Today's Readings
The Scripture readings appointed for today, with the full text in your language. Follow the daily readings for your tradition, every morning, in the Bosko app.
First Reading
Ezekiel 48
Og disse ere Navnene paa Stammerne: Fra Enden imod Nord, langs Vejen til Hethlon, i Retning af Hamath, Hazar-Enon, Damaskus's Landemærke imod Nord til, langs Hamath, dette fra den østre til den vestre Side, skal være Dans — een Lod; og ved Siden af Dans Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal være Asers — een Lod; og ved Siden af Asers Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side Nafthalis — een Lod; og ved Siden af Nafthalis Landemærke, fra dep østre Side indtil den vestre Side, Manasses — een Lod; og ved Siden af Manasses Landemærke, fra den, østre Side, indtil den vestre Side, Efraims — een Lod; og ved Siden af Efraims Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Rubens — een Lod; og ved Siden af Rubens Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Judas — een Lod; og ved Siden af Judas Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal den Gave ligge, som I forlods skulle udtage, fem og tyve Tusinde Maal i Bredden, og i Længden som een af Lodderne, fra den østre Side indtil den vestre Side, og Helligdommen skal være midt derudi. Gaven, som I skulle udtage til Herren, skal være i Længden fem og tyve Tusinde Maal og i Bredden ti Tusinde. Og de, der skulle have den hellige Gave, ere Præsterne; de skulle have imod Norden fem og tyve Tusinde Maal og imod Vesten i Bredden ti Tusinde og imod Østen i Bredden ti Tusinde og imod Sønden i Længden fem og tyve Tusinde; og Herrens Helligdom skal være midt derudi; Præsterne, hver den af Zadoks Børn, som er helliget, de, som toge Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget, og som ikke fore vild, der Israels Børn fore vild, saaledes som Leviterne fore vild, dem skal en Del af Gaven af Landet tilhøreren højhellig Del ved Siden af Leviternes Landemærke. Men Leviterne skulle have ved Siden af Præsternes Landemærke fem og tyve Tusinde Maal i Længden og ti Tusinde i Bredden; hver Længde skal være fem og tyve Tusinde Maal og Bredden ti Tusinde. Og de skulle intet sælge deraf, og ingen skal bortbytte noget deraf; det er som en Førstegrøde af Landet og maa ikke gaa over til andre; thi det er helliget Herren. Men de fem Tusinde Maal, som blive tilovers i Bredden, de forreste af de fem og tyve Tusinde, skulle være almindeligt Land for Staden til Beboelse og til fri Plads; og Staden skal ligge midt derudi. Og disse skulle være dens Maal: Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal og Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede. Og der skal være en fri Plads for Staden, imod Nord to Hundrede og halvtredsindstyve Maal og imod Sønden to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Østen to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Vesten to Hundrede og halvtredsindstyve. Men hvad der bliver tilovers i Længden, langs med den hellige Gave, ti Tusinde Maal imod Østen og ti Tusinde imod Vesten, det skal være langs med den hellige Gave, og hvad det indbringer skal være til Brød for Stadens Arbejdere. Og Stadens Arbejdere, af alle Israels Stammer, skulle dyrke det. Den hele Gave skal være fem og tyve Tusinde Maal i Længden imod tusinde i Bredden; en Fjerdedel i Forhold til den hellige Gave skulle I tage til Stadens Ejendom. Men Fyrsten skal have det, som er blevet tilovers paa denne og paa den anden Side af den hellige Gave og af Stadens Ejendom, over for de fem og tyve Tusinde, som Gaven udgør, ud til det østre Landemærke, og imod Vesten, over for de fem og tyve Tusinde Maal, ud til det vestre Landemærke, langs Stamlodderne, det skal tilhøre Fyrsten; og det skal være en hellig Gave, og Husets Helligdom skal være midt derudi. Og hvad der er fra Leviternes Ejendom af og fra Stadens Ejendom af, hvilken kommer til at ligge midt imellem det, der tilfalder Fyrsten, hvad der ligger imellem Judas Landemærke og Benjamins Landemærke, det skal være Fyrstens. Og de øvrige Stammer ere: Fra den østre Side indtil den vestre Side, Benjamins — een Lod; og ved Siden af Benjamins Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Simeons — een Lod; og ved Siden af Simeons Lande mærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Isaskars — een Lod; og ved Siden af Isaskars Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Sebulons — een Lod; og ved Siden af Sebulons Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Gads — een Lod; og ved Siden af Gads Landemærke, ved den søndre Side imod Sønden, der skal Landsgrænsen være fra Thamar af til Kivevandet ved Kades til Bækken ud imod det store Hav. Dette er det Land, som I skulle udlodde til Arv for Israels Stammer, og disse ere deres Stamlodder, siger den Herre, Herre. Og disse ere Stadens Ydergrænser: Paa Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal; og Stadens Porte skulle kaldes efter Israels Stammers Navne, tre Porte imod Norden: Rubens Port een, Judas Port een, Levis Port een; og paa Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte, nemlig: Josefs Port een, Benjamins Port een, Dans Port een; og paa Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte: Simeons Port een, Isaskars Port een, Sebulons Port een; paa Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede, og deres tre Porte: Gads Port een, Asers Port een, Nafthalis Port een. Trindt omkring skal der være atten Tusinde Maal; og Stadens Navn skal være fra nu af: „Herren der‟.
Responsorial Psalm
Psalm 97
Herren regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig! Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. Bjergene smeltede som Voks for Herrens Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt. Himlene kundgjorde hans Retfærdighed, og alle Folk saa hans Ære. Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder! Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, Herre! Thi du, Herre! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Guder. I, som elske Herren! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand. Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet. Glæder eder, I retfærdige i Herren, og priser hans hellige Ihukommelse!
Second Reading
II Corinthians 7
Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt! Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, — saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag. Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Gospel
Acts 7
Men Ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig saaledes?‟ Men han sagde: „I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan. Og han sagde til ham: „Gaa ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.‟ Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo. Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde. Men Gud talte saaledes: „Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar. Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.‟ Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker. Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev aabenbar for Farao. Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live. Paa den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Hus. Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn. Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger. Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: „I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?‟ Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?‟ Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: „Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.‟ Da bævede Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: „Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!‟ Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,‟ ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken. Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: „En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.‟ Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os; hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron: „Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.‟ Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: „Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve Aar i Ørkenen? Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.‟ Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. Dette toge ogsaa vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn — indtil Davids Dage, som fandt Naade for Gud og bad om at maatte finde en Bolig for Jakobs Gud. Men Salomon byggede ham et Hus. Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: „Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? Har ikke min Haand gjort alt dette?‟ I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!‟ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand. Og han sagde: „Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.‟ Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: „Herre Jesus, tag imod min Aand!‟ Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: „Herre, tilregn dem ikke denne Synd!‟ Og som han sagde dette, sov han hen.
A daily plan reading through Scripture in course. Bible text is in the public domain. (Dansk Bibel 1871)
Today's readings, every morning
Bosko brings the daily readings for your tradition to your day — with a reflection, the full Bible in 30 translations, and the liturgical calendar, in 18 languages.
