Dagens læsninger
De skriftlæsninger, der er fastsat for dagen, med den fulde tekst på dit sprog. Følg hver morgen din traditions daglige læsninger i Bosko-appen.
Første læsning
Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde. Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre. Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen. Og hans Sønner gik hen og gjorde Gæstebud hver i sit Hus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem. Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres Hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage. Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem. Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og fra at vandre om derudi. Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde. Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud for intet? Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring? du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. Men udræk nu din Haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt? Og Herren sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.
Første læsning
Disse ere de Skikke og de Bud, som I skulle tage Vare paa at gøre efter i det Land, som Herren dine Fædres Gud har givet dig til Eje, alle de Dage, som I leve paa Jorden. I skulle ødelægge alle de Steder, hvor Hedningerne, hvilke I skulle eje, have tjent deres Guder, paa de høje Bjerge og paa Højene og under alle grønne Træer, og I skulle nedbryde deres Altere og sønderslaa deres Støtter og opbrænde deres Astartebilleder med Ild og omhugge deres Guders udskaarne Billeder og udslette deres Navn fra dette Sted. I skulle ikke gøre saaledes mod Herren eders Gud; men paa det Sted, som Herren eders Gud udvælger af alle eders Stammer til der at sætte sit Navn, der hvor han vil bo, skulle I søge ham, og derhen skal du komme. Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders smaa Kvæg; og der skulle I æde for Herren eders Guds Ansigt, og I skulle være glade i alt det, som I udrække eders Hænder til, I og eders Huse, ved hvad Herren din Gud har velsignet dig med. I skulle ikke i alt gøre efter det, som vi gøre her i Dag, saa at hver gør, hvad som helst er ret for hans Øjne. Thi I ere ikke endnu komne til Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig. Naar I ere gangne over Jordanen og bo i Landet, som Herren eders Gud giver eder til Arv, og han giver eder Rolighed for alle eders Fjender trindt omkring, og I bo tryggeligen, da skal der være et Sted, som Herren eders Gud skal udvælge til at lade sit Navn bo der; derhen skulle I føre alt det, som jeg byder eder, eders Brændofre og eders Slagtofre, eders Tiende og eders Hænders Offergaver og alle eders udvalgte Løfter, hvilke I love Herren; og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt, I og eders Sønner og eders Døtre og eders Tjenere og eders Tjenestepiger og Leviten, som er i eders Porte; thi han har ingen Del eller Arv med eder. Tag dig i Vare, at du ikke ofrer dine Brændofre paa hvert det Sted, som du udser: Men paa det Sted, som Herren udvælger, i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt det, som jeg byder dig. Dog maa du slagte og æde Kød efter al din Sjæls Lyst, efter Herren din Gudsvelsignelse, som han har givet dig, i alle dine Porte; den urene og den rene maa æde det, som var det en Raa eller en Hjort. Dog skulle I ikke æde Blodet; paa Jorden skal du udøse det som Vand. Du maa ikke æde inden dine Porte Tiende af dit Korn og din nye Vin og din Olie, ej heller det førstefødte af dit store Kvæg eller dit smaa Kvæg, ej heller af noget af dine Løfter, som du har lovet, eller af dine frivillige Ofre eller af din Haands Gaver. Men du skal æde det for Herren din Guds Ansigt paa det Sted, som Herren din Gud udvælger, du og din Søn og din Datter og din Tjener og din Tjenestepige og Leviten, som er i dine Porte; og du skal være glad for Herren din Guds Ansigt i alt det, som du udrækker dine Hænder til. Tag dig i Vare, at du ikke forlader Leviten, alle dine Dage i dit Land. Naar Herren din Gud udvider dine Landemærker, som han har tilsagt dig, og du siger: Jeg vil æde Kød; thi din Sjæl har Lyst til at æde Kød: Saa maa du æde Kød efter al din Sjæls Lyst. Men er det Sted langt fra dig, hvilket Herren din Gud har udvalgt til der at sætte sit Navn, da maa du slagte af dit store Kvæg og af dit smaa Kvæg, som Herren har givet dig, ligesom jeg har budet dig, og du maa æde det inden dine Porte efter al din Sjæls Lyst. Dog kun, som var det en Raa eller en Hjort man æder, saaledes maa du æde det; den urene saavel som den rene maa æde det. Dog hold fast ved, at du ikke æder Blodet, thi Blodet er Sjælen; og du maa ikke æde Sjælen med Kødet. Du skal ikke æde det, du skal udøse det paa Jorden som Vand. Du skal ikke æde det, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig, naar du har gjort det, som ret er for Herrens Øjne. Dog de Ting, som du helliger, som hørmer dig til, og dine Løfter, dem skal du tage og komme med til det Sted, som Herren skal udvælge. Og du skal bringe dine Brændofre, Kødet og Blodet, paa Herren din Guds Alter, og Blodet af dine Ofre skal udøses paa Herren din Guds Alter, og Kødet maa du æde. Tag Vare paa og hør alle disse Ord, som jeg byder dig, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter dig evindeligen, naar du har gjort det, som godt og ret er for Herren din Guds Øjne. Naar Herren din Gud faar udryddet Hedningerne for dit Ansigt, der hvor du drager hen at eje dem, og du ejer dem og bor i deres Land: Saa forvar dig, at du ikke falder i Snaren efter dem, efter at de ere ødelagte for dit Ansigt, og at du ikke søger deres Guder og siger: Ligesom disse Folk tjente deres Guder, saa vil jeg ogsaa gøre. Du skal ikke gøre saaledes for Herren din Gud; thi de gjorde for deres Guder alt det, som er vederstyggeligt for Herren, det som han hader; thi de have endog brændt deres Sønner og deres Døtre i Ilden for deres Guder. I skulle holde hvert Ord, som jeg byder eder, at gøre derefter; du skal ikke lægge dertil og ej tage derfra.
Første læsning
Da stod Jerub-Baal, det er Gideon, tidlig op, og alt Folket, som var med ham, og de lejrede sig ved Kilden Harod; og Midians Lejr var Norden for ham bag Højen More, i Dalen. Og Herren sagde til Gideon: Folket, som er med dig, er flere, end at jeg skulde give Midianiterne i deres Haand, at Israel ikke skal rose sig mod mig og sige: Min Haand har frelst mig. Saa udraab nu dog for Folkets Øren og sig: Hvo er frygtagtig og forskrækket? han vende tilbage og skynde sig aarle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers. Og Herren sagde til Gideon: Folket er endnu for mange, før dem ned til Vandet, saa vil jeg der prøve det for dig; og det skal ske, den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal gaa med dig, han skal gaa med dig; men hver den, om hvem jeg siger til dig: Denne skal ikke gaa med dig, han skal ikke gaa. Og han førte Folket ned til Vandet, og Herren sagde til Gideon: Hver, som laber med sin Tunge af Vandet, som Hunden laber, ham skal du stille for sig, saa og hver, som bøjer sig paa sine Knæ at drikke. Da var deres Tal, som havde labet af deres Haand til deres Mund, tre Hundrede Mænd; og det øvrige Folk alt sammen bøjede sig paa deres Knæ at drikke Vand. Og Herren sagde til Gideon: Med de tre Hundrede Mænd, de som have labet, vil jeg frelse eder og give Midianiterne i din Haand; men alt det andet Folk maa gaa hver til sit Sted. Og Folket tog Tæring med sig og deres Trompeter, men de andre Israeliter lod han alle fare, hver til sit Telt, og han beholdt de tre Hundrede Mænd hos sig, og Midianiternes Lejr var neden for ham i Dalen. Og det skete i den samme Nat, at Herren sagde til ham: Staa op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Haand. Men om du frygter for at gaa ned, da gaa du og Pura, din Dreng, ned til Lejren. Og du skal høre, hvad de tale, og derefter skulle dine Hænder blive styrkede, og du skal drage ned mod Lejren; og han gik ned, han og Pura, hans Dreng, til det yderste af de bevæbnede, som vare i Lejren. Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Græshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed. Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hid og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet, da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt. Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand. Og det skete, der Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen, da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi Herren har givet Midianiternes Lejr i eders Haand. Og han delte de tre Hundrede Mænd i tre Hobe; og han gav dem alle Trompeter i deres Haand og tomme Krukker og Blus midt udi Krukkerne. Og han sagde til dem: I skulle se paa mig, og saaledes skulle I gøre; og se, naar jeg kommer til det yderste af Lejren, da skal det ske, at ligesom jeg vil gøre, saa skulle I gøre. Og naar jeg blæser i Trompeten, jeg og hver, som er med mig, da skulle I ogsaa blæse i Trompeterne trindt omkring den ganske Lejr og sige: For Herren og for Gideon! Saa kom Gideon og de hundrede Mænd, som vare med ham, til det yderste af Lejren i den midterste Vagts Begyndelse, de havde lige sat Vagten ud; og de blæste i Trompeterne og søndersloge Krukkerne, som vare i deres Haand. Saa blæste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Haand og Trompeterne i deres højre Haand til at blæse udi, og de raabte: Sværd for Herren og for Gideon! Og de stode hver paa sit Sted omkring Lejren; da løb den ganske Lejr, og de skrege og flyede. Og de blæste i de tre Hundrede Trompeter, og Herren satte den enes Sværd imod den anden og imod den ganske Lejr; og Lejren flyede til Beth-Sitta til Zerera, indtil Grænsen af Abel Mehola ved Tabbath. Og Israels Mænd af Nafthali og af Aser og af hele Manasse bleve opbudne; og de forfulgte Midianiterne. Og Gideon sendte Bud paa det ganske Efraims Bjerg og lod sige: Kommer ned imod Midianiterne og besætter Vandene for dem indtil Beth-Bara, og Jordanen; da blev opbudet hver Mand i Efraim, og de besatte Vandene indtil Beth-Bara og Jordanen. Og de grebe to af Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, og de dræbte Oreb paa Klippen Oreb, og Seeb dræbte de i Vinpersen Seeb, og de forfulgte Midianiterne; og de førte Orebs og Seebs Hoveder til Gideon hinsides Jordanen.
Morgenbøn — første læsning
Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner! Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld — hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Hænders Gerning? Endog Drager række Brystet frem, de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken. Den diendes Tunge hænger ved hans Gane af Tørst; spæde Børn begære Brød, der er ingen, som rækker dem det. De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet. Og mit Folks Datters Misgerning er større end Synden i Sodoma, som blev omkastet i et Øjeblik, og hvortil ingen Hænder brugtes. Hendes Nasiræer vare renere end Sne, hvidere end Mælk, paa Legemet vare de rødere end Koraller, deres Skabning var som Safiren. Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud hænger ved deres Ben, den er bleven tør som Træ. Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken. Barmhjertige Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse. Herren har fuldkommet sin Harme, udøst sin brændende Vrede og antændt en Ild i Zion, og den fortærede dens Grundvold. Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ej heller nogen af alle dem, som bo paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde drage ind ad Jerusalems Porte. Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder. „Viger bort, han er uren!‟ raaber man om dem; „viger bort, viger bort! rører dem ej!‟ thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der. Herrens Ansigt har spredt dem, han vil ikke se til dem mere; man anser ikke Præsternes Person, man er ikke naadig imod de gamle. Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse. De jage os, hvor vi skride frem, at vi ikke kunne gaa paa vore Gader; vor Ende er nær, vore Dage ere fyldte; thi vor Ende er kommen. Vore Forfølgere ere lettere end Ørne under Himmelen; de forfølge os paa Bjergene, de lure paa os i Ørken. Vor Livsaande, Herrens Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene. Fryd og glæd dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Bægeret komme, du skal blive drukken og blotte dig.
Epistel
Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men Herren lod al vor Misgerning komme over ham. Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund. Fra Trængsel og fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld. Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. Men Herren havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og Herrens Villie skal lykkes ved hans Haand. Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger. Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og han skal bede for Overtrædere.
Første læsning
Og disse ere Navnene paa Stammerne: Fra Enden imod Nord, langs Vejen til Hethlon, i Retning af Hamath, Hazar-Enon, Damaskus's Landemærke imod Nord til, langs Hamath, dette fra den østre til den vestre Side, skal være Dans — een Lod; og ved Siden af Dans Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal være Asers — een Lod; og ved Siden af Asers Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side Nafthalis — een Lod; og ved Siden af Nafthalis Landemærke, fra dep østre Side indtil den vestre Side, Manasses — een Lod; og ved Siden af Manasses Landemærke, fra den, østre Side, indtil den vestre Side, Efraims — een Lod; og ved Siden af Efraims Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Rubens — een Lod; og ved Siden af Rubens Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Judas — een Lod; og ved Siden af Judas Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, skal den Gave ligge, som I forlods skulle udtage, fem og tyve Tusinde Maal i Bredden, og i Længden som een af Lodderne, fra den østre Side indtil den vestre Side, og Helligdommen skal være midt derudi. Gaven, som I skulle udtage til Herren, skal være i Længden fem og tyve Tusinde Maal og i Bredden ti Tusinde. Og de, der skulle have den hellige Gave, ere Præsterne; de skulle have imod Norden fem og tyve Tusinde Maal og imod Vesten i Bredden ti Tusinde og imod Østen i Bredden ti Tusinde og imod Sønden i Længden fem og tyve Tusinde; og Herrens Helligdom skal være midt derudi; Præsterne, hver den af Zadoks Børn, som er helliget, de, som toge Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget, og som ikke fore vild, der Israels Børn fore vild, saaledes som Leviterne fore vild, dem skal en Del af Gaven af Landet tilhøreren højhellig Del ved Siden af Leviternes Landemærke. Men Leviterne skulle have ved Siden af Præsternes Landemærke fem og tyve Tusinde Maal i Længden og ti Tusinde i Bredden; hver Længde skal være fem og tyve Tusinde Maal og Bredden ti Tusinde. Og de skulle intet sælge deraf, og ingen skal bortbytte noget deraf; det er som en Førstegrøde af Landet og maa ikke gaa over til andre; thi det er helliget Herren. Men de fem Tusinde Maal, som blive tilovers i Bredden, de forreste af de fem og tyve Tusinde, skulle være almindeligt Land for Staden til Beboelse og til fri Plads; og Staden skal ligge midt derudi. Og disse skulle være dens Maal: Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal og Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede og Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede. Og der skal være en fri Plads for Staden, imod Nord to Hundrede og halvtredsindstyve Maal og imod Sønden to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Østen to Hundrede og halvtredsindstyve og imod Vesten to Hundrede og halvtredsindstyve. Men hvad der bliver tilovers i Længden, langs med den hellige Gave, ti Tusinde Maal imod Østen og ti Tusinde imod Vesten, det skal være langs med den hellige Gave, og hvad det indbringer skal være til Brød for Stadens Arbejdere. Og Stadens Arbejdere, af alle Israels Stammer, skulle dyrke det. Den hele Gave skal være fem og tyve Tusinde Maal i Længden imod tusinde i Bredden; en Fjerdedel i Forhold til den hellige Gave skulle I tage til Stadens Ejendom. Men Fyrsten skal have det, som er blevet tilovers paa denne og paa den anden Side af den hellige Gave og af Stadens Ejendom, over for de fem og tyve Tusinde, som Gaven udgør, ud til det østre Landemærke, og imod Vesten, over for de fem og tyve Tusinde Maal, ud til det vestre Landemærke, langs Stamlodderne, det skal tilhøre Fyrsten; og det skal være en hellig Gave, og Husets Helligdom skal være midt derudi. Og hvad der er fra Leviternes Ejendom af og fra Stadens Ejendom af, hvilken kommer til at ligge midt imellem det, der tilfalder Fyrsten, hvad der ligger imellem Judas Landemærke og Benjamins Landemærke, det skal være Fyrstens. Og de øvrige Stammer ere: Fra den østre Side indtil den vestre Side, Benjamins — een Lod; og ved Siden af Benjamins Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Simeons — een Lod; og ved Siden af Simeons Lande mærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Isaskars — een Lod; og ved Siden af Isaskars Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Sebulons — een Lod; og ved Siden af Sebulons Landemærke, fra den østre Side indtil den vestre Side, Gads — een Lod; og ved Siden af Gads Landemærke, ved den søndre Side imod Sønden, der skal Landsgrænsen være fra Thamar af til Kivevandet ved Kades til Bækken ud imod det store Hav. Dette er det Land, som I skulle udlodde til Arv for Israels Stammer, og disse ere deres Stamlodder, siger den Herre, Herre. Og disse ere Stadens Ydergrænser: Paa Nordsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal; og Stadens Porte skulle kaldes efter Israels Stammers Navne, tre Porte imod Norden: Rubens Port een, Judas Port een, Levis Port een; og paa Østsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte, nemlig: Josefs Port een, Benjamins Port een, Dans Port een; og paa Sydsiden fire Tusinde og fem Hundrede Maal, og tre Porte: Simeons Port een, Isaskars Port een, Sebulons Port een; paa Vestsiden fire Tusinde og fem Hundrede, og deres tre Porte: Gads Port een, Asers Port een, Nafthalis Port een. Trindt omkring skal der være atten Tusinde Maal; og Stadens Navn skal være fra nu af: „Herren der‟.
Morgenbøn — anden læsning
„Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges. De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, at hver den, som slaar eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en Dyrkelse. Og dette skulle de gøre, fordi de hverken kende Faderen eller mig. Men dette har jeg talt til eder, for at I, naar Timen kommer, skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder. Men nu gaar jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: Hvor gaar du hen? Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt eders Hjerte. Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg gaar bort, thi gaar jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men gaar jeg bort, saa vil jeg sende ham til eder. Og naar han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom. Om Synd, fordi de ikke tro paa mig; men om Retfærdighed, fordi jeg gaar til min Fader, og I se mig ikke længere; men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu. Men naar han, Sandhedens Aand, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder. Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig.‟
Responsoriesalme
Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider? Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han. Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage. Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.
Evangelium
Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.‟ Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde: „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!‟ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.‟ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?‟ Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?‟ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!‟ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.‟ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.‟ Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!‟ Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.‟ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.‟ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.‟ Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.‟ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen. Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.‟ Og han gik udenfor og græd bitterligt. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?‟ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!‟ Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.‟ Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?‟ Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.‟ Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!‟ Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. Og de begyndte at anklage ham og sagde: „Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en Konge.‟ Men Pilatus spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Og han svarede og sagde til ham: „Du siger det.‟ Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: „Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.‟ Men de bleve ivrigere og sagde: „Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.‟ Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Omraade, sendte han ham til Herodes, som ogsaa selv var i Jerusalem i disse Dage. Men da Herodes saa Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han haabede at se et Tegn blive gjort af ham. Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham intet. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde haanet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. Paa den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Raadsherrerne og Folket og sagde til dem: „I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se, jeg har forhørt ham i eders Paahør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage til os; og se, han har intet gjort, som han er skyldig at dø for. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.‟ [Men han var nødt til at løslade dem een paa Højtiden.] Men de raabte alle sammen og sagde: „Bort med ham, men løslad os Barabbas!‟ Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. Men de raabte til ham og sagde: „Korsfæst, korsfæst ham!‟ Men han sagde tredje Gang til dem: „Hvad ondt har da denne gjort? Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.‟ Men de trængte paa med stærke Raab og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Raab fik Overhaand. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie. Og da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset paa ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: „I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?‟ Men der blev ogsaa to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes „Hovedskal‟, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. Men Jesus sagde: „Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.‟ Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. Og Folket stod og saa til; men ogsaa Raadsherrerne spottede ham og sagde: „Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.‟ Men ogsaa Stridsmændene spottede ham, idet de traadte til, rakte ham Eddike og sagde: „Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!‟ Men der var ogsaa sat en Overskrift over ham [skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk]: „Denne er Jødernes Konge.‟ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: „Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!‟ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: „Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? Og vi ere det med Rette; thi vi faa igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.‟ Og han sagde: „Jesus! kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige!‟ Og han sagde til ham: „Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.‟ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: „Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;‟ og da han havde sagt det, udaandede han. Men da Høvedsmanden saa det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: „I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.‟ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de saa, hvad der skete, og vendte tilbage. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligesaa de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og saa dette. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Raadsherre, en god og retfærdig Mand, han havde ikke samtykket i deres Raad og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt.
Responsoriesalme
Min Lovsangs Gud, ti ikke! Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd! Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet! De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
Responsoriesalme
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt. Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig! Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted. Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig. Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed. Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn. Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren. Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren. Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt. Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning. De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Responsoriesalme
Herren regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig! Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. Bjergene smeltede som Voks for Herrens Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt. Himlene kundgjorde hans Retfærdighed, og alle Folk saa hans Ære. Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder! Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, Herre! Thi du, Herre! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Guder. I, som elske Herren! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand. Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet. Glæder eder, I retfærdige i Herren, og priser hans hellige Ihukommelse!
Aftenbøn — første læsning
Og der jeg endnu talte og bad og bekendte min Synd og mit Folk Israels Synd og nedlagde min ydmyge Begæring for Herrens, min Guds, Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld,
Anden læsning
Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt! Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, — saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag. Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
Anden læsning
Mine Brødre! Eders Tro paa vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! Naar der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring paa Fingeren, i prægtig Klædning, men der ogsaa kommer en fattig ind i smudsig Klædning, og I fæste Øjet paa den, som bærer den prægtige Klædning, og sige: Sæt du dig her paa den gode Plads, og I sige til den fattige: Staa du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: Ere I saa ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder? Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: „Du skal elske din Næste som dig selv,‟ gøre I ret; men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. Thi han, som sagde: „Du maa ikke bedrive Hor,‟ sagde ogsaa: „Du maa ikke slaa ihjel.‟ Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. Taler saaledes og gører saaledes, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen. Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, og en af eder siger til dem: Gaar bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørft, hvad gavner det? Ligesaa er ogsaa Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. Men man vil sige: Du har Tro, Og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; ogsaa de onde Aander tro det og skælve. Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak paa Alteret? Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, og Skriften blev opfyldt, som siger: „Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed,‟ og han blev kaldet Guds Ven. I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. Ligesaa Skøgen Rahab, blev ikke ogsaa hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? Thi ligesom Legemet er dødt uden Aand, saaledes er ogsaa Troen død uden Gerninger.
Anden læsning
I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er velbehageligt i Herren. I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe Modet. I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets Enfold, frygtende Herren. Hvad I end foretage eder, saa gører det af Hjertet, som for Herren og ikke for Mennesker, da I vide, at I af Herren skulle faa Arven til Vederlag; det er den Herre Kristus, I tjene. Thi den, som gør Uret, skal faa igen, hvad Uret han gjorde, og der er ikke Persons Anseelse. I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at ogsaa I have en Herre i Himmelen.
Anden læsning
Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med saare kostbar Salve, og hun udgød den paa hans Hoved, medens han sad til Bords. Men da Disciplene saa det, bleve de vrede og sagde: „Hvortil denne Spilde? Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til fattige.‟ Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: „Hvorfor volde I Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig. Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid. Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for at berede mig til at begraves. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium bliver prædiket, skal ogsaa det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.‟ Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne og sagde: „Hvad ville I give mig, saa skal jeg forraade ham til eder?‟ Men de betalte ham tredive Sølvpenge. Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham.
Evangelium
Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham; da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud: saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?‟ Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.‟ Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.‟ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.‟ Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.‟ Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.‟ Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.‟ Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.‟ Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?‟ Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?‟ Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.‟ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!‟ Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;‟ eller at han skulde give noget til de fattige. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat. Da han nu var gaaet ud, siger Jesus: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: „Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,‟ siger jeg nu ogsaa til eder. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre. Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.‟ Simon Peter siger til ham: „Herre! hvor gaar du hen?‟ Jesus svarede ham: „Hvor jeg gaar hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.‟ Peter siger til ham: „Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.‟ Jesus svarer: „Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.‟
Aftenbøn — anden læsning
Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig.‟
Evangelium
Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Raad med de Ældste og de skriftkloge, hele Raadet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. Og Pilatus spurgte ham: „Er du Jødernes Konge?‟ Og han svarede og sagde til ham: „Du siger det.‟ Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: „Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!‟ Men Jesus svarede ikke mere noget, saa at Pilatus undrede sig. Men paa Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begaaet Mord. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. Men Pilatus svarede dem og sagde: „Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?‟ Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: „Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?‟ Men de raabte atter: „Korsfæst ham!‟ Men Pilatus sagde til dem: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte højlydt: „Korsfæst ham!‟ Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. Men Stridsmændene førte ham ind i Gaarden, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den paa ham. Og de begyndte at hilse ham: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟ Og de sloge ham paa Hovedet med et Rør og spyttede paa ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.
Evangelium
Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med saare kostbar Salve, og hun udgød den paa hans Hoved, medens han sad til Bords. Men da Disciplene saa det, bleve de vrede og sagde: „Hvortil denne Spilde? Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til fattige.‟ Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: „Hvorfor volde I Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig. Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid. Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for at berede mig til at begraves. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium bliver prædiket, skal ogsaa det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.‟ Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne og sagde: „Hvad ville I give mig, saa skal jeg forraade ham til eder?‟ Men de betalte ham tredive Sølvpenge. Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham.
Evangelium
Men Ypperstepræsten sagde: „Forholder dette sig saaledes?‟ Men han sagde: „I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan. Og han sagde til ham: „Gaa ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.‟ Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo. Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde. Men Gud talte saaledes: „Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar. Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.‟ Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker. Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev aabenbar for Farao. Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live. Paa den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Hus. Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn. Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger. Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: „I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?‟ Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?‟ Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: „Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.‟ Da bævede Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: „Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!‟ Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: „Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,‟ ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken. Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: „En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.‟ Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os; hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron: „Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.‟ Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: „Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve Aar i Ørkenen? Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.‟ Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. Dette toge ogsaa vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn — indtil Davids Dage, som fandt Naade for Gud og bad om at maatte finde en Bolig for Jakobs Gud. Men Salomon byggede ham et Hus. Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: „Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? Har ikke min Haand gjort alt dette?‟ I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!‟ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand. Og han sagde: „Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.‟ Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: „Herre Jesus, tag imod min Aand!‟ Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: „Herre, tilregn dem ikke denne Synd!‟ Og som han sagde dette, sov han hen.
En daglig plan, der læser Bibelen fortløbende igennem. Bibelteksten er fri af ophavsret. (Dansk Bibel 1871)
Dagens læsninger, hver morgen
I Bosko venter dagens læsninger på dig hver morgen — markér hver enkelt som læst, så du aldrig mister overblikket, læs dem i en af 30 oversættelser og dvæl ved en kort refleksion. Din traditions daglige læsninger, fulgt og altid lige ved hånden.