg gaar hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.‟ Peter siger til ham: „Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.‟ Jesus svarer: „Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.‟
Evening Prayer — Second Lesson
John 20:24-30
Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. De andre Disciple sagde da til ham: „Vi have set Herren.‟ Men han sagde til dem: „Uden jeg faar set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde tro.‟ Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: „Fred være med eder!‟ Derefter siger han til Thomas: „Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!‟ Thomas svarede og sagde til ham: „Min Herre og min Gud!‟ Jesus siger til ham: „Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet.‟ — Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog.
Gospel
Mark 15:1-20
Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Raad med de Ældste og de skriftkloge, hele Raadet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Og han svarede og sagde til ham: „Du siger det.‟ Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: „Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!‟ Men Jesus svarede ikke mere noget, saa at Pilatus undrede sig. Men paa Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begaaet Mord. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. Men Pilatus svarede dem og sagde: „Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: „Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?‟ Men de raabte atter: „Korsfæst ham!‟ Men Pilatus sagde til dem: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte højlydt: „Korsfæst ham!‟ Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Men Stridsmændene førte ham ind i Gaarden, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den paa ham. Og de begyndte at hilse ham: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de sloge ham paa Hovedet med et Rør og spyttede paa ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.
Gospel
John 1:1-17
I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i Begyndelsen hos Gud. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. Men saa mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro paa hans Navn; hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som en enbaaren Søn har den fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed. Johannes vidner om ham og raaber og siger: „Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig.‟ Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Naade over Naade. Thi Loven blev given ved Moses; Naaden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus.
Gospel
Acts 7
Men Ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig saaledes?‟ Men han sagde: „I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan. Og han sagde til ham: „Gaa ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.‟ Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo. Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde. Men Gud talte saaledes: „Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar. Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.‟ Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker. Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev aabenbar for Farao. Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live. Paa den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Hus. Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn. Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger. Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: „I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?‟ Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?‟ Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: „Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.‟ Da bævede Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: „Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!‟ Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,‟ ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken. Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: „En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.‟ Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os; hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron: „Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.‟ Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: „Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve Aar i Ørkenen? Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.‟ Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. Dette toge ogsaa vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn — indtil Davids Dage, som fandt Naade for Gud og bad om at maatte finde en Bolig for Jakobs Gud. Men Salomon byggede ham et Hus. Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: „Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? Har ikke min Haand gjort alt dette?‟ I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!‟ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand. Og han sagde: „Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.‟ Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: „Herre Jesus, tag imod min Aand!‟ Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: „Herre, tilregn dem ikke denne Synd!‟ Og som han sagde dette, sov han hen.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
